Tiden var en illusion i Brønden. Lyset udefra var sparsomt, og ingen havde nogen ideer om hvor mange dage, uger eller måneder der gik. De blev behandlet med hård hånd, og det var lige før, at langt flere gik til end Mørket kunne nå at sætte ind i deres fangekælder. Få stædige holdte ved. Få der på mirakuløs havde overlevet, uden at kunne fortælle hvordan. En af disse var en udsultet og mager kvinde, som sørgede for at bruge så lidt energi som muligt i løbet af dagen, når vagterne spadserede rapkæftet og hævngerrige rundt i cellerne. Generelt brugte hun sin energi på at holde sig varm og i live. En skygge af sig selv, med så mange ar på krop og sjæl, at ikke engang hendes familie ville kunne genkende hende ved første øjekast nu.

Azteka vidste, at det ikke var tale om få måneder hun havde været i brøndens klamme og fugtige omgivelser. Hun havde set sæsonerne passere og vidste at et nyt år var påbegyndt endnu engang, som hun svagt skimtede liv i græs og planter igennem tremmevinduet. Siden hendes sjælebånd var blevet kappet over havde hun ikke kunne få øjne ud til omverden, og siden den dag, var den sidste frygt for at dø forduftet. Hun havde brugt året på at planlægge og klargøre sin egen flugt. Selv uden at tage de andre fangers frihed i betragtning - hun havde ikke kræfterne til andet end at overleve og komme væk.

Natten stod mørkt og overskyet, da den høje kvinde asede og masede sig ud af det minimale hul det var lykkes hende både at lave, men også holde skjult for udefrakommende øjne. Hun mavede sig hen over sten, fugt og jord, uden at tage notits af de fornyede afskrabninger hen over kroppen, der kom af desperationen efter frihed.
Derfra tog det dage at komme uset fra hendes fangenskabs lille udgang, og hen til bredden. Uden mad, uden varme og uden andet end gudernes nåde at sætte sin lid til.
Den kaprede, ynkelige fiskerbåd gjorde sit for at fragte hende over det isnende hav. I hvert fald et stykke af vejen, før vejret fik bugt med det sølle sammenbankede stykke træ, og efterlod kvinden i det isnende saltvand, klamrede til tømmer, stirrende længselsfuldt mod bredden.
Hun svømmede så længe hun havde kræfterne, hvilket hurtigt slap op. Følelsen af ro tog over. Hendes krop skreg efter et hvil, og vandet havde nedkølet hende drastisk. Det var umuligt at holde øjnene åbne, og med kinden mod det våde tømmer forsvandt verden omkring hende.

Azteka vågnede ikke da hun skyllede i land, men lå livløs og blå af kulde i det stenfyldte sand. Det efterhånden lange lyse hår lå vådt hen over hendes ansigt og lignede en der sov fredfyldt.
I det mindste, ville hun dø fri.

Det var ikke ofte at Archimedes var forbi Amazonitskovene. Ofte var det hans børn der tog til ham, men foråret var ved at komme, og der var kommet en lille ny i familien, og med Sehzade's smarte nøgler, så var turen trods alt heller ikke så lang. Nu når han havde muligheden for at være her i en længere periode, havde han også givet sig til at gå lidt rundt på må og få. Stranden var noget han så sjældent så, så det var ikke så underligt at den gamle satyr var endt dernede. Stokken i hans hånd, og et smil på læberne. Det var også godt med et fred engang imellem.
Lidt længere hende fik han dog øje på noget, noget der kunne minde næsten om en skikkelse. Han rynkede brynene lidt, og med lidt mere faste skridt gik han ned af stranden indtil han kom til skikkelsen, et bekymret udtryk i hans ansigt, som han forsøgte at komme lidt ned på knæ for at tjekke. "Er du vågen," spurgte han, som han lagde en finger på hendes hals for at se om hun overhoved var levende. Hvis ikke skulle hun ikke ligge her midt i det, men hvis hun var, så var det næsten større problemer de havde. Nu når Archimedes havde set hende, så var han ikke sikker på at han bare kunne forlade hende.

