Det var sent hen på aftenen. Nogle timer før havde Hakim siddet sammen med sine mænd, i den mere naturlige del af skoven. Nu var han her, hvor elementalerne skulle siges, at have ødelagt alt. Han havde haft en rastløs aften, og havde gjort, hvad han plejer at gøre. Rende ud for sig selv. Et dumt træk, taget i betragtning af, at nogen havde forsøgt at snigmyrde ham hele to gange nu, men herude burde han ikke have helt så stort et problem. De var uden for civilisation, bortset fra et par mørkets krigere, og Hakim var ret sikker på, at han ville kunne håndtere lige netop den slags. Desuden var han ikke SÅ langt væk, at han ikke ville kunne gøre retræte tilbage, skulle han blive angrebet og forsøgt myrdet igen.

I denne dags anledning, var Hakim klædt i sort. Det eneste der ikke var sort, var hans mørkeblå skjorte og så naturligvis hans våben, der som altid var ryttersablen i bæltet og den jernbeslåede stav, han havde i hånden.
Han stirrede frem for sig og følte sig egentlig ret træt, så han endte med, at sætte sig på en ødelagt træstub, hvor han valgte at lægge staven ned i skovbunden, mens han fløjtede for sig selv, for at holde sig på dupperne. For ham var det lige meget, at skulle holde sig uhørt.

Egentligt havde Etheldred været på gennemtur gennem mørkets skov på en hest, men da hun havde anet en uforglemmelig skikkelse havde hun bundet og gemt hesten af vejen, inden hun i skyggerne havde forfulgt Hakim. At se ham værende alene på denne måde uden sine mænd omkring sig, såvel som at det var langt fra nogen anden af lyset. Det var næsten for godt til at være sandt.
Ikke desto mindre følte hun en trang til at tage sin hævn på ham.
En hævn for det ar hun havde fået på sin vinge under mørkets regime, såvel som hævn for at han havde valgt at arbejde med mørkets side, blot for pengenes skyld. Manden havde ingen ære det var hun sikker og vis på.

Og nu, som han var alene, syntes hun egentligt godt hun kunne tage sin hævn på ham. Ikke nødvendigvis dræbe ham men bare give ham en ordentligt forskrækkelse, det var trods alt imod hendes opdragelse som soldat at dræbe folk bare uden videre lige sådan, om de så tidligere havde kæmper med mørket eller ej, hvor fristende det så end kunne være.
De enorme sølvgrå vinger blev spredt som hun lødløst svævede kort gennem luften.
Han havde næppe siddet længe for sig selv, idet hun på det nærmeste landede et flyvende spark i ryggen på ham, med en stålfast og tyksålet læderstøvle, væltende ham et godt stykke af og væk fra træstubben og hans stav. Hun vidste hvor farlig han kunne være med den.
Hendes vinger foldede umiddelbart ind som hun landede og drog sværdet, stirrende imod ham med et køligt smil.
'' Jamen dog. Herligt at se dig helt herude... Helt alene.... Forrædder.... Hvor er dine kumpaner henne+ Stukket af velsagtens. ''

For godt og vel en uge siden, ville Hakim nok have anet uråd. Men i aften var han faktisk afslappet og hans fløjten sørgede for, at han ikke hørte noget som helst før et eller andet hamrede sig ind i ryggen på ham, så han væltede fremover, med al luft slået ud af lungerne. Adrenalinen spredte sig omgående i kroppen på ham, da han vendte sig rundt på ryggen og hoppede op på benene, adræt, men stadig stakåndet fra slaget til ryggen. Da han så mod det sted han havde siddet, lagde han mærke til hende. Lyskrigeren. Og hun så bestemt ikke glad ud. Han trak sit sværd, det øjeblik hun havde trukket sit, med et neutralt, men fokuseret udtryk i sit ansigt.

Hendes ord stak. Og så alligevel ikke. Hakim havde valgt sit erhverv. Han var en soldat, sådan var det, og sådan ville det altid være. Der var nok folk der ville have sagt, at han sagtens kunne have været en del af lyskrigernes enhed, men han var eftersøgt i syden og kunne derfor ikke bare sådan uden lige, blive en del af en lovlig gruppe. Mørket kunne han velsagtens også have sluttet sig fuldstændig til. Bortset fra, at de mindede en lille tand for meget om Ikar. Så ville han hellere bare tage imod penge og selv bestemme hvad han ville, med sin egen gruppe. At denne lyskriger havde ondt i røven over det, kunne da være fuldstændig irrelevant. Men det var det ikke, for her var hun, vred over det ar han havde givet hende. Han kunne sagtens huske kvinden.

