Log ind Opret bruger
Plotmaster
Krystalisianer

Sand Neutral
Race: Menneske
Alder: 100 år

Skaber: Plotmaster


Kiles Fald Del 2:
Dronningens Tilbagekomst


Leoric Emhyrian gik med langsomme skridt op mod tribunen. Meget var sket på de seneste to år, hvor hans magt var steget. Han havde været ganske ung, da han i sin tid havde sluttet sig til Kiletemplet: en bitter mand, hvis familie var omkommet i branden i Medaniens landsby og efterladt ham som den eneste overlevende - forbrændt i sit engang kønne ansigt. Arrene var der stadig, skjult bag den hvide helmaske, der dækkede hans ansigt.
Måske var det dengang hadet til de andre Guder var begyndt. De havde set passivt til, mens Kiles rige blev mættet af sjælene fra dræbte. Han svor at tjene Dødsgudinden i livet, og i starten var hans intentioner ærefulde: han ville hjælpe dem, der lige som ham, var blevet frarøvet deres kære.
Men som årene gik, begyndte magtens rus at gribe ham. Han nød den taknemmelighed de efterladte overøste ham med, og den magt, det gav ham over dem.

Han havde været en nem mand at forføre, da dæmonen Merihem gav ham tilbuddet om endnu mere magt.

Tribunepladsen var fyldt til randen med Dianthos' indbyggede på trods af, at solen kun netop havde vist sig over horisonten. Leoric havde noget vigtigt at proklamere i dag, og han kunne mærke, hvordan svedperlerne begyndte at forme sig under masken, mens han gik op ad de sidste trappetrin og stillede sig på tribunen.
Mange af byens borgere ville ikke bryde sig om det, der skulle ske. Han hørte stadig rygterne om ulmende oprør, men dæmonen i Dronningens skikkelse havde forsikret ham, at det var sikkert at fortsætte: og han var så tæt på sit mål! I dag ville alle de andre trosretninger blive bandlyst fra landet. Omkring ham stod en mængde af loyale byvagter og ordensmedlemmer, deres lommer tunge af de krystaller, deres loyalitet var købt med. Han var sikker.

En stilhed faldt over tribunepladsen, da han begyndte at tale. Til at starte med var stemmen bag masken hæs, men han fik hurtigt talt sig varm: Han forklarede, hvordan Guderne og Gudinderne havde vendt folket ryggen under de dæmoniske plager, der frit havde fået lov til at sprede ødelæggelse over landet. Kun én ting var sikker: Døden ville til sidst komme til alle. De andre guders endelige bedrag havde vist sig, da deres ledere vendte Kiles Orden ryggen.

Et råb efterfulgt af en mumlen gik gennem folkemængden, og Leorics stemme døde ud, da det gik op for ham, at folk var begyndt at vende sig fra tribunen, pegende på noget, der var dukket op i pladsens fjerne ende.
Et hvidt lysskær spredte sig fra en døråbning: så stærkt, at de nærmeste måtte dække øjnene, da Isanne Aldemar, den sande Lysets Dronning, regent af Krystallandet trådte ud i dagslyset. Hun råbte sine ord ud over den forsamlede menneskemængde:

"Indbyggere i Dianthos! Længe har I været undertryk af Kiles Orden i den tro, at jeres egen Herskerinde var med til at påføre jer undertrykkelsen. Lad mig fortælle jer nu, at det er en falsk Dronning, der med ond magi har taget min skikkelse og holdt mig fanget i isolation."

"De, der stadig følger Ordenen - Læg jeres våben fra jer nu. Overgiv jer til jeres sande Dronning, og jeg lover jer, at I skal blive behandlet retfærdigt."

Bag hende trådte en gruppe af de oprørere, hun havde samlet i Dianthos' undergrund frem. Andre var ved hjælp af rebellernes information søgt mod templerne og beboelsesdistriktet for at tilbageholde de adelige og præster, som Ordenen havde købt.

På tribunen så man Leoric vakle et par skridt tilbage, mens kaos udbrød på pladsen under ham i kølvandet på Den Sande Dronnings ord. Kiles Orden var pludseligt truet, af den frembrusende menneskemængde.