Azteka var ikke sikker på om hun drømte, eller om det var efterlivet hun var kommet til. Hun følte sig så ubeskrivelig tung i kroppen og selv hvis hun havde ønsket at flytte sig, var det ikke en mulighed. Til trods for det var hendes sind let. Lettet og roligt. Hun vidste hun var kommet så langt væk fra den modbydelige ø, forpestet med mørkets skabninger. Måske lå hun stadig i vandet og vuggede? Måske var hun sunket til bånds og lod sig overvælde af den følelse af tyngde? Eller lå hun og fik de sidste solstråler ned på sin energidrænede krop og tog imod det sidste at livets gave før kile bød hende velkommen? Alt og ingenting gik igennem hovedet og ingen af tankerne fæstnede sig eller afslørede nogen form for bevidsthed.

Aztekas hud var kold, blå af kulde faktisk, og hun lignede allerede en der nemmere kunne gå for at være et lig end en levende. Et svagt hjerteslag holdte hendes krop i gang, og sørgede for at der var en blid, næsten ikke eksisterende vejrtrækning.
Varmen fra fingre mod hendes hals, var nærmest ubemærkelig fra hendes kollapsede tilstand. Det blev ikke mere til end at de lukkede øjenbryn vibrerede og forsøgte at åbne sig. Om ikke andet bare til en sprække. Hun så ikke andet end udgnidning af farver og lys, knap fornemmende at der var et andet væsen. Hun hørte noget, men kunne ikke forme lydene til andet end en støj der var så langt væk at den var ikke eksisterende. Læberne skilte sig blot et par millimeter, inden øjenlågene kollapsede på ny. Faldet tilbage ind i sit stadie af ubevidsthed og afkræftelse.

Det var virkelig alt indikation Archimedes havde behov for, før at han vidste hvad han skulle gøre. Han hev sin jakke af ham, som var varm især i forhold til det ellers kølige forårsvejr, og han lagde den over hendes. "Hold ud lidt endnu min ven," sagde han blidt, inden han rejste sig op, og overraskende hurtigt og elegant var han tilbage ned af stranden for at finde hjælp.
Heldigvis var hans familiemedlemmer ikke langt væk, og snart fik han mønstret både børn og børnebørn til at hjælpe ham med at få den halvdøde kvinde med sig tilbage. Hvem hun var anede han ikke, men han kunne lade hende ligge der og dø på stranden.

Det tog lidt at få hende fragtet hjem til en af hytterne, som var betydeligt varmere. Hun blev tørret fra havvandet. Hendes sår blev der lagt salve og forbindingerne om og hun blev svøbt ind i tæpper for at hun kunne holde varmen, og de forsøgte at made hende med en lunken suppe skulle hun overhoved kunne indtage det, og Archimedes sad ved hendes side og strøg hende blidt over panden. Hvad mon der var hændt hende?

Azteka hørte ham ikke, men alligevel følte hun en ro. Om det var accepten eller fordi der skete noget hun rent bevidst ikke kunne opfange - det fik ingen af dem nok nogensinde svar på. Svagt gled øjnene fra hinanden et par gange, som noget bevægede sig - enten hende selv eller noget omkring hende, men stadig intet blev observeret eller registreret. Blot små livstegn der tydede på at trods hun var udsultet og svag, ikke havde tænkt sig at give op på livet endnu.

Krigeren opfangede ikke hvor lang tid der gik, men ville senere erfare at der var gået mange dage fra hun var ankommet ind i varmen hos venlige sjæle, til hun kunne mere end blot skille læberne og se ud af små sprækker. Hun begyndte at fornemme varmen fra suppe som det rørte hendes læber, og gradvist blev det nemmere at made hende, trods hun ikke var ved fuld bevidsthed. Men hendes vejrtrækning blev stærkere og mere stabil jo længere tid der gik, og som varmen vendte tilbage gjorde gløden det i hendes hud også, trods hun stadig var afpillet og kroppen stadig for træt til at heale sårerne hurtigt.

