Månen stod højt på himlen, den var helt rund og der var ikke en sky der dækkede for den. Det var fuldmåne og det var der ikke noget at tage fejl af. Medanien var kendt for deres varulve og James var blevet en af dem. Takket være Miranda havde hun bidt ham for flere måneder siden. Han havde overlevet biddet og var nu selv blevet en varulv. En der var jaget på alle tænkelige måder. Han var normalt en der var jaget grundet sine evner, men dette her var langt værre. Det var som om noget var taget fra ham. Han havde ikke fået et valg om at blive varulv, og han havde ikke taget godt imod det. Han havde været oppe at skændes med Miranda op til flere gange. Han havde dog ikke skændtes med hende siden hun tog ham lidt ind i flokken.
Nu hvor månen var højt på himlen havde James ikke noget valg, han var blevet forvandlet til en varulv. Det var en smertefuld proces som han nok aldrig vendte sig til. Måske med tiden ville han ikke finde det så smertefuldt, men hvem vidste om det var sandt. Der var stadig en masse spørgsmål der manglede at blive besvaret, som han håbede Miranda kunne svare på en dag. Det var dog ikke til at vide.

Igennem landskabet løb James i sin varulveskikkelse og havde ingen kontrol om hvad der foregik eller hvad han lavede. I munden havde han et stykke legetøj i form af en dukke, efter at have overfaldet en mindre pige der sikkert var forældreløs. Han havde ikke haft nogen hæmninger da han angreb og pigen lå sikkert for døden lige nu. Hvorfor han havde taget noget så åndssvagt med sig havde han ingen ide om. Måske var det af skyld han gjorde det, måske havde det været af frygt. Foran sig kunne James se alt hvad der var af rådyr der gik på marken. Han kunne høre hver en lyd der var omkring ham. Det var som om hans sanser var blevet forstærket, han kunne selv lugte noget af det han ikke kunne lugte før i tiden. Godt nok kunne han stadig høre en hel del, men det var han vant til med sin audiokinise. James stoppede endelig med at løbe da han nåede en lille grotte der lå i udkanten af en af markerne. Dukken faldt til jorden og han kiggede op imod himlen hvor efter han hylede mod den.

Medanien. Endeløse marker, små byer. Det perfekte sted lige at tage en afslappende ferie, mens storbyen glemte ens eksistens. 
Rhaya havde siddet på et stengærde og nydt fuldmånens dans op mod midten af himlen, da hun havde spottet en figur forlade noget, hun bare havde antaget var en forhøjning i landskabet lidt derfra. Skyggen havde bevæget sig væk i hast, og hun havde ikke fået et godt blik på, hvad det var, før hun havde besluttet sig for at undersøge stedet, den havde forladt. 
Hurtigt og stille havde hun bevæget sig gennem det høje græs og havde fundet indgangen til en grotte på den anden side af højen. Stenene var kolde mod hendes hænder, som hun bevægede sig derind. Et halvt udbrændt bål, gløder stadig ulmende svagt, var efterladt ved den ene side. Et par tæpper, noget tøj... Den forladte mad stoppede den lille elver grådigt i sig, mens hun undersøgte de små egendele, der lå på grottens bund. Ikke meget at komme efter. 

En skrabende lyd fangede hendes opmærksomhed, og Rhaya rettede sig op med et ryk og proppede en håndfuld indhold fra en andens lomme til sin egen uden at se på, hvad hun lige havde hapset. Stadigt gumlende sprang hun over mod siden af grotten og trykkede sig selv flad mod væggen. Noget fyldte indgangen. Noget stort. Større end hende i hvert fald. 
Som det luntede ind i grotten, kantede Rhaya sig lydløst den modsatte vej og priste sig lykkelig for sine evner til at have musestille bevægelser. 
Hvis det var en bjørnehule, hun havde fundet, måtte hun hellere smutte, inden hun endte ligesom den bunke forladte tøj, hun lige havde gennemsøgt. Eller inden resten af flokken dukkede op, hvis det var en ulveflok. 
Men... det udbrændte bål? Dyr lavede sjældent bål.

