Allerede inden Keeran var trådt ind på kroen, havde han vidst at han ville komme i et slagsmål. Nogle dage var det bare lige hvad han havde brug for. Dage, hvor han kunne føle frustrationer og vrede simre lige under hans hud, en kløen der først gik væk når adrenalinen overtog og følelserne kunne komme ud igennem næverne. Sådan en dag havde det været, og der skulle næsten ikke noget til, før en eller anden havde skubbet til Keeran og Keeran havde skubbet tilbage, så vedkommende var væltet ind i en tredje person, der pludselig også var involveret i slagsmålet. Han faldt også selv ind i nogen og på trods af at have indtaget en del alkohol, vendte han sig imod personen, en stor ork kvinde, der kunne se ud som om hun på lethed kunne slå ham ud, og undskyldte; "shit, sorry, det var ikke-". Længere nåede han ikke, før hans modstander fra tidligere fik fat om hans skulder, vendte ham om imod sig, og slog en knytnæve ind i hans kæbe igen.
Keeran, fuld og svimmel, men stadig på benene, slog tilbage og bag sig fornemmede han også bevægelse, og før han vidste af det, føltes det som om hele kroen var involveret i slagsmålet på den ene eller anden måde. 

Det havde egentlig være en ganske normal dag for Mak'gora. Nogle timer i smedjen. Råbt af nogle kunder. Så på kro, for at få noget alkohol og mad indenbords, og måske få en lille slåskamp. Mak'gora var en simpel kvinde, hvilket nok også havde noget at gøre med orkblodet der flød i hende årer.
Så da der var en slåskamp, var hun ekstatisk. Egentlig blev hun opmærksom på at det var startet ved at en part var rent ind i hende, og endda prøvede at undskylde. Ikke noget der var tid til et slagsmål, men det var da nok til Mak'gora ikke havde noget imod at have hans ryg.

Nu var det ikke ligefrem for at Mak'gora var ukendt på kroerne omkring Hovedstaden. Hun var blevet smidt ud flere gange end hun kunne tælle (hvilket ikke sagde alt for meget), og der var nogen gange historier om orkdamen. Så mændene burde havde vidst hvad de gik ind til, da de startede et slagsmål på en kro i nærheden af en kro.
Mak'gora blev ramt, men hun slog tilbage med samme kraft og ofte hårdere. Og der gik ikke lang tid før at hun havde et op til flere nye blåmærker, en smule blod på knoerne, og et kæmpe bredt smil over læberne. Hun elskede situationer som disse.

Kampen varede lige præcis længe nok til at være tilfredsstillende for Keeran, inden kroværten blev vred, da endnu et af hans glas blev smadrede, og råbte ud over kroen at vagterne ville blive tilkaldt. Selvom Keeran var en smule fuld, så var han ikke fuld nok til ikke at bakke væk fra sin modstander under truslen af vagter. Han skulle i hvert fald ikke få tæv af nogen byvagter, eller, værre endnu, blive smidt i spjældet over natten. Han kunne dog se, at mange af de andre i kroen ikke tog truslen lige så alvorligt, og det var først da et par byvagter rent faktisk dukkede op i døråbningen, at der blev helt stille på kroen. Keeran skyndte sig at vende sig imod baren, som han lænede sig nonchalant op af, og sendte så personen ved siden af ham et smil. Da han opdagede, at det var samme ork kvinde som han var stødt ind i tidligere, brød han ud i et endnu større og mere oprigtigt smil. Det var tydeligt, at hun havde sloges lige så meget i slagsmålet som han havde. Han vendte sig imod bartenderen igen.
"Hey, giv damen noget at tørre hendes modstanderes blod af med, og skænk os begge en fadøl," og så vendte han sig imod ork kvinden med et kæmpe smil og tilbød sin knytnæve for at fistbumpe. "God kamp," sagde han selvtilfredst, uden at bemærke det blod der lød ned fra hans egen næsebor. Han var straks venskabelige med folk han mødte i slåskamp og det var kun ekstra tydeliggjort af at han havde fået lidt at drikke. Desuden havde hun mere end bevist sit værd allerede.