Dagen oprindede endelig at Azteka trak vejret dybere ned, så brystet løftede sig og blev lukket ud i et langsomt suk, imens øjnene endelig åbnede sig. Fokuserede på verden omkring hende. Aztekas øjne bevægede sig langsomt over de varme naturnære omgivelser og fik med det samme følelsen af hygge og tryghed. Ikke hvad hun havde forventet at åbne øjnene op til, efter årernes rædsler. Den blide hånd mod panden, fik tilegnet sig hendes opmærksomhed, som hun tiltede hovedet let til side og kiggede på håndens ejer, stadig meget langsom til at tage alting ind.

Foråret var ved at komme, hvilket var en god ting, som den lille, eller store var det jo nok, satyrfamilie passede på deres pludselige gæst. Hun var blevet lagt lidt væk så børnene ikke forstyrrede hende, men derudover så var der intet der forandrede sig for dem. Der var altid nogen til at komme ind og tjekke til hende, så hun ikke ville vågne op forvirret over hvor hun var. Og så ventede de ellers bare.
Archimedes var den der var mest derinde. Det var også en ro i ham selv at komme lidt væk, selvom han elskede sin familie. Der var mere roligt herinde, så var det ikke overraskelse at det var ham der passede hende, da hun endelig virkede til næsten at være vågen igen.

Det var et blidt blik der var at finde i satyrens øjne, som han så hende bevæge hovedet ganske stille. "Er du ved at vågne?" spurgte han blidt. Det måtte betyde at hun var ved at komme til sig selv, selvom det ligeså vel kunne være at hun ville falde i søvn igen. Det måtte have været en hård omgang trods alt. 

Tidsfornemmelse var ikke eksisterende for Azteka. Af flere omgang var hun faktisk helt og aldeles overbevidst om at hun var død. Der var så fredfyldt, og hun følte hverken smerte eller ubehag. Mest af alt fordi hendes krop var så ubeskrivelig træt hele tiden, at hun mest lå i en tilstand af bevidstløshed. Engang imellem vågnede hun minimalt op og hun begyndte at danne et indtryk af at hun måske ikke var helt forsvundet fra livets greb.

Langsomt begyndte de blå øjne at fokusere og danne omridset af en satyr ved sin side. En ældre herre, og for et kort sekund også bekendt. Som havde hun en fornemmelse af at hun havde set ham før. Hvad der mest kunne beskrives som et ynkeligt støn forlod lavmælt Aztekas læber, som hun forsøgte at røre på sig og ikke rigtig følte noget helt lystrede så vel som hun gerne ville. "Det tror jeg" kom der svagt, som hun blinkede et par gange, men opgav at begynde at bevæge sig. "Hvor er jeg?" hun var ikke på de kuldsorte øer længere, så meget vidste hun. Men hun var stadig ikke helt overbevidst om at hun var i de levendes verden.

Det var godt, hun havde ikke mistet sin stemme. Det var de første tanker der forlod Archimedes hoved som han rettede lidt på sig. ”Rolig nu, er det fordi du er tørstig?” var dog det han sagde, da hun begyndte at bevæge sig, slevom han nok skulle hjælpe hende op, hvis hun havde behov for at komme op og sidde.
Han rømmede sig lidt, som han også kom i tanke om spørgsmålet der havde lydt fra hende. ”Du er i Amazonitskovene,” startede han ud med at sige. Den lille hytte indikerede i hvert fald kraftigt på at de ikke var i nærheden af nogen by. ”Jeg fandt dig på stranden, og du lignede en der havde behov for lidt hjælp til at komme dig Min familie og jeg har passet dig de sidste mange dage.” De havde gjort det så godt de nu engang kunne, og Archimedes var blot lykkelig over at se at hun havde fået det bedre. Der behøvede han ikke at få at vide hvem hun var trods alt. Hun var blot et menneske der havde behov for hjælp. 

Azteka mærkede efter ved at prøve at synke, og hun var heldigvis ikke så tør i halsen som hun havde frygtet. Hvilket egentlig var svært at forstå, for vand var ikke noget hun havde haft let tilgængelig. Selvfølgelig vidste hun ikke hvor længe hun havde befundet sig her i sengen. Hun nikkede langsomt, for at indikere at hun trods hun ikke var ved at dø af tørst, stadig godt kunne bruge at drikke noget.