"Hvis jeg sagde de var stukket af, ville du så hoppe på maddingen? Torak og Stygg er nordenmænd. Nordenmænd stikker aldrig af.. Men lige nu? Er jeg helt alene, sammen med dig. Så hvad vil du? Have hævn, kan jeg næsten gætte,"

Svarede Hakim igen, mens han smilede hårdt og koldt. Hans blik var følelsesforladt, præcist ligesom dengang han havde spyttet blod i ansigtet på sin bror. Had? Nej. Han hadede ikke denne. Kun sin bror. Morder.

Ethel rystede på hovedet, akkurat på samme tid som hendes vinger ruskede let, som for at falde ordentligt på plads, på trods af at der ingen fjer var i dem, kun læder-agtig lys hud.

''Det ville være en direkte løgn at sige at jeg troede på det. ''

Lød det kølige svar på hans spørgsmål. Hun overvejede imidlertidig hvor langt hans kumpaner var fra dem, om de var langt nok væk til ikke at høre en eventuel sværdkamp.

'' En hævn ville være rart. For dit forrædderi imod Lyset og dens dronning.. Såvel som for hævn for hvad du gjorde mod min vinge. Det tog allerhelvedes lang tid om at blive sat sammen igen. ''

Knurrede hun, mens hun med foden skubbede hans stav yderligere væk, ikke om hun ville have at han skulle få fingrene i den igen sådan lige med det samme. En dundrende smerte føltes fra hendes segl, men hun valgte at ignorere den for nu, vidste at det bare var seglets virkning på at holde hendes mere dæmoniske side i ave. Noget den nok altid ville være medmindre seglet blev brudt eller fjernet. Begge dele hun var sikker på ikke ville være smerten værd.
Hun ville nok aldrig helt tilgive Hakim for hans forrædderi mod dronningen, lige så lidt som hun ville tilgive ham for den store flænge han havde skabt i hendes vinge tilbage under krigen. Hendes far havde bestemt ikke været tilfreds da det kom ham for ørerne, selvom det da lykkedes at redde vingen der istedet fik et ar der knapt var synligt.. Hvert fald ikke længere, førhen havde det været en del mere tydeligt.
Ethel overvejede kort, hvorvidt hendes far på noget tidspunkt ville give hende et smil og et anerkendende nik ved hendes valg og handlinger.. Et som der ikke var lige så påklistret som det hade været under hendes bryllup.

Grebet om hendes sværd blev forstærket som hun forsøgte at skabe øjenkontakt med ham så hun kunne skabe en illusion.

Hakim grinede let, ved hendes ord. Hun var lige så lidt naiv, som han tænkte hun var. Selvfølgelig var man ikke godtroende, når man var en af lysets krigere. Og da specielt ikke, hvis man virkede som en så erfaren kriger som hun. Han havde da fået sin udfordring dengang.

"Ah ja, løgne, løgne. Desværre er verden så fuld af dem. I det mindste lyver jeg ikke, når jeg siger dig, at mine kumpaner.. Er mine,"

Forklarede han kvinden med et koldt smil. Hans blik var på hendes overkrop. Han havde lært, ikke at have øjenkontakt med sine fjender, magibrugere eller ej, og han vidste altid når de ville slå med deres sværd, eller kaste en håndbrugt magi, når deres muskler i brystet arbejdede.

At hun ville have hævn var absolut ingen overraskelse. Han forstod hende faktisk godt, enhver der følte sig forrådt ville have hævn. Men de var ikke i familie, så Hakim var ret sikker på, hun ikke forstod forræderi på samme niveau som han selv gjorde. Når selve familien, dem man holdt allertættest, forrådte én, uden at tænke nærmere over det.

Han kunne sagtens se irritationen i hendes kropssprog. Hvordan hun strammede grebet om sit sværd, klar på en hård kamp, hvordan hun sparkede hans stav længere væk. Det var som om hun ikke turde tage en rigtig kamp med ham, men nu vidste han jo også godt, at en distancerende våben var meget bedre end et sværd, især imod én der brugte et sværd. Så på sin vis, var det her vel også en fair kamp. Han holdt selv et løst greb om sit eget sværd. Han var afslappet. Det var han altid lige før en kamp. Hele kroppen ventede på det uundgåelige. Adrenalinen der i dette øjeblik fyldte ham til randen og fik hans magiske evner sat i gang, som en stærk brise fik hans hår til at bølge let.

