Hektor var på vej hen til hovedsædet for lysets krigere, bekymringer var der nok af i hans verden. Han var klædt i lysets hær standard uniform, samt Umbra hang også ved hans højre side i bæltet. Hans hest gik med rolig tempo igennem distriktet, flere af templerne blev til set af de forskellige præster og præstinder. Ved synet af Leanders helligdom, kunne han dog ikke lade vær med at smile, gad vide hvordan det gik kvinden og hendes nyfødte barn? Livets lyspunkter kom tit i form af små mirakler, der kunne fjerne det mørke man var omringet af.

Han stoppede op, som han nærmede sig hovedkvarteret for hans orden, Generalen havde givet sig tid til, at ville lytte til Hektor, noget han selv havde brug for, helt præcis noget afklaring om vise ømme emner. Han trak hesten ind i gården, Manfred rystede hovedet mens Hektor fik bundet seletøjet fast, tæt nok til at hesten kunne få noget velfortjent vand. "Ro på min ven, vi er blandt venner." Lød det mens han lod en hånd stryge hen over hestens manke. Hektor så sig omkring, der var stadig nogle få rekrutter som var igang med trænings sessioner med nogle af de højere stående officer og riddere, livet om soldat og væbner.

Han hilste kort på nogle af hans våbenbrødre på vej hen til hvor Generalen holdt til. Afklaring var nødvendigt følte han selv.

Der var i disse tider generelt grundlag for bekymringer. Baldwin selv havde rigeligt at se til af både den ene og den anden slags. Kiles orden var nok hvad der var højest på listen, samt dronningens manglende tilstedeværelse i alt det her. Så som altid var han mødt tidligt og havde begravet sig i arbejde. Papirer med diverse forslag, møder med andre højerestående positioner i byen, samt alt muligt andet som kunne tage gode bider af hans travle hverdag. Men han ville lytte til sine krigere, det havde han slået fast fra start. Så måtte han bare arbejde det ekstra om aftenen. Han havde i forvejen hørt bekymringer angående Norden og dens lyst til at løsrive sig resten af landet og konflikter krigerne imellem generelt.

Så da Hektaurious havde anmodet om et møde, havde Baldwin fundet tiden. Hvor langt mødet blev anhang af emnets vigtighed og relevans. Noget som han havde tænkt sig at være dommer over, da tiden desværre ikke var til andet.
Han stod lænet med hænder på bordet og kiggede ned på et større kort med afmærkninger. Diverse positioner af forskellige grupper af krigere, og hvilke missioner nogen af dem var sendt ud på. Hvis ikke man havde forstand på det, virkede det hele bare som miskmask af punkter og streger. Det var der at han hørte en banken på døren og hans vagt åbnede op for at vise Hektaurious ind, efter Baldwin havde givet et signal om at døren måtte blive åbnet. Han løftede de orange øjne og rettede sig op. ”Godmorgen, Hr. De’lacour” brummede fuglen, tankefyldt med stadig velkommende.

Døren blev lukket, som Hektor trådte inde til generalen på hans kontor. "Godmorgen General" lød det formelt mens han bukkede for hans overordnet. Han lage kort mærke til, at der var diverse papir og hvad der lignede et kort. Han undlod at se mere på kortet.

"Jeg takker for, at de ville give dem tid til at lytte til mig General." Startede han ud med. Med rank ryg og begge hænder foldet bag ryggen, Hektor så hen på Baldwin. "Jeg har brug for dit overblik og afklaring." lød det roligt men med en undertone af usikkerhed.

"Afklaring hvad angår Kile ordnen." Afsluttede han. Ham selv havde lært at de der var under ens kommando, godt kunne have brug for, at få snakket med deres leder hvis de havde problemer og han selv havde lyttede til dem. I dette tilfælde, var det Hektor der var soldatten under Baldwins kommando, der havde brug for hjælp.

Baldwin afventede roligt hvad den anden havde i tankerne med et neutralt blik i de orange øjne. Han var villig til at snakke med sine krigere, fordi han vidste hvor vigtigt det var ikke bare at blive efterladt i vinden uden at vide hvad der egentlig foregik. Ikke at han ville fortælle alt han vidste, men det kunne stadig hjælpe.

Han rynkede let brynende som den anden spurgte efter overblik og afklaring. og fik tilføjet at det netop var til Kiles Orden. Ah ja. Kiles Orden lå de fleste på sinde, om det var godt eller ondt der lå bag. Baldwin tog en dyb indånding men var forstående. "Hvilken afklaring omkring Kiles Orden er det du søger?" han vidste mange ting, men der var også ting han ikke vidste. Og det nagede Generalen mere end han lod vise i sine rolige træk.

Hvor mon han skulle starte henne?

"Jeg er i tvivl om hvor jeg og resten af ordnen, står i forhold til disse præster. I forhold til lov og orden, i forhold til hvorledes hvem der har det sidste ord." Startede han ud med. Han tog sig en dyb indånding, inden han fortsatte. "Jeg ved, at det ville være bedst, hvis vi kunne arbejde sammen og finde en fælles løsning men sådan som denne orden af Kile, har ført sig fremad, de seneste hændelser som de enten har været indblandet i eller direkte årsagen til, gør det svært at kunne enes med dem."

