Det var altid kedeligt at partruljere landevejene. Der skete næsten aldrig noget herude, i hvert fald ikke når det kom til at finde folk at snakke med. Oftest var det banditter, og selv da, var det ikke altid muligt, at tage dem uden at skulle hente forstærkninger, så for det meste handlede landevejspartruljer om, at observere og sjældent gøre noget ved en situation med det samme.
Et tungt suk forlod Alix' læber mens hun gik af sted af sydvejen med en lanterne i hånden. Egentlig var hun på vej tilbage til hovedstaden, for det var efterhånden ved at være tid til vagtskifte og meget, meget sen aftensmad - man kunne ikke faktisk se en del i mørket denne nat, for der var fuldmåne og Alix var efterhånden ved at være både træt og sulten. Det var ærligt talt lidt hårdt at rende rundt i rustning og uniform en hel nat for kvinden der var vant til at den slags bare ville være en dødsdom på havene. 

Mens hun gik af landevejen lød et skrig længere fremme og hun stivnede kort. Det tegnede ikke godt, så hun gik tættere på lyden, der ændrede karakter til gråd, blandet med en mads hånlige, arrogante latter. En kold rislen løb ned af hendes ryg da hun så to skikkelser der stod lidt væk fra selve stien, især da det gik op for hende at den ene lå ned mens manden holdt en hånd hen over hende, leende som en anden galning. Hun trådte tættere på efter at have stillet sin lanterne ved selve stien, stadig ubemærket til trods for at hendes rustning ikke ligefrem var lydløs at bevæge sig rundt i. Manden måtte vel være dybt optaget af hvad end han havde gang i. Det så virkelig farligt ud, så Alix tog med det samme sine forholdsregler som hun bevægede sig om bag manden og knyttede sin behandskede næve og slog den så hårdt hun kunne i baghovedet på manden, der tilsyneladende ikke havde forventet at sådan noget kunne ske. Han jamrede overrasket og sagte før han faldt om som en kludedukke i græsset. Med det samme satte Alix sig på hug ved kvinden og lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder. "Hvad gjorde han? Har De ondt nogle steder?" hendes stemme var lidt mere mørk end en normal kvindestemme, sikkert et resultat af, at skulle råbe højt mens hun klatrede rundt i masten som lille. Hun hævede bekymret et øjenbryn mens hun forsigtig gav den fremmede, lyshårede kvindes skulder et lille klem.

Det var oftest at Florence havde eskorte med sig, eller bare rejse selvskab, da hendes frue godt viste at der var flere der kunne finde på at leder efter hendes ansigt i eller omkring hovedstaden. Det var noget pjat at være så paranoid, mente Florence selv. Hvad ville folk overhovedet med hende. Den person som Avaion havde haft i tankerne ville formegentlig for længst være ligeglad med den lille vampyr og fundet videre til sin næste interesse.

Hvilket også havde gjordt at Florence havde taget alene på hesteryg ind til byen da solen var gået ned og resten af godsets tjenestefolk var faldet til ro. 
Det var ironisk at Florence havde for 117. gang havde været godtroende nok til at stige af sin hest for at hjælpe en stakkel der lå i vejkanten. "Staklen" viste sig at være en magiker der kunne kontrollere tanker og var ude på at tjene godt på at snyde forbipasserende handlende. Florence havde ikke engang nået at spørge til hvad han lavede herude midt om natten, før hendes blik havde slået over fra hvad hun så foran sig til alle de forfærdelige minder hun havde oplevet de seneste års tid. Alle følelserne og de væk gemte minder strømmede ind over hende og gav hende en uudholdelig hovedpine. Hun sank skrigende ned på knæ og tog sig til hovedet imens hun kunne høre manden grine hysterisk over at hans nummer havde virket.

Florence kunne mærke hun kun var sekunder væk fra at besvime inden smerten forsvandt fra det ene øjeblik til det andet. En hånd lagde sig på hendes skulder og en utydelig mandlig stemme spurgte hende om noget hun ikke kunne gennemskue. Så i frygt for at der skulle ske hende mere slog hun ud i luften med en hulk som afslørede for hende selv de uendelige tårer der løb ned ad kinderne på hende.

I bevægelsen svang hun sig selv rundt så hun landende på jorden og blikket op imod skikkelsen der havde talt til hende. Det var ikke den mand hun havde prøvet at hjælpe. Blikket flakkede frem og tilbage imellem de to personer imens hun prøvede at forstå situationen. 

