Festlighederne i krostuen blev kun vildere og højere som dagen så småt gik på sned, men ud over en drukkenbolt der lå op af en væg og agerede savmølle, lå gangen på overetagen stille hen. Med et dukkede der da en diminutiv unge ud af æteren, med vadsæk over skulderen og et nærmest udmattet udtryk. Så sent var det ikke engang, men Aella var desværre fanget i et lille barns døgnrytme og selvom hun ikke havde brug for at vokse mere, eller i hvert fald ikke gjorde det, behøvede hun stadig 10-12 timers søvn.
Hun traskede over til døren til deres værelse, det meste af den tidligere energi nu spenderet og bankede uceremonielt på værelse med foden. Hendes vadsæk var ikke engang så tung, og templet havde heller ikke været så langt væk, men hun havde stødt på en nonne der havde fået en ærlig talt pinlig sygdom - især som nonne - og som havde hørt om englens evner og trods hendes spinkle protester var hun lidt blevet tvunget til at hjælpe. Det var i sådanne situationen at Aella priste sig lykkelig for at når hun 'lagde hænder' på nogen, behøvede hun ikke gøre det direkte.
"Er du anstændig?" Spurgte hun højt, "Gider ikke blive traumatiseret resten af mit liv.." For at være helt ærgerlig ragede det hende en høstblomst om han så rendte rundt i bar røv.
"..Det er rimelig længe.." Mumlede hun til sig selv.

Solen havde sluppet sit tag og alligevel herskede tørsten på underetagen. Der blev banket rytmisk i bordet og skrålet på kryds og tværs, alt sammen noget, der slap uhindret igennem de knapt så tætte gulvbrædder.
Ikke destomindre havde relativt fred og et - som nogle ville mene - tiltrængt bad været mere end rigeligt for at trætheden havde kunne slå klo i budbringeren. Han var gået omkuld på tværs af den ellers temmelig sparsommelige seng med armene foldet over brystet, hæle der rørte gulvet og en nakke udover kanten, som gav et knas fra sig, da det bankede på døren.
"Anstændig..." Knurrede han. Selvom den lette banken ikke havde overladt meget tvivl, ja, så var det nu fuldkommen sikkert at vide, hvem der stod på den anden side.
Men englebarnet havde ikke noget at frygte, Càemm var påklædt, måske lige pånær støvler og stank. Han åbnede døren og kiggede ned på hende. "Sagde du noget?" Spurgte han med en mørk stemme, men som han allerede havde erfaret, skulle der mere til at få hende til at vige. Egentlig anede han ikke, hvor lang tid, hun havde været væk. Søvnen havde bare overfaldt ham, og den havde stadig ikke sluppet sit tag.
Spurven havde en vældig begrænset oppakning med sig, og Càemm måtte beherske sig for ikke at lede den igennem. Pigen var vel egentlig i stand til at myrde ham med en urtekniv, hun var lusket, selvom hun mest af alt lignede én, der var tæt på at gå i dørken i det øjeblik.

Aella sjoskede ind i rummet og slyngede vadsækken fra sig i et hjørne. Hun fangede Cáemms interesserede blik og belønnede ham med et drillende grin, før hun gav sig til at rode sækken igennem. Hendes far havde haft en hel vogn med sine urter dengang hun var levende; apotekerdatteren derimod måtte nøjes med en lang række små skinposer. Hun rumsterede lidt mere og fremdrog en dråbeformet linnedpakke (hendes guldsegl); det var dog tydeligt på hendes træk at det ikke var det hun ledte efter og også den blev lagt til side. Endelig fiskede hun triumferende en hørkjortel op, adskillige nuancer mørkere end hendes kjole.
På dette punkt var det rimelig åbenlys hvad englebarnet havde tænkt sig, men Cáemm modtog alligevel et sydende blik der formanede ham mod at kigge. Hun var trods alt en pige.
Få øjeblikke senere dumpede hun ned i fodenden af værelsets eneste seng, nu iført.. renere tøj. Hun havde ment det da hun sagde at hun ikke var smittefarlig, men hun syntes stadig at kunne fornemme sygdomme klynge sig til kjolen.
"Jeg har et job til dig, hvis du er interesseret.." Sagde hun endelig og lod til at ville fortsætte hvis ikke et enormt gab havde forvredet hendes ansigt, "..Lidt i samme stil som det forrige."