---


Tråden er den anden ud af tre reaktionstråde i afslutningen på plottet om Kiles Orden.
Alle karakterer, som har interesse for plottet, og som befinder sig i Dianthos kan reagere på plottråden.
En reaktionstråd vil sige, at man skriver ét svar med sin karakter.
Vær venlig kun at deltage i denne (og andre) plottråde, hvis du føler, at det er relevant for din karakter. Karakterer der primært er ude på vold og mord vil blive overmandet og er ikke velkomne.
Baldwin
Lysets General

Retmæssig God
Race: Halvdyr
Alder: 40 år

Skaber: Hobbit

Nyhederne om hvordan Leorics magt for alvor havde spredt sig og inficeret byen var rystende. Baldwin havde været taknemmelig over at se så mange genkendelige ansigter til det hemmelige møde, og nye friske der afspejlede en vilje og gåpåmod han kun kunne beundre. Så unge mennesker der havde samlet sig om at gøre det rigtige, trods faren. Det gav halvfuglen en forhåbning om at befolkningen ikke var tabt. At der stadig var en chance for at genvinde noget af det tabte, etablere roen og sprede fred, fremfor mørke og frygt. Men mest af alt, så Baldwin frem til at se Leoric betale sin straf.

Baldwin var ikke en hævngerrig mand, og foretrak oftere end ikke at klare forhindringer og komplikationer fredeligt og uden vold. Men han havde set effekten af den mands magtbegær og hadet der havde spredt sig i landet. Mindet om Isanne's energidrænede ansigtstræk og svagelige udstråling brændte stadig i hans baghoved. Folkets lidelse kunne han ikke tilgive Leoric for at  havde bidraget til.

Kløernes våben skrabede let om tagstenene, som den usynlige Baldwin lod blikket glide over tribunepladsen. Øjnene blev intense og smalle som den velkendte skikkelse gik sine langsomme skridt op af  trappen for til sidst at stå foran folket. Lod sin sølvtunge forklare hvilke nye regler der trådte i kræft i hans eget enevælde. Foragten fik fjerene til let at løfte sig over kroppen, mens Baldwin tålmodigt ventede. Ventede til at Lysets Dronning trådte frem, og spredte forvirring i menneskemængden. Forvirring der vendte sig til aktion og kaos brød ud på pladsen.

Baldwin dykkede ned fra husets tag og brugte et par stærke vingeslag, der fik vinden til at suse gennem fjerene, som usynligheden faldte af ham og afslørede den, for mange, velkendte skikkelse af lysets general. Med et øreskærende ørneskrig, tiltrak han sig den overraskede opmærksomhed, før de metaldækkede kløer borede sig ind i Leorics beskyttende arm, som han blev væltet omkuld.
Blodrusen ved at se de revne klæder, og den mørkerøde væske gøre det sorte stof klistret, fik de dyriske øjne til at trække sig sammen. Han vidste at han ønskede at se Leoric dø. Betale den utilmative pris for sit forrædderi. Men med en let kræftanstrengelse vendte det menneskelige tilbage i de ravgule øjne og i stedet greb Baldwin den rystende mand i nakken og trak ham op på sine ben og holdte ham i et fast greb, med det trukne sværd i den anden hånd, klar til at forsvare sit bytte fra andre klør.

Gloria fortis miles

Reina
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Engel
Alder: 89 år

Skaber: Helli

Der var lang tid siden at Reina havde været i byen, næsten et år siden, hvor hun blev tvunget ud af byen fordi hun var blevet dræbt af Kiles Orden, men det havde også ment starten på hendes vigtigste færd hidtil. Det havde fået hende til at indse at hun ikke kunne stå og se passivt til, mens han ødelagde landet, og endelig havde hun grebet til våben og rustning igen, en ting hun aldrig troede hun havde skulle.
Nu stod hun her. Stadig iklædt Isari's farver hvor hun kunne, men med store hvide engle vinger, og en solid rustning, så hun ikke kunne blive skadet så nemt. Hun lyttede til mandens, eller monsterets, ord, og hun kunne mærke hvordan hendes hånd længtes efter sværdet der hang ved hendes side. Hun var ikke morderisk, men alligevel var følelsen der, om at det ville være bedre hvis han bare blev fjernet fra verdenen. Så kunne han også blive mødt af sin elskede gudinde. Men det var ikke hendes pligt at gøre det, ikke endnu.

