Hvor længe var der efterhånden gået? Tarrim havde mistet tal på dagene, som med stor sikkerhed var blevet til uger. Siddende i sine lænker i det mørke dyb, også kaldet Dragorn, var hårdt. Tarrim var en meget hårdfør mand, en ekstremt hård nød at knække. Måske var det også derfor, han var blevet sat herned? De havde gennempryglet ham de første mange dage, men i det mindste havde de holdt ham i live. Givet ham mad og drikke så han ikke bare døde. De kunne ikke bruge ham død.
Men efter lang tids tortur uden nogen oplysninger, var han blevet smidt herned til krybende og de andre mennesker, som mørkets hær havde givet op på. Mange af de andre var døde i løbet af dage. Han var ikke. Han havde hørt mange drage deres sidste åndedræt, og nu kunne han lugte stanken af dem, som de lå spredt omkring hernede i deres lænker. Han kæmpede sig gennem dagene, men var efterhånden ved at være træt af det. 

Han ville blive hvad som helst for at komme ud herfra, væk fra de mange lysets krigere, der lå og stirrede på ham med døde, rådnende øjne, liggende i forkrampede stillinger. Selv havde han haft sin uniform på, men den var efterhånden godt smadret. Han havde adskillige skrammer rundt omkring på kroppen, som der garanteret var gået infektion i, og han bevægede sig knap nok længere. Først da han hørte en lyd, kiggede han op fra sin halvsovende stilling. En vagt var åbenbart kommet på afveje, for han kom gående forbi det dybe hul. En dværg? Var de kommet fri? Tarrim forsøgte brat at rejse sig, men skvattede hurtigt ned at ligge igen, hvilket fik hans lænker til at rasle en del mod det kolde, fugtige stengulv. Et lavt udbrud formede sig over hans læber og han bandede i sit stille sind over hvor svækket han var blevet. Han havde ikke styr på, hvad vagten gjorde. Han blev bare liggende hernede blandt blod og lig, som sit eneste selskab.

"Der er måske nogen derinde.." Det var ikke højere end en hvisken, men det gav genlyd ned af den iskolde og mørke korridor som mumlende lyde. Guinevere løftede vaklen og lyste mod døren, en smule påpasselig med om hun skulle gå tættere på. Hun var fulgt af tre andre dværge, som sammen med nært tyve andre havde indviljet i at gå ned i fangekælderen og se om nogen var blevet efterladt da de fleste brød ud. De var stødt en god portion dværge, hvilket havde resulteret i at de nu var langt færre på vej ned i de mørke koridorer. Områderne som de normalvis aldrig besøgte, fordi der var for mørkt og indelukket.

Men Guinevere huskede mørket så tydeligt som dagen kunne være lys. Hvordan de torturerede og hev fangerne længere ned i mørket, når de ikke samarbejdede. Hun huskede hvordan de grinede over hele hovedet og børstede deres hænder mod hinanden når de havde leveret et stakkels sjæl til et liv dernede. Et kort mørkt liv.

Men hvad nu hvis nogen af dem var flygtet herned. Hun betvivlede det, siden mørket var blevet stormet ud denne vej fra, men man havde sine tvivl. "Bliv tilbage" Guinevere havde givet faklen til dværgen bag sig, inden hun trådte ned på de knørklede trappesten. Selvom faklen var højere oppe, lyste den op i de dunkle afkroge, da bæreren lænede sig lidt frem. Guinevere trak vejret en smule usammenhængende da lugten nåede hendes næse, efterfulgt af synet hun blev mødt med. Hun slog hånden op for den sammenrynkede næse, men hånden fløj hurtigt væk igen og ned på øksen i bæltet, ved lyden af nået der gled, efterfulgt af raslen og en god blanding af lyde der gav genlyd igennem korridoren. "Hallo?" hendes stemme var et kort øjeblik dirrene, men Guinevere rømmede sig hurtigt og bevægede sig tættere lyden. Mod en person der lå udstrakt på stengulvet iblandt diverse lig. Som Guinevere kom tættere på bemærkede hun at hun trådte i en mindre pøl af væske. Hun bildte sig selv ind at hun ikke ville tænke over hvad det var. "Hey? Er du vågen?" Hendes stemme var mere blid og venlig end skræmt denne gang, som hun satte sig på hug med en hånd hvilende på en fugtig træmme. Den anden vendte hun med håndfladen op ad, hvorefter en lille boble af blid hvidt lys kom frem, oplyste hendes ansigt der stadig bar diverse skræmmer, men omend venligsindet ansigt - samt hullet foran hende, der var en langt mere ildelugtende og markaber scene end man kunne forestille sig.

