Morgengryet var endnu engang ved at melde sin ankomst. Men det var stadig for tidligt at til at Dianthos gader blev fyldt med liv, udgangsforbudet holdt stadig folk inde.  Også selvom at det ville være mere praktisk at hente vand fra brønden på det tidspunkt, et tilfældigt eksempel, som Rofus ikke kunne lade være med at tænke på.
Kroenstuen var tom for det liv der ellers altid plejede at at være, det var deres skyld. Kiles forbandede Orden. Rofus knyttede sin næve, de svin skulle nok få betalt så det halve kunne være løgn! Han skulle nok for sat på plads! Eller rettere de skulle nok få sat dem på plads! Når Sofie engang stod op. Han kunne ikke nænne at vække hende da han var vågnet, men! Når hun engang stod op var det tid til at lægge en plan. 

Rofus smed trøjen på et bord. Da han kunne lige så godt træne lidt indtil at hun stod op. Hans tøj skjulte ganske godt det bjerg af muskler han reelt set var. Han tog en dyb indånding og gik i gang.

Sofie havde aldrig været et morgenmenneske. Det havde måske noget at gøre med mængden af natteran hun havde en tendens til at lave så snart Rofus sov, men selv når hun faktisk sov hele natten, og den halve formiddag, var hun stadig en halv zombie indtil hun havde spist morgenmad.
Denne morgen var ingen undtagelse. Solen havde krøbet sig lige op over hustagenes kant da Sofie gabende kom ind i krostuen, klatøjet og med morgenhår. "Godmorgen Rofu-" resten af ordet sad fast i hendes hals som hun havde fået åbnet øjnene nok til faktisk at se ham. Og hvilket syn det var. Et par ståler af morgensolen faldt indover hans ryg, der glinsende af sved fra hans morgen rutine. Hun havde aldrig set så mange muskler før. Jo, måske smeden og hans søn, men de havde haft 3 brikker at flytte rundt med til sammen. Hun havde aldrig set muskler der så så godt ud før.
Sofies antagelse om at Rofus bare var en godt-i-stand krodreng døde en brat og pinlig død som hun distræt lod en hånd løbe igennem sit hår, der havde rejst sig lige op i luften, imod alle naturlove, de mismatchende farver og hartyper let bølgende som hun bevægede sig. Hendes hånd stoppede halvvejs igennem bevægelsen. Hvad var det lige hun havde gang i?! Hvorfor stod hun bare der og stirrede på ham, det var sku da super creepy!
Med rødgløende kinder tog Sofie et par hurtige skridt frem, og greb hans trøje fra bordet. "Her!". Hurtigt kastede hun den efter ham og satte mod køkkenet. "Har du spist?" spurgte hun hurtigt på vejen, uden at vente på svar inden hun forsvandt bag bardisken, ud mod køkkenet. Flot Sofie... for det var jo slet ikke akavet. Hendes hår lagde sig langsomt ned igen, men beholdt en unaturlig fylde. Hvor sej Rofus evne end var, så var den også virkelig upraktisk nogle gange!

I starten havde Rofus ventet på at Sofie stod op, fundet frem til morgen mad og den slags. Men efter et par gange hvor at hun havde sovet næsten hele vejen op til frokost. Var det simpelthen nemmere at gå i gang med dagen og så spise lidt ekstra når hun engang stod op. Denne dag var heller ikke meget anderledes, solen var længe stået op, før at han hørte Sofies slæbende trin på trappen. 
"God morgen Sofie" svarede han hende, uden at vende sig om. Hun fik sagt det lidt besynderligt, men så igen hun var vel bare ved at gabe eller lignende.
Uden at tænker meget over det, skiftede han over til nogle øvelser der viste hans muskler bare lidt bedre. Bare hvis at hun nu så på. Han mærkede hvordan hans kinder begyndte at blive varme igen, pis han kunne ikke vende sig om nu! øh! hvis han nu bare fortsatte med at træne så gik det jo nok! 
Åndsfraværende fik han sin trøje i nakken. Oh så hun gad ikke se ham uden trøje... øv... "Øh, kun lidt!" kaldte han efter hende, men hun var næsten allerede i køkkenet. Flot Rofus tænkte han som han selv gik ud mod køkkenet, imens at han kæmpede med at få sin trøje på igen.
Var der et eller andet med hendes hår der så større ud? han rystede kort hovedet, det var ikke det han skulle fokusere på lige nu! selvom det nu var noget flot hår hun havde... 
"Når du har spist, er det tid til at vi lægger en plan"