"Så kom og tag den, lyskriger. Nej. Jeg vil med glæde give dig en chance for at få den,"

Sagde han, næsten manisk, som han satte i et næsten unaturligt hurtigt spring mod hende. Meningen var at han ville lande ved siden af hende og måske give hende et ekstra hak lige ved siden af arret hun allerede havde i vingen.

Et kort køligt smil forlod hende.
'' Du taler nærmest om dem som om de var dine børn. Hvor kært... Det er vel det nærmeste du får at få afkom her i verden, medmindre du har nogen ved nogen horer.''
Det var egentligt lige under bæltestedet, både for ham og for hende. Hunhavde selv bevidst valgt at abortere de gange hun havde været gravid, men hun vidste også at det snart ville blive uundgåeligt for hende hvis hun skulle give hendes mand en arving. Det var trods alt bedre end at lade en eller anden langt ude fætter arve det hele. Alligevel holdt hun sig langt tilbage med den ide, tanken om at få børn med ham gav hende myrekryb, så hun ville langt hellere fokusere på sin karriere som Lysets kriger mens hun stadig var forholdsvis ung. Så kunne Thomas brokke sig lige så lystigt han ville over hendes dårlige 'egenskab'.

Blå øjne stirrede køligt på ham som hun kunne fornemme hvor hans blik var.. Så typisk mænd. Hun stillede sig i en bedre position, parat til at sætte i gang ved mindste tegn på bevægelse fra ham.
Og alligevel havde han nær overrasket hende idet han pludselig var oppe på siden af hende, instinktivt foldede hun vingerne tæt sammen, væk fra hans sværd som hun bøjede sig ned og forsøgte at få ham ud af balance så hun kunne så et slag ind med sit sværd, samtidig som hun tog brug af sin lysets magi og lod et mindre mylder af små lyse kugler pludselig lyse skarpt op i den mørke nat, inden de forsvandt lige så brat igen.

Hakim blev overrasket, da hans sværd mødte tynd luft og han blev smidt ud af balance. Han ville have danset omkring hende, men i stedet blev han mødt af en grim smerte i siden, da hendes sværd skar sig gennem det tynde stof hans tøj bestod af. Han blev mindst lige så forvirret, da en masse lyskugler eksplodere i natten og lyste den grundigt op, ødelæggende hans nattesyn. Han fik sig fjernet fra hende, ved at træde et par skridt tilbage, holdende sit sværd klar til at møde hendes slag, skulle de komme, mens han prøvede på at holde smerten væk fra sit sind. I stedet væltede adrenalinen ud over det hele i hans krop og fik ham til at ignorere den, mens hans smil blev mere manisk.

"Hm, bedre end sidst? Du har trænet. Men nu har vi også hinanden på et mere.. Lige niveau, ikke sandt?"

Det var både en konstatering og en mindre hån, for han vidste udmærket, at hun ikke ville være kommet tæt på ham, havde han haft sin stav. I stedet var han nu tvunget til, at skulle tæt på hende, for at få ram på hende. Men det var det sgu nok med nu. Nu ville han nøjes med defensiv og modangreb, så måtte hun fandeme selv forsøge at tage sin satans hævn! Hans blik mødte hende, men kun i et kort sekund, før det lagde sig på hendes højre skulder. Derved ville han vide, hvis hun bragte sværdet op til slag.

Han begyndte lige så stille af kredse om hende, mens blodet løb ned fra det sår hun havde lavet i siden på ham. Det var kun et overfladisk sår, men selv da, blødte det nu alligevel. Om det kunne ses i hans sorte påklædning var dog ikke til at vide.

Ethels tykke og lyse fletning, dunkede kort mod hendes kind som hun fik rejst sig ordentligt op igen, knapt bemærkende den mørke plamage på hendes sværd som hun trak den til sig. Fornemmelsen af at hun havde ramt kød sad dog stadig nok i hende til at hun var sikker på at hun havde ramt ham, spørgsmålet var bare hvor dybt.

Hun skævede imod den højere mand, der dog egentligt virkede en smule mindre på den måde hanbevægede sig rundt. Det mindede hende lidt om en klapperslanges dansen foran dens offer.

'' Heh.. Du elsker virkelig at lide hva+ Selfølgelig har jeg trænet, man kommer ingen vegne hvis man sidder på sin fede røv. ''

Hendes sprog virkede groft, for på trods af at være opvokset og opdraget i det adelige miljø, var sproget blandet lysets krigere og riddere ikke altid lige så fornemt på den. En ting hun egentligt nød af da det fik hende til at føle sig mere menneskelig og normal. Blandt krigerne så man sjældent på anden rang end hvilken man havde tilkæmpet og gjort sig fortjent til i sit arbejde.

