KL-historie

Opgave: Du skal skrive en novelle, der foregår i Krystallandet.
Om den omhandler din egen karakter eller en ny, du selv har fundet på, betyder ikke noget. Desuden må du gerne have nogle af de andres karakterer med som bipersoner.
Du finder selv på det meste af handlingen, men historien skal laves som en fortsættelse på følgende oplæg:

Mørkets skov virkede særligt truende, fjendtlig og uhyggelig på denne aften. Den smalle sti, som snoede sig ind og ud mellem træerne, var delvist dækket af ukrudtsplanter, trærødder og nedfaldne blade. De høje træer, der hævede sig højt mod himlen og lukkede stort set alt lys ude, kastede dybe skygger hen over stien, og det blev mørkere og mørkere, efterhånden som det sidste af dagens sollys forsvandt. Et sted længere inde i skoven hørtes noget, der lød som en ulvs tuden. Et større, ukendt dyr masede rundt et sted inde i krattet, og selv om man ikke kunne se det fra stien, kunne man være ganske sikker på, at det var et eller andet, der havde rigeligt med tænder og kløer.
En tør kvist på stien knækkede under en fod, og en af solens sidste stråler, der faldt i en enkel stribe ned gennem de tætte træer, oplyste i et kort øjeblik ansigtet på en person, der langsomt bevægede sig hen ad skovstien...

Her skal du selv fortsætte historien, og du skal også give den en titel.

Regler:
Novellen skal være afsluttet, selv om den godt må laves sådan, at det er muligt at skrive videre på den. Ønsker du at have en af de andre brugeres karakterer som hovedperson, skal du henvende dig til personen først, for at få lov.
Hvis du ikke vil have, at de andre deltagere skal kunne lade sig inspirere af din novelle, kan du sende den i en pb til mig, i stedet for at sætte den ind i emnet.

Lukket for indsending: Konkurrencen er åben indtil d. 21 oktober 07. Skulle jeg ved den tid have modtaget under 3 noveller, vil konkurrencen fortsætte frem til slutningen af november.

Præmie: Æren og et award,
Der gives præmier for 1, 2 og 3. pladsen, som afgøres ved en afstemning.

Alle deltagere sætter deres noveller ind i dette emne, eller sender dem i en pb til mig.
Indlæg med andet indhold end spørgsmål til konkurrencen eller deltagelser, bliver slettet. (Dvs. det er heller ikke nødvendigt at skrive "jeg deltager." - Bare aflever din færdige novelle.)

Jeg har lige et spørgsmål; er der nogen grænse for hvor lang novellen skal være?

Jeg har lige et spørgsmål; er der nogen grænse for hvor lang novellen skal være?

Nej, det er der ikke.
Men da det jo er en novelle, skal den ikke fylde en hel roman (:

Skal oplægget være med i selve novellen?

Ja, det skal det.
Så bliver det også mere sammenhængende at se på. (:

Mørkets skov virkede særligt truende, fjendtlig og uhyggelig på denne aften. Den smalle sti, som snoede sig ind og ud mellem træerne, var delvist dækket af ukrudtsplanter, trærødder og nedfaldne blade. De høje træer, der hævede sig højt mod himlen og lukkede stort set alt lys ude, kastede dybe skygger hen over stien, og det blev mørkere og mørkere, efterhånden som det sidste af dagens sollys forsvandt. Et sted længere inde i skoven hørtes noget, der lød som en ulvs tuden. Et større, ukendt dyr masede rundt et sted inde i krattet, og selv om man ikke kunne se det fra stien, kunne man være ganske sikker på, at det var et eller andet, der havde rigeligt med tænder og kløer.
En tør kvist på stien knækkede under en fod, og en af solens sidste stråler, der faldt i en enkel stribe ned gennem de tætte træer, oplyste i et kort øjeblik ansigtet på en person, der langsomt bevægede sig hen ad skovstien...

