Turen fra Reier hjemmet og til Arys palæet var ikke speciel lang, men den var gjort i primært stilhed mellem de to mænd. Der var ikke meget at sige, i hvert fald ikke fra Fabians side af, og hvis han havde noget at sige, så var det nærmere ting han ville foretrække at sige i deres egen lille verden, og ikke herude, hvor man aldrig kunne vide sig sikker, og man alligevel ikke kunne gøre som man ønskede.

Turen ind i palæet og op til Aldamars værelse forekom også nem og lige til, i hvert fald for Fabian. Langt de fleste var allerede gået i seng allerede, og det var sådan set også lidt det de to mænd havde planer om.
Dog var det ikke sengen Fabian fokuserede på, ligeså snart døren blev lukket bag dem, og de var i sikkerheden af Aldamars værelse. Det var nærmere Aldamar selv, som hans arm greb ud efter Aldamars liv, for at hive ham tættere, mens de mørke lokker han selv besad i øjeblikket blev erstattet af hans egne lyse, det samme med ansigtet. Det var dog ikke for at kysse ham, eller gøre nogen af alle de ting han også ønskede.
Hans frie hånd lagde sig ved Aldamars nakke, halvt inde i hans hår, og så kiggede han ellers blot i Aldamars øjne, med et ømt blik i sine egne. Ikke ligefrem et blik han sendte andre steder, og det svømmede mellem flere følelser. Kærligheden for den anden mand, var nok det der fyldte mest dog. Han var så meget på røven. 

Døren var knap nok lukket bagved ham, førhen at en arm blev slynget om hans liv, og han følte sig glide tættere på Fabian i et ryk. Hånden slap en anelse fumlende dørhåndtaget bagved ham, fingrene ledte - uden at kunne se sig tilbage - efter dørens lås som han endelig fik drejet med et klik, og den fulde opmærksomhed kunne falde tilbage på Fabian da han endelig kiggede op, og mødte et noget... kærligt blik. 
Ikke hvad han havde forventet, men utrolig velkomment og noget der fik en dump varme til at brede sig i kroppen. Noget der ubevidst fik ham til at læne sig en anelse tilbage i vinklen imens at hans egen hånd sneg sig om bagved ryggen på ham, for bedre at kunne se ham. Føle ham. 

Aldamar sank en lille klump inden at han smilede, ligedele tilfreds med at aftenen ikke var endt i et skænderi der havde været tæt på at kamme over, og taknemlig for at han var kommet med tilbage. Under alt det lå den indvendige glæde over at Fabian så på ham med dét blik selvfølgelig også, men det var en følelse han ikke helt kunne overtale sig selv til at nævne med ord endnu. Den var dog ikke hemmelig, da arys prinsens øjne spejlede Fabian's egne i alt det mørkeblå. 
Hånden der havde nusset hans ryg ret så fredeligt, knyttedes langsomt sammen, så neglene drillende skrabede over stoffet, førhen at han følte sig selv skubbe ham tættere i sin irriterende (man inderst inde fantastiske) højde, og nok uden at tænke over det, kom en anelse på tæer for at kysse ham. Ordentligt.  

Fabian havde på ingen måder travlt, også selvom han altid var den første der opsøgte noget. Ord ville han heller ikke kunne sætte på følelserne der rumsterede i hans indre i det her øjeblik, og hvis man spurgte ham, ville han nok trække det ind i sig selv, men at vise det igennem hans øjne, det tænkte han ikke engang på.
Han følte sig høj på sin egen følelse, men også den måde Aldamar selv så tilbage på ham, og han hev ham blot tættere på. Det var dog Aldamar der måtte tage det næste skridt, for Fabian var gået lidt i stå med bare at kigge på mørkhåret mand.

Da Aldamars ansigt kom tættere på, og han mærke læberne mod sine egne, kom han dog bare lidt i omdrejninger, og øjnene gled i, og han gengældte det, mens han lænede sig ned, så Aldamar slap for at stå på tæer. Der var ingen hast.

Hans hånd om Aldamars liv, løsnede lidt hans skjorte, så hånden kunne finde vej ind mod den bløde, varme hud der var at finde under tøjet, blot for at nusse det lidt. 