Sofie vendte sig ikke om da hun hørt Rofus komme ind bag sig, men holdt blikket fast rettet på bordet foran sig hvor hun var igang med at trække mad frem og gøre klar. "Hvor meget skal du have?" spurgte hun hurtigt og smækkede en ost lige rigeligt hårdt i bordet.
Okay Sofie, tag dig sammen! Tænk på noget andet end Rofus muskuløse -Hendes hår begyndte at løfte sig en smule igen- KILES ORDEN! JA, De skulle finde en plan! Kiles orden, Kiles Orden, Kiles Orden!
Hendes hår lagde sig ned igen som tanken om de nosserøve distraherede hende nok til at letheden i hendes krop blev erstattet af en alvorlig tyngde.
"Har du nogle idéer? Andet end at storme templet og kræve de holder op med at være sådan noget fuckhoveder?" spurgte hun, og havde endelig samlet sig nok til at hun ture vende sig om igen, og række ham et humble brød med et humble ost i ca. samme størrelse. Kollenarisk adspredelse var heller ikke en af Sofies stærke sider.

Rofus stod og trippede let på stedet. Ved Kiles blege røv, han havde gjort et eller andet der havde frustreret hende! Som osten hårdt ramte bordet var han sikker. Pis, han måtte gøre et eller andet for at gøre det godt igen, men hvad var det lige han havde gjort forkert? "Øh bare en bid eller to, det er fint" svarede han. Hendes hår opførte sig godt nok besynderligt idag, der var et eller andet der plagede hende, men hvad det var kunne han stadig ikke sætte en finger på.
"Hvor meget end at jeg ville elske at slå på nogle af de maskerede tosser, så er det nok ikke ligefrem vejen frem..." Rofus så tænksom ud. Hans koncentration lå halvt på at sørge for at alting ikke blev tungere omkring ham, og det indebar at finde på en løsning der ikke gjorde at han bare fik lov at banke dem synder og sammen. Han knugede sin hånd til en næve, de narrehatte skulle nok få hvad de havde fortjent. Vent det kunne måske virke! "Hvad nu hvis at vi bliver en del af ordenen? du ved arbejder mod dem indefra?" Hvorefter Rofus begyndte at gumle på maden han fik givet.

Sofie fokuserede på opgaven foran dem, og forsøgte ikke at tænke videre over hvad hun havde set tidligere. Hun lænede sig tilbage mod bordet, med en mad i hver hånd. Hun tog en bid og rykkede lidt på det, og det Rofus havde sagt "det er ikke en dum ide! Det gør også at vi kan arbejde om aftenen og natten uden problemer!" hun nikkede lidt mens en plan begyndte at tage form "men tror du bare vi kan melde os blandt deres rækker, eller.. Skaffe deres uniform på anden vis?" hun foreslog den anden mulighed lidt forsigtigt, ikke sikker på om Rofus ville være med på mere lyssky midler også selvom det ville være mod Kiles Orden.

Rofus gumlede distraheret på hans mad. Hun virkede til at være i bedre humør. Fremskridt trods alt. "Øh, jeg tænkte at vi bare sagde at vi ville være med, under andre navne du ved" hendes spørgsmål havde taget ham med bukserne nede, det havde han jo egentlig ikke tænkt over.
Hans hår lagde sig dramatisk ned som han begyndte at tale igen "forstå mig ret jeg er sikker på at de har fortjent ay få nogle bank, men jeg tæbker at de lettere opdager os, hvis vi har taget uniformer" en ting var sikket de skulle nok få betalt, de syge maske stodderer.

