Emilia var noget af et syn når man så på Lysets Hær som helhed, eller hun var ikke den eneste, hende og hendes kammerater, de Tapre Små. De var ikke specielt store, og de færreste af krigerne havde nogen real respekt for dem. De så dem nærmere som Lysets maskotter, hvilket var en yderst nedladende ting for Emilia og hendes bror. Måske var det fordi at deres missioner ikke var de farligste. Men bare fordi at de ikke var farlige, betød det ikke at de ikke var vigtige. De havde da også haft farlige missioner. De var hurtigere, effektive og kreative. Plus, de var utrolig svære at se. Utroligt at resten af krigerne ikke så dette. Eller nok nærmere ikke så det.

Emilia har fået en besked fra generalen, om at han ønskede at snakke med hende, på denne fine dag. Dette gjorde halvkaninen i allerhøjeste grad interesseret. Den nye general virkede bare lidt klogere end den gamle. At han var halvdyr havde nok noget at gøre for det hos Emilia. Han ville ikke bare se væk fra alt det gode De Tapre Små kunne gøre. Det var også derfor at hun med friske skridt og et godt humør, gik mod generalens kontor.

Da hun stod udenfor og så på vagten der holdt vagt, rømte hun sig højt. Han havde tydeligvis ikke fået øje på hende endnu. "Mit navn er Emilia Josephine Hopsalot. Generalen har spurgt efter mig," sagde hun højlydt, og ventede pænt på at hun kunne få lov til at blive lukket ind. Hvis generalen kaldte, så var der ikke noget med svinke ærinder. Nej, man skulle møde op til tiden.

På mange punkter var Baldwin opvokset og opdraget som værende et menneskebarn. Men man kunne ikke løbe fra sine gener og sin egentlige slægt. Når alt kom til alt, var han sidst på dagen stadig et halvdyr og havde altid måtte se det i andres øjne hvad det havde af betydning. Ikke at være god nok.
Det havde vidst sig at være løgn. Hvis han ikke var god nok til sit arbejde var han aldrig blevet forfremmet til at være netop det han var. Lysets General. Og med det job, fulgte der megen arbejde, eftertænksomhed og strategi arbejde. Der var brug for alle, store som små

Derfor var ørnens blik også faldet på de trapre smås arbejde, deres kunnen og hvem de var som enkeltpersoner. Det ville være forkert at sige, at han ikke selv ved første indvigelse havde rynket brynene og undret sig over troværdigheden af at disse krigere var en del af hæren. Men efter nærmere undersøgelser, og indforståelse af deres arbejde, forsvandt undren til hvorfor de var der, og blev til, hvorfor de ikke blev benyttet noget oftere.

Baldwin stod ved at afsiddigt bord og så ned på kortet der var glattet ud, som dørvagten åbnede døren. "Frøken Emilia Hopsalot, Sir" Han lod Emilia komme ind af døren inden han lukkede den bag sig. Baldwin løftede blikket og så ned på halvkaninen med sine ravgule øjne. Han smilede venligt til hende. "Godmorgen, Frøken. Tak, fordi De ville komme på så kort tid" Nogle gange glemte han at sende sine invitationer ud i god tid, og han håbede ikke at han havde forstyrret for mange af hendes planer for dagen.

Emilia stod rank på gulvet. Ikke engang ligeså høj som skrivebordet, men det havde hun som sådan ikke noget problem med. Hun var vant til at være af lille størrelse, og kom let rundt til trods for dette. Nogen ting lærte man bare at leve med, og når man var vokset op i en stor familie der havde de samme udfordringer, så lærte man at klare sig. Man havde trods alt en hel gruppe af halvkaniner til at støtte en i at være lille. Der var intet man ikke kunne overkomme.
"Godmorgen General," sagde hun friskt, et smil på hendes læber. "Det er ingen årsag. Det må være vigtigt når du af alle hidkalder en." Det var uhyre meget respekt i hendes stemme, fordi hun respekterede den store fugl dybt. Et halvdyr som general var noget der skulle respekteres med alle de fordomme der lå omkring dem. Det at han var en stor rovfugl, gjorde måske også at respekten sad lidt dybere i kaninen end hos mange andre. HUn var ikke som sådan bange for fugle, men hun vidste hvor farlige de kunne være. 

