Det var efterhånden et par uger siden, at Zane havde påtaget sig et job.
Det komfortable, lettere afslappede liv havde vundet i en mindre periode, og han havde afslået de dusører og jobs, som nu engang var dukket op.

Han manglede ikke noget... måske lige ud over en kvinde, naturligvis!
Men at finde sådan en var, i hans tilfælde, ikke det nemmeste i verden.
Ikke med mindre han tog hende som slave, selvfølgelig!

Hvilket måskke ikke var den ringeste idé.

Det var dog totalt ligegyldigt lige nu, for han havde lige besluttet sig for at acceptere et job, som nok ikke indebar ret mange tøsebørn!

...piratjagt!

Sjov og spas.

Så han havde brugt en uge på at samle oplysninger om skibet, og det var lykkedes for ham at finde dets position ude på havet, blot et par timer fra den nærmeste kyst.
At få fat på en lille sejlbåd - en lille jolle - havde været det mindste problem, og Zane var roligt sejlet ud mod destinationen.

Som natten faldt på, nærmede han sig det større skib.

Han slog dejlet ned, og lukkede øjnene for at lytte et par øjeblikke.
Hvis der var nogen på piratskibets dæk, så var de enten musestille, eller bevidstløse - sikkert af druk.
Så han smilede let for sig selv, kastede et stærkt, slankt reb med en entrehage af stål op over rælingen, og begyndte så at klatre op ad siden på det større skib.

Hans sorte kappe med den dybe hætte skjulte ham godt i mørket, og hans elviske reflekser og balance, gjorde det let at klatre.

Snart ville han være på dækket...

Hvad både kaptajnen og resten af besætningen ville kalde en vellykket tur i land, var efter fire dage overstået. Charlie havde brugt de fire dage som hun altid gjorde. Hun havde rendt frem og tilbage mellem skib og kro, for at fylde alt ledig plads i lastrummet op med rom. Den samme rom hele besætningen og kaptajnen havde halveret på en halv dag.
Det var ikke overraskende, at alle mænd ombord sov og de få der ikke gjorde, forsøgte at spille terninger hen over en kasse i lastrummet. Det gik ikke alt for godt, når alkoholen talte mere end mændende gjorde og ingen af dem havde fattet præcis hvad de spillede. Charlie forstod intet, men de fulde mænd forstod vist hinanden, for engang imellem kom der nogle underlige lyde fra dem.
Charlie lå i sin køje og forsøgte at finde rundt i deres ikke eksisterende logik. Hun var sikker på, at hun ville have en bedre chance, hvis hun var bare lidt beruset, men efter den langvarige druktur med smuglerkongen et par dage forinden, havde hun brug for en pause.

Der gik ikke længe før Charlie gav op, for meget hjerne var der da ikke tilbage i lastrummet. Hun skulle have noget luft. Hun svang et ben ud over kanten af køjen og som hun lignede en der skulle til at skvatte ud over kanten, fulgte resten af kroppen med og hun landede lidt dovent på benene.
Med forsigtige, lydløse skridt gik hun ned i den anden ende, op ad trapperne og ud af døren. Døren til lastrummet blev langsomt lukket, og det var først efter hendes forsigtige bevægelser at det gik op for hende, at ingen af mændende ville have registreret det, om hun så havde trampet hen over gulvet. Ikke så fulde de var.
Med en dyb indånding af den friske havluft, førte hun armene over hovedet og strakte sig. Derefter rettede hun lige på læderjakken, den grå hue, der dækkede alt det lyse hår og til sidst på bæltet, så knivens skaft, der sad fast i, ikke blev skubbet ind mod maven.

I nattens mørke og den lette tåge, der gjorde det tæt på umuligt at se vandet ordentligt, ænsede Charlie ikke entrehagen på rælingen. Det var ikke så ofte der var så stille ombord på skibet, så det var da den perfekte mulighed at nyde det lidt.

Den lette tåge gjorde det kun lettere for ham, at snige sig om bord på skibet.
Det var knap så ofte han benyttede sig af taktikker som denne... Men det var bare på alle måder bedre end at angribe hele pisset head on.

Det ville også have været for risikabelt.

Zane strøg hurtigt op ad skibets træklædte side, og sprang så op over rælingen som var han en levende skygge.

Og her havde han så dummet sig: altid, altid, altid kig først!!!

