Log ind Opret bruger
Lysets Dronning
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 50 år

Skaber: Plotmaster



Kiles Fald Del 3:
Ordenens Endeligt


En stråle af det klareste lys eksploderede mod dobbeltdørene, der førte ind til Dronningens gemakker. Vagterne strømmede ind, men rummene bagved var i perfekt orden, som havde Dronningen aldrig forladt dem, på trods af at spionerne kunne sværge, at den falske dronning havde opholdt sig her de seneste timer. Hver en afkrog af paladset blev gennemvendt, men der var intet spor af Dæmonen, der i så lang tid havde båret skikkelsen af Krystallandets herskerinde.

"Gennemsøg byen! Sæt vores bedste dæmonjagere på sagen - Husk at bastarden kan ligne hvem som helst!"

Ordrerne blev bjæffet ud og eftersøgningen sat i gang. I mellem tiden var Ordenslederen Leoric blevet ført til en dyb, magisikret celle. Han havde blødt kraftigt fra adskillige sår fra General Baldwins skarpe kløer. Resten af Ordensmedlemmerne havde enten lagt deres våben fra sig, eller var blevet overmandet. Enkelte havde flygtet fra byen, så snart kaosset begyndte. Kiletemplet i Det Hellige Bydistrikt sværmede af vagter - de fleste af disse havde erklæret sig loyale, så snart de så den sande dronning.
De næste timers gennemsøgning bar ikke frugt. I Kiletemplet fandt man skriftlige ordrer på, at adskillige materialer i form og træ og sten skulle sendes med skib sydpå. Templet manglede også flere klenodier - heriblandt en gammel, læderindbunden bog om fortabte sjæle, som aldrig havde fundet Dødsgudindens Rige. Opdagelser skabte flere spørgsmål, end svar, og til sidst måtte man indse, at Ærkedæmonen var sluppet bort.

I mellem tiden var Lysets Dronning, Isanne Aldemar, trådt frem på trapperne op til Krystalpaladset for at tale til befolkningen. Hun støttede sig tungt til en mand fra livgarden, og hun så tvivlen og usikkerheden i den folkemængde, der havde samlet sig foran paladset. Var det virkelig deres sande Dronning, alderstegnene nu tydeligt malet i ansigtet, der stod foran dem? Kunne hun gøre op for den nød, de havde lidt?
Hun, som havde brugt hele sit liv på at forberede sig til sin rolle, følte sig pludseligt meget langt fra sit folk.

Krystallerne på Dronningens arme glimtede, som hun rettede sig op og gjorde en bevægelse, som ville hun omfavne  hele befolkningen. Det tog et øjeblik, før ordene nåede frem, men da de gjorde, var hendes stemme klar som altid:

"Mit kære folk.. Jeg kan kun begynde at forstå det svigt, mit fravær har forvoldt jer, og den skade, der er sket, mens jeg har været i fangenskab."

"Lad mig starte med at sige dette: Alle forbud indført af Kiles Orden er fra dette øjeblik ophævet. Alle der har været eftersøgt af Ordenen, har ikke længere en pris på deres hoved, og alle der har fulgt Ordenen og ikke erkender deres fejl, er ikke længere velkomne i Dianthos."


Hun gjorde en lille pause, mens hun betragtede folkemængdens reaktion. Der skulle meget mere til, før alt faldt på plads. Adelsfolkene og byvagterne, som havde taget imod bestikkelse fra Ordenen skulle også have deres straf - og de, som ikke havde, ville forlange mere magt. Der var også dværg- og elverfolket, hvortil alliancerne i øjeblikket hang i en tynd tråd. Dronningen var ikke sikker på, at hendes enevælde ville bestå.

"Ligeledes vil de, som har hjulpet mig, jer - og landet, få deres belønning, og Leoric og hans håndlangere vil blive straffet behørigt. Lad dem, som har været jaget bort fra Dianthos vide, at de er velkomne tilbage, og vil blive kompenseret for den skade, der er forvoldt dem."

En kraftig brise fyldte pladsen foran paladset og fik hår og klæder til at blafre. Da vinden igen lagde sig, mønstrede Dronningen sin sidste kraft og råbte ud over byen:

"Længe leve Krystallandet!"

En stor del af de forsamlede fulgte trop og lod deres stemmer høre. Dronningen turde ikke love dem, at alt ville blive som før Leorics magt over byen, for hun vidste, at det ikke var muligt. Med et sidste blik på folkemængden, lod hun sig føre tilbage bag Krystalpaladsets strålende mure, hvis overflade glimtede i det spæde solskin.
Tiden ville vise, om de stadig havde tiltro til hende.
/ Lysets Dronning, Herskerinde af Krystallandet /



Lysets Dronning styres af Admins efter behov og fungerer mest som en NPC.
Ønsker du af plotmæssige årsager en tråd med hende, så kontakt en admin.

