Det var en stjerneklar nat udenfor. Det vidste Cerediel fordi hun for syttende gang i nat var blevet vækket af månelys, der bølgede ind ad hendes soveværelsevindue på førstesal. Hun måtte have vendt sig i søvne igen. På den ene side, var det måske en idé at slå skodderne for, på den anden side havde hun ikke havde glemt, hvorfor hun havde ladet dem stå åbne i først omgang. Det havde været varmt hele dagen, så hvis hun overhovedet ville falde i søvn, måtte vinduet være åbent. Hun rullede irriteret om på den anden side igen, stak fødderne ud under den tynde stofdyne, og lukkede øjnene hårdt i.
*pumb... pumb... pumb*
Ceri var allerede råget hen igen og rynkede irriteret brynene, ind til det gik op for hende, hvor lyden kom fra og, hvad var værre, at hun havde glemt at lukke bagvinduet i sin butik nedenunder. *Åh nej, åh nej...* Hun lå musestille et øjeblik og prøvede at overbevise sig selv om, at tyven nok ville stikke af igen. Det var heller ikke klogt at komme op at slås med sådan en, hun var ikke ligefrem kamptrænet, og han *eller de!* havde sikkert evner. Hun tænkte på al det arbejde, hun havde liggende i værkstedet, sten, guld, sågar et par stumpe våben, og hvordan hun skulle forklare tyveriet og miste sin indkomst denne måned, som om sidste måned ikke havde været slem nok. Nej, det ville ikke gå!
Meget tøvende kom den ene bare tåspids ned på trægulvet efterfulgt af den anden bare tåspids. Ceri listede så forsigtigt, hun kunne, hen over gulvbredderne og snuppede sin silkekåbe på vej ned, der hurtigt blev viklet om en lang silkenatkjole. Begge dele var hvide. Med alt det flagrende stof, de svage fodtrin og månelyset i ryggen, kunne man måske oven i købet bilde sig ind, at hun var et spøgelse på vej ned ad trappen. Hun vidste, der lå et uslebent sværd fra et våbenskjold tæt på døren til værkstedet. Hendes plan var at tage sværdet, *hvis det stadig var der,* liste sig ind på tyven, *hvis han ikke ser mig først,* og slå ham ud*, hvis jeg kan slå hårdt nok*. Om hun overhovedet nåede døren, var helt op til Chances komplet uforudsigelige luner.

Rys var endnu engang tilbage i Landsbyen og han havde tilbragt et par dage med bare at nye at være hjemme. Selvfølgelig var stedet ikke 'hjem' som sådan, men det havde altid føltes sådan. Han havde altid følt sig bedre tilpas i Landsbyen end i Thal'Elor. For eksempel virkede hans magiske kræfter bare bedre her. Han følte sig bedre i balance her, end han gjorde nogen andre steder og derfor kom han ofte tilbage hertil. 

Problemet med at opholde sig et sted så ofte, som han gjorde i Landsbyen, var at han måtte passe ekstra meget på, når han lavede sine små numre. For det ville være den rene dødsdom, hvis han blev almindeligt kendt i byen som en langfingret slyngel. Og derfor gik han ikke omkring og smårapsede fra folks lommer her, som han ellers havde for vane. Nej, her i byen var han nødt til at tænke sig om. Planlægge og udføre mere udfordrende kup. Han havde længe haft blikket på guldsmeden i byen, men hvis sandt skulle siges, så havde han ikke turdet gøre alvor af det. At stjæle fra en guldsmed var alvorlige sager. Man kunne blive magisk eftersøgt for den slags! 

Men han havde ikke kunnet slippe tanken og han havde vendt og drejet mulighederne i flere måneder efterhånden. Problemet var, at han ikke vidste nok om stedet til at kunne lave en plan. Men han havde heller ikke rigtigt mulighed for at se nærmere på sagerne. En mand som han ville aldrig se naturlig ud i en guldsmedeforretning. Så i løbet af aftenen havde et ulåst vindue ført ham til den dummeste beslutning i verden. Sådan følte han i hvert fald lige nu, hvor han var krøbet ind af vinduet og så sig om i huset. Han var nemlig gået på rov uden en plan. Og det betød, at han skulle være så hurtig som overhovedet muligt, så han kunne komme ud derfra igen. Og det ledte muligvis til, at han var mindre stille, end han burde være, mens han gik omkring og vippede alt, der skinnede det mindste ned i den sæk, han gik med i hænderne.

Sand at sige, så ville det være lige så nemt som at stjæle slik fra et barn at bryde ind hos denne guldsmed. Indehaveren havde ikke råd til bedre sikkerhed end et par ekstra låse på dørene. Mens Cerediel nåede det nederste trin, tænkte hun på, at det var lidt længe siden, hun havde fået fornyet magien i dem. Det for sent nu, og så krævede det selvfølgelig, at man stadig huskede at lukkede andre indgange som vinduer for eksempel, tænkte hun og sank den klump i halsen, der ikke ville forsvinde lige meget, hvor ofte hun forsøgte at synke. Desuden var hun temmeligt sikkert på, at hendes hjerte hamrede højt nok, til at det kunne høres. Hun stak forsigtigt snuden rundt om hjørnet, og forsøgte at spotte pyntesværdet i mørket. Det var der stadig!

Meget forsigtigt trippede hun rundt om hjørnet og rakte ud efter sværdte, og endnu mere forsigtigt så hun rundt efter tyven. Han havde ryggen til endnu. Hun rakte ned efter sværdet... og ramte bordet. Hendes hånd flyttede sig hurtigere og hurtigere hen over bordpladen i søgen efter skæftet, mens blikket stift blev holdt på indtrængeren. *ssskrab* Det måtte han have hørt! Med sine hvide rober ville hun stikke ud som en måne på en skyfri himmel lige meget, hvor hun forsøgte at gemme sig. Der var kun en ting at gøre, og det skulle gå hurtigt. I en utrænet bevæøgelse, greb hun sværd og svingede det overhovedet for så at løbe med fuldt fart mod Rychell ryg. Hendes intention var at hamre knoppen på skæftet mod hans hoved, så hård hun kunne, men det lignede umiskendeligt - med undtagelse af hendes forskræmte ansigtudtryk-, at hun havde tænkt sig at skære Rychell i småstykker. Sådan gik det, når man ingen træning i sværdkamp havde haft.

//Sat karakter inaktiv for nu