De muntre toner fra krostoen i den lille landevejskro var døet hen i takt med at krogæsterne havde trukket sig tilbage til værelserne, ilden i ildstedet var døet ud og krusene tømt. Månelyset sendte små striber af hvidt gennem vinduesskodderne i det østlige værelse, hvor der var ganske stille pånær en mands regelmæssige snorken. Hans nøgne krop hvilede behageligt på den bløde madras - ved hans side var en kvinde ved ganske stille at befri sig selv fra lagnerne. Hendes fødder blev placeret på det kølige stengulv én ad gangen, før hun næsten lydløst greb sine klæder, skødesløst kastet på gulvet få timer tidligere, og hastigt klædte sig på.
Hun tøvede et øjeblik, lyttende til mandens ånddrag, før hun bestemte sig for at det var sikkert. Knælende ved siden af mandens efterladte klæder arbejdede hendes fingre hurtigt og sikkert med at løsne hans pung fra bæltet. Hun stak den inden for sit eget tøj, åbnede døren til rummet med et let grimasse, da den gav en eftertrykkelig knirken fra sig, og stivnede et øjeblik. Manden sov tungt, for lyden af hans snorken fortsatte, og hun lukkede forsigtigt døren bag sig, listende gennem den mørke gang og videre ud i natten.

Det var uger siden hun havde forladt Dianthos, efterladende identiteten som Ordensmedlem langt bag sig. Det havde været nyttigt for hende, så længe det havde varet, men skrublerne ved Ordenens gøren og laden var blevet stærkere for hvert nyt forbud de satte op. Så var det hele eskaleret ved Leorics anholdelse, og Sin'thya havde forladt byen i hast.
Nu var hun her - gørende hvad hun gjorde bedst for at skaffe krystaller. Hun levede dag for dag og forsøgte ikke at tænke for meget over, hvad der videre skulle ske, for hun vidst ikke, hvad der ville blive af hende.

Den rytmiske lyd af hovslag ekkoede ensomt i natten, som hun i trav begav sig ned ad sydvejen. Håb havde hun kaldt dyret, måske naivt, men det var alt, hvad hun havde. På hesteryggen inspicerede hun hurtigt indholdet af den stjålne pung, før hun tilfreds gemte den bag tøjet igen. Hun ville være over alle bjerge, når pungens ejer vågnede op, og den næste aften ville der være en ny kro og et nyt offer.

Hun bragte hesten til holdt på den øde landevej, kun oplyst af måneskæret, og kiggede sig over skulderen. Hun kunne have svoret, at hun havde hørt en lyd.. var der nogen efter hende alligevel?

Hun var ikke ved at blive sindssyg og pludselig hørte lyde, der ikke var der. Hun var heller ikke nødvendigvis blændet af paranoia. For lyden hun havde hørt var ægte nok, den havde bare skjult sig godt bag hendes egen hests taktfulde skridt. Men der var ingen efter hende, for denne nattelige rytter kom ikke galopperende fra vejen, hvor hun var kommet fra i en form for jagt. I stedet varede det ikke længe før, det var muligt at lokalisere rytteren oppe foran, som den kom ridende fra, hvor hun tilsyneladende havde været i retning mod.

Ikke længe derefter kom rytteren også til syne i nattemørket. Kun lige akkurat oplyst af månens blege skin, kunne man ane den bordeaux røde farve af det lange hår, der flagrede vildt om kap i suset med den robuste kappe. Hun var af en ganske lille skikkelse, hende rytteren. Og jo tættere på, hun kom, ville man også se, hvor ung hun var af udseende. Et udseende der i modsætning til mange andre udseender i Krystallandet ikke snød i gættelege omkring hendes alder. Hun så meget ung ud, af den pure grund, at hun var ung. Knap oversteget sit andet årti.
Men hun var ferm, hende rytteren. Hun red med et fast mål i sigte, det kunne man se i de røde øjne, der havde fæstnet sig fast til den ældre kvinde foran hende på vejen. Det var lige ved at Katrine havde smallet øjnene lidt ekstra så snart, hun havde fået et den fremmede bedre i sit synsfelt. Så hendes fornemmelse havde ikke løjet for hende denne nat.

”Holdt!” kommanderede den unge rytter med en høj stemme. Hendes stemme manglede en betydelig mængde af autoritet, eftersom hun i stedet bare afslørede sig selv som en pige, der desperat ønskede at være voksen.
I så fald at hendes kommando blev adlydt og ikke satte i flugt, varede det ikke lang tid, før den unge rytter havde druknet afstanden og fik bremset sit dyr så brat, at den løftede forbenene en smule og drejede en kvart omdrejning, hvilket bare placerede Katrine i en mere direkte konfrontation med denne fremmede kvinde. Ingen hestehoved i vejen. ”Er du klar over, hvis område, du begiver dig igennem?” Ordene var fortsat hårde og forlangende. Lige som hendes stive blik. ”Ikke bare hvem som helst rejser igennem her i de sene natte timer. Hvem er du? Og har du ærinde med sir Augustus?”

Katrine var altid på vagt. Særligt nu. Det var ikke meget længe siden, at gæster havde bragt alvorlige problemer til Ravnlund. Så selvom hendes handling nu virkede meget overdrevent - hendes ansatte ejede ikke ligefrem vejen, der blev rejst på, men boede blot i nærheden - men hun var standhaftig. Man kunne aldrig være for forsigtig.

