Helli og jeg havde en snak, som vi egentlig tænkte kunne blive til en spændende debat herinde .. :)

Hvad er en "god" ond karakter for jer?

Det vil sige - hvordan skriver og spiller man en ondert godt, når det ofte er noget, der ligger langt fra ens egen person? Hvordan sikrer man, at karakteren stadig er relaterbar?

Der er mange forskellige typer onde karakterer herinde, så det kunne være super spændende at høre, hvordan forskellige spillere gør.. og hvad der virker for jer :)

(Og for en god orden skyld - lad os holde debatten til den positive side, så i stedet for at sige: "Jeg kan ikke lide, når folk gør x og y" så lad os fokusere på "Jeg kan godt lide når..")

Den retmæssige onde karakter-type. Den som gør onde ting fordi han eller hun er overbevidst om at det er for det bedste. En karakter der er passioneret omkring sit mål, og som trods alt stadig har gode karaktertræk der gør :3

Som Zahinael for eksempel.

Oooooh ja! Det er sådan en fed debat, fordi ondskab er bare SÅ MANGE TING!

Jeg kan rigtig godt lide den "skjulte" ondskab. Og med li' mener jeg fucking hader at jeg elsker det.. Det mest grusomme ondskab for mig er dem som man ikke nødvendigvis forventer er onde, eller som også ejer egenskaber, som faktisk er eftertragtede.

En grusom tyran, som slagter sine undersåtter og styre sit imperie med hård hånd. Men samtidig en kærlig far der forguder sine børn og altid vil dem det bedste. - f.eks.

En skurk, hvis grunde bag sine handlinger er så gennemførte og relaterbare at man føler medlidenhed med dem. Du forstår hvorfor de blev "onde". F.eks. Jet fra Avatar the last Airbender.

En god ond karakter er for mig, et helt menneske/væsen, som har små ting, der gør dem relaterbare.

Hvordan man spiller det... ja, det er jeg ikke engang sikker på jeg selv helt har fundet den perfekte gyldne tråd i... Læste engang en skuespiller udtales at for at spille en god skurk, skal du virkelig lede grundigt efter de få ting, som du kan relatere til i din karakter. I vil aldrig blive ens, men bare én ting som kan kobles til dig selv, gør det nemmere at spille rollen.

Så håber jeg bare en brøkdel af mit rable gav mening xD

Jeg tog et hurtigt kig da vi snakkede om det, og som jeg sagde til Krys, så er min røde tråd gennem mine onde karakterer at de er virkelig menneskelige. Der er altid noget jeg kan relatere til, eller som gør at de ikke bar er en ond person.

Romulus Sadik er nok den af mine karakterer jeg finder mest ond. Fordi han er den ene af mine der er fuldstændig kun drevet af sine egne lyster og behov. Men det jeg synes der gør ham ond, er at han er den type person man kan finde ude i verdenen. Han ser ned på kvinder og regner dem ikek for meget, men søger stadig deres selskab (typisk på hans egne præmisser). Men han forsøger ikkat gøre sig uvenner med folk, fordi han ved det ikke er vejen frem i verdenen.

Men af mere menneskelige onde karakterer. Aistaraina er en der ikke lader noget stå imellem hende og hendes mål. Hun er grusom, og har intet imod at torturere eller hvad der er værre med folk, men samtidig er hun ufattelig loyal til sin besætning, for ikke også at nævne at hun er super romantisk anlagt. Og det er denne her dualitet jeg godt kan lide i mine onde karakterer. De blinker ikke over at dræbe en anden person, eller fremme sine egne behov, men de har nogle folk de holder tæt på sig, og ikke vil ikke have noget sker dem. At de har nogle reelle svagheder som gør at man godt kan komme under huden på dem. Nogle lidt mere end andre.
Men jeg tror også ret mange af mine nyere onde karakterer er blevet skrevet med nogle meget stærke loyalitetsbånd, fordi jeg synes det er sjovt at få dem til at navigere indenfor nogle love og regler de egentlig selv har opsat.

Meget spændende!

Læste et sted en gang at "god" ondskab (herunder skurke) var en forstørrelse af de ting, man hader ved sig selv. Der er selvfølgelig uendelige varianter af, hvad ondskab er, men for at løbe med beskrivelsen, prøvede jeg at tænke over det, altså hvilke ting ved mig selv, der giver mig tanker som "hvorfor gjorde du det", "nu må du tage dig sammen", "det var helt forkert", etc. og så virkeligt skrue op for dem. Det blev meget personligt; og var i hvert fald nok til at få mig selv til at få den der følelsesmæssige kvalme fornemmelse, man får, når noget er helt galt. 

For at prøve at give et eksempel, der ikke involverer mine egne skøre tanker <3, hvis man nu er lidt forfængelig, og somme tider skammer sig over, hvor meget ens udseende styrer en, så kunne en forstørrelse eller forvrængning af det være dronningen fra snehvide.

Noget andet er så hvordan man spiller onderte ^^ Har selv to onde karakterer, en gammel dæmon (Narcis), og mørkets general (Ethelihn) og de er begge lidt nogle eksperimenter. Dæmonen er for gammel og for umenneskelig og for vidende til at jeg kan følge med... så jeg prøver at beskrive ham udefra. Mørkets general på den anden side prøver jeg så vidt muligt at skrive ud fra gode intensioner... hendes moralske kompas fungerer ud fra nogle helt andre principper, men det peger stik nord... hvis det giver mening.

