Jamie hoppede fra sten til sten, mest for at undgå stregerne i asfalten, og kunne mærke adskillige blikke fra de rige damer eller herrer, som han hoppede forbi. Han tænkte ikke over det, da han var ret ligeglad med om de syntes at han var mærkelig. Han kendte dem ikke og kom nok ikke til at se dem igen. Han var også fuldt ud fokuseret, eller næsten helt fokuseret, på det ærinde som ridderen havde givet ham. Han kunne ikke huske ridderens navn, han kunne aldrig huske deres navne, men hestens navn kunne han huske! Ashlan. Et meget pænt navn til hesten, og det passede helt perfekt. Ashlan var en meget nobel hest, som holdte hovedet højt og havde en perfekt gang. Jamie elskede at tage sig af hestene, også selvom han ikke ejede dem, så var de hans venner. Det troede han i hvert fald på. I hvert fald, Ashlans sadel var gået i stykker, så nu skulle Jamie hente en ny. Det var okay, han gjorde tit den slags ærinder. Det var også rart at komme væk fra stalden engang imellem og få frisk luft i lungerne.
Jamie stoppede sit hopperi udenfor butikken, og stillede sig på tæer for at kigge ind. Han kunne se et refleks af sig selv i en af vinduerne. Han så beskidt ud. Med et skuldertræk over sit udseende fortsatte han i livet.
Han kunne med det samme mærke butik-ejerens blik på sig, da han trådte indenfor i butikken, men tog sig ikke af det. Han rakte ejeren en seddel, som var skrevet af Ashlans ejer, og ventede derefter. Ejeren forsvandt til et rum bagi, og hentede sadlen. Imens kiggede Jamie sig omkring. Han havde været i denne butik mange gange, men han ville aldrig komme sig over hvor meget han følte sig hjemme. Selvom ejeren og de andre kunder kiggede mærkeligt på ham, undgik ham, hviskede om ham, så følte han sig hjemme. Midt i tankestrømmen blev noget tungt puttet i hans favn, og hans knæ var lige ved at gå under ved den pludselige vægt, indtil det gik op for ham, hvad det var. Sadlen. Jamie rettede sig op og kiggede kort på ejeren for at sige tak, men ejeren var allerede igang med en anden kunde. 
Jamie tøvede lidt, men gik ud af butikken, stadig med sadlen i sin favn. Han sukkede svagt ud og lukkede sine øjne. Han kom til at træde i en vandpyt midt på gaden og han råbte op af overraskelse. Han løftede sin nu våde fod og så meget ked af det ud over at hans sko nu var våd. Det var hans sidste par, og nu blev de sikkert ødelagte. De var jo ikke særlig holdbare. Jamie gik hen til en bænk i nærheden og satte forsigtigt sadlen fra sig, og satte sig ned ved siden af den. Han inspicerede sin sko lidt for at tjekke hvor stor skaden kunne ende med at være, og opdagede at bunden af skoen havde fået stort hul. Endnu et stort suk lød fra ham. 
Så kunne det vel heller ikke blive værre, kunne det...?