James havde på afstand ikke hørt nogen fra hulen af men alt dette ændrede sig da han fik en duft af noget der ikke var velkendt. Det var en duft af kød, en anden form for kød end det han vidste lå der. Han stalte sig ned på alle fire og begyndte at dufte til jorden. Den duftede underligt, som om nogen havde gået der og det var ikke ham. Han vidste det ikke var ham. En knurren kom fra ham og han vendte blikket op i ret linje for at snuse til luften. Det kom inde fra hulen af, nogen var der inde og han vidste ikke hvem det var eller hvad det var. Det lugtede ikke af et rådyr eller et andet form for smådyr, for der var ikke en duft af pels. Det lugtede mere velplejende, en knurren kom fra ham og han begyndte at blotte tænder. Han vendte blikket mod hulens indgang og satte forsigtigt en pote foran den anden. Poterne var så lydløse som de kunne være men alligevel kunne man høre klørene skrabe mod de småsten der lå. En vind kom forbi og forsstyrrede lugten men samtidig blev den også forstærket. Det var som om der ikke var noget andet valg end at finde ud af hvem der var i hulen. Hans sanser blev skærpet endnu mere grundet lugten. Da han trådte ind i hulen med hovedet først snusede han indad igen og stanken fyldte næseborene og han væmmes ved det endnu mere. Der var helt klart nogen inde i hulen men hvad. Han trådte forsigtigt forbi Rhaya og helt ind til bålet hvor han snusede lidt rundt. En knurren fyldte grotten, lyden var høj da grotten ikke var så stor.

Som dyret kom længere ind i grotten, og Rhayas øjne vænnede sig til lyset, kunne hun se musklerne under pelsen ved hver bevægelse, den lange snude, de vilde øjne. Det var ikke en bjørn. Det var så meget ikke en bjørn.
Ufrivilligt holdt hun vejret, mens hun kantede sig videre mod udgangen. Hendes tynde trøje havde næsten sat sig fast mod de kolde sten, så klam var hendes stresssved.
Lort! Røv! Ved forbandede Zaladins næsehår! ARGH!
Hvad kunne hun gøre? Varulven skulle afledes, så hun kunne komme væk. 
Pis, pis, pis, pis, pis, pis.
Hvorfor havde hun ikke tænkt på, det var på den tid af måneden?
I en hurtig beslutning dykkede hun hånden ned i lommen, trak en tilfældig genstand op, hun ellers lige havde stjålet fra tøjbunken, og smed den så langt hun kunne ind forbi dyret og mod bagvæggen i grotten, hvor den heldigvis gav noget lyd fra sig. Straks som den var kastet, tog hun syv hurtige skridt ud af hulen, og satte så i fuld sprint væk. Til hendes fordel var lyden fra hendes fuld sprint noget, der kun lød som andres almindelig gang. Ikke til hendes fordel var varulves hørelse. Hun måtte bare håbe på, hun havde købt noget tid med sin afledning, hvis den overhovedet havde virket. 
For en sikkerheds skyld trak hun sine to små stave fra siden af sine støvler, og satte dem sammen i midten til én lang. Så kunne hun forsvare sig bare en smule, skulle den komme efter hende.

Som James var inde i hulen og hans knurren kunne høres var han sikker på det ville skræmme alle væk. Dog var det ikke tilfældet, der var nogen i hulen og det vidste han. Noget blev kastet og han vendte hurtigt hovedet imod lyden og satte i spring hen imod lyden. Dog fandt han aldrig ud af hvad det var der blev kastet. I stedet kunne han høre småsten der blev kvast under noget. Han vendte sig om og han satte i spring ud af hulen. En tuden kom fra ham da han stoppede op i åbningen og kiggede rundt. Hans blottede tænder viste ingen tegn på venlighed, og han anede ikke hvad det ville sige at være venlig på nuværende tidspunkt. Havde man kendt ham uden for varulve form kunne man fornæmme et andet væsen. En person der var venlig og ærlig over for alle og enhver. Under normale omstændigheder ville man også se en mand der havde talenter, talenter han kunne bruge for at tjene krystaller. Dog var dette ikke tilfældet nu. Hans blik vandrede rundt og han lagde mærke til en person løbe fra hulen. Det satte vildyret i gang hos ham. Han tuede endnu engang og satte i løb. Da han havde fire ben at løbe på ville der ikke gå længe før han nåede personen. De blottede tænder kunne stadig ses, han var begyndt at fråde om munden. Det var ikke så vigtigt for ham om personen ville overleve dette møde. En knurren kom fra ham da han kom op på siden af personen og derefter satte af for at komme foran personen. Han bremsede hårdt op og vendte sig om for at stå ansigt til ansigt med personen. Dette var et bytte der skulle nedlægges, og hvem vidste om der ville komme et bid ud af det eller et mord. Han kunne ikke vide det, og ville egentlig heller ikke vide det. Hvis bare han kunne snakke i denne form havde han gjort det, men han var ikke menneske mere. Vild dyret havde overtaget da månen stod op opg viste sin fulde form. Der var ikke et menneske der var villig til at stille sig op imod en varulv var der? 