Taknemmeligt og en kende længselsfuldt var det da han endelig kunne smage Fabian på sine læber, og den mørkhårede mand faldt taknemmeligt ind i  imod fornemmelsen af ham så tæt på, og lod den lille gysen der fulgte med, få plads. Hvorvidt det var af hændernes kulde og kontrast imod den varme hud, eller om det var noget andet, det kunne han ikke udpege. Men han vidste at den var der, oig han vidste at den kun var der, på et tidspunkt som dette.  
Aldamar sukkede ind i kysset, ikke helt villig til at bryde det efter så kort tid, og efter hvad det i hvert fald føltes som en evighed af en gåtur. Derfor stjal han sig lige i hvert fald et eller to ekstra (men kortere) førhen at han tog sig sammen og slap.  

Hånden havde fraværende listet hen til hans halskrave i det hele - måske bare for at være så tæt på som muligt, og med en lille klukken måtte han også slippe det noget bestemte tag han havde fået, i åbningen af stoffet. De mørkeblå øjne betragtede ham lige i sekunderne efter, og i det skjulte varmede han sig over den energi der sneg sig igennem hans krop, en energi skabt af noget så simpelt, som at føle sig værdsat.  
Han bakkede drillende og med glidende skridt ind i rummet, og håbede at han ville følge med.  "Kan man tilbyde noget at drikke? Vand, the, vin?" Et spørgsmål efterfulgt af en rullende håndbevægelse, og han styrede imod hvad han mente var sofaerne.

Et lille lykkelig suk undslap hans læber, da Aldamar afbrød deres kys, ikke helt villig til det, men alligevel havde han fået det værste sult tilfredsstillet, og han ville gerne nyde Aldamar i så lang tid han nu engang kunne.
Det var dog noget værre at få hans egne hænder til at slippe Aldamar, som han begyndte at bakke bagud, og selvom Aldamar nok ikke kunne se det, så kunne han nok mærke hvordan fingrene blev på huden indtil det sidste øjeblik, hvor Fabian ikke kunne nå mere, før han alligevel fulgte grinende efter Aldamar.

”Jeg ville da ikke sige nej til at glas vin,” sagde han smilende, selvom hvis han hørte at de skulle ned i køkkenet og hente det, så ville der lidt opstå et problem. Forhåbentlig var Aldamar nok fremad tænkende, at han havde vin stående på værelset.

Fordi det var Aldamar der styrede dem mod sofaen, så var det Fabian der havde fornøjelsen at holde øje med hvordan de ramte dem, og ligeså snart de var ved at være der, puffede han blidt Aldamar ned for at sidde i sofaen, måske så han kunne tilluske sig en plads oven på den anden mand. Vinen kunne jo også godt vente hvis det var. 

Knæhaserne ramte med et blødt bump sofaens kant, og knækkede sammen så han med en lille latter fik sat sig tilbage i det bløde stof, og lænede ryggen imod støtten bagved. Hænderne løftedes, rakte ud efter ham da han gjorde mine til at sætte sig, og flettedes ind imellem hans da han kom tæt nok på.  
Vin? Aldamar's blik flakkede utrolig kort til det skab hvor at han vidste der stod enkelte glas og en flaske... men det var ikke tillokkende at rejse sig efter det, da han med vægten over sine lår, lod sine øjne glide tilbage over manden foran ham. Det var meget mere fristende at blive siddende, og Aldamar trak hænderne ind sit eget bryst med et smil.  

Aldamar lo en anelse. "Du har fået dig lidt dyrere vaner, har du ikke?" Sagt med et drillende smil, og han slap hænderne for at lade dem finde vej til Fabian's talje i stedet, og kærligt nusse den slankere del af kroppen.  
Ikke at det gjorde noget, Aldamar have absolut intet at kommentere dårligt på, om Fabian tog nogle små... ideer om hvordan tingene kunne være, til sig.  Det ville kun klæde ham, og var et eller andet ekstravagant sted, noget der faldt ham utrolig naturligt at inviterer ham til at tage del i. 
Hovedet lænedes afslappet imod kanten af sofaens ryglæn, og han fulgte ham betaget med blikket,

Det her var så nemt. Så meget nemmere end resten af aftenen havde været, med at lade som om at han var en anden, en af Aldamars venner, og så hele snakken med Adena. Det her var så meget bedre.

