Det var sent på aftenen. Solen var for længst gået ned og månen strålede ind igennem de mange mange vinduer der var i Krystalpaladset. Gange og sale lå hen i mørke, men alligevel kunne små fodtrin høres. Forsigtige men alligevel højlydte nok til at de kunne høres, trippede de rundt om hjørner og igennem døre.
Døren ind til balsalen gik op og ind gik den lille skikkelse som fødderne tilhørte. "Det var da helt utroligt" mumlede Florence, næsten hviskede til sig selv, da hun opdaget at hun var gået forkert igen. Hun havde håbet at den store dør der gik ind til balsalen havde været en vej ud af paladset. Eller måske faktisk køkkenet hvor hun skulle have været tidligere på aftenen.
Men til hendes skuffelse var det balsalen i al sin storhed. De enorme vinduer lod månens lys genspejle sig i marmorgulvet. Med døren ladende stå åben efter sig og kurven med roser og lavendler sat på gulvet gik hun med langsomme og forsigtige skridt ud midt på det blanke gulv. Hun havde godt nok været i rummet før under et par af dronningens baller, men hun havde aldrig set salen så fredfyldt og tom.

Sivoy havde egentligt været på vej tilbage til hans gemakker for i dag. Han havde haft trænet med nogle af de andre kadetter i nogle timer, og følte sig nu godt klar til at gå til køjs for denne aften. Altså, indtil han havde hørt noget nede af en af de affolkede korridorer. Han havde været lidt forvirret, eftersom at der sjældent var meget trafik på slottet på det tidspunkt af dagen. Månelyset skinnede ind af vinduerne og Sivoy fjernede noget af hans lyse hår fra øjnene, som han kiggede rundt om hjørnet. Det var en ung dame med en kurv med blomster. Med sammenknebne øjne betragtede Sivoy hende, forvirret. Hvad lavede hun dog der? Han fulgte efter hende i et par minutter, før det gik op for ham at hun ikke var nogen risiko som sådan. Hun bar klæderne af en nonne, og hun så ærligt talt mere forvirret ud end mistænksom.
Hun forsvandt ind igennem balsalens dobbeltdøre og Sivoy sukkede. Hun gik da den helt forkerte vej, hvis hun ledte efter vejen ud, hvilket lidt var det han gættede på. De fleste som for vild i slottet ledte efter vejen ud, da de typisk fik vejledning af en art når de havde noget at skulle gøre i slottet selv. Han lagde armene over kors i trods. Han havde egentligt mest af alt lyst til at overlade kvinden til en anden. Ikke nok med at han var træt, så var han måske ikke den bedste at sætte til at guide folk rundt. Han kendte vejen ud, jo da, men han plejede ikke at være det bedste eksempel af en Lysridder. Med et suk gik det dog op for ham at der ikke ville komme andre denne vej i mange timer, og at hvis han ikke hjalp nonnen, så ville hun nok vandre forvirret rundt i flere timer endnu før hun fandt udgangen. Forsigtigt gik han over imod balsalens åbne døre. Ikke at han havde behøvet at være forsigtig. Hans skindstøvler lavede ikke nogen larm, og han havde ikke hans rustning på lige nu, så han larmede ikke synderligt i hans lyse stofbluse og skindbukser.
Han så ind på nonnen som var kommet godt ud i balsalen, som han trådte indenfor. Hvordan kunne han få hendes opmærksomhed uden at skræmme hende, tænkte han forvirret. Til sidst rystede han dog på hovedet.
”Undskyld mig, Søster?[/color]” prøvede han med et høfligt toneleje. Han behøvede ikke at tale højt, da den tomme balsal gav et ekko fra sig, og han var ikke i tvivl om at hun ville høre ham. Han krydsede armene bag sin ryg så han stod ret, i et forsøg på at se så imødekommende, men autoritær, ud som det var ham muligt.

Hendes sko lavede svage små 'klak'-lyde imod gulvet imens hun kikkede sig omkring på udsmykninger af vinduer og vægge omkring hende. Det var ikke før hun hørte en mandelig stemme bag sig at hun spændte op i hele kroppen med et ganske lille gisp som hun stoppede med en hånd for munden.
Florence vendte om på foden og så en af lysets ridder stå høj som han var ved indgangen som hun var kommet fra. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, hun kunne ikke læse på hans ansigt på grund af mørket eller stemme hvad han havde ment om at finde hende midt i rummet. Hun sank en klump i halsen og kørstede hende sort kjole af inden hun svarede ham i hendes lille stemme "j-ja?". Følelser af ærgelse flød så ind over hende over hendes stammen og hun trak vejret dybt ind for at finde sin positur igen. Hun havde ikke gjordt noget galt så der var ingen grund til at hun skulle have skæld ud eller straffes.