Hun blinkede langsomt, og tog informationen ind. Amazonitskovene. Hun havde ikke været helt sikker på, hvor hun var blevet fragtet hen dengang, andet end det var en ø. Dette gav hende et præg om hvor i landet, hun egentlig havde befundet sig. Et smil og et kort grin forlod hendes læber. "Lidt hjælp, er en ret stor underdrivelse" latteren fik hende kort til at skære ansigt, som hovedet ikke var helt klar på alt for pludsleige bevægelser. Hun lod derfor også hurtigt sit hoved ligge sig tungt ned på puden igen, som hun betragtede Satyren ved sin side.
"Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal takke Dem og Deres familie, for jeres venlighed. I har meget vel reddet mit liv" tilføjede hun stille og med stor taknemmelighed i stemmen. Tydeligt berørt over at der var blevet udvist hende en sådan venlighed. Venlighed, hun ikke havde følt i to år, og selve erkendelsen heraf fik sorgen frem i hendes træk og tårerne til at vokse i de blå øjne. Hun havde været helt alene.

Archimedes var hurtig til at tilbyde at støtte hende, så hun kunne komme op og sidde en smule, til trods for den store størrelseforskel, og hev fat i koppen med vand de havde sørget for var der til hende, til når hun havde behov for noget væske, enten fordi hun vågnede eller fordi de bestemte sig for at det var tid til at hun fik bare lidt i sig.
"Der er ingen grund til at takke, andet end at komme på fødderne endnu engang," lød det blidt fra Archimedes, som ikke havde forventet at de ville få noget igen. Det var bare at tilbyde denne verden lidt mere godhed, i håb om at det kunne hjælpe, hvorend småt det var. Han havde trods alt været i lysets hær tidligere i sit liv, så det var ikke underligt at han stadig var bar den del med sig. "Og vi skal nok også få dig hjem igen, når du er parat på det." Der var ingen hast. En ekstra mund at mætte var ikke det store problem, nej det opstod nok nærmere hvis Azteka ikke bare ville leve primært vegetarisk.

Azteka lod sig støtte, pludselig ekstrem opmærksom på hvor lidt af hende der var tilbage. Hendes højde var stadig markant i forhold til værelse eller område hun var lagt i og hun vidste hun ville tårne op til himlen i forhold til dem. Ens højde ændrede sig ikke rigtigt, tilgengæld var hun svag i resten af kroppen efterhånden. Med hjælp kom hun op i en lidt mere siddende stilling, selvom hun stadig mest bare lå. Det var til gengæld nemmere at drikke af koppen som han rakte og mærke lettelsen ved at mærke vand der ikke var som is i sin hals. Hun lukkede øjnene, og fortrang minderne om at bryde igennem isen igen og igen.

Krigeren åbnede de blå øjne igen og sendte satyren et lille smil. "Det skal jeg nok" trods prøvelserne, og trods trangen til bare at give op og falde hen, var der stadig kampgejst i hende. Hun skulle nok komme på benene igen, og hun skulle nok finde en måde at betale tilbage for deres venlighed. Også selvom de ikke forventede noget af hende.
Ordene hjem lød både som en bøn til himlen, men også som et sted der ikke længere fantes. Hvor gammel var hendes niecer og nevøer blevet? Var hendes venner stadig i live? Hvad var der sket i al den tid hun havde været væk. "Må jeg spørge Dem om noget?" hun havde brug for at vide hvad der var sket dengang - men hun vidste ikke engang om han vidste noget. Hvis de boede i Amazonitskovene, var chancen lille.

Archimedes var forsigtig hvor meget han hældte, og som hun virkede til at få nok, satte han den væk, og i stedet for sin arm, så lagde han en ekstra pude for at støtte hendes ryg. Måske atypisk for et satyrhjem i Amazonitskovene, men han havde ikke været bleg for at sørge for at sende ting til sin familie, hvis der var noget de havde ønsket.

Han kunne dog umulig vide hvad der foregik i hendes hoved, og han nikkede lidt. ”Selvfølgelig.” Han vidste ikke hvad spørgsmålet var, men han ville da give det bedste svar han endnu engang kunne. Han tænkte det nok havde noget at gøre med hendes flugtforsøg fra, hvor end hun havde været, men som han ikke kendte kvinden, han kunne i hvert fald ikke genkende hende med hvordan hun så ud, så var det svært for ham at lave en form for kvalificeret gæt.