Fabians stødte sine skinneben mod sofaens puder, på hver sin side af Aldamars lår, og satte sig ellers ned på Aldamars røv. Han lagde armene henover Aldamars skuldre, for at stabilisere sig, så han ikke bare ville falde ned, selvom han ville være ligeså medgørlig, hvis Aldamar forsøgte at lægge ham ned i sofaen.
Hans øjne havde også fulgt Aldamars, mod hvor han formodede vin var, men siden Aldamar heller ikke forsøgte at få ham væk, så kunne de nok vente lidt med noget vin til også at hygge sig med.

Han begyndte at pille lidt ved de lange lokker. Det var efterhånden blevet længere end hans eget, dog var det også tydeligt at der blev taget sig godt af det fine hår. ”Man må jo tilpasse sig omgivelserne,” pointerede Fabian drillende, selvom han altid havde elsket den mere dyre livsstil. Han havde bare ikke rigtig haft råd før, og nu betalte Aldamar for det. ”De sidste par gange har du trods alt også selv fundet vinen frem til os.” Det var næppe hver gang de sås at de faktisk drak, men det var hyggeligt, og noget nemmere blot at tage et glas vin, end hvis de skulle ud og finde et stort ekstravagant måltid til dem. Så åbne kunne de ikke ligefrem være om deres relation, og begge mænd foretrak klart Fabian i sin egen skikkelse. 

De mørkeblå øjne fulgte nysgerrigt med øjnene hvad han valgte at lave med hans hår, man da det bare var en fraværende pillen, lod han ham gøre det uden meget tøven. Det var velsagtens ingen hemmelighed at Aldamar prydede sig selv med sit hår, og havde en del forbehold med hvem der fik lov til at røre ved det. Men den legende finger der snoede slangekrøllerne - den var godtaget.  
Med den lyttende mine, var det at Aldamar strøg hans sider dovent op og ned, og måtte grine en anelse lavmælt, da han blev erkendt skyldig i selv at være lidt forkælende en gang imellem.  

Han kunne ikke lade værd med at nikke tilfreds til det, ikke ligefrem værende en mand der havde det store moralske dilemma over det. "Det må man jo" smilede han, og følte den venstre hånd snige sig op for at fjerne noget undsluppet hår om bagved det ene øre. Aldamar holdt en anelse drillende ved, ikke helt hemmelig eller hellig om at ville have ham tættere. "Og ligeså skyldig som anklaget, men det klæder dig bare, så hvordan kunne jeg lade værd?" 

Vinen, den bedre løn, det nye tøj.... der var mange måder det klædte ham på, og mange måder det berigede hans eget liv, at berige Fabian's. 

Endnu et lille glad suk undslap Fabian ved de blide berøringer. Det var underligt at hige så meget efter noget så ømt og simpelt, men bare nærværet og de små berøringer, var det han havde allermest behov for i det her øjeblik.
Han lænede sig ned, dog blot for at lægge sin pande mod Aldamar, med et let smil på læberne, og stadig kiggede ind i Aldamars mørkeblå øjne.

”Mmmh... det lyder som om at det ikke kun er den dyre vin der klæder mig,” kom det lidt kækt fra Fabian ved de ord. Det kunne godt være at han ikke lagde op til det, men det var næppe en hemmelighed, at Aldamar var begyndt at iklæde ham pænere ting, når han kunne komme afsted med det. En ting var at Fabian havde fået købt noget nyere og bedre kvalitet tøj, men en anden ting, var det tøj Aldamar specifikt købte til ham. Lige nu bar han trods alt nogle pæne klæder, for at passe ind i adelen, og sættet der var købt til brylluppet? Så var der selvfølgelig også deres mere private klæder. Dog havde Fabian aldrig haft et problem i at være påklædningsdukke, og hidtil havde han ikke ligefrem kunne brokke sig over hvordan han så ud i tøjet.

Hans ene hånd strøg noget af Aldamars hår til siden, bare så han bedre kunne få adgang til halsen, hvor hans fingre begyndte at danse over den bløde hud. 

Det var altid en kende specielt når Fabian kom helt tæt på, og med panden stødt imod hans, var han så tæt på som man næsten kunne komme. Verden cirklede ind til kun Fabian og ham, kun de to alene i sofaen, og isoleret fra alt der havde trængt sig så utrolig meget på de seneste par timer. Man kunne sagtens argumentere for at det var uansvarligt, sådan som fyrstesønnen så nemt kunne falde hen i doven lyst og berusende kærlighed til den anden. At han lod sig selv nyde det i sådan en grad, at han glemte hvor vred og frustreret han havde været lige før - og det gjorde det useriøst. Ikke oprigtig. 

