Ask var kommet til Medanien, nærmere bestemt en lille landsby, der lå ved kysten, lige dér hvor floden løb ud i havet. Han havde faktisk været her i et stykke tid, for her var enormt dejligt. Man kunne fiske saltvandsfisk i havet og ferskvandsfisk i floden, så her var masser af mad, selv for en omstrejfer uden penge, og de frodige skove var hjem for en masse vildt, der også kunne jages og nedlægges. Derudover var folkene relativt venligt stemt overfor en høje nordlændig, og Ask havde endda fået hyre hos den lokale bødker med at hamre jernbeslag om de store vintønder, der var stort set den eneste industri, der blev produceret i byen, udover afgrøder. Byen var ikke ligefrem stor eller et sted for gennemrejse, men Ask havde alligevel besluttet sig for at blive lidt. Hver gang han faldt i snak med en ny person, spurgte han om de mon kendte til en pige ved navn Kaliyah. Han beskrev hendes udseende, hvor hun kom fra, hvem hendes familie havde været, i håb om, at det måske var en person, der vidste noget. Ask havde ledt efter Kaliyah i flere år nu, og indtil videre havde hans søgen ikke givet pote, men han var ikke typen, der gav op.

Hver nat bad Ask til Sol om mod og styrke til at fortsætte sig søgen, og hver morgen vågnede han op med fornyet energi. Måske var dagen i dag endelig dagen, hvor han mødte nogen, der kendte til Kaliyah.

Det var ikke, fordi der ikke havde været andre kvinder, der havde prøvet at få hans opmærksomhed igennem årene, men Ask var tro. Han havde givet et løfte, og det havde han i sinde at holde, indtil hans forlovelse med Kaliyah enten blev afbrudt, eller han fandt ud af, at hun virkelig var død, som alle omkring han havde sagt.

Det var omkring solnedgang, og Ask sad udenfor sit hjemmelavede telt og fiskede i floden. Ved siden af ham brændte et bål, og han lyttede til den knitrende ild, mens han stirrede på den selvlavede fiskestang. Ask havde ikke lyst til at bruge krystaller på et kroværelse, og slet ikke når det var varmt og mildt, så man sagtens kunne sove udenfor. En sværm dansemyg vejede frem og tilbage over vandoverfladen, og Ask blev helt hypnotiseret af at kigge på dem. Han forsvandt ind i sine tanker, sine minder om Kaliyah og den tid, de havde haft sammen. Den tid stod for ham som en lykkeligste tid, han nogensinde havde oplevet, men det gjorde ham også uendelig trist at tænke på, for han vidste jo ikke, om han nogensinde ville komme til at opleve det igen.

Det var efterhånden 4 år siden at hendes familie var død, og hendes liv havde taget den drastiske drejning mod dette liv hun levede nu. Det blev lettere med årerne, men på de ensomme dage kunne hun ikke lade vær med at tænke tilbage på sin far... sin bror... og ikke mindst Ask. Ask der havde fyldt hendes ungdomlige hjerte med så meget glæde og lykke at hun følte at hun var ved at gå ud af sit gode skind de år de var sammen.
Det var også gennem disse tanker at Ryuu havde lært Kaliyahs forlovedes navn og selvom hun sjældent dvælede meget ved de minder de havde sammen, havde dragen alligevel fundet ud af væsentlig mere end han havde ønsket. Det var også af denne grund at han ikke længere pointerede det. Selv hans hjerte gjorde ondt for Kaliyah.

Det var ikke så underligt, da hun så en ild og var automatisk draget mod denne i disse tidlige aftentimer. Det ville snart blive ganske koldere, og kroppen hun var i besiddelse af nu, var altid glad for at få fat i noget varme til sig.
Det var næsten for sent, da hun opdagede at der i skyggen af ilden, der sad faktisk en anden person. Hendes fødder havde allerede knækket op til flere grene på sin vej, og hun kunne mærke sig selv allerede begynde at vende om for at gå væk igen. Mennesker var ikke noget hun var villig til at håndtere mere end højst nødvendigt disse dage.