Hendes øjne kiggede kun kortvarigt mod dronningen som hun viste sig frem for folket og begyndte, før at hendes øjne løb over mængden af folk på pladsen. Der var mange forskellige reaktioner, og ikke alle var lige venligsindet overfor at deres dronning var tilbage, men Reina vidste at dem omkring dronningen, nok havde hendes sikkerhed, hendes plan lå et andet sted, og der var den.
Baldwin kom som ud af ingenting, men ligeså snart Reina så Baldwin lavede kontakt med Leoric, lettede hun selv, og susede ned til platformen, for at tage en plads ved den anden side af Leoric og lidt bag ham. Dem der havde brugt noget tid i tempeldistriktet, ville nok kunne genkende som din tidligere ypperstepræstinde for Isari.
Hun stod klar til at beskytte Baldwin, og tildels Leoric, hvis nogen skulle vove at angribe dem, enten for at redde Leoric, eller angribe ham i arrigskab. Hendes ene hånd på sit sværd, og den anden fri til at lave et skjold af lys omkring dem. Det var trods alt ikke deres job at straffe ham, hvis det kunne gøres fredeligt.

Sofie
Krystalisianer

Neutral God
Race: Blandingsrace
Alder: 16 år

Skaber: Dragonflower

Endelig var dagen kommet.

Det var et år siden Sofie var kommet til Dianthos, i en naiv søgen på frihed og eventyr. Et år siden hun havde mødt Rofus, og først hørt om de grusomheder Kiles Orden havde bragt indbyggerne.
Sammen havde de taget kampen op, en kamp der havde ledt til dette øjeblik. Sofie holdt sig tæt på Rofus, som dronningen trådte frem, og tiltalte folket der var samlet.
Dronnings ord betød ikke meget for Sofie. Den unge rebel var som sådan ikke særlig investeret i hvem der havde kronen på, så længe de gjorde det rigtige for deres folk!

Et fugle-agtigt skrig trak Sofies opmærksomhed, mere end dronnings tale havde gjort det, og hendes skuldre kravlede op under hendes øre, som han bar ned på Ypperstepræsten. Sofie sank en klump, og skævede mod Rofus. Nu var hun virkelig glad for de havde droppet deres oprindelige plan om at kidnappe Lysets General, for at få ham i tale..

De havde dog ikke længe til at dvæle på det, før kaoset brød ud. Sofie trak vejret skarpt ind mellem tænderne, men holdt sig rolig, som hun selv og andre af rebellerne og oprørene trådte frem. De var der ikke for at kæmpe, men for at sikre kamp ikke brød ud, og deres evner imellem, var det en opgave de var mere end kvalificerede til.

Folk blev fanget på stedet deres tøj pludselig hårdt og stift, våben faldt til jorden og var med et for tunge til selv den stærkeste mand kunne løfte dem. De var dog ikke mange, og menneskemængden var massiv. Det var umuligt for dem at være alle steder på samme tid.
Rofus
Krystalisianer

Neutral God
Race: Menneske
Alder: 16 år

Skaber: Erforias

Det var ikke til at tro at det snart var ovre.

At hører den rigtige dronning ord varmede Rofus væsen, for nok var han kun en naiv 16 årig kvartelver, og selvom hvad hun sagde var sandt om hvordan Kiles Orden havde ladet dem lide under deres hæl. Var det ikke det der bar den største vægt, nej det var at de betød at hans familie snart kunne vende hjem igen.
Det var nok kun gået et år, men det føltes som en evighed siden at han havde mødt Sofie og det havde kæmpet for at få verden tilbage til noget der lignede noget normalt.
Det var så tæt på at han næsten kunne føle det, men to ting manglede før han kunne få lov at være en fjollet forelsket knægt igen, og den ene var narren oppe på podiet.

Som lyden fra generalen fik Sofie til at krybe sig sammen, fandt hans hånd hendes med et klem, det skulle nok klare det sammen, det var han sikker på. Men det var meget godt at de ikke havde fulgt deres idé om at erh "låne" ham for at snakke med ham. 

Med tunge skridt trådte Rofus ind i menneskemængden, tankerne om alt der var sket ham, hans familie og Sofie på grund af de magtliderlige masketosser osede ud i hans evne som folkene foran ham fik lov at bærer de burde han havde båret så længe, tyngden af hans savn stoppede voksne mænd og kvinder, deres ben for tunge til at løftes. Nok kunne han, Sofie og de andre rebeller ikke være alle steder, men ved guderne de havde tænkt sig at gøre så stor en forskel som de kunne!
- Regler følgers når de giver mening, og brydes når de ikke gør

Selmy
Krystalisianer

Neutral God
Race: Menneske
Alder: 20 år

Skaber: Blæksprutten


Ved Zaladins åsyn, om den unge Kiefer skulle være til stede ved tribunepladsen, når Leoric Emhyrian fremlagde den næste række familie- og landsødelæggende lovgivninger og befalinger. Hans ord var alligevel giftige, at høre på, og han kunne passende læse om det i morgen. Han var blevet hjemme, på trods af at hans far, søster og endda hans alt for syge mor, havde klædt sig på i deres pæne gevandter, for at møde op på tribunepladsen og bevidne hvad der skulle til at ske med deres hjem, Dianthos, som de altid havde kendt. 

