En ensom lyd, en der kunne forveksles med lyden af en klarinet, tonen simpel og langtrukken, flød igennem Elverly; som en doven og ensom slange i en hvislende å bevægede den sig fra et sted, der syntes at befinde sig i en anden virkelighed; ophavsmanden til den melankolske melodi havde ikke givet sig til kende men roen, den tog med sig, virkede ikke blot velkendt men ønskelig; som vidste den, melodien, at her hørte den hjemme.

Skovelvernes by syntes ellers forladt; de snoede, tilgroede gader lå ubestridt hen og udkanten af Lindeskoven var stille, som var der ingen dyr i den længere. Kun spæde krystallys i alskens træhytter vidnede om, at hovedstaden ikke var nogen spøgelsesby; at der fandtes nogle deri, der lyttede til den ensomme melodi og nød den.

Det var imellem åbne terrassedøre, stående i et ovalt kammer, at Isiodith befandt sig under seancen. Hun var ikke alene, selvom det kunne føles sådan, for i en himmelseng, hvis hvide træ var indgraveret med sirlige motiver, lå en patient; en, hun mange måneder tidligere havde troet, at hun kendte. En, der pludselig havde vendt hende ryggen og dukket op, forslået og forblødende, i udkanten af hendes fødeby. Afkrævet dem at hjælpe ham i sin bevidstløse tilstand, båret afsted af to grænsevagter og så bleg, at hans hud ikke længere mindede hende om ørkenens hede.
Hun havde hjulpet ham; bragt hans fysiske krop tilbage til de levendes land. Afklædt ham af de blodige gevandter for derefter, at iklæde ham nye. Og stadig sov han. Med Isiodiths magi var det aldrig til at vide, hvor længe de ville være i den komalignende tilstand, men hun havde våget over ham; tilset ham igen og igen, indtil hun havde beroliget sig selv, at han var okay. At hans krop fungerede.

Ikke, at Isiodith stod med fronten vendt mod ham; ikke, at hun tilså ham i det øjeblik. Rakaa. Nej, som alle andre skovelvere stod hun med en lille marmorfigur af Isari og bedte, hendes øjne lukkede og hendes læber ligeså. Iklædt i en hvid helbrederkjole, der skinnede i skæret fra månen og stjernerne, lod Isiodith sig lulle ind i bønnens ukuelige ro. 

Den vage bevidstehed om at faktisk være til, var minimal på det her stadie. Stadiet imellem at sove, og ikke. Stadiet imellem at vide hvor ens lemmer var, og fortabe dem i en underlig, bedøvende følelsesløshed. Kulde, han sansede kulde. Han registrerede lyde - en tone der kom ufattelig langt væk fra, og en tone hvis langtrukne lyd blev opfattes som en klagende. Forstyrrende. Han havde det godt her, og en genkendelig rynke af utilfredshed trak over det mentale billede som Rakaa havde af sig selv...

... og ikke bare der, men også i virkelighedens verden. Under kyndige hænder var farven vendt tilbage i elvermandens ansigt, og de værste af kroppens forslåelser healet. Under overvågne øjne havde han ligget til hvile - og nu, under nattens stjerner og måneskin, var han endelig ved at vågne op. 
Og det startede ved den rynkede pande, og bredte sig som en sitren igennem hans senede, slanke krop. Fingrene der langsomt rykkede en anelse på sig, øjeæblerne der bevægede sig under øjenlågene. I sin bevidstløshed var det lokkende at blive i komaets dulmende ro, da hans krop instinktivt vidste at virkeligheden var en smertefuld verden at vågne op til. Men den kunne ikke undgåes trods hans ihærdige forsøg på at trække det i langdrag. 
I sidste ende var det en insisterende hvisken der vækkede hans sind. En hvisken der til sidst blev til et mentalt råb; Rakaa, vågn op! 
Så han vågnede op. 

Mørkeblå øjne fandt sin vej til virkeligeheden i et ryk, og et overfladisk gisp slap over hans læber, trak for første gang i flere timer luften dybt ned i lungerne. Omtåget var han - øjnene flakkede ud til begge sider af rummet han befandt sig i, og prøvede at skabe sammenhæng imellem nutiden og hvad der var sket før tågen lagde sig tungt om hans minder, men til ingen nytte lige nu. Et... et kammer? Og nu med luft i munden, gik det op for ham hvor tør halsen var, og en hostende hakken banede sig derfor vej som det andet, idet at ørkenelveren rullede om på siden. Prøvede at sætte sig op, men faldt sammen da den afkræftede arm ikke helt formåede at støtte ham, endnu. 

Det gibbede ufrivilligt i Isiodith i det, at Rakaas brøl af et host skar igennem det ovale kammer; så fordybet i sin tilbedelse, at hun ikke havde hørt ham rumstere forinden, var hun.

De isblå øjne skød op og for til den sammenkrøbne skikkelse, hvor de hastigt fandt hvile. Dernæst løsrev Isiodith sine støvlebeklædte fødder fra trægulvet og skridtede tilbage mod sin patient, der til stadighed forsøgte at komme op at sidde; tilsyneladende drevet af sit overlevelsesinstinkt. Det, han blandt andet kunne takke for, stadig at være i live.
”Tag det roligt. Hey, alting er okay nu. Du er i sikkerhed”, fortalte Isiodith hastigt men lavmælt, i det hun forsøgte at fange Rakaas blik med sit eget, stadig stående en halv meter fra sengen. Hendes ene hånd knugede stadig om den hellige stenfigur, men da det gik op for hende, stillede hun den tilbage på et dertilhørende sengebord.

Endnu ikke turde Isiodith at berøre Rakaas skikkelse. At dømme efter deres sidste møde anede hun ikke, om stridsøksen mellem dem var begravet eller ej, og hun vidste heller ej, om hun havde modet til at finde ud af det. I hvert fald ikke endnu.
”Jeg henter vand og mad til dig. Giv mig et øjeblik.” De professionelle ord blev efterfulgt af et kort, afmålt nik og dernæst drejede Isiodith rundt og forsvandt ud af kammeret. Hun vendte tilbage ikke lang tid efter, bærende på en bakke med dampende varm grød og iskold vand. Karaflen duggede indbydende.

