Det var den sidste dag familien havde planlagt for Cecilio og Lyubas besøg skulle vare og derfor var Lyuba blevet 'kidnappet' af et par af Cecilios søstre og kusiner.

Deres tur gik ned langs Balzeras gader, som bød på farve og indtryk som Lyuba aldrig havde været ud for før. Så hun opfatte ikke engang hvor de var på vej hen. Markedet. For at være mere specifik, stof markedet. Hvis bare Lyuba havde været her da hun skulle ahvde valgt materialer til hendes brudetøj for disse fik hendes til at blegne som ved siden af solen. Silver, organza og uld fra alle landets dyr og farvet i regnbuens farver hang op og ved af stande og langt oppe på væggene på bygningerne omkring dem. Hun var i et farve nirvana og hun ville aldrig derfra igen.
Hun fik dog ikke mere end et minut til at nyde synet inden hun blev hevet afsted af den lille gruppe kvinder. De samlede sig omkring en specielt farverig bod med en herre med et besynderligt opsat skæg der snakkede med den ældste i gruppen af 6.

"Og ida' er den sidste da' det er muligt?" lød det fra ham lidt utilfreds men også lidt interesseret. Belo pigerne nikkede i synkroni. Mayha vendte sig så om imod Lyuba med et bredt bredt bredt smil. "Lyuba, nu hvor du er i Belo familie, så har du nok fundet ud af ata vi laver de fleste huslige pligter og tjanser. Derfor skal vi jo også finde det sjove i vores hverdag. Vi tilbringer masser af tid her på markedet og har derfor været ret glade for vores... lege."
Den yngste grinte bag sine hænder inden hun tog et specielt pænt klæde fra boden. Et farverigt tørklæde med mønstre der formede sig i indviklede mønstre og former med små kameler.
De andre begyndte at tælle mønter og gav handleren den hvorefter han skrev det ned inden han så Lyuba op og ned. "Er hun hurti'?" spurgte han så med et sideblik til den ældste, hvoefter de andre trak på skuldrene. Han skribblede lidt mere på papiret inden han gemte det hele væk under sin kappe.

"Okay, reglerne er simple" startede Mayha. "Vi har kort sagt spillet penge på om du kan slippe væk fra vagterne eller hvor længe der går inden du bliver fanget"
"Undskyld hvad?" nåede Lyuba at ytre inden det smukke stof blev placeret i hendes hænder hvorefter sælgere SKREG: "TYYYYYYYYV! STOP TYVEN!!"  Og pigerne skreg med og skubbede hende afsted.

I ren panik over situation, og forvirring, begyndte Lyuba at spæne og livet ned ad den menneskefyldte gade.

Der var ikke meget Cecilio kunne sige da Belo-kvinderne bestemte sig for at kidnappe hans hustru for 'sjov i byen'. Cecilio havde aldrig fundet ud af hvad de lavede ude i byen, der var næppe nogen grund til at spørge og det meste af hans tid i byen som ung var blevet brugt i en anden leg. En leg for at se hvor mange tyvekoster man kunne få inden dagen var omme. Ingen spøgsmål blev stillet til de ekstra penge, og ingen spørgsmål blev stillet til kvinderne heller, især når man gav et par smykker eller to til dem i slutningen af dagen.

Cecilio havde været ude med nogen af drengene fra familien, da han var blevet væk fra dem og stødt på Angelica. En god barndomsven af hans, selvom det var en anelse akavet at skulle forklare hans pludselig opstået hustru, og der var følelser involveret, men kun for nyligt. At forklare sådan nogle ting til Angel havde han aldrig rigtig set komme, og efter han var blevet grillet lidt af hende og sagt farvel til hende, var han tilbage til hvor han gik ud fra at nogle af hans brødre var. Altså lige indtil at han så et strøg af en genkendende person løbende mod ham. Og hun løb stærkt som om at hun var på vej væk fra noget andet.

"Lyuba?" udbrød han, og greb da også ud efter hende, som hun var på vej væk fra ham. Han ville hellere havde en forklaring på hvorfor hun var alene og hvorfor hun løb så hurtigt i midten af byen. Hvad kunne der være sket?

