Solen stod midt på himlen, og det var sen eftermiddag. Der var stadig tæt pakket på Markedspladsen af folk som var ude og handle, sladre og andre ting som folk gjorde når de mødtes på markedspladsen.

Melrose sneg sig langs menneskemængden. Hun udsøgte sig ofre, hvor deres punge fyldt med krystaller. Det var ofte sådan hun foretog sine tyverier. I starten var hun brudt ind i de større fine huse, men hun opdagede hurtigt at det var for risikabelt, og hun blev langt hurtigere opdaget. På Markedspladsen kunne hun frit hapse det hun ønskede uden at nogen opdagede hende.
Der var en ældre mand i fine klæder gik langsomt ved siden af hende. Hun sneg sig op på siden af ham og rakte ned efter hans pung der hang ved hans bælte. Han stoppede op, og det samme gjorde hun. Noget havde fanget hans opmærksomhed, og med et snuptag fik hun løsnet pungen. Hun gemte den hurtigt under kappen og gik hurtigt forbi ham. Hun sneg sig ud til kanten af markedet, og vendte ryggen til folkemængden. Hun åbnede pungen, og til hendes skuffelse, lå der kun to dusin ravstykker og et par enkelte jadestykker. Alligevel tømte hun pungen og fyldte pengene i hendes inderlomme og smed pungen fra sig.

Det gjaldt om at være hurtig før nogen så hende og blev mistænksomme. Hun vandrede mod yderkanten af markedspladsen, da hun pludselig snublede så lang hun var. 

Hovedstaden. Fyld med kroer, villige kvinder og uendelige muligheder for at skaffe krystaller til at smide efter begge dele. Randalls arrede fjæs var dog efterhånden ved at være et kendt syn de fleste steder, han var jo ikke ligefrem typen, der lagde skjul på sig selv, og letheden ved at skrabe krystaller sammen i de smalle gader, var dalet lidt i løbet af de sidste mange år. Samtidigt var antallet af folk, der ikke ligefrem var Randalls største fans, steget, så nogle gange var det godt at kigge sig over skulderen. Ikke at Randall var blevet paranoid af den grund, men visse steder var bedst at undgå.

I dag var det dog gået galt for ham, som han havde været ved at lette en uvidende tilrejsende for hele hans beholdning af krystaller, var der dukket en byvagt op, en af dem han havde stiftet bekendtskab med før, så der havde ikke været andet for end at tage benene på nakken, inden han enten skulle til at slås og dø eller ryge i håndjern. Helt ukendt med hovedstaden var han heldigvis ikke og efter et par skarpe sving, en tur igennem et hus og over en mur, var han nu på vej ud på markedspladsen. Et råb fik ham til at vende sig halvt og tage et par sidelæns skridt - og selvfølgelig vadede han direkte ind i nogen, som væltede over hans ben. Inden han kunne nå at redde sig selv, lå han lige så lang han var hen over personens ben og med siden hamret ned i jorden.

"Ved dødsrigets uendelige mørke, så pas dog på din sk..." Talestrømmen stoppede, som han så, at det var en ung og ganske køn kvinde, der havde stået i vejen for hans flugt. Vreden i hans ansigt blev meget hurtigt skiftet ud med et skævt, charmerende smil, der næsten ikke passede til hans grimme ansigt. Hurtigt kom han på benene, uden at blive viklet ind i sværdet, der hang ved hans side, og rakte hende en hånd for at hjælpe hende på benene, som han helt havde glemt, hvorfor han havde haft så travlt.
Den slidte røde læderjakke var blevet lidt beskidt ved nærkontakten med jorden og de sorte bukser trængte også til at blive banket af, men han var ligeglad. Det var ikke ligefrem renlighed han gik mest op i, men for én gangs skyld var han ikke frygteligt beskidt at se på, da han et par dage før havde tilbragt natten på det lille lokale bordel, han var fast kunde på. Her blev han som sædvanligt smidt i bad, inden han kunne hygge sig med pigerne. 
"Åh, det må du meget undskylde, jeg havde ikke lige set dig."

Tråden lukkes på grund af inaktivitet.