Det var tid, tid til at Lazura voksede op og viste verden hvordan den kunne blomstre til en smuk blomst. Den seneste tid havde været hård for byen, med Ordnens regler der dømte alle af elvisk blod til eksil. I sandhed en eksil der især havde ramt de der ej var sande elvere, de var ej velkomne i hverken hos menneskerne eller hos elverne. 
En eksil der nu ville være slut. 
Valkar, Opal slottets herre, der havde stået sammen med folket da Kiles Orden var blevet sendt hjem, havde ligeledes sammen med de ældste spredt ordet om at alle halv-elvere skulle være velkomne til at skabe deres hjem her.
Sågar havde Valkar, med hjælp fra Jez' bekendte, kunne tilbyde alle der flyttede til sten og træ til at bygge deres hjem i Lazura. De skulle tidsnok betale tilbage, men det var ikke hvad der fyldte. Nej Lazura måtte vokse og blive et centrum for handel.
Med truslen om Ordnens tilbagekomst havde Valkar ligeledes stillet sten og træ til rådighed, Lazura kunne bruge en bymur til at holde fjender ude. Og tydeligt vise resten af Krystallandet at de stod sammen. Så lyden af folk der gik til hånde ekkoede gennem byen, mennesker, elvere og halv-elvere sammen om at bygge en fremtid, med plads til dem alle. Et tak vendt mod den der havde hjulpet dem med at samles, Opal slottets herre, Valkar.