Lyubas fødder førte hende hen over det sandede fortov så hurtigt hendes ben kunne bære hende imens stemmer og lyde af hvad hun antog som vagter begyndte at larme i hælene. Efter blot et par rundede hjørne kom et genkendeligt ansigt til syne. Selvfølgelig, Cecilio. 

I forbi farten kunne hun mærke hans fingre strejfe hendes arm, men uden held da hun fór forbi ham. "DIN FAMILIE er vanvittige !!!" råbte hun men dog uden at se sig tilbage. Hvis hun Havde vendt blikket ville hun havde fået øje på to sælgere tre vagter og en uhyggeligt stor dame der skubbede og brød igennem folkemængden for at fange den spinkle tyv. Hun sneg sig rundt om folk imens hun bandt stoffet rundt om livet for ikke at miste det. Ned ad små gader og rundt i gyder hvor hun skulle hoppe over hegn for at komme videre indtil hun kom til en gård der virkede som om var afsides nok til ikke at være mistænkelig.
I midten var en brød som hun lod sig hænge ned i på siden med en enkelt hånd i forsikring om at hun undslap hvem end der nu var jagtet efter hende.

Cecilio havde håbet at han i det mindste kunne stoppe hende, men han hørte blot den råben der kom fra hende, som hun fløj forbi ham i den modsatte retning af hvor han var på vej hende. Han kiggede sig over skulderen, før at han begyndte at høre noget råben fra den vej Lyuba kom fra. Råben om en tyv, og som han kiggede sig omkring gik det op for ham, at den eneste der havde mindet om en tyv af nogen art var Lyuba. Hans Lyuba.

"Nej...." mumlede han stille for sig selv, før at han langsomt tog op i fart for at løbe samme vej som Lyuba, selvom han intet kunne se, selvom han var sikker på at han næsten så hende et par gange rundt om hjørnerne. Til sidst måtte han stoppe op og kigge sig omkring, for at se om vagterne var stoppet med at løbe efter ham.
"Lyuba? LYUBA?" kaldte han i håb om at hun svarede. Hvis hun i det hele taget var i nærheden. Han var dog ikke klar over hvor han skulle begynde at lede efter hende, hun havde trods alt ikke været i Balzera meget, og hun kendte ikke de gode gemmesteder hvor han vidste han ville kunne finde hans venner hvis de var i samme situation som ham.

Der gik ikke længe før hendes fingre begyndte at værke og glide en smugle hen over de ru sten som udgjorde kanten af brønden. Med benene i spænd løftede hun lige lige nøjagtigt op så hun kunne se over kanten. Tomt.. for nu i hvertfald.

Lyuba trak sig op og sad på kanten og prøvede at få vejret inden hun hørte sig stemme. Cecilios stemme. 
Hun vendte blikket rundt til en lille vej der første ud til en af gaderne igen. Det var nok dumt at gå derud igen.. men det havde vel ikke hørt hendes stemme før såååå "Cecilio?!" råbte hun inden hun stillede sig op og råbte igen for at være sikker på at lyden gik igennem.

Cecilio hørte Lyuba stemme, først var han ikke sikker, men da han hørte hans navn blive kaldt igen, var han hurtigt på vej ind i en lille gård, hvor han så Lyuba stå i alt sin pragt. Han kiggede sig lidt over sin skulder, før at han gik med hastige skridt hen til hende.

"Hvad sker der, Lyuba?" spurgte han. Bekymringen var at finde i hans stemme og hele hans ansigt skreg det, som han tog fat i Lyubas hænder. Han var ikke sikker på hvordan han skulle reagere, som han ikke engang vidste hvad der var sket, og lige nu ville han gerne have Lyubas version på det hele. Havde hun faktisk stjålet noget, eller var der noget andet til grunde for at hun var blevet jagtet gennem flere gader?