Isiodith tog sig selv i, blot for et øjeblik, at betragte Rakaa tøvende; skulle hun hjælpe ham op at sidde? Ville han lade hende? Hun måtte rømme sig, før hun omsider skridtede det sidste stykke hen til ham og stillede bakken i fodenden af sengen.
”Må jeg hjælpe dig op at sidde?” 

En ting var hvad der blev sagt, og en helt anden ting var hvad der blev gjort. Af og til arbejdede de to ting forfærdelig godt i samspil med hinanden, og heldigvis for Rakaa selv, så var det hvad der blev gjort nu. 
Stemmen var nemlig genkendelig, og i genkendelsen væltede en underlig følelse ned over ørkenelverens brystkasse, som var der noget der pludselig gav sig til at trygge. Øjnene gled hastigt i den retning hvor at han mente den var kommet fra, den solbrune skabning stemte albuerne imod sengens underlag for at støtte sin overkrop i dens søgen -

- og fandt Isiodith's isblå øjne. Der stod hun, bleg i måneskinnet og med hånden der krampagtigt knugede et eller andet. Til at starte med, jah så registrerede han nok mere i baghovedet end noget andet hvor langt væk hun stod, og det var først da hun stillede figuren tilbage, at elveren selv formåede at blinke. Og den korte fortryllelse der havde holdt hans blik låst på hende blev nu brudt - giv mig et øjeblik. Stumt nikkede han til hendes allerede forsvundne skikkelse. Et øjeblik kunne han godt give hende. 
Imens vandrede blikket hen på figuren, og det lyse udsnit af en engel fik atter elveren til at skulle hitte rede i hvad der var sket. Da var det at han lagde mærke til forbindingerne der omfavnede hans brystkasse, de nye rene klæder og fandt ikke lang tid efter den rigtige sammenhæng til hvorfor skovelveren havde været lige i nærheden da han vågnede. Men spørgsmålet var hvor slemt det havde været, noget han næsten ikke turde mærke efter, i frygt for at svaret var... slemt. 

Mavemusklerne spændtes atter for at hæve ham, men han måtte med en jagende smerte opgive det andet forsøg også, og faldt derfor tilbage i sengen. Det var så her at skovelveren var vendt tilbage, og hendes spørgsmål blev efter små 3 sekunder mødt med en nikken. "Gerne" lod han den hæse stemme formulere - han havde et behov for ikke længere at ligge bundet ned af sin egen krop, imod sengen. 
Og et behov for mad, tydeligvis. Fordi maven rumlede ikke lang tid efter så højt, at den i sin brok helt formåede at overraske Rakaa selv, hvis mørke øjenbryn skød til vejrs da han kiggede ned. 

Isiodith nikkede afmålt, men tøvede for blot et øjeblik, hvor hun stod. De isblå øjne gled søgende henover den forslåede skikkelse, en kende vaklende, som kunne de ikke hitte redde i, hvad de så. Det var nu ikke tilfældet, men den yngre skovelver havde sine forbehold om, at nærme sig den ældre. Hendes indre væsen var spændt som en flitsbue, parat til at stikke halen mellem benene hvert øjeblik det skulle være og den udstrakte, forpinte fornemmelse satte sig fast i hendes hjerteformede ansigt.
Minderne, de hadske ord…
Hvor ofte havde de ikke givet genlyd i hendes tanker? Som et udødeligt og rungende ekko, der snoede sig som en slange i en mørklagt grotte…

”Du er så naiv... så hamrende naiv.”
”Hvis du kan gå i fred og tryghed med en mørkelver, skal du ikke være overrasket, når du ikke kan gå med os... så ved man godt hvor man hører til, ikke sandt?”
”Så smil, i stedet for at se så forbandet svag ud!”

Det gik op for Isiodith i det, at Rakaas stemme døde ud, at hun var faldet i staver og betragtet ham indgående, i hvad der måtte føles som uendelige tider. I et forsøg på at ryste den koldklamme sensation – den der havde sat sig i hendes nakke og fik hende til at dukke sig instinktivt, hver gang den ramte – af sig, rømmede Isiodith sig og genfandt den professionelle, utilnærmelige facade med en spæd hovedrysten.

De mælkehvide hænder gled ind under begge Rakaas armhuler og fortsatte deres effektive vandring, som Isiodith lænede sig frem; hen og nedover den ældre mand. Til trods for deres pludselig intime nærhed – en, de aldrig havde gjort sig i før – kiggede Isiodith alle andre steder hen end på ham, alt imens hun gjorde et ihærdigt forsøg på at løfte ham. Det var et kunstværk værdigt, tænkte hun bittert, som hun forsøgte at skjule hendes bankende hjerte og overfladiske åndedrag af anstrengelse.
Rakaa var ikke noget langt før, at hun måtte opgive; hendes ene fod gav efter under hende og det var et mirakel, at Isiodith nåede, at tage fra med sin ene hånd før, at hendes pande kolliderede med Rakaas bryst.
Hendes kinder brændte ildrødt, men om det var af strabadserne alene, vidste Isiodith ikke. Hun havde dog ikke i sinde at hente hjælp – næ nej, Rakaa skulle se, at hun kunne klare ham selv! At hun ikke var svag men stærk, kompetent. Også selvom hendes uheld var frygtelig pinligt.

Ikke, at hun ville lade ham vinde denne gang. Koste, hvad det koste ville.

Det var den tanke, der fik Isiodith til at smide et langt, tyndt ben henover Rakaa; tilsyneladende havde Isiodith glemt alt om pli og de kutymer, der gjorde sig for en ung, ugift kvinde; stadig foroverbøjet henover ham, nu igen med sine arme under hans og den støvlebeklædte fod hvilende mod sengerammen, fnøs hun dog af den blotte tanke og fortsatte.