Det pinte ham inderligt som han sagde disse ord. Var det selve ordnen, det gjaldt eller kun nogle af dem? Udfra de forskellige forklaring han fik fortalt, var der en præstinde, der til trods for at være uenig med ham når det gjaldt religion, der var der når det gjaldt. Var der, da han selv blev stukket ned og forgiftet. Hektor selv kunne ikke huske hvem, hvad eller hvorfor, han måtte gå udfra hvad andre kunne sige til ham. Hvis muligheden bød sig, ville han som det mindste, takke hende og gerne lytte til hende.

Baldwin lod den anden tale ud. Udtrykke sin fortvivlelse omkring det hele. Og det var også med dyb forståelse. Denne orden havde vendt op og ned på hele hverdagen for dem alle. Baldwin forstod hvad der var på spil, og forstod også at han selv måtte være forsigtig. "Dronningen har altid det sidste ord, Hektaurious. I øjeblikket er Kiles Ypperstepræst talsmand for dronningen, hvilket gør at hans ord er det sidste." svarede Baldwin med rolig stemme, selvom et skær i de orange øjne vidste at han var utilfreds med netop dette. "Jeg forstår din frustration. Jeg har selv svært ved at se hvordan et samarbejde kan blive etableret, når Kiles orden aggere på egne valg uden at inddrage os." tilføjede han og lod sine hænder hvile foran sig, men en hånd om det modsatte håndled. Måden han foretrak at stå på i situationer hvor hans autoritet havde indflydelse. "Jeg er bange for, at vi i øjeblikket ikke kan gøre meget.. Andet end at forsøge at dæmpe skaderne det hele forvolder"

Var det virkelig alt, hvad de kunne gøre? at være dem som skulle slukke for de brænde som Kile ordnen havde tændt op?

Hektor tog en dyb indånding, hvor end beroligende hans generel prøvede på at udvise, hjalp det lige meget.

"Jeg risikere at skulle modsætte mig dem, Generel Baldwin." Konkluderet han selv, hans kropsprog var en mand af disciplin, begge hænder var stadig bag ryggen på ham.

"Min ære vil forlange, at jeg skulle gå ind og beskytte de uskyldige, hvis en af dem fra Kile ordnen udøver deres magt imod dem, fordi at de mener at de har retten til det. En ting er, hvis en elver er skyldig i en kriminel handling i følge lov hæftet, så skal denne da stå for ret og gang men blot fordi, at de er en elver, markere dem ikke som skyldig!" Han stoppede kort, både for at få vejret men også for at lade hans overordnet få tid til at tænke over hans egen bekymring.

"Hvis min ære diktere mig, til at skulle blande mig, risikere jeg at stå med problemer langt over mine knæ og hvad værre er, at det kan sende et dårligt lys om hvem vi krigere af lyset er." Hektor rettede hans blik imod generelens.

"Hvad vil du anbefale mig at gøre, Generel?"

Baldwin var ikke i tvivl om æren i den andens sind og stemme. Det havde altid været tydeligt at se. Men ære var ikke alt. De havde deres ordre at følge, om de brød sig om det eller ej. Baldwin selv var underlagt dette, selvom han havde mere frihed end andre. Hans blik blev skarpt som Hektaurious med det samme fortate at han ville risikere at modsætte sig. "Kiles orden mener ikke at de har retten til noget, Hektauriour. De har magten til det." Slog han fast, hårdt som at sætte et punktum for det faktum. Det kunne godt være krigerne altid havde været noget nært den udøvende magt, men sådan så tiderne ikke ud til at udforme sig. Hvor lidt han end brød sig om det. "Desuden, har ypperstepræsten mere eller mindre erklæret krig mod elverne, hvilket vil sige, at alliancen mellem lyset og elverne er opløst." Noget Baldwin arbejdede på at forhindre, men det ville ikke blive en alliance til lyset der blev etableret. Men en alliance mellem Baldwin selv og elvernes leder. Hvis hun ønskede dette.
"Jeg vil anbefale dig at følge dine ordre. Det er ikke første gang vi kan sætte spørgsmåltegn ved om ordre følger vores eget kodeks af retfærdighed." Eksempelvis da dæmonblod blev gjort ulovligt at benytte som kur for pesten der hærgede og udryddede mange landsbyer om i landet. "Jeg bryder mig personligt ikke selv om denne orden, og det er mange i landet efterhånden bekendt med" deriblandt Leoric selv, måtte havde erfaret det efterhånden. "Men jeg vil råde dig til at følge ordre. Kan du ikke det, må du rejse. Men tro mig når jeg siger, at jeg ingen planer har om at stå passiv til som dette udfolder sig." fjerene der pustet sig lidt op, faldte en smule ned til kroppen igen. "Jeg har brug for ærefyldte mænd.. Men lige nu, er vi nødt til at ligge i skjul.. Indtil tiden er rigtig" der var ord der sagde meget, uden at give noget konkret. Det eneste Baldwin kunne håbe på, var at Hektaurious stolte på ham.