Sivoy kunne høre på det spæde svar at det alligevel var lykkedes ham at skræmme den unge kvinde, og han hostede ubekvemt. Det var netop derfor at han ikke brød sig om at henvende sig til fremmede. Han trådte forsigtigt frem så månelyset fra vinduerne ramte ham og han bukkede forsigtigt for kvinden. Han tænkte sig meget om i et forsøg på at lave en sætning som ikke lød bebrejdende, men han vidste ikke helt hvordan han skulle bære sig an med det.
”Jeg beklager at jeg forskrækkede Dem, Søster. Jeg ville blot spørge om De havde brug for hjælp. Det er usædvanligt at finde folk vandrende på denne tid af natten,[/color]” forklarede han stilfærdigt, og han så på den unge kvinde med afventende, blå øjne. Han trak lidt diskret på skuldrene i et forsøg på at virke mindre stift, men han havde ingen anelse om hvordan det virkede. Han havde tit hørt fra andre at hans ansigt var skræmmende for andre, og specielt børn og kvinder, så han var faktisk ret bekymret over det. I sidste ende ønskede han jo at være den slags mand folk kunne se til i kriser, men hvis han skræmte folk væk før de kunne stole på ham, så ville han aldrig nå det mål.

Florences bekymrede ansigt blev roligt igen da han talte igen. Hun var altså ikke i problemer hvilket var en lettelse for hende. Et smil bredte sig så på hendes læber og hun rystede på hovedet så hendes korte hvide hår slog imod hendes kinder. "Nej nej nej. De forskrækkede mig skam ikke på den måde, jeg er bare kommet lidt på afveje og tog mig selv i at blive distraheret af mine omgivelser" forklarede hun så med bøjet hoved. Hun trådte nærmere ham så hun kunne se ham rigtigt. "Ville det være for meget at forlange at bede dem vise mig vej til slots køkkenet?" spurgte hun med hovedet lidt på skrå. Hun kunne dog samtidig ikke lade være med at små studere manden forand hende og hans intimiderende aura. Han lignede på alle måder hvad en lysets ridder skulle se ud og det morrede hende på en eller anden måde lidt. Som en ridder ud af et eventyr måske.

Sivoys ansigt blev roligt igen, til trods for at de fleste ikke ville lægge mærke til den svage ændring, da den unge kvinde foran ham holdt op med at virke urolig, og han rystede blidt på hovedet så hans lange, lyseblå lokker faldt frem fra deres plads bag hans ører. Han kunne godt se hvordan at omgivelserne kunne distrahere folk. Da Sivoy første gang ankom til Krystalpaladset havde han været overvældet af dets skønhed, og kunne selv ikke helt stoppe sig selv fra at vandre så ofte han kunne, blot for at se alt hvad det havde at byde på. Dette havde ofte ledt til reprimander fra de andre riddere, og sidenhen var han stoppet med at vandre rundt på paladset. Nu kendte han det efterhånden også så godt at han ikke følte det nødvendigt at se mere.
”Det er også ganske forståeligt, Søster. Mange har samme reaktion første gang de har glæden af at besøge Paladset. Jeg vil med glæde vise Dem vejen til køkkenet. Hvis De vil følge med mig?[/color]” bød han, som han svang den ene arm imod de stadigt åbne dobbeltdøre og lænede sig lidt fremover i et halvt buk. Han forsøgte, så vidt som muligt, at være så høflig som muligt. Han ønskede ikke at gøre et dårligt indtryk på riddernes vegne, og han så tålmodigt på hende som han ventede et svar.

Florence nikkede kort på hovedet og gik hen til sin kurv som hun forsigtigt samlede op for at der ikke skulle falde noget ud. Hendes blik gik så tilbage på ridderen inden hun gik ud af døren. Jo, helt sikker et af de eventyr hun havde læst i klosterets bibliotek. Skræmmende meget faktisk.
Hun stod nu midt på gangen og ventede på at han skulle vise hende vejen. Mest af alt ville Florence bare gerne aflevere blomsterne og komme ud igen nu. Hun var frygteligt bagud med nattens arbejdsopgaver og hun havde fået det af vide adskillige gange denne måned at hun skulle trække sig lidt op og få gjordt det hele inden solen igen viste sit ansigt.