For bare et lille øjeblik forsvandt Isiodith's nærvær, og man kunne kun gisne om hvad der foregik bagved den mælkehvide pande i de sekunder. Hvilke tanker der blev tænkt, hvorfor de tanker kom frem, og hvad der gjorde at hun holdt dem for sig selv. Trods uvilligheden i det mest oplagte svar, var Rakaa ikke dum af sig... og man skulle besidde en hvis mængde stupiditet, for at negligere den fornemmelse der atter lagde sig tryggende på hans bryst; en fornemmelse der forekom ham ufattelig fremmed, så den var svær at genkende. 
Af alle følelser et gensyn med hende alene ville kunne fremprovokere, var den mest gruede følelsen af skam. Han skammede sig ikke, havde ikke gjort det i mange herrens år, gjorde det aldrig. Hvis han kunne stå ved noget i den her zalans verden, var det trods alt kun det han selv spyttede ud - det skyldte han sig selv mere end så meget andet. Det var for tidligt at kategorisere den som noget så voldsomt allerede nu, mindede Rakaa dog sig selv om. Det kunne sagtens være taknemmelighed over healingen, eller en bizar glæde ved endelig at se hende igen. Men hjertet løj sjældent for hjernen; det var som oftest omvendt. 

Alle de tanker blev vendt i løbet af få sekunder, og snart kunne han mærke støttende hænder på vej imod ryggen, Isiodith's skikkelse bøjede sig ned over ham for at få ham op og sidde. En position der virkede til at tage mere hensyn til hans komfort fremfor hendes, sådan som hun undgik hans øjne... og ørkenelveren undgik derfor også med vilje, at kommentere på de anstrengelser det bragte hende - fysiske såvel som ikke fysiske. 
Både der, og lige bagefter. 
Hun snublede - Rakaa's hænder greb mere af faldets instinkt and lyst op omkring hende, men slap hende næsten ligeså hurtigt som hans hænder strejfede den hvide ryg. Fjernede dem, lod dem svæve en anelse i luften bagved hende, og hørte sig selv trække vejret ind i et lille stød da hun endte med at svinge benet over ham, for at bruge sengen som ekstra støtte. Hvad foregik der? 
En plan der dog virkede, da han følte et kraftigere greb hive ham det sidste stykke op og sidde, og de lange dreadlocks faldt i en raslende kaskade af hår bagved ham, i tyngdekraftens greb. Hvilket betød... 

Frivilligt eller ej, så havde skovelverens hjerteformede hoved været lænet ind over hans skulder, imens han så vidt som muligt alligevel havde prøvet at undgå at røre ved hende - en grænse han af flere grunde havde svært ved at bryde, et forbehold der ikke ville ignoreres. 
Men med udsigten til at hun trak sig - noget der med et slag virkede utrolig permanent - ville hun forsvinde ud af rummet bagefter, jah så kunne Rakaa atter ikke stoppe sine hænder i at lægge sig omkring hende, og trygge hende en anelse nærmere.  
Han vidste ikke hvad han ledte efter han vidste ikke engang om han kunne tillade sig sådan en selvisk indsnigning af... kram? Men ikke desto mindre gjorde han det alligevel, men så næsten sammenbidt ud i sit udtryk, så man hans ansigt. Det her var usikker grund, han plejede altid at have en vis idé om hvad der ville ske. Men ikke lige nu. 

Hænder.

Hænder, der ikke var hendes egne. Hænder, der havde grebet om hendes for lille håndled. Hænder, der havde klemt til, efterladt mørke streger og forårsaget salte tårer af ulykkelighed – og nu… omfavnelse.
Forsoning.
Tilgivelse.

Isiodiths isblå øjne blev store af forskrækkelse og våde, udsprunget af noget, hun ikke vidste, hvad var. Hendes hjerte stoppede dens rytmiske dans og så mod åndedraget der brat gjorde holdt. Kun pulsen gik i panik og steg faretruende, så de smalle øregange ufrivilligt begyndte at ryste af ubehag –

Og det føltes som en evighed. Dér, stående foroverbøjet henover Rakaa, henover sengen, og med sin ene støvlefod placeret mod sengerammen, gik Isiodith i stå. Hendes krop end ikke nægtede, at fungere for ikke længere kunne den forstå, hvad reaktion indebar. Hun var der blot, imens verden omkring hende blev sløret af ufrivillige tårer og hendes åndedrag forblev gemt i hendes bryst.

Indtil…
Indtil Isiodith omsider mærkede længslen efter forsoning; omsider mærkede, at blodet var vendt tilbage til hendes tynde arme og at alt de ville var, at lægge sig omkring Rakaa også. Så det gjorde Isiodith – hun lænede sig ind i omfavnelsen, lod den omsluge hende for blot et øjeblik.

”Jeg gik ikke i fred med ham til at starte med”, hørte hun en lys kvindestemme hviske. ”Og jeg er stadig… stadig ren. Han tog ikke noget fra mig, der tilhørte en anden. En kommende mand.” Det gik op for Isiodith øjeblikket efter, at hun havde stemmen igen, at det var hendes egen; at det var hendes fortælling.
Og den var vigtig. Åh, så vigtig at fortælle. ”Jeg var aldrig ude på noget, men jeg ved ikke hvordan, jeg skal bevise det. Jeg ved ikke hvordan, jeg kan forsikre dig.” 

Tiden stod stille imens den solbrune elver i tilbageholdt åndedræt talte sekunderne hvor at hun stivnede, og ligeså meget i tvang forholdt sig afventende. Hvilket var svært. Han var så vant til at have bare en nogenlunde kontrol over den reaktion han frembragte - eller bare en forventning om den reaktion han selv ville komme med, så i mødet med en potentiel afvisning, jah der kunne Rakaa Mal'rilen ikke bide sig sikker i hvordan han ville tage det. Han kunne ikke se hvordan han ville reagere. Normalt betød det ingenting hvilket udfald der fulgte af hans handlinger. Men lige nu... jah så betød det alt. I hvert fald alt for meget. 