I hans stærke tro på dig selv og sine evner, gjorde han netop ikke dette, hvilket resulterede i at han landede fint og elegant, som en næsten lydløs skygge... lige omtrent en halv meter ved siden af Charlie.

"Ah shit..." var hans umiddelbare reaktion.

Det var sjældent Charlie var så afslappet ombord på det store skib. Folk larmede, kaptajnen gav ordrer og alt på skibet knirkede og gav sig. De knirkede lyde kunne hun ikke komme væk fra, men alt det andet var forsvundet. Dagene på vandet efter en uge i land, var altid de mest fredelige, fordi besætningen var langt væk på alkohol.

Charlie fik dog ikke meget tid til at nyde de fredelige omgivelser, da chokket over den fremmede, der dukkede op ved hendes side, var tæt på at få hende til at falde da hun sprang til siden.
”Åårh! Huuh!” Det var nogle underlige lyde der røg ud af Charlie, hver gang hun blev forskrækket og det var bestemt ikke anderledes denne gang. Havde det været hvilken som helst anden nat, var der sprunget 3-4 pirater til, lige så snart Charlie havde råbt op, men ikke i nat. Derfor tog hun straks fat om skaftet på den lille fiskekniv der sad i bæltet, for hun var godt klar over, at hun måtte klare sig selv.
”Du havde nær skræmt huen af mig! Hvem er du og hvorfor sniger du dig ombord midt om natten?” Selvom Charlie måske burde være bare lidt bange, var hun det egentlig ikke. Hun regnede nemlig bare med, at den fremmede var en vildfaren pirat. Eller håbede. Hun forsøgte også at få et lidt bedre kig på ham, men kappen og hætten gjorde det altså lidt sværere i mørket.

Han lagde med det samme mærke til, at hun greb fat om knivskæftet.
Nok var det et lille våben, men et velplaceret stik eller snit kunne være dræbende!

Zane bandede indvendigt over sin egen uforsigtighed.
Hvad var han, en amatør?

Charlie's stemme fangede ham dog, og han lod det svagt lysende, lilla blik glide undersøgende op over hende.
Var det ikke for stemmen - og det ganske kønne ansigt - så ville han have troet det samme som de fleste andre, nemlig at hun var en ung mand.

Men lige nu, var det tydeligt at det ikke var tilfældet... hvilket fangede hans opmærksomhed mere end dusøren gjorde.
Dog...

"Træk kniven, og jeg vender den imod dig." advarede han roligt,
"Og tro mig, en kniv i maven er ikke noget du har lyst til."

Han holdt blikket på hende, parat til at reagere hvis hun trak den skarpe lille satan.
"Jeg er her for at indkassere en dusør." sagde han så, vel vidende at det var risikabelt.
"Og du behøver ikke at dø for det."

Charlie var sekunder fra at trække den lille kniv, men den fremmedes ord fik hende til at stoppe. Det var alligevel en større trussel, end en simpel, vildfaren pirat ville komme med, men hvem var han så? Med blikket fæstnet på ham, opfangede hun straks det svagt lysende, lilla blik, men børstede det ret hurtigt af til at være nattens mørke, der spillede hende et pus.

Charlie var mere end klar over, at hun burde være godt på vagt over for den fremmede, men da han afslørede sit ærinde, kunne hun alligevel ikke lade være med at smågrine lidt.
"Ingen af piraterne ombord, er noget værd lige nu." Hendes egne ord fik hende til at grine lidt mere, da hun kun forestillede sig de plørestive mænd i lastrummet. Arh, der var vist grænser for, hvor meget nogle af dem kunne være værd.

"Og selvom du sådan set har ret..." Startede hun kort efter. Hun behøvede virkelig ikke at dø for nogle af dem, men på den anden side, så var hele besætningen hendes familie. Og trods hendes spinkle ydrer, var hun mere end villig til at kæmpe for dem, også selvom hun ikke kendte den mindste ting om sin modstander.
"... Så kan jeg ikke lade dig komme forbi." Med de ord blev den lille fiskekniv trukket og Charlie sørgede for at stramme grebet om dens skaft. Hun var uden tvivl en amatør, men det havde aldrig stoppet hende i at prøve før, og det gjorde det bestemt heller ikke nu.

"Det er deres hoveder." svarede han.
"Fulde eller ej."