"Så... hvorfor har du hidkaldt mig?" kom det så lidt mere forsigtigt fra Emilia. Hun var sikkert på at det var noget vigtigt, men hun var ikke helt sikker på hvorfor. Hun var ikke helt klar over hvilken retning det her kunne gå. Så lang tid at hun ikke fik en fyreseddel, så skulle det nok gå dog. Forhåbentlig.

Baldwin smilede roligt og venligt til hende, og bemærkede godt respekten hun bar i stemmen. En respekt han var glad for at modtage, men stadig i nogle tilfælde havde svært ved at forstå han fortjente. Han ravgule øjne løb kort hen over kortet endnu engang inden han rettede sig op fra bordet. Han gik et par skridt hen og satte sig på en stol "Sid ned?" tilbød han hende. Han vidste godt at stolen var i almen menneskestørrelse, men det burde nok alligevel ikke være en udfordring for hende at komme derop at sidde hvis hun ønskede.

"De har intet at frygte med dette møde, Frøken" svarede han da han hørte forsigtigheden i hendes stemme. Nej, han havde ikke hidkaldt hende for at gøre hende urolig for sin arbejdsplads. "Tværtimod. Jeg har hidkaldt Dem, fordi jeg vil høre nærmere omkring de tapre små, De er en del af." startede han ud og foldede hænderne på skødet. "Det er af min opfattelse, at da jeg endelig fik indsigt i hvad i er for en gruppe, at i simpelthen ikke at blevet udnyttet til jeres fulde potentiale. I er små, hurtige, stille og uhyre effektive. Noget nogle af mine andre krigere mangler i deres desibling." fortalte han uden at nævne navne på nogen. Han var taknemmelig for alle der meldte sig til hæren, men ikke alle var lige dygtige. "Jeg vil lave en elitegruppe eller to, der modtager komplicerede og ikke mindst farlige missioner. Elitegrupper, med krigere med forskellige egenskaber og talenter der arbejde sammen og komplimentere hinandens evner." forklarede han hende mere dybdegående og han håbede hun så linket mellem de tapre små og elitegrupperne. Han kunne bruge deres talenter som de tapre små, men også som medlemmer blandt andre krigere med anderledens kompetancer.

Emilia tog glædeligt en plads på stolen, som hun blev nødt til at hoppe på. Hun kunne dog dårligt se over borde tilgengæld, hvilket måske var den knap så gode ting, men det var hun efterhånden vant til, og tog det som det kom. Hun vidste hun var mindre end så mange andre, men det gjorde ikke at hun ikke var en stor person!

Selvom hun havde været lidt forsigtig om at spørge hvorfor hun var her, kunne hun hurtig se at hun ikke skulle være bange for noget. Generalen havde hende og hendes venners ryg! Hun lyttede dog noget interesseret i hvad det var han sagde. Det var ganske interessant.
”Jeg er stolt af at du ser os for hvad vi er, men vi har også haft lang tid til at blive så gode til at arbejde sammen, plus.... vi ved vi har hinandens ryg,” det lød måske som en lidt underlig grund, men der lå tydeligvis noget bag det, og for et andet halvdyr var det måske ikke så svært at vide hvorfor. Halvdyr var allerede set ned på, i hvert fald i en vis grad, men langt de fleste andre krigere så meget ned på De Tapre Små, fordi de var små. Emilia var langt fra den højeste, men hun var altså heller ikke den mindste. De var i hendes højde, og mange krigere kunne ikke se hovrdan sådan nogle krigere kunne bruges til noget som helst.

Baldwin foldede sine hænder og hvilede albuerne på bordet, mest fordi så havde han nemmere ved at holde øjenkontakt med kaninen, der var en del længere nede end ham grundet sin knap så høje højde. Ikke at det gjorde ham noget, men det var respektfuldt og vigtigt for ham at kunne se den han talte med, og være sikker på at de hørte ham såvel at de havde følelsen af at han hørte og lyttede til deres ord. At høre og lytte var ikke nødvendigvis den samme ting måtte han bitterligt indrømme igennem sin levetids erfaringer. ”Det kræver arbejde at blive god indenfor et given fælt – og den respekt fortjener i at blive udvidst” om end den havde været smålig for mange af krigerne, måtte han indrømme. Han selv havde nok ikke udvidst den respekt han burde da han stadig var i krigernes eller mere riddernes række, men han havde heller ikke vidst bedre. Ikke altid en god undskyldning, for han kunne havde spurgt – men nu var han trods alt blevet klogere.
”At stole på sine medkrigere er vigtigt for at en gruppe fungere. Som jeg kan forstå på Dem, stoler de på Deres gruppe med de andre halvdyr. Stoler De på de andre krigeres velvilje til at have din og de andres ryg?” det var en vigtig ting. Han var nødt til at skabe en gruppe, en elitegruppe med så mange forskellige egenskaber og muligvis holdninger, der stadig ville fungere. Det var ikke hans eneste agenda med dette møde, eftersom han også ønskede at de tapre små fik mere vigtige missioner at tage sig af, der krævede mere delikasse end ren muskelmasse. Alle krigere var ikke nødvendigvis komme til hæren på samme grundlag, og jo før alle forstod det, des bedre.