Selmy havde mere travlt end nogensinde før, men han kunne ikke arbejde meget hurtigere end han havde gjort de foregående dage og nætter, hvor han havde låst sig inde på sit værelse, som mere eller mindre havde forvandlet sig til et kontor. Hans skrivebord var stakket med bøger og tegninger – plantegninger af slottet, blandt andet, der skulle tegnes eksakte kopier af, så han kunne aflevere dem tilbage til biblioteket, hvor han havde lånt dem fra... Sofie og hendes kæreste Rofus ville nok indkalde ham og de resterende rebeller til et hastemøde, hvor det ville være forventeligt, at han havde papirerne klar, så han kunne stille sig til rådighed, når planen om at afslørre den falske dronning skulle træde i kraft.

Efterhånden som nyheden måtte have spredt sig, kunne man høre hvordan grupper af mennesker gradvist banede på vej tilbage til deres hjem i den centrale bydel, og til sidst nåede de frem til den øvre bydel, hvor Selmys familie holdt til, i en stor lejlighed, tæt på den hellige bydel. Sikke dog et påstyr!. Han måtte ikke lade folks råben og brok distrahere ham for hans arbejde! Selmys hænder skælvede i krampe, som han i en stresset bevægelse med fjerpennen, kom til at skubbe til glasset med blæk. Sort, permanent farve, spredte sig og absorberede i den store tegning... Han så til med et chokeret udtryk i ansigtet, men var som frosset fast, til at kunne gøre noget. Skaden var allerede sket! På tribunepladsen, vel og mærke! 

Lyden af hoveddøren, der gik op og smækkede i kunne høres. Hastige skridt løb op ad trapperne, op til værelserne, hvor Selmy holdt til. Hans søster Ceelia, en kvinde med langt, bølget og gyldent hår, og et vågent og smukt ansigt, der mindede om Selmys, trådte ind uden at banke på døren, lige som Selmy afreagerede i vrede og fejede alt af bordet med en armbevægelse. Aldrig i sit liv havde søsteren set sin bror opføre sig sådan over arbejde, og det fik hende til at stoppe op og glemme alt om de vilde nyheder, hun ikke kunne vente med at dele med ham. Hun vidste at de ville glæde ham, da han i deres eget hjem, havde givet udtryk for foragt for Ordenen så mange gange nu. “Selmy, hvad er der sket her?” Udbrød hun, en smule nervøst og forvirret. Hun havde endnu ikke trådt ud af hendes overtøj, fordi hun ikke kunne vente med at se ham. Skulle hun være bange, for at nærme sig ham nu? Hun så på alt rodet, der nu flød overalt på gulvet, der lå omkring hans plads.

“Jeg kan ikke arbejde for alle de folk der skaber sig!” Lød det fra den oprevede, lyshårede mand, som drejede sin krop, for at glo ondt mod vinduet “Mit arbejde er spildt! B-blæk o-over det hele!”. Han manglede ord, for at forklare hende hvilken betydning det havde, at han skulle starte på ny. Hun havde ingen ide om, at han havde arbejdet imod Leoric siden hans første møde med Sofie og Rofus.

“Årh Selmy, mon ikke det går?” Ceelias ansigt lyste op, og hun skyndte sig hen for at åbne op for hans vindue “Kan du slet ikke høre, at de jubler? Hendes majestæt har været en forfalskning i al den tid!”. Så snart vinduet havde åbnet sig, og Ceelia stod med sollyset i hendes ansigt, kunne Selmy med det samme høre lyden at folk, unge som gamle, løbe igennem byen, for at sprede de gode nyheder. De var lykkelige og glade, og ikke fortvivlede og vrede, som han først havde troet. Selmy rejste sig langsomt fra stolen, og trådte over en stak bog, for at stille sig ved hendes side. Han lænede sig frem og så ned på gaden, fra tredje sals højde. Alle bekymringerne og hans evige stress og træthed var som forsvundet på stedet, og han blev stående længe, selv da Ceelia flyttede sig fra væggen. “Jeg tager ud og finder mor og far. Skal du med?”. Selmy rystede på hovedet og smilte. “Nej, jeg bliver her og kigger lidt”. 