Kulun spurtede ud af en sidegade og holdt godt fast i sin taske i et sving om en mur.
Bag hende kunne hun høre nogle vrede brøl fra fulde fremmede der var blevet gale på hende. Hun fandt faktisk aldrig ud af hvorfor, men hvis man er uvelkommen, så er man uvelkommen.
Kuluns eftermiddag havde ellers været ret god. Lidt penge for akrobatik på gaden, ingen perverse stoddere og et minimum af farer. 
Hun kunne nu høre nogen komme efter sig, og satte farten op da hun rundede endnu et hjørne. Hun begyndte at blive nervøs for denne flugt. Hun var barfodet og jorden var glat, så hvis hun trådte forkert kunne hun glide hele vejen hen ad gaden og ind i Det Halve Svin.
"Det var da også pokkers til vejr." mumlede hun bittert for sig selv.
Endelig kom hun ud af labyrinten af små bygninger og ind på en rigtig gade, men dette fik hende bare til at sætte farten op. De skulle ikke fange hende, så var hun for alvor i problemer.
Hurtigt og let sprang hun hen over de våde brosten der udgjorde gaden, med blikket fast rettet fremad.
Men bedst som det gik godt, besluttede skæbnen sig for at det gik for godt. Kuluns ene fod kom i klemme imellem to brosten, og resten af hendes krop fløj bare videre. Resultatet var en rædselsvækkende knæk lyd, fulgt af Kuluns øredøvende smertesskrig.
Hun satte den anden fod i jorden for at få den sårede fod op, men den gled også, og Kulun snublede igen.
Denne gang gled hun i en vandpyt, faldt baglæns og knaldede hovedet i en bænk.
"Aaaauuv..." pev hun, da hun åbnede øjnene og så verden snurre for hende. Hun så sig om og fik øje på en dreng der sad på bænken, med en stor saddel.

Efter et kort møde her i distriktet af Hovedstaden havde Bella begivet sig ned for at få en ny sadel til hendes lille usleben juvel Kristian. Han havde endelig lært at ride helt og hun ville derfor give ham en sadel der kunne passe til en som ham. Hun havde da også lige været inde og hente den og som hun forlod stille med to af hendes tjenestefolk, for hun skulle da ikke selv holde den, som en dreng kom vraltende ind af døren der nær havde ramt Bella hvis ikke hendes tjener havde holdt døren i sidste øjeblik. De forlod uden at gøre mere ud af det.
Hun havde forladt og mente selv at det var fascinerende at se den samme dreng engang til komme gående med en sadel der var så fin som den var, især med hans beklædning. Hun dog hellere ikke selv ligefrem en adelig kvinde, men det var hun nu engang alligevel, også selvom hun for det meste kunne ligne en mand hvis ikke det var for bulerne på hendes bryst og det faktum at hendes lange lyse hår som regel afslørede hende.

Denne dag så ud til at blive fremragende, hun var snart hjemme i sit palæ og kunne aflevere gaven til Kristian, men så skete det uundgåelige i Bellas liv.

Et halvdyr hun aldrig havde set falder ned nær hende og et skrigende knæk kunne høres fra hende fod som hun blev sat fast mellem to brosten. Bella kunne se nogle mænd komme løbene efter halvdyret. Normalt ville Bella gå videre, men hun slog et nærmere kig hen på drengen og så ham sidde og kigge på hans sko. Han begyndte at ligne hendes bror Kristian en smule med hans måde at sidde på og hans pæne brune hår. Hun valgte derfor at der idag skulle ske en ændring på præcis denne gade.

Det skulle have været en dag ligesom så mange andre. Han stod op tidligt, bagte mest af alt brød siden alt kage nu kun blev bagt på bestilling, og ud og aflevere brød til et par stamkunder. Efter plagerne var begyndt at ramme, så havde Armand godt lagt mærke til at hans egen bagerbutik ikke havde ligeså stor omsætning. Det var ikke nødvendigvis grundet prisen, men mere fordi at folk blev mere og mere skeptiske over hans slægt. Det var ikke fordi at der ligefrem fordi at han ikke lignede en dæmon, for det gjorde han. Helt igennem. Måske kunne han finde en anden krop, men godheden i Armand's hjerte kunne ikke få sig selv til at overtage en andens krop, og siden han aldrig havde gjort det i alle sine år, så var han ikke sikker på hvordan hans ånd ville få en ny krop til at reagere. Derfor var hans nuværerende krop bedre.

