James kiggede lidt rundt for at finde ud af hvor han var. Han havde længe ønsket at finde Corrine igen for at se om eliksiren havde virket, men hun var forsvundet fra jordens overflade. Han bed sig i læben og satte sig ned på ønskespringvandet. Han kiggede lidt ned i det og så alle pengene der lå der nede. Det kunne vel ikke skade at prøve det en gang. Han tog en krystal frem fra sin lomme og ønskede. "Lad Corrine være okey" mumlede han lidt for sig selv. Han håbede inderligt at Corrine var okey, han havde en ting han skulle, og det var at sørge for hun var ok. Det var jo ikke lige frem fordi han havde set hende, men han havde lovet noget og det skulle holdes lige meget hvad. Det var bar spørgsmålet om hvordan det skulle holdes. Han smed krystallen i springvandet og bed sig i læben. Så var det måske bare at vente for at se hvad der skete, og se om ønskespringvandet overhovedet ville virke, han tvivlede nu stærkt på det.

Dette var etmhelt nyt liv for Corrine, et nyt kapitel i bogen kunne man sige. Den seneste tid håbede været svær og ked, men der var også sket gode ting for hende. Efter hun var sluppet væk før stjerne psykopaten Deavas og hans yderst ubehagelige tortur og person, så var Corrine da gået hen og fundet kærlighed fåtrods hendes forbandelse, og siden da havde hun fundet en frue der ville ansætte hende, og Corrine nød blot den korte tid med lidt ro før hun trådte i tjeneste.
Corrine manglede stadig at fortælle Fuego om sit nye arbejde, og det krævedenhun ikke altid var hjemme, og Corrine frygtede han ikke ville være helt tilfreds, men han måtte vel forstå det var hvad hun ville, og altid ville komme hjem til ham igen hvor hun nu havde bygget redde, haha nu igen, hvor det irriterede Corrine med den selvironi hun havde for tiden.

Roligt var Corrine kommet til ønske springvandet. Hun vidste ikke helt hvad der havde drevet hende her til, måske blot den idylliske tænke om et ønske der kunne gå j opfyldelse. Corrine vidste at hendes nye form nok ikke blot kunne ønskes væk, og i stedet læg de hun et ønske om evigt liv i krystallen som hun kastede i springvandet.

Efter sætte hun sig på kanten og kunne lidt mærke hvordan nogle menneskekrop pladsen kiggede på hende, og det gjorde hende lidt utilpas men måtte vel vende sig til tanken. Roligt lod hun blikket vandre, hendes blik faldt på en rødhåret herre ikke langt fra hende, og det var som om han var bekendt. Uhh dennher tåge der lå over hendes minder var irriterende. Den herre havde hun da mødt, men hvorhenne?

Med et lille suk måtte Corrine rejse sig og gå hen til herren og forsigtigt rømme sig og sagde "Undskyld min gode herre.. de virker bekendt, har vi mødtes før" Corrine vidste godt det var dumt at spørger om de havde mødtes før, for hvem ville genkende hende sådan her, men måske han ville sige sit navn.

James sad i sine egne tanker. Han havde egentlig håbet på at Corrine's mor havde vist sig selv, eller at have set Corrine i det hele taget. Men ingen af tingene havde virket til at være gået James vej. De havde på en måde været forsvundet fra jordens overflade. Men hvad skulle der så ske? Han bed sig lidt i læben og kiggede ned i vejen og kom med et mindre suk.

En stemme lød og han kiggede op. Han studerede lidt personen og rystede så på hovedet. Så vidt han vidste havde han aldrig set denne person før. "Jeg tvivler på vi har set hinanden før, det ville jeg kunne huske." kom det fra ham og kiggede fortsat på hende. Nej han havde bestemt ikke set hende før. Hvis han havde kunne han i hvert fald ikke huske at han havde set hende før.
Solen ramte et smykke på hende og blændede ham et kort øje blik så han måtte knibe øjne sammen. Da han endelig kunne se noget igen ramte hans øjne smykket om Corrine's hals. Det var et smykke han kendte, et smykke han havde givet til en. Med forsigtig stemme kom det fra ham. "Corrine?" han bed sig i læben. Det kunne ikke være sandt at dette var Corrine, det måtte være en anden person der havde samme smykket. "Nej undskyld, du kan ikke være Corrine" sagde han stille og kom med et suk mere.