Men når han følte hvordan hans hoved villigt vippede en anelse til siden, for at give plads til fingrene (eller hvad han nu ellers håbede ville komme med) vidste han, at han gjorde han alligevel - ubehagelige tanker til trods. 
Og han ville gøre det igen; det var to ekstremer Fabian tog del i, og noget af det han bedst kunne gøre ved Aldamar. 
Aldamar's øjne gled en anelse i, og hele brystkassen vibrerede næsten ved den leende brummen der kom. "Det kan der være noget om..." Hånden der lige havde fjernet noget af det blonde hår, krøb i små nap om i nakken, og han legede med de korthårede sider. "... der er i hvert fald en fantastisk selvsikkerhed i... hele dit væsen,  og dét klæder dig også. Måske er det, dét?" Spurgte han en anelse retorisk, selvom han vidste at det i hvert fald var en stor del af det, og en stor del af grunden til at... alt klædte ham.  

Hvis Aldamar havde valgt at tage samtalen videre fra tidligere, så ville Fabian næppe have stoppet ham, men så var den kørt på nogle lidt andre præmisser, end de kunne ude på gaden eller hos Adena. Så ville Fabian holde fast i Aldamar. Måske var det lidt at snyde, og ikke rigtig lade ham blive sur, men det var vel ligeså meget et element af at Fabian ikke ønskede manden sur. Han ville hellere have at de kunne tale til hinanden om tingene, selvomd et var ret store ord der kom fra Fabian, som normalvis klappede i som en østers når tingene ikke gik hans vej.

At samtalen var kommet over på komplimenter til Fabian, det var blot en af mange ting som Fabian ikke kunne brokke sig over. Et lille grin undslap ham, selvom der var noget sandhed i hvad Aldamar sagde. Fabian var meget selvsikker i sig selv og hvordan han så ud. Det var nok nærmere selvværdet han til tider kunne arbejde på, og den lille del af frygt der alligevel stadig var i ham, over at Aldamar ville forlade ham.
”Stop endelig ikke men komplimenterne, nu når du er så godt i gang,” kom det grinende fra Fabian og skubbede grinende sin pande lidt mere mod Aldamar, bare så de kunne mærke trykket, men også kun et øjeblik. ”Er det kun selvsikkerheden og vinen der klæder mig?” Han fiskede i den grad, og han var ikke klar over hvor meget han ville få ud af Aldamar i denne her gang. 

Øjnene åbnedes en anelse da han begyndte at fiske, og et kort øjeblik skulle han overveje om det var en leg han ville lege med på. Svaret var efter få sekunder (selvfølgelig) et jah, og den første hånd fik selskab af den anden, idet at han trak det markerede ansigt en anelse tilbage og væk fra sit eget. Det mørkeblå havde fået et genkendeligt og overvejende glimt imens at han overvejede sine ord og de beskrivelser der ville følge med. Noget der med vilje lige tog et ekstra sekund og et overvejende ‘hmmm’ inden at et smil trak læberne en anelse fra hinanden. 
“Du fylder sikkert også en uniform ret godt ud...” mumlede han tænksomt, et blik der kort gled ned og så op igen, og Aldamar smilede en kende mere selvtilfreds, til trods for at man ikke nødvendigvis kunne være selvtilfreds over en anden persons fysik, kunne han ikke lade værd med lige præcis det. 

Fordi det skulle da absolut ikke være en hemmelighed, at fysikken var en del af det der havde trukket den overfladiske del af Aldamar ind. 
Det var det dog ikke kun mere, og Arys prinsen trak hans ansigt helt tættere på, til et drilskt og kort kys sammen med sin kommentar. “Men det der klæder dig allermest.... er jo selvfølgelig det skønne selskab du er begyndt at omgive dig med. Det kaster et pænere lys over alt ‘det der’” Stadigvæk med læberne millimeter fra hans, efter at have sluppet, og en underfundig energi i det magelige væsen. 

