Det havde været en god dag, en sandelige god dag! 

Humøret højt og højt til luften, Basil var glad på helt nye planer. Sprutten havde været forfriskende og han var i fest humør, men kunne næsten takke hans penneven Augustus Junior for det, det var en dårlig indflydelse på ham. Men selv de dårlige selskaber skabte gode minder for sig, så der var ikke noget at klage over fra kvartelveren med vingerne i rød. 

I den brusende ros af godt selskab med sig selv, havde han til skaffet sig en malerspand og pensel. Han var fløjet til byvagten i håb om at Stian var der, men det var gået op for ham, at han ikke var der, hvorfor han valgte at tage sagen i egen hånd. 

Glædeligt skrev han på Byvagthovedkvarterets skråtag. 

I det tidlige morgenlys stod sergent Alister Ponticus og lavede strækøvelser i gården. Det var tid til endnu en dags arbejde - der var menige, som skulle kostes rundt med, nye rekrutter, der skulle råbes af og naturligvis kriminelle, der skulle sættes bag lås og slå. Alt sammen en sergents vigtige opgaver.

Som han strakte nakken opad, fik han øje på noget, der umiskendeligt lignede maling oppe ved taget, og hans øjne blev smalle. Var der simpelthen nogen, der havde vovet at male grafitti på BYVAGTENS tag af alle steder? 

Det tog ham en anelse møje og besvær at hente en stige, en spand vand med sæbe og noget at skrubbe med, så han kunne få malingen væk. Som han fik kravlet op på skråtaget og stod balancerende, fik han dog først rigtigt øje på teksten: 

Stian gift dig med mig

Hvem i alverden..? Det var næppe Eskild eller en anden byvagt, der ville kravle rundt på taget og udøve grafitti på byvagtens egen bygning .. men? Var det nogen der kendte Alister? Med al hast fik han kravlet ned ad stigen igen, ladet tekst være tekst og skyndt sig ind for at sortere nogle rapporter. 
Det gik ikke, at nogen troede, han havde haft noget som helst med ordene at gøre. 

Man skulle virkelig knibe øjnene sammen for at se det. Men Isolde ville sværge på at der stod noget skrift oppe på skråtaget, næsten pinligt 'rent' og kraftigt i farven. Stian? Og med en lidt forundret mine gled hendes blik bagefter ned på den del af indersiden man kunne skimte, hvor intetanende (eller ligeglade) uniformer traskede frem og tilbage. 
Det var meget blandet hvad man hørte. Alt fra lidt flittigt brug af arresten, til mysterier man stadigvæk ikke havde kunne opklarer. Den blå uniform vækkede dog generel respekt, var de fleste vidst enige om. 

I hvert fald i flertallets selskab. 

Isoldes mundviger gled dog langsomt op, da hun himlede lidt med øjnene af det, og forsatte ned af sidegadens murstensbelægning. Det havde altid været lidt fint, de skinnende uniformer og pæne blå farver. Og muligheden for at have en fast base, den var heller ikke helt skidt i hendes optik. 
Måske hun kunne få nævnt de fine ord på sin vej ind, når hun ledte efter en at få snakket med, om det her med at... melde sig til? Stille sit sværd til rådighed? Hun skulle nok få lært sig lingoen, men at give det et forsøg med byvagten, det havde hun tænkt på længe.
Og på bedste vis - jah i en formidabelt gang med vaskeægte intention - marcherede hun ind i midten af gården, armene krydset. 
Og lidt afventende på at... nogle reagerede på hendes faste holdning. 

Og da det efter få minutter blev mildest talt akavet, holdt hun stædigt fast i sin præsentation. Nogle skulle nok henvende sig. Om ikke andet, så for at få hende ud af sin egen fælde. 

// Forsættes i denne tråd, hvis nogle vil: Hvem vil ikke gerne være vagt?

Øjenlågene hang tungt på sådan en tidlig morgen, hvor den unge byvagt natten forinden ikke havde fået synderligt meget søvn. Han havde vendet og drejet sig i sin seng, og kunne ikke finde ro uanset hvad han gjorde. Varm mælk med honning havde hjulpet dengang han var lille, men selv dét kunne ikke komme ham til undsætning. Og det hele skyldtes Eskild. Det var slut, om den gyldenhåret byvagt ville det eller ej, så havde han slået op med den anden byvagt. Selv tanken om at "slå op" lød en smule barnlig i Stians ører, især når de aldrig havde været noget officielt og ikke engang havde talt om, hvad de egentlig betød for hinanden, før det hele brød sammen. Han havde været nidkær med at holde det skjult for omverdenen. De skulle jo blot forblive en engangsfornøjelse, der på mystisk vis fortsatte og forsatte. Det gjorde ondt på Stian at indrømme, at han var faldet for den arrogante, mørkhårede byvagt, som pludselig kunne vise sig at være overraskende kærlig, når han tillod sig selv det.

At følelserne der af nød havde opsøgt Eskilds nærvær, nu havde udviklet sig til.. ville han vove at påstå, forelskelse? Stian rystede træt på hovedet af det, og lod sin hånd gnide frustreret op ad ansigtet gennem lokkerne. Bagvendt som det hele var blevet, havde Stian altså gjort det forbi, også selvom han ville begynde at fortryde det mere og mere.

I det sekund Stian drejede om hjørnet og kunne skimte byvagtshovedkvarteret, bemærkede han et omrids af en person som var kravlet op på taget. Han kneb øjnene en smule sammen for at stille skarpere, og nærmede sig nysgerrigt bygningen, uden at ændre farten i sin gang. Som han kom tættere, bemærkede han at det var Alister Sølvklinge, hvilket fik ham til at standse. Halvelveren havde en spand i hånden, men begyndte pludselig at træde ned fra stigen i en febrilsk fart. Stian trådte en smule til siden for at gøre sig ubemærket for den anden, og stod og så til som han spurtede væk som havde han efterladt et gerningssted. Den mistænksomme adfærd, fik Stian til at skimte op på taget omhyggeligt, og opdagede til sin forfærdelse, den røde skrift der var malet hen over taget. Stian gift dig med mig? 

Det prikkede i hans tindinger mens han med sammenpressede læber stirrede på bogstaverne. Var det en vittighed? Han pillede sig tænksomt ved den dinglende ørering, og blikket søgte i retningen af hvor Alister havde forsvundet hen. Han havde forladt taget i al hast, med en spand. Var der maling i spanden? Det kunne umuligt være Eskild der kravlede rundt på taget.. men, Havde Alister skrevet det så? Og hvorfor ville han dog gøre sådan noget, og udstille Stian på sådan en måde? Kunne det tænkes at Alister alligevel.. havde følelser for ham? Så mange spørgsmål hobede sig frem og Stian følte sig pludselig forfærdelig tør i munden. sStadfæstet til jorden han stod på. Led for led fik han dog tvunget sig ud af den paralyserede stilling, og forsatte indenfor så han kunne få nogen, hvis ikke ham selv, sat i gang med at vaske det pinlige frieri af taget. Det trak dog i ham for at finde Alister og konfrontere ham.. men med henblik på gårsdagens hændelser, kunne han ikke bære mere dramatik for nu.