En svag vind, var blæst op - fra øst, hvor Kzarabjergene ville stå i horisonten, såfremt man ville være i stand til at se så langt. Landskabet, som Sin'thya havde redet igennem, bestod af mindre bakker, enge og marker, og hun havde set et par enkelte bondehuse og lidt større herrehårde på vejen. Den sidste halve time havde hun ført hesten langs en lidt mindre vej - det kunne altid betale sig at følge den mindre oplagte rute, og hun havde intet særligt mål for rejsen. Blot en ny seng at sove i og et varmt måltid mad.

Lige nu var hun dog langt fra begge dele, og mærkede i stedet hvordan hårene rejste sig som en let prikken langs armene, mens hun stirrede ud i den stille nat. Den svage brise tog let i hendes lange, mørke hår og klæder, og ellers var der stille, ganske stille.
Ind til hun endelig fik øje på rytteren. Den kom ikke fra landsbyen og kroen bag hende, og hun slappede mærkbart af, da det gik op for hende, at hun ikke var forfulgt. I stedet betragtede hun med nysgerrighed, som rytteren nærmede sig - en ganske ung pige med langt rødt hår. Der var noget utroligt besynderligt ved at se så ungt et menneske på den ellers øde vej, langt efter midnat, og Sin'thya begyndte igen at mærke vagtsomheden gribe sig. Der var noget her, som ikke var helt almindeligt.

Hun satte ikke hesten i gang, da ordet holdt blev råbt af en kommanderende barnestemme. Ligeledes lyttede hun med forundring til de forlangende ord om, hvad hendes ærinde var, og hvem området tilhørte. 
"Du er sent ude, barn." Begyndte hun, blidt, mæglende, da strømmen af ord endelig var hørt op. "Hvem er Sir Augustus?" Tilføjede hun, forsigtigt. Det havde ikke været hendes mening at trænge ind på en herremands område, men hvilken herremand havde et barn til at holde øje med vejen om natten?

”Er det jeg ikke ene om.” Katrine var lige på kanten til at vrænge ansigt over at være blevet kaldt ’barn’. Hun var ung, ja, men hun havde ikke været et barn længe nu. Hun ville da sågar påstå, at hun havde et større ansvar end mange andre på hendes alder. Det vil sige, dem der ikke allerede var blevet giftet væk til nabolandsbyens sønner og havde fået ansvar for både ægtemand og børn. Men kunne det virkelig beskrives som det samme, som hun gjorde? Bestemt ikke!

Hendes mistænkelige blik fortsatte videre ned fra den fremmede kvindes ansigt og ned over hendes kropslige skikkelse. Der var egentlig en anden grund for at hun så Katrine som et sølle barn. Væsner med adskillige århundrede bag sig havde den samme tendens, når de stødte på mennesker. Der var bare ikke noget ved denne mørkhårede skønhed, der talte højt nok om, at hun var et af disse væsner. Katrine var endda mere eller mindre overbevist om, at hende her anstrengte sig lige så meget for at kunne se i den meget dæmpede belysning, der var selv på en lys nat.
Blikket blev hævet igen. Og det samme gjorde hagen i en anerkendt-lignende gestus. ”Du ridder frit nær Ravnlund Gods, men du ved ikke hvem Sir Augustus er?” spurgte hun atter, dog uden klare indikationer til, om hun faktisk ønskede et reelt svar på sit spørgsmål. Det havde lydt mere forundret. ”Er du faret vild, frøken? Eller er chancen, at du bare er på gennemrejse? Den nærmeste landsby i den retning, du ridder, ligger omkring 6 kilometer herfra.” Det var ikke meget langt, men det var stadigvæk et stykke. Særligt hvis man tog i betragtning, hvor hun måtte have reddet fra – hvilket hun da antog var den nærmeste landsby i den modsatte retning. At denne kvinde tog rejsen så sent, var hvad der gjorde det hele lidt… besynderligt.

En lyd af baskende vinger ved et træs krone nær dem, fik automatisk Katrines opmærksomhed for en stund, og hun tog fluks øjnene fra den fremmede, for at se mod lyden i stedet. Selv i mørket var det overraskende nemt at få øje på den hvide fugl på grenen, som genskinnede månes lys i dens fjer. Ligeledes var de midnatsblå øjne også til at ane, som de kiggede i retningen af dem. Hvem den fokuserede på var ikke helt til at sige.
Roligt drejede Katrine hovedet igen. Tilbage mod den fremmede.

Sin'thyas blik hvilede et øjeblik på vejen, der førte videre gennem enge og bakker. Her var mørkt, på trods af månelyset, og hun kunne mærke, at hendes krop snart havde brug for hvile. Dét havde der ikke være meget af på kroen, hun havde forladt, og hun ville få brug for at sove formiddagen væk, før hun igen ville kunne forsøge sit trick. 

Hun vendte sig lidt i sadlen, så hun bedre kunne se barnet. "Jeg var blot på gennemrejse. Det var ikke min mening at trænge ind på privat grund.." Undskyldte hun. Adelige kunne være frygteligt strenge omkring sådanne ting, vidste hun, og selv om der umiddelbart ikke så ud til at være noget at frygte fra den lille barneskikkelse, var der alligevel noget besynderligt ved det lille, blege ansigt, oplyst af månens skær. Noget foruroligende, hun ikke helt kunne sætte fingeren på. Måske var det blot den voksne attitude og det underlige faktum, at pigen var kommet hende ridende i møde på dette sene tidspunkt.

