Det var året før befrielsen og Lysets tilbagevenden til Krystalpaladsets trone, men det var alle ved middagsbordet denne aften var ulykkeligt uvidende om.
Lige så mørke som disse år føltes, lige så mørkt var der blevet i hjemmet. Der havde altid hængt et maleri af Dastors ridderslag på væggen i den lille, hyggelige stue. Nu var væggene uhyggeligt nøgne. Inden inkvisitionen ransagede deres hjem (og tævet Ersten bare fordi) havde Eylia skaffet sig af med de prangende uniformer (om de var gemt i en hæk eller brændt, vidste resten af familien faktisk ikke), og havde udstyret alle i familien med en ensfarvet, trist, grå garderobe. 
Selv Zirra, der jo egentlig havde sit på det rene, havde fået udskiftet størstedelen af det finere tøj, fordi de broderede kniblinger i kanten kunne tolkes som tegn fra Lysets styre. Et styre, der var faldet lige som Treston var startet på sin karriere, og Ersten havde stået til at få sin første forfremmelse. Eylia havde oven i købet fundet ham en passende forlovelse, men den var hastigt blevet aflyst. Det var ikke længere til at sige, hvem der holdt med hvem, og hvem der ville skifte side i disse år. Nok havde Reynlestfamilien formået at holde sig i hovedstaden og ikke flygte til Rubinien ligesom så mange andre, men selvom de levede under Mørkets tunge blik, brændte Lyset stadig i deres hjerter.
Zirra vidste om sine brødre og fader, at de holdt deres træning ved lige i det skjulte. Om morgenen inden daggry, nogle gange om aftenen, nogle gange på de farlige dage, selvom det kunne koste dem alting. Sorris fik noget halvhjertet træning i deres baghave, når der var tid til det og de færreste sagde noget til at man legede med træsværd sammen med en seksårig. Eylia var bekymret for, at Mørket ville lægge billet ind på ham og tage ham ind som væbner, men selvom frygten lå som en klam klud på hendes ryg, lod hun ikke de andre børn mærke den. De var store nok, og kunne hun holde dem fra at blive gift med de forkerte i disse år, skulle det hele nok gå.

Zirra havde ikke noget imod at vente med alt det der ægteskabspjat. Hun vidste, at det var lige deromkring enhver anden anstændig kvinde ville se sig om efter en mand, men sagen var den, at hun havde travlt. Lige inden Mørkets indtog i Dianthos, var Zirra blevet opdaget af Lysets spionnetværk og endt i deres rækker. Noget, hun først troede skulle være en kort affære, så snart Sabbatin tog tronen, men som viste sig at være en særdeles stor fordel, når man havde en familie, der pludselig ikke skulle ligne Lyset selv. Spionnetværket var en stor del af grunden til, at inkvisitionen ikke havde kigget nærmere på familien. På en eller anden måde var Reynlest endt med at stå i optegnelserne som almene borgere hentet ind som fodsoldater og ikke som en riddertitel, en riddertitel på vej og en aspirerende væbner - alle med dybe eder til Lysets virke. 
Det hjalp også en hel del på det, at Zirra nu sad i et af bogholderierne og hjalp til med papirarbejdet. Papirarbejde, der blev memoriseret, makuleret og nogle gange ændret en lille smule. Hun sad med Mørkets folk som overordnede og kollegaer, og når hun ikke arbejdede med dem - og i smug mod dem - trænede hun med de andre spioner så godt som de nu kunne, mens de holdt deres eksistens hemmelig for alle andre end hinanden. 
"Hamston fik varm mad i går, hørte jeg," sagde Zirra prøvende og håbede at hendes familie ikke ville tænke for meget over, at hun prøvede at bruge kodesprog. Der var ingen der fik varm mad i øjeblikket - slet ikke med de rationer, der var kommet på alting og alle de køkkenhaver, der var blevet endevendt fordi der måske kunne gemme sig noget dernede. Men hvis hendes familie fattede, hvad hun prøvede at sige, ville de glæde sig over, at Hamston var sluppet helskindet til Rubinien. Han havde ikke været villig til at give sig, og alle havde troet, han ville ende i galgen. Forhåbentlig tænkte familien heller ikke nærmere over hvorfor Zirra lå inde med den slags viden.

    Trestons arme og skuldre brændte stadig efter den lange dag med læssearbejde nede på Markedspladsen. Den eneste måde at få rationeringsmærker til familien var ved at yde arbejde for Styret - hvor kvalmende det end føltes - og de to ældste Reynlest-brødre havde brugt dagen på at slæbe sække med konfiskeret korn fra et lager på Markedspladsen og læsse dem på kærrer med Mørkets symbol malet på siden; proviant til Mørkets styrker. Dagsarbejdet havde givet dem retten til at købe fire kilo mel, to liter mælk og en pose blandede grøntsager fra de madboder, Inkvisitionen havde godkendt, og Treston havde haft lyst til at slå den lille, papirnussende burekrat ned, da han rakte de dyrebare sedler med Mørkets segl frem til de to brødre.
    Dagens strabadser havde gjort ham hundesulten, men selvom Eylia gjorde det bedste hun kunne, var der bare aldrig mad nok på bordet - ikke med tre mere eller mindre fuldvoksne mænd i huset - og han turde ikke tage ordentligt for sig, før lille Sorris meldte sig mæt og nægtede alle moderens forsøg på at tvinge mere i ham.
    ”Hamston?” gentog Ersten for at være sikker, mens Eylia lettet sagde: ”Tak Guderne…”
    ”Jeg havde ellers hørt, at forsendelserne skulle være forsinkede,” bemærkede Treston med en lille panderynke, og håbede at Zirra forstod hans mening. De havde alle hørt om Rebellerne og deres menneskesmuglinger, men efter at en konvoj var blevet opdaget, og de involverede dræbt i en offentlig massehenrettelse foran Paladset, havde Rebellerne gået ualmindeligt stille med dørene. Ikke at man kunne bebrejde dem dét…
    Med en lille grimasse skovlede Treston det sidste fra sin tallerken i sig og skyllede det ned med det kolde brøndvand. ”Jeg må da ærligt indrømme, at jeg også har overvejet om det ikke ville være bedre, hvis vi alle sammen… skiftede diæt… Ved Guderne - man kan jo ikke spise sig ordentligt mæt i denne by længere!”
    Man kan ikke svinge en død kat over hovedet her, uden at ramme en sympatisør, en inkvisitor eller én af Mørkets soldater…