Og da var det at bløde hænder greb fat om ham, og Rakaa med en næsten skælvende udånding holdt den tilbageholdte energi tilbage. Våde tårer farvede stoffet omkring hans skulder mørkt, men for en gangs skyld, jah så overgav han sig selv til den (stadigvæk) foruroligende, fantastiske fornemmelse det var at holde nogen, holde hende tæt. Hendes lyse stemme hviskede... undskyldninger. Og Rakaa's hænder knyttedes imod hendes ryg, idet at han mentalt bandede sig selv langt væk for atter at fremme det i hende. 
... men jeg ved ikke hvordan jeg skal bevise det. Om nogen burde det være ham der havde sin ting at bevise, hvis de ord der var kommet fra Milas skulle have nogen værdi overhovedet. Men ørkenelveren lod hende åbne op for en samtale der faldt ham så unaturlig, at han måtte fugte de tørrer læber, hvis ikke de skulle sprække da han åbnede munden. 
"Du... har aldrig burde skulle forsikre mig..." prøvede han at starte ud med, men måtte med en halvhjertet latter - en plettet af hans indvendige dualitet omkring hvor akavet han følte sig - starte forfra. "... er det ikke typisk dig.." en konstatering der var så blødt sagt, at han overraskede sig selv. Endnu engang påtager du dig et ansvar du ikke skal, men han måtte forsætte for ikke at falde i hak. "Du burde ikke forsikre mig imod min egen...." atter forstummede ørkenvandrerens ord, og i stilheden lænede han sig en anelse tilbage; mørkeblå øjne skævende besværet imod hendes lyse ansigt. 
"... jeg er ikke berettiget en forklaring" og af en eller anden grund var det vigtigt at hun forstod det, førhen at han havde en chance for at give hende den forklaring hun nok nærmere fortjente, og var berettiget. 

Isiodith kunne mærke hendes hænder ryste mod den hårde ryg og instinktivt strammede hun sit greb for at skjule det. I det øjeblik minderne atter skulle til at dunke hende i ryggen, så den faldt sammen og blev svagelig, lød lyden af Rakaas mørke stemme i stedet; hans rigtig stemme. Den stemme, hun havde ment, at hun kendte dengang og som nu virkede netop sådan igen. Genkendelig.

Ordene var hakket ned til usammenhængende småstykker, men i dem lå der et usagt undskyld. Og måske tilmed et ønske om forsoning. Ikke som de havde været engang, og måske end ikke en forsoning, de kunne samles om senere, men ikke desto mindre netop det; en forsoning her og nu. Én, der ikke efterlod dem krakelerede tilbage men som heller ikke lovede en art fundament til senere.
Isiodith kunne dog ikke undgå, at lade håbet slå rødder i hende men hun vidste, at der ikke var mere at bede om; at der ikke var mere, hun kunne ønske.

Et ufrivilligt snøft gav genlyd i det ovale kammers stilhed, men Isiodith tabte dernæst pusten i et lavmælt og skingert grin. ”Jo, det er vist ret typisk…”, hviskede hun enigt, hvorefter hun gav Rakaas skuldre endnu et klem. Han havde vendt sig mod hende, så meget mærkede hun, men Isiodith kunne ikke finde modet til, også at betragte ham.
”Jeg – jeg bliver nødt til at rejse mig op nu. Jeg står – ikke særlig flatterende.” Tæt efterfulgt af de musestille ord lød endnu et halvhjertet grin – der var jo trods alt ikke vej udenom det faktum, at hun stod med bagdelen i vejret og et langt ben henover sin patient til stadighed – og Isiodith så sig ganske enkelt nødsaget til at rejse sig. Om det var for at undslippe Rakaas omsorg eller hans hænder, vidste hun dog ikke.

Hun havde ellers sådan længtes… 

Isiodith rankede ryggen og glattede sølvkjolen, der dog ikke behøvede en sådan behandling. Den rutinemæssige bevægelse – hænderne, der fjernede de salte dråber og dernæst gled henover det opsatte, mørkebrune hår – var dog kærkommen midt i det hektiske følelsesliv, der rumsterede i Isiodiths smalle bryst. Ikke længere vidste hun, hvordan hun skulle gebærde sig overfor den – på en og samme tid – genkendelige og fremmede mand i sengen. Isiodith rømmede sig dog og snøftede atter – også denne gang ufrivilligt – hvorfor hun drejede rundt, og greb om bakken med grød. Hun stillede den foran Rakaa, på dennes lår, hvorefter hun tøvede, stadig foroverbøjet og med sit ansigt nær hans. De isblå øjne gled henover vandet og maden, som forstod hun ikke, hvad hun betragtede; som var begge fremmede for hende.

Pludselig mærkede Isiodith, hvordan hendes hånd skød frem og greb om skeen, hvis rum havde lagt placeret midt under alt det varme. Hun samlede en lille mængde af grøden op i den, hvorefter hun hurtigt stak den i munden. Dernæst skyllede Isiodith grøden ned med en mundfuld vand fra glasset, for –

Det måtte da vise ham, at hun ikke havde onde hensigter, ikke?

Det var en så uvant situation og fornemmelse for Rakaa, at han ikke engang kunne få de ellers lette og elegante vendinger han normalt brugte, ud over de smalle, mørke læber. Sætningen var hakkende, ordende halve omend betydningen og meningen bagved dem mere... hel end nogensinde før. Og den virkede også til at trænge igennem trods den u-karakteristiske overlevering.
Så han tilbage på sig selv indenfor de næste par dage, ville det være en yderst opgivende hovedrysten der fulgte på vegne af hvor fandens stammende han havde lydt, i det her øjeblik. Men lige nu, var der blot en velkommen taknemmelighed over at de var forståelige. At det her var forståeligt.
Fremprovokeret af hendes underlige grin trak et smil ubevidst op omkring læberne, og da hun så trak sig - noget hans hænder ikke syntes helt enige i, da de utilfreds summede uden nærkontakten (men dog slap) -  blev det kun en tand bredere af hendes formulering. Fordi ikke særligt flatterende kunne vidst bruges om dem begge to. 

Men mest hende, selvfølgelig. Rakaa's mørke øjne betragtede skovelveren samle sig til en mere sammenhængende kvinde.... og følte hvordan at han selv gjorde det samme, idet at en dybere vejrtrækning trak ny luft ned i lungerne, og hænderne - i stedet for at række ud efter hende - lige gned ham over de skarpe kindben, tindinger og derefter ned igennem rødderne ved de lange lokker. Hans ansigt føltes fremmedgjort, hans krop... utroligt sensitiv. På grund af komaen, selvfølgelig. 