Sofie tykkede videre på sin mad mens Rofus snakkede, og nikkede "Helt sikkert! Og du har nok ret.. Hvis de ved der er stjålne uniformer i omløb, er de nok mere forsigtige" medgav hun og tog endnu en bid. Hun tykkede med en tænksom mine. Hun havde ikke set ret mange af Kile Præsterne endnu, ikke her i hovedstaden. "Tror du bare vi kan skrive os op? Sådan, uden at vide noget om det overhoved?" spurgte hun med en lille rynken på næsen. Hun var glad nok for at han ikke var hoppet med på idéen om at stjæle dem. Hvor sejt det end ville være, så ville det også være pisse farligt! ... ikke at det at indfiltrere Kiles Orden for at bringe den ned indefra var ufarligt så blev de nød til at vælge deres kampe! Ja, de måtte være smarte omkring det.

Rodet sig lidt i håret, der var begyndt at få mere fylde "Lige præcis" svarede han med et anderkendende nik. Det var som der var kommet flere og flere af medlemmer af ordenen. I starten havde man ikke set meget til dem, men i sær efter udgangsforbudet var det blevet tydeligt hvor mange der reelt set var af dem. "Det er jeg ret sikker på, ellers kan man vel spørge nogen hvor man melder sig til?" Han havde ikke tænkt over hvordan man egentlig meldte sig ind i ordenen, men så svært kunne det vel ikke være?
Rofus hældte noget at drikke op i to krus og rakte det ene til Sofie "Tørstig?" spurgte han venligt. Hvorefter at han så tænksom ud "Hvad kan din anden evne? du nævnte at du havde en?"

Sofie trak lidt på skuldrene med en 'huh' lød "Det er da forsøget værd! De er vel kun interesseret i at blive flere skulle man tænke... så hvor stor en del af det der er 'tro' må komme an på en prøve!". Det kunne umuligt være så svært! Alle dem de havde i forvejen var jo idioter, så hvor svært kunne det være?!

Sofie tog imod kruset med et taknemmeligt nik og skyllede hurtigt den mundfuld brød hun havde i munden ned med vandet, og var ved at kløjse halvt i det. Hendes bedstemor havde vist engang sagt noget om at tykke af munden, men Sofie havde tydeligvis ikke hørt efter.
Hun tyggede lidt mere af munden dog inden hun tog den næste tår og Rufus stillede sit spørgsmål. Sofie måtte slå hånden for munden for ikke at sprøjte Rofus til mens hendes hals snørede sig samme.
Lort! Det skulle han jo ikke vide noget om! Han ville synes hun var mega klam hvis han viste hun var halvt fisk!
Et lille host gik igennem hende som vandet forsøgte at finde vej rundt.. Og endte i den forkerte hals!
Sofies hosten tog til, mens hun stadig forsøgte at holde alt indenbords med hånden for munden. Hun satte Kruset fra sig på bordet og greb om bordplade mens hun pressede øjnene hårdt i.

Mørke, hun kunne ikke få luft, vand, hun skulle have luft, hun druknede!

Sofie slog øjnene vidt op, og hendes normalt klarer blå øjne, var orange, omgivet af sort. 

RIIITCH
TWUING
THUMB

Stof flækkede, et bælte sprang og sendte sit spænde flyvende mod Rofus efterfuldt af lyden af en tung krop der ramte jorden, langt tungere end den lille Sofies.

Sofie ømmede sig lidt og tog sig til hoved som hun pludselig fandt sig selv på gulvet, fladt på maven, og prøvede at finde ud af hvad der var sket. Det var gået så hurtigt! Hun havde bare været ved at tage en tår vand og så...
Hendes hånd løb ikke igennem hår som forventet, men føltes ru, skællet mod sin hovedfinne. Hendes øjne blev store igen. Rofus var der.
"KIG VÆK!!"
Hendes udbrud var fyldt med skam som hun samtiddig lagde armene om hoved i et forsøg på at gemme sig. Som om det kunne gøre meget for at skjule hendes knap 2 meter lange, skællede, blå-grønne hav-folk skikkelse. Resterne af hendes bukser lå spredt om hendes hale, der havde flækket dem i forvandlingen. Hendes bluse var stadig intakt, men hårdt presset langs armene hvor hendes finner var klemt under stoffet. 

