Ianthe stod i den nye lejer og kiggede rundt på alle teltene, der var en blæst der rev lidt i teltdugene. Ianthe tjekkede, om det var hende, der var skyld i, at det trak op og konstaterede, at hendes nervøsitet ved at være et nyt sted nok var medvirkende til det. Ianthe skyndte sig at ligge låg på hendes følelser og hun kunne mærke at blæsten lagde sig til en stille brise. Ianthe gik igennem lejeren og mærkede, hvordan sandet føltes blødt under hendes fødder. Ianthe nåede frem til hendes ynglings sted ude ved vandet, det lå lidt væk fra resten af lejeren. Ianthe satte sig med fødderne i vandkanten og kiggede ud over det let bølgende vand og mærkede, hvordan det skvulpede ind over hendes tæer. Ianthe havde hørt nogle i lejeren snakke om, at der skulle være en rejsende i lejeren. Ianthe havde haft lyst til at opsøge den rejsende og spørge ham om en masse ting, men hun ville ikke trænge sig på, så hun havde besluttet sig for at sætte sig her ud i stedet.

Aron nød faktisk at rejse med gruppen. Normalt rejste han altid alene, men det var egentlig rart at rejse sammen med andre. Han havde ikke sit eget telt, men han havde lejet sig ind i et hjørne af en af de andres telte, og så længe han bare havde sit bløde kaninskin at sove på, var han helt okay. Han brugte det meste af sin tid på at tale med de andre beboere i lejren, og han havde allerede fået samlet en hel masse gode, spændende, kedelige og trist historier i sin store bog.

En dag, da han ikke umiddelbart havde noget at foretage sig, besluttede Aron at flyve en tur ud mod vandet. Han kunne godt lide den friske havluft, og selvom han var lille og nemt frøs, havde han i sinde at bruge det meste af sig dag derude.

Aron lagde godt mærke til den anden person, der var herude, men han sagde ikke noget til hende. Måske ville hun helst være i fred??

Da Ianthe havde siddet og kigget ud på vandet i et lille stykke tid, opdagede hun at der var en alf på vej hen over stranden. Ianthe havde aldrig mødt en alf før, men hun havde hørt meget om dem. De skulle være meget små, men Ianthe havde forestillet sig, at de var mindre end den alf der fløj hen over sandet. Ianthe regnede ud at han nok var en af de rejsende der var kommet. Ianthe havde altid været meget nysgerrig af natur så når en af de rejsende nu var så tæt på hende, tænkte hun at det ville være tåbeligt ikke at forsøge at snakke med ham. Hun havde heller aldrig været særlig genert, da hun altid tænkte at hvis folk ikke ville snakke med hende kunne de jo bare sige fra. Det tog derfor ikke særlig lang tid for hende at samle modet til at snakke med ham. "Goddag" sagde hun højt nok til at hun tænkte at han kunne høre det. "Er du en af de rejsende?"

Det gibbede lidt i Aron, da den fremmede talte til ham, for han havde været dybt begravet i et minde, han havde indsamlet for et par dage siden. Han havde fået det fra et af børnene i lejren, og det havde omhandlet en bamse, der var blevet væk. Det lød måske ikke af meget, men følelserne dette barn havde gennemgået, mens det havde ledt efter bamset, var lige så intense, som hvis det var en mor, der ledte efter sit forsvundne barn.

"Ja," sagde han og smilede til kvinde, der havde talt til ham. "Det kan man vist godt sige. Mit navn er Aron. Hvem er du?"

Ianthe rejste sig op og børstede lidt sand af sin kjole og sine hænder, og gik manden i møde. "Jeg hedder Ianthe" svarede hun ham og gengældte hans smil, mens hun rakte ham hånden. "Jeg er datter af syresken der bor i teltet derovre." Fortsatte hun og pegede på det halvstore hvide telt hun boede i. Ianthes fætre og kusiner legede uden for deres telt, de så ud til at hygge sig. Ianthe var glad for at hendes familie var faldet godt til i den nye lejer. Hun lagde mærke til at vejert klarede op, alle skyerne forsvandt og det blev helt vind stille, mens hun tænkte på alle de gode ting. "Hvor kommer du fra?" Spurgte hun ham, mens et nysgerrigt smil spillede om hendes læber.

Ianthe var virkelig smuk, og Aron kunne ikke helt lade være med at smile til hende, mens hun kom tættere på ham. Det var mærkeligt, hvordan vejret skiftede så pludseligt, og Aron kiggede op mod himlen i forundring.

"Øh," svarede han lidt distraheret, men så så på hende og smilede igen. "Jeg kommer fra lidt over det hele. Jeg har rejst meget i mit liv. Mit hjem er over det hele, tror jeg."

Han kløede sig lidt i håret og kunne ikke helt lade være med at rødme.

"Hvor kommer du fra?" spurgte han.

Ianthe undrede sig over hvorfor Aron var blevet distraheret. Måske havde han lagt mærke til hvordan vejret skiftede, eller måske var det noget andet. "Det lyder spændende, så har du sikkert oplevet en masse. Eller det er måske lidt trist ikke at have et sted at vende hjem til?" Ianthe var som altid lidt for nysgerrig og nåede at spørge inden hun havde tænkt sig om. "Øhh det behøver du ikke svare på hvis du ikke har lyst." Sagde hun hurtigt da hun opdagede at det måske havde været et lidt personligt spørgsmål at stille en man lige har mødt.