Selvfølgelig valgte pigebarnet at forsvare dem... ellers ville opgaven jo være gået let og perfekt!
Hvor absolut irriterende...
Men på den anden side, gav det ham en mulighed for at 'lege' lidt med hende.

"Hvis det er, hvad du ønsker..."  sagde han og trak roligt sin kappe af, mens han holdt blikket på hende.
Han spottede hurtigt at hun var en amatør - måden hun holdt kniven på, placeringen af hendes fødder...
Dette kunne gå hen og blive helt nemt.

"Så kom da... men det kommer til at gøre ondt."

Men hvis det er hvad du ønsker. Med de ord blev Charlie helt selvsikker at se på. Uden tvivl alt for selvsikker, for idet den fremmede smed kappen, blev det ret hurtigt klart for hende, at hun vitterligt ikke havde en chance. Hun fortrød lidt sin beslutning om at være beskyttende, men selvsikkerheden forsvandt ikke fra hendes øjne, for det handlede mere om, at hun i det mindste stadig ville prøve.
Den nervøse hjertebanken var godt i gang med at sprede varmen i hele kroppen, men hun følte sig slet ikke sikker nok, til lige at kunne smide jakken eller huen. Hun måtte tage varmen med.

Langsomt begyndte Charlie at gå til siden, stadig med fronten vendt direkte mod den høje, mørke mand.
”Gøre ondt? Du har da vel ikke tænkt dig at slå på mig? Jeg er en lille bitte dame.” Charlie forsøgte at lyde bare en anelse fornærmet, men det var uden tvivl ikke ment i alvor. Forhåbentligt ville han bare tage det som hendes underligt, dumme forsøg på at få lidt afstand til ham, at hun fortsat gik til siden, for så ville hun kunne nå at komme om på den anden side af bommen og losse den i hans retning. Hun var jo ikke meget for at bruge kniven på andet end fisk, så selvfølgelig skulle hun prøve at undgå det.

"Slå på dig? Det er selvfølgelig også en mulighed... hvis du opfører dig ordentligt, kan det være du slipper med netop dét." sagde han med et lille, selvsikkert smil.
Han havde lovet hende at han vill estikke hende i maven med den lille kniv hvis hun trak den imod ham... meeen, måske ville han ikke gå helt så langt.

Han havde endnu ikke besluttet sig.

Zane var en vetran kriger, og han var selv vant til at bruge sine omgivelser til egen fordel - så tricket med bommen var tydeligt for ham.

"Kløgtigt... men ikke godt nok." sagde han og forhindrede hende i at bruge bommen, ved ganske simpelt at stryge hurtigt frem imod hende.

Han holdt fortsat kappen i begge hænder, parat til hvis hun skulle forsøge at stikke, men formålet var lige nu at lave en benfejning, og få hende ned at ligge på dækket.

Charlie var bestemt ikke bange af sig, men modig og dumdristig var desværre ikke nok, hvis man også skulle lære at være forberedt. Og det var hun virkelig ikke. Derfor blev hun da også lidt forskrækket, da den fremmede meget hurtigt kom nærmere. Hun forsøgte at flytte sig, men nåede det ikke og endte med at ligge på dækket. Hun tabte kniven, der landede et kort stykke fra hende og huen gled af, da hun straks rykkede rundt på hovedet, for at se hvor han blev af.
"Hey, se. Nu fik du da skræmt huen af mig," sagde hun, idet hun kom på benene igen og samlede kniven op samtidig. Uden huen, var der intet til at holde det lange, lyse hår på plads og hun måtte lige puste til voldsomt til et par totter, for at få dem væk fra øjet.

Med det samme begyndte Charlie at gå bagud, væk fra den høje, mørke mand, da hun godt var klar over, at hun ikke kunne komme tæt på uden at komme galt afsted. Hun skulle bare lige have lidt tid til at tænke sig om.
"Du sagde, at du var her for at indkassere en dusør," konstaterede hun. Måske hun kunne holde ham lidt hen med snak? Det var hun da trods alt god til!
"Hvorfor lige her? Der må være mindst et dusin andre pirater, der har fortjent det samme." Jo, det var mest for at holde ham lidt hen, mens hun kunne udtænke en strategi, men hun var da også lidt nysgerrig.
"Du kunne måske komme tilbage, når jeg er lidt mere trænet, eller når de store, brede pirater ikke er så fulde?" Det var selvfølgelig ikke ment i alvor, selvom det da kunne være rart, hvis han valgte at sige 'fint nok!'. Det var der vel ikke så stor chance for.
Som hun færdiggjorde den sidste sætning, løb hun risikoen for at miste sin kniv, da hun valgte at kaste den direkte efter ham. Hvis den ramte, ville hun ikke have helt så dårlig samvittighed, som hvis hun selv havde mast den ind i ham. Hvis ikke... Så var hun ikke lige klar over, hvad hun så skulle gøre.

