Det var begyndt at blive køligt i vejret, og lige i dette øjeblik stormede det en smule udenfor den lille klinik, så selvom der endnu var åbent, havde Selmy lukket hoveddøren til, for at skåne den ene sygepatient de endnu havde liggende, fra at blive syg med en eventuel forkølelse også.

Han gik hen og tog den sidste kævle fra kurven, og smed den på ildstedet, for at holde rummet varmt, hvorefter han indtog sin plads bag butiksskranken, hvor han kunne holde øje med om der kom nogen ind. Han håbede ikke der ville komme nogen, for den rigtige doktor var jo ikke hjemme lige nu. Hans gode far, dr. Salem Kiefer, havde overladt de sidste timer i åbningstiden til ham, mens han var på hjemmebesøg hos nogle meget syge patienter hjemme i deres hjem. Selmy var selvfølgelig vokset op i faget og besad de medicinfaglige talenter, men fejlede til de omsorgsfulde og sociale, i en sådan grad, at han aldrig havde rigtig havde lært at trives på klinikken. Han var i øvrigt heller ikke god til at se blod eller tilgå patienter med diverse ulækre sygdomme...

Det hjalp en hel del at være iført i en lægedragt fra top til tå, lukket til med knapper og lange læderhandsker. Doktoren eller pebermøen i hjemmet iførte sig aldrig alle værnemidler, men sønnen holdt hellere end gerne ansigtet tildækket med et beskyttende klæde om mund og næse herinde. Også i dag, selvom der kun lå en enkelt patient, der havde været ude for et styrt på sin hest og havde brækket sit ben og bøjet et ribben.

Selmy var i færd med at skrive logbog for klinikkens eneste patient, da han blev forstyrret af dørklokken der ringede, som døren gik op.
Som man trådte ind i klinikken, var luften tyk af dominerende dufte fra tørrede medicinblomster, urter og hvidløg, som hang overalt i lokalet og forvandlede klinikken til et hjemligt sted fra en glemt tid.

Nysen og sommersnue kunne bringe selv de stærkeste mænd i knæ.
Theodore var hverken en voksen mand eller særlig stærk endnu, men han syntes alligevel, at det var en passende beskrivelse af den situation, han befandt sig i.

Han var ved at dø.

Eller... Ikke sådan rigtigt dø. Formentlig. Men hvis nogen havde spurgt Theo, hvor mange gange et menneske kunne nyse på én dag, før noget vigtigt inde i hovedet gik løs, ville hans nuværende bud være: Han nærmede sig den alarmerende grænse.

Han vidste godt, at han ikke kunne tåle hø. Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed længere. Ikke efter tilstrækkeligt mange dage med udmugning i staldene — og slet ikke efter et par af de andre væbnere havde fundet det umådeligt morsomt at fylde hans støvler med det. Theo havde ikke været enig. Men høet plejede i det mindste at have den anstændighed at være til stede, når det forsøgte at slå ham ihjel.

Det her var nyt. I flere uger havde næsen løbet, øjnene kløet og nyseturene kommet og gået, uanset hvor langt han holdt sig fra staldene. Nogle dage var bedre end andre. Andre dage havde han knap nået at lægge lommetørklædet tilbage i lommen, før han måtte hive det frem igen.
Theo havde først ignoreret det. Så havde han ignoreret det lidt mere. Nu var huden under næsen rød og øm, han havde sovet med åben mund de sidste tre nætter, og denne morgen havde han nyst seks gange i træk under morgenmaden, mens øjnene løb så voldsomt i vand, at han lignede én, der havde fået sit hjerte knust over havregrøden.

Der måtte være en grænse.

Derfor: lægen.
Theodore kæmpede døren til klinikken op mod vinden og skyndte sig indenfor. Et vindstød fulgte med ham, inden han fik døren smækket i igen og lænede sig kortvarigt imod den. Så. Endelig fremme. Nu skulle nogen bare fortælle ham, hvorfor hans egen næse havde erklæret krig mod ham. Theo snøftede og så sig omkring.
Blomster. Hans blik gled videre. Flere blomster. Tørrede urter hang fra loftet og væggene. Bundter af planter fyldte lokalet, og under det hele lå en kraftig lugt af—Var det hvidløg? Theodore stirrede på klinikken. Det begyndte at prikke i næsen. Theo pressede en finger op under den. Prikket voksede.

"Hh—" åh ved guder. Han fik akkurat albuen op. "HATSCHU!"

Stilhed.

Theo snøftede ynkeligt og fandt sit efterhånden temmelig medtagede lommetørklæde frem. Først da opdagede han skikkelsen bag skranken. Theodores hånd standsede midt på vej mod næsen. Lang lægedragt. Handsker helt op over hænderne. Mund og næse dækket til.
Han blinkede med sine rødrandede øjne. Det virkede da betryggende. Eller også havde han fået en langt mere alvorlig sygdom, end han selv var klar over.
"Øhm." Theo pegede forsigtigt mod sig selv. "Er det på grund af mig?"

Lige så usynlig som resten af møblerne, havde Selmy befundet sig i rummet og observeret den meget unge mand med det rødlige hår, der var trådt ind i klinikken. Det havde ikke faldt ham naturligt at hilse i tide, før knægten havde meldt sit ærinde, selvom det var ret tydeligt at se at han ikke så helt frisk ud. Det lignede jo... Åh du mildeste. Selmy stivnede med hånden oppe foran masken, og han gjorde et lille forskrækket hop på sin siddende plads på stolen bag betalingsskranken.