Hun blev et øjeblik distraheret af fuglen, der landede. De hvide fjer lyste nærmest op i natten, og hun betragtede den forundret. Var der lige som hun frygtede med pigen noget magisk over den, eller var den blot en tilfældig tilskuer?
I sit sind gav hun sig selv en reprimande. Dette var ikke øjeblikket til at blive paranoid. I stedet slog en anden idé ned i hende:

"Sir Augustus.. Ville han kunne tilbyde sin gæstfrihed til en rejsende, som har forvildet sig ind på hans ejendom?" Hun gjorde sin stemme så ydmyg, som hun kunne. "Det er sent, og jeg er så ganske træt.." Der var langt til den næste landsby, og den var ikke helt på så lang afstand af kroen, hun havde forladt, som hun kunne ønske. Men hvis hun kunne søge tilflugt her, hos en herremand, ville den vrede ejer af pungen i hendes bælte næppe finde hende..

Ravnen havde rettet fokus mod den gennemrejsende, da hun ligeledes havde set mod den. Den fremstod egentlig mere malplaceret end den unge rytter. Selv med afstanden mellem dens plads i træet og vejen, ville det være til at se, hvor meget renere denne fugl var en andre af naturens vilde dyr. Dens holdning virkede endda også den smule mere rank og visdomstålmodig. Som en ugle frem for en ravn, der normalt blev beskrevet som afventende. Og til tider skummel. Men måske var det blot den markante modsætning af farveskala.
Det var dog ikke helt til at komme uden om, at den nærmest… holdte øje med hende der på sin gren.

Katrine, velvidende om ravnens tilstedeværelse, kommenterede ikke på den og udtrykte i stedet en mild overraskelse over, spørgsmålet, hun netop var blevet mødt med. ”Sit Augustus holder ikke just af at have gæster i sit hjem, nej,” svarede hun fastbestemt. Kendte man den adelige Gerhart så ville man forstå, at hvad hendes svar både var en løgn og en sandhed. Der var skam også andre grunde til, at der ikke alt for ofte blev bevilliget gæstfrihed på Ravnlund. Det var et alt for varmeløst hjem til at lade gæster komme forbi med mindre det var absolut nødvendigt.

Med visse ting på plads, var der samtidig blevet opklaret, at hvem end denne kvinde var, så var hun ikke den trussel, som Katrine oprindeligt havde stoppet hende for, så efterfølgende af sit svar, trak hun i sin hingsts seler og dirigerede sin hest til at dreje og vende snuden tilbage den vej, hvor hun ellers var kommet fra.
”Du vil gøre bedst i at ho-…” Med ét blev hun ellers afbrudt. Ikke af noget højt spetakkel, der kunne have forskrækket blokaden af hendes ord frem, men af noget så blidt som en ravns ekkoende kald fra den selv samme hvide fugl nær dem. Hesten havde hun også taget i fuld holdt, som røde øjne roligt havde fundet tilbage mod ravnen lige i tide til at se den sætte af og flyve derfra. Hun fulgte den i stilhed med øjnene, indtil den forsvandt i mørkets horisont. Først derefter drejede hun sig i sadlen, bibeholdte kontrol over den lettere rastløse hingst, og så sig over skulderen med et ikkesigende udtryk i ansigtet.

”Følg med. Godset er ikke langt herfra og som du sagde; det er sent. Og selv med Dronningen tilbage, så er vejene ikke sikre om natten.” Alt hun gjorde var et henvisende kast med hovedet, før hun så frem og med et par hælklap, satte hesten i gang i et roligt trav.

Sin'thya var meget bevidst om ravnens tilstedeværelse. Det ville de fleste være - sådan som de hvide fjer lyste op i nattemørket, og dens blik hvilede på rytterne på vejen. Hun vidste ikke meget om fugle, men hun var efterhånden ganske sikker på, at noget her ikke var normalt. Måske hun blot skulle have undskyldt sig og redet videre..

Med den tanke fik det hende nærmest til at ånde lettet op, da den unge pige afviste. Hun greb hestens seletøj og gjorde selv klar til at sætte af sted - hun kunne godt tilbagelægge de 6 kilometer og forhåbentlig også den yderligere afstand mellem landsbyen og den næste, før solen stod op. Hvilen måtte vente.

Men noget havde fået den unge pige til at ombestemme sig. En let forvirring kunne ses i Sin'thyas ansigt, som hun satte hælene i siden på sin egen hoppe og lod den følge efter den ivrige hingst. 
Hun vidste ikke, hvad hun skulle forvente af denne Sir Augustus, men for nu måtte hun følge med og se, hvad der ventede. Hun håbede, at det ville være en varm seng - og ikke en dyb fejltagelse. Hun rømmede sig forsigtigt, da hendes hest nåede op på siden af den anden:

"Talte.. ravnen til dig?" Spurgte hun forsigtigt. Den slags magi var ikke nødvendigvis ualmindelig, men Sin'thya havde brug for at få en smule ro i sjælen og vide, hvad der foregik.

Katrine så først mod kvinden og så videre imod horisonten, hvor ravnen nu ikke var til at se længere. Fløjet om bag nogle høje træer, der i øvrigt voksede tæt i dette område, som en form for barriere omkring, ejendommen, der lå bag dem et sted. Til sidst rettede hun blot blikket fremad igen og sagde til at starte med ikke noget som kunne være et svar på spørgsmålet, hun var blevet stillet. Hun var ikke helt sikker på, hvad hun skulle svare. Hvor meget hun kunne tillade sig at give videre af information. Ikke alle ville være lige godt af den slags, fik de fingre i det.