Tryggvi
Kiletilbeder

Sand Neutral
Race: Vampyr
Alder: 26 år

Skaber: Sunny

Leoric skulle holde endnu en tale, og af en eller anden grund skulle han være med til at stå vagt. Midt på dagen. I sollys. Hvad var Leoric ude på? Som han var kommet frem så han at Ordenen ikke var fåtallig. Der var mange tilstede. Hvorfor så mange? Utilfredsheden var steget. Det var der ingen der var i tvivl om, men Leoric havde også pålagt landet mange underlige love og der var startet flere krige af Lysets Dronning end nogensinde. Var det så virkelig nødvendigt at tvinge ham ud i sollyset? Godt nok var han dækket til og det hjalp en del, men han var ikke særlig stærk. Hans unaturlige styrke hjalp ham kun om natten, men nu var han på samme niveau som et almindeligt menneske. Hans sværdarm ville ikke kunne udtrette meget hvis der blev tumult.

Talen startede ud som en af de mange andre om hvordan Kile havde vist folket sin barmhjertighed. Den samme svada, men Tryggvi tvivlede på at der var nogen der troede på dem længere. Leoric var blevet en tyran, og en farlig en af slagsen. Han turde ikke lægge masken i frygt for hvad han kunne finde på at gøre ved ham. En ung vampyr i hænderne på en magtgrisk herre.
Men pludselig væltede en ny stemning over folket. Forundring. Forbløffelse. Noget var ved at ske, og det tydede ikke godt for denne tales resultater. Han kunne ikke holde et overrasket gisp tilbage da han så selveste Lysets Dronning foran ham og talte om hvordan folket var blevet narret af Leoric. Som så mange andre af hans ordensmedlemmer trak han sit våben, da tumult uden tvivl ville opstå, og den ville kunne risikere at blive blodig. Han holdt sin klinge i forsvarsposition foran sig. Hvad skulle han gøre? Han var allerede dybt inde i Ordenens sager. Ville de vise nåde mod ham? Hvad hvis Ordenen vandt? Hvis han forrådte dem ville de med garanti ikke vise ham nåde. Hvad skulle han gøre!?

Folkemængden satte i bevægelse! Han måtte tage en beslutning. Sollyset svækkede ham, men han var stadig hurtig med en klinge. Han skulle passe på at han ikke blev overvældet. Som den første bølge ramte ham, passerede de igennem ham, som om han ikke var tilstede. Han holdt øje med en åbning som han kunne komme ud af mængden og kæmpe tilbage. Lynhurtigt passerede han ind og ud af den sanselige verden og slog mod de frådende horder med sit sværd. Han ville dog ikke dræbe. Blodet ville flyde og udyret i ham ville vågne. Men han ville ikke være den der vækkede det. Bladet ramte med den flade side, men præcist som en mand faldt bevidstløs om. Grebet ramte en anden i tindingen, som hans sorte rober hvirvlede omkring. Omend han var svækket var hans sværdkunst ikke noget man skulle undervurdere. Han holdt sig fri fra de gribende hænder som flere væltede når hans sværd ramte præcist. 

Det var ren kaos, og hans maske gav ham ikke det bedste udsyn og hans svækkede tilstand gjorde at han nok snart måtte trække sig fra kampen snart. Han kunne ikke holde til meget mere, og han var trukket tilbage fra pladsen for at komme væk så hurtig som muligt. Han måtte komme væk så han kunne leve endnu en dag. Pludselig mærkede han et kraftigt slag mod sin egen tinding. Nogen havde set igennem ham. Som det sortnede for ham og han begyndte at falde så han et ansigt på en ung mand klædt i Isaris rober. En alder som han aldrig selv nåede med sin krop. En amulet hang om halsen på manden der afslørede ham som en af huset Arys. En ung Ridder af Lyset var det sidste han så inden alt blev mørket.
Hyde Oakley Morton
Krystalisianer

Neutral Ond
Race: Vampyr
Alder: 807 år

Skaber: Laiza

Hyde så til fra behørig afstand, som Leoric steg op, så alle kunne se ham. Det var første gang, han så manden med sine egne øjne og det var delvis derfor, han havde vovet sig ud i sollyset. Han stod på taget af én bygning, men i skyggen fra nabobygningen, der var højere og var dækket - ikke blot af sin usynligheds-illusion, men også af adskillelige stykker tøj og en maske, som skulle beskytte ham fra solen.