Først nu opdagede den rødhårede ham, åbenbart. Selmy havde ikke flyttet sig ud af stedet siden det voldsomme nys. Han havde netop overværet hvad der skulle have været et lommetørklæde, men det var jo ikke rent. Det var heldigt at den kommende patient ikke kunne se den anspændte grimasse som Selmy skar bag klædet lige nu.

De endnu forskrækkede, kølige grå øjne skiftede. Smallede næsten lidt for tydeligt irriteret. Det var svært at lægge skjul på, at knægtens syge tilstedeværelse ikke var kærkomment, ikke engang her, på en sygeklinik.

Der blev slet ikke svaret på, om værnemidlerne taget i brug, var på grund af ham. Selvfølgelig var de på grund af ham! Han blev ignoreret til fordel for en hurtig bevægelse, hvor Selmy slog om på nogle andre sider i den store lægebog. ”Navn,” Krævede han uvenligt. Det var ikke en høflig anmodning. Han placerede en finger, klar til at finde ud af om den unge hvalp allerede fandtes i patientbogen.

Efter at have tørret næsen pakkede Theodore det krøllede lommetørklæde væk igen. Der kom intet svar fra manden bag skranken. Han blev bare mødt af et par skarpe, lysegrå øjne, der så ud til at brænde hul i ham med noget, der mindede mistænkeligt meget om irritation.

Det blev da kun bekræftet af det kølige navn, der gjorde det ud for en hilsen.
Skulle læger ikke være omsorgsfulde? Det var de da i Medanien. Nå. Men det var vel også bedre at komme til sagen.

Han trådte tættere på og gned sig i det ene øje med en tung, træt grimasse.
"Theodore..." Navnet hang grødet på tungen, undertrykt af alt det forbistrede snot, der tilsyneladende havde fundet permanent ophold et sted længere oppe i kraniet. Et snøft fulgte. "Ljungberg."
Han betragtede manden. Den enorme bog. Fingeren, der lignede en dommers på vej til at undersøge, om Theo overhovedet måtte komme forbi Kiles porte.

Om hans navn fandtes mellem siderne, kunne Selmy dog lede længe efter. Theo blev stort set aldrig syg. Og når han gjorde, havde der hidtil været nogen i Medanien til at tage sig af det. Det her var første gang, han overhovedet satte sine ben i klinikken.

Måske var han i virkeligheden drattet om på vejen hertil.

Måske var han faktisk død.

Theo lod endnu engang blikket glide over de tørrede planter, hvidløget og den besynderlige skikkelse foran sig. Han havde bare forestillet sig, at Kile havde en anden indretningssmag end... det her.

Ljungbjerg, Ljungbjerg... Den handskeklædte finger arbejdede hurtigt igennem listen, så det var ikke længe Theodore fik lov at stå der og se ynkelig ud. Selmy konkluderede, at det var en førstegangspatient han havde at gøre med, så han løftede hovedet og så direkte på ham. ”Okay Hr. Ljungbjerg. Vær venlig at følge med,” Han rejste sig op hurtigt. Han var ikke særlig høj for en voksen mand, blev det tydeligt at se nu. Han navigerede forbi den tætte kontorplads, for at gå forbi et forhæng, der ledte til sengefløjen, hvor der var helt ryddeligt og tomt. Et tegn på at der ikke var særlig travlt i dag.

Alle sengene på nær én var ledig. Det var en tyk mand i slut halvtredserne, der lå med sit forbundne ben hængende i en slynge. Lige nu lod han til at snorkboble. Selmy havde revet en halv teskefuld elverrod i hans te, som hans far, Salem, havde rådet ham til, lige inden han forlod klinikken. Normalt skulle de spare på de importerede varer, men visse kunder kan gøre selv de roligste arbejdsdage så forfærdeligt lange, havde hans far selv indrømmet over for ham.

”Tag bare plads på sengekanten hvis De vil,” Han blev selv stående, så han kunne arbejde. Han trak ud i en redskabsskuffe, hvor doktoren selvfølgelig havde taget sit primære udstyr med sig, men hvor der stadig var nødvendige redskaber. Han rakte ham et nyt lommetørklæde, friskt fra skuffen. ”De lyder godt nok syg... Hvor længe har det stået på?” Spurgte han, og kiggede over skulderen om på ham. Og han syntes også han kunne fornemme en begyndende åndenød. Eller var det mon fordi han var løbet hen til klinikken? Han havde jo med et større barn at gøre. Den aldersgruppe var ikke lige Selmys spidskompetence. Han havde alt for væmmelige minder fra sin skoletid, hvor drenge på den alder frøs ham helt ude... Det var nok derfor han havde svært ved at unde ham den omsorg en sygdomsramt burde have krav på.

Hr. Ljungberg ligefrem.

Det var jo sådan, de tiltalte hans far derhjemme. Men Theodore nåede ikke at dvæle længe ved tanken, før den mærkværdige læge rejste sig. Hastigt. Af en klinik, der virkede fuldstændig tom, lignede den lyshårede én, der havde enormt travlt.

Theodore blinkede hårdt med øjnene for at dæmpe den insisterende kløe og fulgte tavst med. Sørgede for ikke at gå ind i noget eller vælte et eller andet på vejen. Her virkede trangt. Hånden nåede lige at fange forhænget og svinge det til side efter lægen, der netop var forsvundet bag det.
Han tog sengepladserne ind. Dvælede kort ved den tykke mand der snorkede og skævede så en smule uroligt tilbage mod den unge læge. Enten var de utroligt effektive her, eller også var de... Theo rynkede brynene. Nej. Det var blæsevejr. Ingen gad vel turen herop. Han kløede sig på armen og ventede på en eller anden form for instruktion. 