Hun vidste egentligt godt at hans kommentar mere var en hån end en ros, men hun valgte at ignorere det negative og istedet prise sig lykkelig for at det var lykkedes hende at tage ham på sådan en fersk gerning at han ikke havde nået at kunne tage sin elskede stav med dig i faldet.
Hun pustede kort til en vildfaren tot, inden hun igen begyndte at stikke ud efter ham, små sole lysende op ved hver et stød i et forsøg på at blænde ham mens hun forsøgte at ramme. Egentligt en dårlig taktik da han højest sandsynligt på et eller andet punkt ikke ville være lige så generet af de skarpe lys. Men lige nu var det det bedste hun kunne komme i tanken om indtil hun havde fået sig selv bremset nok op til at hun vil kunne ændre på temperaturen. Den ørkenlandske mand ville næppe synes godt om en pludselig temperaturændring til frysegraderne, især ikke på en nat som denne.

Hakim var tilsyneladende ude af træning, måske grundet at han ikke for meget mere end et par uger siden, havde været udsat for et drageangreb, og to snigmordsforsøg. Og så dét, at han ikke var fuldstændig vant til brugen af sværd, selvom han stadig var ganske dygtig til det.

"Du tager mere fejl, end nogensinde. Jeg elsker strid, lyskriger. Jeg elsker når man har noget at kæmpe for,"

Indrømmede han, mens han cirklede om hende. Hendes angreb kom bag på ham, da der pludselig dukkede flere lyseksplosioner op, samtidig med, at hun stak ud efter ham. De fleste af angrebene fik han paréret, men han var alligevel uheldig nok, til endnu en gang, at blive ramt, denne gang i venstre skulder. Et held det ikke var højre, men dette sår var noget dybere end det andet og han måtte virkelig bide sig i tungen for ikke, at komme med et udbrud over det. I stedet skar han tænder og satte et modangreb ind i form at nogle meget hidsige slag med det kurvede sværd.

Han kunne pludselig mærke den faldende temperatur, da hans krop begyndte at ryste let som reaktion derpå. Han hadede kulde. Som tilsvar, sendte han selv en hård bølge af vind direkte mod hende, med en vred grimasse.

"Åh, så du vil bringe magi med ind i billedet, hm?"

Spurgte han med en mere hård, og skarp tone end før. Nu begyndte hun at gå ham rigtigt på nerverne, i modsætning til før.

'' Heh.. Så har vi, uventet som det end må lyde, da en smule til fælles. ''

Hun sørgede for at følge hans bevægelser, ikke et øjeblik vende ryggen til ham, velvidende om at dette kunne være en meget fatal fejl der i værste tilfælde kunne koste hende livet.
Hun havde været ved at sænke temperaturen omkring ham som han pludselig kom med et modangreb i form af vind. Hun skar en grimasse som hun mærkede hvordan hans sværd skar sig gennem en del af hendes benklæder, dybt nok til at kunne lave et sår på hendes let brunlige hud. Det ville ej heller overraske hende hvis der var et, men hun havde nok at tænke på med at parere hans modangreb mens hun spredte sine vinger ud i et forsøg på ikke at blive blæst helt omkuld, hvilket resulterede i at hun istedet endte med at hamre ryggen ind i et knækket træ, og få slået luften ud af lungerne, samtidig som en knækken kunne høres fra hendes vinge.
En kort bandend forlod hende. Hun håbede virkelig ikke på at den knækken var lig med en del af en brækket vinge, der var virkelig intet andet hun ville undgå mere, end at være fri for at sove med sin ægtemand, at være bundet til hjemmet og dets medfølgende pligter og ansvar. Hun måtte finde sig en healer når det her var overstået, hvis hun da kun levende igennem det.

'' Fanden tage dig forrædder. ''

Egentligt kendte hun godt hans navn, valgte bare ikke at bruge det, og istedet kalde ham forrædder. For det følte hun at han var. Både som nobel om som en der konstant svingede med hvem han holdt med. Selv var hun dog ikke meget bedre når hun havde så svært ved at tilgive på trods af at værende tilhænger af lyset og endda en af dens krigere.

Med endnu en kort mumlen fik hun stavret sig op og fik fat i sit sværd igen før han kunne nå at sætte flere angreb ind. Et svagt lys begyndte at dække hendes krop, kun anet som en flimren for det veltrænede øje.

