Sted: Markedspladsen
Tid: Sen morgen, en torsdag
Vejr: Lunt og solrigt

På række bag Jaris, gik de tre kvinder, han havde bestemt sig for ikke at bruge på bordellet. Ingen af dem var bundet med reb, for alle var klar over at Jaris ikke var bleg for at bruge det knuste glas i sin lomme imod dem. De havde set hvad han kunne gøre med det, et par dage forinden og ingen af dem ønskede at lide samme skæbne, som den stakkels kunde, der havde brudt reglerne flere gange. Desuden lod det til at de alle tre næsten så frem til at blive solgt videre, for de havde hørt på Jaris' dårlige vittigheder hele vejen hertil. Jaris morede sig gevaldigt over sig selv, men det gjorde slaverne bestemt ikke! Jaris var ligeglad, eller også skænkede han bare ikke deres irritation over ham en tanke. Han fortsatte i hvert fald muntert, som de nærmede sig markedspladsen og den korte række af slaver.

Når Jaris skulle sælge slaver videre, kom han altid på en torsdag. Torsdage var som sådan ikke bedre end andre dage, men det var oftest de dage, han havde støvet de mest interessante op. Det var også her, han havde fundet sin tjenestepige, Anna, for nogle år siden, den kvinde han stolede mest på, selvom hun stadig havde en gæld at betale. "Jaris!" Lød det råbende fra en mand, der kom gående mod ham fra rækken af slaver. Det var ikke en Jaris brugte meget tid med, men han havde da talt med ham et par gange på markedspladsen, når der var handel med slaver. Jaris fortsatte mod rækken, vinkede kort til manden, men salget af de tre kvinder skulle overstås først. "Jeg kommer lige om lidt, Briar," sagde han med et kort håndtegn, før han gestikulerede de tre kvinder ind på rækken. Ingen ord blev vekslet mellem Jaris og slavehandleren, som kvinder og krystaller blev byttet mellem dem, for det var efterhånden en vane. Straks blev der taget fat i hans ærme og han blev hevet til siden af Briar. "Hvad er der?" Spurgte han undrende, som han rettede blikket mod et par alt for glade øjne. "Du har valgt den perfekte dag at komme på!" Smilede Briar og Jaris havde fortsat et uforstående blik i øjnene. Briar pegede mod rækken af slaver og Jaris fulgte fingeren, helt ned til den anden ende, hvor en af slavehandlerens vagter stod, med en mandlig alf, bundet af reb.

Jaris var egentlig ikke interesseret i alfer og denne dag var ingen undtagelse, men han holdt blikket på den lille mand, for solen fik vingerne til at skinne. Så rystede han let på hovedet. "Hvad fanden skal jeg bruge ham til, på bordellet?" Han løftede et øjenbryn og så mod Briar igen, som trak let på skuldrene. Han havde åbenbart fået en forståelse af, at Jaris hellere gik efter specielle racer, end mennesker, hvilket ikke passede. Briar nåede ikke at sige mere, før salget gik i gang.

Hvad havde Flix nu rodet sig ud i?! Markedet i Balzera sprudlede med slavehandel og Roana kunne ikke andet end at rynke på næsen over det. Det var komplet under hendes holdning at gøre sig i sådan noget, men da nogle af hendes andre venner havde fortalt, at Flix havde gået hen og fået sig selv fanget af slavehandlere, vidste hun, at hun var nødt til at gøre noget. Købe ham fri. ET eller andet! Men da hun kom til markedet var prisen allerede sat så høj, at hun umuligt kunne betale den. Ganske vidst fik hun en god udbetaling for det arbejde hun lavede, men ikke SÅ meget.
Især ikke da den røg noget pludseligt op på en diamant. Slavehandleren gik ned til herren med alfen og auktionen gik videre. Foragten kunne ses tydeligt i hendes blik, hvilket nogen skævede underligt mod hende over. Men Roana var sådan set lidt ligeglad. Hun skulle have sin ven tilbage, og det var lige her og nu!

Så da manden vendte sig, før hun kunne nå at se hans ansigt og begyndte at trække alfen med sig, fulgte hun brat efter, vadende igennem menneskemængden uden så meget som undskyld til nogen af dem. Der var dog ingen der blev vildt fornærmede når de så den store sværdstav hun rendte rundt med. 
Så snart hun havde nået det sted hvor manden var gået hen lagde hun mærke til ansigtet på manden. Nej, det kunne da ikke være... Nej!
Lige gyldigt om hun genkendte ham eller ej, så var han nu den nye ejer af hendes gode ven og det behagede hende ikke det mindste! Hun gik helt hen til dem, så der var en armslængde mellem manden og hende. "Sikken solrig dag at købe slaver på, eh?" det var intet forsøg på at skabe samtale. Det var ren og skær sarkasme og den var tyk, lige til at skære igennem. Flix vendte blikket mod hende og så næsten håbefuld ud. "Roan! Sig du har en diamant eller to! Jeg sværger, jeg vil skylde dig for evigt!" men det havde hun ikke. Hun sendte dog stadig alfen et smil, der sagde at alting nok skulle ordne sig.

