Sted: den sydlige landevej
Tid: 01:15
Vejr: skyller nattehimmel

Det var midt om natten, og Corrine havde brug for at gå sig en tur langt væk fra alting. Hun havde tilbragt et par dage hos Fuego ind til videre, og trods deres nyfundne kærlighed til hinanden var Corrine listet ud midt om natten. Det var lidt som alt indhentede hende nu her til aften. Hun havde ikke kunne lige ordentligt i sengen for hendes nyanskaffet vinger og det lignede blot Corrine om hvilket ulæseligt væsen hun var blevet til.
Hun havde blot trukket en simpel kjole over sig hvor hendes vinger kunne være fri i ryggen. Hendes arme var blottet og fra albuerne og ned til hendes håndled var dækket af sorte fjer.

Nu var hun kommet langt væk fra det hele sætte Corrine sig i vejkanten og samlede sine ben op under sine arme, forsigtigt omfavnede hun sin egen krop og pakkede sig lidt ind. Corrines tomme blik var blot rettet ned i jorden og de gule øjne hun nu besad var allerede begyndt at blive fyldt med tårre.
Trods Fuego havde brugt så meget energi på at forsikre hende om hun var smuk, så trængte de blot ikke helt ind og hver gang havde Corrine mest lyst til at skrælle ham ud for at lyve hende lige op i ansigtet.
Og det var kun hendes udseende, oven i det havde hun de sidste 8 år været forbandet, mere end hun var nu, og hun var først lige mentalt blevet sig selv igen. Men de 8 år, hun havde fundet sig i at være slave, blot taget straffe, hun havde hadet sine forældre for at efterlade hende, men det var hende der havde efterladt altid.

Trådende væltede lydløst frem som Corrine ikke længere kunne overskue sit liv, hvad var der blevet af hende, hun ville jo blot gerne fortælle sine historier, men nu.. ville ingen lytte.

Le vidste aldrig rigtigt, hvordan hun havnede, hvor hun havnede. Ofte fulgte hun bare en fornemmelse eller følelse af, at der var nogen, der havde brug for hende. Hun havde vandret fra solnedgang, bare fulgt fornemmelsen, der blev stærkere og stærkere, jo længere hun gik. Hun kunne sagtens have fløjet, men hun foretrak faktisk at gå. Hun var ældre, end hun havde lyst til at tænke på, men når hun gik, følte hun, at hun bevarede lidt af sin dødelighed, og det var en rar følelse. 

Da hun fik øjne på den sammenkrøllede skikkelse i vejkanten, vidste hun med det samme, at det måtte være denne person, der havde hidkaldt hende med sin sorg. Le satte farten lidt op og styrede direkte mod den triste skikkelse. Da hun kom tæt nok på, kunne hun se, at kvinden græd. Den magi, der hvilede over Le, gjorde hende så godt som usynlig for dem, der ikke kiggede efter hende, så hun prøvede at holde sin stemme så forsigtig og blid som muligt, så hun ikke skræmte den grædende pigen.

"Hvorfor græder du?" spurgte hun blidt og rakte en hvid hånd ud for at stryge over pigens hår.

Corrine havde ikke forventet at der pludselig ville være nogle denne tid på tid af natten. Faktisk havde hun ikke hørt nogle nærme sig, men det var måske mest Fordi hunsadi sin egen verden afhåbløshedog blot lod tankerne vandre. Men da så en blid stemme lød sig igennem natten,e kiggede Corrine forsigtigt op, men måtte spjætte af et mindre chok ved pludselig blive strøet gennem hendes hår.
Forvildet kiggede de våde gule øjne rundt og faldt på en kvindelig skikkelse ved hendes side. Hun havde da ikke været der lige før? Eller måske Corrine blot havde været for uopmærksom.

Håbløst betragtede Corrine kvinden der strøg hende i håret, og følte sig skamfuld af nogle var stoppet op for at til se hende. "Undskyld... Jeg... De skal ikke tænke på mig" fik Corrine inderlig fremstammet og prøvede virkelig at tørre sine øjne og samle sig selv lidt igen.