'' Jeg har brugt magi hele tiden... Hvor troede du ellers lyset kom fra..+ '' Med dette satte hun endnu engang i sin lysets magi og fik det varme, skarpe lys til at dække hele hendes væsen og brat forsvinde så hun endnu engang kunne stikke ud efter ham.

Hakim sendte for en gangs skyld Ethel et oprigtigt smil. Det var desværre sandt. De havde en del tilfælles. For det første, så var han helt sikker på, at hun var af højere status end hun egentlig så ud til at være, hvilket han jo også var. For det andet, så var de begge to formidable krigere. Derefter vidste Hakim ikke helt, men han havde også travlt med, at overleve i øjeblikket. Hans angreb var meget frugtbart, for til sidst fik han hende mast op i en krog, denne krog værende et træ, hun gik ind i. Han kunne sagtens høre det lille knæk og se hendes dybt irriterede grimasse og en mørk latter forlod ham ved hendes ord.

"Kile har allerede forsøgt, flere gange, uden held. Ser ud til, at guderne er på min side,"

Konstaterede han med et skuldertræk, der gjorde ondt, men var rart at begå, fordi det fik ham til at frmstå som ligeglad. Da hun kom på benene, holdt han sig klar, på det værste. Hvad var hendes taktik denne gang? Gøre brug af mere lys? Han måtte have været ufokuseret i nogle sekunder, for da hun talte, blændede hun ham et kort øjeblik totalt med sit stærke lys, der omgav hende, som var hun en statue af sollys eller bare et kæmpe ild-inferno.

Han holdt hånd op for ansigtet, men var for sen på den, da han alligevel var blændet godt og grundigt, og så sig ude af stand til at parére hende. Han kunne mærke en sjette sans gå i gang, som hendes sværd stak ud efter ham, men det var ikke nok. Det ramte plet i hans brystkasse, men igen var han meget heldig. Sværdet brækkede et af hans ribben, men ramte ved siden af lungen. Han ville overleve - hvis han ikke forblødte over alle de gange hun havde ramt ham.

Med et mindre gisp trådte han bagud og rystede hårdt på hovedet. Han var jo fuldstændig ude af træning med sit sværd! Det skulle gøres om på!
Da det gik op for ham, at han vaklede let, besluttede Hakim sig for, at denne leg gerne måtte få en ende. Og deres bevægen sig rundt i skoven, havde faktisk fået ham tættere på staven.

"Jer og jeres åndsvage lys. Nå, men jeg må hellere gøre det lidt mere fair for mig selv så,"

Lød det, en kende frustreret fra sydlændingen, før han sendte et endnu hårdere vindpust mod hende end før. samtidig med, at han lavede et sidelæns rullefald, hvor han fik fat i sin stav. Sværdet blev smidt væk, da han ikke havde tid til at gøre andet og da han endelig var på benene igen, var det med sit gode, mer velkendte våben i hænderne og et skævt smil på læberne. Han havde ikke meget tid at arbejde med, men nu havde han i det mindste sin stav.

Et mindre fnys hørtes fra Ethel, hun kunne bestemt ikke lide at have noget til fælles med forræddere, selvom det nok ville være temmeligt besværligt ikke at have nogen ting til fælles med fjender overhovedet.

'' Eller også er du bare usandsynligt heldig. ''

Lød hendes svar, som hendes tvære grimasse endnu engang faldt over i et lidt overlegent smil som hendes taktik med lyset endnu engang lod til at virke. Hun kunne hvert fald fornemme modstanden fra hans krop som hun hev sit sværd tilbage til sig igen. Uheldigvis for hende havde hun ikke taget det yderligere i betragtning at de var kommet tættere og tættere på hans stav. Ikke før et var for sent og han endnu engang forsøgte at vælte hende omkuld.
Ethel valgte at sprede vingerne og ride på den hidsige vind, istedet for at lade luften blive skubbet ud af hendes lunger igen. Dog trak det en del i hendes venstre vinge, og det kunne godt ses at den ikke var helt i toppen, noget virkede forkert i den måde den var sat sammen. Men idet mindste kunne hun bruge den, idet mindste til at svæve med...Om det så ville lykkedes hende at lande uden at virke fjollet, var et helt andet spørgsmål som hun allerede kendte svaret på, endda før hendes fødder igen rørte jorden og hun var nødt til at løbe fremad for ikke at falde hovedkluns i jorden.