”Ja,” brød hun endelig den rytmiske stilhed af hove på en tom vej. ”Den er, ligesom mig selv, fra godset. Og lige som mig, er den herude for at holde øje med rejsende. Der er ikke noget at frygte, dét kan jeg forsikre dig om. Du må bare forstå, at vi forsøger at være mere forsigtige nu om dage.” Endnu en gang, drejede Katrine hovedet i et håb om, at øjenkontakt ville hjælpe med at rent faktisk tro hendes ord. For der var virkelig ikke noget at frygte. Ravnlund var et ganske fredeligt sted, blot alt for mange ubudne gæster ikke kom forbi. Og værende en indbudt gæst… ja, så var der intet problem. Hvad hun så ikke helt forstod, var hvorfor at der var blevet accept på at give hende ly for natten.

Inden længe gjorde hun tegn til at dreje af og videre henad en mindre brugt vej. Underlaget var af meget grovere grus og en ferm observant ville straks kunne pege det ud som en længere indkørsel. De var nu nået ind på privatområderne. Indkørslen var lang og de skulle lige omkring et lille sving, før huset kom til syne foran dem. Et mægtigt hus. Skar man ned på midten var det som en præcis spejling af de to fløje. Begge med tårnlignende ender, der havde en ekstra etage end midten. Bygningen var bygget af sten, men den kedelige og grå farve var præget af vild efeu, der groede op ad dens mure. I midten var hoveddøren at finde. Dobbelt døre og monteret med fine håndtag og dørhamre af messing, der kunne trænge til en pudsning.
Levende vokslys kunne lige skimmes i et par af vinduerne for vidner udefra at vide, at huset, trods dets melankolsk atmosfære ikke var forladt til at rådne væk i hænderne på hjemløse, der levede deres dage med kun skadedyr som selskab. Allerede udefra ville man dog kunne fornemme, hvor koldt og tomt et hjem det var. Alt for stort.

”Det her er hvor lang jeg følger dig. Jeg har andre ting at få set til,” forklarede Katrine, som de skridtede det sidste stykke mod bygningen, hvor hun ferme svang sig af sin hest og landede solidt med et fortsat tag i sin hingst, der lige derefter blev dirigeret omkring, så dens rytter stod nær den fremmede og hendes hest, så hun kunne gribe om også dens seler. ”Jeg skal nok sørge for at ordne din hest, frøken. Døren her er åben for dig, såvel du sørger for at lukke den i efter dig.”
Skulle hun ikke være for bange eller for nervøs for det, ville en stor, oplyst entré være i vente for hende bag døren. Med en stor trappe i midten der skilte sig i to på halvvejen og højt til loftet. Skulle hun vove sig mod sydfløjen ville køkkenet være. Skulle hun vove sig mod nordfløjen ville en dagligstue med pejsen tændt kunne findes. På anden etage var yderligere værelser. De fleste tomme og mørklagte.

Tankerne hvirvlede i Sin'thyas hoved, som hun holdt sig bag pigen på den mørklagte vej. Hvilken mand ville have en lille pige og en ravn til at holde udgik efter udbudne gæster på vejen? Havde han noget at skjule? Hun bemærkede at hendes hænder holdt en anelse krampagtigt om seletøjet, og hun løsnede grebet en anelse, mens hun tog en dyb indånding. Hun ville sandsynligvis snart få svar.. og skulle han vise sig at være en galning, kunne hun bruge sin magi til at undslippe. Håbede hun.

Lyden af hovslag ændrede karakter, da de drejede ind på den lille grussti, der førte mod huset. Det var stort - større end noget hus, hun tidligere havde besøgt, men der var noget tomt og spøgelsesagtigt over det. Måske var det blot månelyset og det sene tidspunkt, der gav hende dét indtryk.

"De skal have tak." Svarede hun pigen, mens hun langsomt kravlede ned fra hesten, blikket stadig fokuseret på huset. En lille del af hende kunne ikke lade være med at tænke på, hvilke rigdomme der mon kunne være gemt derinde.
Hun tøvede et øjeblik på dørtrinnet, før hun greb en af dørhamrene. Hun slap den hastigt igen, da lyden fra den gav mere genlyd end forventet i den stille nat. Derefter drejede hun håndtaget og smuttede inden for i entréen. Herren vidste vel, at hun kom, men det virkede alligevel uhøfligt at snige sig ind i huset som en tyv i natten.

Det tog et øjeblik for hendes øjne at vende sig til den pludselig oplysthed i rummet foran hende. Derefter betragtede hun den store trappe foran sig. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gå hen, og hendes tynde fingre trak en smule i sjalet om kroppen - ikke fordi hun frøs herinde, men fordi hun følte at stoffet gav hende en eller anden underlig form for beskyttelse mod det store, ukendte fremmede.
.. "Er der nogen hjemme?" Sagde hun til sidst, halvhøjt ud i rummet. Der var en underlig tomhed over huset - de fleste rige mennesker havde, så vidt hun vidste, masser af tjenere. Men her var ganske, ganske stille.

Der var i sandhed ikke meget liv på Ravnlund. Ikke længere. Ikke siden familiens fald fra deres storhedstid. Det var et hus alt for stort til den… ’unge’ herre. Men den ubetryggende stilhed betalte sin gæld tilbage i form af at afsløre skridtene, der nærmede sig hendes placering i entréen lidt tid inden, at han kom til syne fra nordfløjens løberbelagte gang. Havde man et særligt øre for netop den slags minimale ændringer, ville der kunne opfanges en ekstra hast i få af skridtene. Ikke i en rytme. Mere som kunne han ikke helt gøre op med sig selv i hvilket tempo, han skulle gå. Han ville trods alt ikke virke for meget af hverken det ene eller det andet overfor hans gæst.

