Mørket var ved at falde på, og skumringen fik bjergene til at se dunkelt ned over overrådet. Astrid rullede kort med nakken for at løsne musklerne der efter en hel dags vandring syd på. hun var næsten ude af nordlandet. Dødens kløft kom tættere på for hvert skridt hun tog, og nu hvor hun så på solens snart sidste stråler fortrød hun, at hun ikke havde slået lejr før, og derved ikke var så tæt på passagen.

Hun så sig om før hun besluttede sig til at slå sig ned ikke ret langt derfra ved et ensomt nåletræ der kunne give lidt læ, hvis vejret skulle bestemme sig for at slå om.
Astrid havde ikke fået gjort meget andet end at stille opbakningen fra sig og rode lidt efter sit spise grej før hun hørte lyde bag sig. hun svingede hurtig rundt med hånden på sværdet for at se hvem der kom nærmere. velvidende at vejene heromkring ikke var de sikreste. hun havde hørt alt fra Orker og Vampyrer, til forsigtige alfer der lokkede rejsende i deres død i kløftens afgrund nogle kilometer derfra.

Yurgitelyn "Halte" sad overskrevs på Fel, hendes hest. Den skimle hoppe gik roligt fremad i skridtgang, som de bevægede sig gennem Nordlandets bjergfyldte område. Hesten var rolig og sikker på benene, en kombination der var god, når man skulle ride i bjergene. Yurgitelyn var egentlig godt tilfreds med ponyen som ridedyr, og havde altid været det. Det var derfor hun havde taget den med på turen ud i verden og mod Krystalbyens hovedstad.

Hun skævede til kortet, som hun lige havde åbnet op, og kunne regne sig frem til, at hun ikke var langt fra Dødens Kløft. Højest nogle kilometer fra den. Hun kunne også se, at det var begyndt at blive mørkt, så hun vidste, at hun snart måtte slå lejr. Det ville ikke være godt at lave lejr op af Dødens Kløft, for der skete underlige ting der, når mørket var faldet på. Så hellere stoppe lidt før. Hun havde hørt rygter om orker, vampyrer og det der var værre - hvis ellers der fandtes noget værre end de to førnævnte.

Længere fremme, så hun et enligt nåletræ, som stod der midt i det hele. Hun søgte mod det, og fandt en anden under det.

"Hej." sagde hun venligt, men holdt hånden på øksens skæfte, for en sikkerheds skyld.

Der havde været stille et stykke tid. Nok tid til at Astrid havde fået pakket lidt kogegrej frem fra tasken, og startet et lille bål til at varme maden på. Hun havde fanget en Kanin på vejen, den var mager, men nok til et fint måltid. Så lige nu nød hun stilheden og den svage knitren fra bålet. Og den lette syden fra kaninen over det.
Hestens hove var det første der nåede hendes øre, nok til hendes øjne søgte mod stedet det kom fra. Fremmede var ikke altid en god ting, og hun rejste sig for at være parat til at forsvare sig hvis det skulle komme dertil. Den rødhåret dværg der kom til synes virkede også til at være påpasselig med fremmede, i hvert fald tyde hånden der hvilede ved øksen på det, men hendes stemme var venlig.

Astrid brugte et lille stykke tid på at se hende an før hun fik taget sig sammen til at svare. ”Hej…” hun var anspændt over skulderne, og det kriblede i hendes fingre om at gøre det samme som den rødhåret, at lade hånden hvile ved sværdet. Astrid havde stadig svært ved folk der var venlige uden grund, selvom hun efterhånden havde mødt en del der var venlige på sin vej. Problemet var nok, at hun selv ikke var den bedste til de høflige fraser.
Hun sukkede indvendig før hun rullede med skulderne for at løsne op og ikke være så anspændt. ”mørket falder hurtigt på disse kanter” kommenterede hun og forsøgte sig med et skævt smil.

Yurgitelyn holdt hesten an ved at stramme tøjlerne. Da tog hun fødderne ud af stigebøjlerne, og svingede sig ned fra ponyens brede ryg. Hun holdt dog stadigvæk hånden på øksen Helgrim, men ikke hænderne på tøjlerne, for hun vidste at Fel ville blive stående, sådan som ponyen var trænet til og havde skulle gøre i så mange år efterhånden. Det havde den lært, så det blev den naturligvis ved med. Det var så inddoktrineret i ponyen efterhånden.

"Det må man sige." svarede hun godmodigt, og klappede skimlens bløde hals, før hun tøjrede den til træet, som den anden havde slået lejr under. Forhåbentlig kunne hun få lov til at blive der, bare for i nat, men hvis ikke, så måtte hun jo søge videre. Der var ikke andet at gøre, hvis kvinden ikke ville have hende her.

"Øhm, gør det noget, at jeg også slår lejr her? Det er det eneste sted i miles omkreds med lidt læ." spurgte Yurgitelyn da den anden kvinde, også en dværg, og fjernede hånden fra øksen. Hun virkede umiddelbart ikke truende eller noget, så det var jo godt. Men hun kunne selvfølgelig aldrig være sikker, hvorfor hun ikke vendte ryggen til den fremmede dværg.

// Da Yurgitelyn er død, lukker jeg vores tråd. //