Lynn
Lysets Flåde

Retmæssig Neutral
Race: Halvdyr
Alder: 43 år

Skaber: Alianne_

Nyhederne om den sande dronnings tilbagekomst var nået helt ud til Krystallandets kanter, og havnen øst for Dianthos summede af begejstring og bekymring. For hvad det betød for landet at de havde været ledet af en falsk dronning så længe. Om de kunne stole på at den tilbagevendte dronning rent faktisk var deres sande dronning. Hvordan det kunne være sket, og hvad det betød for fremtiden. Byens elviske flygtningebefolkning var tydeligt splittet mellem at ville hjem igen, og så ikke helt at stole på, at de ville blive taget imod med åbne arme. Selv hvis dronningen bekendtgjorde, at de skulle komme hjem, lå den racisme, Leoric havde pustet til, stadig og ulmede i folkets sind. 

Lynn stod på kajen og havde aldrig haft så travlt i sit liv. De havde modtaget ordre om at skynde sig til havnen og sætte en blokade op, så de vidste præcis hvem, der sejlede ud. Alle Kilepræster, der forsøgte at flygte fra deres straf, ville blive tilbageholdt, og så skulle de holde øje med, om ærkedæmonen prøvede denne flugtvej på sin vej tilbage til Kzar Mora. Lynn tvivlede på, at hun ville kunne stoppe en ærkedæmon fra at hoppe på et skib selv med alle de folk, hun havde med sig, men måske kunne bureaukratiet gøre det for hende. 
De havde stillet en række borde op inde på land, hvor de gennemtjekkede alles papirer lidt for mange gange. Herefter blev al last gennemgået. Al babage blev endevendt. Al besætning blev gennemsøgt.
De havde allerede fået tilbageholdt et par stykker, der enten havde modsat sig deres grundige gennemsøgning, eller havde vist tegn på at være fra Kiles Orden. De fleste var vist flygtet i en sådan hast, at de ikke havde nået at gemme alle tegn på deres tidligere arbejde. Men intet tegn på dæmonaktivitet. 

Lynn spadserede frem og tilbage på kajen. Hendes opgave var at holde operationen kørende, sine folk mætte og udskiftede, når det blev for meget, og så var hun selv et ekstra filter, når først folk var blevet lukket igennem til det skib, de skulle ombord på. Hvis nogen så ud til at være ekstra nervøse eller ekstra u-nervøse, kunne hun sende et par tanker til dem uden at gøre dem opmærksomme på, at det var hende, der talte til dem. Det var sådan de havde fanget den sidste af Kilepræsterne, der efter et velplaceret Er det virkelig det, Kile vil?  i kvindens hoved, havde taget en Kileamulet frem og knuget den, mens hun gik til en af sine rejsefrænder og havde haft en inkriminerende samtale, der gjorde det klart, at de kom direkte fra hovedstaden og havde tænkt sig at rejse ud og finde andre Kiletilbedere, der ønskede at befri Leoric, når tiden var til det. 
Nu sad hun bagbundet sammen med de andre på Lynns skib. Når nye ordre kom til dem, ville de blive fragtet til Dianthos og få deres retmæssige straf. Det var ikke Lynn, der skulle bestemme, hvad der skete med dem - hun skulle blot sørge for, at de blev sat for den rette dommer.
Den lille gople tørrede sved af panden og fortsatte sin utrættelige traven.
Zahinael
Spionmester

Retmæssig Ond
Race: Dæmon
Alder: 2030 år

Skaber: Alianne_

Længe leve Krystallandet. Og kort leve dronning Aldemar. Med hendes fysiske tilstand så det faktisk ikke helt urealistisk ud.
Zahinael stod højere end de fleste med et falsk skæg påklistret på hagen, lidt længere hår end han egentlig havde og mere beskidt tøj end han var komfortabel med. Men han skulle falde i med resten af de beskidte borgere, og han blev ved med at minde sig selv om, at hvis han var taget ud i sit fine tøj, ville det bare være blevet beskidt af turen.