Han var til gengæld stadigvæk sulten. 
Så da bakken i et ryk blev sat foran ham, var det en tilfreds mumlen der skulle til at komme fra ørkenelveren - mad var altid en god distraktion - men en mumlen der blev stoppet da hun resolut greb fat om skeen...
... og tog en bid selv? Og nu også hans vand? Undren, jah direkte overraskelse dansede i de øjne der mødte hendes himmelblå, og tøvene åbnede han munden en anelse. "... velbekomme?" 
Han tog glædeligt muligheden for at fokusere på noget andet - noget nemmere - end den hakkende undskyldning der havde været på vej - og mad var et dejligt neutralt emne at begive sid ud i, der ikke indeholdt de samme indlagrede problematikker som hans ord hviskende pointerede han havde. "Hvis det smager, ville jeg elske at få en skål selv..." fulgte han hurtigt op med, og kunne ikke stoppe de sultne øjne i at flakke ned imod grøden. Hah, selv hvis den ikke smagte, kunne han spise alt på det her tidspunkt. 

Isiodith havde nær fået vandet galt i halsen, da det gik op for hende, at Rakaa ikke forstod, hvad hun havde forsøgt at fortælle ham. Som resultat af den pludselige vished, antog Isiodiths bløde kindben en ildrød farve, der også skulle vise sig at have en magisk indvirkning på hendes smalle strube; dén snurrede sig nemlig sammen, så hun følte, at hun var ved at kvæles af de ord, der nu hverken kunne komme hverken frem eller tilbage.
”Jeg – altså”, hørte hun en skinger stemme mumle, alt imens de isblå øjne, ligeså runde som tallerkener, lå fæstnet på den kønne ørkenelver og dennes forundrede udtryk.

Blikket forsvandt ingen steder hen, som Isiodith tog nogle tøvende – men dog noget tiltrængte – indåndinger, der fik hendes bryst til at hæve sig ganske hektisk et utal af gange. ”Jeg ville bare –”, forsøgte helbrederen sig endnu engang, men måtte tie, da det pludselig gik op for hende, at hun stod naglet til stedet som en lydig skolepige, der var blevet taget på fersk gerning i noget, hun end ikke havde været i nærheden af at være skyldig i.

Isiodith rankede ryggen, selvom den var ligeså stiv som et bræt, hvorefter hun rømmede sig besværet. Nok forsøgte hun, at dække over sin egen lammende forlegenhed, men de røde kinder kunne hun intet stille op med.
De isblå øjne forsvandt fra Rakaas skikkelse og lagde sig i stedet på det smukke sengetæppe. ”Det var bare, så du ikke var i tvivl om, at jeg – at jeg ikke havde puttet noget i, der ikke skulle være der til at starte med.” Selv for Isiodith lød hendes stemme mumlende, men da ordene havde forladt hende, måtte hun opgive, at farve dem i en anden tone. ”Jeg går jo ikke rundt med illusioner om, at – at mistroen sådan ville forsvinde ud af ingen ting, men jeg – jeg bebrejder dig ikke. Det var bare – jeg ville bare sikre mig, at du følte dig tryg nok til, at kunne spise maden.” Isiodith sank en sidste klump, hvorefter hun tvang et lille smil i Rakaas retning, stadig pinlig over sin egen latterlighed.


”Spis. Spis endelig. Så kan jeg fortælle, hvad jeg ved bagefter.”

Misforståelse ovenpå misforståelse - nogle gange forstod Rakaa ikke hvordan at de kunne have kommunikeret så gnidningsfrit tidligere, da det viste sig at han atter havde udledt det forkerte ud fra hvad hun havde gjort, i stedet for at læse imellem linjerne og overveje hvad hun havde ment. 
Men... elverens læber der havde været formet som et lille 'åhh' da den erkendelse ramte ham, trak op i et fjollet omend svagt håneligt smil - ikke imod hende, men imod ham selv. Et smil der fornøjedes over hvor absurd hele deres tilgang til hinanden havde været indtil nu, og samtidig forstod... eller, i hvert fald havde en benægtelsesværdig idé om hvor det kom fra. 

Så Rakaa gjorde hvad Rakaa gjorde bedst, og hoppede villigt med på at lade det passerer så hurtigt som muligt. Man kom ikke uden om det faktum, at han følte sig... foruroligende uelegant omkring hende. Og hvis måden at komme ind på sikker og mere elegant grund, var at ryste mildt på hovedet, var det lige præcis hvad han gjorde. 
"Hvis du ville forgifte mig, ville du så overhovedet have healet mig i første omgang?" han vidste selvfølgelig ikke om det forholdt sig sådan, men da han lænede sig en anelse mageligt tilbage, var det hvad han forsatte på for at opretholde bare en nogenlunde illusion om ikke at være på gyngende grund; hånden greb ud efter skeen for at begynde at spise. 
Måske var han ikke engang bevidst om at han fremprovkerede den her effekt af forlegenhed på hende? Næppe. Til trods for at være omtumlet, var han stadigvæk observant - at se hende forlegen gjorde det nemmere ikke selv at være det. 


Så Rakaa spiste, stilhed imellem biderne af mad og indvendig dybt taknemmelig for at få stillet sin sult, trods han prøvede at lade værd med at sluge det, selvom det inderst inde var hvad hans mave havde lyst til. Som havde han ikke spist i evigheder. 
Da skeen endelig skrabede skålens bund, var det dog at blikket vendtes tilbage imod elveren, og han rømmede sig ledende. En ting af gangen og nu var det ene overstået. Hvilket ledte dem hen til det andet, ved de sande og zalans guder, hvad var der sket?  

”Naturligvis”, lød svaret fra Isiodith lige dele hastigt og velovervejet. Hun var trods alt en praktisk kvinde og hendes logiske hoved bestemte sig hurtigt for, at jo, skulle hun ønske at forgifte Rakaa, så havde hun helbredt ham først.