Jeg vågner brat op i min seng, med koldsved på panden, ja, jeg.. jeg er desværre hovedpersonen i mit liv, jeg er kun 14 somre ung, men der er allerrede sket en masse underlige ting, først ulykken, og så drømmene.. De var så virkelige.. Ingen kender mit navn eller tør sige det, selv har jeg nærmest glemt det. Sophia er mit dæknavn.. Jeg rejser mig, går over til spejlet og betragter det der står foran mig, en halv voksen, bange person, med vinger, to fine vinger som jeg ikke turde bruge! Mere var der ikke at sige. Jeg går ud, væk fra Kroen, hvor jeg har lejet et værelse i den seneste tid, jeg løber hen mod den forbudte skov, og jeg nåede 100 meter ind før jeg så det jeg frygtede, min drøm var sand. Jeg bøjer mig over det Varulven havde ladet ligge i nattens løb, mumler hurtigt, "fanden tage varulve.. og mine drømme!" Jeg går hurtigt ud, går forbi alle de..væsner der går forbi mig, eller.. Krystilaner, de er vel ikke væsner, de er bare blinde for alt den magi der sker rundt om dem. De kunne vel ikke selv gøre for det. Jeg går ind til kromutter igen, hun er vant til at jeg er tavs. Hun er glad for mig, så længe jeg selv kan finde ud af at betale og ikke laver rav i den når hun er her, jeg går op på mit værelse, finder bogen frem, jeg har ikke kikket i den længe, mumler den velkendte besværgelse der skal til for at få den op, den åbner sig, hun bladrer om på siden Varulve, farlige menesker der forvandler sig når det bliver fuldmåne........... jeg springer hurtigt videre, og finder det jeg har let efter: Varulven kan kun dræbes ved at man flår den i stykker, mens den er forvandlet, det gør så at den der, hvis man er så heldig, når at flå den i stykker, forbandes. Jeg når ikke læse mere, kro mutteren kommer op af trapperne, hvorfor hørte jeg aldrig efter hvad min lære mester fortalte mig!? Jeg sukker, låser hurtigt bogen ved at sige besværgelsen bagfra, og ligger den under sengen igen, rejser mig og går ud af værelset, hun ser overrasket efter mig, jeg ignorer hende, som jeg plejer.. Jeg ved hvad jeg skal, det skulle være fuld måne om nogle få timer.. jeg letter fra jorden og cirkler rundt over skoven i noget tid, fuldmånen kommer, og jeg ser det jeg har ventet på i lang tid, mit bytte. Jeg flår menesket op og breder blod lugten så godt jeg kan. Jeg æder selv hjertet, jeg letter igen fra jorden, sætter mig på en gren, højt oppe, sådan jeg kan se når den kommer, jeg vænter kun ét kvarter, før jeg ser den. Varulven, jeg sider musestille, vænter bare på at den skal nærme sig, jeg lander lige foran det, ligeså stille og lydløst, den når ikke at opdage noget inden jeg flåede den i stykker, men da var det forsent.

Jeg bemærker ikke det der sker med mig selv, jeg forstår stadig ikke forbandelsen, hvad det er den gør ved mig. Men selv nu, 200 år efter kan jeg stadig mærke glæden ved at flå Varulve i stykker. Jeg er fuldendt varulvejager. En dræber...

Mørkets skæbne.