Der gik ikke længe fra han faldt til at en kvindestemme kaldte ud, næsten helt skræmt. Han ville gerne have svaret. Men hans hals var så knastør at det var ham umuligt. I stedet kæmpede han videre med at komme på benene igen, uden den mindste success. Han lukkede øjnene, til han bemærkede en tilstedeværelse meget tæt på sig, samt et mindre lys. Det skar i hans øjne, selvom de var lukkede. Han rystede let på hovedet, men formåede at åbne øjnene efter lidt tid, om end noget anstrengt.
Hendes stemme lød. Det var den samme som før, bare meget mere blid og venlig end før, hvor hun havde virket skræmt. Det var nemt at se at hun var en dværg, hendes udstråling sagde det lidt for sig selv. Han forsøgte at sige noget, men det endte i en tør, grum hoste, der varede ved i et godt stykke tid, før han kæmpede sig op at sidde. 

"Hvad... Hvad er der sket? Er I kommet fri?" spurgte han som det første da han fik nogenlunde kontrol over de spasmende halsmuskler. Hans stemme var knastør og hæs. Han lød som om at han havde røget pibe 50 år og ikke havde lagt den på hylden for noget som helst. "Vent.. Du.. Nej De.. De er i familie med Thanen, er De ikke?" han ville kunne genkende et medlem af royaliteten når som helst, også hernede i det mørke hul han havde brugt som sit "hjem" det sidste lange stykke tid.

Det lød alt andet end sundt. Guinevere begyndte at spekulere over hvor længe han mon havde befundet sig i denne fangekælder, uden hverken vådt eller tørt. Hun havde desværre ikke noget på sig, men at få lukket døren op ville i hvert fald ikke blive et problem for hende, så snart hun lige havde sikret sig at han var i live. Hun kunne ikke sige i god behold, for det virkede han ærlig talt ikke til at være. "Ja, for et par dage siden.." Forklarede hun roligt, og mærkede nu hvor forfærdeligt det var at de ikke var kommet herned noget før. Men kampen mod mørket havde taget alt for lang tid, og de sårede havde været mangetallige.

Guinevere smilede ganske let og nikkede roligt. "Jo, jeg er Guinevere. Og du behøver ikke tiltale mig De" svarede hun roligt på hans spørgsmål. Hun var vant til at det royale blod havde en indvirkning på de fleste, selvom Guinevere mere eller mindre følte sig som alle andre.
Hånden der havde hvilet på træmmerne gled glidende hen foran hendes arm, hvor et armbånd løsnede sig omgående og smeltede før øjnene af dem. I luften begyndte det at forme sig, i sin rute op til nøglehullet.
Guinevere rejste sig, klemte hånden sammen, hvorefter sølvet blev fast, nu i nøgleform, og gled ind i låsen der klikkede nemt og føjelidt. "Ved du om der er andre i live?" Hun åbnede den knirkende træmmelåge og bevægede sig forsigtigt derind, mens hun sørgede for ikke at træde på noget som helst.

Et par dage siden? Tarrim måtte kvæle endnu et hosteanfald, men han vidste udmærket godt, at det var en risiko. Det skete i krig. Man blev fanget og som oftest, hvis man var lige så uheldig som Tarrim, glemt fordi man altid endte et sted hvor folk normalt bare ikke fandt én. Det var sket for ham under Inquisitionens magttag over Krystallandet, og nu også her. De havde i hvert fald ikke været hernede at lede som det første, og overraskende nok bebrejdede han dem det ikke det mindste. De havde sikkert haft nok arbejde i det hobetal af sårede der var som efter-effekt fra al den strid og de mange timer, mørkets hær havde brugt på at torturere folk. "Det var godt," sagde han bare, uden nogen bestemt følelse lagt ind over. Han var hverken vred eller glad. Bare neutral. Det gjorde ham helt glad dog, at Guinevere var ligeglad med etiketten. Så kunne han undgå at kæmpe sig frem med det også.

Som hendes armbånd gled ned ad hendes hånd som flydende metal, kiggede Tarrim undersøgende på det, mens det åbnede den låge der havde holdt ham og de mange andre låst inde. Han kunne ikke lade være med at smile lidt som han kom tættere friheden, men der var noget bedrøvet over hans smil. Hvor længe ville der ikke gå før lysets hær igen ønskede at han skulle deltage i en krig og så blive fanget igen? Og hvor meget ville han tøve med at gøre som de sagde? Svaret var nok ikke lang tid og ingen tøven overhovedet. Han vidste det. Og det bedrøvede ham. "Mit navn er Tarrim. Jeg er én af lysets krigere," præsenterede han sig mens han tog sig let til knæet, der nok havde været udsat for den værste del af torturen. Det var i hvert fald ikke i sit led længere. "Erik derovre døde for tre dage siden af sine infektioner. Og ham derovre... Gundir hed han vidst.. Han døde fem dage siden af tørst.. Her er ikke andre levende, ikke her i hvert fald," hans tone var bedrøvet som han fortalte det, og han lavede gestus mod de to der var døde sidst.

