det var ved at blive sent. men Rumi gik rundt i regnen på jagt efter en midnat blomst. som blomsten hed kun dukkede frem ved midnat. han gik med kappen over kroppen og så rundt efter denne specielle blomst. han skulle ikke plukke den bare ha nogle frø fra den. han gik roligt rundt i græsnelandet for at lede. han havde fået et tip op at den var her ude et eller andet sted. men det store spørgsmål var hvor?

 Rumi havde de smukke rubin øjne og hvidt hår. han havde et par slidte bukser på samt en grålig skjorte. han var i bæltet en lommelærke som han helst ikke lagde fra sig. han ville jo helst ikke ha den blev taget. men den blev også tit misforstået med at han var dranker fordi den var på ham altid. han havde en lille sæk med forskellige redmedjer (udstyr) til at få urter og fræ fra jorden. han kom til noget der lignede et godt stod for midnat blomsten og satte sig ned ved et træ lidt der fra og gabte.

"man det er hårdt at finde dig" snakkede han til blomsten? ja det gjorde han faktisk. han havde jo ikke rigtigt nogle  andre at snakke med. han mærkede trætheden komme tættere og tættere på ham. hans øjne begyndte langsomt at mærkes tunge. han strækte sig lidt og tog kappen tæt om sig. de rubin røde øjne lyste stadig op i måne lyset.

Af alle dage, hvor man netop skulle fare vild i udkanten af elverly og nu, selv om man var på vej hjem til hovedstaden, nu...stod man i grænselandet uden rigtigt at vide hvilken vej man skulle gå.  "Far, kunne du i det mindste ikke have lært mig at finde vej? Er det ikke i mit blod? sagde hun betvivlende mens de klare grønne øjne blev vendt imod den mørke himle, og lod den kolde natte regn falde over hende. Kort rystede hun på hovedet, og begyndte at vandre videre...det væreste der kunne ske, var at ende tilbage i elverly, og derfra kender hun i det mindste vejen!

Efter nogle minutter fandt hun en lysning og selv påtrods af hendes kappe, var hendes hår langt fra tørt. De tunge støvler lavede tydelige fodspor ved hver skidt, og endelig som hun fandt denne en ny lysning, smilte hun, og lod blikket gå imod himlen og lige som hun skulle til at udtrykke sig, hørte hun en anden. "Men der er hårdt at finde dig" lyd det og med det samme kiggede hun sig omkring, og blikket faldt på den besynderlige mand, som søgte græsset. Men efter hvad? tænkte hun kort, og begyndte at bevæge sig imod manden, med et varmt smil. "Undskyld? Hej? Godaften? Er du også faret vild? Jeg var sikker på hovedvejen var i denne retning. Spurgte hun varmt. Den ene hånd løftede og et vink blev sendt imod ham, men gjorde intet tegn på at stoppe, og forsatte imod manden, med rolige skridt, dog efter timerne var disse skridt begyndt at blive tunge, og langsomme som trætheden tog mere og mere fat i hende.

Rumi så mod blomsten der langsomt gjorde tegn til at ville åbne sig. så kunne han snart komme i seng. eller iseng og iseng. han måtte ihvertfald søge ly for regnen. en stemme lød og han så op fra blomsten da skikkelsen talte til ham. hun stoppede ikke. han rejste sig hurtigt op og skyndte sig hen foran blomsten for at standse hende før hun trådte på den. den var så lille at de fleste ikke så den. derfor var den også svær at finde. "pas på hvor De træder..." han kiggede bag sig for at tjekke hans blomst stadig var ok. han sukkede lettet og så på skikkelsen der var kommet mod ham. først nu gik det op for ham.... det var en kvinde.!
"øhm... nej det er jeg ikke. jeg ledte blot efter.... Den der" sagde han og trådte til siden så hun kunne se den smukke blomst som var begyndte at åbne sig. den var gylden som solen med en lysegrøn stilk. dens frø var hvide som sneen om vinteren. Rumi satte sig ned på hug og så på blomsten. han var helt fortryllet af naturens krafter. de var så fantastiske at de kunne få blomster til at blomstre på bestemte tidspunkter. noget han ønskede han kunne opleve hele tiden. men han havde ikke den slags magi i sig. han kunne lamme folk eller fremtrylle våben ved måne lys. hvilket kunne være praktisk.