Han havde været oppe i det Øvre Bydistrikt, og havde afleveret nogle brød til et par adelige mænd og kvinder. Selvom de også så skeptiske ud, så måtte en af dem flovt indrømme, at nu når de havde smagt hans brød, så kunne de altså ikke gå tilbage. Hans brød var bare alt for himmelske.
Han havde fået afleveret alt, og var nu på vej af en stor gade, da et gennemborerende skrig ramte hans ører, og ikke langt fra ham, var der en pige der var løbet forbi ham men nu faldet. Det øjeblik han stod og overvejede hvad han skulle gøre, snublede hun endnu engang, og det så bare ud som om at det blev værre, så i stedet for skyndte han sig over til hende.
"Har du brug for hjælp?" spurgte han bekymret og satte sig på hug nær hende. Hans hale slog lidt mod de glatte brosten, mens de læderagtige vinger bare hang løst, uden rigtig at bevæge på sig.

Pludselig skete der en hel masse. Han sad bare lige så stille og ærgrede sig over sin stakkels sko, og overvejede om han havde råd til et par nye, da pludselig en pige bankede hovedet ind i bænken. Så dukkede en fyr op og spurgte til om hun var okay. Han lagde også mærke til at en kvinde fra butikken stå lidt væk og stirrede på ham. Lad os da heller ikke glemme et par mænd, der var på vej hen imod dem i faretruende hurtig fart. Alt i mens dette skete sad Jamie og stirrede rundt - helt forvirret. Han fattede ikke hvad der skete, da han pludselig reagerede. "Åh." Han lænede sig lidt ned til pigen, og klappede hende lidt akavet ovenpå håret. "Ondt?" Han hadede sig selv for ikke at kunne formulere sig bedre, men han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Udover at spørge om hun var okay med en sætning, ligesom den anden fyr havde. 
Jamie rejste sig op og stirrede på kvinden fra butikken. Hans kinder blussede op i en rødlig farve - hvorfor stirrede hun sådan? Det var altså mærkeligt, og han brød sig overhovedet ikke om det. Han kiggede hurtigt på sadlen for at sikre sig at den var okay. Ridderen ville banke ham sønder og sammen, hvis den ikke var, men til hans held var den helt uskadt. "Dine venner?" Han så ned på pigen med de lidt dyriske træk, som han underligt nok ikke tænkte nærmere over, og pegede hen imod gruppen af mænd, der blot kom tættere og tættere på.

Kuluns hoved snurrede med en faretruende hastighed, og hun knep øjnene sammen.
"Har du brug for hjælp?"
"Ondt? Dine venner?"
To vidt forskellige stemmer talte til hende og hun stønnede i smerte, imens hun prøvede at fokusere på personen der havde sat sig foran hende. Nogen klappede hende på hovedet og bekræftede Kuluns mistanke om at slaget i baghovedet ville komme til at gøre ondt i et godt stykke tid. Foran hende var en dæmon, det kunne Kulun se med det samme, de der vinger gik man ikke galt af, men Kulun have aldrig haft et problem med folk af andre racer.
Det var ham der havde spurgt om hun havde brug for hjælp.
Oppe på bænken sad en dreng med brunt hår. Det var ham der formulerede sig med korte sætninger og som spurgte om det var "hendes venner".
Kulun løftede hovedet lidt og så over på gruppen af mænd der var i hælene på hende. Ved siden af, nær en butik, stod en kvinde der til forveksling lignede hende dæmonjægeren som Kulun havde hørt om, men det var nok bare slaget i hovedet der gjorde det.
"Jeg er- AV!" Kuluns sætning blev afbrudt da hun prøvede at støtte på sin fod. En skærende smerte skød op igennem hendes ankel og ben, meget til hendes rædsel.
Kulun så frygtsomt på gruppen af fulde mænd fra gadehjørnet. 
"Jeg kan ikke gå," Kulun så på dæmonfyren og så på drengen på bænken. "De er ikke mine venner, de er ude efter mig, vil i ikke nok hjælpe mig med at komme væk?"

Bella kiggede bevist mod mændene der havde jagtet det yndige Halvdyr. Hun så igen mod gruppen ved bænken og opdagede det nyeste medlem. En man med læder-agtige vinger, horn og en hale...
Vreden sitrede i hendes indre, først ville hun tage sig af de vandaler der kom løbene og så ville hun sikre sig at den dæmon aldrig ville rør et andet menneske igen med sine forbandet hænder.