Hun vendte sine isblå øjne mod ham, så umiddelbar i deres ’ja’ og Isiodith cementerede det ved dernæst at nikke. ”Jeg ville have helbredt dig først og dernæst forgiftet dig. Jeg kunne have fundet en plantevækst eller urt, der ville være nær umulig at opspore, skulle nogle ønske at have dit lig obduceret. Hvis jeg havde helbredt dig først, ville jeg have den fordel, at jeg vidste, hvornår indvirkningen ville finde sted. Udregninger er relativt simple, selv med de helt obskure giftarter –” Isiodith samlede sine hvide hænder i sit skød, hvorefter hun sendte ham et kortvarigt smil. Det var endnu ikke gået op for hende, at Rakaa kunne finde hele hendes svada mærkværdig. For hende var det trods alt… bare sådan, at det var.

”Og naturligvis også et slags alibi. Jeg kunne have brugt vores uvenskab som grund til hvorfor, at jeg ikke blev hos dig, men at din krop var helt, som da du tog hjemmefra. Hvis de nu havde spurgt, om jeg mistænkte, at der var sket noget – ja, ulovligt, så kunne jeg altid lyve og sige, at der var noget i din krop, der forsvandt for mit blik.”

Isiodith nikkede, tilfreds med hendes rationale, hvorefter hun rankede ryggen – mere af instinkt og vilje. ”Men – hvor meget husker du?”

Mærkelig var et godt ord for hvad Rakaa mente om den bølge af ord der blev kastet imod ham. Men ikke kun mærkelig. 
Til at starte med, jah der havde han ikke helt forstået hvorfra hendes ord 'naturligvis' kom. Hvorfra, og hvorfor for den sags skyld, da han ikke i sin vildeste drømme havde forventet en resonering om hvorvidt det faktisk ville have været lidt af en mesterplan at forgive ham, imens at hans krop var igang - eller lige akkurat havde healet sig selv. Men da det gik op for ham, at det var dét, som hun havde gang i? Jah så var det ikke kun 'mærkelig' hun fik frem i ørkenelverens tankemønstre og følelser. 
Også en bizar og proffesionel form for respekt gled ind i hans tanker, da hun... hun var så zalans klinisk omkring det. Og sammen med respekten, en forundring over hvordan at noget så rent, uskyldigt, kunne skjule så meget... personlighed. Rent og uskyldigt var noget af det kedeligse, eller giftigste på jorden. 

Hun ville være en fantastisk model af male, sådan som hendes himmelblå øjne gemte på flere nuancer end man umiddelbart satte hende til at indeholde. 

Så Rakaa Mal'rilen lod hende tale ud i madro, betaget af hendes resonering til hvordan det perfekte mord på ham selv ville udfolde sig, og følte sig selv glippe en anelse med øjnene da det var overstået, næsten ligeså hurtigt som det var begyndt. Hvor meget han huskede? 
Det var en lille 'ahem' hosten der banede vejen for at han kunne snakke, den her gang med en langt mere gnindningsfri stemme, end da han lige var vågnet. Knap så hæs, knap så... tør. 
"Jeg... ikke meget.." lagde han ud med, en rynke henover de smalle øjenbryn da hans blik blev en anelse mere fjernt, og han prøvede at tænke tilbage. Han kunne ikke indvie hende i hvad han havde lavet for Verbatim, så langt væk fra hvor han hørte hjemme... og han kunne bestemt ikke afsløre detaljer, som de potentielt ikke vidste endnu. Hele den her affære... burde og skulle lukkes ned hurtigt. 
Så ørkenelveren vendte afventende blikket op imod hende igen, klar til at høre hvor han skulle fylde huller ud og finde troværdige forklaringer. 

Isiodith nikkede hastigt og rejste sig dernæst fra stolen. ”Det er ikke mærkværdigt –”, forklarede hun lavmælt, i grunden lettere fraværende. Hendes tanker havde for længst forladt idéen om det potentielle mordforsøg af Rakaa, men det undrede hende, at han tilsyneladende intet kunne huske. Det burde ikke vække forundring i hende, men det var kroppen og ikke hans hoved, der havde været beskadiget. Hendes magi havde desuden heller aldrig slettet dele af minder om det, der var sket førhen – og dette var på trods af den koma, hendes patienter altid befandt sig i efterfølgende…

Skovelverhunnen sendte ham et kortvarigt men opmuntrende smil, hvorefter hun samlede hans service sammen på bakken. Da hun havde placeret den forsvarligt på det ovale kammers eneste stuebord, vendte hun tilbage og stillede sig ved siden af Rakaa. Hun løftede tøvende en hånd op mod hans pande, hvorefter der fulgte et blidt: ”Må jeg?”
Efter Rakaa havde afgivet sin accept, lagde Isiodith sin mælkehvide hånd mod hans mørke pande og lod magien infiltrere hans chakranetværk. Der var intet at se – det lyste, som det havde gjort dengang, de først havde mødt hinanden.

Isiodith lod sin hånd stryge Rakaa ved hans ene tinding før, at hun atter trak den til sig. ”Du blev fundet af nogle af vores spejdere. Du var bevidstløs –”, begyndte hun omsider at fortælle, hvorefter hun skridtede hen imod en skænk, hvorfra hun fremdrog et kort over Lindeskoven. Hun bredte det ud og pegede dernæst et sted nær Sølvfloden.
”Dine skader var omfattende men det var – interessant. Der var nemlig intet at se udenpå.” Isiodith lod Rakaa nærstudere kortet, skulle han ønske det, hvorefter hun satte sig tilbage på stolen. Hun sendte ham endnu et smil men så da væk. Af en eller anden grund følte hun sig stadig forlegen, så Isiodith gjorde det, hun gjorde bedst: hun begyndte at snakke.

”Under normale omstændigheder ville indvendige brud i nogen grad vise sig. Du ved, igennem hævninger af væv eller som indre blødninger. Det var bare ikke tilfældet med dig. Du kunne have lignet en, der sov, men når man mærkede på dig… det var som om, du var blevet knust indvendigt. Du ved, ligesom hvis man sætter hånden i en omgang citronfromage. Helt blævret og moset var dine led.” Isiodith var kommet til at smile en smule bredere, for det havde fascineret hende. ”Jeg har aldrig set noget før. Hvis du havde været helt død, så havde jeg nok ikke kunne undgå den fristelse, det var, at skære dig op og se på dig indvendig. Mit indre blik kan jo kun se så meget.”