Tag bare plads, hvis De vil. Selvom stemmen var dæmpet bag masken, havde den alligevel en behagelig klang, trods den noget kølige tone. Hans blik hang et sekund længere på ham. Gad vide hvordan han så ud bag alt det udstyr. Theodore kiggede så tilbage på sengen og valgte at tage imod tilbuddet. Alt snottet i hovedet syntes at gøre ham så tung, at han ikke længere orkede at stå op.
Han satte sig på kanten og hang lidt. Med trætte, rødrandede øjne betragtede han den anden arbejde, indtil et nyt lommetørklæde blev rakt frem mod ham. "Uhm. Tak." Så burde han vel smide det andet af zalans til. Theo tog imod det, duppede en klistret tåre væk fra øjenkrogen og sukkede tungt.

"En uge eller to... vel. Måske tre-e—" Næsen mimrede. Åh nej. Lommetørklædet røg op foran ansigtet. Theodore trak vejret hakkende ind, skuldrene spændtes, øjnene kneb sig sammen—

...

Intet.

Han blev siddende sådan et øjeblik. Så faldt hele kroppen slapt sammen igen. Theo snøftede. "Tre," afsluttede han grødet og gned lommetørklædet mod næsetippen. "Det plejer ikke at blive ved så længe." Han tøvede og kløede sig forsigtigt under det ene øje. "Jeg kan ikke tåle hø. Sådan har det altid været." Et lille træk på skuldrene. "Men så plejer jeg bare at holde mig fra staldene et stykke tid, og så går det væk." Theo så ned på lommetørklædet.

"Det her går bare ikke væk."

Doktorsønnen havde kun lige udleveret ham et lommetørklæde, da det lignede, at der var endnu et nys på vej. Det var ikke sympati, men nærmere en mærkelig form for angst overfor snot, der fik Selmy til også at spænde op i kroppen. Men... Der kom intet. Drengen blev snydt for til tilfredsstillelsen af et nys. Selmy derimod sukkede lettet. Blikket blev skarpt, nærmest formanende.

"Allergi er altså ikke noget at spøge med. Jeg kan hjælpe Dem med lindring af Deres nuværende tilstand, og så ser jeg helst, at De helt undgår hø." Selmy var allerede i færd med at bladre løs i en mindre håndbog for hurtigt at faktatjekke noget med sig selv, men for en stakkels knægt, kunne det sagtens ligne, at han bare bladrede for at bladre. Måske var det også for drengens bedste, at han ikke vidste, at den blonde unge mand, der var iført lægerobe og tilså ham lige nu, faktisk slet ikke var læge. Med et lille smæld lukkede han håndbogen i og forkastede den.

"De må ikke lægge Dem ned, men De skal sidde oprejst, således," Selmy rørte ham nu. Det var han ikke bange for, så længe han havde handskerne på, der gik hele vejen op til albuerne. Han guidede den unge Theodore tilbage at sidde op ad væggen, og begyndte at løsne op for hans skjorte, uden at spørge pænt først. 

Lommetørklædet blev krøllet mellem Theodores hænder, da han foldede dem i skødet. Han bøjede hovedet en anelse, omtrent som når deres våbenmester skældte ud. Allergi er altså ikke noget at spøge med. Theo nikkede alvorligt et par gange for at vise, at han hørte efter. Det havde han lært for længst. Når en voksen formanede én, skulle man nikke med passende mellemrum. Ellers risikerede man, at de begyndte forfra.

Eller et dask i baghovedet.

Theodores blik gled kort mod den enorme bog. Forhåbentlig ikke med den. Til gengæld var det en lettelse at høre, at der fandtes noget, som kunne lindre det. Måske kunne han snart vågne uden at føle, at nogen havde proppet hele hovedet med vådt uld.
Helt undgå hø. Theodores blik fór op. "Det tror jeg altså bliver svært." Han kunne jo ikke ligefrem vende tilbage til væbnerstalden og meddele mestrene, at lægen desværre havde fritaget ham fra alt arbejde med hø. De ville tro, han var fuld af lort og forsøgte at slippe for en møgtjans. Selv de adelige knægte fik ikke særbehandling. Hvorfor skulle Theodore så?

Bladre, bladre, bladre. Theo fulgte håndbogen med øjnene. Det gik stærkt. Meget stærkt. Han nåede akkurat at spekulere på, om lægen faktisk læste noget, før bogen blev klappet sammen med et smæld. Et jag fór gennem kroppen. Theodore stirrede på den forkastede bog. Betryggende. 

Så var lægen pludselig henne ved ham. "Øh—" En hånd mod ham fik Theodore til at rykke bagud, og før han helt havde forstået instruktionen, sad han med ryggen mod væggen. Han støttede den ene hånd i lagenet og skuttede sig til rette, mens lægen fulgte med.

Og blev ved med at følge med.

Theodores blik gled ned mellem dem. De lange, handskeklædte hænder var allerede i færd med hans kappe. Væbnernes emblem blev løsnet. Så gik de videre mod skjorten. "Øh." Theo kiggede op. De kølige grå øjne var omtrent det eneste af mandens ansigt, han overhovedet kunne se. "Jeg ved jo ikke engang, hvad De hedder." Den ene mundvig trak sig op i et fåret smil.