Han kunne mærke, hvordan dagslyset tærrede på hans kræfter, men han var fast besluttet på at overvære denne bekendtgørelse med egne øjne. Inden han flyttede til Dianthos, havde han fulgt begivenhederne omkring Kiles Orden på afstand. Han havde set det kaos, som ordenen havde skabt i hovedstaden og han havde set sit snit til at udnytte det til egen vinding. For nyligt var der indløbet adskillelige rapporter fra hans spioner, som fik ham til at tage beslutningen om at flytte til hovedstaden nu, hvor Kiles Orden måske stod for fald. 

Bekendtgørelsen skabte den uro, som Hyde havde forventet, men han holdt ikke øje med Leoric mere. I stedet så han ud over pladsen og kom til at smile ganske lidt, da han så Lysets Dronning stå frem og uroligheder bryde ud. Så havde der altså været hold i rygterne. 

Resten behøvede han ikke at se. Det ville hans informanter uanset beskrive for ham i levende detaljer. Så han vendte rundt og begav sig tilbage til sit hus for at få lidt søvn. Det ville uden tvivl ikke blive set på med venlige øjne, at man tilbad Kile i den nærmeste fremtid, men den information kunne han sagtens holde for sig selv. Derimod ville det sandsynligvis blive lettere at være vampyr i hovedstaden, når udgangsforbuddet forhåbentlig blev ophævet. Alt i alt lod tingene til at gå, præcis som han havde håbet.
Alicia
Krystalisianer

Kaotisk God
Race: Engel
Alder: 78 år

Karakteren er efterlystSkaber: Karanu

Det var tid. Alicia havde taget initiativ og var landet på toppen af en bygning ikke så langt derfra, men nok til at hun var ude af syne for forsamlingen på pladsen.
Hun fulgte Leoric med øjnene, da han trådte ud på tribunen og gav sig til at tale. Med det samme fik hun fornemmelsen af, at folk havde fået nok, og at der kun skulle en gnist til for, at det hele gik amok. Det skete også som forudset, da dronningen viste sig, og et svagt smil trådte frem på hendes læber, som hun rejste sig op og trak sit sværd, da et ørneskrig fik hendes opmærksomhed. Baldwin. Frembrusende som altid gik han direkte efter Leoric, og Alicia valgte at følge trop.
Med et lille tilløb og derefter afsæt kastede hun sig ud fra hustaget og spredte de ildrøde vinger. Hun susede henover væsnerne nedenunder. Hun landede foran tribunen og med det samme, rejste hun en væg af hvide flammer foran sig for at afskære resten af vagterne for at komme præsten til undsætning.

Det varede dog ikke længe, før de nærtstående vagter var over hende, og hun måtte afværge angreb efter angreb. Hun var dog ganske ferm med langsværdet, og det lykkedes hende at nedkæmpe sine modstandere. Det var dog tydeligt, at det ikke var helt let, for hendes vejrtrækning var blevet dybere, og hun lød lettere forpustet. Vagterne var formidable modstandere, men hun veg ikke en tomme, da flere vendte front mod hende.
- Vampyr, dæmon, menneske, elver. Det gør ingen forskel for mig.
- De ønsker aldeles ikke at se mit temperament i kog...
- Sååå... kan De lide brød?

Dinah Va Levona
Krystalisianer

Neutral God
Race: Blandingsrace
Alder: 19 år

Skaber: Chilitoke

Dinah syntes ikke alene at det var en dårlig plan, men noget nær den farligste og mest tåbelige ting hun længe havde gået med til at være en del af. Så nu stod hun der på pladsen en blandt mange der var mødt frem for at hører hvad lysets budskab var. Da Leoric talte kunne en del af hende ikke lade være med at føle at der var en vis mening i de ord han sagde, det havde været håbløst, unfair og helt igennem forfærdeligt, og hvem frelste folkene på gaden? Ingen. 
Dinah blev blev hevet ud af hendes tankestrøm da folkemængden omkring hende stimlede tættere sammen og hun blev nødt til at ændre grebet på sin lille pose, så hun nu knugede den ind til sig. Snart, meget snart, skulle det ske og Dinah skulle være klar til at gøre sin del, der var bare så mange mennesker.