Hvor pinligt at en fremmede havde set det her og lige frem stoppet op, og hvorfor havde kvinden Det? Corrine ville bare så gerne sidde med sin sorg og prøve at overskue tingene. Nu var hun jo nød til at forholde sig til en anden person, det var pinligt og i sær fordi Corrine straks følte at kvinden måtte tænke onde ting om det hun så af Corrine.

Le smilede varmt til den grædende pige og rystede så let på hovedet.

"Selvfølgelig skal jeg det," sagde hun og satte sig så ved siden af pigen i vejkanten. Hun tog pigens hånd og gav den et klem.

"Jeg hedder Le," fortalte hun venligt. "Hvad hedder du?"

Corrine så underne med de våde øjne på Le over hun satte sig her, og blot blev ved med at snakke. Hvem var hun overhovedet, tænkte Corrine, men så fik hun øje på vingerne Le besad og Corrine så lidt overrasket ud.
Som Corrines hånd blev grebet blidt fat i, var det en blanding af undren over en fremmede ville gøre det, men også en form for behag at nogle havde hendes hånd lige nu, og det fik på en måde Corrine til at acceptere at Le havde sat sig ved siden af hende.
"Jeg hedder Corrine" sagde Corrine forsigtigt og lod sine gule våde øjne kigge lidt forsigtigt på Le.

Stadig var Corrine ret tilbageholden, trods Le så ud som hun var godheden selv, så havde Corrine bare mødt så meget ondskab i sit liv det var svært at stole på tilfældige mennesker hun mødte.

"Jeg forstår ikke... hvor kom de fra.. Jeg hørte ikke" Corrine var stadig lidt undren over hvorfra Le var kommet for hun var da bare pludselig dukket op ud af ingen ting virkede det til, Corrine havde jo ikke hørt hende komme.

"Du behøver ikke sige De til mig," sagde Le venligt. "Jeg..." Hun smilede lidt sørgmodigt. "Jeg kommer tit til at snige mig ind på folk uden de opdager det. Jeg håber ikke, jeg gjorde dig forskrækket."

Hun lod sit blik glide over Corrine og lagde hurtigt mærke til, at hun ikke lignede et menneske som de fleste. Hun havde flotte, mørke fjer og endnu flottere gule øjne.

"Hvorfor græd du?" spurgte hun forsigtigt. Hun ville jo helst ikke rippe op i noget, men hun håbede, at hun måske kunne hjælpe. Corrines sjæl strålede af tristhed, og det gjorde næsten ondt på Le, der kunne mærke hver det, som om luften omkring Corrine dirrede af det.

Corrine havde til tider svært ved at forstå hvilke personer der ikke ville have man sagde de eller du til dem, men hun var da blevet bedre til at acceptere folk der ville tiltales med du, trods de ikke var blevet dus endnu.
Forsigtigt prøvede Corrine at tvinge et lille smil frem og sagde stille "Det gør ikke noget... Jeg blev blot lidt overrasket"
Det virkede stadig lidt underligt at en fremmede kvinde sådan uden videre havde sat sig her og gav Corrine omsorg, det var lidt pinligt entelig at Le havde følt sig nødsaget til det.

Som Le så spurte ind til hvorfor Corrine græd så bed Corrine sig lidt i underlæben den begyndte at blære lidt igen blot ved tænkning tårrene igen ville gerne løbe frit, men Corrine tørrede sine øjne med den frie hånd.
Med dirrende stemme af tristhed fik Corrine stille sagt "jeg... Jeg kan ikke mere... uheld forfølger mig... som... Jeg blot lokker onde mennesker til mig"
Det var måske en overdrivlåelse, men sådan følelse det. Blot som alle ville hende ondt, og kun få ville hende noget godt. Alle disse ulykker der ramte hende,møg lige som lovet var ved at gå godt, tog det altid en drejning.