Hænderne havde været målrettede, og det hele var gået stærkt. Selmy havde bemærket emblemet, men var ikke i stand til at konkludere, at hans patient var væbner, eller at det måske var derfor, at han virkede så modstriden, når det kom til at holde sig langt væk fra hø. Kommentaren havde irriteret ham, for kom han bare her for at spilde hans tid? Kunne han ikke engang lystre lægens ord. Altså... så godt som lægens ord.

Det var ikke fordi Selmy havde haft planer om at fortsætte med at løsne skjorten helt, han stoppede før den var helt åben, men stadig åben nok til, at der var åbent til brystkassen. Han var stoppet så brat på grund at drengens så pludselige behov for at kende hans navn. Hvorfor ville han dog vide det? Eller jo, det var da et ganske normalt spørgsmål. Men det der undrede ham, var måden han havde spurgt på. Han stirrede ind i de unge blå øjne. En forvirret rynke dannede sig mellem øjenbrynene på ham, som han pludselig så så forvirret ud. Blikket var stadig hårdt og utilgivende, præcis som man ville forvente hos en der ikke brød sig om en. Og det gjorde Selmy jo heller ikke...

Det var nok det lidt dumme smil han fik, der fik ham til at indse, at han havde været for voldsom. ”Sig mig... De er vel ikke bange for mig?” Han fnøs lidt, fordi det virkede så tåbeligt, at nogen dog skulle være bange for ham. Men han havde jo været svært irriteret på ham, det var klokkeklart. Men var det gået så vidt, at drengen havde troet at-? NEJ!

Han måtte aktivt forsøge at slappe af både i kropsholdning og i ansigtet, hvor han havde bidt sammen. Rynken i den endnu glatte pande forsvandt og blikket blev tvunget mildere. Skuldrene sænkede sig. Selmy løsnede maskeringen helt, så man kunne se hans ansigt, som for at vise, at han ikke var så farlig endda. Han var skam selv en ung mand. Måske ikke så meget ældre end Theodore selv, og alligevel så voksen ved siden af. ”Jeg hedder Selmy,” Svarede han lavmælt og nærmest undskyldende. Hans stemme var noget mere klar, når den ikke blev dæmpet mod klædet for munden. Blikket gled lidt væk hos ham, søgende efter en udvej. Hans fødder trak ham et skridt baglæns. Te... Han skal have te med tørret Avanyahyld... og honning Ja. Selmy passede jo bare sit arbejde.

Den kølige luft fik gåsehud til at blomstre hen over den fregnede brystkasse, lægen så hastigt havde blotlagt. Men hænderne standsede efter Theodores dumme kommentar, og fordi han ikke rigtig kunne finde ud af, hvad han ellers skulle gøre, blev han bare siddende med et endnu dummere udtryk i ansigtet, mens de stirrede på hinanden.

Smilet var presset sammen til en smal streg. Theo blinkede. Så blinkede han igen. Han måtte aktivt modstå trangen til at gribe fat i den åbne skjorte og knuge den sammen foran sig. Udefra ville det sikkert også se besynderligt ud, som de sad dér. Den ene halvt afklædt. Den anden med handsker til albuerne og ansigtet pakket ind.

Sig mig... De er vel ikke bange for mig? Theodores blik flakkede. Smilet blev en anelse bredere, men ikke mindre anstrengt. Nej? Ikke sådan rigtig bange. Mere... en smule usikker, eller sådan omtumlet, oven på den hårde behandling? Det virkede som et meget længere svar end nødvendigt. Han havde heller ikke lyst til at fortælle hvad hans førstehåndsindtryk af lægen havde været.

Så Theo sagde ingenting.

Men da maskeringen faldt, og lægens skuldre sank, gjorde hans egne det samme. Åh. Theo havde ikke helt vidst, hvad han havde forventet under alt det stof. En gammel mand, måske. Et enorm moustache. Et vansiret ansigt. Et ekstra sæt tænder.
Ikke... ham. En køn ung mand. Eller dreng. Nej, mand. Formentlig. Han var i hvert fald ældre end Theodore, men pludselig ikke nær så meget lægen, som han havde været for et øjeblik siden. Selmy.

Theodore rettede sig lidt. Først nu gik det op for ham, hvor hårdt han egentlig havde presset ryggen mod væggen. "Selmy," gentog han og nikkede, som om navnet på en eller anden måde havde gjort situationen mere overskuelig. Han strøg en uregerlig pandelok tilbage. "Jeg hedder Theo—" Han stoppede. Selmy vidste godt, hvad han hed. Godt. Godtgodtgodt. Det gik fremragende.
Blikket fulgte den unge mand, da han tog et skridt tilbage. Theo blev siddende et øjeblik, inden han så ned ad sig selv. Skjorten stod stadig åben. Han kiggede tilbage på Selmy. "Skal jeg stadig...eh?" Theo gjorde en vag bevægelse mod sin blottede brystkasse.

”Jeg ved det,” Svarede Selmy. De hedder Theodore og er allergisk overfor hø. Havde han nær snappet ud efter ham, men hans ene hånd knugede tæt og mindede ham om at beherske sig. Men det var da synd for ham, for ikke alene var det meget uheldigt at være overfølsom overfor hø, når man åbenbart insisterede på at være i stalde, det var det da... Men det lød også som noget af en spøg. Selmy måtte huske på at beherske sig, særligt sit ansigtsudtryk, som han ikke længere havde skjult.

Han løftede hånden afvisende, for at holde ham fra at løsne mere op for skjorten eller lukke den til. ”Lad den være løsnet som den er. Det er i tilfælde af at De får åndedragsbesvær. Jeg vender straks tilbage med en te til Dem, som De skal drikke. Derefter renser jeg Deres øjne og Deres ansigt... Det er nok det bedste jeg kan stille op.”