Han kunne ikke lade være med at smile, da hun kommenterede at hun havde mistet sin hue.
Var denne pige jubeloptimist...?
Der var noget friskt over hende - men det var vel også en af grundene til, at hun havde overlevet på et piratskib!

Det var ofte ikke stedet for en køn, ung kvinde.

"En skam det kun var huen." slyngede han afsted, ganske nonchalant, men med et lettere sadistisk smil på læben.

Hun forsøgte åbenlyst at holde ham hen med snak, og trods at det var både modigt og godt tænkt, ville det ikke virke.
På den anden side... hun havde lige afsløret at de gæve pirater var... tjah... under dæks.

Og det ville de jo nok være for en rum tid!

"Måske mødes vi igen, hvis du overlever denne aften..." sagde han, "Så kan du jo træne op til det!"

Kniven kom flyvende, og trods det farlige ved det, trådte Zane hurtigt til siden, rakte en hurtig hånd ud... og greb kniven i luften.
Det var bestemt ikke altid at dette virkede... men det var simpelthen for fristende!

"Ah... praktisk! Jeg har jo lovet, at jeg ville stikke den her i maven på dig..." sagde han med endnu et sadistisk smil, mens han trådte hen imod hende.

"Men måske kan du undgå det... hvis du er underholdende nok."

Den fremmedes kommentar, fik kort Charlie til at se ned af sig selv, med en snert af væmmelse i blikket.
"Ikke engang piraterne, har fået mig til at føle mig lettere forulempet, kun ved hjælp af en kommentar." Hun forsøgte at lyde decideret fornærmet, for det burde hun da være, men hun kunne alligevel ikke lade være med, at lyde bare en anelse imponeret. Da hun rettede blikket mod ham igen, fik hans sadistiske smil det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Hun var tydeligvis overrasket, ved tanken om at han virkelig mente det.
Hvis du overlever denne aften. Det var de ord, der dernæst satte sig lidt fast i Charlies hoved og gjorde hende endnu mere utryg, end hun allerede var. Alligevel formåede hun at holde sig mere eller mindre fokuseret og samlet. Hun kunne ikke bryde sammen af nervøsitet nu.

Det var ikke ligefrem fordi Charlie decideret forventede, at kniven ville ramme, men hun håbede da stadig. Det kunne ses i det lidt forventningsfulde blik, da hun havde kastet den. Men det blev hurtigt erstattet med dyb skuffelse.
".. Pis.." Mumlede hun sammenbidt og med et tungt, opgivende suk. Det var da voldsomt uretfærdigt, at han lige skulle blære sig med sine kniv-gribende talenter!
"Uh!" Udbrød hun en anelse forskrækket, idet han trådte endnu tættere på. Hun var jo udmærket godt klar over, at kom hun i nærkamp med den mand, så ville hun meget hurtigt tabe. Så hellere snakke videre!
"Underholdende nok? Så.. Jeg skal jonglere for dig? Eller bruge resten af natten på, at fortælle dig vittigheder?" Hun sendte ham et noget undrende blik, men øjeblikket efter bredte der sig et stort smil over hendes læber og hun så lige pludselig lidt for begejstret ud, da hun rent faktisk kom på en vittighed.
"Oh! Jeg har en! Okay, hvorfor er pirater så dårlige til at spille kort?" Hun så på ham med et lidt afventende blik, men gav ham alligevel ikke tid til at svare, før hun selv gjorde;
"Det er lidt svært at spille kort, når man sidder på dækket. Eh?" Charlie smågrinede lidt halv nervøst, for vittigheden fandt hun da rimelig sjov, men hun havde samtidig virkelig ikke lyst til at få en kniv i maven.
Hun holdt en hånd bag sig, bare for at kunne nå at flytte sig, skulle hun støde ind i noget, mens hun fortsatte med at flytte sig længere væk fra ham. Blandt andet de tønder, fyldt med vand, hun lige nåede at strejfe med hælen. På en af dem lå en tom romflaske, som hun lige snuppede med bag ryggen og håbede på, han ikke lagde mærke til. Den var ikke lige så god som kniven, men kunne vel stadig bruges til et eller andet, hvis han kom nærmere.