Det var det mest velsmagende vand hun nogensinde havde husket hun havde fået. Frisk, tilpas køligt og dejligt at føle. Måske livet alligevel havde nogle goder tilbage, trods hun havde glemt de fleste af dem i årernes løb. Med et suk lænede hun sig tilbage mod puden, så snart den var blevet placeret forsvarligt og hun kunne slappe af igen. Det var ikke mange kræfter der rakte i kroppen endnu.

Azteka sank en klump i halsen og tog derefter en dyb indånding. "Vinddalen... Er byen gået tabt?" Hun vidste at de, som deling, havde tabt deres kamp, deraf at hun var taget til fange. Sammen med flere af sine medkrigere der desværre ikke overlevede mørkets fangekælder. Hun håbede at de havde vundet den tilbage. Fået fjernet mørkets styrker og befriet beboerne. Men hun vidste ikke hvad hun skulle forvente af svar. Der var sikkert så meget forandret nu.

Archimedes vidste ikke hvilken forbindelse kvinden havde med vinddalen, men uanset hvad så var det tragisk hvad der var hændt den, også selvom det tog Archimedes et øjeblik, før det gik op for ham, hvad det var for en by hun havde talt om. Det var trods alt to år siden, og det betød nok at hun havde været fanget, hvorend det var, måske endda mørket, de seneste to år. Han kunne godt forstå at hun så ud som hun gjorde.
"Desværre," lød han blide stemme. Han havde dog ikke tænkt sig at lyve overfor hende, når nu hun spurgte. "Jeg tror Lyset formåede at evakuere det meste af byen, men den blev desværre brændt til jorden. Jeg har ikke hørt noget om, om de er begyndt at genopbygge den." Det skete trods alt på visse kanter. Folket i Krystallandet var stædige når de havde fundet et sted de ville bo, men der var også så meget tragedie forbundet med den slags angreb. Han kunne godt forstå hvis de ikke ønskede at komme tilbage til det. 

Det var et spinkelt håb. En lille glød i sit indre der havde holdt hende varm i et utal af måneder. En glød der desværre blev slukket nu hun kendte sandheden. Det var ikke al sammen sørgeligt, men alligevel krøb følelsen af at hun havde fejlet op ad hendes rygsøjle og fæstnede sig i hendes sind. Et sted hvor den allerede var godt fodret fordi hun havde været indespærret i al den tid.

"Tak fordi De fortæller mig det" det var umuligt at skjule sorgen i de blå øjne. Men der var ikke noget at gøre ved det nu. Nu var der et nyt problem hun var nødt til at tage hensyn til. Nemlig sin egen udsultede og muskeltabte krop, hvis hun nogensinde skulle gøre sig forhåbninger om at vende hjem igen.
"Mit navn er Azteka. Jeg.. er vel stædig en kriger i lyset" hendes stemme var allerede begyndt at blive mere hæs, som hun ikke havde været vant til at tale. Men hun syntes det var på sin plads at præsentere sig. Specielt når han og hans familie havde været så elskværdige at tage sig mere end godt af hende. 

Archimedes kunne ikke få sig selv til andet end at stryge hende over hovedet, som var hun et lille barn han skulle trøste. For i hans øjne, i hv ert fald i dette øjeblik, så var hun ikke andet end et barn. Et barn der var blevet hærget af krig og den oplevelse hun var kommet igennem. Forfærdeligt at opleve, men det var vel i sidste ende det lod i livet hun endnu engang havde valgt. Ligesom Archimedes havde det for så mange år siden. Ikke at det gjorde det bedre.

"Mit navn er Archimedes," svarede han tilbage. "Jeg er normalvis bibliotekar oppe i Dianthos, og er også tidligere kriger af Lyset." Eller dengang det havde kongehæren i hvert fald. Det var en anden tid i sandhed. "Når du er frisk, så skal vi nok få dig tilbage dertil... hvis du ønsker det." Han ville ikke dømme hende fra ikke at ønske at komme tilbage, men om ikke andet ville han jo mene, at hun skulle det for at vise at hun stadig stod der, selv hvis hun ikke ønskede at være i det mere. Han forstod det trods alt. Han havde heller ikke været sig selv efter han mistede sine evner trods alt. 

