Det havde været nogle lidt ensomme måneder her i Dianthos, mens Liv havde været 'væk'. Cole havde aldrig rigtig følt sig tryg omkring Sejr, og han havde haft svært ved at se de to af dem som den samme, men Liv havde lovet hun ville komme igen, så Cole blev. Han sørgerede for huset. For at der altid var pænt og ordentlig, og andre små ærinder.

Det var en morgen som så mange andre. Cole var på vej op på Livs værelse. Rent sengetøj i favnen. Han var iklædt en simpel sort skjorte, hvor ærmerne var smøget op til midt for underarmene, og et par simple sorte bukser. Pænere end hvad han havde plejet at gå i, men efterhånden en normal ting nu når han var under Livs beskyttelse.
Han holdt fat i sengetøjet med den ene arm, mens han brugte den anden til at åbne døren ind til Livs værelse. Et sted han havde været en del gange efterhånden. Til gengæld var han ikke forberedt på at der faktisk lå noget i sengen denne gang, og endda en meget kendt skikkelse.

Han var lige ved at tabe sengetøjet, men fik fumlet lidt med det, og udover at det nu efterhånden bare lignede en bunke af tøj, så holdt han det i sine arme.
"Liv?" spurgte han, brød stilheden i værelset, som han forsigtig gik længere ind. Var hun overhoved vågen? Og hvornår var hun i det hele taget kommet tilbage? Hvordan havde hun det? Der var så mange spørgsmål der fløj igennem hans hoved.

Liv havde sovet tungt i de sidste par timer, men hun var efterhånden begyndt at vågne op omkring den tid, Cole kom ind på hendes værelse. Hun gryntede lidt, mens hendes hjerne kom til live igen, og hun åbnede øjnene og vendte hovedet på døren. Hendes krop var stadig stiv og øm, og hun kunne ikke helt sætte sig op uden hjælp, så hun blev liggende.

"Ja?" svarede hun søvnigt og en smule svagt. Hun kunne ikke umiddelbart genkende stemmen eller den slørede skikkelse ved døren. "Hvem er det?"

Det var ikke Falk eller nogen af hendes andre børn, dét vidste hun i hvert fald. Dem ville hun kunne kende på ét sekund.

Cole havde fået fortalt at Liv ikke nødvendigvis havde det helt nemt igen når hun vågnede, men at hun ikke kunne genkende ham med det samme, stak alligevel lidt i brystet.
"Det er mig, Cole," forsøgte han at sige, mens han gik lidt nærmere. Liv så virkelig ikke ud til at have det specielt godt, og hvis der var noget han kunne gøre, ville han også. Også selvom Liv ikke umiddelbart kendte til ham. "Er der noget jeg kan gøre... hente? Hvad some helst?" han følte sig lille, næsten som en lille dreng, der ikke vidste hvad han skulle gøre.

"Cole!" udbrød Liv og smilede, selvom hele hendes krop gjorde ondt. Hun løftede hovedet og fik bakset sig selv op at sidde lidt. Hun smilede til ham og rakte begge arme ud mod ham i ønsket om at omfavne ham. "Åh, hvor er det dejligt at se dig."

Selvom Cole ikke var et af hendes børn, så holdt hun så meget af ham, at han næsten kunne have været det. Hun var så stolt over, hvor meget han havde udviklet sig, siden den dag hun havde fundet ham på gaden, og selvom hun havde haft svært ved at genkende hans stemme, så huskede hun nu alt om ham igen, som havde hun aldrig været væk.

Cole var blevet vant til at Liv havde en hvis måde at være på. Hun var meget kærlig, også mod ham, som egentlig ikke var en del af familien, men det var nemt bare at lade sig gribe med af det.
Han kunne mærke et hvis savn i sig, selv nu når hun var foran sig. Det hjalp dog lidt at hun gerne ville omfavne ham, og han gik hen til hende, og satte sig på sengen, inden han lagde armene om hende i et kram.

"Du... er kommet så ud af det blå," sagde han forsigtigt. Han havde forventet hun ville være kommet ind i hoveddøren, ikke det her. Liggende i sengen, og have set væsentlig bedre dage.