Himmelblå øjne hæftede sig på hende. Dog deres falmedes glans af rigtigt liv, var de ikke kolde eller døde. Sørgede for at hans næsten følelsesneutrale udstråling ikke fremstod helt så truende. ”Jeg beklager for min uhøflighed, men vi får ikke mange gæster her til omegnen. Og dem der gør… er ikke altid velkomne,” hilste Gerhart så fin og så fornem, som han var blevet opdraget til.
En stramtsiddende vest i en dæmpet blå farve og bedåret med små tynde tråde af noget gyldent, formede hans overkrop rank med en løs, og erfarent puffet skjorte under til at dække armene. Bukserne var mørke brune, næsten sorte, og sad som skræddersyet til ham. Alt, sad som skræddersyet til ham. Derudover var hans påklædning tydeligvis ikke i en kategori af sengeklæder. Og måden, hvorpå hans lyse lokker sad, så var han ikke just lige sprunget ud ad sengen efter at være blevet afbrudt i sin søvn blot for at tage imod en kvinde i nød og søgen efter husly.

Samtidig med at han tog de sidste skridt hen til hende, slap han for en stund hende med sine øjne, for at lade det vandre lidt undersøgende omkring entréen, for at afslutte ved hoveddøren, der havde lukket sig solidt i igen. Og som i en cirkel, endte hans øjne tilbage på hende. Han vidste godt, hvad hun var. Hendes duft havde strømmet igennem gangene, dét øjeblik, at et lille vindpust havde sluppet med hende ind udefra. Menneske.

”Lad mig præsentere mig selv. Jeg er Gerhart Martin Vincento Augustussøn.” Han havde absolut ingen problemer med at sige det længere navn. Han havde sagt det så mange gange før. Præsenteret sig således. Med et hint af stolthed. Bitter stolthed. ”Pigen der bragte Dem hertil hedder Katrine. Jeg håber ikke, at hun hundsede med Dem på vejen.” Der var tendenser…

Der var en krampagtig stivhed over Sin'thyas holdning, mens hun lyttede til fodtrinene der nærmede sig fra en ukendt retning. I dette øjeblik følte hun sig mest af alt som en hjort foran jægerens spændte bue med den skarpe pil pegende mod hjertet. Det fornemme hjem gjorde hende utryg på en måde, hun ikke havde forestillet sig kunne være muligt.

Det gik op for hende, at hun havde holdt vejret, som udåndingen endelig slap hendes læber ved synet af husets herre. Hendes klare, grønne blik gled over de fine klæder og sluttede ved de velredte lokker, og hun fugtede langsomt læberne for at få munden på gled.
En mand, det var godt. Hun vidste ikke, hvad hun ellers havde forestillet sig, men der var noget betryggende ved synet af en mandeskikkelse. Dem vidste hun, hvordan hun skulle håndtere.

Hun gjorde en nejen mod ham - ikke fint instrueret som hos en adelsfrøken, men som en fattig havde lært at gøre det over for folk af finere stand. Forskellen var slående og ville næppe gå det trænede øje forbi. 
"Jeg takker for Deres tilbud om husly - især på dette sene tidspunkt." Fik hun fremstammet. "Den unge Frøken hundsede skam ikke nej, jeg var blot overrasket over at se hende på vejen.. Jeg var ganske oprørt, må De forstå.. min mand .. han havde drukket igen og råbte og slog. Jeg frygtede for mit eget liv og måtte i al hast ride mod den næste landsby.." Stemmen var tvunget over i et grådkvalt tonefald for at skjule løgnen, og hun tørrede en rævetåre bort fra øjenkrogen med en snip fra tørklædet.
"Mit navn er Sin'thya.."

(Beklager ventetiden .. </3)

Det lykkedes straks Sin’thyas begyndende skrøbelighed at tage den adelige knægt tilbage. Det var som kommet ud af ingenting. Gerhart havde været sikker på, at han havde nået at skimme en lidt anden attitude hos hende, inden han nåede hende. En anden attitude tilbage på Sydvejens hovedvej. Og det slog alt for nemt små, tynde sprækker i hans ellers så trofaste og monotone facade, som hans øjne gjorde sig større af overraskelse, og det var lige ved at han også havde trukket hovedet et hak tilbage i et ubevidst forsøg på at tage lidt afstand til, hvad han ikke havde forstanden til.
”… Det beklager mig at høre, fru. Sin’thya,” skubbede han endelig frem efter en kamp med at lime de små revner sammen igen. ”De har intet at skulle bekymre Dem om her. Der er ikke mange almene folk nu om dage, der er bekendte med Ravnlund og dens beliggenhed. Deres mand vil meget vel fare vild, inden raseriet til dulmet af hans rus’ absolutte bedøvelse. De vil have større chance for at være den, der finder ham ligge i grøften et sted en gang ved daggry.”

Hans blik gled endeligt fra hende for at skæve mod godsets hoveddør. Solidt lukket i. Ikke låst. Skulle han søge til det denne ene gang? Ravnlund fik aldrig gæster. Hvad han netop havde fortalt, havde trods alt ikke været løgne. End ikke folk på afveje tumlede ind på plantagen. Det var i hvert fald meget sjældent. Blikket lod sig efterfølgende glide længere og længere op ad i en ny buge rundt i den enorme entre-hal, som tjekkede han afkrogene efter tegn på en kvindes fordrukne mand.
Han mødte hende atter med sit blik og trådte pludseligt, med ranket ryg, nærmere. ”Kom med indenfor. De vil nok finde dagligstuen et mere behageligt og varmere sted at være.” Der var stadigvæk noget kantet ved de elegante bevægelser, han gjorde. Stillede sig ved hendes side og førte en førende arm om bag hende. Gjorde et hentydende nik ned ad nordfløjens gang. Fra hvor han selv havde gjort sin entré.