Han drejede om og bevægede sig et smut rundt om hjørnet, hen til ildstedet, hvor der var meget varm vand sat over i en stor tekedel. Han hældte noget af det kogende vand op i et krus, sammen med tørrede hyldbuketter, som han nøje udvalgte, lige inden han knuste og malede dem fint i en morter. Tevandet blev sødet med en god portion af den dyre honning, ikke bare for at gøre smagsoplevelsen bedre, men også fordi det var så effektivt et lægemiddel.

”Her...” Han stillede koppen ved bordet, der hvor Theodore sad.

Theodore krøllede læberne ind over hinanden ved Selmys skarpe bemærkning. Jeg ved det.
Aye! Det var da derfor, Theo havde standset sig selv. Han snøftede igen, fandt lommetørklædet frem og tørrede dråben væk under næsen. Bvadr. 

Prompte kom Theodores hænder tilbage i skødet. "Ow-kay." Åndedrætsbesvær. Altså... han trak da allerede vejret lidt besværet. Var dét det samme? Panden rynkede sig kort. Og hvad hjalp det egentlig at blotte brystet, hvis det skulle ske? Han trak jo ikke ligefrem vejret gennem dér.

Skjorten forblev dog åben. Som han havde fået besked på. 

Theo nikkede igen til resten af informationerne. Te. Øjne. Ansigt. Det lød alt sammen forholdsvis ufarligt. Da Selmy drejede om på hælen og forsvandt, lod Theodore hovedet falde tilbage mod væggen med et suk. De gyldne krøller blev mast flade mod den, og han lukkede øjnene et øjeblik. Bare et øjeblik.
Mandens snorken fra den anden seng syntes pludselig enormt høj, nu hvor der ikke var andet at lytte til. Theodore nåede at følge et par snork med tankerne, inden øjenlågene begyndte at føles lidt for behageligt tunge.

Her. Theodore rettede sig med et lille hop, som var han blevet vækket fra en langt dybere døs, end han selv ville indrømme. Forvirrede øjne flakkede kort rundt, før de fandt Selmys ansigt. Så koppen. "Tak."
Han gned sig endnu engang i øjet, før han rakte ud efter den. Koppen lunede behageligt mellem hænderne. Theo pustede forsigtigt hen over overfladen og så dampen bøje sig væk fra ham, inden han tog den første lille tår.

Mhr. Næsen rynkede. Honningen gjorde sit bedste. Det måtte den have. Resten smagte stadig mistænkeligt meget af noget, der havde hængt fra loftet for fem minutter siden. Han tog en større tår, skar en grimasse og satte koppen fra sig igen. Den var alligevel stadig for varm til at drikke ordentligt. Theodores blik blev hængende ved den et øjeblik.
"De kan ikke fjerne allergien helt?" Han løftede blikket mod Selmy. Det ene bryn fulgte spørgende med. "Altså... så jeg godt kan være omkring hø?" Åh ved guderne. Nu lød det helt, som om Theodore ikke kunne undvære det i sit liv.

Den travlhed der havde været før, var der ikke mere. Selmy stod stille og betragtede Theodore afventende, som han havde stillet teen. Det var ikke bare en te han havde givet, for hyggens skyld, hvilket også kunne smages. Den skulle ned så den kunne rense kroppen ud indefra. Om det ville virke på en allergisk reaktion, var alt for tidligt at sige nu. Men der blev holdt øje med ham.

Ved drengens spørgsmål om hvorvidt han kunne blive helbredt permanent for sin allergi, løftede Selmys ene blonde bryn sig langsomt. Han var ikke den kvikkeste, var han vel? Selmy krydsede armene uimponeret, men kunne ikke prompte give ham et svar. Han vidste det ærlig talt ikke. ”Jeg har jo allerede sagt, at De skal holde Dem helt fra hø? Jo mere De eksponerer Dem selv for hø, desto værre bliver Deres overfølsomhed overfor det.” Han prøvede virkelig at greje Theodore nu. Hvad var årsagen til den modstand på hans forsøg på at give ham et godt råd? Havde han et tæt bånd med en hest eller hvad gik det ud på? 

”Måske findes der en magiker, der vil kunne gøre noget ved et sådant problem, men hvis der findes sådan en, har jeg aldrig hørt om dem. Så, få nu resten ned,” Han rakte sin hånd ud til bunden af kruset, og forsøgte at guide ham til at bunde den sidste te.

Theodore skar en grimasse og kløede sig på den blottede brystkasse, mest fordi han ikke helt anede, hvad han skulle sige til dét. Selmy havde jo sådan set ret. Hvis han kunne vælge, ville Theodore også helst befinde sig alle andre steder end lige midt i en bunke hø. Det var ikke ligefrem sådan, at han vågnede om morgenen og tænkte: Ved De hvad? I dag kunne jeg godt tænke mig at nyse mig halvt ihjel.

Han løftede blikket mod Selmy igen. Armene over kors. Det lettere utilfredse udtryk. Den meget tydelige vurdering af ham.

Magiker.

Ja, det var jo egentlig ikke så tosset en idé—Hvis der findes sådan en, har jeg aldrig hørt om dem.
Nå. Den plan fik ikke lange ben at gå på. Theodore trak tungt på skuldrene.

"Jeg er væbnerlærling, ser De." Han kløede sig på næsen og snøftede igen. "Så det er ikke, fordi jeg har en eller anden besættelse af hø eller noget." Det måtte han hellere gøre klart. Han var ikke skør. "Der følger bare nogle ting med, som ikke er lige så sjove." Udmugning, for eksempel.