Det første punkt var at finde et sted på markedspladsen, hvor Jaris ikke blev ved med at støde skulder mod skulder, med en fremmed. At få Flix med sig var intet problem, for den lille skovalf på 21 cm lod ikke ligefrem til at kunne gøre meget modstand. Om han prøvede, holdt Jaris ikke øje med. På vej til den anden ende, blev han mødt af flere venlige blikke, flest mænd der havde været på hans bordel og han smilede og vinkede kort tilbage, til dem alle. Han fik placeret sig i udkanten af markedet. Her var ikke vildt mange mennesker, men alligevel godt udsyn til travlheden over slavemarkedet, der stadig foregik. Han viklede den lille kæde om sin ene finger, holdt samme hånd ud så Flix kunne sidde der. Jaris åbnede munden, skulle lige til at få sin nysgerrighed stillet med sit første spørgsmål, men blev afbrudt af en kvinde, der tydeligvis ikke hørte til et sted som dette.

Uvidende om hvem hun var, opførte Jaris sig som han altid havde gjort, startede med at lade blikket glide ned over hende, før et svagt smil viste sig over hans læber. ”Du lyder næsten helt misundelig. Hvis det er tilfældet, har jeg stadig et par ravstykker, jeg gerne kaster efter at købe dig også,” sagde han i en let latter, som han mere eller mindre lige havde kaldt hende billig, men stadig gav udtryk for, at han bestemt fandt hende køn. Alfen åbnede munden, talte til kvinden som om han ønskede intet andet, end at slippe væk fra Jaris. Han fik et næsten fornærmet udtryk i ansigtet, som han rettede blikket mod Flix i sin hånd. ”Gider du lige! Jeg kunne faktisk være en rigtig sød person!” Sagde han, helt alvorligt, men han kunne ikke holde en latter tilbage sekundet efter. Han havde aldrig været god til at lyve og han var heller aldrig blevet betragtet, som en decideret venlig mand. Flix sendte ham et lettere forvirret blik tilbage, var ikke helt klar over hvordan han skulle forholde sig til sin nye ejer, der virkelig fandt sig selv morsom.

Sikke en uge! Flix havde det som regel altid bedst når han havde en masse ting, at fylde sin hverdag med. Den sidste uge, først i selskab med en muggen dæmon, derefter med en ny ejer der var umulig at gøre tilfreds, lige meget hvor meget han prøvede, var dog lidt for meget for ham. Aldrig havde han troet, at et lille uheld med en eliksir kunne gå så galt, men det var vel en risiko man tog, når man ikke kendte dem man solgte til. Den følelse, der havde fyldt mest hos Flix i denne uge, var angst. Angsten for hvem han blev smidt hen til, angsten for at blive sat til noget, han bestemt ikke havde talent for og angsten for ikke at komme hjem igen. I alle sine 31, snart 32 år, havde han været vant til at være fri til at gøre lige hvad han ville. Nu var han lænket fast og tvunget til at adlyde, ellers var der konsekvenser han ikke ville se i øjnene.

Lænkerne, der sad om begge hans håndled og hen over ryggen, for at stoppe ham i at bruge vingerne, var utrolig tunge i længden. Jo længere tid der gik, jo tungere og ubehageligere blev de at have siddende, men han vidste også, at han umuligt ville få lov til at slippe ud af dem. Han var nødt til at holde ud lidt endnu. Måske denne pumling, hans nye ejer, der virkelig fandt sig selv lidt for morsom, var bedre end den forrige. Han havde stadig et lille håb om, at Roana kunne hjælpe ham på en eller anden måde. Godt nok havde hun sagt nej til at have nok krystaller, men måske hun kunne overtale manden på en anden måde? Jeg mener... Helt ærlig. Pumlingen er jo tydeligvis idiot, tænkte han, sendte Roana et blik der næsten afslørede hans tanke, i hvert fald hvis man kendte ham, og et svagt, skævt smil, der hørte med. Som han rettede blikket mod den underlige mand igen, blev han helt nervøs at se på. "Jeg betragter ikke folk der køber slaver, som specielt søde," sagde han, tydeligvis lettere fornærmet, selvom han egentlig var tæt på rædselslagen for hvad der skulle ske. Han forsøgte dog ikke at vise hvor bange han var, for han var sikker på at manden ville udnytte det, hvis han viste sin svaghed. Han var fast besluttet på at blive stående ret og vise sit ikke eksisterende mod, men håndfladen han stod på blev ikke holdt helt stille, så han endte med at sætte sig. Så kunne han også få en lille pause fra at slæbe på de tunge lænker.