Valgte hun at følge ham som den forreste eller standhaftigt blev stående, holdte det ikke Gerhart fra at begyndte på at gå. Rolige skridt, som dem der havde ført ham til hende. Vejvisende.

//Lige over!..//

Sin'thyas hænder pillede uroligt ved kanterne af sjalet, mens hun skottede rundt i det imponerende hus. Hun havde aldrig sat sine ben i så fint et hjem - selv om der havde været velhavende kunder i bordellet, hvor hun havde arbejdet, var det kommet til hende - aldrig hende til dem. 
Huset fristede en del af hende - der måtte være så umådeligt mange værdier her, som denne mand holdt for sig selv, og aldrig ville bruge. Værdier, som ville bringe umådeligt mere glæde i hænderne på en kvinde som hende. 

Men ville hun turde? Tiden ville vise.

"Jeg forstår, min gode Herre, at det så var et umådeligt held, at jeg faldt over stedet her.." Hun snøftede en enkelt gang og trippede forsigtigt i retning af dagligstuen, ledt an af herren, mens hun i smug kastede ham et blik. Han var en ganske nydelig ung mand - lidt bleg og ranglet, men fint klædt og med tiltrækkende, blå øjne. Det undrede hende en smule, at han tilsyneladende var her alene. Han måtte da være et indbydende match for en ung adelsfrøken? 
Måske sov husets frue blot, det var jo ganske sent.

"Er Deres kone hjemme?" Spurgte hun derfor med en påtaget uskyldighed, som forventede hun, at selvfølgelig måtte der også være en Fru Augustusøn. Hans svar ville måske kunne fortælle hende en ting eller to.

Er Deres kone hjemme? Er det ikke på tide, at De finder Dem en hustru? Det var såmænd ikke et ømt punkt som var blevet trykket op. Men det bragte afstandsfyldige minder frem. Fik tidligere talte ord til at gentage sig i hans hoved. Han nåede aldrig så langt, før hans sjæl var blevet fordømt og fortabt. Havde det nogensinde hjemsøgt ham eller havde de mange år bare fortrængt tankerne?

”Jeg kan desværre ikke prale af at have en ægtefælle ved armen. Men dét skal jeg måske heller ikke tage alt for tungt,” svarede han, som hans hoved drejet diskret over skulderen og blikket kun med en anelse i retning om bag sig mod hende. Han kunne ikke forestille dig, at hun fandt taleemnet om ægtefælder eller lignende særligt tiltrækkende lige nu. Taget hendes egen situation i betragtning. Gerhart havde dog sine tvivl omkring om en hustru ville ty til samme længder som hendes mand. Kvinden var et mere passivt væsen.
Han drejede ved et sæt af to døre, hvor den ene af dem allerede stod åben og bød dem indenfor i den rummelige dagligstue. Han lod hende tråde inde før ham selv. ”Ravnlund har længe været uden en kvindelig berøring, som De måske kan fornemme.” Der var ikke beskidt. Bestemt ikke! De eneste steder i palæet der fik lov til at samle støv var værelser og afdelinger, som ikke blev taget i brug, men de resterne områder og gange blev holdt rene. Men de ansvarlige ansatte - kvindelige som mange nu var - var der en mangel på personlig præg. Ingen små nipsting. Og blomsterne der lå i vaserne var for nøje sat i dem til at det blot var husets Frue der havde bragt dem fra haven.

En nyligt tændt ild dansede i dagligstuens pejs. Nær den stod et forsamlingen af et sofasæt. En sofa placeret lodret et langt skridt fra den og overfor den to lænestole, alle af samme design og alle med blødgjorte fløjls beklædt. I mellem dem et lavtstående, smalt og aflangt bord.
Der var andre møbler som små hyldeborde ved væggene, der bød på dyrebare krystalkarafler og glas til den tørstige tunge og et andet lille rundt bord nær de store vinduer ud til haven med tilhørende to stole. Desværre var udsigten ud til haven delvist blokeret af tunge gardiner, der som vinduerne, trak sig fra loftet hele vejen ned til gulvet. Væggene var dekoreret af en håndfuld malerier i forskellige størrelser. Et par familie portrætter. En enkel ramme hang dog tom.

Det forklarede lidt af den sære stemning, der var over huset: det var ikke blot fordi natten for længst var faldet på og dets beboere gået i seng. Huset havde heller ikke set en kvindes berøring, måske i adskillige år. Lidt nysgerrigt skottede hun rundt efter andre tegn på andet liv end husets herre: han havde sig vel andre tjenestefolk end pigen, hun havde mødt på vejen?

"Åh, jeg ville ellers tro at en Herre som Dem.." Hun afbrød sig selv, bange for at det var et følsomt emne. Der var mange grunde til, at en mand ikke tog sig en kone, og oftest var disse grunde ikke noget man ønskede at diskutere med en fremmed.
"I det mindste ser det ud til, at De klarer Dem selv godt.." Hviskede hun, antydende at en kvinde som hende havde svært ved at klare sig alene. Det var naturligvis ikke helt sandt, opspundet som historien om hendes såkaldte ægtemand var. Sin'thya havde aldrig fundet en livspartner.