Lyubas bryst beviste at hun stadig var forpustet men hendes ansigt viste at hun faktisk var glad for at hun havde passeret ham tidligere. Hun stod næsten stolt og ventede på at han skulle smile, men da hun ikke rigtigt fik en reaktion bandt hun klædet af hoften og viste det frem til ham. 
Han måtte da i det mindste vide hvad det betød. Det var da trods alt hans familie. "Jeg slap fra dem! Det betyder da at jeg vinde ikke?" forklarede hun imellem hendes små gisp efter vejret. Hun lagde klædet triumfrende omkring hans hals med det største smil hen over ansigtet ventene på hendes lykønskning. 

Der skete stadig intet så hendes smil blegnede lidt og hun lagde hovedet på skrå. Hun kiggede lidt på stoffet hun stadig havde imellem hænderne viklet omkring ham som om hun havde fanget ham. "Ikke?"

Cecilio kiggede bare forvirret på Lyuba. "Hvad snakker du om Lyuba?" spurgte han, og kiggede så godt han kunne på stoffet, men han genkendte det ikke, og for første gang i hans liv, undrede han sig faktisk over hvad kvinderne tog sig til. Måske lå det i deres blod at de elskede fare, siden ingen af dem kunne holde til at stå stille i længere tid. Det var som om at de alle søgte at få de vagter til at jagte dem, selvom det ofte var farligt.

Han kunne ikke stoppe sig fra at tage en hånd op til hendes kind, og kiggede på hende. "Hvad skete der?" spurgte han så, lidt mere bestemt. Det var tydleigt at han gerne ville have et svar nu.

Hendes forvirring ændrede sig til skuffelse og hun trak stoffet ned fra hans hals og så kort ned i jorden. Det var ikke lige hvad hun havde regnet med. "Det er ikke stjålet" understregede hun som det første. "Det var deres regler.. de gav mig det og sagde løb.." sagde hun mede forlegent. 
Lyuba tog fat i hånden der blev lagt på hendes kind og fjernede den. Så mødte hun endelig hans blik igen. "Mayha fortalt mig bare at jeg skulle slippe fra hvem end der jagtede mig. jeg ved ikke engang hvem der endte med at være efter mig. Jeg løb! jeg gjorde som de sagde og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. skal jeg gå tilbage til dem skla jeg gemme sig til de finder mig igen. er det noget de gør hver dag det her? jeg er så forvirret!" udbrød hun så inden hun tog en trampe runde i gården inden hun smed klædet ud i luften. Det var dog så let at det ikke fløg længere en en meter foran hende og faldt langsomt til jorden.

Cecilio lyttede og stillede ingen spørgsmålstegn, før at hun var færdig med at fortælle. Det undrede egentlig ikke Cecilio at de havde opfundet en leg som den, men alligevel kunne han mærke bekymringen og en anelse vrede kom op i ham, som han hørte det. En ting var at de selv gik rundt og gjorde disse ting, eller at Cecilio selv havde gjort, men straffene i Balzera var altså hårdere end oppe på fastlandet, og Cecilio ville ikke have noget skete for hende.

"Lyuba," sagde han, og prøvede at holde vreden inde for nu, som han gik hende for at tage fat i hende, for at give hende et kram. "Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig... rigtig bekymret mig om hvad de foretog. Måske en fejl i hvordan jeg er opdraget, men de havde ingen ret til at tvinge dig ind i den leg uanset hvad." sagde han bestemt. For første gang viste Cecilio sin noget mere beskyttende side.

Lyuba så bare på din mand foran sig der talte så bestemt til hende lige pludseligt. Hun var nødt til at se lidt ned for ikke at helt synke sammen under ham, hvor kom den her side af ham lige pludseligt fra? 

"Altså.. de skal uden tvivl skældes ud næste gang vi ser dem.. men.. jeg slap alligevel væg fra en hel gruppe vagter og hvad end der lige ellers jagtede mig" forsøgte hun for at opmuntre ham en lille smugle. Hun var jo sluppet væk i god behold. Hun løftede ansigtet igen og stillede sig op på tæerne til hendes næse lige nøjagtigt rørte hans. "Jeg tror aldrig jeg har løbet så hurtigt i mit liv" sagde hun opmuntrende med et smil der prøvede at smitte af på ham.