Mørkets skov virkede særligt truende, fjendtlig og uhyggelig på denne aften. Den smalle sti, som snoede sig ind og ud mellem træerne, var delvist dækket af ukrudtsplanter, trærødder og nedfaldne blade. De høje træer, der hævede sig højt mod himlen og lukkede stort set alt lys ude, kastede dybe skygger hen over stien, og det blev mørkere og mørkere, efterhånden som det sidste af dagens sollys forsvandt. Et sted længere inde i skoven hørtes noget, der lød som en ulvs tuden. Et større, ukendt dyr masede rundt et sted inde i krattet, og selv om man ikke kunne se det fra stien, kunne man være ganske sikker på, at det var et eller andet, der havde rigeligt med tænder og kløer.
En tør kvist på stien knækkede under en fod, og en af solens sidste stråler, der faldt i en enkel stribe ned gennem de tætte træer, oplyste i et kort øjeblik ansigtet på en person, der langsomt bevægede sig hen ad skovstien.
Det var en ung smuk kvinde, med et yndefuldt, og ganske blidt ansigt. Hun havde dybe, grønne øjne, som skinnede smukt i sollyset. Eller det der var tilbage. Hun havde langt, krystalblåt hår, som var dækket af noget sort stof. Det var en hætte, fra hendes lange, sorte kappe, som var trukket godt ned foran ansigtet.
Lidt efter lidt, forsvandt sollyset atter, og der blev igen helt mørkt på stien. Den unge kvinde fortsatte dog sin gang, hen ad stien, og længere ind i den mørke skov.
Månen begyndte at komme frem, og udstrålede smukke, mørkeblå lysstråler, som slangede sig ind mellem de høje træer, og ned på den smalle sti. Kvinden gik blot videre, men inden længe, kunne hun se noget skinnende guld, ud af øjenkrogen, som lå badet i månens smukke lys, og strålede smukt hen over det meste af stien. Hun gik hen til den, og satte sig på hug foran den, mens hun i en rolig bevægelse, trak hætten ned. Hun vendte blikket ned på stien, hvor hun så, en fin lille guldmedaljon, som var formet som et hjerte, og havde de smukkeste udskæringer. Hun lagde lidt efter blidt sin hånd ned til medaljonen, og tog den op i hænderne. Betragtede den med et lille, svagt smil.
Stilheden i skoven, havde bredt sig, og kun hendes tunge åndedræt kunne høres.
Men pludselig hørte hun en knasende lyd, af poter, der gik hen over skovbundens mange grene, og kviste. Det nærmede sig stien. Hun så vagtsomt op, og betragtede omgivelserne, mens hun en smule nervøs så rundt, på de mange træer. Hun rejste sig roligt op, stadig med medaljonen i hånden.
Hun hørte igen, en knasende lyd, som nogle kæmpe poter, der knasede under gruset, og langsomt nærmede sig.
Hun vendte sig om, og til sin store overraskelse opdagede hun en kæmpe varulv, med blottede tænder. Hun bakkede lidt bagud, men det var så om hendes ben stivnede af skræk. Varulven rejste sig på bagbenene, og så ned på hende, med rødglødende øjne, og kæmpe store tænder, som var fyldt med savl, som hang ned fra dens mundvige. Den hævede faretruende sin kæmpe lap, og slog den ned mod hendes ansigt, mens den rynkede næsen, og blottede derved tænderne igen.
Den unge kvinde blev ramt hårdt i siden af hovedet, og hun faldt sammen på jorden, og landede hårdt på det grove grus. Hun skrabede derfor sine albuer, og fik et kæmpe sår på kinden efter hans lange, skarpe klør, og blev derved også helt rød.
Hun tog en hånd op til kinden, og undslap et gisp, af smerte. Hun så derefter op mod varulven, som faretruende var hævet ind over hende. Pludselig udbrød den en højlydt tuden, som sneg sig ubehageligt ind i hendes øre.
Den unge kvinde lå blot på jorden, og så bange op på varulven, da den pludselig sprang på hende, og placerede hovedet lige foran hendes. en lille dråbe af savl ramte hendes kind, og sved sig ind i hendes sår. Hun kneb øjnene sammen. Varulven blottede derefter igen sine kæmpe tænder, hvorefter den bed sig fast i hendes skulder, og rev et stykke af. Den unge kvinde udbrød et skrig, da hun mærkede et jag af smerte, som borede sig igennem skulderen på hende. Eller af det der var tilbage ag den.
Varulven tykkede på stykket, hvor den bagefter rejste sig, og igen hævede lappen, hvor den slog dens kæmpe klør ned i hendes brystkasse, og rev noget løs. Kvinden skreg igen. Varulven, som nu havde blod i hele mundvigen, stak snuden i såret på hendes brystkasse, og begyndte at lede efter hjertet.
Den unge kvinde var nær død, da hun pludselig hørte en susen bag varulven, og pludselig udbrød den et kæmpe brøl. En pil var kommet susende i ryggen på den, og den faldt sammen over hende. Død, som den var.
Pludselig kom en velkendt mand løbende, og trak straks dyret væk fra den unge kvinde. Han tog hende blidt op i sine hænder, og så ulykkeligt ned på hende, med sine brune, dybe øjne.
”Maria!?” udbrød han, med en usikker, og halvkvalt stemme. Kvinden så med halvlukkede øjne op på ham, med et tomt blik. ”Undskyld.. undskyld!” mumler hun blot, før hendes øjne lukkes helt, og hendes hjerte stoppede med at slå. Hun var død.
”MARIA!!? Nej, bliv her hos mig! …” mumlede han bedende. Men det var forsendt, hun var allerede sten død. Han fik tåre i øjnene, og de løb dernæst ned af kinderne på ham. Skoven var nu helt stille. Mørk, og stille, som aldrig før. Det eneste tegn på levende væsner i nærheden, var en masse små kryb, som slangede sig inde under gruset.
Han tog hende igen ind til sig, og knugede hende bedende ind til sig. Men hun lå blot slapt i hans arme, med tomme øjne. Hendes smukke, lange krystalblå hår løb ned på gruset fra hendes blide ansigt, som slapt faldt til den ene side.
Pludselig kom en kølig stribe af måneskin ind mellem de høje, mørke, og faretruende trætoppe, og oplyste i et kort øjeblik et markant ansigt, som var indrammet af flot, sort hår, med en masse mørkeblå striber over det hele. Hans øjne var helt røde af tåre, men det var som om, han ikke rigtigt kunne græde mere. Han så ned på den unge kvinde, inden han tungt lukkede øjnene, og en sidste tåre løb ned af hans kind..