En umiskendelig duft af frisk fisk spredte sig i rummet.

Rofus trak også på skuldrene "Jeg tænker at det nok skal virke, jeg mener at have hørt om nogen der har råbt om at Kiles Orden ikke gør Kiles arbejde eller noget i den dur" Udover det havde han trods alt brugt noget tid på at finde ud af hvor man skulle møde op for at træde ind i ordenen. Det så i hvert fald ret let ud der!

Efter at have spurgt ind til hendes evne, havde han taget en tår af sit eget krus. Hans tanker vandrede rundt, hvad ville de egentlig gøre for at få det her til at virke? oh hvad med bagefter? ville hun skulle tage afsted? Det var som en nål af is stak ham i hjertet... det måtte bare ikke ske! Hendes hosten og hakken fik ham tilbage til virkeligheden omkring ham "Er du okay?!?!" udbrød han lettere panisk. Hans krop reagerede hurtigere end hans tanker, så hans hånd var på hendes skulder for at berolige hende. 
Det hele gik så hurtigt. Hun havde stået med lukkede øjne, og så havde de pludseligt været sorte og orange. Ved alle guder hvad var det lige der skete?!?! Rofus havde ikke en chance for at tænke mere over hvad det betød, da hendes bæltespænde kolliderede med hans næse. Overraskelsen samt smerten der fulgte, fik ham til at falde på røven. Lyden af dråber der ramte gulvet fulgte kort efter.  
Sofies råb om at han skulle kigge væk fik ham til at spærre øjnene op, hvad nu hvis at hun var i fare! Og hvorfor lugtede der af fisk?!!?
"Hva-hvad sker der?!?!" fik han fremstammet imens at han knap så diskret kiggede i hendes retning. Ohhh.. derfor var lugten der...
 

"J-jeg har det fint! Bare lad være med at kigge okay?!" bønfaldt hun ham, skammen tydelig i hendes stemme. Han måtte ikke se hende havfolk form! Ikke nu, ikke her! Hun kunne måske lige foregive noget nær elegance i vandet, men her på land kunne hun ikke engang lade som om. Med et lille snøft skubbede hun sig op på albuerne, og forsøgte at trække sig hen af gulvet. Hun viste ikke hvorhen, men bare væk! Et sted hun kunne gemme sig til det her gik over og hun forvandlede sig tilbage igen!
Sofie trak med armene alt hun kunne, og flabbede med halen i et forsøg på at komme frem, men lige lidt hjalp det, og med et opgivende klynk sænkede hun hoved og holdt op med at prøve. Hendes havfolk form var simpelthen for tung til hun kunne rokke sig selv ud af stedet. Hun var som en fisk på land til et punkt hvor det ikke engang var sjovt længere!

Endelig løftede hun blikket, og så tilbage i hans retning, hendes stemme lavmælt og pinligt berørt "Rofus je-Ved guderne du bløder!! Ramte jeg dig?! D-det er jeg virkelig ked af, undskyld!!!" undskyldte hun panisk, mens hun med noget besvær fik vendt sig om på ryggen og forsøgte at sætte sig op.
Lort lort lort LORT!! Ikke nok med hun var en fisk, hun havde også givet ham næseblod! IGEN!

"E-er du sikker?" usikkerheden gennemsyrede hans stemme. Han havde ingen anelse om hvad der egentlig var sket?!?! Der var en lyd som nogen prøvede at slæbe noget tungt, og et underligt klask? Hvad i al verden kunne få hende til at lave sådan en lyd? Der var jo ikke ligefrem noget i køkkenet hun kunne slæbe rund på? 