Theo kunne komme i tanke om ganske få ting, han hellere ville bruge sin tid på end at skovle hestemøg. At kunne trække vejret gennem næsen imens lå højt på listen. Han snøftede igen og trak vejret gennem munden. Bare at tale var efterhånden blevet trættende.

Et lille, modstræbende suk gled over læberne, da Selmy rakte hånden mod bunden af kruset og tydeligvis ikke havde tænkt sig at lade ham slippe med halvdelen. Theodore tog koppen tilbage. Bare ne' me' dét. Som de ville sige derhjemme.
Han lukkede øjnene og bundede resten. Ansigtet trak sig mere og mere sammen for hver mundfuld, indtil koppen endelig var tom. Theo sænkede den og gøs helt ned gennem kroppen. Urgh.
Han rakte den tomme kop tilbage mod Selmy med et blik, der næsten anklagede ham personligt for smagen. "Det smager meget... helbredende."

Væbnerlærling? Okay... Selmy havde nær mistænkt ham for at være en simpel staldknægt, men så skænkede han emblemet ved kappen, og regnestykket gik op. Det gav Theodore lidt pluspoint i hans bog, men en væbnerlærling var vel bare en opgraderet staldknægt, var det ikke?

Selmy selv var for fin en borger til at tjene i en stald, men han havde da sin egen grå hoppe, som han selv skulle sørge for, når han red ud på sine rejser... Hvis ikke den glæde snart blev taget fra ham, efter det der skete sidst... 

"Sådan. Kan De mærke varmen løsnet lidt op, allerede?" Spurgte Selmy I det sekund Theodore fik sunket, også selvom der blev sendt ham et temmelig utilfreds blik. Det morede ham gevaldigt, men han prøvede ikke at smile åbenlyst skadefro. 

Selmy tog koppen fra ham og vejede den lidt i hænderne. "Så væbnerlærling, hm? Hvordan fungerer det? Er det en væbner, der endnu ikke har en ridder at tjene, eller hvad?" Han vendte sig med ryggen til ham, for at klargøre et fad med alskens olier og urter, som han mente kunne rense og helbrede drengens tårekanaler og ansigt bedst. Det vigtigste var, at vandet skulle være varmt og rent. 

Theodore forsøgte at mærke efter, da Selmy spurgte, om han kunne mærke nogen forskel. Fingerspidserne trommede let mod låret, mens han lukkede øjnene koncentreret, som om det var nemmere at opdage noget løsne sig, hvis han ikke samtidig skulle bruge kræfter på at se.

"Mjooh..." ikke rigtig. Men det virkede uhøfligt bare at sige nej, når Selmy nu havde brugt tid på at lave den rædsomme te til ham. Så—Theodores fingre standsede. Hov? En behagelig varme syntes langsomt at brede sig gennem ansigtet. Han trak forsigtigt vejret ind gennem næsen. Luft. Theo trak vejret ind igen, denne gang dybere. Luft! Det ene næsebor virkede! Øjnene sprang op. Der var kommet en langt mere levende glød i det blå blik, selvom huden omkring dem stadig var rød og irriteret.

"Der sker da et eller andet." Et lille smil brød frem. Teen var hermed tilgivet en del. Ikke smagen. Den var stadig utilgivelig.
Theodore sad og betragtede Selmy i den stilhed der kortvarigt fulgte. Den anden så ud til at tænke over noget. Så væbnerlærling, hm? Hans blik fulgte ham, da Selmy vendte sig bort, og blev uvilkårligt hængende ved hans ryg.

"Aye. Altså, egentlig er jeg vel page." Han trak let på skuldrene. "Men de fleste forstår, hvad jeg mener, når jeg siger væbnerlærling." Det næste spørgsmål fik skuldrene til at løfte sig en anelse igen. Denne gang lidt mere nonchalant. "Jeg bliver først rigtig væbner, når en ridder gør krav på mig." Hvilket ingen havde gjort endnu. Så det gad han ikke tale med Selmy om.

Han luftede brystkassen let ved at hive ud i den åbne skjorteflap og kiggede væk. "Indtil da bliver vi trænet sammen. Ridning, våben, opvartning..." Mundvigen trak sig skævt og han skævede tilbage på Selmy. "Mugning." Især mugning, åbenbart. 

Selmy virkede ikke overrasket, da Theodore endelig svarede, at det løsnede op. Han havde forventet at det ville have en hurtig virkning. Der var ikke noget at vende sig om for. ”Ahh...” Hørte man ham sige, noget så energiforladt, bare for at give en eller anden respons til hans forklaring. Så selvom Selmy havde forsøgt at pille ham ned, så havde hans antagelse været mere eller mindre korrekt. Ikke at Selmy forstod sig særlig meget på væbnere, pagere eller riddere, som sådan, men lignede det ikke at knægten var ved at være i den alder, hvor han burde se at komme i gang? Var der ingen der kunne bruge ham? Personligt skulle Selmy ikke nyde noget af en nysende lærling, men han burde faktisk have en, nu hvor tanken strejfede ham, så han kunne stikke af fra de her lortepligter og gøre hvad det passede ham.

Han lod drengen tale videre, mens han tog plads på en skammel foran ham. Han vred et klæde i baljen med vand og påbegynde at duppe ham ved øjnene, denne gang mindre voldsomt, fordi han havde lært af sin fejl.