"Det er bedre, vi bliver ved som nu. For vores venners skyld," kom det fra Dastor, der sad med halvt sammenknebne øjne og havde svært ved at finde de rigtige ord til den her samtale. "Så vi kan dele vores rationer...?"
Samtalerne rundt om middagsbordet var blevet færre og kortere henover årene, som det var gået op for dem, at inkvisitionen også indeholdt nogle ret så kompetente magikere, der yndede at vandre rundt ved aftentide og lytte lidt med i folks husstande. Det var jo lige når familien var samlet, at man gerne ville snakke om vejret. Zirra havde hurtigt tillært sig en ny måde at tale på, men hun blev jo også trænet i det hver dag - og Treston og hende havde haft deres eget kodesprog, siden de var seks år gamle, men det hjalp ikke så meget for resten af familien. 
Så efter deres faders lige-på-grænsen kommentar, fortsatte de maden i stilhed. Der var alligevel ikke nogen af dem, der havde flere gode nyheder. De dårlige så de i galgen eller midt på torvet hver dag.
Da tallerkenerne var vasket op og ingen var blevet mætte, satte alle sig hver for sig med sysler. Eylia lappede tøj, Sorris legede med en ny træfigur, Ersten havde fået en af sine venner til at lave, og Dastor gik rastløst frem og tilbage mellem vinduerne, hvor han oftere end Eylia var komfortabel med, stirrede ud på gaden og drømte om sin hævn.
Zirra fangede Trestons blik og lavede et subtilt kast med hovedet i retning af deres delte værelse. 
Hun satte sig på sin egen seng og hev et tæppe op over knæene.
"De var ikke forsinkede," hviskede hun, da han kom derind. "De havde skiftet ruten."
Hun havde hørt det direkte fra en, der havde været med i konvojen og lige med nødt og næppe var sluppet væk, da Mørket havde ramt dem på deres første rute. Men det kunne hun ikke sige til nogen - ikke engang Treston.
"Grenhalt og Torfen klarede den ikke, men jeg kan ikke nænne at sige det til mor," fortsatte hun. "Og jeg er bange for, far hiver mig hjem igen, hvis han ved, jeg kan læse den slags på arbejdet. Treston, jeg dør, hvis jeg skal være mere hjemme."
Hun havde passet Sorris de første par år, og mens han havde været en skøn lillebror, var hun ved at gå til af husarbejde og mor-ansvar. Selv med to kvinder konstant i huset og kun en enkelt dag om ugen, hvor hun havde fået lov til at tage til magitime, var hun ved at blive sindssyg af ikke at gøre noget mere aktivt med sin krop. Hun havde fået aftalt med sin mor at tage nogle flere "magi"timer i smug uden deres fars kendskab, da moderen godt kunne se, at datteren ikke trivedes. Hun ville næppe være gået med til det, hvis hun havde vidst, at hun sendte sin datter lige i armene på spionnetværket hver gang.

    Det var i Trestons optik bekymrende at se, hvor meget tingenes tilstand efterhånden gik Dastor på. Treston selv havde ikke været meget mere end et stort barn, da Mørket kom og hverdagen pludselig blev en ganske, ganske anden, men når han som i aften så sin far trave hvileløst frem og tilbage over stuegulvet, kunne han ikke lade være med at tænke, at dét faktum måske var til hans fordel. Det havde gjort det let at tilpasse sig - let at samle de nye vaner op. Og det havde helt sikkert været lettere for Treston at acceptere, at deres dedikation til Lyset nu skulle holdes hemmelig, end det havde været for Dastor, der havde tjent Kronen med stolthed i over en menneskealder...
    Da Zirra gjorde et kast med hovedet i retning af deres værelse, tog han imod forslaget med kyshånd, sagde pænt godnat til resten af familien og fulgte hende ind på det lille kammer. Satte sig til rette på sin ynglingsplads på den dybe vindueskarm og betragtede hende, mens hun trak tæppet omkring sig i sengen. Løftede et overrasket øjenbryn over de ting, hun kunne fortælle.
    "Jeg forstår godt, at du ikke vil hjem igen, Zirra," hviskede han og lænede tænksomt hovedet tilbage imod karmtræet - prøvede at fordøje dén information, hun havde givet ham. "Men far skal vide, hvad der er sket med Grenhalt og Torfen... De har kendt hinanden længere end jeg har været i live..." Han sukkede. "Jeg må opfinde en historie om at have hørt det til træningen eller noget - dét må jeg lige finde ud af. Jeg skal i hvert fald nok holde dig ude af det..."
    Som ved en pludselig eftertanke drejede han ansigtet og betragtede hende lidt mere direkte. "Tror du virkelig, far ville hive dig hjem igen? Altså, jeg ved godt, han ikke er skidebegejstret for dine kollegaer, men så er det jo bare... Jeg og Ersten slæber jo også for Mørket fra tid til andet - dét bliver man jo ligesom nødt til, hvis man vil have rationeringsmærker..." Han blev tavs en tid - sad bare og betragtede sine hænder. Løftede så blikket igen. "Tror du nogensinde det hele bliver normalt igen?" spurgte han så - stille og tøvende. "Jeg mener... Der er gået næsten seks år nu... Sorris har aldrig kendt til andet..."
    

Et lille, lettet smil brød frem på Zirras læber af broderens forsikring om, at han nok skulle sige det videre. Loyaliteten til Lyset blev sat på prøve hver dag. Ikke kun fordi familien skulle holde deres tiltro skjult, men også fordi det blev sværere og sværere for Zirra at holde hvad hun gik og lavede hemmeligt. De andre slæbte korn, hun sad med papirarbejde. Alt det, hun opsnappede hver dag, gik direkte til Lysets spionmester og blev øjensynligt delt med rebellerne, så de kunne vinde indpas. Lysets hær var en skygge af, hvad de havde været, og mens de fleste blev hjulpet ud af byen, så kræfterne kunne samles en andet sted, var rebellerne hovedstadens egentlige håb for at vælte styret. Hvis det ikke væltede sig selv inden, men det ville næppe være til større fordel for nogen. 
"Jeg tror han ville prøve," svarede hun til Trestons første spørgsmål. "Hvis han vidste, hvor meget jeg sidder med af information hver dag. Jeg kan ikke bruge det til noget, men jeg tror han ville være mere bekymret for at jeg bliver opdaget og leder dem til os, end at se det som et lille lyspunkt. I det mindste er vi ikke både blinde og døve. Mange af de andre er også bare helt almindelige. Vi siger jo alle sammen, at vi støtter Mørkets magt. Men jeg tror... Jeg tror der sker noget snart, Treston."
Hun lænede sig ind mod væggen og lagde armene om knæene. En kuldegysning gik igennem hende og tæppet kom helt op over skuldrene. Egentlig burde det være Treston der frøs, når han sad i vindueskarmen. Men hun havde det som om selve knoglerne i hendes krop var kolde. 
"Beskederne, vi skriver, og papirerne vi får ind, er blevet underligt kryptiske," fortsatte hun, lavmælt. "De siger, vi kan forvente overarbejde snart, men at det også vil give flere sedler. Folk er bange, Treston, soldaterne er rastløse. Men jeg ved ikke hvorfor. Er det lige så slemt ude hos jer?"