Guinevere tog en dyb men rolig indånding, men fortrød det egentlig ret kort tid efter, og fokusere derefter på kun at trække vejret gennem munden. Lugten var hæslig! Den bed i næsen som intet andet. Hun huskede selv hvordan det kunne lugte vammelt og klamt i cellen hun sad i, men det var ingenting i forhold til dødskamrene hernede.
Guinevere satte sig på hug igen, denne gang ved siden af ham, og sølvklatten der svævede i luften begyndte igen at ændre form. Guinevere nikkede til hans ord, og kunne ganske udemærket forstå tristheden i hans stemme. "Det er jeg ked af, Tarrim. Men du er i live, og vi skal nok få dig ud og tilbage til civilisationen" trøstede hun ham med et lille smil, inden hun lod den nylavede nøgle finde vejen til lænkernes nøglehul, for at få ham sluppet helt fri.

"Du er en af de krigere som kom os til undsætning dengang krigen brød ud, er du ikke?" Det var vidst det tidspunkt de fleste af de lysets krigere der havde siddet her, blev indfanget. De fleste blev fragtet til Midnatsborgen, så vidt hvad Guinevere kunne opsnappe, men enkelte, som Tarrim.. og Erik og Gundir var ladt tilbage.. Senere ladt tilbage til døden. "Hvor længe har du siddet her" Guinevere fjernede de tunge lænker fra hans ankler og til sidst hans håndled. Jo før hun kunne få ham ud herfra, jo hurtigere kunne hun også få taget en dyb indånding.

Tarrim ville gerne have stoppet Guinevere fra at tage den dybe indånding men det var vidst lidt for sent. Han så hendes grimasse og havde et næsten undskyldende blik i øjnene, mens hendes sølvnøgle ændrede sig og begyndte at åbne op for hans lænker. Det var rart. De tunge lænker havde op til flere gange gnavet sig ind i hans hud og han var ærligt talt træt af det. Det gjorde ret så ondt. "Det lyder rart. Jeg tror jeg har vænnet mig for meget til det her," mumlede han med et frastødt udtryk i ansigtet. Det var virkelig ikke rart hernede med lugten, men Tarrim var efterhånden vant til det og kunne knapt lugte noget. Han lugtede sikkert heller ikke selv særlig godt, men for ham var det fuldstændig lige meget. Bare han kunne komme så langt fra dette dødshul som muligt. Og det så også ud til at det var noget, Guinevere indvilgede i, ellers ville hun jo ikke sige det til ham, eller for den sags skyld åbne for hans lænker.

Han gned sine håndled da både hænder og ankler var frie og strak sig let nu hvor han ikke var bundet på hænder og fødder længere. Det var meget dejligt at have fri bevægelsesmulighed igen. "Jo, jeg rejste sammen med Erik derovre. Han var en ridder," derfor var det nok også en rigtig god idé at medbringe noget fra Erik til Lysets Dronning. Men det kunne vente til senere. "Jeg har ikke rigtig styr på hvor længe. Det føles som uger i hvert fald, men det kunne potentielt have været længere end det," mumlede han en smule utydeligt mens han igen begyndte det hårde arbejde der bestod i, at komme op at stå. Denne gang lykkedes det ham faktisk, men knæet lavede også nogle usunde knasende lyde i mens.

Guinevere fik et kuldegys igennem kroppen og kunne ikke undlade og lade en kort ganske stille bitter latter forlade sin mund. "Jeg havde håbet at ingen nogensinde kunne vænne sig til det her.." Det va rikke et liv at leve. Guinevere selv ville nok havde foretrukket bare at dø med det samme fremfor at sidde og se sine kammerater dø på stribe. Bare tanken fik det til at vende sig i mellemgulvet.
"Jeg troede ikke det var muligt at overleve hernede så længe.." Det var ikke ligefrem en god tilstand folk blev sendt herned i. Hun kunne i forvejen se betændte sår på den stakkels mands krop, og det ville gå galt hvis han ikke kom i behandling. For ikke at tale om den knasende lyd der kunne høres da Tarrim noget besværet fik sig rejst. Hun regnede ikke med at nogle af de andre havde været under bedre forhold ved ankomst.