***

Lyset strømmede ind over folkemængden og ’dronningens’ ord flød over Dinah og dem hun stod sammen med, men Dinah ænsede overhovedet ikke hvad der blev sagt da det druknede i en storm af kommandoer, tilråb, udråb og forbandelser. Alt fra råb om evig frelse, til dæmoner og hekse kunstner.
Først folkmængde tættere for at se hvad der foregik, så var der en gruppe af vagter, ledt af et ordensmedlem der trak våben, og til sidst var der en ung dreng der væltede og forsvandt i menneskemængden. Hvorefter der stod en ildsøjle op fra ham, 
Folk
gik 
amok.

”Ny Plan!” udbrød Dinah overrasket, dels fordi der få meter fra hende stod en enorm ildsøjle, men også fordi at det ikke var de eneste evner der begyndte at indtræffe rundtomkring, nogen prøvede at storme paladset andre at storme dronningen, og endnu flere blot ikke at blive knust i havet af kroppe. Dinah droppede alle forsøg på at være diskret, og åbnede sine pose med krystaller og trak al den kraft hun kunne fra dem.
En næsten smaragdgrøn ild stod fra Dinahs øjne da hun greb fat om mere kraft end hun nogen sinde havde været vidne til i hendes liv. Hendes normale sanser forsvandt fuldstændigt og det eneste hun ænsede, var trådene omkring hende, hvordan de alle vred sig og skreg da de blev skilt, brændt eller det der var være.

”Stop” sagde hun i et roligt tonefald og i et område på næsten 200 meter omrking hende, stoppede alle folk midt i deres bevægelser, kapper hang stift i luften som var de lavet af træ og ikke stof og ingen kunne rører sig ud af flækken, da deres tøj nægtede at flytte op sig.

”Vi bør ikke bekæmpe hinanden, men uligheden” prøvede hun nervøst, men det eneste svar hun fik tilbage var ting som ”Dæmon!” , ”Heks!”, ”Forræder” og en lang række af mindre løse objekter som blev kastet efter hende med folk magiske talenter. Dinah fejede dem dog til side, med en flig af sin egen kappe der voksede sig enorm og modstandsdygtigt. Der var tydeligt at folk ikke lyttede, Dinah rystede opgivende på hovedet, og talte ned til sin brystkasse.

”Frihed uden ansvar” og med de ord fremtonede oprørenes emblem som et lille våbenskjold på hendes klædning. Nu var hendes Emblem klar til at kopier lyd til de andre i hendes lille gruppe.
”Jeg har styr på dem i min ende for nu men…” Dinah blev afbrudt da der lød et højt knald og fire personer, hvis masker gjorde det tydeligt hvem de var med dukkede op af dem blå luft omtrent 50 meter væk, og tydeligvis ikke var påvirket af hendes magi.
”Ændring!” Skreg hun næsten panisk ned i sit emblem.
”Det er lige en gruppe der er dukket op og jeg tror de har en neutralisør med!” Dinah blev ikke stående for at se hvad den lille gruppe af elitetropper havde i sinde, i stedet slap hun sit tag i folkemængden og fokuserede sin kraft på de fire. Den mindste af dem reagerede øjeblikket ved at pege i retning af Dinah imens der spredte sig en flimren i luften, og det var som om ingen magi passerede forbi den flimren. 

Dinah lagde hovedet på skrå imponerende, hendes modstander havde talent, men havde han også energien til at forsætte?Dinah hældte alt hvad hun havde i sig mod de fire, og med et overrasket kvæk, blev de pludseligt stiv, og deres arme og ben vred sig unaturligt rundt, og de væltede om på jorden.

”YEAAARH!” Udbrød Dinah triumferende, imens hun undrede sig over hvorfor hun ikke kunne mærke sine ben, eller hvorfor himlen var så blå inden hun kollapsede på pladsen af udmattelse.
Valkar
Krystalisianer

Retmæssig Ond
Race: Engel
Alder: 123 år

Skaber: Erforias

Det her havde ikke været en del af planen.

En tanke der havde fulgt Valkar lige siden at han havde rejst fra Azurien mod Dianthos. Han havde gjort sit, dronningen havde takket ham for den hjælp han allerede havde givet og det lod til at være mere end rigeligt til at opnå hvad han ønskede. 
Alligevel var han båret på sorte og hvide englevinger ankommet til hovedstaden, i tvivl om han havde nået det.
Et skarpt hvidt lys, fra hvad der kun kunne være tribunepladsen, fjernede dog tvivlen som dug fra solen. Isanne var ankommet, heldigvis var hun ej den eneste der forstod at lave en entré.