Corrine så kort skuffet ud, i håb af det var en hun kendte, som blot viste sig at være en fremmed remand, lidt pinligt entelig at spørger. Desuden han kunne jo sikkert blot aldrig genkende hende med hendes nye udseende. Men håbet havde været der men så blot slukket igen, og Corrine skulle lige til at gå, som manden sagde hendes navn?
Så han kendte hende, dejligt, han så flink ud så det var rart at han genkendte hende. Corrine lyste helt op og nej de og sagde "Ja min herre" der var en blid latter over hendes stemme.
Dog så hun lidt mere undskyldende ud og måtte endelig indrømme "Men jeg beklager meget, men jeg hsr brug for deres navn igen"
Det var det mest pinlige ved det hele, men så igen herren havde jo just heller ikke genkendt hende med det samme. Gad vide hvad der entelig gjorde Det? For hun kunne entelig godt forstå han bagefter ikke havde troet på det var hende.

Det var bare løgn. Det var Corrine! Det kunne ikke passe.. Hvorfor så hun sådan ud? Havde det noget med den eliksir at gøre, eller havde hun fået en ny forbandelse over sig som han skulle rede hende fra? Et hurtigt suk kom over ham. "Det kan ikke være rigtigt..." han kunne mærke tårene presse på man han udviste det ikke. Hans øjne var blanke men hans tåre trillede ikke ned af kinden.. endnu. Men hun havde stadig sit herre til ham og han kunne egentlig godt lide det på en eller anden måde, det var Corrine.
"Jeg beklager, mit navn er James. Du hjalp mig med min skulder for nogle måneder siden." kom det fra ham og kiggede på hende. Hans øjne var fortsat blanke og han lød lidt grådhabil, men han rørte sig ikke det mindste.

Corrine kunne godt forstå hvordan herren ikke mente det kunne være rigtigt det var hende, kg det gjorde hende entelig lidt rist et kort øjeblik. Hun syntes altid inderlig at acceptere sin nye form, som noget rev op i det og gjorde hende trist over det. Men der ville nok gå længe før hun helt kg holdent accepterede dette.

Da James inderlig mindede Corrine om hvem han var kiggede Corrine blot på ham med store øjne. Med et var det som hun blev slået i baghovedet af alle minderne fra den dag. Hvordan den havde gået igennem skoven, hvordan de var kommet ind ti, byen, hvordan James havde... havde givet hende den drik... Det stads der havde gjort Dette!!! Med et rejste alle vejr sig j håret på Corrine og hendes øjne var både triste men vrede på samme tid.
"De?. De gjorde det her imod mig...." lød det blot anklagende fra Corrine. Hvis det ikke havde været hele den her forvandling havde Deavas heller ikke, nej ikke tænke på dårlige minder lige nu.

James kunne ikke forstå at dette var hende. Var det virkelig Corrine, var det virkelig hende i egen høje person, det var ikke bare en eller anden der lignede hende, eller havde berøvet hende for at tage halskæden på. Da hun fortalte at det virkelig var hende på sin egen sære måde kunne James mærke tårene trille ned af kinderne på ham. Det var bare ikke rigtigt dette her. Det kunne ikke være rigtigt. Han havde ødelagt hendes liv mere end han havde hjulpet hende. Det var jo ikke det han havde været ude for. ”Nej jeg...” han kunne mærke hvordan tårene begyndte at trille mere ned af kinderne. ”Jeg....” han anede ikke hvad han skulle sige. Hvad kunne han sige? Der var så meget han ikke kunne sige til hende, og alligevel var der kun en ting at sige. Men kunne han få det sagt? ”Nej... Det var ikke min mening, jeg ville bare...” han bed sig i læben og kunne smage saltet fra sine tåre.