"Jeg er da ikke ond," sagde Le og lagde en hånd på Corrines skulder. Uden at sige noget, rakte Le videre ind i Corrine for at tage fat om hendes sjæl. Helt forsigtigt strøg hun over den, hun brugte sin evne til at hele den sårede sjæl. Sjælens ejer (i dette tilfælde Corrine) ville ikke få det magisk bedre og aldrig være ked af det igen, men hun ville føle en lindring, en varme og en spirende følelse af håb, af tro på det hele nok skulle gå på en eller anden måde til sidst.

"Vil du ikke fortælle lidt om dig selv?" spurgte Le, mens hun arbejdede.

Der var noget rart over Le og den måde hun talte på, det virkede blot... linderne. Lidt ligesom at der var blot lidt ro i corrine på en måde af at blot sidde her og tale med hende. Det var entelig lidt mærkeligt at sådan en tilfældig person ville kunne være så venlig.
Roligt tørrede Corrine sine øjne lidt og kom med et lille snøft.
"Jeg... jeg er blot en simpel tjeneste pige.. eller.. nej jeg var fortæller.. eller det var jeg.. så blev jeg tjeneste pige... der var den her mand og.. så ændrede det sig lidt" prøvede Corrine stille at forklare, og hun kom vidst til at læne sig lidt op af Le uden selv rigtigt bide så meget mærke i det selv, men det var bare... roligt.

Corrine sukkede kort og sagde så "Der er sket så meget... jeg husker ikke alt.. jeg føler ikke alt burde huskes" Der var tåger i hendes sind som ikke ville lette, det virkede til der lå nogle ubehagelige minder bag dem, men dem ville Corrine helst ikke tænke på nu.

"Hvorfor ændrede det sig?" spurgte Le og lagde en arm om Corrines skuldre, mens hun fortsat lod sin beroligende energi strømme over hendes sjæl. Le kunne som sådan ikke hele traumer eller fjerne sorg, men hun kunne lindre, kunne berolige og afslappe. Det var hendes erfaring, at når man først faldt lidt ned og fik det hele lidt på afstand, så blev tingene ikke altid ved med at se så sorte ud. Om ikke andet kunne det være en lille pause i sorgen, som de fleste fortjente, ligegyldigt hvad.

Corrine sukkede kort og trak vejret mere roligt, det var som hun talte virkede det blot mere beroligende. Blot det at kunne sætte ord på det. Så var der også det Le brygte sin evne, men det havde Corrine ingen ide om, men det virkede og Corrine blev mere og mere rolig i sit sind.
"Han... gjorde mig yngre... og jeg måtte genleve så meget, men jeg mødte så onde mennesker og blev gjort til slave.. jeg skal fri til sidst, og tjente en frue.. men mødte så en herre.. James tror jeg han hed, og han gav mig noget... og så blev jeg det her jeg er nu" prøvede Corrine at forklare så godt som hun kunne.

Det var stadig mærkeligt at sidde og blive trøstet af en tilfældig person, men også måske den helt rigtige der havde fundet hende. Måske Corrine for en gangs skyld i sit liv var heldige for at møde blot den rigtige person på det rigtige tidspunkt.

"Sikke mange folk du har mødt," sagde Le blidt og smilede forsigtigt til Corrine. "Du må have en masse fantastiske fortællinger, du kan dele med folk. Det er der ikke mange, der har. Ligesom der ikke er mange, der sådan nogle flotte fjer."

Le lod en hånd glide over de flotte, sorte fjer, der så endnu flottere ud i måneskinnet. Le rystede sine store, hvide vinger lidt. 

"Jeg har altid gerne ville have sådan nogle flotte fjer," fortsatte hun venligt. "Den sorte farve fange lyset på en helt speciel måde."

Le havde altid haft en fascination af sorte fjer, måske blot fordi hende egne var kridhvide.

// Lukket pga. inaktivitet