Sivoy fulgte nonnen ud fra balsalen, et par skridt bag hende, og han lukkede stilfærdigt dørene i bag sig med ganske lidt lyd. Lyset fra faklerne på væggene kastede skygger på hans ansigt, og han så ned på den store kurv hun havde i armene.
”Tillad mig, Søster,[/color]” bad han, som han rakte den ene arm ud efter blomsterkurven. Ikke at han betvivlede hendes evne til at bære den selv, men han forestillede sig blot at de ville komme hurtigere videre hvis han hjalp til. Desuden var der en større chance for at hun ville falde i hendes lange kjole eller tabe kurven end han højst sandsynligt ville. Han tænkte dog at han blot ville lade dette gå over som en høflig gestus, og så håbe på at hun ville give efter. Han havde dog hørt meget fra de andre mænd i barakkerne at kvinder nu til dags ikke var meget for at modtage hjælp. ”Køkkenet er et stykke vej herfra, og jeg forestille mig at De allerede har båret denne kurv rundt en del denne aften,[/color]” forklarede han, i et forsøg på at få det til at virke mindre som at han troede at hun ikke kunne selv, og mere som et tilbud hun ville tage imod.
Om det virkede eller ej, vidste han ikke, men han mente at logikken var fejlfri. Når alt kom til alt, så måtte nonnen vel have vandret rundt en del længere tid end den korte tid Sivoy havde fulgt efter hende. Hvilket nok havde været tæt på ti minutter, gættede han på. Måske han ikke skulle nævne det for hende. De færreste brød sig om når Sivoy fulgte efter dem uden at give sig til kende. Og de brød sig endnu sjældnere om at høre det var fordi han mistænkte dem for at være agenter fra Mørkets Side indtil det modsatte var mere eller mindre bevist i hans øjne.

"Hm?" nåede Florence at fremsige inden hun fik taget sin last fra sig. Hun havde ikke nogle intentioner om at holde dem sikkert væk fra ham så hun havde ikke holdt fast i hanken. Istedet kikkede hun lidt flovt ned i gulvet "J-ja.. noget af den i hvert fald" sagde hun imens hun rettede febrilsk på sit tøj. Det var ikke så ofte folk tilbød at gøre hendes arbejde for hende. Hun skubbede sit hår bag øret og kom op ved hans side imens de gik ned ad gangen.
Lidt overrasket over hans venlighed var hun dog, de fleste riddere der holdt nattevagter blev altid meget oprevede hvis hun kom forbi uden at de var blevet informeret om det. Det endte ret ofte med at hende var bare blev taget fra hende og hun blev sendt for porten. Men åbenbart ikke denne gang.

Sivoy nikkede anerkendende til nonnen ved hendes kommentar, og han svang kurven elegant omkring sig så han holdt lidt bedre fast om den med armen. Han tænkte at det måske var en meget god ting alligevel at han havde efterladt sin rustning, for ellers ville det have været noget mere besværligt at holde ved den fyldte blomsterkurv end det var i hans nuværende tilstand. Han så ned på hende igennem øjenkrogen, og så at hun igen rettede febrilskt på sit tøj. Han undrede sig om dette måske var noget hun gjorde når hun var nervøs, eller utilpas. Hun havde gjort det en del siden han havde gjort sig til kende i balsalen. Hun stammede også.
”De behøver ikke at være nervøs, Søster. Skønt jeg ved at jeg kan virke intimiderende, så ønsker jeg blot at hjælpe Dem,[/color]” forsøgte han sig frem. De andre riddere ville gøre grin af ham hvis han fik en nonne til at græde med hans ansigt. Hvilket faktisk ikke var så forfærdeligt utænkeligt, og netop derfor forsøgte Sivoy at få nonnen til at føle sig mindre udsat.

Florence rettede opmærksomheden til ham og rystede, omend lidt ivrigt, på hovedet. Hendes rosa øjnene genspejlede faklerne de gik forbi imens hun smilte for at vise ham at hun mente det hun sagde "nej nej nej, slet ikke. Tvært imod, De udstråler mere end form for garanti på ens sikkerhed. Jeg var bare lidt overrasket over hjælpsomheden". Det sidste grinte hun en anelse af. Han virkede også lidt oppe på tåspidserne for ikke at virke overvældende, måske. "Får De da det af vide tit da?" spurgte hun så med hovedet lidt på skrå. Hun kunne ikke forstå hvad han mente med at han skulle virke intimiderende, han var ikke engang i rustning hvilket er det der får ridderne til at have den store aura de nu engang går og udstiller.