Mak'gora skulle egentlig heller ikke nyde noget af arresten hen over natten, og hun vidste hun ville ende der hvis de fangede hende i endnu et kroslagsmål. Det var der hun altid endte, både fordi at hun havde en tendens til at slås, men også fordi at hun var en ork. Racisme mod orkere var i den grad ikke udryddet, og hun blev mødt meget med det til hverdag. En irritation, men det var til at overkomme.
"I lige måde," sagde hun grinende, og i stedet for at slå deres næver sammen, klappede hun ham hårdt et par gange på skulderen, med mere kraft end man måske burde gøre, men orkkvinden havde egentlig ikke helt fundet ud af at mennesker var lidt mere skrøbelige end hun selv var. "Der er ikke noget som en god kamp oven på en hård arbejdsdag."
Bartenderen fik sat to øl og en klud foran dem, og Mak'gora tog da også kluden og hurtigt tørrede hendes knoer af. Der var stadig nogle små tegn på at hun havde sprækket huden, men det gjorde hende ikke spor. 

Keeran så op på den grinende kvinde og brød selv ud i latter, der blev til en hosten og hiven efter vejret, da han blev klappet så hårdt på skulderen, at han næsten blev slået omkuld. Da han fik vejret, brød han dog kun ud i endnu højere latter.
"Enig!" Gav han hende ret, for selvom en kamp ikke på nogen måde kunne måle sig med en øl, eller var noget han gjorde sig i dagligt, så var han kommet af med sin uforklarlige vrede, og han følte sig mere tilpas end han havde hele dagen. Først nu mærkede Keeran blodet der dryppede fra hans næse, og han tørrede det væk med sit ærme. Den trøje skulle alligevel vaskes snart, han lugtede vist efterhånden lidt for meget af sved - og efter at have haft den på herinde, var den også kommet til at lugte af røg og alkohol, så han kunne under ingen omstændigheder have den på på arbejde. Hvis det var op til ham selv havde han gjort det uden at tænke over det, men en af de ældre helbredere var sådan efter ham, når han ikke så ordentlig ud og det var nedren at blive skældt ud når man er en voksen mand, så Keeran forsøgte alligevel at huske på at klæde sig ordentligt på. På arbejde i det mindste.
"Skål," sagde Keeran og vendte sig smilende imod kvinden. "For det bedste hold i det her slagsmål. Dig og mig, babe." Han blinkede til hende, da han sagde det, men det var langt mere venskabeligt og jokende end det var reel flirt - reel flirt virkede som noget, der kunne få ham hurtigt i problemer med hende her.

Mak'gora havde ikke samme problemer som manden. Jo, hun var svedig og beskidt, men hun arbejdede i en smedje, det var naturligt hun var beskidt, og hun arbejdede ikke under nogen, så det var heller ikke noget problem. Desuden forventede folk ikke alt for meget af hende, når hun var en ork. Nogen var faktisk nogen gange overrasket over hendes semi gode hygiejne (det var begrænset hvor meget man kunne forvente af hende alligevel).
”Stop dog din charmetrold,” sagde hun grinende og tog sin egen øl op. ”Skål!” sagde hun og klinkede deres krus sammen før hun tog en god ordentlig tår af sin øl og sukkede begejstret over smagen af øl. Der var virkelig ikke noget som et godt kroslagsmål og en øl bagefter. Så skulle det da lige være at få en omgang i høet lige efter det. For så havde det været en indbringende dag. Mak'gora var måske ikke løs på tråden, men en god omgang sex sagde hun næppe nej til, selvom hun ikke forventede det fra andre af, selvom det virkede til at de flirtede med hende.