At følge ordre, burde være lige til.

Men når man nu engang også besad en adelig titel og ansvar, så tingene desværre lidt anderledes ud, i hvert fald i Hektors verden.

"Jeg skal prøve på at følge ordre men jeg ved at gråelverne ville før eller siden forlange svar om hvad de'Lacour familiens holding omkring denne orden og hvordan dette bør håndteres." Lød det oprigtigt, Hektor selv virkede en smule irriteret over dette faktisk, byrden som Hertug. Nogle gange ønskede han et mere lige til og enklere liv.

"Nuvel, hvis det er bedst sådan, så rejser jeg og ser på hvad jeg kan gøre, om det så er blot for at vise, at lysets hær stadig er til stede. Er der nogle særlige brændpunkter eller opgaver du har i sinde?"

Baldwin så alvorligt på den anden mand, lod ham tale ud om sit problem, mens et nyt syntes at opstå i Baldwins indre. Han fjernede de stærke gule øjne for at kigge til siden, eftertænksomt, uden at svare på Hektaurious spørgsmål lige med det samme. "Jeg er klar over at De har forpligtelser. Både som hertug men også her i hæren." Baldwin drejede hovedet og blikket tilbage, bestemt.

"Jeg ønsker at forsøge at forblive mig på god fod med landets racer, men jeg kan ikke gå direkte imod Kiles Ordens ord. Ikke så længe Leoric er dronningens talsmand" Selvom Baldwin var fortrinlig til at skjule det, skulle der ikke en mester til at se at Baldwin ikke nærede kærlige tanker til kiles ypperstepræst. "Hvor ligger Deres troskab, Hektaurious. Hos lysets hær? Eller hos deres status som Hertug?" for hvis Hektaurious måtte gå imod Baldwins ord for at opretholde sin plads som status, kunne generalen ikke bruge ham til mere skrøbelige situationer. Hvis han da overhovedet kunne bruge en mand, hvis troskab var tvivlsom og aldrig hundred procent ved lysets hær som den burde.

Han nikkede godkende til generalens ord, det gav god mening at holde sig på god fod med alle racer, særligt i en tid hvor hadet på alle slags elvere var optændt.

En sans af stolthed lå på yderhuden ad ham, som Baldwin tiltalte ham og rejste spørgsmål omkring hans loyalitet, om det var hos Lysets hær eller hos hans families, hans status som Hertug. Han følte sig en anelse krænket ad spørgsmålet, hans ære var der stillet spørgsmål ved.

"Hos Isari" lød det med den reneste overbevisning og så generalen lige ind i hans gule øjne.
"Det var Isaris lærdom, der i sin tid, gjorde at jeg valgte den tidligere dronning, æret været hendes minde, i  en tid hvor der kom splittelse i Lysets hær."

Hektor rettede blikket igen og så lige ud, han var selvsikker i hans overbevisning. "Hvis du en dag møder min hustru, ville hun kunne fortælle hvor lidt jeg har været hjemme, hvor meget tid jeg har brugt på holde lov og orden oppe, at være ude blandt almene folk og give dem en hjælpende hånd eller fordi at der har været mindre opgaver som ordnen har bedt om at blive taget hånd om."

Stolthed var en farlig ting. Det kunne bidrage til det gode, men kunne også blive en mands undergang. Baldwin vidste ikke hvorvidt stolthed var en svaghed for Hektaurious, men han så at den var hos ham. Og at han følte sig krænket over at der blev stillet spørgsmålstegn til hans loyalitet. Men Baldwin kunne ikke konsentrere sig om hvorvidt han havde krænket den andens ære eller på anden vis gjort sig upopulær. Tiderne var for farlige til at undgå konfrontationer.

Baldwin lyttede til hans ord, og sagde intet før han var færdig. ”Hos Isari. Gentog han efter en pause og rettede sig op. ”Et ædelt formål, og forklaring til at De ikke nære stor tilknytning til Kiles Orden.” det var en konstatering og ikke et spørgsmål. Baldwin tog en dyb indånding. ”Jeg kan lide Dem, Hektaurious. De er en mand af ære, men den ære kan have sine følger i denne verden. Jeg kan ikke give Dem et konkret svar til hvad de kan sige til Bjergelverne i Nord. Andet end Kiles Orden i øjeblikket ikke nære nogen hengivenhed for denne race. Rejs hjem. Vær hos din familie.” det var ikke en afsked men fra udefrastående øre kunne det lyde sådan, præcis som Baldwin havde til hensigt, da han sænkede stemmen. ”Jeg har brug for Dem der.. Kiles Orden vil se Dem som en risiko for oprør. Gi’ dem ikke grund til det før tid” Baldwin fastholdte den andens blik. Dette ville kræve tillid, noget han ikke vidste om den anden havde til sin General. Baldwin kunne kun satse, og derefter se om det havde været et godt eller dårligt.

// inaktiv