han så på blomsten helt hypnotiseret og så lidt mod sit syns felt og så hendes føder og kom itænke om hun jo stod der. ih hvor var han dog dum. han rejste sig langsomt op og så mod hende med et roligt smil. de røde øjne fandt hendes grønne under den kappe hun bar.
"undskyld. jeg er lidt fasineret af naturen" han smilte venligt og sank indenvendigt en klumb i halsen. han havde det ikke nemt med kvinder. han troede han var skyld i de kom til skade eller døde.

stoppede sine skridt så snart manden gav ordre til det, og drejede hovedet mildt, og kastede et undrende blik over jorden omkring hende, intet, nogle små planter, græs men ikke noget vigtigt, langsomt lod hun blikket falde tilbage på manden, et forvirret, undersøgende blik. glad lod hun sit blik følge mandes til hun fik øje på den lille blomst, men selv om den åbnede sig så magisk på klokkesættet, var det ikke der hendes blik lå, det lå på manden og hans fascination af blomsten. "Den er smuk" sagde hun høfligt, som hun lod blikket falde tilbage på blomsten. Som han observeret blomsten lod hun sine arme flade ind under kappen for at varme hende bare lidt i den kolde natte regn, smilet forbliv på hendes læber som hun stod der stille, og lod manden nyde dette øjeblik.

hans fascination er lidt nyttet, tænkte hun kort som hun observeret ham og blomsten sammen. Et fnis forlod hende, som han kommenteret sin egen opførelse. "Jaa, det kan jeg se. Det er lidt nyttet, at se dem være mere fascineret af en blomst, end resten af verden omkring. Det smil på dine læber mens du kiggede, hvis bare alle kunne føle sådan en glæde i deres liv." sagde hun roligt som hun træk hætten af. Hun smilet tilbage imod ham. Det var tydeligt, at han var lidt nervøst, men alligevel kiggede han hende i øjne, hvilket endelig var meget rart. Mon han bliver ved med det? eller overtager nervøsiteten? Tænkte hun kort mens de stod der, øjne til øjne, begge smilende og faktisk halv tæt på hinanden.

den var faktisk ikke kun smuk ifølge biologer. så var den også sjælden. folk trampede på den eller plukkede den så den ikke kunne formere sig. han havde rejst sig og så månen stod høj så han på den nu åbnede blomst. den skindede næsten. hun sagde pludselig han var nuttet og det gjorde han stivnede lidt. sidst han var blevet kaldt nuttet var da han havde maria. han så på hende med lidt chokerene øjne. han rystede lidt på hovedet for at ryste det af sig. da hun så talte om hans smil rødmede han lidt og kløede sig i nakken. "jeg.... jeg har altid haft en glæde for naturens gang." han så på hende igen og kom pludselig i tænke om hvorfor han var her. han tog sin sæk og tog en lille frø pose op og en pind og satte sig ned ved blomsten og skræpede de hvide frø af og lagde ned i posen han fik omkring 20-25 frø. men hvem sagde alle overlevede. han rejste sig op

han lagde frøposen tilbage i sækken sammen med pinden og så op mod himlen. det var stadig vådt og fyldt med dråber. han trak vejret dybt ind og så på kvinden. "navnet er Rumi, jeg arbejder i Den Glade Blomst" sagde han og det forklarede tit hvorfor han var så tit på jagt efter urter og frø og blomster. han var jo alkymist og eliksir laver. så han skulle jo bruge det i sine eliksirer.  han havde over taget den fra den tidligere ejer som desværre var død for nogle hundrede år tilbage. men hvad pokker Rumi var jo kun 380 år. han var stadig ung. han havde også valgt at bukke for hende for at vise sine gode manere.