Det burde nok ikke komme som en overraskelse fra Alix' side, at kvinden slog ud efter hende. Hun bevægede sig behændigt uden om slaget, der faktisk virkede en kende klunset, og derefter faldt kvinden om fordi det havde fået hende ud af balance. Alix kiggede overrasket ned på hende med lidt store øjne og holdt sine hænder oppe i en gestus for at vise at hun ikke var her for at gøre den anden ondt. "Hey, hey, rolig, jeg gør Dem intet," hun forsøgte at vise sig fra sin bedste side, selvom hun tydeligt var en kriger på sværdet der hang i våbenbæltet. Dog var det også tydeligt på uniformen at hun var en byvagt, men hun bebrejdede bestemt ikke kvinden at hun ikke havde bemærket dette i mørket. I stedet lod hun være med, at røre ved den fremmede og gav hende tid til at komme til sig selv. Hvad end manden havde gjort, så det ud til, at det havde haft en meget voldsom effekt.

"Jeg er en del af byvagten.. Jeg er her blot for at hjælpe, så lad venligst være med at panikke," selvom hun godt var klar over at kvinden allerede var i panik og at det bestemt ikke hjalp, bare sådan at rable løs, hvilket også var grunden til at hun talte langsomt, venligt, men også lettere bestemt i et forsøg på at få kvinden ud af den tydelige tilstand af chok som hun var i. Dog lod hun afstand være et vigtigt element, og undlod at komme tættere på kvinden for nu. Det ville nok heller ikke hjælpe spor.

"Byvagt" gentog hun imens hun fik sin vejrtrækning på plads. Det var ikke fordi hun var kommet fysisk til skade men hun kunne mærke at hun havde mistet en del energi på at holde sig selv ved bevidsteheden. Florence tørrede ansigtet med sit ærme i den sorte kjole hun bare inden hun satte sig op og tog en dyb vejrtrækning.

"Jeg beklager jeg slog ud efter Dem" undskyldte hun til vagten som tilsyneladende havde redet enten hendes sind eller hendes liv. "Jeg er Dem virkelig taknemmelig for at De kom forbi" fortsatte hun inden hun skiftede blikket tilbage til magikeren. Ikke med den mindste snert af vrede, men mere en form for medlidenhed. Hvad der ikke fik folk ud i situationer hvor de blev nød til at stjæle og bedrage folk for at overleve, tænkte Florence inden hun rejste sig, lidt rundtosset, op og børstede skørtet af for stævet hun havde samlet med sig.

Efter lidt tid så det ud til, at kvinden kom mere til sig selv. Hun gentog i hvert fald hvad Alix havde sagt, omkring at hun var en byvagt, så nu var de da i det mindste nået så langt. Alix forblev siddende på hug foran hende, til hun rejste sig og så lettere usikker ud på benene. "Det er i orden, De var forskrækket," sagde hun blot med et mildt smil på læberne. Hun placerede sine hænder på kvindens skuldre, forsigtigt. "Tænk ikke over det, jeg er sikker på at de fleste ville gøre det samme i min situation," hun holdt hænderne på kvindens skuldre til det så ud til at hun var mere sikker på benene. Derefter tog hun fat om mandens hænder og placerede dem i de håndjern hun altid havde på sig. Det var var nødvendigt, men Alix vidste sådan set ikke at han var en telepat og ikke havde behov for at bruge sine hænder for at skade folk.

"De ser ikke ud til at have lidt skade? Hvad alverden gjorde han ved Dem, jeg har aldrig set noget lignende?" på havene så Alix ikke så ofte magi og lignende ting. Faktisk havde hun ikke set meget, i hvert fald ikke når det kom til mentale magiske evner, men hun havde til gengæld godt set hvordan byvagtskaptajnen havde gjort brug af magisk ild når det bød sig. Med en let anstrengt lyd fik hun hejst op i den fremmede mand og placerede ham over sin skulder. Hun var stærkere end de fleste kvinder - og faktisk også mænd, overraskende nok - og manden var rimelig let, men det var stadig dødevægt og en smule hårdt at bære på. Men han skulle stadig med ind til hovedstaden og en tur i brummen.

Florence så til imens hendes helt løftede magikeren op over skulderen. Det føltes efterhånden som 117. gan at hun var blevet redet af en eller anden. Så mange hun endte med at stå i gæld til. Hun gav et suk fra sig inden hun vandrede hen til hendes hest der tilsyneladende ikke havde været det mindste påvirket af hele situationen.

"En mental magiker vil jeg påstå" startede hun ud inden hun tog sig lidt til hovedet. "Han kan vist manipulere minder og tanker" forklarede hun da det ikke var den første person hun havde mødt som kunne den slags. Hele Florences liv havde hun faktisk stødt på den ene magiker efter den anden. Hun var trods alt også selv bruger af magi, til trods fra at hun nægtede at bruge det mere efter plagernes efterladenskaber.