Sivoy nikkede i taknemmelighed af hendes kompliment. Det fik ham til at føle sig beroliget at hun ikke fandt ham intimiderende, men derimod følte sig sikker i hans nærvær. Det var den ultimative ros han kunne få som ridder af Lyset, og han mærkede stoltheden i hans sjæl ved hendes ord. Hvis blot hans mester kunne se ham nu. Han vidste dog helt hvad hun mente med at hun var ’overrasket’ over hjælpsomheden han udviste. Hun var i selveste hjertet af Lysets domæne. Hvordan kunne hun blive overrasket over at han ønskede at hjælpe hende? Han anså det som en selvfølge at han måtte hjælpe hende. Han forstod ikke helt hvad hun grinede af, men han var lettet over at hun ikke virkede så nervøs som før.
Da hun så stillede spørgsmålstegn til hans kommentar omkring hans ansigt, blinkede han. Han tillod sig at vise en smule forbavselse i ansigtet, men kun ganske lidt.
”Dagligt, af mange. Jeg forstår grunden er at jeg aldrig smiler, og har ’kolde øjne’,[/color]” forklarede han nøgternt, og han nikkede da hans forklaring var overstået. Han blev ikke såret af deres kommentarer, da han var udmærket klar over at han ikke viste så mange følelser som andre. Han så bare ingen grund til det. Der var ingen grund til det, såfremt at han var klar nok i hans udtalelser.

Florence så lidt undrende på ham. Hvorfor smilte han aldrig? Var det store spørgsmål der nu plagede hende. "hmmm" var alt hun lige kunne komme frem med imens hun studerede hans ansigt i måske lidt for lang tid inden hun sagde noget igen. "Udover den is-blå farve kan jeg da ikke se noget koldt ved dig eller dine øjne." fortsatte hun i sin stride strøm af komplimenter. "Men.. har du da ikke noget at smile over" spurgte hun så. Hun fandt det måske lidt en skam at vide at han måske ikke havde det, nu hvor han havde været så venlig og hjælpsom imod hende. Eller måske var han ikke fysisk i stand til det!? kom hun i tanke om og fik det endnu værrer. Der gik dog ikke mange sekunder før hun skubbede den tanke væk da hun gerne ville høre hvad han egentlig havde af svar.

Sivoys isblå øjne glitrede i indestængt morskab da nonnen pointerede at hun ikke fandt noget koldt ved hans øjne, udover farven. Som han ledte hende rundt et hjørne og ned af en af de centrale korridorer, rystede han let på hovedet.
”Jeg kan selvfølgeligt ikke være sikker, men jeg tror ikke at deres kommentarer hentyder til min øjenfarve,[/color]” spekulerede han højlydt. Men han nikkede taknemmeligt ved hendes kommentar om at hun intet koldt fandt ved ham eller hans udseende. ”Men jeg er taknemmelig.[/color]” Han blev dog lidt overrasket over det efterfølgende spørgsmål, og han blinkede. Om han ikke havde noget at smile over? Det var et svært spørgsmål. Han så sig lidt omkring i et par sekunder, tænksomt, før han rystede på hovedet.
”Det er ikke at jeg ikke har noget at smile over, men mere at jeg ikke føler det er nødvendigt. Jeg er tilfreds i mit nuværende liv, og hvis jeg ikke var tilfreds, ville jeg sige noget. Hvordan mit ansigt ser ud er irrelevant,[/color]” spekulerede han. Han så derefter tilbage på nonnen, med et afventende blik i øjnene. ”Men ansigtsudtryk er åbenbart en meget vigtig del af sociale funktioner, så de fleste misforstår mine intentioner, grundet manglen på udtryk.[/color]”

Florence nikkede forstående. Det virkede meget som hans eget valg, men grunden til at vælge ikke at smile var hende stadig lidt af en gåde. "Nu er det heller ikke fordi smil er udelukkende for andres skyld" sagde hun og samlede hænderne bag ryggen. "Med fare så at lyde sentimental så smiler jeg selv halt for min egen skyld. Når der er noget der gør mig glad kommer det efterhånden af sig selv, lidt som en måde at få vrede eller lidelser ud ved at råbe eller græde. Det får mig til at slappe af så følelserne ikke bliver klemt inde" forklarede hun imens hun samtidig lyttede til hendes sko der slog imod marmor gulvet tydeligt højere end end hans skindstøvler. "jeg smiler endda når jeg er helt alene" mumlede hun lidt da det begyndte at blive en enlig monolog hun fremførte.