”Måske De skulle overveje at finde på noget andet, der ikke involverer mugning, Ljungbjerg. En væbner der er død af høallergi, er ikke særlig brugbar, forestiller jeg mig. Og De kan næppe blive ved med at overlade mugning-tjansen til Deres medlærlinge.” Han havde kigget ham i øjnene, i forbindelse med at han havde renset dem, men det var først nu han så rigtigt på ham, for at give ham sit formanende blik, som han allerede havde givet ham tidligere. ”Jeg gider ikke se Dem troppe op her igen med en så voldsom allergisk reaktion. De spilder bare min og min families tid.”

Der var stadig relativt tomt i klinikken, så måske rungede hans ord lidt hult, men Selmy havde håbet på at kunne læse i sine egne bøger, frem for at tilse en lille snothvalp.

”En væbnerlærling der er allergisk overfor hø...” Fnøs han, som han dyppede kluden i baljen igen og rensede resten af Theodores ansigt og også hans brystkasse lidt forhastet, for at blive hurtigere færdig ”Sjældent har jeg hørt noget så dumt. Hvad har Deres familie ikke tænkt på, da de tillod det?”

 Skamlen skrabede hen over gulvet, da Selmy placerede sig på den foran Theodore. I det mindste satte han sig ikke op i sengen med ham. Det ville alligevel være blevet lidt trængt.

Theodore trak det ene ben til sig og lod det andet hænge ud over sengekanten, så Selmy kunne komme til. Selvom han så kluden nærme sig, gøs han alligevel, da den ramte huden omkring øjnene. Kuldegysninger krøb ned langs nakken, men det var faktisk ikke så slemt. Nærmest behageligt, nu hvor Selmy heldigvis ikke behandlede hans ansigt som noget, der skulle skrubbes rent inden lukketid. 

Han lukkede øjnene. "Hmm..." brummede han til formaningen og pressede læberne sammen. "Det er jo bare belejligt for dem. At give de tarvelige tjanser til os, der ikke tjener en ridder endnu." Han trak let på skuldrene. Sådan fungerede det bare. De yngre gjorde det arbejde, ingen andre gad, og Theodore kunne da også komme i tanke om værre ting end at muge ud. Lige nu. Normalt krævede det lidt længere betænkningstid.

Men så fik Selmy sagt, at han spildte hans og familiens tid.

Theodore åbnede langsomt øjnene og fandt det kølige grå blik. De lyse bryn løftede sig en anelse, før han lod blikket glide rundt mellem sengepladserne. Tom. Tom. Endnu en tom. En snorkende mand. Og... tom.

"Det kan jeg se." Mundvigen gled op, da han så tilbage på Selmy. "Her vrimler jo med patienter." Måske skulle han have holdt den kommentar for sig selv. Selmy virkede ikke som typen, der satte pris på vittigheder. Eller mennesker. Theodore var efterhånden lidt usikker på begge dele.

Han kneb øjnene sammen igen, da kluden vendte tilbage til ansigtet. Gåsehuden bredte sig på ny, og et luftigt sug slap mellem tænderne, da Selmy fortsatte ned over den blottede brystkasse. Et par dråber slap fra klædet og løb hele vejen ned mod navlen. Mere gåsehud. Maven trak sig sammen.

Sjældent har jeg hørt noget så dumt. 

Det ene øje åbnede sig på klem. Undskyld? Så var han dum nu? Og hans familie, åbenbart. "Det er jo ikke ligefrem, fordi de tænkte: 'Åh ja, ville det ikke være pragtfuldt, hvis Theodore nøs sig halvt fordærvet ved synet af hø?'" Han himlede kort med øjnene. Og sendte Selmy et utilfreds blik. "Jeg var allerede page, da vi fandt ud af det. Hvad skulle de have gjort? Sendt mig hjem igen, fordi min næse ikke kan lide græs?" Det var faktisk, når han selv skulle sige det, en utrolig sørgelig grund til at opgive muligheden for en dag at blive ridder. Beklager, Theodore. Du havde potentiale, men desværre har vi hø.

"Og skal en læge overhovedet ikke være bare en lille smule beha—hh..." Theodore trak hovedet tilbage og pressede tungen mod ganen, som om han på den måde kunne true nysset tilbage, hvor det kom fra. "Behage—hh..." Forsøget var håbløst. Vejret hakkede allerede i brystet, næsen trak sig sammen, og gennem øjne der hastigt kneb sig sammen, nåede han akkurat at registrere, at Selmy stadig sad meget tæt på.

Virkelig meget tæt på.

"HATSCHU!" Hele Theodore røg frem. Hans pande ramte Selmys med et hårdt bump.

Den vittighed som Theodore kom ud med, gjorde Selmys blik skarpere og munden strammede til. Møgunge! Kunne han snildt have slynget ud lige der, hvis ikke det var fordi han var nødt til at forholde sig professionel. Selmy syntes ikke det var sjovt. Det var provokerende, når de unge svarede de ældre igen. Theodore vidste jo ikke hvad der havde ligget til grund for hvorfor Selmy sagde som han gjorde, men det kom jo heller ikke ham ved, at hans mor var så syg som hun var. Godt Selmy var ved at være færdig med den hø-fanatiske dreng, så han kunne skrive ham en seddel og sende ham hjem til hvem end der havde ansvaret for hans dårlige opdragelse.