Fabian nød altid når Aldamar rent faktisk gik med på det. Lidt nød man vel altid at få at vide hvor dejlig og fantastisk man var, især fordi Aldamar ikke ligefrem havde været glad for at give dem til at starte med. Han virkede dog mere tilbøjelig nu om dage til at give dem, og Aldamar skulle næppe tro at han var den eneste der mente at den anden var fantastisk.
Hans egne blågrønne kiggede ind i de mørkeblå, en smule fortabt også, mens begge hans hænder ligeså stille var begyndt at næsten massere nakken på Aldamar, mens han lyttede til ordene der forlod den smukke mands læber.
"En uniform?" kom det overvejende fra Fabian med et drillende glimt i øjet. Han var ikke imod at blive puttet i en uniform, ikke for Aldamar. Der var nok i sidste ende meget få ting han ikke ville gå med til, hvis det kom til hvad Aldamar ønskede.

Men hvad der havde været drillende før, forsvandt dog lidt, da det mere substanse kompliment kom ud, og en varme spredte sig i hans mave, og han lænede sig ned for et længere kys efter det korte. "Jeg må indrømme, at jeg også synes du klæder mig ganske godt," hviskede han, heller ikke villig til at bevæge sig særlig meget væk fra den andens læber, ikke endnu. "Og jeg dig." Det var nok det tætteste de ville komme fra en kærlighedserklæring fra Fabian i dag, men det var trods alt en, hvis man gav sig tid nok til at overveje ordene.

Hænderne fandt vej til en overraskende anspændt nakke, og Aldamar sukkede en anelse tungere og mere nydende imens fingrene fik lov til at tage en anelse fat, trods det ikke var decideret fast han gjorde det. Bare en konstant lille lirken omkring musklerne, som han glædeligt tog til sig. Han havde aldrig været en decideret fan af massage som yngrer - det havde nogle gange gjort utroligt ondt, førhen at de nåede til det punkt hvor at musklerne var løsnet ud. Men det var mere overkommeligt med den anden over sig, og kort tid efter øjnene var gledet en anelse i, følte han endnu engang læberne imod sine. 
Hænderne var gledet ned omkring livet på ham, og flettedes bagved hans ryg idet at han trak ham et lille stykke nærmere i et fornøjet brum. Fabian klædte ham? 

Det var ikke en forkert tanke, og i en anden verden havde de været et noget kønt par - der havde det også været en del nemmere faktisk at føle sig som hvad han mente at de var, i hvert fald lige nu. Et par. Han var ikke naiv omkring det faktum, at det nok aldrig ville være sådan, at Fabian kun var hans... det havde han gjort ret så tydeligt at han ikke ønskede. Og når Arysprinsen selv ikke havde et decideret problem med det, var det ikke noget der gik ham på. Men han brød sig vældig godt om at være fortrukken iblandt andre, og gik også stærkt ud fra at det var sådan. 
"Det gør du også" smilede han fornøjet, og åbnede de mørkeblå øjne en anelse på klem. Hænderne pillede en anelse ved stoffet ved hans lænd, og Aldamar kvalte trangen til at hive lidt i det. I stedet kom en tanke fra siden ind, og fik ham til overvejende lige at åbne munden, lukke den, og så åbne den igen da den velsagtens ikke kunne undgåes i det lange løb. 
"... har du egentlig overvejet... hvad du vil gøre, når Adena og jeg bliver gift" et spørgsmål der kunne forståes på mange måder, og Aldamar mente i det skjulte hvad - eller nok nærmere hvor - han ville bosætte sig. Hvad han ville have lyst til, hvordan han... tænkte, og måske endda håbede, at det her ville udspille sig. 
Fordi han var selv på bar bund, og omvæltningen om at alt ikke var umuligt, fyldte meget. 

Fabian var næppe typen der kunne give masssager der rigtig gik i dybden, da det mest af alt blev brugt til at løsne folk lidt op og få dem til at slappe af. Han gjorde det for nydelsens skyld. Derfor var det også rart at se og mærke hvordan Aldamar bare nød det, også selvom de næppe sad i den ideelle position til at gøre det.

Hans hænder stoppede dog, som Aldamar valgte at bryde deres lille bobbel, bare en anelse, med et spørgsmål omkring Adena også. Fabian trak hovedet bare en anelse væk, så han bedre kunne se ind i Aldamars mørkeblå øjne.
Han var ikke helt sikker på hvad Aldamar faktisk mente med spørgsmålet, eller hvor dybt det stak. ”Jeg havde ikke regnet med at tingene ville ændre sig...” meget. Måske en smule, men det ville vel ingen effekt have på deres forhold, især nu når Adena næppe havde noget at beklage sig over på deres vegne.

