Luften i aften timerne, havde en sødelig duft af blomster. Sommeren kunne mærkes, mellem lyd af fugle sang og menneskelig snak. Den øvrig del af Dianthos, havde en dæmpet ro, den aften.

Muren der gik op til baghaven havde udsigt, hvorfra at man kunne se solen gå ned. Et bord var blev sat ud i haven, hvorpå en skål med frisk frugt stod. Huset tilhørte en lidt ældre beboere af Dianthos, eller fem, seks år var der da gået siden af Vlevius trådt indenfor i hovedstaden. Han var siden da, blev fast boende, med muligheden for at privat undervise, havde Vlevius en god indkomst. Han opholdte sig næsten altid i hjemmet, eftersom at baghaven havde plads nok til kamptræning og underholdning af diverse gæster. Dertil var huse med plads, eller plads nok. Vlevius havde en del værelse som faktisk ikke blev benytte af ham, de var bare til få gange hvor at han havde gæster på længere besøg.

Den seneste tid havde været idyllisk nok, men nu var der igen ballade i mellem Kile Ordenen og andre mennesker i byen, derfor holdte Vlevius sig hjemme. De politiske taler og tanker var ikke lige frem emner der tiltalt ham meget. Derfor sad hans med hoved vendt ud imod det smukke udsyn af aften solen. Han havde ikke haft en forventning om at der ville ske det store den aften, ikke med mindre at han selv opsøgte det.

Men som han sad alene med sine tanker kom den tunge lyd af bank på porten til hans baghave, Vlevius havde som sådan ikke forvente gæster. Men han var heller den uhøflig sjæl der lod folk vente, da han rejste sig fra stole gik der ikke mere end par sekunder før at han var henne ved porten, det at han kunne bruge sin magi var ind i mellem smart nok, men også udmattende. Men på små afstande var det ikke den værste ting at gør.

Da Vlevius kom til porten kunne helt hører hvem det var som stod på den anden side, men det var heller ikke fordi at det betød meget. Han kunne altid forsvar sig selv uden de store problemer, og den øvrige by var heller ikke et af de steder hvor man så mange problemer med de lokale folk. Vlevius åbnet porten nok til at kunne kigge ud, han kunne se person han aldrig havde set eller mødt før, hvilket var overraskende nok. ”Er de faret vild?” sagde han kort som han kiggede på kvinden foran ham. 

I de mange små gader og gyder havde Lailiana nu vandret rundt i flere timer, uden held for at finde den rigtige vej tilbage til den indre by. Egentlig var hun bare drejet af en tilfældig vej væk fra byen, for at udforske hvad der lige lå i nærheden, men nu var hun altså havnet et stykke længere væk end hun ville. Hun var træt efter den lange dag, og endnu trættere efter den lange uge i skoven, alene. Den lange beige kutte var ikke så beige mere og den stropløse hvide kjole, der gik til lige over knæene, var heller ikke så hvid længere. Hun havde trukket hætten over hovedet, for at dække lidt for den halvkolde vind.

Et tungt suk kom fra hende. Hun måtte da kunne finde vej tilbage på en eller anden måde. Hun forsøgte at dreje ned af en gade, som hun var sikker på hun ikke havde været på før, men endte med at stoppe op ude foran en stor port da det gik op for hende, at hun rent faktisk havde været nede af denne vej. Hun brugte nogle sekunder på at lade blikket glide ud over det hele, for at få svækket hendes forvirring, men det virkede ikke. Åh, hvor var hun dog træt. Hun vendte i stedet blikket mod den store port.
Måske man skulle tage chancen.. Tænkte hun og nikkede så en smule. Det skulle hun.
Hun gik med tunge skridt helt hen til porten og bankede på.

Da hun så manden i sprækken af porten, smilede hun venligt.
"Jeg beklager hvis jeg forstyrre, men ja. Jeg har forsøgt at finde vej til byen hele dagen. De kunne vel ikke hjælpe mig?" Spurgte hun, med en let rysten i stemmen over kulden. Den træthed hun selv mærkede, var også tydelig at se udefra. Hun havde en anelse besvær med at holde øjnene åbne, men gjorde hvad hun kunne, da hun ikke ville virke uhøflig over for den mand der stod i porten.