Selvom Kaliyah var sådan en forskellig person fra den Ask havde kendt engang, så var der visse ting der stadig virkede til at være den samme. Håret var stadig langt, og bar stadig en del af de tynde fletninger, som havde prydet hele hendes hår da hun boede i Sarghos. Øjnene var dog ikke længere de varme brune øjne, men var skarpe og gule disse dage. Men selvom skællene var kravlet op på hendes krop og i hendes ansigt, så var hendes ansigt stadig det samme, hvis man ignorerede disse små ændringer.

Ask så op, da han pludselig hørte lyden af knækkende grene under skridt, og han spejdede ud i halvmørket. Selvom disse egne var fredelige, kunne man aldrig vide. Så langt var der heller ikke til Vesterdalene, hvor Ask vidste, at der gik rygter om varulve. For en sikkerheds skyld lod han fiskestangen være og rejste sig til sine fulde højde. Han kunne godt skimte en person i mørket, men han kunne ikke se personens ansigt, men på kropsformen lignede det en kvinde.

"Hvem der?" kaldte han, men sørgede for at hans stemme ikke lød truende. "Er du faret vild?"

Ask var en fredelig fyr, og han brød sig ikke om tanken om, at en vildfaret person skulle rende rundt i mørket alene. I samme nu blev der hugget til hans krog, og Ask blev nødt til at gribe fiskestangen, så den ikke blev trukket i vandet.

"Undskyld!" sagde han, mens han baksede med at få den store laks, der havde bidt på hans krog, i land. "Er du sulten? Jeg har masser af mad nu åbenbart."

Der var næsten noget bekendt over stemmen, hvilket gjorde at Kaliyah havde lyst til at løbe væk, mens Ryuu sad i hendes hoved og trykkede på, ville have hende tættere på så de kunne finde ud af hvem denne mand var. Det var nu heller ikke så underligt at Kaliyah ikke kunne pointere stemmen hun ellers havde kendt så godt. Det var årevis siden.
Udover at Ryuu var interesseret i hvem mandne var, så var han også ganske begejstret for ideen om at de kunne få noget at spise uden at arbejde for det. Hvilket var en god ting når man levede som omstrejfer i landet. 

"Jeg vil ikke trænge mig på," sagde hun tøvende. Hendes stemme var den samme som alle de år siden, selvom den lød mere seriøs end den havde gjort dengang. Med forsigtige skridt trådte Kaliyah længere frem og langsomt blev hendes ansigt oplyst af ilden, ligesom hun selv fik et bedre udsyn til denne mand der stod ved bålet. Det tog hende dog et øjeblik eller to, før at det gik op for hende, hvem det var hun stod i nærheden af, og hele hendes krop frøs helt fast. Hun havde aldrig ønsket at han skulle se hende sådan her. Han skulle tro af hun var død, så han kunne komme videre med sit liv, men det var åbenbart ikke det universet havde i kortene for dem.

Ask genkendte stemmen, allerede før Kaliyah trådte ind i lyset fra bålet, men da han så hendes ansigt blev han alligevel lidt i tvivl. Øjnene var helt anderledes, og der var noget med huden... var det skæl? Men da Ask så kvinden reaktion på ham, vidste han, at det virkelig var Kaliyah. Hans egen Kaliyah, som  han havde ledt efter i så lang tid, og nu stod de her overfor hinanden ved et ret tilfælde. Det var næsten ikke til at tro.

"Kaliyah," hviskede Ask med en åndeløs, hæs stemme. Han havde næsten givet op på drømmen om nogensinde at se sin elskede igen, men nu stod hun her. Uden at skænke det en tanke tog Ask de få skridt, der var i mellem dem, og omfavende hende. Måske skulle han have ladet være. Måske skulle han vente og se, hvordan hun reagerede. Måske havde hun slet ikke lyst til at kramme ham. Ask vidste godt alle disse ting, men han kunne ikke lade være. Han trykkede hende ind mod sin brystkasse og bøjede hovedet så han kunne begrave sit ansigt i hendes hår og lukke øjnene, så ingen kunne se, hvor blanke de var.