Càemm havde ingen skrupler med åbenlyst at følge med i, hvad tøsen havde i tasken. Det var ikke fordi han var fuldkommen plaget af mistro over for hende, og nej, det var ikke bare fordi hun kunne snøre ham med sit engleansigt.
Det formanende blik fik et gnavent blik retur, og han vendte sig omkring. Larmen nedenunder havde taget til, det summede og boblede, der ville ikke gå længe før at beruselsens begejstring væltede over i ren kaos.
Det var trods alt ikke det fineste sted, de var havnet...
"Et job?" Der var intet andet, der kunne få halvelveren til at spidse øren på samme vis. Han vendte sig om imod pigen igen, hun sad på sengen med et enormt gab, og han lagde roligt armene på kryds over brystet.
Det var som sådan ikke fordi han var komplet desperat. Han skulle næppe lede længe efter noget at tage sig til i så stor en by. Men det var bare en umulighed for ham ikke at spørge til det.
Desuden var han stadig rigeligt nysgerrig over, hvordan spurven kunne rende omkring. Der var jo folk i byen, der sørgede for at rense gaderne for børn som hende. Càemm troede på hende, når hun sagde hvilken skabning hun egentlig var, men det var næppe en måde for hende at undgå alle problemer. Vinger eller ej.
Han satte sig igen ved siden af hende.

Aella skævede op til den højere Cáemm og siden han var der, og tilgængelig, hvilede hun sit hoved på hans skulder - mere ud af træthed end noget behov for kontakt eller hensyn til budskab.
"Jeg plejer at sælge urter til helbredelseshuset.." Fortalte hun langsomt med et blundende fokus på eksakt udtale, "men den nye hovedapoteker bryder sig bestemt ikke om børn.."
Eller også - tænkte hun for sig selv - havde det noget at gøre med at hun havde i sin tid drillet ham mens han studerede til sin afsluttende prøve. Det lå igen lidt i ordene hvad Aella forventede af halvelveren. Selv sad hun bare med et fjernt blik der langsomt gav vej for tænksomhed.
"..men det er måske blot en midlertidig løsning" overvejede englen højt. Hun talte sagligt, med en alvor der der kun understregede hendes alder. Det var nemlig så sent at hendes hjerne var lige på grænsen til at være for søvnig til at virke, men indtil videre betød det kun at hun ikke havde overskud til de fleste af de bevidst påtagne barnligheder. Det stod først nu for alvor klart hvor meget hun legede med sit udtryk.

((du kan evt lade hende være faldet i søvn i løbet af din post))

Càemm så lidt ned i det brune hår, da hans trætte værelseskammerat manglede noget at støtte sig til. Hans mørkegule øjne blev en kende fjerne, hun talte med et helt andet sprog bemærkede han. Det barnlige ordvalg var væk; det betød, at hun ikke bare havde spundet ham en historie. Det tvivlede han nu heller ikke på, så let var han dog trods alt ikke at narre.
Det lød til at være til at gå til, omend en apoteker givetvis også ville stille sig en smule tøvende op overfor en halvelvisk fremmed. Men det var et job, og han kunne ikke se noget galt i at hjælpe hende - så længe, han bare selv fik noget ud af det.
"Vi finder ud af det," Mumlede han, for hun havde ret. Det ville bare være midlertidigt. Det var dog ikke Càemms hensigt at redde hendes fremtidige erhverv, men han forstod at hun ikke bare kunne gå og strø om sig med sin engle-status.
På sær vis var der meget lidt barnligt ved hende, udover selvfølgelig den lille spinkle krop, og Càemm var en kende mystificeret i sit stille sind. Noget tydede på, at de begge levede fra hånd til mund og udmattelsen havde ramt dem begge lige hårdt. Spurven havde givet efter, hendes øjne var gledet helt i, og han lagde hende roligt ned.
I et øjeblik satte han sig på værelsets eneste andet møbel, en smal slåbænk, fordi det virkede prekært at lægge sig på sengen, men alle hans ømme muskler fik jaget al stoltheden bort. Han endte selv med at gå i dørken ved siden af spurven, på trods af støjen fra krostuen under dem.