    Da han så, hvordan Zirra puttede sig bedre under tæppet og trak det op omkring sig, som om hun frøs, lod Treston sig glide ned fra vindueskarmen og sluttede sig til hende på sengekanten - sukkede og lagde armen om hende, så de kunne læne sig ind imod hinanden, tilbagelænet imod væggen. Da hendes ord dernæst blev endnu mere lavmælte og endnu mere farlige, gav han hende et lille klem og strøg hende fraværende over armen - som prøvede han at gnubbe lidt varme i hende. 
    "Ude hos os er der bare enormt meget vrede," svarede han og skar en lille grimasse. "Det meste arbejde foregår dag-til-dag, og der er rift om det, fordi alle mangler rationeringsmærker... og fordi så mange har mistet deres levebrød. Jeg tror, det ender med at skabe unødvendig splittelse blandt Lysets folk - alle de helt almindelige borgere, der egentlig burde holde sammen - for folk er begyndt at se deres naboer som konkurrenter." Han tav lidt - var ikke helt sikker på, at han burde fortælle historien, men endte så med at gøre det alligevel: "Kan du huske apotekeren, der havde en butik på hjørnet af Nørrestræde og Algaden? Han spyttede på mig i går, fordi jeg og især Ersten oftere bliver valgt til slæbearbejdet, fordi, du ved..." Fordi vi har trænet kamp siden vi kunne gå, og Ersten er skåret som en forbandet krigsgud. "Det skaber en ulighed, og får nogen til at føle, at de forhenværende Lysets Krigere forsøger at overhale dem indenom... Når vi allesammen i virkeligheden ikke burde være i tvivl om, hvem den rigtige fjende er..."
    Han sad lidt og overvejede sine egne ord - hvad de betød, og hvilke konsekvenser det i værste fald kunne få. Så gik han videre til dét Zirra havde sagt; om overarbejde og rastløse soldater, og med en lille grimasse rynkede han panden - trak hende tættere ind til sig. 
    "Overvejer du nogensinde, om vi burde gøre mere?" spurgte han til sidst uden at se på hende. "Jeg mener - vi træner stadig og jeg tror far prøver at lægge planer med de af de andre Riddere, der ikke er flygtet til Rubinien endnu, men det kommer jo ikke rigtig nogen vegne, vel? Prøv at tænk på, hvor meget vi kunne gøre, hvis vi begyndte at tage de ting, du opsnapper på arbejdet, og brugte det aktivt. Prøv at tænk på, hvor ødelæggende for Mørket det ville være, hvis vi kunne forgifte deres korn, destabilisere deres ruter. Eller hvis alle bare nægtede at tage imod deres forpulede små mærker i en uge... Så ville Styret mangle hænder. Så ville de mærke, at Lysets folk stadig har bare en lille smule bid..."

Varmen fra Treston var mere end velkommen, og Zirra møvede sig helt tæt ind til ham og hvilede hovedet mod hans skulder. Eller, bunden af den i hvert fald. Hvornår stoppede den knægt med at gro?
Hans fortælling om vreden i deres del af byen hjalp dog ikke mod kulden i hendes indre, og historien om apotekeren fik hende til at knytte hænderne under tæppet og spænde op i skuldrene. Det var kun hans vedvarende berøring af hendes arm, der fik hende til at slappe af igen. 
De næste ord fik hende til at bide sig i læben, og hun mærkede den brændende fornemmelse af tårer, der prøvede at bryde frem i øjenkrogene. Hun gjorde mere. Mens Dastor prøvede, gjorde hans datter faktisk en god og aktiv - og pissefarlig - indsats for at få rettet op på alt det her lort. 
"Jeg..." begyndte hun, men bed sig hårdere i læben.
"Din familie kommer kun i fare, hvis de ved det, Zirra," hørte hun Pinna sige for sit indre øre. "Du må holde det hemmeligt. For alles sikkerhed og for alles bedste. Vi tjener Lyset i skyggerne."
Hun tog en dyb indånding. Det måtte være muligt at give ham lidt håb uden at afsløre, hvad hun havde gang i.
"Jeg har mødt nogen folk, Treston," Altså, spionnetværket for Lyset, du ved. "Jeg giver dem lidt nu og da," Sådan cirka hver dag, måske hveranden hvis vi skifter skjulested. "Og der er ikke noget farligt i det for mig. Hvis de bliver taget, er der ikke spor tilbage til mig," Hvis jeg bliver taget, er det hovedet på blokken, chop, chop. "De siger, de giver informationen videre til rebellerne," Nogle gange gør jeg det faktisk selv. Der var en ret sød rebelfyr... "Og de siger, der sker noget. De samler folk. Jeg tror... Jeg tror virkelig de har styr på, hvad de laver." Jeg håber virkelig, jeg har styr på, hvad jeg laver. "Jeg kan... Jeg kan høre dem, om der er noget, I kan hjælpe med, dig og Ersten?" Far er et seriøst alt for stort grødhoved til at kunne være subtil omkring ting. Det er Ersten egentlig også...