- men lidt derfra hvor de sad, oplyste endnu en stribe af køligt, og afblegende måneskrin, den lille guld medaljon, i et kort øjeblik, som lå på gruset. Men til en forandring, var det lille hjerte blevet åbnet.

( ja, det var så mit bud! xD tænkt at jeg endelig fik postet den ^^;; )

Spørgsmål!
SKAL det være en varulv som render rundt inde i krattet?
Må man gerne improvisere lidt med et par nye arter, eller lignende?
skal det foregå i den tid, krystallandet er i nu, elelr fremtiden? for så kunne der jo sagtens være nogle nye væsener...

det var egenltig bare mine spørgsmål... for jeg sidder egenltig lidt og er i tvivl om, om det jeg har skrevet i mit foreslag på en historie, overhovedet er noget, som må/kan foregå O.o

Spørgsmål!

SKAL det være en varulv som render rundt inde i krattet?

Må man gerne improvisere lidt med et par nye arter, eller lignende?

skal det foregå i den tid, krystallandet er i nu, elelr fremtiden? for så kunne der jo sagtens være nogle nye væsener...



det var egenltig bare mine spørgsmål... for jeg sidder egenltig lidt og er i tvivl om, om det jeg har skrevet i mit foreslag på en historie, overhovedet er noget, som må/kan foregå O.o

Nej, det var bare en idé JEG fik.. Det kan også være et andet væsen.

Spørgsmål!

SKAL det være en varulv som render rundt inde i krattet?

Må man gerne improvisere lidt med et par nye arter, eller lignende?

skal det foregå i den tid, krystallandet er i nu, elelr fremtiden? for så kunne der jo sagtens være nogle nye væsener...



det var egenltig bare mine spørgsmål... for jeg sidder egenltig lidt og er i tvivl om, om det jeg har skrevet i mit foreslag på en historie, overhovedet er noget, som må/kan foregå O.o

1) Nej, det er op til din egen fantasi, hvorvidt det skal være en varulv eller ej.

2) Og det behøves ikke være den tid, Krystallandet er i nu. - Bare historien stadig foregår i KL.

Krys: okay. tak.

så vil jeg gerne sige, at min historie ikke foregår i den tid, krystallandet er i nu, og der er dukket noget helt nyt op; noget, der kaldes Sorte varulve...

jeg vil gøre opmærksom på, at min historie indeholder voldelige og blodige detaljer, så: LÆSNING PÅ EGET ANSVAR!
I mystikkens mørke

