Hun var kommet tilbage til Dianthos i løbet af de lange eftermiddagstimer. Der var en del folk der fortalte hende at hun var noget sent på den. Kun et par timer før udgangsforbuddet, samt så hun også hvordan mangfoldigheden blandt forskellige racer var blevet lidt mere snæver end sidst hun havde været her, der var næsten kun mennesker rundt omkring, hvilket var lidt af en skam. Her plejede ellers at være ret åbent. Sidst men ikke mindst gik der virkelig mange præster rundt med masker. Kile-præster. Hun havde set dem før og hun var ikke helt sikker på om hun brød sig om dem.
Men lige gyldigt hvad, så havde hun haft et arbejde her, og var på vej ind efter betaling for den succes hun havde oplevet med arbejdet.

Videre ind på en lille kro i den nedre del af Dianthos, nu hvor Det Halve Svin af underlige grunde var blevet lukket ned og lavet om til et suppekøkken? De præster var satme sære, var det ikke nemmere at lade kroen være åben og i stedet finde en mindre vigtig bygning? Hun kunne godt følge princippet i at hjælpe på denne måde, men det betød også at hendes favoritkro var blevet lukket ned. Nuvel.
Denne lille kro var sådan set heller ikke værst. Hvis man altså lige så bort fra de mange bitre ansigter i krostuen. Det var såmænd også endt i et lille kroslagsmål og selvom Roana havde betalt for et værelse vidste hun godt at kroejeren havde set hende være med til at starte det. Så hellere selv stikke af med sine ejendele end blive smidt ud uden.

Og sådan var hun endt på gaden til trods for mørkets frembrud og ulovligheden i at være her. Hun vidste udmærket godt, at det var et problem, men så slemt kunne det vel ikke være? Knap nok nåede hun halvvejs hen til den næste kro da det blev bevist at hun tog fejl. "Holdt! I lovens navn!" allermest havde hun lyst til at løbe, men hun havde så også drukket lidt og var en anelse for doven til det. I stedet vendte hun sig rundt mod to byvagter længere væk. Ikke tæt nok på til at kunne genkende. "Hvor er det godt at se jer! Jeg er helt sikker på, at jeg så en mand længere dén vej! Hvis I skynder jeg kan I godt nå ham, så venter jeg bare her," større løgne havde hun sagt før, men den her var fandme én af de dårligste i lang tid.

Selvom Kiles Orden, så havde Hedwig ikke tænkt sig at lade dem træde på alt hvad hun kendte og gjorde. Hun skulle måske følge nye reglementer, men kun når hun mente det. Det var ikke som om at hun ofte endte med at skulle stå til ansvar overfor det hun gjorde. Altså, så lang tid hun ikke blev opdaget.
Det betød dog ikke at hun ikke skulle ud og patruljere om aftenen, og helst i grupper. Man kunne ikke altid vide sig sikker på gaderne mere, så det var bedre ikke at være alene.

En ikke særlig langt fra dem så ud til at være efter mørkets frembud. Det var også med et dybt suk at Hedwig så hvordan byvagten hun rendte rundt med så hende. Normalvis ville Hedwig bare vende rundt og gå, men ikke denne her gang.
Da de kom nærmere gjorde det det ikke bedre at kvinden virkede til at prøve at genne deres opmærksomhed væk.
"Ja, ja, den er god med dig," kom det surt fra Hans, byvagten Hedwig var sammen med, og han så allerede ud til at være parat til at tage kvinden med dem ind i spjældet. Han havde været mere sur det sidste stykke tid, nok fordi han ikke selv kunne blive ude og drikke.

Hedwig kiggede på kvinden. Der var noget bekendt over hende, men ikke noget hun umiddelbart kunne sætte en finger på. Kvinden havde nok bare et af de ansigter. "Altså, det kan jo være at hun havde ret i det, du kunne eventuelt se om du kunne fange ham, så holder jeg øje med hende her i mellem tiden?" tilbød Hedwig. Kunne godt være at det var en afvigelse manøvre, men derfor kunne det stadig godt være sandt.

Den mandlige byvagt fik hurtigt Roanas opmærksomhed da han noget så knottent svarede igen og hun var lige ved at skulle grine nervøst. Et træk hun altid gjorde lige før hun valgte at stikke af. Men da en kvindestemme lød og fandt på en anden løsning vendte hendes blik sig. Først var det rettet direkte mod et armeret bryst. Høj.. Kvinde? Meget høj kvinde! Den nervøse latter var endnu mere på vej op nu, men da hun fandt hjem til byvagtens ansigt måtte hun et kort øjeblik måbe. Hun ville kunne genkende denne kvinde om hun så var iklædt pjalter, dækket i mudder fra top til tå og havde sat en kæmpe krone af blomster i håret. Til hver en tid. "... Ja!" hun klappede kort hænderne sammen, som om at det var besluttet. Den mandlige byvagt skulle lige til at sige noget, men måtte åbenbart være kommet på bedre tanker. Måske fordi han var under Hedwigs rang? Helt sikkert.

"Jamen! Okay, sergeant..." mumlede han tvært hvorefter han løb videre i den retning som Roana havde udpeget for dem. Nu håbede hun bare, at hun kunne tale sig ud af situationen med Hedwig. Så snart var uden for tale distance, dukkede et skævt smil op på Roanas læber. "Det er godt nok længe siden, Hedwig!" udbrød hun før smilet voksede sig stort. Af alle byvagterne havde Hedwig været den der havde været mest rar og sjov at snakke med. Hendes huer var altid velkomne hos Roana. Altid! Det var simpelthen sådan nogle pæne huer! Hun havde faktisk stadig én liggende i sin oppakning, til de dage hvor det var koldt og vådt. Det var det ikke rigtig i nat dog. "Så.. Udgangsforbud eller? Jeg sværger med guderne som vidne, det der kroslagsmål var altså ikke særlig voldsomt. Jeg tror kun at han brækkede næsen.." ikke ligefrem en god defensiv at starte med, men Roana var stadig let under indflydelsen af alkohol, så hendes tunge var desværre en smule løs i det.

"Jeg skal nok sørge for at hun ikke går nogle steder," bekræftede Hedwig inden at han smuttede videre for at se om han kunne finde hvem end det havde været. De to af dem havde nu aldrig været gode venner, men i det mindste så havde han bare en anelse respekt for hendes rang. Hun havde trods alt også været i byvagten i mange år, selvom det ikke ligefrem var en hemmelighed at hun havde en kriminel baggrund. Tatoveringerne afslørede det for det meste.

Efter han var smuttet vendte hun endnu engang opmærksomheden mod kvinden, som kendte hende. Hun stod lidt og kiggede og overvejede hvem det kunne være. Der var noget ved smilet og måden hun snakkede på der gjorde at hun virkede meget bekendt. Lige indtil at det endelig slog klik.
"Roana!" udbrød hun og smilet brød lige ledes ud på hendes læber. Det var godt nok lang tid siden at hun havde set den anden kvinde, som havde endt med bare at stikke af fra byvagten i sin tid. Ikke at Hedwig kunne bebrejde hende, det havde været en forfærdelig tid.
"Bare rolig, bare udgangsforbuddet, men hvor i alverden har du været?" det var ikke en anklagende tone, men mere at Hedwig bare gerne ville vide hvad i alverden der var sket med hende. Mest af alt ville det have været rart hvis de havde haft muligheden for at gå ind på en kro og tage en øl og snakke om tiderne, men det gjorde det lidt svært nu om stunder. 

//inaktiv