"Det er ikke noget De har oplevet før?" spurgte hun nu med tøjlerne i hånden og den lettere tygge heste valtende efter sig. Det var en anelse af en byvagt af hans kaliber ikke havde stødt på en mental magiker før. Det var efterhånden noget der blev brugt oftere da det kunne få selv den største ork til at ligge sig ned på få sekundter.

Det så ud til at kvinden foran hende havde mere styr på magikere der kunne en ikke-fysisk magi end hvad Alix havde af erfaring på det område. Men det betød jo også bare, at hun fik noget viden nu her, som hun ikke havde haft før, omkring den mand hun bar rundt på nu. Det var nok bedst at holde ham bevidstløs, måske få fat i et af de dersens halsbånd der blev brugt til at undertrykke magi under de mange dæmoniske plager. Idet kvinden spurgte om Alix ikke havde oplevet sådan noget før, rystede hun på hovedet. "Nej, ikke rigtigt. Jeg tror bare, jeg har været heldig på det område, men jeg har set andre magier blive brugt," hun fik placeret manden bedre på sin skulder og traskede efter hende og den lidt tykke hest der vraltede af sted.

"Forresten, mit navn er Alix.. Som nævnt før er jeg én af byvagterne. Hvem er De?" hun formåede at træde op på siden af kvinden og kiggede spørgende, nysgerrigt, også for at holde samtalen i gang. Det var kedeligt arbejde, at skulle bære en bevidstløs magiker af sted i stilhed.

Florence smilede lidt ved at vagten tilsyneladende ikke have oplevet magi før. Heldig? Tværtimod. Hun havde selv oplevet så meget magi der havde været langt mere end fantastisk. Verden ville ikke være det samme uden det.

"Florence " svarede hun med et smil der næsten lyste hendes ansigt op. " Jeg er... Anstandsdame for en frue længere syd på. Forhenværende nonne under Isari." forklarede hun med en lille tænkepause da hun et øjeblik blev i tvivl om hvad hun brugte sin tid på. Det sidst nævnte med en smugle stolthed i stemmen.
"Men hvordan har De dog undgået det hele Deres liv? Især hvis de arbejder i byvagten? Jeg syntes eller altid det er de mandlige vagter der bliver sat til de.. opgaver der har med de mere vanskelige magikere " spurgte hun lidt undrende.

Det klædte kvinden mere, at smile, det fik hende næsten til at gløde af entusiasme og det fik glæden til at smitte hen på Alix der heller ikke kunne undgå at smile selv. Tidligere nonne, nu anstandsdame? Der måtte vel næsten ligge en historie bag, især når hun havde lydt så stolt over sit tidligere erhverv. Det var ikke hvad som helst der kunne få en nonne til at opgive et sådant erhverv. Et liv viet til en gud betød at man måtte være dedikeret. Denne Florence måtte næsten have været det samme, så hvorfor i alverden skulle hun ikke være en nonne længere? Men før Alix nåede at spørge ind til det, gik det op for hende, at hun ikke var her for at krydsforhøre kvinden. Florence var et offer for magi, brugt helt og aldeles forkert, hun havde brug for at nogen talte med hende, uden at stille alt for mange spørgsmål.

Snart blev det hele dog vendt rundt på hovedet. Hvad Alix følte hun ikke burde, var noget, Florence lige nu gjorde. Spurgte ind til ting. Alix var dog tålmodig og godhjertet. Og hun var ikke overrasket over dette: At hun igen var blevet mistaget for at være en mand. Det var en historie, der aldrig ville blive alt for gammel og derved blive glemt. Hun sukkede lavt, mens hendes blik dalede mod græsset. Mens de gik nåede de til lanternen, som Alix også fik samlet op uden de helt store problemer.
"For det første," forklarede hun roligt og i et mildt toneleje. "Så har jeg boet på et handelsskib det meste af mit liv. Jeg kan ikke noget magisk selv, og min far holdt mig oftest væk fra alt hvad der havde med det at gøre. Han fortalte mig at det var farligt," det syntes hun nu ikke selv. Det var nærmere farligt i de forkerte hænder. Det var som ethvert andet værktøj, bare ikke lige så håndgribeligt. "For det andet, så er jeg ikke en mand. Mange antager det, og jeg er ikke bebrejdende. Jeg er født meget... Hrm.. Mandligt bygget. Og min praktiske væremåde hjælper ikke på det," indrømmede hun med et lille smil over læberne. Ganske vidst et lidt trist et, for det gjorde stadig lidt ondt at folk hele tiden gik og troede at hun var et hankønsvæsen, når hun ikke var det.

//kan ikke finde insprationen til at finde ud af hvad den her tråd ydeligere skal omhandle, vi må finde på en anden tråd på et tidpunkt <3 //