Naturligvis burde hun føle sig forulæmpet af hans ord. De var jo ganske enkelt ment præcist som de var sagt!
Det ville, for ham, have været langt mere interessant hvis tøsen havde tabt mere end huen!
"Måske er det min måde at sige, at du er køn." kom det fra ham, 
"Og hvis jeg kan slå en bunke lurvede pirater i sjofelheder... så vil jeg tillade mig at være imponeret over mig selv."

Alle vidste at pirater havde slamkæfte som bare pokker.

Han gloede lidt da hun begyndte at tale igen.
Vittigheden blev fyret af, og Zane trak på smilebåndet.
Jep. Denne pige skulle overleve... med mindre han lod sig rive for meget med, naturligvis!

"Ikke helt ringe..." sagde han, og sprang så hurtigt frem imod hende, landede så han gled på fødderne hen over dækket, og forsøgte igen at feje benene væk under hende.
Nærkamp var ganske sikkert vejen frem.

Charlie trak let på skuldrene, men hun så nu stadig ikke helt tilfreds ud, med hans forulempende kommentar. Måske det var hans anderledes måde at sige, at han fandt hende køn, men underligt nok fandt hun det ikke helt værdigt som en kompliment. Måske fordi hun, trods hendes mange, perverse værelseskammerater, stadig fik en god del respekt som ung kvinde.
Hun kunne ikke lade være med at smågrine lidt over hans næste kommentar, som hun ikke selv var klar over, hvor imponeret hun selv ville være. Godt nok var hun ikke selv i stand til at slå de lurvede pirater i sjofelheder, men hun var overbevist om, at piraterne her ombord skrabede bunden. Nu skulle der jo heller ikke meget til, at få Charlie til at blive akavet omkring den slags.

Den fremmede trak på smilebåndet og gav hende en relativt positiv kommentar, for hendes dårlige vittighed. Det fik nervøsiteten til at lette sig bare en anelse hos Charlie, og derfor var hun ikke helt forberedt på hans hurtige spring straks efter. Hun udbrød en forskrækket lyd, idet hun, stadig med den tomme flaske i hånden, trådte til siden i et forsøg på at undgå ham. Som hun skulle til at tage det næste, hurtige skridt, skvattede hun i en anden flaske, der lå og rodede rundt på dækket. Det var dog utroligt, så meget de forbandede pirater kunne rode!
Det ene knæ hamrede ned mod træet og Charlie tabte flasken, der smadrede så snart den ramte gulvet. Hun bed tænderne hårdt sammen i smerte, som hun fik lagt en hånd direkte mod det skarpe, knuste glas, da hun prøvede at tage fra og derefter måtte falde resten af vejen, ned på siden at ligge.

"Vent, stop!" Skyndte hun sig at sige og holdt beskyttende den ene hånd op foran sig, som om det ville gøre det sværere for ham at fortsætte. Et lille glasskår sad stadig fast i hånden og blodet begyndte langsomt at dryppe.
"Du forskrækkede mig, jeg vil have en omkamp!" Forlangte hun. Trods smerten i både knæ og hånd, var hun bestemt ikke helt humorforladt. Desuden... hvem ville sparke til en pige, når hun lå ned? Nej, så led kunne han da ikke være. Kunne han?
"For Zaladin, hvor gør det ondt. Men var det i det mindste underholdende nok?" Spurgte hun og smålo, som hun løftede overkroppen lidt og gav sig til at slæbe sig lidt på afstand af fyren. Måske hun burde have lært bare lidt om nærkamp, inden hun sagde ja til at være pirat. Det gik vist ikke helt godt.

Nok havde han ment at hun var køn... men hans kommentar var forulempende.
Det var der slet ingen tvivl om.

Pirater drak og rodede... og lige nu virkede det faktum ret meget imod hende, som hun tumlede til dæks, skar sig, og generelt bare... tabte slaget lidt.
At hun kunne gøre det med en snært af humor, var dog ganske imponerende.

"Omkamp? Det tror jeg næppe... så skal du virkelig lokke."