Rofus vendte sig i om mod hende som hun svarede ham. "Det er helt okay! jeg tror at jeg blev ramt af et stykke metal eller noget!" Han så på hende som hun halvt lå og sad der. Hun så meget anderledes ud end ellers, hun var meget længere end han selv var høj. De få lys striber der kom ind i køkkenet fik hendes skæl til at glitre, som de var af ædelstene og krystaller. Hendes øjne var så meget anderledes, Sorte i stedet for hvide, orange i stedet for blå... Men lyset bag dem var det samme, og lige så smuk som da han så det første gang.... Hans krop gik i stå et øjeblik, som hans sind forgabte sig i hendes sjæls lys. Varmen det lyste med og dets gyldne glød. 
"Du-du er en havfrue!" Fik han fremstammet i hans trance.

Sofie kom helt op at sidde, og fik anbragt sig med ryggen til bordbenet, så hun kunne sidde nogenlunde. Hun mødte ikke Rofus blik "Halvt.. havfrue. Min far var en havmand ved navn Tangri, men det er også alt hvad jeg ved om ham" hun pillede lidt ved sine ærmer, og fik dem med lidt besvær skubbet op, så finnerne på hendes arme kom ud, og ikke sad fastklemt. Han havde set hende nu, så det kunne vel være ligemeget om hun var mere eller mindre klam og fuld af finner. "Jeg har den her form, min anden evne, fra ham" forklarede hun mens hun fraværdende trak sine handsker af. Stoffet gned ubehageligt mod hendes skæld. Det var ikke anderledes for blusen, men den havde hun bestemt ikke tænkt sig at smide her!

Sofies blik flakkede kort op til Rofus og hun skar en grimasse om hun så blodet stadig løbe fra hans næse. Hun så ned af sig selv og fjernede hurtigt et par hår fra sin bluse, til hun fandt det hun ledte efter.
"Her, spis det. Det.. vil hjælpe på næsen. Jeg tror det var mit bæltespænde der ramte dig" sagde hun uden at møde hans blik, tydeligt pinligt berørt over hele situationen. 

Rofus lagde hovedet en anelse på skrå "Det lyder næsten som et eventyr!" Han blinkede et par gange og var nu helt tilbage igen. Men en ting var sikkert, hun var stadig Sofie for ham, det var det ikke noget nogle skæl kunne ændre på! "Jeg syntes det er ret sejt" fik han mumlet for sig selv. Gad vide hvor besværligt det egentlig vad for hende at trække vejret under vandet? Nu var nok nikke det rigtige tidspunkt at spørge om den slags. Hun virkede ret utilpas med hele situationen. 
"Vi har et stort kar du kunne være i hvis det er? Jeg kan sikkert bærer dig derhen!" udbrød uden at tænke tanken færdig,.Godt gået Rofus, du har lige sagt at den usikre pige er tung.

Han blinkede et par gange, havde hun virkelig lige sagt det? "Øh hvad? Spise det?" Han rakte ud og tog imod håret, ekstra forsigtig med ikke at rører hendes hud, hun havde sikkert ikke brug for at samle mere af hans evner op. Men ved alle guderne, han ville ønske at han kunne give hende et kram lige nu! hun lignede en der havde brug for det...  Det eneste han kunne gøre lige nu var at sidde med et let lysende hår han tilsyneladende skulle spise.

Sofie virkede ikke så begejstret som Rofus. Langt fra. Ved hans reaktion på håret kunne hun være forsvundet ned under gulvbrædderne. Hun havde helt glemt hun ikke havde fortalt ham den del!! Hun så væk og lage den ene hånd på overarmen. "Ehm... ja. Spise det. Jeg ved det er klamt og sådan, men det virker! Og, det er den eneste måde jeg kan fikse det på lige nu, okay? Jeg kan ikke heale, eller bruge nogle andre dele af min anden evne når jeg er i den form" hun lavede en kort gestus mod sit hoved "Intet hår, ingen evne.. Men kraften sidder stadig i hårstråene, man skal bare.. æde dem for at det virker" forklarede hun. Det var klamt, hun var klam og hans synes hun var tyk, og stank langt væk af fisk og ønskede intet mere end bare at vende tilbage til sin egen form NU!!