Ianthe lagde mærke til hvordan Aron rødmede og tog hånden op til håret. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle tolke det, så hun blev lidt nervøs. Hendes føelser viste sig som altid hurtigt gennem hendes evne da et par små skypumper straks begyndte at snurre sand op en meter væk fra dem. Hun havde generalt lidt svært ved at tolke andre mennesker, så hun holdt sig mest til sin nærmeste familie.

"Jeg blev født på Topalis øen, men min mor, min bror og jeg flygtede sammen med alle de andre for et par år siden." Svarede Ianthe, der som altid blev ked af det når hun snakkede om hvad der var sket. Men hun skyndte sig at skjule det så der ikke kom de helt store vejr forandringer, hun kunne dog ikke gemme der helt så der startede en fin støv regn. "Og så flyttede vi her til for et par uger siden, efter det store møde." Fortsatte hun.

Det var svært at fokusere på Ianthes ord, når vejret hele tiden skiftede omkring ham, men Aron prøvede. Vejret måtte blive påvirket på en eller anden måde af en evne af en art. Var det mon med vilje, at Ianthe fik vejret til at skifte, eller kunne hun ikke styre det? Alle spørgsmålene brændte i brystet på Aron, men han holdt på dem lidt endnu. Han vidste, at fremmede godt kunne blive lidt forskrækkede, hvis han bombarderede dem med spørgsmål lige fra starten.

"Nej, det vender man sig vel til," svarede han på hendes spørgsmål og smilede til hende. "Jeg har altid følt mig hjemme mange forskellige steder."

Han kunne mærke hendes tristhed, da hun fortalte om flugten, og selvom Aron ikke havde lyst til at gøre hende mere  trist, kunne han ikke lade være med at spørge ind til det.

"Hvorfor flygtede I?" spurgte han forsigtigt.

"Vi flygtede fordi vulkanen gik i udbrud." Svarede Ianthe, en skygge gled over hendes ansigt ved mindet og skypumpen, der stadig snurrede stille rundt, og den stille regn blev lidt kraftigere. "Det var forfærdeligt." Fortsatte hun.

Ianthe kom til at tænke på at det måske var lidt forvirrende for Aron, at vejret skiftede hele tiden. Hun var vant til at folk vidste hvad der skete når vejret opførelse sig underligt, så hun havde glem at forklare det til Aron. "Undskyld for regnen." Sagde hun og lukkede øjnene og koncentrede sig om at indkapsle sine frelser så de blev inde i hende. Regnen og skypumpen lagde sig og vejret blev mildt. Ianthe åbnede øjnene igen og tog en dyb indånding fir at sikre sig at hun havde styr på det.

"Hvad laver du på dine rejser?"

"Vulkan? Det lyder uhyggeligt," sagde Aron, og han behøvede ikke at bruge sin evne overhovedet for at se, at Ianthe stadig var meget påvirket af det.

Han forstod ikke helt, hvad der gik af vejret, men det lod til, at Ianthe havde en eller anden slags indflydelse på det. Det var ikke så vigtigt lige nu.

"Hmm, jeg samler historier," svarede Aron på Ianthes spørgsmål. "Jeg rejser rundt og hører folks historier og skriver dem ned."

Mens han talte, kunne Aron ikke lade være med at klappe sin taste, hvori hans store bog lå. Det var hans kæreste eje.

"Ja det var det også." Svarede hun og det triste blik gled over hendes ansigt igen. "Det var ikke alle der nåede at komme væk i tide." Ianthe brød sig normalt ikke om at tale om hvad der var sket. Men der var noget ved den måde Aron ikke pressede på, som gjorde at hun ikke havde det store imod det.

"Det lyder spændende" sagde Ianthe, og rynkede brynene en smule i nysgerrighed." Så møder du sikkert en masse interessante personer." Fortsatte hun. "Fortæller du så historierne videre eller holder du dem for dig selv?" Ianthe havde så mange spørgsmål, men hun ville heller ikke trænge sig på. "Hvad har du i tasken?"

"Alle personer er interessante, uden undtagelse," sagde Aron og smilede til Ianthe. Hun virkede sød og ligefrem, omend lidt trist, hvilket Aron nok også ville være, hvis han havde været tvunget til at forlade sit hjem på den måde.

"Jeg, øh, samler dem bare," svarede han lidt forlegent. Han vidste godt, at nogle folk så det som grådigt. "Jeg... vil bare gerne bevare folks historier."

"Tja det er de vel" Svarede hun på hans kommentar om at mennesker altid var interessante, men hun tænkte over at interessesant jo egentlig ikke var ladet i nogen retning.
Ianthes mave rumlede hvilket fik hende til at skæve op til solen. Dette gav hende en fornemmelse af hvor meget af dagen der var gået, og at det nok snart var tid til aftensmad. Ganske rigtigt kunne hun dufte maden fra lejeren ved hendes næste indånding. "Jeg må nok hellere komme hjem og se hvad min bror havde med hjem fra dagens jagt, og hjælpe mor med at lave maden." Sagde hun og smilede. "du er velkommen til at komme med hvis du har lyst?"

Aron tøvede i overraskelse et øjeblik. Det fleste folk var let skræmte af hans mange spørgsmål og generelle nysgerrighed, men åbenbart ikke Ianthe. Det fik ham til at smile og føle sig lettere end normalt.

"Jo, det... det vil jeg da gerne," svarede han med et bredt smil. "Hvis din familie altså ikke har noget imod det?"

((Hey! Jeg bliver desværre nødt til at afslutte den her tråd, da Aron er faldet og brækket halsen ude i fremtiden, og jeg kan ikke markere ham som død, så længe denne tråd er åben. Hvis du har lyst til at spille med en af mine andre karakterer, siger du bare til!))