At Aldamar måske ville flytte fra Dianthos, var ikke noget der i det hele taget var blevet vendt i Fabians hoved. Han levede fra en dag til den næste, for det meste, og lige nu var Aldamar i Dianthos, byen hvor alt var muligt. Hvis han blev bedt om at flytte til Zircon her og nu, så ville Fabian i hver fald ikke kunne sige ja. Han kunne ikke se en grund til at flytte sydpå når alle hans kunder var at finde på disse kanter. 

Da Fabian's hænder stoppede med at masserer lige så stille og roligt, følte Aldanar sine egne begynde at nusse siderne af hans liv, misvisende beroligende, og nok mest af alt for at berolige ham selv en anelse, selvom det sagtens kunne forståes modsat. Som forventet havde det ikke været den store omvæltning som Fabian havde set frem til, eller tænkt som værende realistisk... og Aldamar der godt kunne forstå hvorfor, smilede en anelse mildt af og til den kommentar. Alting ville unægteligt ændre sig, sådan var det, og ikke kun på grund af ægteskabet. Men ikke nødvendigvis lige nu. 
Han havde dog en vane med at forberede sig på det værste, og at planlægge uger, jah næsten måneder frem i tiden, lå til hans natur. Det var dog ikke bekymring der var at sporer lige nu, men derimod en undersøgende nysgerrighed når han mødte de blå-grønne øjne foran ham. "Lad os sige... at de gør. Måske ikke nu, men om et par måneder. Måske et år..." Aldamar ledte ikke efter noget bestemt da han kiggede på Fabian, men betragtede ham alligevel afventende. "... ville du så være villig til at overveje, hvad du gør?" 

Måske var det ikke engang lige nu at han behøvede et decideret svar om hvad han ville gøre, men han behøvede til gengæld en vis forsikring om at det ikke ville blive skubbet til siden, hele tiden. Fordi Aldamar vidste at utopia livet ikke var et for ham, ligesom han vidste at Fabian gerne undgik den snak så længe som muligt. Det var bare ikke et liv han kunne vælge til, desværre. Og tidsnok ville Fabian nok også indse det - hvis han ikke allerede havde indset det. 
Tommelfingrene gled roligt over stoffet ved spørgsmålene, stadigvæk med fingrene felttet ind imod hinanden imod lænden. 

Det føltes lidt som om at Aldamar vidste mere end Fabian selv gjorde i denne her snak, som om at noget ville komme, som Fabian ikke kunne være forberedt på. Hans hænder foresatte med at nusse Aldamar lidt i nakken, selvom man godt kunne se at Fabian var begyndt at se mere og mere undrende ud over spørgsmålet og hele emnet, men han bakkede ikke ud. Han forsøgte ikke at undgå samtalen, måske stadig pga. den lille del der havde dårlig samvittighed over snakken med Adena, og hvis det her kunne gøre lidt op for det, så gjorde han det.

Selvom han gerne ville svare på spørgsmålet, så var det dog sværere faktisk at gøre det, når han ikke var sikker på hvad han svarede på. ”Jeg kunne da i hvert fald overveje at gøre det,” sagde Fabian lidt grinende. Han tog det ikke ligeså seriøst som Aldamar gjorde. ”Men det er lidt svært at svare på, når jeg ikke ved hvad det er jeg skal overveje.” Det undrede ham nu ikke at Aldamar havde overvejet alle problemerne i detaljer allerede nu. Måske var det også bare nødvendigt for Fabian at have en der pressede ham til faktisk at tænke på mere end en dag af gangen. 

Aldamar's mundviger trak sig en anelse op da han grinende understregede at han kunne overveje, at overveje det, og med den lille latter skubbede Aldamar ham i et lille bestemt ryk tættere på, for med fornøjelse lige at plante et kys på den andens mund. Hænderne havde presset ind imod lænden, men var gledet opad imod ryggen, så der ikke kunne have været nogen tvivl om hvad han ville. 
At han ikke tog det så seriøst lige nu, se det gjorde intet - et eller andet sted havde det velsagtens også været for meget at forvente, med det næsten legesyge humør han i hvert fald fornemmede i sig selv. Noget der kom af den lidt for seriøse samtale der havde ledt op til den her; afbræk var og ville altid være en velkommen distraktion - og noget Fabian forstod sig på. 