    Treston drejede langsomt hovedet og studerede sin søster alvorligt, mens hun fortalte, og han formåede at holde sin mund til hun forsikrede ham om, at der ikke gik nogen spor tilbage til hende - at dét, hun havde gang i, ikke ville være farligt for hende.
    ”Zirra…” mumlede han modvilligt, men hun fortsatte bare ind over hans indvending, og han holdt resten af sine tvivlende ord inde; lod hende tale færdig.
    ”Jeg er en lille smule knotten over, at du ikke har fortalt mig dét hér noget før,” bemærkede han og gav hende så endnu et klem for at vise hende, at så knotten var han alligevel ikke. ”Jeg vil ikke have, der sker dig noget, Zi…” Bare tanken om en dag at skulle se Zirra, på dét skafot, Mørket havde smækket op foran Paladset, fik hjertet til at slå hurtigere i brystet på ham.
    ”Men du må gerne høre dine… folk. Jeg vil gerne gøre mere! Jeg føler, at vi træner og træner og træner, og far bliver ved med at sige, at vi skal gøre en indsats og holde os klar, og at det er vigtigt arbejde vi udfører…” Han fnøs. ”Men det føles ikke sådan. Det føles bare som om vi venter, og som om de gamle Riddere er bange for, rent faktisk at vove pelsen…”
    Han vidste godt, at det ikke var en retfærdig udlægning, men de ældres forsigtighed var på den seneste tid begyndt at gå ham på - en følelse, der kun blev forstærket af dén frustration han følte, over det ydmygende arbejde for rationeringsmærker og de sure blikke, han modtog flere og flere af, fordi det - på trods af, at familien spiste betydeligt dårligere i disse år end de havde været vant til - var tydeligt, at hverken han eller Ersten sultede.
    Et lille fnys undslap ham, og han tilføjede: ”…ikke at jeg ved, hvad vi rent faktisk skulle kunne yde…”

"Undskyld," hviskede Zirra ind i Trestons arm og lod sig gladeligt trække tættere ind i omfavnelsen. Det holdt hende kørende på de mørkeste dage - altid at have sin storebror at vende hjem til. "Det har ikke stået på så længe." Kun du ved, fem-seks år.
Der var altid brug for flere hænder, det vidste Zirra. De havde folk, som Treston og Ersten til at hjælpe sig, om det så bare var at slæbe sække for noget andet end Mørket eller sørger for at en vogn forsvandt ned ad den forkerte gade i ny og næ. De var dygtige, de folk. Zirra kunne godt mærke, de havde et helt spionliv bag sig, og hun bare var en grønskolling til sammenligning.
"Jeg skal nok høre dem ad," lovede hun stille og gabte. "Jeg tror du kan gøre mere, end du aner."


Det tog ikke spionnetværket lang tid at finde Treston en plads med at hjælpe rebellerne. De var mere tøvende med Ersten, for han havde ikke ligefrem et ry for at gå stille med dørene.
Et par dage efter deres snak på sengen, havde Zirra derfor hevet Treston med ud længe før solopgang og lagt en seddel til Eylia om, at de var gået tidligt på grund af overarbejde. Forhåbentlig ville deres mor ikke stå op alt for tidligt og se den før tid. 
"Der kommer en vogn herned lige straks," fortalte en høj fyr ved navn Cole med knaldrødt hår og lyse, gullige øjne. Han var helt sikkert ikke helt menneskelig, men Zirra var ligeglad. Hun syntes han så godt ud. "Den er kørt af vores folk, og de har ikke meget tid. Vi læsser alting af og læsser alle de her kasser op i stedet for. Derfra bærer vi godset indenfor her i bygningen." Han pegede på en dør bag sig. "Det skulle være korn, Mørket vil sende ud til soldaterne uden for byen. Vi sender dem lidt rottemøg i stedet. Er alle med på planen?"
Zirra nikkede og bed sig lidt i læben, da Coles blik lå lidt ekstra lang tid på hende.

    "Zirra, luk munden; du savler bogstavlig talt." De hviskede ord blev efterfulgt af en drillende albue i siden, før Treston rettede sig op igen med et øretæveindbydende smil. Han elskede sin søster til månen og tilbage igen, men der var heller ikke noget bedre, end at stikke lidt til hende - især hvis han kunne få hende til at rødme. Han fulgte hendes blik efter den høje gut, der havde givet dem instrukser, og kunne så ikke lade være med at bøje sig ned til hende igen og tilføje: "...Jeg vidste ikke, du havde en ting for sådan et flammehår, dér! Men det er måske nyt? Du ved forhåbentligt godt, at med dine farver ville jeres børn komme til at ligne små, blege gulerødder...!" Han trådte grinende væk fra hende, for at undgå den forventede skulderlammer, og sluttede sig i stedet til gruppen af blandede folk, der stod og ventede ved de kasser, de skulle bytte den kommende vogns læs ud med. Alle kasser, hver og én, havde Mørkets symbol stemplet på siden.
    Han blev budt velkommen til flokken med korte nik og små, reserverede hilsner. Folk var... bekymrede - ikke direkte nervøse, men der lå en urolig energi over de forsamlede, som straks forplantede sig til Treston. 
    "Hvordan har I egentlig fået vognen til at stoppe her i stedet?" spurgte han lavmælt og uden anden indledning, fordi han antog, at folk godt kunne se, at han var ny. "Ved kusken at vi tjener Lyset?"
    "Kusken er én af vores," svarede en ældre, arret gut, der at dømme ud fra hans hærdede ansigt brugte en betragtelig del af sin tid med hårdt, fysisk arbejde udendørs. "Ligesom bygningen dér er det, og dén byvagt, der har lagt vagtskema for denne del af byen i nat."
    Det kom bag på Treston, at rebellerne havde så gode kontakter, men han lod sig ikke mærke med det - gemte bare oplysningen væk bagerst i hovedet, da der i det samme lød et dæmpet råb fra dén vagtpost, de havde posteret for enden af gaden: 
    "Den kommer nu!"

Lammeren kom rigtigt nok efter Trestons skulder, men han nåede sgu at flytte sig, og Zirra endte med at slå ud i luften og alt for hurtigt trække armen til sig igen, da Cole vendte sig om og så på hende grundet bevægelsen. Hun gav ham et fåret smil tilbage og rødmede så langt op over ørerne, at det næsten overskyggede hans flammehår.
"Hvad er der nu galt med gulerødder?" var det eneste, virkelig dårlige modsvar, hun endte med at hviske til Treston, inden alle stillede sig parat ved kasserne. 
Fra hvor hun stod, havde hun godt udsyn til Cole, og hendes hjerte hamrede i brystet på hende - ikke kun fordi de var i færd med at gøre noget super farligt lige inden daggry.
"Den kommer nu!" 
De stærke tog en kasse hver, og Zirra stillede sig parat til at tage imod gods fra vognen. Den bumlede henover brostenene og gjorde let og elegant holdt lige foran deres dør. Det tunge lærred blev hevet af kasserne, Cole sprang op på ladet sammen med to andre, og arbejdet gik i gang. Effektivt fik de alle kasse ned fra vognen i en lang kæde af folk, mens den anden halvdel af dem smed de nye kasser op.
Det gik så stærkt, at Zirra ikke engang nåede at opfatte, at hun havde taget imod Coles hånd, som han sprang ned fra vognen i stedet for en kasse, før han havde sluppet den igen. 
"Godt arbejde folkens - nu skal de ind på lageret," sagde han og bevægelse startede atter. 
"Hvorfor stank de ikke, de kasser?" spurgte Zirra en af de andre, mens hun satte en kasse ned indenfor. 
"Vi lagde noget sløring på dem," grinede hun tilbage. "De skal jo ikke opdage, hvad det er, før alle kasserne er blevet delt ud mellem delingerne, vel?"
Zirra lo lavt og tørrede sved af panden. I den anden ende af lageret - som egentlig bare var et lille, forladt hus, nu med rigtig mange kasser - blev døren lukket bag Treston og den sidste kasse. 
"Vi går herfra i små grupper, men først efter solopgang. Vi har lavet en liste, så alle kan nå til deres arbejde uden forsinkelse," sagde Cole til forsamlingen. "Rigtig godt arbejde. Skriv jer op hos Maren, hvis I vil være med næste gang, eller på en ny opgave. Vi får brug for hænder til at samle alt det her mad i mindre sække og få det fordelt ud til byens trængende."
Zirra listede hen til Treston, mens Maren blev overrumplet. Zirra behøvede ikke skrive sig op - hun var mere eller mindre tvangsindlagt. 
"Hvad så, brormand?" spurgte hun og gav ham nu den velfortjente albue i siden. "Var det noget i dén stil, du havde forestillet dig?"

