Marcel sad ved kanten af en sø i Lindeskoven ved grænselandet. Bag ham var der ved at komme liv i flammerne ved et lille bål og over ham var mørket langsomt ved at falde på. I horisonten var solen ved at gå ned, gyldne stråler stadig på nogle af trækronerne, men himlen et virvar af mørkeblåt og stjerner i den ene retning og orange og lyserøde skyer i den anden retning.

Marcel vaskede blod af sine hænder og haren, hvis blod det var han vaskede af, hang allerede over ilden. Skindet var ikke spændt ud endnu, men Marcel foretrak at komme af med det værste blod først.

Han nynnede en vise for sig selv, imens han sad i sine egne tanker og overvejede om han også burde tage et bad, inden solen gik helt ned. Han var langt fra ren, men han regnede alligevel ikke med at møde andre herude, og dem han mødte var som regel elvere, så de hadede ham ligegyldigt hvordan han så ud, så længe hans ører ikke var spidse.

// Undskylder ventetiden :) 

Marcel så op så snart han hørte den umiskendelig lyd af en knækket gren mod skovbunden. Han var opmærksom på at han, som sædvanlig, var lidt for tæt på elvernes område og han ville nødig ende med at være gennemboret af 200 pile, eller hvad end sådan en flok trænede elvere nu kunne nå. Dem af dem han havde mødt, virkede som typer der gerne ville virke sikre på at deres modstander var død - eller ville sende et budskab om det til andre. Marcel havde set nogle af de stakkels Kile tilhængere, der var endt som budskab.

Uden at sige noget rakte han instinktivt ud efter sin bue, men stoppede i sin bevægelse, da han så hvor lyden var kommet fra. "Oh, du er et menneske. Fedt," sagde han og viste sine håndflader til fyren, for at kommunikere at han ikke havde nogle våben i hænderne. "Også mig. Du er sikker her."

Med et enkelt blik kunne han se, at fyren enten var faret vild eller på flugt. Han så i hvert fald ikke ud til at have været indenfor i et hjem i lang tid. Han var beskidt på samme måde som Marcel selv blev, hvis han havde været væk hjemmefra for længe. Så længe at hans far blev bekymret, hvilket var for længe.



//Puha, jeg er vist ikke selv meget bedre :')

Så snart grenen havde knækket, var venstre hånd på kniven der sad fast i bæltet på ryggen. Det var aldrig til at vide om personen længere fremme var venlig eller fjendtlig, og Caedmon var ikke just typen som tog drastiske chancer. Han trådte dog frem i bålets skær, med hånden på ryggen - Nu var han jo afsløret. Det var dog en positiv vending i Caedmon, da han så at personen ved bålet var et menneske som ham, som hurtigt løftede sine hænder for at signalere sikkerhed. Caedmon slap selv kniven der sad fastgjort på ryggen og vippede rebet med dagens fangst fra ryggen til sine fødder.
Et kort og næsten lydløst fnys efterlod hans næsebor som han rystede svagt på hovedet og satte sig hvor han stod, “Sikker? Jeg ville ikke sige at jeg var sikker nogen steder,” svarede han blot med en underlagt glad tone, som jokede han næsten med det - Selvom det var hans realitet. Han så frem mod bålet og kiggede så ned på sine kaniner, “Er bålet stort nok til at du kunne have lyst til at dele? Jeg giver en kanin,” foreslog han så og løftede på kaninerne for at inspicere dem. De var nogenlunde friske - Friske nok til at kunne spises. Han trak sin kniv frem og stak den ned i brystet på kaninen. Roligt og forsigtigt kørte han kniven rundt langs skindet, så når han var færdig, ville det være som at pille en frakke af et menneske. Han kiggede op mod mennesket. “Hvad fører dig disse veje? Hvis jeg må tillade mig at spørge selvfølgelig,” begyndte han roligt, som det var en måde at starte et samtaleemne på, var han mindst ligeså nysgerrig. Det var ikke rigtigt mennesker som man mødte flest af her - Mente Caedmon at have erfaret sig.

// Men du er ikke værre end mig. Håber du ikke er gået død endnu :)

Marcel så undrende på fyren, da han påstod at han ikke ville kunne kalde sig selv sikker nogen steder. Ret hurtigt faldt han på sin teori om at mennesket foran var på flugt fra nogen, og på under et sekund havde han besluttet sig for at hjælpe ham, hvis han kunne. 

"Ja!" svarede Marcel begejstret da kaniner blev nævnt og et øjeblik glemte han alt om at spørge fyren, hvem han var på flugt fra. Umiddelbart så det ud som om at de to drenge var på alder med hinanden, men det var tydeligt at Marcel havde haft et lettere liv - han havde nemt ved sit smil og så snart han havde set, at det ikke var en elver han havde med at gøre, havde han sluppet tydeligt af. Han var ikke vant til fare.

Marcel så til imens kaninen blev skindet og var imponeret over hvor godt det blev godt. Han var selv blevet trænet i det samme af sin far, men hele hans familie levede af jagt, så de havde været nødt til at lære den slags helt fra barnsben.

"Jeg jæger heromkring," svarede han ærligt og afslappet. "Vi er, ømh, vi er lidt tæt på elvernes område," indrømmede han med et nervøst grin, "men her er masser af kaniner og fisk, så det er risikoen værd. Mit navn er Marcel, forresten, fedt at møde dig." Han rakte en ren hånd frem mod fyrens blodige - lidt blod ville ikke dræbe ham, og det ville i hvert fald være det hele værd, når de fik kanin på bålet også.