Det kunne stadig overraske Vlevius, hvordan at folk kunne fare vild i byen. ”Du er sådan set i hovedstaden, bare oppe i den rigere del af byen,” forklarede han kort, der var dog stor forskel på hvilken del af byen som man kom i, og heroppe kunne det godt virke som om at man havde forladt byen en smule. Der var afstand i mellem de store huse, og larm var der heller meget at komme efter, faktisk var den eneste larm de adelig kvinder og der sladder, når de gik samme imod byens marked.

Vlevius bemærkede hvordan at kvinde stod og rystede. ”Er du sikker på at du lyst til tage den tur, i den tilstand?” sagde han kort efter. Han havde vil nok varm kappe som han kunne låne ud, eller andet tøj som måske var lidt mere passende til den kølige sommer aften. Men det kom selvfølgelig an på hvad hun selv ønskede. Han ville ikke blande sig andres erfarer om aften. ”Jeg formoder at de kender til udgangsforbud her byen, når solen går ned er det ikke tillad at være ude i gaderne” selv var han ligeglad med den slags, mest fordi han vidste hvordan at man skulle smutte forbi by vagterne, men det var jo ikke alle der havde luksus at kunne komme uset omkring i byen.

Lailiana smilede stadig, men det var mere forvirrende at se på nu. Så hun var stadig i byen, bare i den forkerte del, men hun skulle stadig kunne finde tilbage, for at komme tilbage til den skov hun som regel overnattede i.
"Det er jeg desværre nødt til. Jeg har intet sted at tilbringe natten," svarede hun mens hun trak hætten af. Det var gået op for hende at det måske ikke var det mest høflige, at beholde hætten på og gemme sit ansigt lidt væk, nu hun faktisk prøvede at være åben og ærlig.

Hun lagde hovedet en anelse på skrå og rystede så let på det.
"Det er jeg bange for jeg ikke gør. Jeg har tilbragt den sidste uge i skoven," svarede hun med et lettere akavet grin.
Teknisk set gjorde det hende ikke noget, da hun indtil videre havde klaret sig fint, selvom der var udgangsforbud, men nu da hun vidste det, måtte hun hellere begynde at være lidt mere forsigtig med hvor hun befandt sig efter solnedgang.
Det var også tydeligt at se på hendes tøj, at hun ikke ligefrem boede et fast sted. Enten det, eller også lignede hun en der havde været faret vild i længere tid, da hendes kutte havde små huller fra grene og farverne ikke var originale længere, men mere lettere brune af jord.

Vlevius var forstående nok, om ikke anden kunne han vel nok være den gode sjæl som lukke gave en kvinde husly for en nat. ”De skal være velkommen til blive, det er ikke problem som sådan, der er stykke til den nærmest kro og der plads nok,” det var ikke fordi at han tit gave den slags tilbud men engang i mellem var der måske en god side i Vlevius som var fornuftig nok til hjælpe folk der ikke virkede som at de ville være til fare for ham eller dem selv.

Vlevius trak porten med sig som han trådte til siden, der blev plads nok til komme indenfor på den anden side, hvorfra man kunne se ind baghaven. ”Hvad bringer dem hertil? Jeg ved godt der lyder plagende, men jeg fortrækker lidt af vide hvem jeg har med gør,” sagde han kort som han kiggede til i mens at hun gik ikke, et navn var ikke en nødvendighed, men det kunne aldrig skade. Folk holdte sig ind i mellem til flaske navne, mens andre brugte det navn som de var født med. Selv havde han en del, alt efter hvilken tid man talte om i hans liv, men nu var Vlevius bare ved sit fødenavn, og ikke andre navne som i de unge dage.

Lailiana så helt overrasket på den fremmede mand, da han tilbød hende husly for natten. Han var den første der havde været så venlig over for hende i dette nye land, indtil videre.
"Det er virkelig sødt af Dem. Tusind tak," sagde hun med et taknemmeligt smil på læben.