    "Nej," sagde han, som sandt var og ømmede sig over hendes spidse albue. Hvordan kunne hun være så lille og uskyldig at se på, og så have så infamt spidse albuer? "Nej, det var ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men det føles nu godt alligevel. Jeg tror..." Han kastede et blik over skulderen på Maren, der nærmest ikke var til at få øje på, bag flokken af folk, der ventede tålmodigt på at blive skrevet op til endnu en omgang. "Jeg tror, jeg vil skrive mig op, når der bliver lidt bedre plads ovre ved Maren... I mellemtiden!" Han lagde en arm om hendes skulder og begyndte at føre hende hen imod en gruppe af de lidt yngre hjælpere, der havde slået sig ned på nogle af kasserne, mens de ventede på at det blev deres tur til at gå hjem igennem byen. "I mellemtiden sætter vi os med vores nye venner..."
    De andre nikkede høfligt til dem og gjorde plads, så de kunne sætte sig som en del af kredsen. Der blev hilst raden rundt, og Treston faldt hurtigt i snak med en yngre fyr, han flere gange var stødt på under arbejdet for rationeringsmærker på Markedspladsen. Knægten havde været i lære som bager, da Mørket overtog, og Styret blev indført, men hans bagermester havde været tvunget til at dreje nøglen om, da hans butik ikke blev godkendt af Inkvisitionen, og nu var han så her. En typisk historie i disse år - en historie, Treston havde hørt afarter af flere gange end han kunne tælle.
    "Hvad er så din historie?" spurgte han Zirras rødhårede øjengodte, der ellers havde siddet lidt i stilhed og leget fraværende med ét eller andet i en kæde. Ved spørgsmålet blev han nærværende, og lukkede hånden om det lille vedhæng - vendte de gullige øjne imod Treston. "Jeg mener - du må have stærke bånd med Rebellerne, siden det tydeligvis var dig, der stod for størstedelen af dét hér."
    Den unge mand løftede et øjenbryn og gav Treston et vurderende blik. "Du er ham den nye, ikke?" kontraspurgte han og tilføjede så med et lille, skævt smil: "...Udfritter du altid folk om hele deres livshistorie i situationer hvor dét, I laver sammen, kan få alle slået ihjel?"
    Er du altid et prætentiøst, nedladende røvhul? spurgte Trestons tanker, men han lod sig ikke mærke med noget, for nu havde han besluttet sig for at facilitere kontakt imellem Mester Rebelsympatisør og Zirra-med-dårlig-smag-i-drenge, og så måtte hans egen mening komme i anden række. 
    Måske var det egentlig også en retfærdig pointe - selvfølgelig ville de folk, der var søppet godt ind med Rebellerne, ikke bare kaste alle de hemmeligheder, der potentielt kunne få dem hængt, for fødderne af en fremmed.
    "Kun de folk, min søster snakker stolpe op og stolpe ned om, når hun kommer hjem!" bemærkede Treston og sørgede for, at det venlige smil stadig sad godt på hans ansigt. "Så må der jo være noget om det, ikke? Så, ja - undskyld; jeg blev sgu nysgerrig."
    "Du er Zirras bror?" spurgte han med et moret glimt i de gullige øjne, og fik det til at lyde som om han blev mere overrasket, end Treston var villig til at tro - de lignede trods alt hinanden temmelig meget. Det var dog en åbning, og han var ikke sen til at gribe den:
    "Så kender du altså Zirra!" udbrød han og vendte sig halvt imod søsteren - forsøgte at rive hende ud af hvad-end samtale hun nu sad begravet i, ved brug af hendes navn og et opfordrende udtryk i hendes retning. Dét hér var vigtigere - var det ikke? "Zirra! Hvorfor fortæller du mig ikke, at du allerede er venner med alle vigtige folk, så jeg ikke behøver at blamere mig?"

Zirra var gået modvilligt med hen til de nye venner. Primært fordi hun straks havde set Coles lille bål imellem dem, og hun atter mærkede varmen i sine kinder. Heldigvis indledte Treston sobre samtaler med andre end ham, mens Zirra satte sig halvt med ryggen til sin bror - og dermed også Cole - og lod sig falde i snak med en af pigerne, hun før havde været på tur med.
Hvad Treston ikke vidste var, at alle i den her lille klynge var mere spion end rebel, og de alle sammen udmærket godt vidst, hvem Treston var, og at han ikke skulle vide noget om Zirras sidegeschæft sammen med dem. Hun burde havde holdt paraderne oppe, men fordi Treston snakkede så godt med en af de andre, fangede hun ikke, da hans fokus skiftede til Cole, og først, da Treston hev hende ind i samtalen på mest bogstavligste forstand. 
"Fordi det-øh, jeg har da ikke, altså så godt kender vi jo heller hinanden, du ved, altså," begyndte Zirra og rødmede som en vulkan i udbrud. "Vi har jo bare lavet et par ting sammen i ny og næ, så det ..."
Cole havde været i spionnetværket meget længere end Zirra, og selvom han var enormt dygtig, var hun lykkelig for, at han ikke var hendes primære mentor - for så havde den her fascination af ham være særdeles upassende.
"Så du snakker stolpe op og stolpe ned om mig, derhjemme, Zirra?" spurgte han med et skævt smil, der fik hendes mave til at eksplodere med sommerfugle. Han havde et drillesygt blik i øjnene, for han vidste, hun ikke ville tale over sig til fremmede - det betød ikke, hun ikke skulle drilles med det, tydeligvis.
"Nej, jeg ville aldrig tale om dig!" udbrud Zirra og bed sig i læben, da hun straks fortrød, hvordan dét var kommet ud af hendes mund. "Pååå en dårlig måde mener jeg. Altså, jeg ville ikke tale om dig - eller jo, det ville jeg, jeg mener, måske bare ikke så meget, hæh, ikke noget dårligt, kun gode ting, altså helt almindelige gode ting, i øh helt almindelig... Samtale? Øøh..."
Zirra fik stoppet sig selv, krympede sig lidt og slog blikket mod sine fødder. Det var ikke sådan hun havde tænkt sig at snakke rigtigt med Cole første gang, og det var noget hun ellers havde tænkt rigtig meget på på det seneste. Hun var blevet lidt længere end de andre eller tilfældigvis været på alle de samme opgaver, som han stod for, men hun havde aldrig kunnet tage sig sammen til at starte en samtale. Mest af alt havde hun bare stået akavet i hjørnet og pillet ved kanten af sin kjortel, mens hun bed sin læbe i stykker. 