Han standsede ikke, og hendes hånd blev ganske enkelt slået væk da han kom tæt nok på til at stoppe hendes nu meget langsomme flugt.
Hvis han lykkedes, ville han ende med at sidde på hug, overskrevs på hendes lår, og trykke sin frie hånd i brystet på hende så hun blev skubbet tilbage imod dækket.

"Joh, det var nu ganske underholdende. Det lader til at være et af dine talenter." svarede han med et skøvt smil.

Nok var Charlie faldet og havde smadret knæet, og derefter skåret sig i hånden, men hendes kampgejst var langt fra slået helt ud. Hun forsøgte sig stadig med at slæbe sig bagud og håbede, at han måske ville give hende en lille chance for at komme på benene igen, men så heldig var hun ikke.
"Lokke? Noget siger mig, at jeg ikke ved hvordan man lokker sådan en som dig," sagde hun og rynkede lidt på næsen. Han var en sær snegl og hun var endda vant til de lurvede pirater. Mon hun havde formået at lokke ham tidligere, uden at være klar over det? Måske. Men han havde jo stjålet hendes kniv, så hun havde ikke mere at kaste efter ham.

Hendes nok blev slået til siden og af ren refleks satte hun den i gulvet, for at skubbe sig endnu længere væk. Hun nåede bare ikke langt, før han endte på hug overskrævs på hendes lår.
"Arh, du er meget tæt på nu." Hun lød næsten som om hun havde et problem med berøring, selvom det ikke var tilfældet generelt. Han var bare stadig en rimelig skræmmende type. Hun forsøgte at gøre modstand, for ikke at ende helt på ryggen igen, men det var godt nok en dårlig position hun lå i, under ham.
"Mange tak. Jeg ville bukke efter min talentfulde forestilling, men du er lidt i vejen!" Sagde hun sammenbidt, i en lidt anstrengt tone, som hun tog fat om hans håndled med begge hænder, og gav sig til at skubbe, alt hun kunne, trods det sveg i den ene håndflade.
"Hvis jeg nu spørger pænt, kan du så ikke flytte dig? Jeg kan umuligt underholde dig i den her position." Nu var hun begyndt at lyde lidt irriteret, men det forhindrede tydeligvis ikke de vittige kommentarer. Hun begyndte at vride sig og i en hurtig strøtanke, løftede hun straks det raske knæ, i håbet om at losse et knæ op mellem hans ben.

"Det gør du sikkert ikke." svarede han.
Hvor uskyldig hun var, var helt umuligt at sige... trods hendes tæmmelig skarpe tunge.

Zane smilede køligt. Naturligvis var han kommet tæt på nu. 
Hvad ellers?
"Charmerende." sagde han så til hendes sammenbidte kommentar om at bukke,
"Men jeg tror vi bibeholder den her position og - hov! Næh du!" afbrød han sig selv, da hun tydeligt forsøgte både at skubbe hans hånd væk, og at komme i position til at losse et knæ lige i skridtet på ham.

Kriger og morder, magiker og sadistisk kidnapper... et los imellem benene tog hvem som helst ned.

Heldigvis var denne pige ikke stærk, og det var let nok for ham, at forhindre hendes ellers kløgtige angreb.

Som modsvar, lagde han nu kvivsbladet imod hendes hals, mens et ondskabsfuldt glimt dukkede op i hans øjne.
"Hænderne over hovedet. Og hold dem der." advarede han,
"Så undgår du måske det, jeg lovede dig før."

Charlies lidt dårlige flugtforsøg kom tydeligvis bag på den fremmede, men trods det, kom hun ikke ret langt. Hendes lille skikkelse afslørede hendes manglende styrke og det burde ikke irritere hende så meget, at hun ikke var i stand til at få ham til at slippe, men det gjorde det. Endnu mere irriterede det hende, at det ikke lykkedes hende at manøvre et knæ direkte i skridtet på ham, for det ville da uden tvivl have virket. Men så heldig var hun alligevel ikke.