Lailiana gik med forsigtige skridt ind gennem porten og lod blikket glide rundt, før hun vendte sig mod manden igen.
"Åh, ja selvfølgelig. Mit navn er Lailiana og jeg kom hertil med et fragtskib for en uge siden," svarede hun.
At hun var flygtet fra sit hjem på grund af et mord hendes forældre havde begået, var ikke noget hun ville røbe med det samme. Det ville da kun være rart at lære folk at kende først, inden det blev bragt på banen.
"Jeg er virkelig taknemmelig for Deres gæstfrihed. Hvis der er noget jeg kan gøre for at hjælpe mens jeg er her, må De endelig sige til," sagde hun med et smil og et lille nik.

Vlevius lavet venlig smil, der var ikke mange mennesker der ville lade andre bo hos dem, ikke af frivillighed. Den voksne mistro i byen, havde gjort mange mennesker mistroiskes overfor hinanden, gode venskaber var blev kappet korte med seneste tid. ”Tror mig, det er ikke så let finde folk der hjælpsomme i disse tider, ikke med alt den utro der forgå ude landet,” han ville bringe for meget politik ind, eftersom at hans egen mening ikke skulle skabe et billede af byen.

”Lailiana,” sagde han kort for huske navnet. ”Jeg hedde Vlevius,” sagde han efter et øjeblik, han ville ikke stille spørgsmål ind til, hvor hun kom fra. Det var jo ikke hans vedkommende, med mindre at hun selv ville dele den slags information med ham. Kort tænkte Vlevius over det ”De en gæst, så de skylder mig intet. Der er tjeneste folk til klare diverse nødvendigheder, så slap endelig af” Vlevius kunne i hvert ifalden ikke tænkte sig frem til ting i det øjeblik.

Vlevius lukket porten der efter, som gik ind imod haven. En af unge tjeneste piger var kommet ud for tage bordet, bedst som de kom ind haven, hun lavet kort buk til dem begge. ”Har vi fået gæster, herre?” sagde hun kort føre hun kiggede på kvinden, med lille venlig smil. ”Bare for denne nat, være sød at gøre et værelse klar i mellem tiden,” sagde Vlevius kort. ”Javel” tjeneste pige forsvandt tilbage indenfor, mens de blev tilbage. Vlevius vendte sg imod Lailiana. ”De skal bare sige til, så skal mine tjeneste folk nok søger for at du har hvad de vil have,” der var til hver en tid alt hvad man kunne ønske, så længe det var lovlig.

Lailiana grinede lavt, en anelse akavet. Det kendte hun desværre lidt til, da det ikke udelukkende var venlige sjæle hun var stødt på indtil videre. Nogle af møderne havde været bedre end andre, men et bestemt møde var ikke et hun ville opleve igen.

Lailianas ansigt lyste en anelse op over hans uselviske gæstfrihed.
"Mange tak," svarede hun på hans gestus om at slappe af. Det var lige hvad Lailiana trængte til. En enkelt nat et sted, hvor hun ikke behøvede at bekymre sig om hvad der gemte sig i mørket. Tasken med pilene i hun havde på ryggen, tog hun af og holdte i hånden. Buen havde hun hængt rundt om hanken på tasken, for ikke at skulle holde den i hånden, som hun ellers plejede.
"Er der et sted De helst vil have at jeg ligger mine våben?" Spurgte hun. Hun ville selvfølgelig gøre hvad hun kunne for at respektere Vlevius, nu han havde været så venlig mod hende.

Da Lailiana så den unge tjenestepige smilede hun venligt og nikkede let som hilsen, før hun rettede blikket mod Vlevius igen.
"Bare ved at lade mig blive for natten, har De gjort rigeligt. Jeg vil nødigt trænge mig mere på," sagde hun.
Jo, det kunne være rart med noget at spise, men hun ville helst ikke spørge. Vlevius havde været så venlig allerede og at bede om noget andet end husly, ville næsten være uhøfligt.

”Du må opbevare dem, hvor du har lyst. Jeg havde altid selv fortrukket at have mit sværd ved min side, kalde det vane jeg ikke slippe af med efter så mange år,” selvom han ikke havde sine våben på sig i det øjeblik. Vlevius havde altid en hurtig tilgang til et. Han sov med kniv under hovedpuden, det var normalitet med længere liv, hvor man altid skulle være bevæbnet og klar.