    "Helt almindelige samtaler," kunne Treston ikke lade være med at gentage - og så sende Zirra et hurtigt, flabet grin, før han betroede til Cole: "Dém kan hun faktisk godt finde ud af at have, selvom hun skjuler det godt lige nu!" 
    Kommentaren fik Cole til at trække på smilebåndet, men det var tydeligt ud fra dén måde, han studerede Zirra på - interesseret og med varme i blikket - at han synes, hun var charmerende.
    "Zirra er faktisk god til en masse ting," fortsatte Treston, fordi han havde det lidt for sjovt lige nu. "At lave mad er ganske vist ikke én af dem - eller at holde et hus eller passe en have. Og hun har ikke en tone i livet, selvom hun tror det, hvis du hælder et krus øl eller to på hende! Ej heller forstår hun sig på at male eller brodere, og det var et sandt helvede at lære hende at danse...!" Han lænede sig en anelse ind imod Cole - som om han ville indvie ham i en hemmelighed. "Men ved du hvad der virkelig er én af hendes kvaliteter?" 
    Med et lidt for selvtilfredst smil rejste Treston sig fra kassen med dén intention at gå over til den kære Maren og få skrevet sig på hendes efterhånden lange liste. På vejen bøjede han sig ned, plantede et meget broderligt kys lige oven på Zirras lyse hoved og svarede på sit eget spørgsmål: "... hun er altid sjov at drille!"
    "Din bror, ikke?" sagde Cole, mens han betragtede Treston, der sluttede sig til den udtyndede gruppe omkring Maren, med et moret blik. "Jeg er ked af at sige det, men han er lidt en idiot..." 

Jo mere Treston sagde, des rødere blev Zirra i hovedet. Hvor hun virkelig manglede den skinnende blond-hed, som alle brødrene havde siddende som glorier på deres hoveder, manglede hendes ansigt på ingen måde farve lige nu. Det holdt en rimelig tæt konkurrence med Coles hår.
Men den konstante albue i siden så ud til faktisk at gøre noget, og Treston flyttede sig og gik mod Maren - selvfølgelig ikke før, han skulle være endnu mere pinlig og kysse hende på panden, som om hun ikke var en dag ældre end tolv, og han i øvrigt var hendes mor. 
"Hæææh," svarede Zirra og prøvede at få sine tænder til at slippe taget i underlæben. Hun købte sig noget tid ved at stryge hårlokker om bag øret. "Han er i det mindste god til at slæbe kasser?"



Det var sen aften, da Zirra fandt frem til det sted, hvor riddere af Lyset havde valgt at holde deres hemmelige træning i dag. 
"Sent på den. For du vild?" spurgte Cole med det der drillesyge smil, der fik hendes hjerte til at så kolbøtter. Hun kunne ikke få nok af det. 
"Er du virkelig sikker på det her?" spurgte hun med et fjoget smil. 
"Nu har du snakket så meget om Ersten, Zi," svarede han og flettede sine fingre i hendes. "Jeg vil se, om han er et lige så stort grødhoved som Treston."
"Men hvad hvis min far er her?" hviskede hun og stjal et kys på vej ind mellem de smadrede huse. Det var altid sådan nogle steder her, de valgte. Steder, Mørket var sikker på, de havde smadret én gang og derfor ikke gad gøre noget ud af at holde ekstra øje med.
"Så bliver han nok sur," svarede Cole ubekymret. "Bare rolig, jeg kan ta' det. Hej, Treston!"

    Dagens hemmelige aftentræning havde fundet sted imellem de sørgelige brandtomter og overgroede ruiner, der stod tilbage som triste vidne om Mørkets første fremstød imod byen. Det var på ingen måde et optimalt sted at træne - fyldt med murbrokker og forræderiske ruinrester, man kunne falde over - og det enlige bålfad, de havde vovet at sætte op, gav på ingen måde nok lys til at man kunne navigere ordentligt imellem faldgruberne... 
    Men dét, fortalte Treston sig selv, da han for tredje gang var snublet som en idiot over en murbrok, der havde gemt sig i skyggerne... Dét var vel næsten træning i sig selv. Han kunne jo nok ikke regne med, at Mørkets folk ville være så høflige kun at forsøge at slå ham ihjel på et fint og jævnt underlag...
    Ersten havde stået for øvelserne, og det var også Ersten, der til sidst kaldte træningen af og lod de unge aspiranter pakke sammen. Treston sluttede sig til sin bror og sammen fulgte de, hvordan de trætte, unge mennesker diffunderede væk fra ruinerne - alene eller i små, harmløse grupper - og da Reynlest-brødrene til sidst var de eneste tilbage, væltede Ersten bålfadet over ende og gemte det i én af husruinerne, mens Treston sparkede jord over gløderne.
    "Hvorfor pisser du ikke bare på det?" spurgte Ersten med et grin, da han kom tilbage og så Trestons anstrengelser. Han gjorde anstalter til at ville snøre sine bukser op, men bremsede sig selv, da Treston slog ud efter hans arm.
    "Hold op, din barbar!" udbrød han. "Jeg gider ikke trække dit kogte pis ned i lungerne, bare fordi du godt kan lide at have en pik i hånden!"
    I det samme hørte Treston sit navn og snurrede omkring - halvt i alarmberedskab, halvt i overraskelse. Da han fik øje på Zirra og hendes nye... flamme, slappede han dog af, og havde netop åbnet munden for at lave en dårlig vittighed, da Ersten kom ham i forkøbet:
    "...apropos dét med at kunne lide at have en pik i hånden," mumlede han og lagde de muskuløse arme over kors, mens han for første gang tog lillesøsterens fyr i øjesyn. Treston kunne ikke undertrykke et lille, latterfnys.
    "Jeg skulle lige til at sige det!" Selvom det nu var meget sødt at se, hvordan de kom gående hånd i hånd ind mellem de ødelagte huse... "Hej Cole. Hvorfor trækker du min søster ud i byen om natten efter Udgangsforbuddet?"
    "Hvem siger, at det ikke var Zirra, der tvang mig ud," gav Cole afslappet igen og vendte sig så imod Ersten. "Jeg tror ikke, vi to har fået hilst ordentligt på hinanden, selvom Zirra selvfølgelig har fortalt mig om dig. Mit navn er Cole, og det glæder mig at møde dig, Ersten."
    