Det var jo ikke fordi at Cecilio skældte Lyuba ud, men det svært for Cecilio at skjule de følelser der vældede op i ham, og den bekymring over hvad der ville være sket med Lyuba hvis hun var blevet fanget. Han ville ikke miste hende nu når han endelig havde hende ved sin side, som et rigtig par.
Alligevel gled et lille smil over hans læber, som hun tydeligvis prøvede at opmuntre ham i denne her situation de stod i. Det var svært ikke at blive smittet af hendes smil. Hun var jo heller ikke ligeså påvirket som han tydeligvis var blevet af episoden, men derfor skulle de nu stadig skældes ud.
"Du er sikker på at du har det okay?" spurgte han så og rakte op for at stryge en tot hår om bag Lyubas øre.

Lyuba  kom ned i sin egen højde igen og rakte armene ud. Hun lavede så et langsomt spin for at vise sig frem. "Helt uden skrammer eller skader. Jeg kan dog ikke sige indre ar ikke et blevet givet ud, Cecilio." sagde hun så og kom helt tæt på ham i en meget melodramatisk bevægelse. "Min kære, jeg har aldrig set Eder være så vred før. Det er skræmmende og samtidig... facinerende" fortsatte hun i sin "skønungmø" stemme. 
Det var ikke første gang hun havde brugt humor for at undgå at være sårbar. Det var for det meste noget Lyuba gjorde for at undgå alvorlige, triste eller ubehagelige situationer og dette var heller ingen undtagelse. Det var trods alt nemmere at snakke om tingene hvis man spillede end anden end en selv.

Cecilio rystede på hovedet. Han havde efterhånden luret denne del af Lyuba’s personlighed. Ikke fordi at han normalt pressede på, og det fik da også ham til at smile af det, men han kunne stadig mærke hvordan vreden lå i hans mave. Klar til at kaste sig ud. Ikke ligefrem en følelse han var vant til, da det var så sjædlent at han behøvede at være vrede på andres vejne. Irriteret var han til tider, men vrede var en sjælden følelse for ham.
”Du behøver ikke at gemme dig,” sagde han efter et lille stykke tid, men tvang ikke mere ud af Lyuba, pressede blot deres kroppe sammen i et kram.

Lyuba tav bare. Pokkers.. hvorfor skulle han gøre det her. Det var nemmere når der bare blev spillet med på det.
Hun sukkede lidt og lagde ås også armene omring hans krop. "Du gør det ikke nemt." hun lagde sit hovedet på hans skulder så hun ikke behøvede meget mere end at hviske for at han kunne høre ham.

"Jeg kan ikke lide når du bliver vred.. men som sagt så er det fascinerende at se dig med andre farver" forklarede hun og man kunne næsten mærke hvordan Lyuba kom ned og stå på flad fod da hendes krop ikke anspændte længere og hendes skuldre lagde sig afslappet ned.

Det var ikke mening at et forhold skulle være nemt. Var det ikke det Seona havde fortalt ham fra dag et af? Men det var aldrig nemt at holde af folk, selv hvis de kun var venner, men Lyuba var bare så meget mere for Cecilio.
"Jeg kan heller ikke lide det," hviskede han tilbage og strøg hende over håret. For nogen var det måske som man gjorde for et lille barn, men for Cecilio var det også for at holde hans hånd i bevægelse. Det ville nok ikke være sidste gang hun så ham blive vred, men muligvis sidste gang i år, hvis der ikke var for mange ting der kom i vejen. Lyuba i sig selv ville nok have svært ved at fremtvinge det igen.

"Er du... er du klar til at gå tilbage, eller vil du blive her lidt endnu?" spurgte Cecilio efter lidt tid. Han var faldet nogenlunde ned, men hvis Lyuba havde behov for bare at sidde i stilhed i lidt tid endnu, så havde Cecilio intet problem med det. Heldigvis var deres tur her i Balzera også snart ved vejs ende, og så kunne hans små sindssyge familie stoppe med at sende dem i problemer.

//Afsluttet efter aftale