Hun rettede sig selv op og vendte sig hastigt imod Hakim og dennes stav, fordømt1 En skule blev rettet mod hans stav som hun forsøgte at fokusere en temperaturændring til de lavere temperaturerer til hans hænder.

Det var kun et spørgsmål om tid for dem begge.

Idet Hakim kunne mærke den lette ændring på temperatur i sine hænder, skævede han ned mod dem og derefter op på hende med et manisk, rasende blik. Hun skulle IKKE have lov at tage hans våben fra ham igen! Men bedst som han skulle til at angribe, hørte han et brøl, der umiskendeligt lød som Toraks, idet den store nordmand brasede gennem buske og grene, ind i den lille lysning, hvor han stod med sin store slagsværd, lige ved siden af Hakim. Der var mord i hans øjne.

Det samme med Stygg, da denne også dukkede op, sammen med Cate. Hakims mest betroede mænd. Cate måtte have hørt hvad der var sket og have besluttet sig for at hente dem. De var mere end nok, tænkte Hakim, men da Torak skulle til at angribe, holdt Hakim en hånd op for at stoppe dem.

"Jeg tror du har fået fint med hævn, lyskriger. Jeg tror vores leg er slut nu,"

Forklarede han koldt, mens han lænede sig op af staven. Han blødte kraftigt fra det nye sår, hun havde lavet i hans brystkasse, og var allerede nu begyndt at blive træt og svimmel. Det ville ikke tage lang tid, før han ville få behov for hjælp. Han stirrede koldt på sin gamle fjende, før han begyndte at vende sig rundt for at gå.

Hun havde været parat til at afværge et eventuelt angreb fra den mørklødede, men da et næsten umenneskeligt brøl lød, slog hun hastigt blikket imod retningen af lyden. Typisk. Hans folk havde fundet dem, endnu engang rykkede det lidt i hendes vinger, det var helt og aldeles automatisk det skete, når adrenalin niveauet begyndte at tage overhånd.
Køligt betragtede hun dem alle fire, vidste allerede nu at hun ingen chance ville have hvis hun skulle tage dem alle lige på, hverken området eller hendes energi stod til det. Desuden var det Hakim hun havde set sig vred på, ikke de andre, selvom de da nok også havde forrådt deres egne efter alt at dømme.

Et mindre fnys forlod hende, irriteret som hun var over at havde brudt ind, men lod dog ikke sine parader sænke af den grund, heller ikke da Hakim sænkede sit våben og vendte ryggen til hende.
Hun var så fristet, så umådeligt fristet som et barn foran et stykke chokolade, til at kaste sig over hans åbne ryg, men efter alt at dømme ville de andre nok nå at parere af eller angribe hende hvis hun forsøgte at gøre yderligere skade på deres elskede lille leder.
Som egentligt var højere end hende, men det var ikke væsenligt.

'' Ville have været rart hvis jeg havde kunnet 'lege' lidt mere med dig privat. '' Lød den tørre kommentar fra hende.

Hun vidste at den kunne forståes på flere måder, men tænkte egentligt ikke over det, den slags sætninger lå til hendes natur takket været hendes mor.
Istedet forsøgte hun hastigt alt hvad hun kunne at fokusere på en plet på hans øre, forsøgte så vidt muligt at give den en hastig forfrysning, inden hun med lysets hjælp fik bredt sine vinger ud og hastigt, men kluntet, fløj væk fra dem, hen imod hvor hendes hest og oppakning var.
Som afstanden blev lagt forsvandt det skarpe lys fra hendes skikkelse som hun syntes nærmest at forsvinde i natten

//out

Ethels kommentar til hans kolde tiltale, fik Hakim til at sende hende et næsten manisk smil. Hun kunne bare komme. Men det så ikke ud til at hun havde lyst til at gøre ham noget, nu hvor hans mest betroede folk var her, så han sagde intet til hende, som han begyndte at gå væk fra hende, i de gode tanker om, at hun bare ville skride og lade ham være nu.

Men sådan skulle det tydeligvis ikke være, for pludselig kunne han mærke et punkt ved øret blive iskoldt. Det var lige lovligt tæt på hovedet og han skyndte sig at lægge en hånd mod det, mens han så mod hendes skikkelse, der fløj væk.

"Forbandede lyskrigere,"

Mumlede han gnavent for sig selv, mens han gik videre, til trods for sin store mængde svimmelhed og utilpashed. Nu var det bare om, at komme tilbage til lejren og få ordnet de skader, hun havde påsat ham.

//Out