Ikke mange bemærkede det knirkende skilt, der hang over døren, færre skænkede et blik ind gennem de snavsede vindue, men færrest af dem alle bevægede sig indenfor. En skam for den ellers så fredfyldte kroejer, der hver morgen stod op før hanen galede og bragte brød, supper og øl frem til hvem end der turde vove sig over hans dørtrin.
Stemningen i kroen var næsten sørgelig, ikke fordi nogen var døde eller andet var hændt til gæsterne, men fordi der ingen gæster var. Kun en skikkelse havde placeret sig i kroen nær ildstedet der belyste den mørke krostue i et livligt og varmt lys.

Trace havde lagt jakken over stolen ved siden af og ildens lys reflekterede sig i hans knive og klinger. Skjorten han bar var sort, men det opmærksomme øje så jern gemt under overfladen. Ved hans side hang tre sværd, skønt mange ville kalde dem for korte til sværd, men samtidig for lange for dolke. Til trods for de mange våben havde han dog et venligt smil til kroejeren og et par klare blå øjne der betragtede flammernes dans. Dette var et hyggeligt sted, men i et usselt miljø. De der boede her havde ikke råd til at spise her, og de der kom her turde ikke spise her. En skam, men kroejeren tog sig det bedste af de, og gadebørnene havde lært stedet at kende gennem bagdøren, hvor hverdagens rester blev givet til de der ikke havde nok til sig selv. Nu var Trace ikke et gadebarn længere, men han huskede stedet og tog ofte herhen for at betale et par ekstra jader for et måltid der ikke kostede mange ravstykker. En sjælden gavmildhed, som han muligvis ikke var ene om, men en gavmildhed der gjorde at stedet stadig stod.

Trace kendte ikke ejerens navn og ejeren kendte ikke hans. Det var sådan de altid havde haft det. Alt de vidste var at ejeren var en god mand og Trace var en kunde der kom tilbage når han havde råd.

Rinne var endelig kommet hjem. Det var hele tre år siden hun havde været i Hovedstaden, og for hende havde den ikke ændret sig overhovedet. Da hun gik ned ad hovedgaden, følte hun at hun var kommet tilbage i tiden. Der var det hus hvor hun nær var blevet stukket ned af en ung, nervøs byvagt, og der var den bod hvor hun var blevet snuppet med hånden nede i pengekassen. Ejeren havde givet hende sådan en lussing at hendes ører rang, men han havde heldigvis ikke tilkaldt byvagten.
Hun styrede med hurtige, bestemte skridt mod en lille, nussede kro, der nærmest forsvandt mellem husene. Det var altid det første sted Rinne besøgte, når hun en sjælden gang kom tilbage til Hovedstaden. Kroejeren havde været god mod hende og de andre gadebørn, givet dem mad de dage hvor det var umuligt at finde noget på andre måder, enten lovligt eller ulovligt. Han hjalp engang Rinne, da hun havde spist råddent kød, og havde det ikke været for ham, ville hun bare være endnu en gaderotte der døde i rendestenen.
Døren gik op, og Rinne trådte ind. Der var næsten tomt i krostuen, den eneste gæst sad alene ved ildstedet. Hun stoppede da hun pludselig genkendte hvem det var. Det var svært at glemme en der bogstavelig talt kunne stjæle tæppet under dig. Hun havde aldrig set nogen bevæge sig så hurtigt, og hun tvivlede på at det ville være svært for ham at blive en lysets kriger, hvis det dog ikke var for hans kleptomaniske tendenser.
'Trace!' sagde hun højt og skyndte sig mod hans bord. Det var lang tid siden hun havde set nogen fra sine dage på gaden.