Mørkets skov virkede særligt truende, fjendtlig og uhyggelig på denne aften. Den smalle sti, som snoede sig ind og ud mellem træerne, var delvist dækket af ukrudtsplanter, trærødder og nedfaldne blade. De høje træer, der hævede sig højt mod himlen og lukkede stort set alt lys ude, kastede dybe skygger hen over stien, og det blev mørkere og mørkere, efterhånden som det sidste af dagens sollys forsvandt. Et sted længere inde i skoven hørtes noget, der lød som en ulvs tuden. Et større, ukendt dyr masede rundt et sted inde i krattet, og selv om man ikke kunne se det fra stien, kunne man være ganske sikker på, at det var et eller andet, der havde rigeligt med tænder og kløer.
En tør kvist på stien knækkede under en fod, og en af solens sidste stråler, der faldt i en enkel stribe ned gennem de tætte træer, oplyste i et kort øjeblik ansigtet på en person, der langsomt bevægede sig hen ad skovstien.
De isblå øjne blev kort synlige I det unge ansigt, der lå indhyllet I en orange, krøllet manke af hår. Personen var iført en midnatsblå kappe af fløjl, med en hætte, som dog var slået ned. Foran blev den holdt lukket af et perlebesat sølvspænde. Inde under kappen, var hun – for ja, det var ganske vidst en ung kvinde, som gik afsted, hen af skovstien – iført et par brune bukser af hør, til knæene, og en champagnefarvet top. Hun havde et sort bælte på, som holdt bukserne oppe, og nogle mørkebrune, store handsker.
Det virkede ikke som om hun havde taget notits af det andet væsens nærvær, men hun vidste godt at det var der. Hun vidste det kun alt for godt…
Hun rørte kort ved knivene I sit bælte. Der var koldt I skoven nu, hvor solen var helt forsvundet, og det eneste lys, var det spøgelsesagtige skær fra himlens måne og stjerner. Hun fortsatte med at gå, imens hun kort spejdede efter bevægelser ud af øjenkrogene. Hun måtte være på vagt.
Alt imens hun gik, begyndte hun langsomt at nynne en melodi, hendes mor altid havde sunget for hende da hun var lille, da hun fik øje på en skikkelse lidt længere hende af stien.
Hun stoppede op med et sæt, som om hun havde braget panden imod en usynlig mur. Skikkelsen stod underligt foroverbøjet. Fingrene var for lange til at tilhører et menneske, og de lange kløer for enden af fingrene forstærkede den mistanke, at det ikke var et menneske. I hvert fald ikke et normalt menneske.
En forfærdelig stank af råddenskab, død og mos snigede sig ind I hendes næsbor, og hun rynkede på næsen. Hvad var det for et væsen hun stod overfor?
Enkelte steder var huden rådnet væk, så man kunne se direkte ind til sener, kød og blodårer. Det ene øje hang ud af øjenhulen I en tynd tråd, som fik øjet til at ligne en grotesk udgave af en yoyo. Håret var nogle steder forsvundet, og det hår der var tilbage, var smurt ind I en rød, klæbrig masse, og jord og snavs.
Dens mund var forvrænget, al huden omkring den var flået væk så det lignede at den havde et stort, uhyggeligt smil smurt ud over ansigtet, og en masse grusomme, store hugtænder stak ud af gabet på dem. Den åbnede langsomt munden, og ud slangede to, spaltede og lillae tunger ud. De gled ned imod jorden, som slanger, og gled hen af den, henimod kvinden.
Hun gik uvilkårligt et skridt tilbage. Og så et til. Ved siden af… ja, hvad der så end var, kom der en flok af uvle med glødende, rovdyrgule øjne ud af mørket. Deres pels var sortere end natten, hun stod midt I, og deres tænder, klør og øjne glimtede skarpt I månelyset. Ulvene var unaturligt store, omkring 1,70 fra jorden og op til ryggen, og de seks horn I panden var på ét af eksemplarene faretruende store.
“Hvad… er det?” gispede hun forskrækket, lammet af skræk og frygt, og hun reagerede ikke på tungerne, som nærmede sig hende. Ulvene knurrede, og den største – det måtte være lederen af flokken – lænede hovedet med de store horn tilbage, og hylede imod månen. Idet samme var der noget slimet og hvådt der snoede sig op af hendes venstre, og højre ben. Hun stirrede forskrækket ned, og skreg op. hun sparkede til de lillae tunger der havde fundet vej til hendes ben, og væltede baglæns. Tungerne gled hen over jorden, hen imod hendes igen, og hun kravlede febrilsk baglæns, imens hun forsøgte at finde ud af, hvad det dog var der foregik! Det var ikke et mareridt… intet mareridt kunne være så livagtigt…
hun trak hurtigt knivene fra sig bælte, og hamrede dem nede I tungerne, som blev lænket til stedet. Et skingert, og bestemt ikek menneskeligt, skrig lød fra den uhyggelige skabning, omkring 10 meter fra hende.