"Kaliyah," hviskede han igen, men han kunne ikke sige andet.

Det rev i Kaliyahs hjerte ligeså snart hun hørte ham sige sit navn, og det eneste der gik igennem hendes hoved var 'Ask'. Bare hans navn om og om igen, og selv hvis Ryuu sagde noget skænkede hun det ikke en tanke. Det var dog ikke glæde der vældede op i hende, men tristhed og fortvivelse. Det var den eneste måde hun kunne forklare de følelser hun havde i sig. For selvom Ask aldrig var blevet glemt, så var hun også en anden nu, og hun kunne ikke gøre det mod ham.


"Ask.." kom det blidt, men der var næsten gråd at spore i hendes stemme. Hun havde heller ikke rykket sig ud af position hun havde været i da han krammede hende. Det var underligt at føle nogens arme om hende igen. Hendes vinger rykkede lidt på sig, og hendes hale var også blevet hele stille af næsten ubehag.
Kaliyah selv ønskede bare at læne sig ind i omfavnelsen, men hun kunne virkelig ikke gøre det. Det var næsten umuligt for hende.
"Hvad laver du her..." kom det så endelig stille. Sidst hun havde set ham var i Sarghos, og før det vidste hun at han havde sejlet rundt. At finde ham i Medanien af alle stede var en overraskelse for at sige det mildt.

Ask var så optaget af at knuge Kaliyah, at han slet ikke opdagede vingerne og halen, og han havde nok også været lidt ligeglad, som tingene stod lige nu. Det vigtigste var, at han havde fundet hende.

"Jeg leder da efter dig," svarede han, stemmen stadig lidt hæs. "Jeg har ledt efter dig, lige siden du forsvandt, min elskede."

Ask kunne ikke lade være; han kyssede Kaliyahs hår og hendes kind. Han ville stoppe, hvis hun ikke ville have det, men lige nu havde han meget svært ved at holde sig selv tilbage. Han havde tænkt på hende hver dag, og drømt om hende næsten hver nat. Hele Asks liv gik op i hende, og nu havde han endelig fundet hende. Han havde tusind spørgsmål om hendes forsvinden, om hendes gøren og laden siden da, men det vigtigste for ham lige nu, var at holde hende tæt.

Det var næsten for meget for Kaliyah. Det føltes som om at hendes hjerte knækkede i to stykker og hun måtte få ham væk. Så hun gjorde præcist det, hun sagde hænderne mod hans brystkasse og skubbede ham væk, med væsentlig mere kraft i hendes arme end der havde været i Sarghos. Musklerne var i den grad bygget op i hende. Det var bare sket exceptionelt hurtigt efter at hun havde fået alle de drage egenskaber hun havde.

"Jeg er ikke...." startede hun og måtte kigge væk. Hendes øjne glinsede let i skæret fra bålet af, men hun måtte få det ud. "Jeg er ikke den samme som jeg var dengang. Du skulle ikke have... ledt efter mig." Det pinte hende at sige sådan noget, for i virkeligheden bar hun stadig den skræmt pige fra sin 21-årige fødselsdag, og hun ønskede at blive holdt i armene af ham. Men det kunne hun ikke når hun var en anden person, og hun... hun ikke kun bar rundt på et sind mere.

Ask kunne ikke lægge skjul på hans overraskelse over den styrke, han i Kaliyah. Sidst, han havde set hende, havde hun været en helt gennemsnitlig ung kvinde med normal fysisk styrke, men dette... dette var mere end normal styrke for en ung kvinde, det kunne Ask nemt mærke. Han kunne godt have stået imod det - han var trods alt en del højere og stærkere end hende (mente han ihvertfald) - men han ville ikke. Hvis hun ikke ville have ham tæt, ville han ikke insistere på det. Det var også, da hun skubbede ham bagud, at han lagde mærke til vingerne. Hvad i alverden var der sket med hende?