Guinevere rejste sig en del mere smidigt, og lod armbåndet glide tilbage på plads og få sin faste form. "Her, læn dig op af mig." tilbød hun som hun kom nærmere. Forhåbentlig var stoltheden ikke så voldsom at han ikke tog imod hjælpen. Han behøvede det, og hvis han kunne undgå at presse sin krop yderligere ville det være en stor hjælp. "De andre omkommende vil blive hentet og få en begravelse dem værdigt. Det lover jeg" Dem alle, og familierne skulle få besked og mulighed for at få deres kære hjem, hvis det var ønsket. De ville få en afsked der var selv den bedste kriger værdig. For de var faldet i kamp.

De tog dværge ved indgangen kom til syne, og da de kom tæt nok på, lod Guinevere lyset i sin hånd forsvinde, og lyset fra faklen kunne bane dem vejen frem. Så snart de var ude af fangekælderen, ville vejen blive lagt direkte til healerne. Forhåbentlig var de ved at være ovenvande i tid og overskud nu mange af de sårede havde modtaget hjælp. Guinevere gik nogle lange dage i møde, med opgaver der dækkede mange områder. Det værste var at finde de afdødes familier, men nogen skulle jo gøre det.

Tarrim kunne se hvor påvirket Guinevere var. Han kiggede undskyldende på hende, det var slet ikke meningen at hun skulle gå og have det dårligt over det. Sket var sket. Det var ikke hendes eller nogle af de andre dværges skyld at han var endt hernede og at hans venner var døde. Det var mørkets skyld. "Man kan vænne sig til en del," sagde han roligt. "Overlevelsen? Jeg er.. Anderledes end de fleste. Har oplevet sådan noget her før. Jeg... Er vant til det," forklarede han tøvende, mens han tænkte tilbage på sin tid hos inquisitionen. Og ej at forglemme nærdødsoplevelsen i Elverlys Lindeskov. Han blev stående, noget besværet, til Guinevere tilbød sin hjælp. Måske var han lidt stolt, men Tarrim sagde aldrig nej til en hjælpende hånd. Han vidste udmærket godt, at det var dumt at sige nej.

"Tak for hjælpen.. Og tak for at du vil give dem en god begravelse, det betyder meget for mig," Tarrim lænede sig mod Guinevere. Det var lidt akavet med højdeforskellen, men de fik det da til at fungere nogenlunde. De kom op af trapperne, mod mere rene gange, og her kunne Tarrim virkelig godt lugte forskellen mellem det andet og sig selv. Han væmmedes lidt, men det kunne stadig have været værre. "I har vel ikke noget rent tøj til bagefter? Den her lugt ville genere andre meget mere end den generer mig," han sendte Guinevere et lille smil mens han haltede af sted sammen med hende.

Det var egentlig ikke spor betryggende at høre. Guinevere rynkede brynene en smule bekymret over hans ord, der også resulterede i at hun tog en dyb indånding. "Det er ikke noget man burde vende sig til" Hendes helt ærlige mening, og det var heller ikke noget liv! At være vant til altid at leve under forfærdelige forhold, ikke være sikker på om man overlevede, samt påføres tortur af den værste art. Hvad end Tarrim havde været igennem, misundede Guinevere ham så sandelig ikke.

Hun smilede blidt til ham, fra sin noget larvere position og nikkede som svar. Hendes fokus var mest konsentreret om at de ikke kom til at snuble over de ringe satte fliser, indtil de kom op af trapperne og så en del renere og mere afslappede omgivelser. "Bare rolig, det skal vi nok få fundet - også i din størrelse" hun smilede tilbage i en lidt mere munter tone, som de kantede sig vej. Den ene dværg gik stadig foran dem mens den anden var løbet i forvejen.

Da de kom ud til større og mere befolkede gader, blev det hurtigt aktuelt og se hvor forfærdelig tilredt Tarrim var, men også hvor beskidt han var. Lugtegenen var nok den værste, som rimelig hurtigt gled over i Guineveres tøj. Det generede hende i øjeblikket ikke. Hun kunne altid skifte til andet. "Hent Taran".

Der gik ikke lang tid efter de var kommet frem til hvad man ville kalde et midlertidig sygestue, før en langt ældre dværg med langt hvidt skæg kom luntende hen til dem. Man kunne se på de posede øjne at han ikke havde fået megen søvn de sidste døgn. "Taran, det her er Tarrim.. Der var ikke andre overlevende." Guinevere hjalp Tarrim ned på briksen og sidde, hvorefter hun hev den nu rimelig beskidte overtrøje af sig selv, til hun stod tilbage i det enkelte kjortel lag med bare arme, der afslørede at Guin selv var dækket af blåsort mærker med gule områder der næsten var healet sammen. "Jeg finder noget tøj, mad og drikke til dig. Taran vil få kigget på de værste skader først, inden vi får dig vasket" Hun smilede varmt til ham, inden hun med trøjen som byldt imellem armene, bevægede sig i hurtige skridt videre ind i et af de små stande der var sat op stort set alle vejne. Herfra var det tydeligt og se hvilke konsekvenser der var kommet af at tilbagevinde dværgenes rige.