Keira, slap af… det er INGEN grund til pani… Keiras tankegang blev brat afbrudt, da to af de muterede varulve trådte hen imod hende. De gule, morderiske øjne var fæstnet på hende.
Hun kom op på benene hurtigere end lynet, og varulvene nærmede sig hende. Varulve var I hvert fald det hun mente de var. det måtte de være. Medmindre…
Sorte varulve… tanken slog ned I Keira. Sorte varulve var mennesker, som havde forstået forbandelsen der var blevet hidkaldt over dem, og som havde viet sig selv til den forbandelse. Dem, som aldrig ville kunne få deres menneskelige skikkelse tilbage…
Hun knyttede de behandskede hænder, og stillede sig parat. Hvert øjeblik kunne de finde på at angribe, hvert øjeblik kunne de finde på at springe, og bide efter hende, for at mærke blodet sprøjte, og fryden ved at have skabt endnu et monster, som kunne fylde folk med rædsel, bare ved at blive nævnt…
så sprang den ene, den største af de to. Keira sprang til side, og bankede ryggen ind et stort træ. Og hun nåede knapt nok at komme op og stå, før de begge to sprang imod hende. De trængte hende hen imod de andre Sorte varulve, og det mærkelige væsen.
Keira lod langsomt sine hænder begynde og gnistre elektrisk. En kugle, ladet med elekticitet formede sig, svævende over begge hendes håndflader. Hun kylede dem efter de to Sorte varulve, som ikke nåede at opfatte hvad der foregik. De fik kuglerne lige I synet, og med en høj piben blev de slynget baglæns, og ind I træerne.
Keira nåede heller ikke denne gang så meget som at blinke, før hun lagde mærke til, at hendes knive sadigvæk sad I jorden, men der var intet de holdt fast.
“Hvad I al verden…” udbrød hun, da hun fulgte sporet af blod hen imod det sted det umenneskelige væsen stod lige før; der var intet tilbage!
Blodet brusede igennem hendes årer, og hun trak vejret hurtigt. Så samlede hun hænderne, og lod en stor lynkugle skyde direkte imod de resterende 16 Sorte varulve. Der lød en masse hyl, og en hjertenskærende piben, da de forsvandt.
Efter at den sorte røg var sivet væk imellem de høje, mørke træer, stod Keira igen alene. Sådan så det I hvert fald ud. Men hvad var forbindelsen imellem det mærkelige væsen, og de Sorte varulve?
I det samme mærkede hun et stød igennem sig, da noget gennemborede hende bagfra. Igennem skulderen, og foran så hun nu en blodig, klam hånd, som langsomt vred sig omkring, imod hendes ansigt. Hendes skrig sad fast I halsen på hende, lukket af pågrund af, at smerten havde snørret hendes hals sammen. Inden hun nåede at reagere, lukkede hånden sig sammen om hendes hovede, og forhindrede hende næsten I et få luft. Stanken af råddenskab og død blev stærkere end nogensinde før, og hun greb fat om det fordærvede kadarvers rådne håndled, og fingre, og prøvede at hive hånden væk fra sig. hun kunne mærke maddikerne kravle under hendes håndflade, hun kunne mærke hvordan det klistrede kød sugede sig fast til hendes hud, og hun mærkede, hvordan grebet omkring hendes hovedet blot strammedes. Hun skreg, og en stor bølge af elektricitet stod ud fra hende I en chokbølge. Et svagt, umenneskligt skrig genlød I natten, da det uhyggelige væsen blev slået væk fra hende. Da hånden slap sit greb omkring hendes hovede, blev hun først lettet, men så skreg hun, fordi at armen blev hevet ud af hendes skulder igen. Hun faldt ned på knæ, kunne ikke bevæge hele højre side af overkroppen, og armen hang som en død, slagtet orm, en kold klump ned fra hendes gennemborede, blødende skulder. Alting begyndte at få et mørkeligt, rødt og grønt skær. Hun drejede hovedet lidt, og havde ikke kræfter til at stritte imod, da væsenet placerede sine halvrådne knæ på hendes lår, og holde hendes arme nede. Der skød en smerte igennem højre side af hende, og hun følte, at hun var ved at dø. Det var hun jo nok også…
Den lænede sig ind over hende, og det rådne ansigt var kun centimeter fra hendes, da den pludselig kom med et højt smertesskrig, der sagtens kunne have sprængt Keiras trommehinder, og den forsvandt I en sky af sort røg. En mand, med fedtet, langt og knaldsort hår, og en bleg hud, bøjede sig ned over hende. Hun var for svag til at gøre noget. så da lyset I hendes øjne forsvandt, sukkede han, og lukkede hendes øjne ved hjælp af hånden. Hun var død. Død af skræk og smerte.
Så vendte han om, og forsvandt ind imellem træerne. Han var den eneste, der kendte sammenhængen imellem de Sorte varulve, og det uhyggelige væsen der hærgede skoven I øjeblikket. Og han har stadig ikke røbet hemmeligheden overfor nogen… end ikke mig…