Hun kiggede tilbage igen som en af mændende væltede en af hendes tjenere til siden. Bella accepterede ikke den slags og som tjeneren faldt en to meter foran hende stilede hun sig foran gruppen nær bænken. Hendes stål blik fangede en af mændene der kom løbende mod dem "Et skridt mere og jeg ender jeres uendeligt kedelige og menneskelige liv". Hun så på mændene med et blik der var koldt og dødt. Synet af hendes øjne fik hendes ene tjener til at kigge væk i frygt for at Bella ville blive sur på hende.
Som ordene forlod Bellas tunge slog hendes store mørkebrune jakke ud til siden og fremviste hendes to sværd hvilke hun lagde sin hånd på for at hvis alvoren i hendes ord.

Armand lyttede til hvad halvdyret sagde, og kiggede sig over skulderen. Ganske rigtigt kom der nogle mænd løbende, men de blev dog hurtigt stoppet af en kvinde, der så ud til at have styr på tingene, så i stedet for vendte han sig mod halvdyret endnu engang.
"Hvis du vil have det, så kan jeg godt bære dig ned til en healer," sagde han og forholdt roen. Det kunne han nemt gøre i disse situationer. Det var jo ikke fordi at der var nogen der havde pisset ham endnu, og han var vant til mylderet i Hovedstaden. Han havde efterhånden boet her i mange år. Men han kunne nok ikke løbe med pigen hvis det viste sig at de fik mændene efter sig. Selvom hun var lille, så var Armand ikke vant til at bære rundt på folk, selvom han sagtens kunne. Han bar jo på melsække, og et par stykker af dem vejede nok det samme som hun gjorde.

Han gjorde sig klar på at tage hende op, hvis hun gik med til det, men ville alligevel ikke gøre det før hun sagde god for det. Han var klar over at ikke alle var lige godtroende her i byen. Visse folk ville nok tro at han ville et eller andet der ikke var godt med hende, men Armand var næsten ren af sjæl. Hvis man ikke talte han barndomsår og når han drak med.

Igen gik alting meget hurtigt og Jamies hjerne kunne da slet ikke følge med. Han så godt vingerne og de andre mærkelige ting, man normalt ikke så i en stald, som disse væsener foran ham havde, men han var alt for forvirret til at kunne tænke over, hvad det mon var. Med et lille suk kløede han en af sine ører, der tydeligt viste at han var halvelver. Han så ned på pigen, da hun bad om hjælp, men han nåede ikke at gøre noget eller svare, før vinge-manden svarede til hvad hun sagde. Det var nok også bedst at alle andre end Jamie hjalp hende, han var jo ikke særlig klog. Med et højlydt suk rejste Jamie sig op og tog sadlen fra bænken.
Selv da kvinden fra butikken beskyttede dem fra gruppen af mænd, gjorde Jamie sig klar til at gå videre. Han havde intet med dette at gøre, trods alt. Han kunne heller ikke hjælpe, selvom han virkelig gerne ville. Desuden ville ridderen blive meget sur, hvis Jamie ikke vendte tilbage med sadlen snart.
Jamie stillede sig ved siden af kvinden fra butikken og så på gruppen af mænd. "Lyt. Hun er klog. Han var helt stolt over sig selv for at have sagt en sætning, der gav mening. "Tror jeg.. hmm.. må.. komme forbi?" Jamie gjorde tegn til at mændene skulle flytte sig så Jamie kunne komme forbi. Jamie hankede lidt op i sadlen, men virkede ikke til at have problemer med at holde den oppe.