Vlevius kunne lad vær med kigge kort, bue og pille havde aldrig været et de våben som der fangede ham, men han var jo fra havet. Pirater var mere kendte for sværd end for andre våben som sådan, guderne skulle vide hvad våben han havde valgt, hvis ikke det havde været sværdet. ”Er våben en ting der betager dem?” han kunne helt holde sig selv fra stille det spørgsmål, men han kunne også forstå behøvet, når man rejst landet rundt.

Vlevius kunne godt savne den del af hans ungdom, det at kunne rejse omkring havde været et stort vendepunkt i hans liv. Men nu var hans alder der omkring, hvor han havde trukket sig tilbage. Han havde forlad byen meget i løbet af de sidste seks år, men tanken havde dog været der ind i mellem. Spørgsmålet var bare, ville det være smart. Hvis han skulle rejse igen, blev det nok for sidste gang og det ville nok blive til piraternes by, hvor han var født.

Lailiana nikkede kort mod Vlevius.
"Normalt ville jeg også foretrække at beholde det på mig, men jeg ville nødigt virke uhøflig hvis De ikke var glad for våben," svarede hun med et venligt smil. Hun valgte at lægge tasken over skulderen igen, så kunne hun tage det med sig til det værelse der blev gjort klar til hende. Hun kunne ikke lade være med at lade blikket glide rundt en gang mere. Jo, hun kom selv fra et palads, så dette sted var selvfølgelig småt i forhold til, men det var stadig en hel ny måde at være elegant og fint på.

Hun rettede sig op, skævede kort mod buen, før hun vendte blikket mod Vlevius igen.
"Ja. Jeg blev oplært af en af tjenestefolkene fra mit barndomshjem til at skyde med bue og pil," svarede hun.
"Mine forældre forsøgte at træne mig til at bruge sværd, men det virkede ikke rigtig som de ville. Men det kunne da være at jeg skulle give det en chance mere end dag," sagde hun med et lille grin.

Vlevius forstod det behov for have sine våben i nærheden, selvom byen var fredelig nok, var der stadig skummel typer som ind i mellem ville det værste. Ikke at han selv havde den slags problemer, men han kendte til faren ved at være uden et våben.
Vlevius lyttede i høflig tavshed, som Liliana talte. Hendes tilgang til våben mindede ham lidt om dagene, hvor han stadig rejste på havet som pirat, en tid der virkede så lang væk. Vlevius kom endda til smile lidt, da Liliana talte om hvordan at hun ikke var den bedste til sværd. ”Sværdet er lidt af en kunst, men ikke den mest umulig ting. Hvis du kunne tænke dig det, kunne jeg give dig prøve time eller to, men det vil nok først blive i morgen” han havde alligevel ikke elever der kom ind om morgen, eller selve på dage, så hvorfor ikke.
Vlevius vidste at han havde godt af at holde sig selv i gang, mest fordi at betød at han krop ikke blev super svag som for mange andre på hans alder.

Lailianas øjne lyste en smule op, da Vlevius tilbød hende et par timers undervisning i sværdkamp. Hun havde prøvet det før, men hun havde haft problemer med sin tidligere mester, derfor lærte hun aldrig ret meget andet, end hvordan man holdte på skaftet. Hun kunne heller ikke komme sig over hvor venlig han havde valgt at være over for hende, en fremmed der tilfældigvis dukkede op foran hans dør. Egentlig var det heller ikke hvad hun normalt ville gøre, men eftersom det var ved at blive mørkt, og hun var nødt til at nå at finde et sted at overnatte i skoven, følte hun sig tvunget til at spørge om hjælp. Det var slet ikke hendes mening at trænge sig på, men det var måske bare heldigt at hun havde banket på lige nøjagtig denne mands dør.

"Det ville jeg meget gerne!" Sagde hun med en begejstring i stemmen. Det passede hende fint at det først ville blive dagen efter. Hun var trods alt selv rimelig træt og havde brug for hvile, specielt hvis hun skulle trænes.
"Det er virkelig sødt af dig. Jeg er meget taknemmelig for alt din hjælp og nu tilbud om træning. Det er næsten alt for meget."