"Hvordan skulle jeg dog have kunnet lade være?" spurgte han og trak sit halvlange, røde hår tilbage, så han kunne binde det op i en knold og få det væk fra ansigtet. Han var en del ældre end hende, og han var sikker på, at de sidste års lange rejser havde sat sig sine spor i hans ansigt. Han synes selv, han så mere vejrbidt ud med flere fregner, flere små ar, og flere rynker af at knibe øjnene sammen mod solen.

"Jeg elsker dig jo," fortsatte han. "Også selvom du har ændret dig."

Det var tydeligt at se på dem begge at de var ældet, selvom rynkerne ikke endnu faktisk var kommet i Kaliyahs ansigt, som var hendes tidligere krop i en slags stasis. Kaliyah selv var ikke klar over hvor de varige mén fusioneringen med Ryuu kunne have på hendes krop. 4 år var ikke lang nok tid til faktisk at finde ud af ting som disse.

"Det er 4 år siden Ask!" udbrød hun. En hvis frustration i stemmen over det. Dengang havde det været så dejligt, men hun burde vide at Ask havde vedholdt den kærlighed. Han havde trods alt aldrig været stille med sin affektion for hende.
Ryuu stemme var ved at komme til live igen. Den var næsten bekymrende for hende, men hun kunne ikke koncentrere sig om ham, når Ask var lige der, lige froran hende. Så tæt på hende, men dog var der en afstand hun ikke vidste om de nogensinde ville kunne krydse. Kunne hun overhoved være sammen med en når hun havde Ryuu i sit hoved hele tiden. Ingenting ville blive det samme.

Ask rystede blot på hovedet og smilede til Kaliyah. Han kunne godt mærke hendes frustration, men hvad ellers kunne han sige? Det var jo sandheden, at han elskede hende og havde gjort det, lige siden han havde set hende første gang på markedspladsen. Hun havde været så smuk i forårssolen, og selvom Ask havde været en ung, viril mand med masser af appetit på livet og ikke mindst kvinderne, så var han faldet pladask for hende og svoret, at han aldrig ville elske en anden, som han elskede hende. Og indtil videre havde det holdt stik. Han end ikke set på en anden kvinde med andet end uskyldige tanker, siden han mødte Kaliyah. Hun var hans et og alt, og han havde på fornemmelsen, at selv hvis hun afviste ham nu, fortalte ham, at han skulle lade hende være i fred, så ville han måske aldrig kunne få sig selv til at elske en anden.

"Undskyld," sagde han og holdt hånden frem mod hende med håbet om, at hun ville tage den. "Det var ikke meningen, at gøre dig gal. Jeg... jeg kan ikke gøre for, hvordan jeg har det med dig. Du er bare alt for mig."

Kaliyah kiggede ned på Asks hånd og op på hans ansigt igen, før at hendes øjne gled ned på hendes egne hænder. Det var ikke simple menneskehænder mere, nu var der klør, og de føltes ru og ikke bløde som de engang havde været. Selv hvis hun ville forsøge, så måtte han vide hvad der var sket, selvom han virkede næsten ligeglad med hvad der var sket dengang. Dengang hun var forsvundet.

"Jeg dræbte min far og min bror... eller en del af mig er skyld i at de døde," sagde hun så endelig, og der var beslutsomhed at finde i hendes ansigt, men også sørgmodighed. Det kunne ikke blive værre for hende, allerede med en efterlysning på hendes hoved. Ask ville i de fleste tilfælde nok ikke tage hende ind, uanset hvad hun sagde. Men han kunne ikke få lov til at elske en han ikke vidste hvem var mere.