Jo mere Roana så på mandens ansigt, des mere virkede det bekendt. Hvor i alverden var det hun havde set ham før? Det var i hvert fald ikke her, for hun gjorde aldrig en vane ud af, at vandre rundt på slavemarkedet. Der var en sur dunst af lidelse, som aldrig var særlig rar at lugte til. Lidelse og håbløshed. Og det var to følelser, Roana helst holdt sig langt langt væk fra.
Mandens hentydning om at skulle købe hende, fik hende til at fnise. Det var en sjov joke. En joke hun selv kunne have fundet på at benytte når tiden var til at bruge morbid, mørk humor. "Wauw.." ordet udviklede sig til et let grin, der dog forsvandt gradvist ved den lille samtale udveksling mellem ham og Flix. Og da slog det hende. En tegning. En tegning af en mand der var hendes fader. En fader hun aldrig før havde mødt ansigt til ansigt. Før nu. For det var ham, hun var fuldstændig sikker. Som det gik op for hende forsvandt hendes gode humør, for det var nu gået op for hende, at hendes fader handlede i slaver og det var en ting, hun på ingen måder fandt særlig rart. Det ville være svært at slå det hen nu, især fordi han lige havde købt en af hendes meget gode kammerater.

"Det kan godt være, du tror du er sød, men det er faktisk min ven du står med der.. Jeg synes du skal slippe ham fri," hendes lette toneleje var blevet lettere irriteret i stedet. Hun var klar på hvad som helst, men som altid var hendes dumdristige personlighed i vejen, da hun ikke kunne lade være med at afsløre sig selv. "... Far," Ordet var udtalt en smule hårdt og det var meget tydeligt at det her ikke var en joke længere.

At Flix forsøgte at lyde fornærmet, var næsten helt kært. Han prøvede da ihærdigt, men det var tydeligt at se, at den lille alf var bange. Jaris reagerede med et let hævet øjenbryn og et hånligt fnis. "Så er det vel bare ærgerligt, at jeg egentlig er ret ligeglad med hvad en slave mener," svarede han flabet tilbage. Han lagde med vilje tryk på 'slave' for at understrege, at Flix ikke længere havde ret til at have en mening, medmindre Jaris gav ham lov. Det var vel en hård måde at se det på, men det var sådan set heller ikke forkert og det var Jaris nødt til at stå ved. Alfen lod ikke til at have brugt en eneste dag af sit liv, på at adlyde ordrer, så mon ikke det var på tide at opdrage lidt på ham. Med tiden skulle Jaris nok løsne lidt op og give ham lidt mere at skulle have sagt.

Jaris smilede, næsten helt stolt, da kvinden alligevel så det sjove i hans kommentar. Så var han sgu ikke den eneste, der fandt sig selv morsom! Men det stolte smil forsvandt hurtigt, da hun, med irritation, bad ham om at slippe alfen fri. Den kommentar gjorde ham en anelse irriteret. "Ej, hør nu, lille dame..." Han nåede ikke at sige mere, før det sidste ord fra hende lød. Det ord, der fik Jaris til at udstøde en lyd, der lød som om at han havde fået en mavepuster og mistet alt luften i lungerne. Far. Der gik dog ikke mere end et par sekunder, før han brød ud i latter. En latter han var nødt til at kontrollere en smule, så han ikke ved et uheld tabte Flix. Selvfølgelig mente hun det ikke! "Den var god, sukkermås. Næsten lige så god som min, men du må anstrenge dig lidt mere, for at komme op på mit niveau," lo han. Han tog tydeligvis ikke hendes hårde tone specielt alvorligt, for han troede slet ikke på muligheden, at han havde en datter. Han regnede med at enhver der havde chancen, ville tvære det i ansigtet på ham, at han skulle være far. Et job han virkelig ikke egnede sig til. I sin morskab over hendes bizarre vits, glemte han helt at forklare hende at han faktisk havde betalt for hendes ven. Helt lovligt, endda!