    

"Godaften, Cole," svarede Ersten uden at gøre mine til at udveksle håndtryk. "Og hvilken race har min lillesøster så lagt sig ud med denne gang?"
"Ersten!" udbrød Zirra forarget. 
"Jeg er såmænd kvart mørkelver, Ersten," svarede Cole muntert og lod Ersten stege lidt. 
Storebrorens øjne var mildest talt ved at falde ud af kraniet på ham, og armene blev taget ud af den korslagte position, men Zirra lagde mærke til, at hans hænder var knyttet. Lige inden han åbnede munden, slog Cole ham venskabeligt på skulderen og havde det ikke været for hans følgende ord, havde Ersten nok kvalt ham på stedet.
"Ej, jeg tager pis på dig, makker," grinede Cole. "Jeg er bare et menneske med sære øjne, okay?"
"Oooog," brød Zirra ind, mens Ersten åndede lettet op (og inden han kunne komme med kommentarer om hendes smag i mænd!). Hun hev et papir op ad lommen og viftede med det. "Jeg havde overarbejde, så jeg er lovligt undskyldt. Synes I to ikke, I skulle til at daffe hjemad, til gengæld?"
"Enig, lad os få jer to lømler hjem, inden de begynder at patruljere herude," sagde Cole og satte i gang.
Det gav Ersten lidt tid til at samle sig, og han virkede glad for at begynde at gå, mens han tænkte. Zirra havde en teori om, at han faktisk ikke kunne tænke, hvis han havde stået stille for længe.
"Så hvor er det lige, I har mødt hinanden henne?" spurgte han.
"Sekre-"
"Budbri-"
De lo begge to, og Zirra rødmede og klemte Coles hånd.
"Jeg bliver brugt som budbringer," sagde Cole. "Så det er ret ofte, jeg skal aflevere eller hente noget, Zirra har skrevet."
Zirra udvekslede et blik med Treston og håbede, han ikke ville modstride sig dén forklaring. Som de rundede det næste gadehjørne, nåede lyden af tumult deres ører. Længere henne var der udbrudt slåskamp, og mens enkelte var på vej hastigt væk fra stedet, stod de fleste på behøring afstand og kiggede på. I blandt de kæmpende flagrede inkvisitionens mørke uniformer. 
"Vend om, mens I kan," advarede en mand, der passerede dem. "Han må være sindssyg sådan at slå efter en fra inkvisitionen!"
Gyldent hår fangede Zirras opmærksomhed. Hendes greb om Coles hånd strammedes, og mens Ersten havde vendt sig for at følge den fremmedes råd, greb hun fat i Trestons ærme med sin frie hånd.
"Treston," gispede hun. "Det er far."

     Erstens fordomme holdt Treston sig meget bestemt ud af - han havde ikke den store holdning, hverken positiv eller negativ - men han sendte Cole et skævt smil, da denne indrømme, at han drev gæk med storebroren. Dét var et karaktertræk Treston kunne værdsætte...!
    "Det er faktisk kun jer to, der opholder os," bemærkede han og svingede grenkniplet, som træningssværdene lå gemt i, op på skulderen med en sigende bevægelse. Skal vi gå, eller hvad? 
    Det var sjovt at høre Zirra og Coles krumspring for at forsøge at forklare Ersten, hvor de kendte hinanden fra, og Treston kunne ikke lade være med at blinke af søsteren, da hun fangede hans blik.  
    "I er meget søde sådan som I... afslutter hinandens sætninger, og hvad-ved-jeg," drillede han og puffede til Zirra med skulderen, mens han forsatte med et påtaget, drømmende udtryk: "Jeg kan selv huske, da jeg var ung og uskyldig! Åh-ja... De unges ubesindighed og sorgløshed! Hvem der dog bare kunne genopleve den naive 'første kærlighed'!" Han fyrede alt sit mundlort af, mens han skamløst ignorerede, at Cole var mindst et par år ældre end ham selv - det var underordnet; Zirra var hans lillesøster, og derfor kunne han i Trestons egen optik altid tillade sig at trække det storebror-agtige 'Jeg er ældst og ved bedst'-kort.
    Tumulten længere fremme gjorde dog en ende på spillopperne, og Treston havde faktisk også selv halvt om halvt været i gang med at følge den forbipasserendes råd ved det første glimt af Inkvisitionsuniformen, da Zirra greb om hans ærme og standsede ham.
    Det er far.
    "Er det far?" gentog Ersten og skubbede sig forbi dem for at komme tættere på. Og ganske rigtigt; da også Treston fulgte storebrorens eksempel og fik snoet sig frem imellem de mennesker, der fornuftigt nok var på vej væk, fik han udsyn til faderen i kamp med tre Inkvisitionsfolk, mens to andre stod lidt fra håndgemænget og holdt skarpt øje med de forbipasserende - sikkert for at vurdere, om der var nogen, der gjorde anstalter til at ville lægge sig imellem.
     Hvis det skulle være helt rigtigt, var der ikke så meget kamp over det længere, for tre-mod-én havde aldrig været gode vilkår, og Dastor var nede og havde ud fra hans tilstand at dømme været det et stykke tid. Dét forhindrede dog ikke de tre Inkvisitorer i at fortsætte afstraffelsen med støvlesnuderne...
    Ersten spændte fuldstændig op i hele kroppen ved synet - synet af det store idol og forbillede, der blev mishandlet af tre ansigtsløse uniformer - og Treston greb ham i armen, trådte ind foran ham, da én af de overseende Inkvisitorer i det samme drejede ansigtet imod de to drenge og gav dem et skarpt blik.
    "Ersten, du kan ikke- " begyndte Treston lavmælt og indtrængende, men Ersten afbrød ham - rev sig fri af hans greb:
    "Vi bliver sgu'da nødt til at hjælpe ham, Treston! Vi kan da ikke-"
    "De er fem, Ersten!" hvæsede Treston - satte en hånd i brystet på sin storebror og trådte i vejen for ham påny. "Hvad zalan vil du gøre? De hiver dig bare med dem, og så fjerner du endnu en forsørger derhjemmefra!"
    "Han har ret." Det var Cole, der tilsluttede sig nu med vreden og forargelsen over, hvad der foregik, lysende ud af de gullige øjne. Treston åndede lettet op; han vidste af erfaring, at han ikke var stærk nok til at standse Ersten alene, men måske med den andens hjælp... Eller måske:
    "Jeg prøver at snakke med dem," erklærede han pludselig, og inden Ersten kunne nå at modsige ham, havde han sat kurs imod de to Inkvisitorer, der ikke tog del i kampen. Han holdt afværgende hænderne op foran sig og gjorde sit bedste for ikke at se truende ud, mens han nærmede sig.
    "Undskyld," begyndte han, fordi de begge to alligevel betragtede ham årvågent - som om de forventede, at han trods sin ikke-truende holdning alligevel kunne finde på at springe på dem... Og desuden have femten Rebeller gemt i lommerne. "Undskyld, men vil I ikke godt... Det er min fader, dét dér, og jeg er sikker på, at hvad-end han har gjort, så var det en fejltagelse, og én han gerne gør op for, hvis I bare vil lade være med at- " Han blev afbrudt af et spark, af en dump knasen, og af Dastor, der udstødte en smertensjamren, der frøs Trestons indre til is. Han bed tænderne sammen - tvang sig selv til ikke at kigge bagud, men at koncentrere sig om de to Inkvisitorer foran ham. "Vil I ikke nok lade være med at skade ham mere? Han har en lille søn og en hustru, der elsker ham. Kan nok ikke være nok? Jeg beder jer..."