Keeran himlede med øjnene da orken kaldte ham en charmetrold, men han gjorde det med et smil så bredt, at der ikke kunne være nogen tvivl om at han elskede det. Derefter tog han gladeligt imod hendes besvarelse af hans skål og selvom han forsøgte at drikke af sin fadøl lige så længe som hende, så lykkedes det ham kun at sluge omkring halvdelen. Det kunne godt være at det for enhver anden så umuligt ud at konkurrere imod en ork der var både større og tungere end én selv, men intet kunne stoppe Keeran fra at prøve.
"Navnet er Keeran forresten," sagde han og rakte så sin hånd frem til hende, hans smil stadig spredt ud over hele hans ansigt. "Har jeg ikke set dig heromkring før?"

Nu var Mak'gora heller ikke den bedste i sociale sammenhæng. Hun elskede at være omkring andre, men hun kunne ikke rigtig læse dem. Det var nok også derfor at hun havde svært ved at få venner. Intet skulle dog stoppe Mak'goras morskab!
”Mak'gora,” svarede hun tilbage og nikkede grinende til ham. ”Ikke usandsynligt, som sagt er der ikke noget som et godt kroslagsmål og en øl bagefter. Jeg hænger dog mest rundt nede i undergrunden;” indrømmede hun uden problemer. De fleste, også byvagterne, vidste godt at orkdamen var en del af det kriminelle miljø, selvom det var umuligt at få specifikke oplysinger fra hende. Det betød dog ikke at hun ikke havde noget imod at kommentere på det.

Keeran var ikke så god til fremmede sprog eller accenter, men Mak'goras navn lød heldigvis til at være nemt nok at udtale for ham, og det var han glad for at høre, for han kunne se sig selv blive gode venner med hende fremover.
Han lagde en hånd på hendes arm og healede hende svagt, hvor det hurtigt blev tydeligt for ham at hun havde problemer med den ene arm.
"Laver du hårdt fysisk arbejde, Mak'gora? Du skal passe på din skulder," fortalte han hende med et kækt smil og rakte op for at klemme en hånd om hendes skulder. Hans evne prikkede måske en smule i huden på hende, men burde ikke gøre ondt - ikke så længe han bare brugte sine evne til at løsne op for de knuder, der var i den. "Er det det du laver i undergrunden? Bærer tunge kasser med tyvegods?" Han sagde det jokende, men havde også lidt en fordom om hvad undergrunden indebar, men havde intet imod det. Alle skulle vel leve af et eller andet og selvom Keeran havde fået stjålet sine ting en million gange, så vidste han at de rige svin med alt for mange penge fik stjålet mindst lige så meget, så det var okay. Desuden kunne han godt lide Mak'gora, ligegyldigt hvad det så end viste sig at hun lavede. 

Mak'gora var en ork, og en smule skavanker med skulderen skulle ikke stoppe hende fra at gøre noget som helst. Især fordi at hun sjældent lagde mærke til det, selvom skulderen måske havde været lidt  mere stiv på det seneste.
"Nej, tyvegods overlader jeg til de andre. Hvis du tilgengæld skal have smedet et våben. Så er det mig man går til," sagde hun med en høj latter. Der var som sådan intet galt i at være smed, men at hun smedede våben for kriminelle... Det kunne godt være at hun skulle begynde at overveje om det måske var en god ide at tale højt om disse ting.

"Hvad laver du ved min skulder?" spurgte hun så, da han ligesom blev ved med at holde i den, og det prikkede lidt. Det var n ikke ubehageligt, men det var tydeligt at se at orkdamen ikke ligefrem var vant til at blive healet. Hun burde ellers have opfanget det siden Keeran gjorde det på hende tidligere med de små sår, men Mak'gora var nu ikke den skarpeste kniv i skuffen.