Hendes store øjne blev fanget af de smukke krystalkarafler, som de trådte ind i dagligstuen, hvorefter de nysgerrigt gled videre til familieportrætterne. Hun kantede sig en smule nærmere til pejsens varme og afsøgte billederne efter manden, der stod foran hende.
"Det er et smukt hjem, De har.." Sagde hun, og det var sandt. Hun havde aldrig sat sine ben i så fint et hus, og tingene der blot stod og pyntede forundrede og glædede hende på samme tid, lige som at hun havde lyst til at stryge hånden hen over de blødt udseende fløjsmøbler.

”Det har været mig en nødvendighed i mange årtier.” Århundrede. ”Det er knap en imponerende indsats længere. Nærmere ville det blive det, skulle jeg en skønne dag lærer mig selv at klare mig med en anden ved min side,” svarede han elegant tilbage til hendes forsigtige hvisken. En hvisken der ikke havde haft problemer med at nå hans sensitive ører. Som hun begav sig frit rundt i dagligstuen, studerede den med egne øjne på egne præmisser, lagde Gerhart sine arme over kors. Man kunne måske beskrive det som afslappet, men den lyshårede adelsknægt fremstod aldrig afslappet. Altid stiv og akavet. Altid ranket og ranglet på samme tid. ”Og jeg har mine ansatte til at hjælpe med at stedet her ikke lader sig forfalde.” Han lod selv blikket glide omkring dagligstuen. Der var ikke længere noget interessant for ham herinde. Intet havde ændret sig. Alt var som det plejede.

Portrætterne, hun stod og betragtede så ikke just ud til at være malet for nyligt. De var ikke manglet med moderne penselstrøg eller moderne valg af farve og spil. De var malet i traditionstro… som de ville være malet for flere hundred år siden. De var selvfølgelig vedligeholdt – andre bedre end andre. Men de afslørede en anden tid. Også selvom de ikke afspejlede en dreng meget yngre end den unge mand, der holdte hende med selskab.

Det var en undring at blive komplimenteret på sit hjem på den måde. Så meget at han måtte så med hende med lidt mere forbløffende skinnende igennem den neutrale og højrangende facade. Han måtte se lidt væk, som om det ville gøre det umuligt for hende at se det, så hun mod ham. ”Jeg takker Dem for at synes sådan, Fr. Sin’thya. Det er en skam, at De ikke var her til at se det i sine storhedsdage.”
Med dét lod han arme falde ned langs siden igen og gjorde kurs mod hylden med krystalkaraflerne. De var begge fri fra støv, som skulle man tro, at de blev brugt, men en fjerbørste havde blot været effektiv med at stryge henover dens overflade regelmæssigt. Han havde knap nok blevet af alder for at drikke indholdet i dem, da han pludselig ikke længere kunne indtage det uden at fylde sin mund med smagen af aske. Derfor blev kun ét glas fyldt med den krydrede vin, da han skænkede.

Sin'thyas grønne blik hvilede for en kort stund på portrætansigtet af den unge herre. Hun havde ingen forstand på malerkunsten og dens mange stilarter, ej heller hvordan man malede i forskellige perioder. Foran sig så hun blot et kunstværk, smukt udført, omend let falmet i farverne.

Hun vendte sig mod ham med et undskyldende smil: "Beklager, at jeg sådan stirrer på Deres fine ting.. Jeg er ikke vant til at se sådan en .. velstand. Jeg er en kvinde af simpel byrd." Forklarede hun. Det var ikke en løgn - hun var opvokset i fattigdom i Tusmørkedalen, og havde taget arbejde på et bordel for at kunne sende penge hjem til familien.
Nu var de alle borte. Omkommet til pesten. Hun havde kun sig selv at sørge for.

Hun fulgte ham over til hylden med karaflerne, øjnene glidende over det fine krystalglas, som det allerede kløede i hendes fingre efter at eje. Hun måtte holde sig selv kraftigt tilbage for ikke at række ud og røre ved det hele - i stedet tog hun forsigtigt imod glasset, som Hr Augustsøn skænkede op.
"De .. drikker ikke?" Spurgte hun forsigtigt, en smule alarmeret over, at det måske kunne være noget i karaflen. Så igen, hvis han ønskede at overmande hende, havde han allerede alle fordelene.

”Beklag ej. Dekorationer er til for at blive betragtet og min.. velstand har stået ubeskuet længer end, jeg er glad for at indrømme. Efter noget tid glemmer man den slags.”

Gerhart kunne ikke helt gøre noget ved, hvor deprimerende mange af de ting, han sagde, nok egentlig lød i andres ører. Han havde ikke talt med mange andre fremmede udefra i mange, mange år, så man kunne vel næsten ikke bebrejde ham. Han var ude af øvelse. Men med hele den melankolske atmosfære omkring i godset, så var det også svært at ikke lade sig selv blive påvirket. Med mindre påvirkningen var den anden vej omkring…
I det mindste prøvede han.

Med ét synes et strøg af panik at skyde igennem adelsknægtens mimik og gjorde yderligere revner i hans professionelle facade. Straks gik det op for ham, hvor forkert det måtte se ud, og selvom han roligt havde haft blikket rettet mod hende, faldt det meget hurtigt til glasset, i hendes hånd og så ellers tilbage til karaffelsætter. ”Ah, jo. Selvfølgelig.” Med begyndende kejtethed kom krystalproppen af igen og han skulle lige netop til at hælde vin i endnu et glas, idét han stoppede bevægelsen inden den første dråbe ville forlade halsen og rettede karaflen op igen. Stillede den roligt på bordet.