Havde Flix selvtilliden til at udtrykke hvor fornærmet han egentlig var, ville det skinne klart igennem nu. Muligvis mente hans nye ejer at han var sød, men det var da i hvert fald ikke over for Flix. Han kunne vel ikke bebrejde ham, for selvom Flix ikke var begejstret for det, tilhørte han vel den sære mand nu. Han kunne kun håbe på at det her ikke ville blive endnu værre, end det allerede var. At Roana kunne hjælpe ham fri af det her, eller at han i det mindste ikke ville blive sat til noget han ikke kunne.

Det var et blik fyldt med håb han rettede mod manden, da Roana bad ham om at slippe ham fri. Han regnede ikke med det, men han håbede så inderligt på, at han ville være så sød, som han selv mente han var. Men alt håb om at slippe fri, blev skubbet ud over kanten af en kløft, idet han hørte Roana kalde den fremmede 'far'. Han stirrede på hende, med et ekstremt overrasket blik. Den havde han ikke lige set komme. Hånden han sad på begyndte at ryste grundet latter, og han måtte gribe fat om en lillefinger for at føle sig mere sikker. Det blev tydeligvis ikke taget alvorligt, men Flix kunne sagtens høre på Roana, at det ikke var ment som en joke. "Øhm.. Hr.." Hvad hed han overhovedet? Eller var det en uskreven regel, at man skulle kalde folk der havde købt en noget bestemt? Han var i vild forvirring, der skete for mange ting! "Herre..?" Endte han med at mumle. Han regnede med at det ville blive rettet, hvis det var forkert. "Jeg tror ikke.. Jeg mener, måske du skulle..." Så hvordan skulle han lige få sagt det, så det ikke blev taget på en dårlig måde? Han havde jo lige fået besked på, at hans mening ikke betød noget, nu når han blev betragtet som slave, men han ville have idioten til at lytte til Roana. Han lagde hovedet lidt på skrå og det overraskede udtryk i øjnene, blev ændret til undrende, stadig rettet mod hende. Var hun virkelig sikker på, at dén mand var hendes far? Åh, hvor kunne det være rart at støve af lige nu. Det ville hjælpe en hel del.

Det blev hurtigt tydeligt, at Jaris ikke troede på hvad hun sagde og selvom hun virkede mere og mere alvorlig, så blev han ved med at grine af det. Flix havde dog godt opdaget hvad hendes mening var og hun skævede kort mod ham, før hendes blik igen faldt på manden der holdt hendes ven fanget. Manden der var hendes far. Sikken god far....
Hun måtte holde alt inde for at undgå at blive mere sur og rystede i stedet bare på hovedet af ham. Hvis han virkelig havde så svært ved at se gennem andre at han ikke kunne se hvorvidt hun sagde sandheden eller ej.
"Igen... Wauw.." der behøvede slet ikke være noget andet end det lille, meget tørre udbrud til for at kunne høre hvor dybt sarkastisk hun var i sit stemmeleje.

"Så du kender slet ikke Rose Grimoult.. Hun mente ellers at du ret godt kunne lide hendes røde lokker, store barm og tegne-egenskaber. Hun gav mig endda en tegning af dig," forklarede hun i et lidt ligeglad tonefald. Som var denne samtale bare blevet ligegyldig. "Om det var for at jeg skulle kunne finde dig eller for at jeg skulle holde mig væk fra dig, er til gengæld lidt mere spændende. Jeg er næsten sikker på at hendes intentioner var det sidste?"

Trods kvindens meget alvorlige udtryk og tone, var Jaris stadig overbevist om at det hele var en joke. Nogle var trods alt meget bedre til at lyve end han selv var. Måske denne kvinde bare havde talent for det. Derfor kunne han ikke fjerne det store smil, der stadig var bredt over hans læber og selv efter at have fået latteren under kontrol, lød der stadig få fnis fra ham i ny og næ.
"Shh!" Var hans eneste kommentar til alfen i hans hånd, for han var selvfølgelig sikker på at han selv havde regnet det ud. - Det var en joke. Selvfølgelig var det da det.

Hvis det skulle fortsætte ned ad samme vej, forventede Jaris ikke en forklaring der ville give mening, så lidt fraværende lod han blikket glide rundt på pladsen.
I ren refleks rystede han let på hovedet, som svar til om han kendte Rose Grimoult, men der gik ikke mere end få sekunder, før han straks rettede et alt for overrasket blik mod den påståede datter igen.
"Oh..." Mumlede han i en akavet tone, da han alligevel måtte indse at han vist nok kendte hende alligevel. Som beskrivelsen af Rose kom frem, blev billedet af hende tydeligere og tydeligere i hans hoved.

