Sakse vidste ikke, hvorfor Liv troede, det ville hjælpe at lade Falk følge med ham igen. Det havde ikke hjulet på Falks attitude i forhold til arbejdet som sjælehyrde sidste gang, og det ville heller ikke hjælpe denne gang, men Sakse var lykkelig for at have en undskyldning for at have sin næsvise lillesøster med på slæb. De kunne tale sammen om alt, og Sakse kunne udspørge hende om hendes liv i Dianthos, hendes venner og vaner. Han ville vide alt.

Da hverken Sakse eller Falk havde vinger som deres mor, kunne de ikke flyve rundt, men måtte nøjes med andre transportmidler. Sakse fortrak at gå, selvom det tog lang tid, men man vidste aldrig, hvilke slags folk, man kunne møde på vejen, og hvis de mødte nogle sjæle, der havde brug for at blive hyrdet over på den anden side, så ville det langt fra være første gang, det skete.

De havde rejst et par dage nu, og Sakse havde brugt en god del af rejsen på at bære Falk på sin ryg, mens de travede østpå. Sakse vidste ikke, hvordan han vidste det, men han kunne ofte fornemme, hvilke retning han burde rejse efter. Han var nok ikke velkommen hos elverne i Elverly, men han vidste, at der i grænselandet boede flere mennesker, og han havde på fornemmelsen, at der ville være skatte og sjæle at hente dér.

Den sædvanlige pludren fra Quill, der sad på Melissa's skulder havde en afslappende effekt på halvelveren, hvilket var meget velkommen lige nu. Hun følte sig ikke tryg ved at skulle hen til grænselandet, når der boede mennesker dér, og hun havde skam hørt om Kile's Orden's ban imod elverne. De vildeste historier om hvordan det var gået til rumsterede rundt i Elverly, og det havde skræmt Melissa. Hun havde ellers håbet, at hun kunne besøge sin familie efter to år uden nogen form for kontakt, men det virkede alt for farligt lige nu. Hun ville ikke risikere noget, selvom hun savnede sin familie meget. Hun vidste bare også, at hvis hun tog afsted ville hendes mor nok belære hende om, at det var for farligt. Hendes mor ville uden tvivl også blive glad for at se hende igen, men ingen af Liv's børn skulle komme i fare, og stakkels de væsener, der udgjorde nogen form for trussel imod Chaia-børnene. Liv var en typisk bjørnemor, hvilket Melissa syntes var en god ting. Man kunne derfor altid regne med hende.

Melissa havde en lysebrun kjole på, der nåede hende til knæene, og en varm kappe henover hendes skuldre. Hendes mørke hår var sat op i en høj hestehale, men adskillige hårlokker var sluppet fri og hang nu nedover hendes ansigt.
Quill’s pludren stoppede pludselig, og Melissa så det som et dårligt tegn. Der skulle meget til at få Quill til at stoppe med at snakke, så når han stoppede af sig selv, var det for det meste en dårlig ting.
Melissa opdagede også hurtigt hvad der havde stoppet Quill. En skikkelse ikke specielt langt væk. Nej, to skikkelser. De gik hen imod hende og hun begyndte at blive nervøs.
Nervøsiteten forsvandt dog hurtigt, da hun så hvem den ene skikkelse var.
”Falk?”

Falk havde været ved at gå til i Dianthos. Hun elskede byen og elskede at være omringet af folk hun ikke kendte, men fremmede ansigter blev hurtigt bare til ét ansigt og Falk trængte til noget nyt. Eller noget gammelt. Noget andet end Dianthos. Så da Liv havde foreslået at hun fandt sammen med Sakse igen havde det ikke taget hende længe at bide på.

Fra det øjeblik hun var begyndt at rejse med Sakse igen, havde hun fundet mere ro igen. Hans selskab føltes tryg og sikker, som noget konstant hun altid kunne regne med. Det var anderledes fra Livs selskab, på en måde hvor Falk ikke følte noget som helst behov for afstand eller frigørelse.