Kulun så den anden dreng gå og rettede hurtigt sin opmærksomhed imod dæmonen.
Normalt var Kulun ikke tilbøjelig til at stole på fremmede, men hun kunne godt se at lige nu ikke var et godt tidspunkt at være skeptisk på. Hendes ankel gjorde voldsomt ondt, og hun måtte have hjælp.
Hun fik øjenkontakt med dæmonen og nikkede til hans tavse spørgsmål om at samle hende op.
"Hvis du kender en healer ville det være fantastisk." der var et lag af smerte der lå over hendes sætning. Kulun så nu tilbage på banden af mænd, og opdagede til sin overraskelse at de var stoppet foran kvinden i den lange brune jakke.
Det kunne ikke... Hun nægtede at tro...
Kvinden på gaden slog sin jakke tilbage og afslørrede to sværd, der så lige så skarpe ud som det blik hun lige have stoppet flokken af mænd med.
Kulun undertrykte et gisp da hun lagde armene om dæmonens hals. Det var dæmondræberen. Nogle forbipasserende godtfolk havde talt om hende den anden dag.
Kulun var meget i tvivl om hvad de skulle gøre, fordi der var en mulighed for at kvinden ville udslette dem alle hvor de stod, hvis hendes rygter da talte sandt, og hun var ligeså nådesløs og kold som folk sagde. Men på den anden side, så så hun ud til at ville hjælpe dem. Kulun hjalp til så dæmonen kunne samle hende op.
Nervøst trak hun sig sammen og lod dæmonen holde hende.

Bella så på gruppen af mænd og som drengen fra butikken begyndte at passere hende tog hun fat i hans trøje ved nakken. "Du går ingen steder før du har nogle nye sko" fortalte hun ham med alvor i stemmen, det var dog unormalt for Bella at tale sådan. Hun var normalt ligeglad med andre folk, men som han mindede hende om Kristian valgte hun at hjælpe ham ud. Hun havde haft et øje på ham fra lidt før og havde set ham sætte sig med sin sko og lagde derfor to og to sammen hurtigt. Ikke alle kunne jo gå i støvler som hendes.

Pludseligt kom manden der stod i front kom bemærkningen "Hm! Tror du virkelig  du skræmmer os!?". Hun kiggede tilbage på Dæmonen og så ned på Halvdyret hvis ankel havde sagt det store knæk. "Jeg, Isabella, af familierne Cardinal og Rouge," hun løftede sin hånd til sin ene tjener og gestikulerende at han skulle løfte kommer over til hende. Hun pegede da ned på hans sko og hen på drengen hun nu holdt i nakke-kravens. "Dog kan i måske bedre kende mig ved navnet: Isabella Rouge, dæmonjager af familien Sanguine" hendes blik var tavst og koldt mens øjenkontakten til manden forrest i gruppen stod der. Hendes tjener tog hans sko af og rakte dem til drengen.
Hendes indre flamme var blevet tændt og hun var nu klar på at dette nok ikke bare blev en lille samtale.

Om Armand kendte til en healer? Nok ikke personligt. Han havde selv ikek fået lov til at blive healet i månedsvis, så det var godt at han ikke behøvede det, men han kunne godt sætte halvdyret af ved helbredelseshuset, og så kunne de tage sig af hende.
Til trods for at der havde siddet en dreng på bænken, havde Armand ikke rigtig taget sig af ham, men kiggede da op da han forlod bænken. Enten var det fordi han intet kunne gøre for at hjælpe, eller også var han ligeglad? Armand var ikke sikker på hvilke et det var, men han vendte da hurtig sin opmærksomhed tilbage til halvdyret.

"Jeg skal nok få dig ned til en helaer," sagde han blidt, og tog fat i hende og løftede hende op i sine arme. Han var forsigtig om at sørge for at hendes fod og hoved ikke blev ramt af hans arme, hvilket da var ganske nemt, som han holdt under hendes knæ og bag hendes ryg.
Han begyndte at tage et par skridt, før hele hans krop stivnede, som han hørte ordet "dæmonjæger". Der var praktisk talt ikke et ord Armand hadede mere end 'dæmonjæger'. Grunden? Han lignede en dæmon og var en dæmon, og han var ikke ligefrem en fan af at dræbe. Ikke mere i hvert fald. Engang havde det ikke været et så stort problem, men nu om dage undgik han det helst. Der var dog undtagelser. Han begyndte at tage nogle skridt, i modsatte retning end hvor mændene og dæmonjægeren stod, i håb om at kunne komme væk.