Trace havde netop færdiggjort en skål med en tvivlsom kartoffelsuppe, da han hørte en stemme bag sig, som han ikke havde hørt i lang tid. Stemmen sagde blot et ord, men mere var ikke nødvendigt. Han vendte hovedet imod hende som et smil gled over hans læber.
"Det er et ansigt jeg ikke har set længe."
Som han talte rejste han sig op, skubbet en stol fri fra bordet til hende og gav et nik imod kroejeren, alt sammen i en flydende bevægelse, der virkede så indøvet at den kom instinktivt til ham.
"Hvor i Isaris navn havde du gemt dig henne?"
Ordene var ikke beskyldende, men bar et smil med sig, som man ud af øjenkrogen kunne betragte kroejeren skænke op i krusene, så skummet rejste sig højt til vejrs og lugten af øl spredte sig i den lille krostue. Manden bag disken behøvede ikke ord for at forstå hvad der skete, faktisk sagde han så sjældent noget at folk ofte troede han var enten dum, døv eller stum. Hvilken af dem var ofte op til debat, men for hvad Trace angiv, passede dum ham på ingen måde.

Som Rinne trådte nærmere tog Trace skridtet ind til en omfavnelse. Han holdt sine fingre fra hendes lommer, for han huskede reglerne fra gaden. Man stjal ikke fra sine egne. Gadebørn stjal ikke fra hinanden, dette var loven. Hvad byvagterne sagde var blot vejledende, men at stjæle var en der sultede var ulovligt. En regl der stadig fulgte Trace efter han havde fået den banket ind første gang han havde gjort forsøget. Hvis han løftede i trøjen var der stadig mærker han kunne fremvise enhver der så meget som overvejede at prøve sig imod dette.
Omfavnelsen var ikke lidenskablig, men hurtig og overfladisk, som to gamle venner, der mødtes hver aften til et krus øl. Den skulle markere mødets start, men den måtte ikke føles så officiel at man var forpligtet til at blive.
Med dette fulgte dog en ekstra ting. Trace magi. Han 'så' alt når han kom tæt nok på folk. Han kunne forstå deres situation med et kram. Han ville instinktivt vide hvor mange penge de havde i lommen og hvor de bar deres knive. Ting der var nyttige for en gadedreng at vide. Ting der kunne holde ham i live.

Rinne grinede da han vendte sig om. 'Åh, lidt her og der. Hvor der er penge at tjene og fjender at skyde.' De gav hinanden et hurtigt knus, og Rinne var glad for at mærke, at hun stadig var i besiddelse af sin pung, da han trak sig væk igen, for hvis han havde stjålet noget, så ville Rinne aldrig fange ham igen. Hun greb fat i hans overarme, og holdt ham ud, så hun kunne se ham ordentligt. Det føltes pludselig som om det var hundrede år siden hun havde været hjemme. Han så pludselig ældre ud, han var højere end hende, og det tog ikke lang tid at lokalisere alle de skarpe objekter på hans person. 'Hvor gammel er du nu? Jeg føler at det var i går du var en lille lort, der vidste for meget om ting, han burde blande sig udenom.' Hun refererede til hans forbløffende, og også utrolig irriterende, evne til at vide alt hvad der skete i byen. Det hjalp ikke at han var en af de hurtigste Rinne havde set, og selvom hun ikke brød sig om magi, havde Trace aldrig givet hende grund til ikke at stole på ham. Da han først kom havde Rinne troet hun skulle lære ham om livet på gaden, men det viste sig med det samme, at Trace ikke havde brug for hjælp. Det var nærmere Rinne der kunne lære en ting eller to. På trods af hendes status som halvelver, var der ikke en dråbe magi i hendes åre, og hun måtte overleve på den gammeldags manér. Det var nu rart, at få peget særlig rige folk ud, der havde lidt flere penge end alle de andre.

Smilet på hans læber voksede som han blev bevidst om hendes højde. Det var efterhånden blevet en sjælden begivenhed at han kunne se folk i øjnene. Alle syntes at vokse flere hoveder over ham. Glimrende i hverdagen, men en evig irritation, når man prøvede at sætte sig i respekt overfor folk på det sorte marked. Hvem frygtede dog også en person de kunne knække med to fingre?
"Nu går du vel ikke helt elver på mig Rinne? Vi mennesker vokser jo hurtigt så du må se om du kan følge med"
Han havde et glimt i øjet som han sagde det og en hånd blev lagt på hendes skulder med et venskabligt dask. Intet ondt var lagt i hans ord, kun et par prik til hendes følelser omkring det elviske i hendes blod. Hun var en god ven, en sjældenhed på gaden, måske lidt for meget samvittighed til tider, men stadig en ven.
"Og jeg kan se tiden ikke har været helt skidt ved din pung" Han behøvede ikke kigge på den for at kende dens indhold. "Kunne jo ende med jeg lader dig give anden omgang, hvis du ikke har for travlt?"