Ørkenelveren havde noget af en sølvtunge at tale med, og en glat samvittighed at gøre brug af når undskyldninger skulle laves og ting der ikke burde være sket, forklares. De mørke øjne var udover det vakse i deres observationer, og studerede altid hans selskab med opmærksomhed der umiddelbart kun kunne tillægges elvere af hans høje alder, men kun når de ikke selv så der. Således gik det ikke forbi Rakaa hvordan at det vækkede en hvis form for undren i hende, at han ikke huskede meget, og hun gav sig - heldigvis - alligevel til at forklarer fra begyndelsens begyndelse. 
Bevidstløs nær sølvfloden. 

Hænderne greb kortet for at betragte området hun pegede ud, og de spidsede ører lyttede opmærksomt til healerens detaljer, omend han ikke kunne stoppe en gysen i at glide over hans lange rygsøjle da hun nævnte hans.... tilstand. Den slags gysen ubehagelige minder kun kunne frembringe, hvilket - til det vagtsomme øje vel og mærke - indikerede at Rakaa huskede lidt mere end hvad han ville indrømme lige her og nu, eller også huskede hans krop lidt mere end hvad han ville mindes, lige her og nu. 
Blævret og moset. Og fuldkommen hjælpeløs, han havde ikke nået at teleportere sig væk i tide, og det var velsagtens kun held at han var havnet nogenlunde tæt på venligt territorie. En underbevidst del af elveren mindede ham om at han ikke havde været det sted hun udpegede, aldrig - han kunne umuligt have endt her, havde han brugt sin magi ordentligt. 
Hvilket betød at noget andet havde fået Rakaa til at ende ved Sølvfloden, og også dét bragte en ubehaglig gysen af uvished igennem hans sindelag. Havde han måske set området i et malerie engan- 

- skære dig op og se på dig indvendig'. Rakaa's mørkeblå øjne fløj op fra kortet i hans hænder, og elveren betragtede hende i nogle lange, målløse (endnu engang fandens målløs, vel og mærke, var det en eftereffekt af komaet - den her fornemmelse af at hans hjerne tænkte langsommere) sekunder, inden at kortet blev pakket sammen til bevægelsen af en hovedrysten over den bizarre tanke, men med et skyggen af et smil i mundvigen af de smalle læber. 
"Jeg værdsætter at være hverken fromage eller opskåret lige nu" understregede han dog, og rakte hende kortet igen, noget taknemmeligt i hans blik. Det kunne ikke have været let at bryde den magi der havde gjort hans indre til pærevælling. "... en forbandelse" uddybede han derpå, og sank noget spyt. En forbandelse fra den lede kælling af en heks han havde fulgt i de dage. 
Og givet han ingen tidsfornemmelse havde lige nu, skulle han igang med det igen. "Jeg har i nogle uger fulgt en gruppe he-" Rakaa smækkede beslutsomt sygetæppet til side, svingede benene over sengen! Kun for med et overrasket udbrud at føle hvordan selvsamme ben forædderisk knak sammen under ham og han bandende såvel som krampagtigt formåede at kollapse på gulvet, en hånd der febrilsk greb efter noget fast og kun fik fat i tæppet, der faldt med ned på jorden. 

Isiodith nikkede som var det en selvfølge. Dernæst smed hun hastigt – og foruden at skænke det fornærmende element en tanke – sin ene hånd affærdigende ud til siden. Hun havde naturligvis ikke skåret ham op, medmindre Kile allerede var kommet efter ham men Isiodith gjorde ikke mine til at ville svare på dé ord. Det havde jo vist sig ikke at være tilfældet, hvormed det i grunden var sagen uvedkommende.
Desuden ville han jo ikke have været i stand til at modsige sig hele affæren, havde situationen været anderledes…

De næstfølgende ord fik dog unægtelig Isiodiths opmærksomhed. En forbandelse? Hun så opmærksomt op men i det, at hun skulle til at svare – hun var trods alt umådelig nysgerrig på, hvad han mente – hev Rakaa tæpperne af sig.

Isiodith åbnede munden, parat til at advare ham, men da var det allerede for sent. Rakaa faldt, som en klodset kludedukke, og Isiodith bandede indvendigt, hvorefter hun med et rejste sig. Isiodith skyndte, at lægge begge sine tynde arme ind under Rakaas skuldre, i håb om at det ville give hende en form for fordel.
Det skulle ikke vise sig at være tilfældet, for Isiodith kunne ikke løfte ham, om det så gjaldt hendes liv. ”H-hold da –”, stønnede hun, forundret over hvor tung han i grunden var, men meget mere nåede hun ikke at sige, før hendes egen fod gled og hun faldt. Hvad dernæst skete gav hende ildrøde kinder på mindre end et sekund, for Isiodiths bryster kolliderede med begge af Rakaas øjne, som havde hun forsøgt at stikke dem begge ud med hendes brystvorter.

Det handlede nok et eller andet sted som stolthed for elveren, når han gerne ville hurtigt op og afsted igen. Stolthed, et forskruet behov for at vise at han ikke havde taget længerevarende skade, og ikke behøvede hjælp til at hente sin mad, eller komme op og sidde. Men stolthed havde altid ligget ham så fjernt, at det kun - og dette tænkt med et ironisk blik på skæbnens finurlige krumspring og tendenser - kunne give mening, at det var noget der ikke alene knækkede benene på ham, men slet og ret stoppede ham i at komme videre. Som en kludedukke faldt han, ryggen kolliderede med gulvet og et støn af smerte kom fra ørken vandrerens mørbankede krop. "Ved Haldis og hans.." en utydelig mumlen fulgte med da han forsøgte at rejse sig - igen - og nu fik assistance af skovelveren - igen. 