Jamie røg næsten med røven ned i asfalten, da hans trøje pludselig blev taget i og han blev holdt tilbage. Han lavede en sølle 'argh'-lyd af forskrækkelse over den pludselige styrke, og han snøftede højlydt over det. Men heldigvis fik han balancen før han faldt! Han kiggede ned på sadlen og åndede lettet ud ved synet af at den var okay. Tak skæbne at der ikke var sket den noget. Han vendte sit blik på kvinden, hvis hånd var som en klo, der lige havde valgt at holde fast i hans trøje, og hans udtryk forvandlede sig overraskelse. Sko? Hun ville give ham nye sko? Var det, det hun mente, eller ville hun tvinge ham til at bruge de penge, som han ikke havde, til at købe nye? Han lavede lille form for vræl ved tanken om det, og stak sin underlæbe ud. "Ingen..penge!" Beklagede han sig og så ned på sadlen i skam. Han var fattig, havde altid været det, og selvom at penge ingen betydning havde for ham, så havde penge betydning for alle andre. Hvis penge var en person ville den person være i stand til at regere over alle.

Jamie stod lidt og bare kiggede skiftevis på kvinden og gruppen af mænd. Han forstod ikke helt hvad der skete, udover at kvinden sikkert var 'den gode', og sikkert ville vinde! Så skulle han være på hendes side. Han kiggede på kvindens ven, som fyren sikkert var, og derefter på skoene. Var de til ham? Han tøvede lidt, men kvinden virkede ikke glad, så han var nødt til at tage dem. Jamie tog skoene, takkede fyren, og trak sine sko af for derefter at tage de nye på. Han fik dermed også øje på pigen, hvis hoved var blevet angrebet af bænken, og manden med vingerne. "Hov! Tager du til... hen..hmm.." Han tænkte sig lidt om før han råbte op igen. "Tager du hende til en healer?!" Han var pavestolt over at have formuleret en sætning!

Kulun skar en grimasse i smerte idet hendes fod gjorde et lille hop, sammen med resten af hendes krop.
Dæmonen var stærk, men Kulun vejede så heller ikke ret meget. De gik et par skridt, men så stivnede dæmonen idet kvinden sagde "dæmonjæger".
Det gav jo god mening, for en dæmon der skjulte sig så elendigt som denne her, eller som bare var stolt af sin race, ligegyldig hvilken en, så gav det mening at være nervøs omkring en så intimiderende kvinde.
"Hov! Tager du til... Hen... Hmm..." det var drengen der var gået over til kvinden. "Tager du hende til en healer?!" råbte han så.
Kulun så på drengen og nikkede ad ham.
Ja, hun var på vej til en healer, men det syntes hun ikke de burde skrige højt om, for i tilfælde af at dæmonjægeren blev hurtigt færdig her, hvad stoppede hende fra at komme til healerne og gøre det af med denne dæmon? Der gik en kuldegysning igennem Kuluns krop.
Hun havde ikke lyst til at stå i vejen for det møde, især ikke hvis det kunne gå ud over hende. Gud forbyde...
Hun kunne mærke frygten spirer imens hun så på kvinden der stod og så på gruppen af mænd. Kulun følte en sær blanding af taknemmelighed, fordi kvinden, der introducerede sig som Bella, hjalp hende med at komme af med en bande bøller. Men hun følte også rædsel for at hun ikke var venligt stemt overfor andre folk.
Hun så op på dæmonen.
"Lad os bare komme afsted, hun er optaget lige nu!"