det var så min 'novelle' som godt nok blev lidt lang... men alligevel...

Okay jeg har også lige et bud på det ^-^ Den er dog ikke særlig god for har ikke haft nogen idéer, så blev bare sådan her den blev -.-"


KL-Novelle
Mørkets skov virkede særligt truende, fjendtlig og uhyggelig på denne aften. Den smalle sti, som snoede sig ind og ud mellem træerne, var delvist dækket af ukrudtsplanter, trærødder og nedfaldne blade. De høje træer, der hævede sig højt mod himlen og lukkede stort set alt lys ude, kastede dybe skygger hen over stien, og det blev mørkere og mørkere, efterhånden som det sidste af dagens sollys forsvandt. Et sted længere inde i skoven hørtes noget, der lød som en ulvs tuden. Et større, ukendt dyr masede rundt et sted inde i krattet, og selv om man ikke kunne se det fra stien, kunne man være ganske sikker på, at det var et eller andet, der havde rigeligt med tænder og kløer.
En tør kvist på stien knækkede under en fod, og en af solens sidste stråler, der faldt i en enkel stribe ned gennem de tætte træer, oplyste i et kort øjeblik ansigtet på en person, der langsomt bevægede sig hen ad skovstien. Vinden fik de løse blade til at rasle og hvirvle forsvarsløst ned på den kolde jord.
Et barn stod udenfor skoven og så ind mellem træerne. Barnet vidste den var derinde, den gemte sig mellem træerne og ventede på man bevægede sig ind til den. Med et blik over skulderen og gennem mørket bemærkede barnet noget bevæge sig. Hurtigt og lydløst skød skyggen gennem mørket inden den pludselig forsvandt.
Barnet greb ned efter sin dolk. Den dolk der altid havde beskyttet ham mod farer når det var nødvendigt. Den dolk, som var blevet givet som en evig beskyttelse. Den dolk blev nu knuget ind til det lille væsens bryst.
“Hjælp mig… Hjælp mig… Hjælp mig…” Lød det gentagende, men dolken reagerede ikke denne gang, den forblev lige så død som enhver anden dolk ville gøre. Barnet søgte desperat efter en reaktion fra dolken, men intet skete. Den var død. Død som forærede den til hende.
Månen gled frem bag en sky og kastede sine stråler ned på jorden sendte en lang skygge ud fra skoven og hen mod barnet. Skyggen klatrer op ad kroppen og nærmest opslugte hende i mørket.
Hun ville skrige, men der kommer ikke en lyd ud mellem de splittede læber. Et sværd skygger gennem maven på hende og en skikkelse rejser sig fra skyggen med sværdet i hånden. Violet hår dansede i vinden og den store kåbe blafrer vildt da et kraftigt sus går gennem engen.