Falk sad på Sakses ryg, hendes kind hvilende imod hans skulder, som hun havde gjort meget af rejsen. Hun var ude af træning med at rejse så meget og nød at være tæt på sin bror, som hun havde savnet. Hendes hår lå kastet ud over dem begge og hendes gule kjole var trukket op, så hun kunne have benene om ham, men hendes høje sokker dækkede det meste. Ikke at Falk gik den mindste smule op i se anstændig ud.

Hun blev revet ud af en dagdrøm, da hun hørte nogen kalde hendes navn, og hun gnubbede træt sit ansigt imod Sakses skulder inden hun langsomt så op. Der gik flere sekunder før hun genkendte sin søster, men det var også år siden de sidst havde set hinanden.

"Mel!" Udbrød hun lykkeligt og gled ned ad Sakse ryg for at løbe sin søster i møde - og mere end dét. Hun løb direkte ind i armene på hende og knugede hende ind til sig. "Hvor er det længe siden! Har du - har du nogensinde mødt vores bror, Sakse?" spurgte hun stakåndet og slog armen ud imod Sakse. Der var så mange søskende at det ikke var sikkert at alle havde mødt alle.
Falk så på Sakse med et kæmpe smil, og fortsatte så, uden at give Melissa tid til at svare; "Sakse, det her er Melissa!" Om ikke andet, så havde Sakse hørt om Melissa, fordi det var hendes skyld at Falk var blevet sendt hen til Sakse i første omgang.

Sakse var på ingen måde glad for, at Falk bare rendte fra ham på den måde, og slet ikke over til en person, han ikke kendte. Han måtte tage sig sammen for ikke at råbe efter hende. Men det gik hurtigt op for ham, at Falk kendte personen, og hun var åbenbart en af deres mange søskende. Sakse kunne ikke huske, at han nogensinde havde mødt en søster, der hed Melissa, men Falk havde da vist nævnt hende engang. Sakse var som udgangspunkt totalt ligeglad med sine søskende. Falk var den ene undtagelse.

Han gik roligt hen til de to piger med hånden hvilende på skæftet til sin sabel, der hang ved hans siden. Han lod sit mørke blik glide over Melissa... Jo, de grønne øjne var ikke til at tage fejl af.

"Goddag, søster," sagde han tørt og rakte en hånd ud, som Melissa kunne tage. "Glædeligt at møde dig." Det var nu ingen glæde at spore i hans stemme.

Det første Melissa tænkte på, da hun så hendes lillesøster komme løbenede hen til hende, var at det havde været alt for lang tid siden hun sidst så sin lillesøster. Igennem de seneste år havde Falk tydeligvis nået det stadie i hendes liv, hvor hun begyndte at ligne en voksen mere og mere. Det skar Melissa lidt i hjertet, for hun følte at det gik lidt for hurtigt. Melissa lænede sig lidt ned for at kramme hendes søster tilbage, og strøg hende over håret. Quill lettede fra Melissa's skulder, og landede på en gren oppe i et træ, ikke så langt væk fra dem.

Melissa kiggede hen imod manden, hvis navn viste sig at være Sakse, og hun smilede imødekommende til ham. Endnu et familiemedlem. Hun tog imod Sakse's hånd og gav ham et fast håndtryk, men man kunne mærke at hun ikke besad særlig mange muskler. "I lige måde, bror." Melissa vendte sig om imod Falk igen. "Hvad laver I så langt væk fra byen?" 

Falk lænede sig ind i det som en kælen kat, da Melissa strøg hende over håret, og hendes opmærksomhed forsvandt fuldstændig fra de to søskende, da de hilste på hinanden, så hun i stedet kunne stille sig på tæer og se, om det kunne gøre hende højere en Melissa.