Tarrim nikkede tavs til hvad Guinevere sagde. Ingen burde vænne sig til sådan noget, hun havde fuldstændig ret. Men det skete alligevel, og sådan forblev det så længe folk gik i strid med hinanden. Tarrim var blevet lysets kriger på grund af en drengedrøm, men nu var det slet ikke sådan. Nu kæmpede han videre, ikke fordi han fandt det gloriøst men fordi han ville tage pladsen for enhver der skulle have samme drøm som ham. Han ville ikke se andres drømme blive knust som hans. Han var udbrændt, havde været det længe, men sådan var det nu en gang.
Selvom det ikke så ud til at genere Guinevere, så ændrede det ikke på noget. Tarrim ønskede ikke at sidde her og forpeste alle i Dragorn efter at have trukket stanken fra sin celle med op. Han fulgte med, tavs, til de nåede en sygestue, hvor han blev hjulpet ned at sidde på en briks. Det første han gjorde var at strække det sårede ben ud og tage sig let til det, før han hørte Guineveres hilsen til en ældre udseende dværg, der lignede én der ikke havde sovet i flere dage.

Tarrim fulgte Guineveres eksempel og tog hvad der var tilbage af hans skjorte af. Indenunder var hans krop gul og blå med adskillige rifter. Han havde blandt andet fået en solid omgang pisk, men ingen af disse ting generede ham voldsomt meget. Han havde oplevet værre under inkvisitionen. Det værste han havde oplevet nu her var at se sine venner dø dernede. Resten havde næsten været til at grine over. Han så Guineveres arme, hvordan hun heller ikke var kommet ud af det her uskadt. Før hun gik videre, smilede han til hende, et venligt, varmt smil med et sæt bedrøvede øjne over at hun havde været dette igennem.
"Tak for hjælpen, Guinevere. Jeg håber ikke dine egne skader er værre end de ser ud herfra," konstaterede han. Hun gik kort efter hen mod en stand, og Tarrim kiggede sig lidt omkring. Taran begyndte at bearbejde de sår han havde. De værste skader - såsom knæet og ryggen - blev healet, resten fik den ældre dværg rengjort. Det var det bedste han kunne gøre, men Tarrim var ham stadig taknemmelig, for han var en stærk mand og alene dette var nok til at friske ham noget mere op. "Tak, Taran.. Du burde hvile dig lidt," han lagde en hånd på den ældre dværgs skulder, kiggende ham alvorligt i øjnene.
Der gik ikke meget længe før Guinevere var tilbage igen. "Jeg burde komme tilbage til hovedstaden. Måske få sendt nogle healere ud at hjælpe her, Taran ser ikke så godt ud efter at have ordnet mit knæ," det var så tydeligt at Tarrim altid lod andre komme i første række frem for sig selv.

//Du var ikke lige tilstede til at give svar på det, så jeg lod Guin komme tilbage igen :)

Guinevere havde nemmest ved at komme igennem det hun havde oplevet, ved at fortsætte med ar arbejde. Faktisk var det hendes måde at glemme det på. Glemme de mange blåsorte mærker overalt på kroppen, der kom til syne ved armene. Glemme de hvide streger hvor pisken havde ramt ned af hendes ryg. Hvis man så godt efter kunne man ane arrene stikke frem ved nakken, ved hendes hår. Men hun følte sig stadig langt mere heldig tilredt end Tarrim. Hun smilede til hans svar, men svarede ikke. Det var der ingen grund til - hun ville alligevel ikke stå ved at det ofte gjorde ondt at bevæge sig. Men hellere det end at være låst fast til en sengebriks som hendes familie havde forsøgt at få trumfet igennem.