Men intet skete. Hun knyttede sin ene næve lidt. Hvorfor skulle det her også ske nu, mens han var der?! Hun ville næsten ønske man kunne dø af skam, for så ville det da være ovre! ... i det mindste kunne hun ikke rødme i den form..
"Karet bliver nok ikke nødvendigt... forhåbentligt skifter jeg tilbage igen snart.. og jeg er heller ikke så nem at flytte på i den her form" gav hun ham ret og flappede lidt med halen. Hvis en mand så muskuløs som Rofus, der oven i købet kunne gøre hende lettere, stadig var i tvivl om han kunne løfte hende, så måtte halen se tungere ud end hun havde troet! Hun havde ærligt aldrig været på land før, men med den smule hun havde flyttet sig rundt - eller forsøgt på det - så ville det ikke undre hende det mindste.

Rofus så bedrøvet mod Sofie med hans store brune øjne, han var på ingen måde sikker på hvad der havde fået hende til at skifte form. Men han var sikker på at det var et eller andet han havde gjort.
"Oh, det giver vel mening" svarede han efter hun var færdig med at forklare. Han så ned på håret, det var ret spøjst at det virkede sådan, men hun havde ikke snydt ham med den slags før, så hvorfor skulle hun starte nu? Han rullede håret til en bold og slugte det.
Han havde virkeligt svært ved at finde ud af hvad der var mest besynderligt, følelsen af at aktivt prøve at sluge et hår, eller den summen der kom i hans næse som den holdte op med at dryppe blod. Fornemmelsen var ikke helt som da hun havde helbredt ham på værelset, men mere mild? Altså det mindede ret meget om det andet, men ja det var mildere.

Rofus så ned. Pis og ork lort, hun havde forstået det som at han mente at hun var tyk... Men vent hun sagde at hendes anden evne ikke virkede, så var det kun en ting at gøre! Han tog en dyb indånding og rejste sig op fra gulvet.
Fast besluttet gik han hen mod Sofie og omfavnede hende. Tårerne dryppede mod hendes skællede hud "Undskyld" kom det grødet fra hans læber. Måske var hun kold, og lidt slimet, men Rofus havde ønsket at holde hende i hans arme siden han så hende i øjnene første gang... Og nu kunne han endelig gøre det. Han lod den ene arm glide ned og støtte hendes hale mens han løftede hende op fra gulvet. Nej, hun var ikke tungere end at han godt kunne løfte hende. "Sikker på at du ikke vil hen til karet?" 

Sofie holdt næsten vejret mens han slugte håret og bad til han ikke ville kløjs i det! Hun viste af erfaring der kunne være sværere end man troede at få de lortehår ned. Et lille, lettet suk undslap hende da det ikke var tilfældet, og hun så blodet holdt op med at løbe, og mærket spændet havde efterladt på hans næse forsvandt. Det var på ingen måde så effektivt som hvis hun havde healet ham direkte, men til små ting som næseblod var det længe rigeligt.

Det korte blik op lod hendes også se hans triste øjne, og hun ture knap nok gætte på hvorfor. Og dog. Det var jo indlysende! Hun var ikke hvem han havde troet hun var, og nu sad han her med en fiske-pige og måtte spise hår. "Bare tag din mad med ud i krostuen, så.. kommer jeg når jeg kan gå igen" prøvede hun at joke. Hun ville ikke have han skulle gå, men hun kunne heller ikke udholde tanken om at han skulle døjes med hendes fiskeform længere end højst nødvendigt. Forhåbentligt ville han stadig være der når hun skiftede tilbage...
Sofie blev næsten overrasket da Rofus rejste sig op, og hun glemte at være pinlig berørt for et øjeblik, og fulgte ham blot med blikket. Hun havde nok foreslået han skulle gå, men hun havde ikke regnet med han faktisk ville gøre det! Vent, han kom hen mod hende??