Tilføjelse! (Også i tråd med hvad alle andre har skrevet)

Gys fra romantikken (tænkte romantisk gys var vildledende xP) er virkelig awesome synes jeg til beskrive skurke. Frankenstein er et godt eksempel, Dr. Jekyll og Mr. Hyde, og andet i den dur.

Det er meget menneskelige skurke med motivationer, man kan følge med i, og samtidig leder deres meget menneskelige fejl til ting man nok kunne beskrive som onde handlinger.

For mig er det aller-aller-aller vigtigste (And I can't stress this enough), at en ond karakter ikke ser sig selv som ond. For der er ikke folk, der ser sig selv som onde. Ondskab er det, der gør os uret, og som egoistiske væsner, vil det derfor altid stamme udefra. Man kan selvfølgelig opdage, at ting man har gjort før i tiden, var onde, men så er det jo heller ikke nutids-selvet, der er ondt, men fortids-selvet. Og vi ved jo alle at fortids-selvet er en helt anden xD.

Alt efter om man spiller en neutral, kaotisk eller retmæssig ond karakter vil karakterens personlighed og drivkraft variere. Personligt elsker jeg retmæssig ond som tilhørsforhold. Der er enormt mange muligheder for rigtig dybe karakterer, hvor kaotisk ond ofte bliver nødt til at være en grad af sindssyge for at give mening.

Derudover er det sjældent en vigtig del for mig, om karakteren er villig til at slå ihjel eller ej. Ofte tænker vi på det at dræbe som det højeste onde, men jeg synes det er meget mere spændende at se på, hvordan den onde karakter er i  mere almindelige situationer. Hvordan kan man se at ondskaben skinner igennem, uden at man behøver en masse vold og blodige scener for at gøre det tydeligt? For mig er det spændende at udforske deres sindstilstand og de tanker, der er fordrejet i den onde retning.

Så er der den lidt mere klassiske skurk, som man ser i bøger og film. Det er sådan, jeg langt hen ad vejen har lavet Zahinael. Han fungerer ekstremt godt som antagonist i andres fortælling, men det har den konsekvens, at han ikke kan have alle slags tråde. For hvis han viser for meget af sig selv, bliver han en kedelig skurk. Der skal være noget, man ikke ved. Der skal være ting, man ikke hører ham sige, og hvor man som læser føler at der sker mange flere ting i hans hoved, end man får indblik i. Derfor vælger jeg at skrive ham med en begrænset fortællerstemme, hvor han kun fortæller det, som han mener, læseren skal have at vide. Det gør ham en grad af utroværdig, men når man har at gøre med skurke, er det sjældent et problem ;).

Jeg bruger meget tid på at sætte mig ind i mine karakterers bevæggrunde og de begivenheder i deres liv, der har formet dem i den retning, de er i. Det hjælper mig ikke kun til at skrive bedre onde karakterer, men til at skrive bedre karakterer generelt. Fx. har Elvira og jeg haft en lang trådrække, hvor vi udforskede Lyset og kampen mod Mørket - og hvor vi ret ofte endte med at vise vores gode karakterer, at verden absolut ikke er sort/hvid. Lyset gør også bund-onde ting, fordi de mener, det er den bedste måde at bevare riget på. Mørket er ikke kun opbygget af onde, onde folk. Der er nogle kraftige skel mellem kulturerne i de to fraktioner, og det er enormt spændende at dykke ned i en konflikt, hvor det politiske spin fortæller befolkningen, hvad der er godt og ondt, og hvor det slet ikke er så tydeligt, når man begynder at grave.

Det kommer næppe bag på nogen, at jeg har en kærlighed for onderter x) For mig er det personligt rigtig vigtigt, hvorfor personen er ond. Marad er ond, fordi han mener han har et højere formål, hvilket er at sprede sine sygdomme. Declan er ond, fordi han vil have mere magt og har lidt gudekomplekser, men han har stadig sine grunde til, hvorfor han gør, hvad han gør. Selvfølgelig kan man også sagtens være ond bare for at at se verdenen brænde, men så har du også en grund :)

Personligt er jeg også rigtig glad for de "underspillede" skurke. For igen at bruge mine egne karakterer som eksempel.. Marad er ond, ingen er i tvivl om det, han forsøger ikke at skjule det. Det er nok også derfor, han er den af mine onderter, som jeg spiller mindst med. Declan derimod har hele sin maske med, at han faktisk kan fungere normalt i et samfund, selvom det langt fra er tilfældet. For mig gør det dem meget sjovere at spille, og det åbner op for, hvilke tråde de kan have, når det ikke altid skal handle om vold/død/ødelæggelse/indsæt din onderts præference.

Sidst men ikke mindst er det super vigtigt for mig personligt, at mine onderter har fejl. (for mig) er der intet sjovt i en skurk, som ingen kan stoppe. Om de er dybt paranoide, har den ene person som de bare ikke vil miste, lider af invaliderende storhedsvanvid, er alt for perfektionistiske, har alt for urealistiske mål for deres ondskab.. Der er noget ved dem, som kan vælte dem fuldkommen. Så har de jo desuden også så meget mere grund til at være onde for at sørge for, at folk ikke opdager deres svaghed x)