”Jeg må nok hellere lade være. Ser De, fr. Sin’thya, jeg vil ikke kunne nye smagen af vin, ligemeget hvor udsøgt den så er. Det er blot endnu en del af min forbandelse. Det vil kun gøre mig syg, og dermed et værre selskab for Dem.” Forsigtigt kom proppen tilbage på med et sagte klir. ”Jeg ønsker ikke at skræmme Dem. Vinen er ikke problematisk. Så meget kan jeg love Dem. Min moder ville fornægte mig som hendes søn, hvis jeg havde ældet mig selv så modbydelig.”
Gerhart sukkede tungt, hvorefter han atter kunne få sig selv til at dreje hovedet mod kvinden ved sin side nok til at se ordentligt på hende. Han gjorde de bedste for at udtrykke en form for undskyldning i de babyblå øjne, som han forhåbentlig fik fanget hendes grønne, også selvom han ikke havde gjort noget forkert. Endnu. 

”Jeg kan få en frisk og uåbnet flaske åbnet for Dem, hvis det skulle gøre Dem bedre tilpas. Men fra hvad jeg husker fra da jeg selv sippede det, er vinen mere udsøgt efter en iltning.” Der sad en ubehagelig klump i halsen på ham. Nervøsitet måske? For nu hvor hun var her… så ville han ikke bare se hendes selskab forsvinde lige så hurtigt, som det var kommet.

Sin'thya havde forsigtigt løftet glasset og snusede til indholdet. Hun holdt af vin, men mest for den effekts skyld - og hun havde aldrig drukket andet, end det billigste sprøjt, man kunne få på kroerne. Der var ingen tvivl om, at dette var noget ganske andet, og en del af hende følte sig nærmest uværdig til den fine drik. Som om den var lavet til fine folk alene.

Hendes grønne øjne blev en smule større. Hr. Augustusøn virkede urolig, nærmest febrilsk. Kunne det virkelig passe, at det var så sjældent, han havde gæster? Den ensomme fornemmelse hun fik af hans palæ, kunne godt tyde på det..
"Forbandelse?" Gispede hun. Han havde fået munden på gled nu, og måske var dette noget, der kunne forklare det besynderlige ved hele dette sted. "Hvem har forbandet Dem?" Spurgte hun forsigtigt. Hendes blik var kort gledet hen mod døren, allerede i sine tanker søgende en flugtvej, skulle den omtalte forbandelse vise sig at være farlig for hende.

Hans snak virkede oprigtig, men det gjorde hendes egen også, når hun fortalte sine løgne rundt om på kroerne, og i hende lå der også en dyb mistro over for mennesker, der var så rige, som herremanden her åbenlyst måtte være.
Alligevel løftede hun vinglasset, der med sin lokkende duft kaldte på hende, til læberne og smagte forsigtigt på indholdet. Det var en smag, der lå lige så langt fra den billige vin på kroen, som den gjorde fra et glas vand. Udsøgt.

Den ungdommeligt udseende Herre holdte svarene på hendes spørgsmål lidt tilbage, som han så med til hendes overvejende små handlinger med vinen. Skulle hun drikke den eller ej? Stolede hun på, at han ikke havde gjort et eller andet ved den? Han ønskede sådan, at hun ikke ville frygte den slags. Han håbede inderligt ikke at udtrykke sig den form for intentioner. Men det var forbløffende svært! Som om at han selv kunne høre lusken i hans ord, når han talte. Den underliggende høflighed, der næsten virkede for høflig til at være oprigtig.
Og så satte hun glasset mod sine læber. Det var sådan en lettelse, at han nær havde efterlignet det at ånde ud. Som havde han holdt vejret. Havde der da været brug for luft i hans lunger. Men hun måtte nøjes med en mindskning i hans anspændte skuldre. Samt et noget mindre intenst blik, rettet mod sig. Han havde måske kommet til at stirre lidt..

Gerhart slog da blikket lidt ned igen. ”Et uhyrer i natten, fru. Sin’thya. Et med skarpe tænder og et dødt hjerte. Og en tørst for blod. Et uhyrer så smitsomt som pesten,” svarede han med en skam og en foragt i stemmen, samtidig med at han trådte væk fra hende og yderligere ind mod dagligstuens midte. Vejen mod døren stod nu helt åben for hende. Og døren stod stadig halvt åbent, skulle hun følte en trang til at liste bort. Men ærligtalt.. hvilken trussel kunne han give udtryk for at være. Fanget i kroppen af en akavet knægt til evige tider. Selv med en skjult styrke, som en hver anden som ham selv, så mente han da selv at han i bund og grund lignede en, der ikke engang kunne gøre en flue fortræd. Selv den rødhårede frøken Katrine var sikkert en mere intimiderende figur.
”Er vinen Dem tilstrækkelig?” spurgte han så med en lidt højere og langt mere velkommen tone, som prøvede han at løfte stemningen. Han var stoppet et par skridt fra sofa-sættet for at dreje sig mod hende igen. Dog ikke før, at han lige havde sikret sig at de lyse lokker der udgjort hans pandehår ikke sad og strittede. Det havde en tendens til at gøre netop det på tidspunkter, han helst ikke så det ske. Som havde det et liv for sig selv.
”Hvis De føler Dem sulten, kan jeg sende bud efter lidt at spise.” blev det lige tilføjet lidt derefter.