Med solen i ryggen dykkede Opalslottes herre ned mod kaoset der var ved at udfolde sig blandt alle de fremmødte. Ud fra hvad han kunne se havde generalen og Reina situationen under kontrol oppe på selve tribunen, assisteret af en flamme engel. 
Men hvad der fangede Valkar blik var hvordan at dronningen stod uden sine stolte beskyttere, blot nogle få riddere til at holde Ordnens sværd borte.
Den perfekte mulighed.

Stadig var det ej der hvor han dykkede ned, nej hans dyk var mod en ung kvinde hvis øjne havde lyst som smaragder. "SÅ ER DET NOK" rungede det over folkemængden, som Valkar hang få meter over dem omhyldet i lys så skarp at det føltes lig at se mod solen selv.
Neutralisøeren pigen havde besejret forsøgte at rejse sig igen, men et fast spark fik manden til at falde ned på jorden igen. Hans maske sejlede gennem luften afslørende den middelaldrende mand under. Få sekunders stilhed fulgte som sandheden gik op for folk, det var blot folk i masker. "Jeg vil se orden her! Kaos er hvad der har ledt til dette, lad det ej sejre igen!" Rungede hans ord over folkemængden, nok var dette ej den perfekte mulighed, men det var den han havde følt var den rigtige at vælge.

Vi ønsker os alle sammen noget, så fortæl mig hvad dit hjerte begære...

Atheena
Krystalisianer

Kaotisk Neutral
Race: Menneske
Alder: 21 år

Skaber: Lorgath

De var tilbage! Lysets Dronning og hendes folk. Selv Hr General der nu stod med Leoric. Atheena ville ønske at hun kunne gå derned og hjælpe dem, men for blot få dage siden havde hun kun knap undsluppet med livet i behold efter et større "skænderi" med nogle kilepræster. Det havde efterladt hende med en skadet skulder, som hun kun lige havde haft råd nok til at få healet nogenlunde. Den skulle hvile nu og det havde allerede taget meget på hendes energi at klatre op på et af husenes tage for at kunne se med mens Leoric havde startet ud med at fortælle om sit nye tiltag.

Og nu ville det forhåbentlig slutte? Hun smilede bredt under sin kappe, skjult fra omverdenen da generalen fik taget fra i Leoric, men der gik kaos i alting derfra og der var intet hun kunne gøre for at hjælpe. Hun hadede det lidt, men hun håbede også samtidig virkelig at tingene ville flaske sig for Lysets Dronning. Selvom hun godt vidste at hun ikke kunne hjælpe, blev hun på sit hustag og så med som ting udfoldede sig på tribunepladsen.

Self-proclaimed do'er of dirty tricks

Dhalia
Krystalisianer

Retmæssig God
Race: Menneske
Alder: 50 år

Skaber: Dragonflower

Hændelserne på tribunepladsen spredte sig gennem byen som en steppebrand, og med nyheden, kom urolighederne. Borgere der længe havde levet i undertrykkelse gik på gaden med hvad end de havde tilgængelig af våben. Butikker og hjem blev røvet af opportunister, Ordensmedlemmer så vel som indbyggere.

Der var dog en ting kaosset skabte, mere end noget andet: Sårede.

Foran Helbrederhuset stimlede folk sammen for at få hjælp, men døren forblev fast lukket, vinduerne mørke. Folkets klager gik uhørte, og selv et forsøg på at bryde døren ned, var fejlet. Anspændtheden steg, som flere og flere kom til med deres sårede, da et gardin endelig blev trukket fra, i et af de øverste vinduer.

Det var dog ikke det velkendte ansigt fra Helbrederhusets leder, men et maskeret ansigt der åbnede vinduet, og stak hoved ud. Masken blev løftet halvt, så munden var fri, inden han råbte udover folkemængden "HEY! PIS AF MED JER! SÆKKEN NÆGTER AF HEALE, OG DER ER INGEN AF JER DER FÅR HJÆLP FØR VI HAR FÅET!".
Hurtigt blev vinduet smækket i igen, før folkemængden helt kunne nå at processere de ord der var blevet sagt. En mumlem af forvirring gik igennem folket, der snart steg til en rumlen af vrede og frygt. Larmen fra folkemængden overdøvede næsten det smertes skrig der kom inde fra helbrederhuset kort efter.

Helbrederhuset kunne da ikke bare blive holdt lukket på den måde! Der var så mange folk der havde brug for hjælp!
Nogen måtte gøre noget!!

((Fortsættes i tråden her når den lige bliver oprettet))