Han afviste ikke hjælpen, han havde tydeligvis brug for den, og foldede sine arme ind over hende for at hjælpe bare en anelse til såvidt som han kunne. Et noget skeptisk øjenbryn løftedes dog bagom ryggen på hende ved hendes ord - så meget vejede han da heller ikke, men inden at det blev kommenteret på, skete noget langt mere kommentar værdigt. 
Ørkenelverens overraskede råb over at blive sluppet, druknedes da hans ansigt blev begravet i skovelverens (fantastiske) barm. 

Nogle sekunder lå han lige og overvejede hvad der skete helt konkret - hvad der havde formørket hans verden, inden at en noget brummende, næsten fornøjet latter kunne høres et eller andet sted under hende, og de slanke hænder blidt gled fra ryggen til omkring ribbenene, for at assistere hende i at komme op - hvis hun altså ville. Hvad der ville kunne ses når hun fjernede sig, var et næsten lidt for selvtilfreds smil, og de mørkeblå øjne faldt ind til små sprækker - kortvarigt var hans forklaring fra før så bestemt glemt og smidt i baggrunden. "Isiodith... hvis du gerne vil røre ved mig, behøver du ikke foregive et fald" smilede han med en drillende kant i stemmen, og selvom han tvivlede stærkt på at det var realiteten, kunne han ikke lade sådan en chance gå forbi sig. "Jeg kan sagtens klare den del, hvis det gør det nemmere" forsatte han, et lille løftet øjenbryn - han kunne vel altid tage imod hjælpen, hvis den medførte det her. 
Første gang er et uheld, anden gang ligeså. Tredje gang? Pegefingrene prikkede hende en anelse fornøjet i siderne, om hun ikke havde trukket sig helt væk. 

Bevidstheden om, hvad der var hændt, fik Isiodiths kinder til at brænde. Eller… det var i hvert fald der, at følelse af forlegen ild startede og fandt sin oprindelse. Der gik ikke mange sekunder – de føltes dog ulideligt evige – før, at alt hud der var blottet fra kravebenene og op også antog en rød karakter, ikke ulig en moden og saftig tomat. Desuden var de isblå øjne ligeså store som tallerkener i det, at hun omsider så op –

Eller ned. Det var strengt taget ned på Rakaa, eftersom han stadig lå noget hjælpeløst under hende og hvad hun så, gjorde ikke underværker for branden i hendes blod. Faktisk hjalp den ikke. Ikke spor. Det djævelske smil fik hendes hjerte til at springe adskillelige og ganske livsnødvendige slag over.
Dernæst var der hænderne, der efterlod hendes hofteben kolde og som i glidende bevægelser – vanlige bevægelser der fortalte en ganske specifik historie for den temmelig stivnakkede og jomfruelige Isiodith – bevægede sig op, længere op, indtil de i stedet lagde sig med et fast greb om hendes ribben. Da Rakaa dernæst prikkede til hende… Isiodith var overbevist om, at Kile i det øjeblik ville komme efter hendes ånd.

Der var ikke andet for, end at forsikre – at tørre smilet af hans mund og de fyldige læber! Hvorfor skulle han også kigge sådan på hende? Som om han nød det eller fandt det morsomt, når det kun var så umådelig pinligt og ikke… rart og varmt, og gjorde hendes hoved ør og forstærkede samtlige af hendes sanser…

”Det – jeg vil da aldeles ikke røre ved dig!”, spruttede Isiodith omsider, hendes stemme vaklende og hendes åndedrag ligeså. Fuldstændig uvidende om, hvad hun dernæst skulle gøre, satte hun knæene på gulvet og hånd mod Rakaas bryst, hvormed hun kunne presse sin egen overkrop længere væk fra… alt af ham. ”Det kunne jeg slet ikke tænke mig! Du er ikke – jeg tænker ikke sådanne tanker! Altså, selvfølgelig, jeg er ikke nogen naiv engel men – i hvert fald ikke om dig! Det kan jeg forsikre dig om! Du er – ja, slet ikke min type! Din hage er alt for spids, at du ved det! Det var et frygteligt uheld! Og stop så med at smile sådan! Det er slet – det er slet ikke sjovt eller rart!”   

Om noget gjorde hun det kun værre, da en protesterende farve og tone farvede hendes stemme i benægtelse, og kvinden stødte knæene imod jorden og skubbede sig væk fra ham. Væk fra ham, men ikke af ham - Rakaa fulgte hende uden meget tøven med blikket som hun i stedet fandt en siddende position, og gjorde så absolut intet for at prøve at skubbe hende af sig. Hvordan kunne han? 
Hænderne gled automatisk af længere ned imod hoften igen i bevægelsen, i stedet, men elveren havde alligevel nok pli i sig, til ikke at lade dem hænge for længe der, og i stedet afværgende holdt dem foran brystet, en samtykkende viften af dem til følge. Aha, okay. Smilet forsvandt dog først da hun næsten beordrede ham til det, og relativ lydig på den front, blev læberne i stedet presset sammen som skulle han lige sluge nogle ord eller virkelig anstrenge sig for at følge den ordre. 
"Hvis du siger det, frøken Lómadriethiel" endte han med at kunne få ud. Men i det sekund ordene startede deres vej ud i verden, brød smilet frem; tilfredsheden var svær at holde igen. 

Ubehaget talte til en grænseoverskridende del af elveren, og bød ham forsætte - hun kunne ikke have gjort noget værre end at sige hvor meget det gik hende på. "Min hage?" den ene hånd gled med påtaget forundring op for at stryge ham over den glatte kæbe, inden at han i stedet foldede dem begge bagved hovedet, så han kunne kigge mere mageligt op; bagved hende bukkedes benene op, og det ene foldedes over det andet, skabte et bizart form for ryglæn, om man ville. Eller bare holdt hende tættere. "En skam" Ørkenvandreren holdt ikke en lang pause, inden at ordene næsten pressede sig ud af hans svælg og indre, tvang sig ud i verden. "Hvad arbejder ellers imod mig lige nu? Mit hår? Mine ører?" alle havde velsagtens deres type, og han kunne næsten ikke vente med at hører hvor meget han differerede fra hendes. 
For fornøjelsens skyld, for den røde farves skyld og for den skamløse nysgerrigheds skyld