Han kunne på blikket af den unge dreng, at han var ved at vise sin utilfredshed og trods. Han var ikke bange for at svare hans blikke tilbage. Han havde brugt så mange år i skolen på at være bange for drenge i den alder, men nu var han selv voksen og behøvede ikke længere finde sig i at blive underkuet. Selmy var stadig foran ham, og var godt i gang med at vride kluden en sidste gang for at pakke sammen, med tanken om at rejse sig og gå væk. Men han nåede ikke så langt. Han sugede luft ind og skulle til at svare bedrevidende tilbage, om Theodore nogensinde havde hørt om en talblind matematiklærer eller en tolk uden et sprog. Men han nåede aldrig så langt. Det hele gik så stærkt, at Selmy ikke nåede at trække sig tilbage i tide. Han så drengen skære en grimasse og så-!

DUNK!

Alting snurrede. En overvældende smerte. Følelsen af fremmed sprøjt mod hans ubeskyttede ansigt! Ulækkert! Selmy skulle bare væk med det samme. Skamlen tippede bagover, som Selmy rejste sig hurtigt – Alt for hurtigt. Han var så svimmel, at hans fødder dansede hen over benene på træskamlen, at han simpelthen faldt om på stedet og han slog sit ben, sin ryg og sit baghoved. ”Avv for dens-” Svimlede han mens synet fokuserede på de rødhårede drenge der endnu sad oppe på sengen, og nu kom det ”Tåbelige møg... unge...” Og så blev der mørkt. Selmy gik ud som et lys, og alle forsøg på at komme op ophørte, og hans krop lå dramatisk som den var lander på det hårde gulv.

"Av!" Ekkoede det nogenlunde samtidig med Selmy. Theodore fór tilbage og klappede hånden mod panden med et skarpt sug mellem tænderne. Det dunkede allerede. Fantastisk. Det her var anden gang på en måned, at han havde tilegnet sig et horn. Fortsatte det sådan, ville han have et helt gevir inden vinter.

Der kom et ordentligt rabalder foran ham. Skamlen væltede, Selmy tumlede med den, og et støn blev efterfulgt af noget, der lød mistænkeligt meget som begyndelsen på et bandeord. "Aye, beklager!" kom det mere irriteret ud, end Theodore egentlig havde tænkt sig. Han havde trods alt heller ikke planlagt at nyse Selmy i ansigtet. Eller pande ham. Begge dele havde været uheld. Meget hurtige uheld, ganske vist, men stadig uheld.

Theo tørrede næsen med en kraftig bevægelse og ømmede sin pande en sidste gang, mens han ventede på, at Selmy sprang op og fortalte ham præcis, hvor tåbelig, møgagtig og dårligt opdraget han var. Der skete ingenting. Theo lænede sig frem over sengekanten. 
"Selmy?" Han lå bare dér, henslængt på gulvet med de lyse lokker omkring ansigtet og lignede en fra en teaterforestilling, der netop havde nået sit helt store øjeblik. Den tragiske unge mand, fældet alt for tidligt. Smuk selv i døden. Publikum græd. Tæppet faldt.

Theodore kneb øjnene en anelse sammen. "Øh." Blikket smuttede over mod den anden patient. Manden snorkede videre, fuldstændig uberørt af, at der tilsyneladende kunne falde et helt hus sammen omkring ham.

Hurtigt kom Theodore på benene. Teen havde da heldigvis gjort et eller andet; hovedet føltes mindre tungt, og det var først nu, han stod op, at det gik op for ham, at han faktisk kunne trække vejret helt gennem næsen igen.
Til Selmys forsvar virkede teen altså. Det virkede bare som et dårligt tidspunkt at glæde sig over det. 
Theo kom på hug ved siden af ham og lagde forsigtigt en hånd mod hans kind. "Selmy?" prøvede han igen. Lidt højere denne gang. "Hr. læge?" Stadig ingenting. Theodores blik gled over det slappe ansigt. Han var vel ikke død? Noget koldt sank gennem maven. Theo havde godt nok set folk overleve værre ting. Betydeligt værre ting. Men Selmy havde også ramt baghovedet mod gulvet, og nu lå han meget stille, og Theodore fandt pludselig ud af, at han faktisk ikke vidste, hvor stille et levende menneske måtte ligge, før det begyndte at være et problem.

"Selmy?" Han bøjede sig tættere ned og holdt hånden foran Selmys næse. Et øjeblik mærkede han ingenting. Theodores hjerte nåede helt op i halsen. Så strøg en svag varme hen over hans fingre. Luft. Theo pustede selv ud. "Okay." Ikke død.
Han satte sig helt ned på gulvet og fik med lidt besvær mingeleret Selmys hoved op i sit skød. Han kunne da ikke bare lade ham ligge med baghovedet mod de hårde, kolde brædder. Theodore rykkede lidt på sig, indtil Selmy lå nogenlunde ordentligt, og så blev han siddende.

Ja. Så sad han da godt her. Så meget for planen om måske at luske sig til en lur, inden han tog hjem.

Stormen slog mod ruderne, så glasset klirrede i rammerne. Theodore kastede et blik mod døren. Skønt. I det her møgvejr kom der sikkert heller ikke nogen lige foreløbig.
Han så ned igen. Selmys kinder var stadig våde. Af... Theodore rynkede næsen. Mums. Med en grimasse tørrede han forsigtigt resterne af sit eget nys væk med ærmet. Det var vel det mindste, han kunne gøre. "Beklager," mumlede han igen, denne gang uden irritationen. 
Theo betragtede ham et øjeblik. Så gled hånden tøvende op til det lyse hår. Fingrene fandt ind mellem lokkerne og purrede forsigtigt op i dem. Det plejede hans mor at gøre, når hun ville have Theodore til at vågne.

Et suk gled over læberne, og han lod hovedet falde tilbage mod sengekanten bag sig, mens fingrene blev liggende i Selmys hår. Efter lidt tid begyndte hans ben at snurre.