Kysset blev sluppet, og Aldamar's øjne gled en anelse op igen i bevægelsen der fulgte da han trak sig tilbage, og han himlede næsten opgivende med øjnene til følge. "Når du ikke ved det?" Aldamar's drillende tone var ikke til at tage fejl af - kunne han slet ikke komme i tanke om bare noget, der ville være værd at overveje? "Hvis du nu tænker dig rigtig godt om, hvad kunne så give mening, sådan at overveje?" det ene øjenbryn løftedes i munter skepsis, og imens ordende blev næsten hvisket, gled hænderne ned til bælterem og buksekant.
Han begyndte med små ryk at hive en anelse i stoffet - den skulle op af de bukser - og ikke videre travl, da han uden at slippet blikket over Fabian langsomt frigjorde det fine stof.  

Oh, hvor var det ikke retfærdigt lige nu. Hænderne der pillede ved stoffet, og kysset, virkede til at ville have lidt mere, mens ordene der kom ud af Aldamars mund, virkede til at ville have samtalen, hvilket ggjorde det sværere for Fabian. Han havde lyst til at læne sig ind i det legesyge humør, som han også selv følte sig i, men han havde også lyst til at lade Aldamar vide, hvor vigtigt det her var for ham, hvor vigtigt de var for ham.

Hans ene hånd gled endelig væk fra nakken, og hen over skulderen og ned mod hans brystkasse, og prøvede at fokusere på ordene for nu i stedet for hænderne ved hans buksekant. ”Hmmmm...” kom det lidt overvejende fra ham, mens han faktisk så ud til at tænke sig om, men han var næsten blank. ”Hvordan vi kan blive ved med at se hinanden uden at blive opdaget?” sagde han endelig, for det var faktisk et problem de allerede var begyndt at støde ind i. Hvordan kunne Fabian blive ved Aldamars side, uden at det vækkede opsigt om at han havde en skøge i sin midte. Det ville være lidt af en skandele før brylluppet, og i Fabians øjne ville det nok ikke ændre sig efter. Han havde intet imod at være en hemmelighed, men hvad han også ønskede, var at kunne tage steder med Aldamar uden bekymringer for at blive opdaget. Han ønskede ikke kun fyrstesønnen for kroppen trods alt, selvom det klart var en bonus. 

Blikket fulget hånden der trak sig henover brystkassen, men var hurtig til at finde vej til Fabian's ansigt igen, en mand der mest af alt lignede et spørgsmålstegn til hvad det var fyrstesønnen kunne mene, men alligevel gjorde sig en indsats for at komme på et forslag. Det var sødt, og det var noget der ikke var helt forkert da han endelig påpegede hvordan de skulle kunne blive ved med at ses, og Aldamar nikkede en anelse for sig selv. Uden at blive opdaget, og uden at trække ekstra opmærksomhed til sig; Aldamar selv havde også overvejet det spørgsmål imellem de mange andre. 

Hænderne hev med et sidste ryk det resterende stof der sad tilbage ud, og gled ned imod skjorteåbningen og dens knapper; i stedet for at tage dem fra bunden, tog han dem selvfølgelig fra toppen. Imens spidsede han selv overvejende munden. "Med dit rygte..." Aldamar smilede en anelse skævt. "... er det udelukket at du ligner dig selv, når vi er ude... men man kommer langt med små ændringer" det var en skam, men medmindre Fabian havde tænkt sig at bruge formskiftning i alle sine kundekredse fremover, så hans originale udseende kun var til stede sammen med fyrstesønnen, var det en hage ved det hele. Den første knap blev åbnet, og Aldamar holdt en anelse inde da han kiggede op. "Men ellers... så tænkte jeg at du måske tværtimod... skal opdages?" et eller andet sted, vidste han ikke om tanken i sig selv var dum. Men det bedste gemmested var jo næsten lige foran alle. 
"Fyrstinden af Arys har sin livvagt, Cordelia i nærheden i mange tilfælde... og det er der ingen der stiller spørgsmålstegn til... så... " han vidste ikke helt hvor han ville hen med sætningen, da det var udelukket af Fabian skulle være livvagt - det ønskede han ikke, og et eller andet sted, tvivlede han på at skøgen kunne hamle op med trænede krigere af Cordelia's karakter. 
Men en sådan rolle i deres - Adena og hans husholdning - det burde kunne lade sig gøre. Ikke?