Som han sagde det lød et velkendt dunk på bordet og to store krus med skummende øl fandt deres plads ved hver sin stol. Han hævede et spørgende øjenbryn af hende. Havde hun tid til at sidde og drikke med en gammel ven, eller var hun kun i byen for forretning. Hun havde en besynderlig skik med at gå efter folk, der havde penge, men brugte dem forkert. Trace havde aldrig forstået hvorfor, men den slags spurgte man ikke om. Han gjorde i hvert fald ikke. Det var blot en del af hende, som hans magi var for ham.

Hun rørte ved sine spidse ører, og lod som om hun var fornærmet. Da han danskede til hende, daskede hun igen. 'Det eneste bevis på at jeg har nogen form for elver i mig, er de her ører. Ellers er jeg helt igennem en gaderotte, ligesom dig.' Hun placerede sit pilekogger ved siden af en stol, og satte sig derefter tungt. Da kroejeren satte to skummende krus på bordet takkede hun ham, men fik ikke noget svar tilbage. Som forventet.
Hun greb det nærmeste krus, og tog en stor slurk. 'Det må være så nyttigt, at kunne se hvilke af dine venner der har flest penge, bare ved at give dem et knus. Det gør det så meget lettere at nasse på det,' sagde hun med et stort smil. Hun havde flere penge end sædvaneligt, det var også grunden til at hun tog ind til Hovedstaden. Hvis hun holdte sig på måtten, så kunne hun blive herinde, uden at arbejde, i tre uger. En ferie lød rar, efter at flere år på vejen.
'Så, går du stadig og stikker næsen i ting der ikke kommer dig ved? Jeg må sige, det er en af de ting jeg ikke har savnet.' Hun gav ham et lille spark under bordet, og grinte hendes helt specielle grin, der endte i et grynt. Det var en latter som, selvom den ikke lød køn, kunne lyse et rum op.

Som Rinne tog plads ved bordet satte han sig selv tilbage. For at få sig sat måtte han dog holde fast i et par af de sværd der sad ved hans side, så han ikke endte med at få en kniv i røven. Hans facination af våben var ikke altid det mest praktiske aspekt af hans tilværelse, dog hjalp det når han gik gennem gaden, for hvem havde lyst til at lægge sig ud med en fyr med sværd nok til at stikke en igennem hver del af de krop og stadig have nok til overs til dine venner?
"Jeg ser skam meget mere end bare indholdet af din pung"
Han greb det frie krus og igangsatte en gæv kamp med den skummende øl inden han slog kruset tilbage i bordet med et veltilfreds suk. Det var ikke den bedste øl i verden, langt fra, men det var øl der kunne gøre dig varm på en kold vinterdag og som lagde sig tungt i maven. Ikke noget man drak uden at spise først, den slags fandt man kun i de rigere områder af byen.

Hendes grynt gav ham et skævt smil.
"Der er intet her i byen der ikke kommer mig ved" Lo han letsindigt og skævede til kroejeren ud af øjenkrogen.
"Rygter er sølv og sladder er guld, men de virkelige værdier er hvor folk aldrig kigger"
Smilet voksede og fyldte nu begge sider af ansigtet. Hun skulle bare vide hvad folk gik og lavede når deres venner kiggede væk. Utroskab og intriger var blot toppen af isbjerget. Mord var hverdag.
"Men jeg kunne selvfølgelig aldrig finde på at sladre" Blikket i hans øjne afsluttede hans sætning 'medmindre der var penge i det'.
Han havde aldrig lagt skjul på sine glæder. Øl var fint, men guld var bedst. Ikke fordi han skulle bruge det, men fordi han elskede følelsen af det mellem fingrene og hvordan det legede med lyset. Det facinerede ham og han kunne bruge timer på at danse rundt mellem sine gevinster.