Det var vel også en del tid siden, at Vlevius havde haft en elev der var helt nede begynder nivuet. Alle de elever som han havde, var efterhånd der hvor han selv fik lidt af kamp til stregen, havde var blev sendt i jorden et par gange efterhånden.
”Måske skulle vi trække indenfor, før at det bliver for koldt?” sagde Vlevius kort, han kiggede en sidste gang ud imod solen som næste var væk, i mens han lyttede. ”Det er nok mig som skal sige tak, det er efterhånden så længe siden at jeg trænet folk op fra bunden, at jeg efterhånden glemmer hvad der basic, og hvad der er mere avanceret,” sagde han kort.
Vlevius trak sig der efter ind imod den varme stue, hvor der var efterlad en masse bøger på det store bord, mit i stue. ”Jeg må undskyld for rodet, jeg havde ikke forvente gæster i dag, lige et øjeblik.” Vlevius samlede en masse af bøgerne, hvor efter at han satte dem alle på plads.   

Lailiana så kort ud mod solen der langsomt var på vej væk, før hun igen vendte blikket mod Vlevius og nikkede let som svar. Hun fulgte efter ham ind i den varme stue, hvor hun lod blikket glide rundt. Hun holdte øje med hver eneste bog han satte på plads, for at læse titlerne på dem alle sammen. Hun havde altid været glad for at læse og det var altid interessant at se hvilke bøger folk havde.

”Jeg er blevet trænet en smule i mit hjemland, men det hang aldrig rigtig ved. Men det bedste ville nok være at betragte mig som en nybegynder,” grinede hun. Ja, hun vidste da lidt om at kæmpe med sværd, men hellere få det hele med fra starten.
”Det gør ingenting. Jeg kom trods alt brasende uden varsel.” Helt brasende kom hun vel ikke, men det havde bestemt ikke været hendes plan at trænge sig på hos nogle. Hun var da bare heldig, at Vlevius var så venlig af sig.

Vlevius havde en smule svært ved hold nysgerrigheden tilbage. ”Hvor er de kommet fra, hvis jeg må spørger?” han havde jo rejst havet rundt igennem årene hos piraterne, selv om det var længe siden, havde han beholdt lidt sin viden om havet og de kort som der var over havet omkring Krystallandet. Han kunne dog umiddelbart ikke tænke sig frem andre lande, eller også havde det bare været for længe siden. Hukommelsen var ikke en helt god ting, ikke med den alder som Vlevius var i, den var stille og rolig kommet dertil, hvor han havde svært ved huske ting i detaljer.
Vlevius kom med lille smile, han ville kunne se frem til morgen og til en dag med lidt andet end læsning. Han holdte af sine bøger, men han havde stadig et behov for at være fysisk aktiv, det var trods alt det, som gave ham en god vedværende fysisk form. De sidste bøger kom på plads, og Vlevius kunne endelig vende sig om igen. 

Lailiana så helt sikkert selv frem til dagen der skulle komme. Det kunne være at det denne gang ville blive nemmere at lære mere end hvordan man holdte et sværd, som hendes forældre ikke stod over hende og holdte øje som høge. Manden her virkede også til at være meget venligere end hendes tidligere lære, der havde haft et problem med at styre sin vrede. Hver gang hun gjorde den mindste ting forkert, var hun tæt på at få en flad, og den eneste grund til hun ikke gjorde det, var fordi han vidste at han ville blive fyret hvis han lagde hånd på hende.

Lailiana sendte Vlevius et smil som han spurgte.
”Jeg fik et lift på et af fragtskibene der sejlede fra mit land og hertil. Det sank desværre på vejen, men jeg blev samlet op af et andet skib og bragt hertil,” svarede hun roligt. Hun fik det til at lyde som om det ikke var specielt slemt, selvom det havde været en forfærdelig oplevelse. Det sår hun fik i hovedet da skibet sank var endelig healet og hun havde ikke længere fysiske skader fra ulykken, men de psykiske skader lå stadig hos hende, som hun ikke skulle en tur ud på vandet igen forløbig.

//Lukkes grundet inaktivitet og manglende krea.