Det prikkede ubehageligt i næsen og vandet kom let frem i de triste blå øjne. Det føltes lige nu, som om det hele havde været for ingenting. Men det var ikke sandt. Var de ikke kommet, havde det været langt mere katestrofalt. Hun lukkede øjnene og tillod sig et øjeblik at falde ind i trygheden af at blive aet over det efterhånden meget lange blonde hår.

Azteka drejede hovedet og fik et lille smil frem på sine læber. "Jeg synes godt De virkede bekendt" det var ikke meget tid Azteka brugte på biblioteket, måtte hun hellere være den første til at indrømme. Det var ikke hendes spidskompetence.
Hun sank en klump i halsen og drejede hovedet tilbage og kiggede op i loftet. Hvis hun ønskede det. Det gjorde hun vel. Eller, hun var nødt til det. Hun blinkede tungt et par gange og nikkede let. "Det er jeg nødt til før eller siden" også for sin families og Joannas skyld. Hun havde allerede været væk så længe, og de måtte efterhånden tro hun var død. Hvilket ikke var alt for langt fra sandheden.

Der var selvfølgelig ikke mange satyrer i Dianthos, så Archimedes var godt klar over at han nok var en af dem der stod lidt mere ud i mængden. Især når det var et sted som biblioteket, et sted hvor satyrer slet ikke blev set. De var ikke ligefrem kendt for deres boglige tendenser, hvilket Archimedes helt ærligt syntes var lidt af en skam.

Han kunne godt se at hun stadig var meget medtaget og nok i den grad ikke klar på at tage tilbage eller snakke om det. Han kunne godt forstå det, omend han ikke vidste hvad hun havde været igennem.
"Men der er ingen hast. Hvis du ikke er klar til at tage med tilbage når jeg gør, så er du stadig velkommen til at blive her længere, og så kan nogle af de andre sende dig hjem når du er klar," sagde han blidt. Han kunne ikke blive her forevig, men han havde ikke tænkt sig at skynde på krigeren. Hun havde behov for at komme sig, inden at hun kom tilbage og sikkert skulle udspørges om hvad der var sket. 

Det var en heldig stjerne der havde været på himmelen den nat som Azteka var kæntret på havet og måtte sætte sin lid til guderne for at nå i havn. Hvordan det var lykkes hende at blive fundet af gode folk som tog sig af hende, og ikke syntes at ville have noget til gengæld for deres venlighed. Hun vidste ikke hvad hun havde gjort for at fortjene dette – men hun ville være dem evigt taknemmelig.

”Jeg har været væk i to år…” startede hun. Et eller andet sted, betød det vel også at et par uger eller måneder ville nok ikke gøre den store forske. Men nu hun var fri. Nu hun var vågen. Var der ikke noget hun hellere ville end hjem. Alle måtte tro hun var død. ”Ingen ved jeg stadig er i live.” tilføjede hun lavmælt og stirrede op i loftet over sig. Det var en underlig følelse – som var hun fuldstændig fri fra forpligtelser, men også fuldstændig skåret væk fra alt hun kendte og elskede – hvilket tyngede meget hårdere end alt andet.

Archimedes hjerte føltes som som om at det blev knust som han hørte det. Det var hjerteskærende at høre på hende, for han havde også en vag idé om hvordan det måtte føltes for andre. Han havde ikke været i hel så slem en situation, men han kunne huske de hårdere episoder.
"Hvis du vil det, så kan vi sende et brev til paladset inden," sagde Archimedes. "For at orientere dem om at du stadig lever. Jeg tænker der stadig er lidt tid inden du er klar på faktisk at rejse så langt dog." Selv med teleportation kunne det tage hårdt på kroppen, og han havde ikke lyst til at hun havde det værre når hun faktisk kom frem, også selvom det ville tage lidt længere for dem.
Selvfølgelig hvis hun var stædig omkring at få lov til at tage afsted, så var der ikke specielt meget han kunne gøre for at stoppe hende, og ville nok heller ikke gøre det.