Ved lyden af Mak'goras latter begyndte Keeran også selv at grine. Hendes grin fik det til at lyde som om de allerede var venner og Keeran elskede den følelse det gav ham. Han var afhængig af venner og han ville gøre stort set hvad som helst for at være elsket af alle omkring ham. Især kvinder som Mak'gora, der fik ham til at slappe af og grine.

"Healer den," svarede Keeran med løftet hage og øjenkontakt. Tonen Mak'gora havde spurgt ham i fik det til at føles som om han skulle have bedt om tilladelse, men han ville ikke undskylde for at hjælpe en ven - så ville han hellere provokere til endnu en slåskamp. "Du skal strække ud efter arbejde, ellers bliver jeg nødt til at komme og gøre det her for dig ugentligt." Han sendte hende et udfordrende smil, og holdt stædigt fast på skulderen og sin healing af den.

Det var ikke så meget at Mak’gora nemt fik venner. De færreste brød sig om den meget frembrusende personlighed hun havde, men hun var bare en der grinte højt, og ikke holdt noget tilbage. Det var problematisk i mange sammenhæng, men dem der blev venner med hende kunne godt ende med at værdsætte det.

Man kunne næsten se forvirringen i Mak’gora. Healing? Det havde hun godt nok ikke oplevet før. Eller det havde hun nok egentlig, men det var ikke en magi der var så udbredt i hendes miljø. Der var noget over at få lov til at rende rundt med ømme lemmer og store blå mærker der var livsbekræftende, men det ville da gøre det nemmere, hvis hendes skulder ikke gjorde ondt når hun skulle arbejde i morgen.
”Strække ud? Jeg bliver da strukket nok ud af at slås?” kom det næsten uforstående fra Mak’gora. At passe på sin krop. Nej, det var hun ikke vant til.

Keeran grinede i hele hovedet, da Mak'gora påstod at hun blev strukket ud af at slås. Det kunne umuligt passe - hvis det hang sådan sammen, så ville Keeran aldrig behøve strække ud. Al den træning han begik sig i var kamp.

"Hvis ikke du har ondt nogen steder, hvor du ikke burde have ondt, så er det nok fint nok," medgav han alligevel med et skuldertræk og slap hende, stadig smilende i hele hovedet. "Men, øh, jeg arbejder på helbredelseshuset, så du kommer bare forbi, hvis du nogensinde får ondt. Jeg skal nok give dig en vennerabat." Det sidste lovede han med et blink, inden han afslappet lænede sig op af baren igen.

Det var nok ikke nemmeste at prøve at forklare en ork hvordan tingene hang sammen. Hun var opvokset blandt mennesker, men de kunne ligeså godt have været orkere, med hvor meget Mak’gora faldt tilbage på sit ophav. Hun var muskler og instinkt. Der var ikke meget der rodede rundt inde i hendes hoved.
”Så du er faktisk en af dem der kan bruges til noget,” sagde hun med et bredt smil. Om det var til mennesker generelt eller healere, det kunne alle prøve at gætte sig til. Men det virkede da til at Mak’gora var i godt humør og intet havde imod at socialisere med Keeran.

Keeran grinede, da Mak'gora kaldte ham for 'en af dem der kan bruges til noget', både fordi det var en sjov fornærmelse og fordi han normalt ville have følt at hun tog fejl. Hans healende evner var begrænsede og han blev hurtigt udmattet af at bruge dem, men han kunne heller ikke meget andet. Han kunne slå fra sig, men stort set kun på en kro. Men det var alt sammen okay, for han havde lige fået en ny ven og hun syntes at han var noget værd.
Han havde længtes efter et slagsmål fra det øjeblik han kom ind på kroen, og det havde han fået, så hans aggressioner var ude og han var oven i købet blevet langt mere afslappet igen af at snakke med en stor, sjov orkkvinde, der ville kunne knuse ham hvert øjeblik. Han var vild med det, og han smilede i hele hovedet til hende.

"Skål på dét," sagde han og hævede sit krus til hende.