Det var absolut ikke daglig rutine, at Alicia befandt sig så langt nordpå, men alle urolighederne i Dianthos havde gjort, at hun havde følt sig nødsaget til at komme lidt væk. Hun var stadig eftersøgt, og der var ingen grund til at bringe resten af oprøret i fare ved at blive fanget. Derfor befandt hun sig nu på vejen, der førte til Norvik. Her ville der nok være mulighed for at blive et stykke tid. Ingen kendte hende der, så der var ikke stor sandsynlighed for, at hun ville blive opdaget.

Den mørkerøde kappe afslørede kun de mørkebrune læderstøvler med metalspænder, når hun tog et skridt, men resten af tøjet forblev skjult under den. Et håndtag, med beskyttende hvirvler af metal, kunne også ses en gang imellem. Hætten var trukket op, så den både skjulte de glødende øjne og det ildrøde hår.
Alicia havde som sådan ikke brug for kappen for at holde sig varm, men den stak heller ikke ud heroppe, hvor der var en anelse køligere.

Alicia havde gået i sine tanker en rum tid, da et råb fangede hendes opmærksomhed, og hun satte med det samme i løb, væk fra stien, mod lyden.

Situationen var på ingen måde en Lunan var van til at befinde sig i. Ikke nok med den høj-gravide mave tvang den ellers androgyne form langt over i kvindelighed, så var Lunan heller ikke van til at tabe - især ikke i kamp.

Begge dele gjorde sig dog gældende denne vinterklædte dag i norden. Lunan havde fuldt et spor, et svagt håb om at finde Ishtar-Helias navn og sætte hende fri! Men det havde vist sig at være en fælde. En fælde sat af en dæmonjæger, med nok held til sin forstand, at det faktisk var lykkedes ham at overmande Lunan.

Scenen der mødt Alicia var absurd.

En blå dæmon, med et maskulint ansigt, holdt med nød og næppe en kniv fra sin høj-gravide mave, ført af en pels-klædt mand, der med sin anden hånd gjorde et ihærdigt forsøg på at kvæle dæmonen, med hvad der lignede en magisk amulet.

//Lukket. Sry der gik så længe inden jeg svarede den :/ Hvis du har lyst til at finde på noget hvis du kommer igen, så er jeg frisk!