Da Guin kom tilbage havde hun noget tøj stoppet ind under armen, mens hun bar på et vandskin og en skål med mad i hænderne. Hun ragte det frem imod ham, og lagde tøjet til sidde ved siden af briksen, så snart han havde taget imod det andet. Hun lagde bekymret en hånd på den ældre dværgs skulder der kvækkede lidt med en let rysten på hovedet. "Taran, har du overhovedet sovet?" Den ældre rystede på hovedet og spasserede videre til andre patienter. Alt imens han lod Guin stå tilbage og sukke dybt. "Han er den bedste vi har, og han.. ja, er ikke godt til at holde lav profil. Han er ikke den eneste healer dog - han er bare den mest standhaftige" Forklarede hun med en bekymret mine. Han havde ikke godt af at blive ved med at arbejde sådan - ikke fordi hun selv skulle have fingerne i klemme med at de beskyldninger. Hun ville bare få det samme at vide. "Du kan ikke rejse til hovedstaden i den her tilstand" Guineveres stemme blev stålfast og hun mærkede tydeligt hvordan hænderne lagde sig på plads på hoften mens hun så strengt på ham. "Du kan godt glemme det!" Hun kendte udtrykket - men han skulle ikke regne med bare sådan at kunne snige sig afsted.
Lidt efter kom en yngre dværgekvinde frem med et mindre kar varmt vand og en klud. Således at han kunne blive ren de andre steder også - og så der forhåbentlig ikke gik infektioner i nogle af de skadede områder. Selvom de var healede var det stadig ømme og sårbare områder.

Selv med sine egne skader var Guinevere mere bekymret for den trætte healer end sig selv. Han beundrede hendes gåpåmod og kunne ikke lade være med at smile lidt. Han kendte det godt fra sig selv og han var ikke et sekund i tvivl om, at han ville have gjort det samme i hendes situation ligegyldigt hvor dumt det så end var. Han tog imod maden og vandet, derefter tøjet. 
Vandet drak han omgående af mens Guinevere havde sin lille ordudveksling med Taran. Det var ekstremt rart med vand efter at have skullet leve på små dråber fra loftet i det lille rum han havde boet i det sidste lange stykke tid. Og det her vand smagte faktisk godt i modsætning til det andet. "Han virker til at være en god mand," kommenterede Tarrim mens han tog et par bidder af den madskål der også var blevet rakt til ham. Han vidste godt hvordan man skulle undgå at spise for meget af gangen, så han lod være med at spise alt for meget til trods for sin voldsomme sult.

Det stædige kom frem i Guineveres stemme da hun næsten beordrede ham til ikke at rejse til hovedstaden. Han holdt hænderne oppe i en opgivende gestus med et lille smil på læberne. "Jeg har hørt lidt og dværges stædighed, så jeg tror bare jeg giver op på den her diskussion på forhånd. Selvom vi er nødt til at få nogle flere healere herud. Mere hjælp generelt," det varme vandkar fik Tarrim til at lyse helt op og han tog kluden omgående og startede ud med sit ansigt. Det var sjovt nok der han nemmest kunne lugte sig selv. Han ville nok få brug for hjælp til ryggen, men alle andre steder var nemme nok for ham, især fordi han var så hårdhudet at han næsten var på benene igen. I hvert fald ifølge ham selv. 
Som han tørrede hen over sin venstre arm, der desuden havde et kæmpestort gammelt brandar hele vejen fra skulder til albue, skævede han op mod Guinevere. "Blev du også fanget dengang? Du ser ikke helt uskadet ud selv," hans øjne viste oprigtig bekymring.

Guinevere så stadig efter den ældre dværg som med det samme gav sig til at høre ad ved andre sengeliggende om de havde det godt. Hun bemærkede den lette svejning af træthed han forsøgte at skjule, men det var svært at sige noget til ham. Ikke fordi Guinevere ikke var stædig nok eller ikke havde komandoen. Hun vidste hvad han betød, for han bragte ikke kun healing. Han bragte også håb til de sårede ved altid at være den stærke klippe de kunne tiltro sig. "Han er en rigtig god mand.." Svarede hun tilbage uden at fjerne blikket fra ham i et lang stykke tid. Hun ville tage snakken senere. Tvinge ham til at holde pause hvis det var nødvendigt. Om hun så skulle sætte sig på ham!

"Vi har sendt bud til Hovedstaden, men de er ligeledes under et stort pres efter kampen mod mørket." Hun var taknemmelig for at han ikke ville tage det til diskussion. Det betød at hun kunne fokusere sin energi andet steds. Men det var også her det pludselig slog hende. Tarrim havde siddet indespærret siden Dragon faldt. Han vidste garenteret intet om at hovedstaden var blevet angrebet. "Toorah og Sarghos herre sendte hjælp til Hovedstaden, og mørket blev slået tilbage. Jeg kender desværre ikke alle detaljerne." forklarede hun, som hun satte sig på gulvet i skrædderstilling.
Guinevere var ventende lidt endnu, måske endda bare tænkende, da Tarrim spurgte hende. Hun huskede sækken over hovedet, krigernes grimme ansigter og deres latter. Hun tog en dyb indånding og løftede blikket fra sine hænder. "Jeg nåede at slippe væk fra riget, men mørket var hurtige til at sende usendinge ud. Jeg blev taget til fange sammen med mange af mine krigere. Senere brugt som redskab til at knække viljen hos enhver dværg i riget - Mest min beds... Mest Thanen." forklarede hun roligt, og lod sin stemme være afklaret med hvad der var sket. Men hun huskede det tydeligt og vidste godt at en sådan behandling satte ar på sjælen, og ikke kun den kødelige krop.