Sofies hjerte sprang et slag over da Rofus lagde armene om hende. Vent hvad?! Langsomt sank det ind hvad der skete, og hun lagde armene om ham, først blidt, men så knuede hun sig ind til ham og begravede hendes ansigt i hans sorte hår. Hun tog en dyb, skælvende indånding mens hendes egne tåre faldt mellem hende egen skællede, ru kind og hans bløde hud. Hun havde aldrig rigtig tænkt over det men.. hun kunne virkelig godt lide hans duft.
Som Rofus ændrede sig greb lagde hun armene om hans hals, og kunne ikke lade være med at grine lidt som han løftede hende, med noget mindre besvær end hun havde forestillet sig "Det gik vist lige" kommenterede hun og tørrede tårene fra sit ansigt ved at gnubbe det lidt mod hans trøje. Hun løftede ansigtet igen og mødte hans blik. Helt oppe tæt på ville Rofus kunne se hun havde to sæt øjenlåg. Men ved siden af de sort-orange øjne var det vel knap nok mærkeligt.
"Karet er måske en okay ide alligevel" med gav hun "Jeg har ikke rigtig så meget kontrol over hvornår jeg skifter" sagde hun undskyldende "Normalt sker det kun når jeg ryger i vandet!"

Rofus havde slet ikke ænset at hun havde prøvet at joke med situationen, hans tanker havde fuldt ud fokuseret på at prøve at få hende i bedre humør. Han kunne på ingen måde døje tanken om at hun skulle føle sig alene! I sær ikke når det var hans skyld at hun var endt i den her suppedas. 
Som de omfavnede hinanden og han kunne mærke hendes nærhed, skiftede hans hjerte mellem at springe et slag over, og derefter at galoppere derud af. 
Hvad han havde forventet skulle have været et kort knus, blev til noget meget mere. Han fik lov at mærke hendes hjerteslag, og det var som tiden gik i stå, resten af verden var ligegyldig, fordi at de var sammen. 
"Bare lad mig ordene det!" sagde han med mere selvsikkerhed end han nok reelt følte lige nu. Krammet havde egentlig gjort ham noget blød i knæene "Jeg vil gerne hjælpe dig med at få mere styr på det hvis det er..?" Spurgte han lift forsigtigt. I mens han bar hende ind i de nærmeste værelse med et stort kar. Forsigtigt lagde han hende ned i karet før han talte igen. "Jeg skal lige hente noget vand, men jeg er straks tilbage!" Forhåbentlig kunne han fylde en tønde ved brønden og tage den med tilbage, så hun havde noget vand at svømme i.

Sofie kunne ikke beskrive følelsen af at ligge i Rofus armen, følelsen af af røre nogen, at være tæt på. Hun havde ikke vist hvor meget hun havde savnet at få et kram, indtil Rofus havde lagt armene om hende. Men det var ikke blot det at få et kram der gjorde hende glad for hun ikke kunne rødme i fiskeform. Det var at få et kram af ham. Der var noget ved ham der gjorde det specielt, selvom hun stadig ikke helt kunne sætte fingeren på hvad det var eller hvorfor.

Sofie holdt armene om hans hals som han bar hende, og havde egentligt ikke lyst til at give slip. "Det.. ville være rart hvis du gad.. Men jeg ved virkelig ikke hvor vi skulle starte" hun viste ikke engang hvad det var der fik hende til at skifte til at starte med!

Som Rofus lagde hende i karet slap hun ham kun modvilligt "Jeg bliver bare hængende her!" svarede hun med et grin og et flop med halen. Hun kunne ikke gøre så meget andet!
Mens Rofus var væk sad Sofie og nynnede lidt for sig selv mens hun rettede på sin bluse. Det var som om tonerne bare kom nemmere til hende i den form, hvilket egentligt var underligt, siden hun ikke engang havde adgang til sin mors evne... men det var måske en del af grunden?
Hun krængede sin vest af med lidt besvær, foldede den og lagde den på kanten af karret. Kulden generede hende ikke som fisk, men hun ville ikke have den blev våd! Normalt ville hun også have smidt blusen, men.. ikke når Rofus var der.