"Hvis det er din far, ligger det så også til dig at slå på inkvisitionsofficerer?" spurgte den ene af de to bryskt. Hun holdt den ene hånd hvilende på sit sværdskæfte som advarsel. "Jeg har nærmest allerede gjort løkken klar."
Under de tre andre bag hende, gryntede Dastor i sammenbidte, små vejrtrækningsstød, men inkvisitorerne holdt faktisk inde. Om de var blevet trætte af at sparke til en forsvarsløs mand, eller havde luret, at der var kommet familie til, var ikke helt til at vide. Dastor blev hevet op at stå og fik sikret hænderne bag ryggen. Hans mund og næse var dækket af blod, og det havde allerede sat sig som kager i hans skæg.
"Kun fordi du ligner en god dreng," fortsatte den kvindelige officer og lignede én, der håbede, at Treston ville finde det provokerende. "Vil jeg give jer en chance."
Hun gik hen til Dastor og fangede hans blik. 
"Sig undskyld," beordrede hun og et langt, langt øjeblik stod de bare og stirrede på hinanden.
Zirra trak sig lidt mere ind til Cole, der lagde en arm om hendes skulder. Hun så, hvordan Dastors købe spændtes som skulle han til at starte et angreb eller råbe ad inkvisitoren. Selvom hans hænder var på ryggen, kunne hun levende forestille sig, hvordan knoerne var hvide og armmusklerne spændt til bristepunktet. Øjnene var ikke andet end tynde sprækker.
Så lod han blikket glide forbi inkvisitoren og det landede på Treston med overraskelse malet i dem - som om han ikke havde opfattet, at nogen var kommet ham til forsvar. Derefter fandt det Zirra, sprang let og elegant over Cole, og fæstnede sig på Ersten. Dastor sank en klump. Man kunne se krigen, der rasede inden i ham. Lysten til at kæmpe imod med alt han havde og give sit liv for det, han mente var retfærdigt og godt. Men børnene... Ikke foran børnene og ikke i en situation, hvor han kunne hive børnene med sig i faldet.
Zirra havde aldrig troet, hun skulle se sin far så splittet - han valgte jo altid Lyset først.
Men denne gang bed han faktisk stoltheden i sig. "Undskyld."

   Treston blev heldigvis reddet fra at komme på et svar til Inkvisitorens spørgsmål, da Dastor i det samme blev hevet på benene med en stønnen. Kommentaren om at være en god dreng var klart ment som en provokation, men han var alt for chokeret over synet af blod i faderens ansigt - følte sig alt for hjælpeløs over situationens alvor - til at kunne reagere, sådan som han i sine tanker havde håbet han ville reagere, på et hån fra Mørket. I stedet stod han bare som en fortabt lille dreng og så til, mens Inkvisitoren ydmygede hans fader, og Dastor lod hende gøre det, efter et smertefuldt blik på sine børn.
    Inkvisitoren udholdt Dastors hadefulde blik med et provokerende, muntert lille smil. Så gjorde hun et lille kaste med hovedet, som tegn til sine kollegaer om at få ham væk, og vendte sig så imod Cole og de tre Reynlest-søskende.
    "I gør ikke jeres moder en tjeneste, det ved I godt, ikke?" spurgte hun kattevenligt, mens Dastor blev slæbt væk. Treston stirrede bare chokeret efter ham - for overvældet til at kunne forholde sig til Inkvisitoren - og derfor blev det Ersten, der koldt stillede dét spørgsmål, hun tydeligvis fiskede efter:
    "Hvad mener du?"
    "Jeg mener, at han bliver kastet i Arresten nu, og at ophold dér jo ikke er gratis. Din..." Hun brugte et øjeblik på at holde Trestons højde op imod hans stadig noget drengede kropsbygning. "...lillebror dér nævnte en elsket hustru og en lille søn. Og så er der jer tre, hvis man skal stole på hårfarven. Det er noget af en familie, og mange munde at mætte." Hun smilede - et ondt smil, der trods den påtagne medlidenhed ikke kunne skjule, at hun nød dét hér i fulde drag. "Så dét jeg siger er, at I måske bare skulle have ladet os tage beslutningen for hende. Nu kommer vi i stedet til at se, hvor længe hun kan finde krystallerne til Indsættelsesgebyret, og når dét bliver for svært, dør han alligevel. Ville i min optik have været mere nådigt at tage dét valg ud af jeres moders hænder..." Hun smilede som et rovdyr og førte to fingre til baretten. "Men fortsat god dag til jer, unger. Lær af jeres faders fejl - ikke?"