Tarrim stoppede op midt i en bevægelse. Var hovedstaden under pres? Han kiggede spørgende på hende til en forklaring kom, hvilket ledte til et dybt suk fra ham.
"jeg... jeg skulle have været der," mumlede han stille mens han tog sig til hovedet. Alene tanken om at have mistet flere kammerater var forfærdelig. Han var stille mens han atbejdede videre med rengøringen af sig selv. Nu var der efterhånden kun ryggen tilbage og skønt han ikke kunne nå derom, var han aldrig typen der spurgte efter hjælp.

"Mørket er frastødende. Kan du huske tilbage dengang de havde magten? Inkvisitionen fik lov til at gøre præcis hvad de havde lyst til," han kunne tage fejl. Guinevere kunne være ung nok til ikke at huske det eller vide det, men så igen var dværge anderledes end mennesker hvad alder angik.
"Det gør mig vred: Tanken om at mørket har så meget magt at de bare kan løbe løbsk på den måde. Og det gør mig ondt at du skulle udsættes for dette," hans blik var stadig varmt med en passion uden lige. Han hadede mørket. Men det var ikke hadet der holdt ham kørende. Det var det voldsomme beskytterinstinkt han besad.

Guinevere forstod godt smerten. Forstod godt hvor forfærdeligt det måtte være at vide at nogen var hændt det sted hvor ens kære var, og man var der ikke til at hjælpe. Hun var ret sikker på at det måtte være præcis sådan hun ville havde haft det hvis hun ikke havde været der til at hjælpe da Dragorn blev angrebet. Faktisk, følte hun stadig skyld over at være flygtet først - så mange var blevet efterladt. Hun lagde en hånd på hans skulder og gav den et ganske let klem. Der var ikke rigtig noget hun kunne sige der kunne få ham til at føle anderledes - det følte hun i hvert fald ikke at hun kunne. I stedet valgte hun at tage en dybt indånding og rejse sig igen. "Her - ræk mig kluden" Han kunne ikke nå sin ryg, og Guinevere var indsat på at hjælpe hvor hun kunne. Derfor tog hun kludden og begyndte at vaske hans ryg.

"Vi mærkede heldigvis ikke lige så meget til det heroppe - så længe vi lavede våben til dem, var de tilfredse. Eller faktisk, hvis bare vi ikke solgte våben til deres fjender, var de tilfredse." Hun huskede det godt, hun havde trods alt oplevet mørket overtage magten et par gange i sin levealder, omend hun var meget ung første gang. Hun dybbede kluden i det lunkne vand og så op på ham med et roligt blik. "Tak - Det er forfærdeligt ligemeget hvem det udsættes for. Heldigvis har vi været i stand til endelig at slå dem tilbage. Nok mest fordi Mørket generelt er under pres på grund af deres nederlag." Guinevere løftede kluden op igen og vendte tilbage til den arrede ryg, der efterhånden var ved at være ren.

Tarrim overlod kluden til Guinevere, som begyndte at rengøre hans ryg. Han sad stille mens, men kunne godt mærke, hver gang kluden ramte et ar, at det gjorde ondt. Ikke fysisk. Men i sjælen. Han kunne mærke historien bag hvert ar. Hvordan han havde kæmpet imod hver en smerte, hvert et ar bar med sig. Han sad stille.
"Det er også nemmere, når man ikke er en del af Lysets Hær. Ikke at I havde det nemt, det siger jeg ikke, men.... Når man først er den tabende side i en krig, så er man så godt som død. Jeg troede at jeg var død dengang. Ventede bare på at øksen kom," det var mørke ord der undslap Tarrims mund, men han var ikke kendt for at lyve. Han var kendt for at sige sandheden, hvor grim den så end var.

"De skal aldrig have lov til at besætte hverken Dragorn eller Hovedstaden igen. Mørkets nederlag er forhåbentligt et vedvarende et af slagsen," mumlede Tarrim mens Guinevere stille og roligt blev færdig med rensningen af hans ryg. Som hun blev færdig, fik han plasket noget vand gennem både hår og skæg samt ansigtet, hvorefter han fik det rene tøj på. Det var noget mere rart. "Hvordan står det så til nu, i Dragorn? Klarer I jer?" han ville helst gerne vide det, for hvis ikke havde han i sinde at bringe deres sag til generalen. Mon ikke der kunne undværes lidt folk?