Ask mærkede, hvordan hans indre blev koldt, da Kaliyah talte. Han havde ikke anet, hvad der var sket dengang, men selv i hans vildeste fantasi, kunne han ikke have forestillet sig, at hun skulle have haft noget med det at gøre.

Han sank en klump, og chokket måtte være tydeligt på hans ansigt. Men han ville ikke forlade hende. Nej, Ask nægtede at forlade sin store kærlighed, ihvertfald ikke på den her måde. Hun måtte være utrolig ensom, måske endda føle sig udstødt og forkert, samtidig med den sorg, hun måtte bære på.

"Vil du ikke nok fortælle mig, hvad der skete?" spurgte han roligt, da han lige havde sundet sig lidt. Han satte sig ved bålet på den bænk, han havde bygget ud af tilhuggede planker. Den friske laks skulle jo også tilberedes. Han fandt sin kniv frem og begyndte at filletere fisken.

At dræbe en anden person var noget stort, og Kaliyah var tildels glad for at hun ikke  havde minderne om at det var sket, for hun tvivlede ikke et sekund på at Ryuu havde gjort det så modbydeligt som han kunne. Ligene havde i hvert fald ikke set kønne ud da Kaliyah endelig så dem igen. Det var i hvert fald et billed brændt på hendes nethinde, som hun aldrig ville få væk igen. Selv ikke første mand hun ved et uheld dræbte var så slemt.

Hun tog forsigtigt sædet ved siden af Ask, og stirrede ned på sine hænder, før at hun begyndte at fortælle. "Du kan vel huske hvordan jeg sagde jeg ikke havde tid om aftenen. På min 21 års fødselsdag fordi min far og min bror havde en overraskelse. De... De ville give mig en drages kræfter i fødselsdagsgave," sagde hun og rømmede sig lidt, som hun kunne mærke minderne vælte op igen.
"Jeg var åbenbart den perfekte til det. Uden nogen magi... Men de forudså ikke at dragen de tog kræfterne fra ville overleve. Han er i mig nu. Han er i mit hoved.... jeg ved det ikke giver meget mening, men... men han dræbte dem."

Ask blev nødt til at stoppe med at tilberede fisken, mens Kaliyah fortalte. Det lød jo helt forfærdeligt, og han havde mest af alt lyst til at lægge armen om hende, men han gjorde det ikke. Han ville ikke give hende en undskyldning for at trække sig længere væk. Han havde aldrig selv mødt en drage, men han havde da hørt om dem. Han huskede godt, hvor ærgerlig han havde været over, at Kaliyah havde været optaget på sin fødselsdag, men han havde glædet sig til at se hende igen dagen efter. Det skete bare ikke, og i stedet havde han troet, at hun var blevet bortført af et eller andet monster. Nu viste det sig, at det var hun også. Monstret boede bare i hende.

"Kan du slet ikke huske noget?" spurgte ham stille, mens han fortsatte med fisken og kiggede på hende engang i mellem. Hun så godt nok meget anderledes ud nu, men han kunne stadig kende hende, og hun var stadig smuk nok til at få hans hjerte til at springe et par slag over.

Kaliyah rystede på hovedet. "Jeg kan huske en blændende smerte som det sidste, inden jeg vågnede op og så dem flænset fra hinanden som var det et vildt dyr der havde fået fat i dem," sagde hun. Hendes øjne brændte, men hun nægtede at lade tårerne falde.
Den brummende kendte dragestemme supplerede dog at det ikke havde været så slemt, selvom det havde været det. Der var gået tid før at de havde accepteret hinanden, og selvom Kaliyah var vred og såret over hendes families tiltag, så savnede hun dem stadig til tider.

"Når.... når Ryuu overtager, så er det fordi jeg ikke selv er i kontrol over min krop.. og det sker stadig. Jeg tror aldrig at han forsvinder fra mit hoved igen, ligesom at jeg aldrig bliver et menneske igen," hviskede hun så og kiggede på Ask. Hun havde forventet at han ville blive sur, råbe og skrige at hende, eller kigge på hende med væmmelse, men han kiggede stadig med kærlighed i øjnene på hende, hvilket hun ikke kunne forholde sig til lige nu.