I samme øjeblik hun mærkede det kolde knivsblad mod halsen, stoppede hun med at vride sig. En enkelt forkert bevægelse nu, og hun ville højst sandsynligt fortryde det. Alligevel så hun ikke helt så skræmt ud, som hun måske burde, for selvfølgelig ville han da ikke gøre alvor af sin trussel. Vel?
"Nårh ja..." smågrinede hun, denne gang med en tydelig nervøs tone, som stemmen nu også rystede en lille anelse.
"D-det var noget med en kniv i maven, ikke?" Så vidt hun huskede, selvom det selvfølgelig kunne være svært at huske helt rigtigt, når man lå med en kniv for halsen.
"Men... s-så retter du bladet lidt f-forkert," fik hun stammet frem, mens hun stadig forsøgte at skubbe hans hånd væk. Trods hun stadig formåede at få et par vittige ord af, omend en god del mere nervøst end før, så kunne man alligevel begynde at ane tårerne i øjnene.

Hun burde måske gøre som han så advarende bad, men det var ikke helt det første der faldt hende ind, når hun egentlig hellere ville slippe for at dø lige om lidt.
"Det er fordi jeg ikke underholdt dig godt nok, e-er det ikke?" Ved de sidste par ord begynde hendes stemme at blive hæs, men hendes forsøg på at gøre det hele lidt lettere for sig selv, og løfte den utrolig trykkede stemning lidt med en smule humor, fortsatte så længe hun kunne holde fatningen bare lidt. Med et noget så bedende blik, bad hun ham lydløst om at stoppe.

Trods hendes forsøg på at holde sit humør oppe, var der tilsyneladende ikke meget tilbage at give af i den dur.
Hendes frygt var tydelig, og Zane var sikker på at lige nu, var hun bange for at dø.

Forståeligt.

"Det var noget med en kniv i maven, ja... og du har jo ganske ret." svarede han, hvorefter han i en hurtig bevægelse fjernede knivsbladet fra hendes hals, samtidig med at han flyttede den hånd hun forøgte at kæmpe imod, og greb hende om halsen med den.
Ikke et hårdt nok greb til at hun ikke kunne få vejret... men hårdt nok til at bevise, at det var ham der havde magten lige nu.

"Og nej... underholdningen har været fremragende. Og den bliver kun bedre fra nu af." sagde han roligt, mens han brugte kniven til at skubbe hendes trøje op ganske langsomt, og dermed blotte hendes mave.
Han gjorde det på en måde, så hun kunne mærke det kolde stål imod huden, men uden at gøre nogen form for skade... 

"Er den rettet rigtigt nu?"

I et kort, meget kort øjeblik nåede Charlie lige at føle sig en snert lettet, idet den fremmede fjernede kniven fra hendes hals. Den følelse blev bare revet væk, lige så hurtigt som den var givet, da han uden problemer lagde hånden omkring halsen i stedet. Trods hans faste greb, kunne hun stadig trække vejret helt normalt, men af frygt for, at han ville klemme mere til, blev hendes vejrtrækning hurtigere og overfladisk. Dog ikke længe, for lige så snart hun mærkede det kolde blad mod sin mave, stoppede hun helt med at trække vejret. Hun forsøgte at trække maven så langt ind hun kunne, som den eneste mulighed for at komme lidt på afstand af den skarpe kniv. Jo, okay, den var rettet rigtigt nu og bare fordi hun ikke helt kunne slippe tanken om at forholde sig roligt, så længe det var muligt, nikkede hun også pænt til hans spørgsmål.

Charlie var rædselsslagen for at gøre noget, der kun ville gøre det hele værre, så da hun gav sig til at bore neglene i hans håndled, var det utrolig langsomt. Hun undslap lidt anstrengte lyde, som hun var nødt til at trække vejret bare lidt og samtidig fik hun generet såret i håndfladen.
"Du må ikke... d-d-dræbe mig, jeg be'r dig. Jeg har næsten lige skrubbet gulvet rent, det ville ikke være rigtigt at bløde på det nu. Jeg har ikke engang lært at drikke rigtigt endnu. Jeg er for ung til at dø!" Charlie gik hurtigt fra at stamme næsten hvert ord ud, til at spytte en masse ligegyldige ord ud i stedet. Hun havde altid været god til at snakke og selv når hun var dybt panisk, var det ingen undtagelse. Samtidig forsøgte hun ikke at bevæge maven alt for meget, så alt hun sagde var rimelig anstrengt, i mangel på lidt luft i lungerne. Hun slap hans hånd med sin ene, men kun for at række ud efter noget af det knuste glas på dækket. Hun borede stadig neglene ned i hans mørke hud med den anden.