Sivoy så ned på den unge nonne som hun begyndte at forklare hendes opfattelse af smils betydning for hende. Han nikkede genkendende til hvad hun snakkede om, da dette var noget han hørte ofte fra folk som ligeledes havde forsøgt at forstå hans valg om følelser. Han lukkede øjnene let i da nonnen mumlede noget for sig selv, mest som en monolog til sig selv.
”Jeg kan genkende Deres argumenter, men det at det får Dem til at slappe af at vise Deres følelser, er det modsatte problem af hvad jeg har. Jeg skal aktivt tænke over hvordan mit ansigt ser ud, for ikke at virke apatisk overfor andre,[/color]” forklarede han. Som ung havde han lært sig selv at kontrollere sine følelser, så han var i kontrol over sig selv. Dette havde siden udviklet sig til at han, måske ikke havde glemt hvordan man viste følelser, men han bare var blevet vant til ikke at vise dem. Han kunne godt smile hvis han en sjælden gang var sammen med venner, som han havde meget få af, men til dagligt var det meget fremmed for ham at skulle ændre hans ansigtsudtryk.
”Men hvis De ikke finder mit ansigt intimiderende, så er det godt nok. Må jeg spørge Dem hvor længe De har vandret rundt på slottet? Det bekymrer mig at De taler om at De er overrasket over min hjælpsomhed.[/color]”

Florence tænkte sig lidt om. Hun Havde vist lige ringet aften klokkerne inden hun var taget afsted så den kunne ikke være tolv allerede. Ellers var hun i størrere problemer end hun havde regnet med. "Forhåbentlig ikke for længe. Jeg skal sørge for at klokkerne ringer sig ved midnat så jeg er glad for at De fandt mig" sagde hun op til ham med et taknemmeligt ansigt. Hun rettede så blikket frem for sig igen for at orientere sig lidt, hun skulle jo nok den her vej engang igen. "De må endelig ikke tro folk ikke er hensynsfulde. Jeg tror bare nogle af vagterne er lidt trætte af mig efterhånden. Det er immeveg mig der dukker uanmeldt op efter solnedgang" forklarede hun og tog sig lidt til panden over sig selv. Normalt ville enhver kune løse de opgaver hun fik uden problemer, men hun endte altid ud i at blive distraheret eller andet der skulle føre til forsinkelser eller irriterede blikke.

Sivoy så ned på nonnen som hun så ud til at lave lidt hovedregning. Han afventede hendes svar, og da svaret kom blinkede han. Hun havde et sted at være ved midnat. Han så ud af et vindue som de passerede og så op på månen. Der var stadig to timer tilbage ud fra hans beregninger, men han var heller ikke sikker på hvor langt væk klosteret lå fra paladset. Han forlod sjældent paladset, og når han endeligt gjorde var det ikke for at besøge de religiøse bygninger i Hovedstaden.
”Midnat er stadig et par timer forude, Søster,[/color]” forsøgte han at berolige hende. ”Beklager min uvidenhed, men hvor langt fra paladset ligger Deres kloster?[/color]” adspurgte han. Ikke blot for at høre hvor travlt de måtte have det med at nå til køkkenet, men også om han skulle eskortere hende tilbage til klosteret. Idéen om at en kvinde måtte gå udenfor alene på denne tid af aftenen var ikke specielt hensynsfuld, mente han, og han var ret sikker på at det som var forventet af ham i disse tilfælde var at tilbyde hans tjeneste.

Florence åndede lettet op. Det var rart at vide hvor længe man havde endnu til at komme tilbage. "Gud ske lov, det er godt at høre." svarede hun. "Jeg er fra Isari Katedralens kloster. Så det tager ikke mere end en tyve minutters tid at gå derhen, jeg kan sagtens nå det" fortsatte hun imens hun kikkede på blomsterne i kurven som han have på armen. At sætte dem alle sammen i vand og til tørring ville nok også tage lidt tid men det skulle nok ordne sig. Omend ville hun bare være nødt til at skynde sig til på vejen hjem.

Sivoy nikkede anerkendende til nonnen, som hun begyndte at forklare hvilket kloster hun var ved. Tyve minutter væk, sagde hun. Sivoy tænkte lidt over det, og endte med at nikke resolut. Tyve minutter var en lidt lang distance så sent på aftenen, og nu til dags kunne man aldrig være for forsigtig. Han drejede rundt om endnu et hjørne, og så ned på kvinden ved hans side.
”Med Deres tilladelse, Søster, ønsker jeg at eskortere Dem til Deres kloster. Det er ved at blive sent, og gaderne er ikke sikre i Natten,[/color]” bad han værdigt. Godt nok var der mere usikre steder i verdenen end Hovedstaden, og i særdeleshed området omkring Krystalpaladset, men man skulle heller ikke sænke paraderne for meget. Årvågenhed frem for alt, kunne Sivoy huske at have hørt en af hans undervisere have sagt da han først blev Væbner hos Lysets Riddere. Det var en lektion som han havde lært var et godt mantra at huske, både i krigstid og til dagligdag.