"Det lyder forfærdeligt," sagde Ask, da han havde sat fisken over bålet. Han vendte sig lidt mod Kaliyah, og før han kunne stoppe sig selv, havde han rakt ud og taget hendes ene hånd. Den var ru og slet ikke så blød, som den havde været, sidst han havde holdt om den, men det var lige meget. Det var stadig Kaliyahs hånd, og Ask gav den et varmt klem. Han havde virkelig lyst til at kysse hende, men han kunne sagtens fornemme, at det nok ville være den meget dårlig idé. Hvis han bare kunne få hende til at blive hos sig, hvis han bare måtte holde lidt om hende, så kunne han nemt vente med alt det andet.

"Ryuu... er det dragen?" spurgte han, mens han strøg over hendes håndryg. Det kunne godt være, at hendes hænder var mere ru end før, men det var hans også. Han smilede lidt, da det gik op for ham, at nu passede deres hænder bedre sammen.

Kaliyah kiggede ned på hånden og så op på hans smukke, smukke ansigt igen. Det føltes lidt som om at hele hendes hjerte var ved at flå sig selv i tusinder af stykker, blot af dette lille møde. Hun havde aldrig ønsket at møde ham igen, ikke mens hun så sådan ud, men her var han, og alt hvad han følte var sorg på hendes vegne. Og forståelse.

Forsigtigt nikkede hun, og bed sin underlæbe. ”Han er…. Ligesom man forventer en drage at være. Der er så meget vrede, og nogen gange er det svært at vide.. om jeg er vred… eller han er..” hun kunne ikke huske nogensinde at have åbnet sig på denne måde overfor en anden person siden Ryuu kom ind i billedet. Det var hun faktisk sikker på at hun ikke gjorde, men Ask havde altid haft en evne til at få hende til at åbne sig selv for ham. Det var bare det blik i hans øjne der gjorde det.

"Er en eller begge af jer vrede lige nu?" spurgte Ask forsigtigt, mens han stadig strøg over Kaliyahs hånd. Det var utrolig svært for ham at forstå, hvordan det var at have en fremmed stemme indeni sit hoved, et fremmed væsen, der kunne overtage ens krop, uden man kunne gøre noget ved det.

Eller kunne man? Det gik op for Ask, at måske... måske kunne hans gudinde Sol hjælpe. Han vidste, at Sol kunne fjerne både sjæl og livskraft fra levende væsner. Hvad nu, hvis  hun kunne skille Ryuu fra Kaliyahs sjæl og rive ham ud?

Ask holdt sine tanker for sig selv. Han vidste ikke, om dragen ville skade ham eller måske endda Kaliyah. hvis den hørte om Asks tanker. Nej, det var bedre at holde det hemmeligt indtil videre, indtil Ask fandt ud af, hvor meget kontrol Kaliyah over det hele.

Et lille smil spredte sig på hendes læber. ”Lige nu er ingen af os,” hviskede hun. Selv Ryuu var blevet påvirket af Kaliyah over denne tid de havde brugt sammen. Ryuu ville aldrig have en menneskelig tilgang til tingene, men han var blevet bedre til ikke at få dem ind i for mange problemer når han fik muligheden for at styre hvad der skete.

”Men jeg er ked af det Ask…” hviskede hun så. ”Og jeg er ked af at du har ledt efter mig i alle disse år…” Hun var ked af det hele. Han havde ikke fortjent at hun løb væk, eller at finde ud af, at det her var hvad der var sket med hans tidligere forlovede. Kaliyah ønskede for alt i verdenen at han ville kunne finde lykke et andet sted, for selvom hun stadig nærede følelser for ham, så tvivlede hun på at de ville kunne være sammen med hvordan tingene var nu.