Jaris måtte tage en dyb indånding, han kunne langsomt mærke at han fik det dårligere. Sjældent havde han fornemmelsen af at skulle brække sig, men nu kom den langsomt snigende. Måske var det ikke en smart idé at have en alf i hånden på lige nøjagtig dette tidspunkt, så han rakte Flix over mod kvinden, der virkelig ikke var god til at lave jokes.
"Her.. Hold den.. Jeg skal lige..." Han fik et fornærmet blik sendt til sig fra alfen, da han refererede til ham som 'den', men det registrerede han ikke i sin halv svimle tilstand. Om Roana fik taget imod Flix eller ej, havde Jaris heller ikke tid til at lægge mærke til, men hvis hun ikke gjorde ville alfen lande på jorden om lidt.

Jaris vendte siden til, som han lænede sig lidt frem og tog sig til maven. Med flere dybe indåndinger, formåede han at holde brækfornemmelsen under kontrol.
"Rose... Wow.. Jep," lød det, stadig lettere forvirret fra ham.
Da han efter få minutter fik taget sig sammen til at rette sig op igen, undslap han en akavet latter og rykkede sig samtidig et par skridt længere væk fra hende. Han ville helst ikke for tæt på, men kun fordi han huskede hvordan han selv blev behandlet af sin far og ikke ville udsætte hende for det samme. Ikke at det overhovedet var en risiko, men frygten sad dybt i ham.
"Hm.. Din mor var en klog dame, hvis hun bad dig om at holde dig væk fra mig. Eller også er hun det stadig," sagde han, før han lagde hovedet let på skrå og så undrende på hende. Han havde aldrig været helt god til at huske hvor længe mennesker holdt.
"Lever hun stadig? Jeg har ikke set hende i hvad? Omkring femten..? Tyve år?" Han lod blikket glide ned over Roana, betragtede hende intenst, mens han forsøgte at gætte sig til hendes alder. Men lige som at han aldrig havde været god til at huske hvor længe mennesker levede, så havde han heller aldrig været god til at gætte deres alder. Rose huskede han, men hvor mange år siden det var, huskede han ikke.

Det hele havde taget en meget uventet drejning, så hele Roanas formål med at være her, at hun skulle have fat i Flix, havde Jaris ret hurtigt glemt. Det ville sikkert komme til ham igen om lidt, men lige nu skulle han bruge tid på at processere det faktum, at han, meget pludseligt, havde fået en datter.
Frygten for om hun ville have et eller andet fra ham, ville muligvis også slå ham hårdt på et tidspunkt.


( Tænker ikke Flix har så meget at gøre lige nu, så springer ham lige over :3 )

Det så ud til at det endelig gik op for Jaris at hun mente det. At hun var hans datter. At han reagerede som han gjorde, burde måske havde gjort hende vred eller såret, men Roana var ærligt talt... En smule ligeglad? En smule knotten også, ja, men hun forventede det næsten. At han rakte hende Flix, nærmest på et sølvfad regnede hun dog ikke med, men hun rakte hurtigt ud og modtog den lille mand. Med det samme placerede hun ham på hendes skulder. Den plads han alligevel oftest foretrak. Og så slog det hende. Hvis Jaris ikke ønskede at være far alligevel, så var der skam en løsning på det hele? Hun kunne jo bare forsvinde! Og så var Flix også fri! To fluer med et smæk! Hun var fandme så skide klog!

Det gjorde kun det hele bedre, at selvom Jaris nu talte til hende, så tog han stadig afstand. Et skævt smil formede sig på Roanas læber. "Jaeh, hun lever i bedste velgående, ikke takket være dig. Hun har en mand nu, som bliver ved hendes side," fortalte hun, som var det en hverdagsting, selvom det var en kæmpe verbal lussing i virkeligheden. Hun gjorde et knips med sin finger og en mærkelig, blodrød ring på menneskestørrelse dukkede op bag hende. Inden i ringen var et helt andet sted. Et lokale, lignede det. I virkeligheden var det det kroværelse, hun havde købt for denne nat. Før hun trådte igennem portalen, kiggede hun mod Jaris med et mørkt blik i hendes lidt mere blege ansigt - at lave portaler til flere folk var meget hårdt for hende - og rystede så på hovedet. "Jeg håber næsten at vi aldrig mødes igen, far," sagde hun i et hårdt tonefald, før hun trådte igennem og portalen forsvandt med en ploppende lyd, efterladende farmand helt alene, uden sin store "gevinst".