Hvis Emilia ikke havde haft pels, kunne man nok godt have set hende rødme, men som det var nu, så dækkede den hvide og grå pels alle hentydninger til at hun rødmede. En af fordelene ved at være dækket af et solidt lag hår. Der var selvfølgelig også knap så gode ting, men man vænnede sig til det.
"Jeg stoler på De Tapre Små, men jeg må indrømme at min tillid til de andre krigere i hæren er ikke ligeså stor. Selv halvdyrene der er større end mig, har jeg svært ved at stole på. De ved hvordan det er at være udenfor, men de får stadig en anden respekt, fordi at de trods alt er i øjenhøjde med dem," indrømmede hun, og hun havde godt nok ikke nævnt noget om Generalen, men der var en hentydning til, at der stadig lå en hvis bekymring der. Han var måske en fugl, men han var en stor fugl. Man kunne se at der var nogle muskler der. De fleste så bare på kaniner og oddere og ikke tro at de kunne noget som helst. En ting der smertede Emilia, men det var sådan landet lå. Man blev set ned på sin størrelse og race.

Baldwin lyttede til halvkaninens bekymringer og ærlige indrømmelse omkring sine medkrigere. Han var ikke overrasket over at høre at De Tapre Små var dem hun stolte på, og desværre var han heller ikke overrasket over at høre, hvor lidt tillid som Emilia havde til de andre krigere. De ”større” krigere, som man naivt kunne kalde dem. Han ventede tålmodigt til hun var færdig og udviste ingen form for vrede eller irritation over hendes ord, trods han vidste at hun også talte om de andre halvdyr der trods deres race alligevel var mere på, ja, højde, med de andre. ”Det er ganske forståeligt. Jeg bebrejder Dem ikke for at føle på denne måde” Han kiggede på det langt mindre halvdyr med et roligt og dog undersøgende blik. ”I de grupper jeg har i sinde at oprette, er det vigtigt at man stoler på hinanden. Den manglende respekt De og Deres medfæller er blevet udvist bliver vendt til manglende tillid” han grublede lidt over hvordan han skulle knække denne nød. Han tog sig til hagen og stirrede et øjeblik fremfor sig, gennemtænkende hele situationen. Hans øjne bevægede sig ganske let fra side til side, som diskuterede han sine indre tanker med sig selv. Noget sagde ham at De Tabre Små var gået ind til deres arbejde, og rettelig fortjente samme respekt som de andre krigere, men ikke havde fået den modtaget. Dette måtte ændre sig, før der nogensinde kunne stables et samarbejde på banen mellem de to opsplittede grupper.
”Hvis det var muligt at danne denne tillid, ville De og Deres så være villig til at arbejde for det? Som jeg ser det, er vi store at bebrejde. Det kan være svært at se talenter og styrke hos noget der for ens øje ikke fremstår som det mest typiske tegn på en kriger i en hær. Denne brist har medført at I som gruppe, antager jeg, føler jeg isoleret fra de andre? Skulle jeg kunne finde nogle krigere der oprigtig angre den indstilling, og som er villige til at lærer jer at kende og udvise den respekt i fortjener, vil I så være villige til at vise tillid tilbage og skabe bånd?” Det var vigtigt for ham at hans hær var et. Ikke den samme enhed, men at de kunne stole på hinanden. Som det stod lige nu, stod De Tapre Små meget alene.