"Hvis jeg tager hæle på, er jeg højere end dig, Mel," udbrød hun smilende, med en hånd på Melissa skulder for at have noget at støtte sig til, imens hun stod på tæer. Hun havde slet ikke hørt Melissas spørgsmål, hun var alt for optaget af hvor meget mindre hun havde været sidst hun havde set sin søster.

Sakse var ikke ret tryg ved, at Falk var så fysisk med en - for ham - totalt fremmed person. Selvom Melissa var deres søster, betød det ikke, at Sakse stolede på hende, ikke engang en lille smule. Det var dog en smule beroligende, at hun virkede til at være svag, ihvertfald fysisk, for Sakse var alt andet end svag, selvom han måske så sådan ud med sin lange, tynde krop. Folk undervurderede ham som regel kun én gang.

Han så Melissa an, mens han vurderede, om han overhovedet skulle svare på hende spørgsmål. 

"Arbejde," sagde han så med sin dybe, kølige stemme. De fleste folk ville nok fysisk krympe under hans intense, mørke blik, dersom han hverken brød øjenkontakt eller blinkede. Det hårde ydre blev dog brudt lidt, da Falk stillede sig på tæer. Et lille, næsten usynligt smil trak i Sakses mundvige.

Imens Falk begyndte at stå på tæer for at se hvor høj hun var blevet, fokuserede Melissa på hendes bror, da det var ham, som besvarede hendes spørgsmål. Han var tydeligvis en mand af få ord, og på trods af den lidt intimiderende personlighed han ejede, kunne Melissa allerede godt lide ham. De var familie, trods alt! De skulle bare lige lære hinanden at kende.  I stedet for at krympe sig sammen under Sake's blik, blev Melissa's smil blev bredere.
"Og I løb ikke ind i problemer?" Hun havde hørt så meget om de farlige grupper, der var kommet til igennem de seneste år, hun turde nogle gange ikke at forlade sit hus!

Melissa's opmærksomhed blev stjålet af Falk, da hun snakkede igen. Med et lille grin svarede hun; "Før vi ved af det, så er du højere end mig." Hendes smil falmede dog lidt, da hun fortsatte med at snakke. "Beklager at jeg ikke har besøgt dig og mor i så lang tid, Falk. Jeg troede det ville blive for farligt at forlade Elverly." Men siden Falk og Sakse kunne gå rundt, uden at have våben på sig, må hun have taget fejl.

Falk ignorerede også Melissas næste spørgsmål - hvor meget hun end holdt af problemer (fordi de var udfordringer, og udfordringer betød at man ikke kedede sig), så havde hun på deres tur overladt alt det besværlige til Sakse og i stedet bare nydt at være sammen med ham. Han var så stærk og stoisk, og hvis hun fik lov kunne Falk bruge flere dage på bare at betragte ham arbejde. Det var én ting, der aldrig ville kede hende.

Falk lo hjerteligt, da Melissa talte til hende. Hun nød sin søsters opmærksomhed, og hun rystede også bare smilende på hovedet, da Melissa undskyldte. "Jeg har savnet dig, men det var okay," svarede hun. "Da du først rejste fra os, sendte mor mig hen til Sakse i stedet, fordi jeg var for hysterisk eller noget." Hun sagde det med et skuldertræk, for selvom Liv aldrig havde sagt det sådan, eller gjort udtryk for at Falk var til besvær, var det sådan hun havde oplevet sin egen opførsel efter Melissa afsked. Hun havde været utrøstelig, hysterisk og stædig, og det var vidst kun godt at hun var blevet sendt hen til en bror, der kunne overtage Melissas rolle lidt. 

"Nej," svarede Sakse på Melissas spørgsmål og rystede let på hovedet. "Der er ingen, der starter problemer med mig."

Det lød som pral, og det var det måske også lidt, men det var mest af alt bare sandheden. Hvis nogen skulle finde på at prøve på noget, ville de hurtigt komme på andre tanker. Sakse havde ingen problemer med at forsvare sig selv, og det vidste han, at Falk heller ikke havde.