Det havde egentlig ikke været særlig sent da de faldt i søvn, så det var heller ikke specielt sent da Aella vågnede op, på tværs af sengen med lemmer skødesløst spredt ud over et størst muligt område som en imperialistisk søstjerne.
Cáemm var ingen steder at se, og selv hvis han havde været, var der ikke ligefrem plads i sengen længere. Som englebarnet satte sig op og missede med øjnene, kunne hun ikke lade være med at overveje hvorvidt han var gået fordi hun fyldte eller om hun var begyndt at fylde fordi at han gik - uanset hvad, gjorde det hende ikke det store. Hun rettede blot lidt på kjortlen og gik begyndte så at rede hår med en benkam hun hentede fra vadsækken. Værelset var vist stadig deres til middag, så hun havde ikke travlt med at komme steder hen.

Søvnen havde været kærkommen. Càemm havde sovet igennem, hvad der lignede op til et halvt dusin slåskampe. Han stod midt imellem et par væltede langbænke, knuste krus og des lige. Han var ikke den bedste til at estimere tiden, givetvis fordi den aldrig rigtig havde haft en vigtig effekt i hans liv. Som budbringer var der kun en tid, og det var så hurtigt som muligt.
Det var også derfor han havde taget den første tur ud igennem gaderne, hvor han havde fundet ejeren af en ufattelig lille smedje. Halvelveren stillede sjældent spørgsmål, for han havde blot haft et brev at aflevere, men de små klinger, der var stuvet af væk var.. interessante.
Càemm modtog en lille pakke tilbage, sammen med en tiltrængt håndfuld mønter, og i løbet af få øjeblikke havde han været ude af døren igen. Et par af mønterne brugte han næsten øjeblikkeligt.
Det viste sig at den kro, hvor han havde efterladt spurven serverede en rimelig udmærket grød. Den lugtede i hvert fald frisk, og det var først på vej op ad trapperne at han overvejede, om tøsen overhovedet spiste.
Var engle mere sjæle end menneskelige? Spørgsmålet puslede ham, og han dunkede på døren med en fodsnude. Hun var der til at åbne op. Càemm hilste ikke på anden måde end at skære et par æbler i tern og smide dem i grøden som han rakte hende, selv var han udhungret og spiste utålmodigt.

Aella havde gradueret fra håret til fjerene og fyldte nu det meste af det lille værelse med sit fuldt udfoldede vingefang. Problemet med at have dem fremme for ofte, var at hun vænnede sig til det og når hun så atter ville skjule dem kløede det noget så forfærdeligt i hendes skulderblade. Normalt gik det over efter et stykke tid hvis hun blot stædigt udholdt det, men lige den morgen var englen meget afslappet og havde svært ved at behovsudsætte.
Aella var netop ved at slikke sig selv på tommelfingeren da Cáemm trådte ind igennem døren. Et sekund frøs hun med fingeren halvt i kæften, så nåede akavetheden sit kritiske højdepunkt og hun gav sig atter til at rette på de hvide fjer. Da hun var tilfreds foldede hun vingerne sammen på ryggen og så op i tide til at blive rakt en skål med grød.
Budbringeren fik et taknemmeligt smil i gengæld og den lille pige kastede sig over grøden med samme glubende appetit som hendes høje ledsager. Modsat ham lod det dog hurtigt til at hun spiste sig mæt, skønt skålen ikke engang var halvt tom. Den blev efterladt tvivlsomt balancerende på sengestolpen, mens Aella fiskede vadsækken frem fra under sengen og gav sig at lægge en række små poser på gulvet mellem dem. Hver havde et bogstav indgraveret i læderet og efter at have sikret sig Cáemms opmærksomhed med et provokerende kommanderende knips, gav hun sig til at forklare hvad der var i hver.
"..Birkebark, vejbred, havekarse" Hun pegede på en anden gruppering, "Krydderier.. Oregano, timian, peber."