Han lyttede til den trætte dronnings ord og beundrede hendes evne til at tale hele mængden op i en så svag tilstand. Da Leoric var blevet pillet ned fra sin pedestal, havde Zahinael åndet lettet op meget kortvarigt, hvorefter informationer fra Kzar Mora var begyndt at tikke ind på hans skrivebord. At blive fri for det ligegyldige udgangsforbud og magiforskrækkelsen var en lettelse, mens det pludselige skift i de politiske kredse var knapt så betryggende. Han havde kunnet se frem til at skubbe lidt ekstra til de rette adelige og derved vinde Mørket mere indpas i hovedstaden, men det blev alt sammen til en mindre prioritet med urolighederne på Mørkets Borg. Endnu engang var Zahinael fanget uden for det dæmoniske rige, denne gang mens hans Lord var under belejring. Af dæmonerne og deres nyudklækkede dragefødte.

Alt dette postyr havde fået sat det perfekt op til et angreb fra Mørket. Det var næsten som om ærkedæmonen og Leorics orden havde arbejdet sikkert hen imod at Mørket kunne komme ind og give nådestødet til Lyset, når de først var blevet svækket i denne grad. Og nu vendte de i stedet opmærksomheden mod Mørkets indtog i Kzar Mora. Det var alt sammen alt for sammenhængende til Zahinaels smag. Det frustrerede ham ikke at kunne regne ud, hvad hans modstandere havde gang i, og det frustrerede ham kun endnu mere at skulle sætte ærkedæmonerne og deres følgere på listen over modstandere. Han havde nok at gøre bare med Lyset.
Han kastede et sidste blik op på dronningen. Med et misfornøjet drag om munden, vendte dæmonen sig om og forsvandt blandt mængden af væsner. En skønne dag ville det være Mørkets Lord, der stod på toppen af den trappe.
Sorris Reynlest
Væbner af Lyset

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 16 år

Skaber: Laiza

Sorris havde været til stede på pladsen under hele kampen. Han havde stået sammen med sine brødre og hans Ridder under den indledende tale og han var blevet trukket med ud i tumulterne, da kampen begyndte efter Lysets Dronnings tilsynekomst. Han var fulgt med sin ridder og havde gjort, hvad han kunne for at være behjælpelig, selvom hjertet havde siddet helt oppe i halsen på ham imens. På et tidspunkt var de dog blevet separeret og Sorris havde fundet sig en niche, han kunne gemme sig i. 

Tilsynekomsten af Lysets Dronning og afsløringen af den falske, havde efterladt Sorris med en følelse af uvirkelighed. Betød det, at han havde tjent Mørket? Og hvor længe havde han det?? År? Havde han nogensinde tjent den ægte Lysets Dronning?? Pulsen bankede rundt i kroppen på ham, mens han lyttede til hendes tale fra trappen. Selvom kampen var vundet, så havde han ikke fundet ro. Hvordan kunne han egentlig være sikker på, at denne Dronning var den ægte? De kunne i princippet lige have hjulpet med at skubbe den ægte Dronning af tronen?? Hvis ingen kunne se forskel på dem, hvordan vidste man så, hvem der var den ægte?!! 
Alicia
Lysets Kriger

Kaotisk God
Race: Engel
Alder: 78 år

Skaber: Karanu

Alicia havde brugt en del chakra på kampen for at holde ildvæggen oppe, indtil Baldwin kunne få Leoric væk fra pladsen. Hun havde ydermere kæmpet mod flere vagter, og selvom hun havde prøvet at undgå det, var langsværdet alligevel blevet blodigt. Hun havde nu renset det, og det befandt sig atter i skeden ved hoften. Hun havde fået et par rifter i ansigtet, og hun var også sikker på, at rustningen ikke havde holdt et par blå mærker tilbage, men hun var absolut ikke hårdt såret. Hun var mere udmattet efter det store forbrug af chakra, og det ville tage noget tid at komme sig over.
Alligevel stod hun nu og lyttede til dronningens tale, mens hun så ud over folket. Det var rart ikke at være eftersøgt længere, men hun overvejede, om det var en god idé, at alle, der ikke ville erkende deres fejl, skulle forvises fra Dianthos. Det var i hendes øjne ikke sådan, man hjalp folket. Måske det var bedre at vise nåde, men hvordan fik hun dronningen til at indse dette? Der ville gå længe, inden hun kunne få audiens hos hende, og selvom det skete, var det ikke sikkert, at hun ville være enig i synspunktet. Hun kunne til dels godt forstå beslutningen, men hun forbeholdt sig stadig retten til at være uenig.
- Vampyr, dæmon, menneske, elver. Det gør ingen forskel for mig.
- De ønsker aldeles ikke at se mit temperament i kog...
- Sååå... kan De lide brød?