"Hysterisk er en underdrivelse," sagde Sakse, mens han gik lidt tættere på og lagde hånden på Falks skulder. Han brød sig ikke om, når der gik for lang tid mellem deres fysiske kontakt. Han gav skulderen et lille klem, inden han igen vente opmærksomheden mod Melissa.

"Gør du dit arbejde?" spurgte han, uden at forklare videre, hvad han mente med 'arbejde'. For han var det åbenlyst, at han selvfølgelig mente arbejdet som sjælehyrde, et arbejde som Liv forventede, at alle hendes børn udførte.

Melissa kørte en hånd henover Falks hår imens et kærligt smil spillede om hendes læber. Det var skønt at se den kære lillesøster igen; der var gået alt for mange år siden sidst, men verdenen havde været for usikker og Melissa var ikke ligefrem typen, der kunne forsvare sig selv specielt godt. Sakse's selvsikkerhed imponerede den unge halvelver, men at dømme udfra hans væremåde var det vel ikke overraskende, at der ikke rigtigt var nogle, der turde at starte problemer med ham. Hun turde i hvert fald ikke. 
"Jeg beklager virkelig at jeg skabte al den ballade dengang." Melissa havde aldrig tilgivet sig selv for at flytte væk. Hun ville være blevet, men hun havde været nødt til at følge sin drøm. Forhåbentlig kunne hendes familie forstå det.

Melissa mødte Sakse's blik og nervøsiteten begyndte at krybe sig lidt ind. Hun vidste godt hvad han hentydede til. "Mit arbejde er at være druide, så ja, men du snakker uden tvivl om mors arbejde... Nej, jeg er ikke en sjælehyrde. Mine evner handler udelukkende om dyr." Selvom hun ikke var bestemt stærk, så var hun stædig hvad angik hendes arbejde som druide.

"Du er heldig at du ikke har evnen," udbrød Falk inden hun fik tænkt sig om. "Mor ville have tvunget dig, hvis du..." hendes sætning faldt fra hinanden og Falk skævede over til Sakse, der udførte sit job præcis som han skulle. Det job Falk også kunne, men som hun praktisk talt skulle opfordres til hvert halve år for at holde bare lidt ved lige.

"Altså, det er et rimelig kedeligt job, hvis ikke du synes det er sjovt at se folk dø," hviskede Falk i stedet til Melissa, men endte med at skæve til Sakse med et hemmeligt smil. Han vidste godt, hvordan hun havde det med deres job. Der var en million andre ting hun hellere ville lave, og med sin evne, var Falk garanteret også et af de børn, der havde gjort sit job værst, bare fordi hun rent faktisk havde evnen til at gøre det, uden at gøre det korrekt. Utallige sjæle var blevet flået i stykker af hende, enten ved et uheld, som mangel af koncentration eller vilje, eller bare fordi Falk ikke gad gøre det rigtigt. Hun gjorde lige så meget skade i erhvervet som hun gjorde nytte.

Sakse gav Melissa et halvstrengt blik, men han vidste også, at det ikke var hans opgave at holde sine søskende til. Den kamp måtte Liv selv tage, hvis hun orkede det. Sakse passede kun sit eget... og nogle gange Falks.

"Falk," sukkede han, da Falk begyndte at brokke sig over arbejdet, som han fandt utrolig meningsfyldt, og hans hånd blev nok lidt tungere og strengere at have på skulderen. "Det er ikke meningen, det skal være sjovt at se folk dø. Det er vores kald at hjælpe deres sjæle videre. Ellers sider de fast her til evig tid."

Han sagde dog ikke andet, for han havde haft den her samtale med Falk før, og de vidste også begge to, at Sakse alligevel ikke kunne nægte hende noget som helst. 

//Afsluttet efter aftale.