Denaro satte sig gispende op og sveden drypper ned af ansigtet på ham. Han sidder et øjeblik inden det går op for ham det bare var en drøm. Han løfter sin ene hånd og betragter den i fuldmånens skær. “Den igen? Hvad vil den dog fortælle mig?” Mumler han lavt for sig selv og lader sig falde tilbage i græsset.
Han har ikke sovet meget den sidste tid. Drømmen har holdt ham vågen og han føler der er noget han overser, men hvad?
“Storebror?” Lød en stille spørgende stemme ved siden af ham og et par store børneøjne ser på hans dryppende ansigt. “Græder du storebror?”
Han vender blikket mod den lille elverpige. De lange ører stikker ud mellem hendes uredte, men alligevel smukke hår. Den lille krop der indeholder så mange minder, som de fleste mennesker frygter mest af alt. Denaro tog sig af denne elver da han fandt hende alene. Forældrene havde forladt hende og hendes plejeforældre var døde. Enhver hun havde holdt af var blevet dræbt eller forsvundet. Det var som om ulykken havde forfulgt hende siden den dag hun blev født.
“Er du vågen Amaya? Du burde sove.” Sagde Denaro stille og kørte en hånd gennem hendes hår, mens han antager den følelsesløse maske.
“Jamen jeg kan ikke sove mere.” Sagde hun, men gabte så og måtte gnider sine øjne for de ikke atter skulle falde i.
“Lig dig bare ned og prøv at sov videre, der er lige noget jeg skal ordne, men jeg er snart tilbage.” Sagde Denaro roligt og rejste sig op. Vingerne skød, med et kraftigt ryk, ud af ryggen på ham, hvor de så blev strakt ud i fuld længde.
“Okay… Godnat…” mumlede Amaya træt, inden hun lagde sig ned på siden og sov øjeblikkeligt videre, mens Denaro fløj af sted mod ørkenen.
Nogle timer senere landede han lidt udenfor ørkenbyen. Han vidste ikke hvorfor han var her, men han havde blot fulgt sit instinkt.
Lidt længere fremme, hvor en stolpe var væltet, sad en dreng og så på ham. Han bar en turkis kåbe og violet hår. Da Denaro så nærmere på ham bemærkede han drengens blik. Det var koldt og roligt, som et blik bliver når man har oplevet ting, som ingen burde opleve.
Denaro fik en mærkelig fornemmelse af frygt da han så på ham, men prøvede at ignorere det så han gik nærmere.
“Velkommen Denaro. Jeg har ventet på dig.” Sagde Drengen og rejste sig op. En lav lyd af metal mod metal lød fra indersiden af kåben. Da vinden løftede op i hans kåbe kunne man se spidsen af et sværd.
“Hvordan vidste du jeg kom?” Spurgte Denaro roligt og prøvede at forholde sig roligt, men der var noget galt. Han prøvede at komme i tanke om hvad det var, men det var umuligt.
“Bare en fornemmelse.” Svarede Drengen og gik nærmere. Hans holdning var rolig og med fine træk, men hans påklædning var langt fra fin. Kåben var dækket med rifter og huller. I ansigtet var der støv og hans hår havde små sandkorn i sig.
“Hvad vil du mig så?” Denaro stoppede op og så på ham. Der var virkelig noget ved ham der fik alarmen til at ringe i hans hoved, men han havde aldrig flygtet før og havde heller ikke planer om at begynde.
“For endelig at være den sidste Possum og endelig få samlet alle smykkerne.” Svarede Drengen og kåben faldt til jorden uden han havde rør sig. Han stod nu i en sort kampdragt og ned langs siden han der to sværd, som han roligt trak op af holderne.
Denaro slog øjnene helt oppe ved denne bemærkning. “En Possum?” Sagde han spørgende, men trak dog en dolk frem. “Men min halskæde har jeg nu ikke på mig længere.” Sagde han og så på drengen.
“Lad os lave en aftale. Jeg fortæller dig hvor mine er henne og du fortæller mig hvor din er?” Spurgte drengen roligt “Lyder da fornuftigt nok ikke?”
Denaro så lidt på ham men nikke blot lidt efter. “Har afleveret min til en skovelver kaldet Amaya, men hvor er dine så?” Spurgte han helt roligt nu. Han havde regnet det ud! Drengen måtte bruge sin magi til at gøre ham usikker så han lavede åbninger, men det skulle ikke lykkes for ham.
“På krystalbjergets top ligger de 2 andre dele.” Svarer drengen roligt. “Men lad os nu komme i gang!!!”

Amaya satte sig op med et sæt. Sveden drev ned af ansigtet på hende. Der var noget galt. Ikke blot det hun havde sovet en hel dag væk var grunden til dette, men hun havde fornæmmet det en tid, men nu var hun sikker. Der var sket noget.
Hun rejste sig hurtigt op. “Storebror?… Denaro?…” Kaldte hun i det begyndende mørke, men ingen svarede.
Hun så rundt og bemærkede mørkets skov. Mørkets skov virkede særligt truende, fjendtlig og uhyggelig på denne aften………