Corrine vidste ikke om hun på nogen måde skulle have ondt af James der pludselig fik tårre i øjne. Hun var vred over det her, og det hele var resultatet af den drik han havde givet hende. James havde jo tydelig vis ikke vidst hvad han lavede da han gjorde det og på en måde kunne man ikke bebrejde sådan en person for det, men Corrine havde aldrig ønsket at blive til dette.
Dog lidt dårlig samvittighed fik hun over James reagerede sådan her, men det var ikke helt til at se.
"Hvad ville du bare... have jeg skulle blive et et hamster i stedet" udbrød Corrine fusteret og havde mest af alt blot lyst til at skynde sig væk, hjem til sin kære Fuego og blot græde over at havde mødt sådan et ondt menneske igen. Hun havde ikke brug for det her i sit liv.
Tårrende pressede sig også på i hendes øjne blot af at blive mindet om smerten ved forvandlingen og der der var sket efter.

James kiggede på hende og bed sig i læben. "Corrine..." startede han og kunne mærke en tåre trille ned af kinden. Hvad kunne han nogen sinde sige for at få hende til at se dette på en anden måde? Det var jo ikke med hans gode vilje at hun skulle blive sådan her. Hvad ville Corrine's mor ikke sige til alt dette her? Ville han nu få alle på nakken af sig for at have gjort Corrine til en fugl? Han bed sig i læben og rystede på hovedet. "Jeg havde ikke ønsket dette for nogen. Du skulle bare være blevet normal. Præcis som din mor ønskede det for dig." han sukkede kort og kiggede væk fra Corrine. Det var svært at kigge på hende sådan her. Ja nu snakkede han også om Corrine's mor igen og hun ville ikke høre det. Men hvordan skulle han nogen sinde for hende til at indse han rent faktisk havde snakket med hendes mor. Hvis hun nu bare var dukket op lige her og nu kunne James rører Corrine så hun selv kunne se sin egen mor. Men nej han vidste godt at det ikke ville ske for nogen. Hvem skulle være så heldig? Han sukkede igen og kiggede på Corrine. "Hvis jeg kunne ændre det havde jeg gjort det, men det kan jeg ikke." han bed sig i læben og kunne mærke tårene presse mere og mere på.

Hvad var der med James? tænkte han blot alt lev bedre af at stå og ævle og blot prøve at ligge alt ansvar fra sig, som han kunne ville hende det bedste og alt muligt. Sagden var jo klar, han havde gjort som han havde og hvad kunne Corrine bruge udskyldninger til? Det var jo ikke ham der var blevet til et helt andet væsen!
"DU! blander min mor uden om det her! Du gjorde bestemt ikke noget godt job!... Min moder ville vende sig i graven af skam hvis hun så mig nu!!" udbrød Corrine vredt og var nu gået godt iggang med at skælde ud på James. Aldrig var Corrine ellers sur, men det var blot som alt Corrine var gået igennem de sidste 8 år blot nu eksploderede ud i fustration, og james var den der havde valgt at stille sig foran hende.

"Hvis du kunne ændre på noget?! Hvis?! Så hvad.. skal jeg blive til et andet dyr.. en ork måsske, jeg kan intet bruge til af dine udskyldninger!" råbte Corrine og tårrende begyndte at køre ned af kinderne på hende. Mest af alt havde hun blot lyst til at slå James dirkete i ansigtigt.

James kom med en hulken. Hun havde ret! Hendes mor ville vende sig i kraven hvis det kom der til! Måske James skulle synge en sang for at få Corrine til at falde til ro? Nej det kunne han ikke tillade sig at gøre. Det ville være for ondt, og det ville slet ikke gavne situationen noget som helst! "Jeg ved udemærket godt hvordan din mor ville reagere! Det behøver du ikke at fortælle mig!" han bed sig i læben og mærkede igen tårerne trille ned af kinderne på ham. Han satet hænderne for øjne og en hulken slap ud fra ham igen. "Jeg kunne ikke drømme om at gøre dig ondt, det må du kunne forstå" kom det roligt fra ham og fjernede sine hænder for at kigge på hende. Det var ikke hans hensigt at hun skulle se sådan ud det måtte hun da forstå, men han kunne ikke få hende til at forstå. Hun var alt for oprevet, det ville han jo også selv være.

"Nej jeg ville aldrig gøre sådan noget. Corrine du må tro mig." han tog fat i brystkassen på sig selv omkring hjertet og klemte til. Det var som om hans hjerte var ved at briste. Det var slet ikke meningen at noget af alt dette her skulle ske.

//Inaktivt//