Tid: Lidt efter middag
Vejr: Let overskyet og køligt
Mahir gik. Lige nu havde han ikke brug for at skynde sig. Hans ansigt smertede stadig efter de slag, Juno havde givet ham. Hans ene øje var ved at lukke i, men hans næse var i det mindste holdt op med at bløde. Han havde vasket det meste af blodet af, men dem han havde afleveret den beskidte pakke havde alligevel ikke været i tvivl om, hvad der var sket. Han havde regnet med at få skældud, måske endda manglende betaling, men de havde faktisk givet ham ekstra drikkepenge som tak for, at han i det hele taget kom med pakken.
Nej, han havde ikke travlt, faktisk havde han været i tvivl om, hvor han skulle tage hen. Hjem og han ville løbe lige i armene på sin far, der ville skælde ham ud for at have været oppe at slås. Hans skuffede blik og vrede stemme var mere, end hvad Mahir kunne klare lige nu, selvom han meget gerne ville mærke sin mors blide hænder vaske det sidste blod af ansigtet og trøstende stemme hviske beroligende ord.
Hans anden mulighed var at tage hjem til Asad. Hvilket var et stort problem. Sidst han havde set sin storebror var, da Atlas var kommet tilbage til byen og hele aftenen var gået galt. Han havde sagt og gjort ting, der normalt ville give ham en røvfuld, men han var sluppet. Sikkert fordi Atlas var til stede. Men han vidste, hvor god Asad var til at bære nag og røvfulden skulle nok komme.
Men han havde brug for et sted at være for nu. Han kunne ikke tage på arbejde igen, han var bange for at støde på Juno eller Hector, og det kunne han ikke helt håndtere. Han ville næsten hellere klare Asad, ham kendte han i det mindste. Vidste, hvor hårdt han slog.
Endeligt gik han op af trappen op til døren, der ledte ind til Asads hjem. Efter en dyb vejrtrækning løftede han en hånd og bankede på døren. Måske var Asad slet ikke hjemme. Måske Mahir måtte finde sig et gemmested indtil senere, et sted hvor han kunne slikke sine sår og passe på sig selv.
Med svagt håb ventede han på om døren blev åbnet.
Krystallandet