Guinevere lod sin hånd fortsætte over hans ryg, næsten levende forestille sig historien bag hvert ar, blandet med hans ord. At det var et rent mirakel at han var i live, føltes det som. "Men vi kom igennem det. Alle sammen, både du og jeg." beroligende hun ham, som det lunkne vand brød igennem skorpen af skidt og Tarrims normale hudfarve overtog synsfeltet i stedet.
Da hun var færdig, lod hun kluden ligge ved siden af spanden i stedet for at ligge den deri. Vandet var efterhånden godt farvet, men det betød også at det havde virket. "Måske - vi har lov at håbe. Men rygterne siger at de har slået sig ned langt fra vores rækkevide.. At de har indgået en form for samarbejde.. men det er løse rygter.. Måske lysets krigere ved mere." hun havde kun hørt hvad vagterne havde snakket med hinanden om, samt hvad andre dværge havde overhørt. Det var al den nyhed hun havde fået.
Guinevere satte sig tilbage ned på gulvet i skrædder stilling og lod sine hænder hvile på sine knæ. Hun kiggede rundt på de mangede sårede, de mange boder, og folk der vandrede mellem hinanden for at bringe mad, vand og medicin frem. for ikke at tale om forbindinger og tilseelser. Hun nikkede roligt. "Vi skal nok klare os. Men vi er svækkede.. Vi vil ikke kunne hjælpe jer mod mørket i den nærmeste fremtid.. De har ødelagt meget mens de befandt sig her.. Vi har brug for tid til at genopbygge.." Samt tid til at sørge og bearbejde. Mange havde mistet. Hendes bedstefars tomme blik havde efterhånden gjort ham blind af sorg og smerte. De skulle heale. Alle som en..

Tarrim sendte Guinevere et forsikrende smil idet hun nævnte at mørkets hær var langt fra deres rækkevidde. ”For det første betyder det, at de har lavet en taktisk retræte og vil forhåbentlig ikke være et problem længe. For det andet, så vil jeg ikke stoppe før de er slået.  Og jeg tror der er mange der har det på samme måde som jeg,” han tog for sig af den mad der var blevet ham givet, samt det vand der var blevet stillet frem som var til at drikke af. Det gjorde godt. Han blev en smule søvnig af det, men det var samtidig faktisk virkelig hyggeligt at sidde her sammen med Guinevere, selvom deres samtaleemne var ret mørk og dyster. Han kunne lide hende. Hun virkede til at være rigtig stærk af sig.
 

”Det skal jeg nok nævne for generalen. Han bør være forstående, det var ikke ham, der måtte sidde i en fangekælder i guderne ved kun hvor længe. Ellers må jeg jo bare klage til dronningen,” med de ord kunne han ikke lade være med at smile lidt. Han ville nok ikke bare sådan uden lige få en audiens hos hende. Det skete primært for ridderne og selv efter mere end ti års tjeneste, var han stadig blot en kriger.

Guinevere smilede roligt, men kunne ikke undgå at have bange anelser. Nok havde mørket trukket sig tilbage, som en del af deres taktik. Men det betød også at de måtte have et form for es oppe i ærmet. "Det er jeg slet ikke i tvivl om at der er, Tarrim" svarede hun ærligt - hun var selv godt og grundigt vred over hvad mørket havde gjort, men hun var ikke sikker på at hendes folk ville kunne klare et angreb mere, hverken udenfor eller indenfor dragorns mure. "Men hvis de taktisk trak sig tilbage, må det vel også betyde at de har en bagtanke.. En måde at vende tilbage på" Guinevere bekendtgjorde sine bange anelser. Han var god at snakke med, for han forstod det. Han forstod den situation landet stod i, og Guinevere havde ikke andre at diskutere dette med lige nu. Travlheden med at få Dragorn tilbage til sin storhed overtog alt andet - og selvom hun godt forstod det, var Dragorn bare ikke det eneste på landkortet.

Guinevere kunne ikke lade være med at komme med en ganske let og kort latter over de ord. "Ellers må jeg jo kontakte hende eller generalen selv - der er visse fordele ved at være af royal afstamning" hun brugte ikke denne fordel tit - faktisk levede hun så normalt et dværgeliv hun kunne når statsanlæggende opgaver ikke overtog alt. Nogle gange ville hun ønske at hun blot kunne blive i smedjen og ikke koncentrere sig om andet. Ansvar var en tung byrde, men nogen skulle tage det. Folket betød mere for hende end anstrængelserne. Desuden ville hun altid havde Magnar til at hjælpe sig, og han hende.