Drengen havde taget mod skoene også selvom hans kommentar om ikke at havde nogen penge kort havde givet hende et smil på læberne. Hun tog kort ved hans skulder for at få ham til siden og derefter kom kommentaren hun håbede på ville løse den ene ud af de to konflikter der var igang. "Du der. Dæmon. Du har ikke været ud af den krop i et godt stykke tid har du vel?" hun prøvede at lokke et svar ud af ham. Hvis han kom med det rette var han sikker, men hvis det andet blot kort ville være i hans tanke ville hun ikke havde et problem med at skulle tage ham ud også. Dog måtte det vente...

"Burde du ikke tage det her noget mere seriøst pæne dame!?" kom det fra sidelinjen af en af mændene. Bella frøs. Ordene skød som pile mod hendes hjerte. Hun tog sit blik mod manden og kastede sig frem i en næsten unaturlig facon. Ingen skulle kalde hende ved sådan et skandaløst navn! INGEN!
Hun blev kort slået efter som de andre begyndte at komme nærmere. Manden hvis mund havde skudt den spydige kommentar var den første i rækken og da hans første slag blev hugget ud mod Bella greb hun hans hånd tog et skridt tættere. Hun dreje hans hånd og kort kunne et knæk høres som hun kastede sin kropsvægt i et slog mod hans albue. "Ingen..." hviskede hun til sig selv mens blodet roste gennem hende.

Armand ville meget gerne væk nu. En dæmonjæger i nærheden var aldrig godt nyt for ham. Havde han ikke været udsat nok? Det var ikke hans skyld at han var født som en dæmon, og han ønskede intet ondt mod andre, med mindre de selvfølgelig havde fortjent det. Det var noget han havde lært af sin plejefamilie.
Han nåede dog kun at gå et par skridt, før han hørte kvinden tiltale ham. Forhåbentlig ville hun lade ham være hvis han svarede ærligt på det. "Jeg har aldrig været ude af min krop," sagde han højlydt. Han havde endnu ikke prøvet at skifte krop, da hans egen holdt op, men måske en dag, snart, ville det ende med at han måtte gøre det. Hvem vidste hvad fremtiden bragte, men han var en dæmon og han var sikker på at han nok skulle finde ud af det når den dag kom. Spørgsmålet var bare om han kunne få sig selv til at besætte en anden krop.
"Du må sige til hvis det gør meget ondt pga. den måde jeg dig på," sagde han stille og begyndte igen at gå ned mod det centrale bydistrikt hvor helbredelseshuset burde ligge. Forhåbentllig ville der ikke være flere distraktioner fra at de kunne gøre det. Selvom de mænd godt nok havde set sig sure på halvdyret i hans arme.

Puha. Hvad var det dog for noget, som Jamie havde rodet sig ud i? Det var farligt at tage ud i byen, det havde han lært nu! Næste gang ville han sige til den dumme ridder at han selv kunne hente den dumme saddel! Men, så igen, måske blev han fyret hvis han gjorde det, og det ville han helst ikke. Han elskede sit job. Puha, sikke et dilemma. Uanset hvad, så var den nuværende situation ret mærkelig og forvirrende. Det var slet ikke til at følge med mere... det havde det sådan set aldrig været, men det var ikke det vigtige lige nu! Eller var det? Jamie var godt og grundigt forvirret.
Jamies tankestrøm, som ingen mening gav, stoppede brat, da dæmonjæger-kvinden blev angrebet af en af de dér mænd, og Jamie hoppede op i ren forskrækkelse. Han råbte kejtet op, og tog et skridt tilbage.

Dette resulterede i at hans ene fod røg ned i vandpytten og han hoppede op igen af forskrækkelse. Denne gang landede han forkert, vred foden om, og endte med ansigtet skrabet ned i asfalten. Sadlen lå under ham og havde lavet en ikke så dejlig lyd - lyden af noget, der gik i stykker. Jamie fløj op og undersøgte sadlen, selvom han havde slemme hudafskrabninger på ansigtet, der blødte lidt. "Neeeej!" Råbte han med sine lungers fulde kraft, da han så hvordan sadlen havde fået et slemt fald og den ene side lignede noget, som var blevet trukket igennem enormt skarpe sten. Han så hen på dæmonjæger-kvinden, og hans øjne lynede af vrede. "Stop med at kæmpe og hjælp mig! Jeg bliver fyret, hvis ridderen ser sadlen i denne stand!" Nu kunne han sjovt nok godt snakke uden at tøve, eller snakke volapyk. Han var ravende ligeglad med hvad de havde af problemer med hinanden - han skulle ikke miste sit job!