Emilia var glad for at det så ud til at generalen forstod hvad det var hun sagde. Det var jo ikke fordi at hun hadede de andre krigere, men hun var bare forsigtig om dem. Heldigvis havde hun ikke sammen temperament som sin bror, så det gjorde det lidt nemmere at ignorere de nedgørerende navne og ord der blev slynget imod hende og hendes medkrigere. Det gjorde dog stadig at denne mistillid var noget der var bygget op over årerne.
Hun var lidt chokeret over at generalen forslog at de skulle prøve at ordne denne mistillid. ”Selvfølgelig,” sagde hun lidt forsigtigt. Det kunne godt ses på hende at hun havde lidt svært ved at tro på at det kunne komme til at ske. At der var nogen der ville gøre sit for at vise den respekt som De Tapre Små fortjente. ”Jeg tror jeg snakker for os alle, når jeg siger at vi ønsker det bedste for Lyset, uanset hvad det kræver fra os af. Men jeg kan ikke sige om sådan en ting kan lykkes. Selvfølgelig hvis du finder nogle der agter at gøre dette, så vil vi selvfølgelig også forsøge. Vi holder jo ikke af at være en isoleret gruppe.”  

Det var generelt et problem når en hær følte sig splittet. Om det kun var ganske få individer, udgjorde stadig et problem. En ting Baldwin dog ikke forstod, var hvorfor de andre krigere så sådan på dem. Bevares, man havde en ide om hvordan en kriger skulle være, og hvilke egenskaber det indebar, men de var blevet accepteret ind af en grund. Om det så fik de andre krigere til at få dårligere selvværd fordi de naivt mente de var bedre end en lille kanin, kunne man kun himle med øjnende af. Klogere krigere burde i stedet overveje hvad grundlaget var og lærer af det. Samarbejde med dem, eller andet i den retning. Det var i hvert fald den retning Baldwin selv havde tænkt sig at gå.
Han smilede roligt til Emilia over hendes forsigtighed og mistro til at det kunne virke. ”Jeg skal gøre mit bedste for at finde mere klogsindige krigere, der ikke kun vurdere en anden krigers kræft ud fra hans eller hendes størrelse. Råstyrke er ikke alt” men det blev noget af en opgave. ”Umildbart, tror jeg det er nemmest at finde mere forstående sjæle blandt de krigere der selv oplever en form for diskrimination. Andre racer. Mennesker kan, desværre, være meget selektive i deres opførsel overfor andre racer” det kunne alle nok skrive under på. Varierede man fra mængden fik man det at føle, nogen mere end andre.

Emilia nikkede bekræftende. Mennesker oplevede sjældent diskrimination, så derfor havde de også sværere ved at sætte sig i andre folks sted. Når man tænkte over det, så var mennesker i virkeligheden virkelig den svageste race. De troede de var de bedste, og de var da også okay til alting, men hvis de ikke brugte deres store hjerne til noget, så var de virkelig værre end alle de andre racer.
Så måske der også var noget racisme i Emilias hoved, det var ikke så underligt når hun var blevet talt ned til af mennesker de sidste 20 år af sit liv. Man opnåede at få et par fordomme for sig selv over så mange år, men Emilia talte sjældent højt om dem.
”Jeg stoler på din dømmekraft om dette,” Sagde Emilia. ”Så hvis der ikke er andet...?” En klar hentydning på at hun så ville tage at smutte, så Baldwin kunne gå i gang med at lave noget.

Der var en del at tænke over og en del arbejde der skulle sættes i gang. Og Baldwin var vidst ikke den eneste der skulle bruge noget tid på at tænke. Det ville være en omvending der krævede at folk var interesserede i at danne et bånd, og selvom Emilia gav udtryk for at hun ville bidrage, kendte han naturligvis ikke naturen hos de andre i de tapre små. Han kunne kun håbe på at de havde samme mentalitet.
Baldwin nikkede som tak, både for hendes ord og den respekt han tilsyneladende allerede havde opnået ved at hun satte liden til at det han gjorde var det rigtige. Selvfølgelig ville krigerne sjældent stille sig op imod en højere rangs beslutning, selvom Baldwin håbede at deres mening ville blive udtrykt overfor ham. Det var den eneste måde han kunne vide om han gjorde det rigtige, eller nærtliggende rigtige. ”Det var alt. Tak for Deres tid, frøken Hopsalot” svarede han venligt og ventede på at hun var ude af lokalet før han vendte sin opmærksomhed ned på sine papirer igen. At læse var ikke hans ynglingsbeskæftigelse, men det var nødvendigt. Nu var opgaven at finde krigere der var villige til at indgå i dette. Måske ikke den nemmeste opgave.