Så var det tid til at Aliana skulle slappe lidt af. Det havde været nogle hektiske dage det sidste stykke tid. Manuel og hende havde været oppe at diskutere, og så havde hun bare mødt nogle virkelige uheldige personer det sidste stykke tid. Mennesker hun ikke havde håbet på at møde mere. Sådan en som Orcus var slet ikke noget hun brød sig om. Hun var jo tidligere slave og Orcus havde handlet med hende op til flere gange. Så at møde ham havde ikke været noget hun brød sig ret meget om. Hun bed sig lidt i underlæben som hun bevægede sig igennem landskabet. Hendes tanker for rundt i hele hovedet på hende, og det var ikke gode tanker. Nu kunne hun sikkert ende med at være lysvågen natten igennem kun pga mødet med Orcus. Det havde været et ubehageligt møde, men alligevel havde mødet da lagt lidt dæmper på hende, ikke lige frem på hendes slavementalitet, for den var da dukket op midt i det hele. Men det havde da dæmpet hendes træng til at skælde ud og smadre en hver der kom i vejen for hende. Det var jo ikke fordi det så pænt ud at hun tævede Orcus, hun ville heller ikke få noget ud af det i sidste ende.

Markerne var fyldt med rådyr på denne tid af året, de søgte mad og Aliana søgte intet. Vejret var mildt blæste en lille smule, men ikke noget af det helt store. Hun kiggede op imod himlen for at finde ud af hvad klokken var. Det var hen mod aften og månen var allerede på vej op mens solen var på vej ned. Solen stod i horisonten og det ville snart blive mørkt. Hun fjernede blikket fra himlen og stirede ud på rådyrene der gik og græssede mens de holdte øje med Aliana. De var stadig et godt stykke fra hinanden så de kunne nemt løbe ind i skoven hvis det var det de ville.

Ulv?

Eller menneske?

Han kunne ikke definere luften der hang i marken og han fulgte den derfor i et stille tempo. Han havde ikke travlt og han var ikke nysgerrig, men han var søgende efter sin søster og hvis der var ulv i nærheden var det værd at undersøge om ulven måske havde set eller hørt noget. Han ville kunne genkende lugten af sin søster på lang afstand så han vidste allerede det ikke var hende.

Han vandrede ud i det åbne og kiggede langt efter landsbyen i det fjerne. Fnøs. mennesket var en fjern fortid for ham, så længe siden var det at han havde været menneske at han næsten havde glemt at han var det. Han vidste det underbevidst men det var som en velbevaret hemmelighed han ikke gav videre til andre. Kun han selv vidste at han var menneske og født sådan, men han følte sig ophøjet, løftet langt over menneskelige synder.

De fleste væsner var dog i stand til synd, men mennesket havde ofte en større trang og higen efter det en andre. 

Menneske

Som ulv havde han ingen mening om hendes udseende, hun lignede ethvert andet menneske for ham, skønhed var en objektiv ting i hans verden og hun var hverken attraktiv for ham eller afskyelige. Men så snart and indåndede hendes anden lugt var der en ild i ham der tændtes. Noget han havde meget svært ved at placere og han blev hurtigt klar over at hun også bar en "hemmelighed". Hun måtte være ligesom ham, i stand til at forvandle sig.

Han havde betragtet hende bagfra men trådte nu tættere på så han kunne høres, han gav sig selv tilkende overfor hende uden at gøre andet end at stå afslappet i hans selvsikre holdning. Han kiggede hende i øjnene med et blik der ikke tilhørte et dyrisk mentalitet. 

Guden valgte ikke at tale og i stedet satte den store dire ulv sig så markens strå måtte bøje sig under ham. Han kiggede mod rådyrene som nu sansede ham og løb. Han vendte blikket tilbage på mennesket og hans ører forblev stillestående, ikke et knurhår bevægede sig og ingen muskler var anspændte.

Han var dommer uden dom.

Aliana havde ikke opfanget at der var nogen bag hende før at rådyrene begyndte at rører mærkeligt på sig. Hun studerede dem på afstand og var lige ved at bevæge sig videre da der blev rørt noget bag ved hende. Hun vendte sig hurtigt om og kiggede på den dire wolf der sad foran hende. Hun lagde hovedet lidt på skrå og snusede indad. Der var noget over lugten, det var ikke en varulv det vidste hun dog, men der var noget andet. Hun rettede hovedet op og bukkede sig ned på hug for at stirre ulven ind i øjne. Hun sendte den et smil og hun vidste ikke hvad hun skulle stille op. Hun håbede ikke at der ville komme en kamp ud af dette her, for så ville hun tabe, det var jo ikke lige frem fuldmåne til at hun kunne samle sig selv op og kæmpe. Hun havde kun sine våben på sig som hun kunne bruge.

Hun rettede sig op vendte ryggen til ulven hvor smart det så end ikke var, man kunne aldrig vide om ulven ville angribe eller den ikke ville. Hun trådte et par skridt frem ad for at vende sig om og kigge på ulven igen. Hun ville være sikker på om den fulgte efter eller om den blev hvor den var. Lige nu så det ud til at den blev hvor den var, så var den måske ikke så farlig igen, men man kunne jo aldrig vide hvad der ville ske videre hen.

//inaktivt//