Kulun rettede sig op ved lyden af opråbet.
"Vent lige..." bad hun dæmonen, inden hun kiggede tilbage på drengen. Han stod med sadlen i hænderne og kiggede på Bella, imens han skældte hende ud.
Kulun bad en stille bøn for ham til hvilke guder der nu end måtte være. Han stod og skældte Bella ud. Som i, dæmonjæger, midt i at banke en bande bøller alene, havde sværd, og var vildt uhyggelig, Bella! Det var jo det rene selvmord, hun kunne hugge ham ned på stedet hvis hun ville, og hvor var hans garanti for at hun ikke gjorde det.
"Han bliver jo skåret ned, hvis ikke af hende, så af de der spader." Kulun var oprigtig bekymret for den unge dreng. Det var farligt at blive fanget i krydsilden, isæt hvis den ene part der kæmpede var en hær i alene.
"Kan vi ikke gøre noget, vi må da få ham væk derfra?"

Som drengen pludseligt råbte op af Bella omkring fyring på grund af en sadel. Men for Bella var dette jo ligegyldigt, det rørte jo ikke hende at han skulle miste sit job for at være en spade og smide rundt med den. Hun parerede et slag mere fra en af mændenes næver med en elegant bevægelse fra hendes hånd. Hun kiggede drengen i øjnene "Ingen, ingen kalder mig noget andet end-..."
En af mændene slog ud efter Bella igen og som hun trådte til siden for ikke at rammes kom en løbende bagfra og ramte hende i ryggen. Hun kunne mærke smerten løbe gennem hendes krop kort, men hurtigt var hun på sine ben igen og nu var tiden kommet. Hun drog sine sværd langsomt fra deres skeder og som de kørte gennem dem kunne den skarpe lyd af stål mod stål høres. Manden der før ramte hende i ryggen kom løbende for at se om han kunne få et ekstra slag ind men med en bevægelse var Bella ved hans strube med det ene sværd "Frøken!"... Dette ville være det sidste ord manden hørte som Bella drog sværdet i ham.

"Den sadel var intet værd, sig til når du har faktiske problemer" Bella kiggede på staldknægten med kolde øjne mens hun lod de komplet følelsesløse ord flyde fra hende. Det var ikke hendes problem at ridderen der havde valgt en sadel ikke havde en form for smag i sadler, hvis du spurgte Bella var det nu en forbedring med den skramme.

ARmand stoppede op da halvdyret mente at han nu skulle vente. Han havde gjort det her, fordi at han da stadig havde et hjerte, men da hun mente at han nu skulle gå over at redde den knægt der havde sat sig i problemer med dæmonjægeren rystede han på hovedet.
"Jeg ved ikke hvad du tror at jeg kan gøre ved denne her situation, men ingen magiske evner, og en dæmonjæger, som ved hvordan hun skal bruge sin sværd? Jeg takker nej," sagde han oprigtigt. Måske hvis situationen havde været anderledes ville han have gjort noget, men ikke som det var lige nu. Det ville svare til selvmord at gå over imellem dæmonjægeren og knægten. Og selvom at Armand ikke levede et luksuriøst liv, så levede han et liv han holdt af.

Han kunne dog ikke lade vær med at kigge over på knægten der havde snakket højt og tydeligt, og kvinden der ligeså godt kunne have sagt "Dø" tilbage til ham. Ikke at det skete, men virkelig, det var det Armand fik ud af den sætning. Dæmonjagere var virkelig nogle af de koldeste og kyniske mennesker han havde mødt og denne dame var ingen undtagelse.