Der var ingen grund til at se sig tilbage. Heller ikke som hylet skar sig igennem nattens stilhed. Den lille elverkvinde vidste godt, hvad der kom løbende bag hende, og at se sig tilbage ville kun sænke hendes egen fart. Let foroverbøjet satte hun den ene fod foran den anden så hurtigt, hun kunne mønstre. Mens hun løb greb hun den lille læderindbundne bylt, hun havde i bæltet, viftede læderet væk og satte en klinge på sin stav. Den var kort og smal, og månens skær blev fanget i metallet. Hun havde sjældent bladet på - både fordi det skinnede, og fordi hun ikke brød sig om at stikke folk ned. Men det her var anderledes. Et møde med en varulv ville hun ikke slippe helskindet fra kun med et stumt våben. Og med de hastige poter, hun kunne hører bag sig, vidste den præcis hvor hun var, så der var ingen grund til at prøve at holde sig skjult.

Rhaya måtte stoppe så brat op, at hendes skosåler maste sig godt ned i jorden. Varulven var halet ind på hende hurtigere, end hun havde regnet med, og nu stod den foran hende. Hun mødte dens vilde øjne og hævede sin stav som forsvar foran sig.

Øjne fulgte hver en bevægelse som Rhaya tog. Da hun tog sin stav frem var han ikke engang lamslået af den. Der var ingen tanker i hovedet på ham, det eneste der drev ham var lugten af varmt blod der strømmede i nogle åre. Godt nok havde han overfaldet en pige men det havde ikke været mad. Dette kunne blive et udmærket måltid mad hvis det dog kunne lade sig gøre. 
Han stod helt stille og afventede på at hun skulle angribe, men da hun stod stille gjorde han det også. Der var alligevel lidt i ham der var menneskelig på et eller andet plan. Han skrabede lidt i jorden med den ene pote blot for at få bedre fat. Øjne faldt ned imod Rhaya's fødder for at finde ud af hvordan hun stod. Hun var klar til at forsvare sig det kunne han tydeligt se, men han var klar til at angribe. Udyret i ham havde ingen hæmninger. Han rejste sig op på to ben så hans fulde længde kom til syne. Han var 175 høj, han var blevet en del mere muskuløs grundet de stærke muskler i Varulven. De gyldne øjne stirrede stift på Rhaya og deres øjne mødtes for første gang. Man kunne ane en hvis sørgelighed i øjne på ham, men alligevel var der et strejf af vildskab.
Den ene pote der var solidt plantet i jorden satte af og hele hans krop gjorde det samme. Han havde sat af til kamp. Med en løftet klo højt hævet slog han ud efter Rhaya men var ikke sikker på han ramte. Denne kamp kunne kun vindes af en person og spørgsmålet var af hvem, en elver eller en varulv

Øjnene mødtes og Rhaya fik et glimt af noget sorgfuldt i det ellers vilde blik. Hun havde ikke haft det store med varulve at gøre, for så mange skiftede ikke i storbyen, men det her virkede så fremmed for hende. At det store muskelbundt skulle gemme på noget skrøbeligt og sørgmodigt. Men hun vidste jo heller ikke noget om, hvem der gemte sig bag al den pels. Det kunne være hvem som helst. Det kunne være hendes egne venner, vel. 
Hun havde været klar på kamp, klar på at skade dybt for selv at komme væk, men i det øjeblik blev hun i tvivl. Så da varulven kastede sig over hende, lod hun sig selv tage et spring frem og glide ned under bugen på den. Den ene klo nåede at flænse hendes ærme og efterlade en lang flænge på overarmen, men hun bed tænderne sammen med en hvæsen og sparrede på luften i sine lunger. 
Det bløde græs gav let efter under hende, og hun mærkede sine bukser blive våde af duggen, som hun lå næsten fladt, før hun rullede rundt og endte på hug bag dyret. Allerede inden hun landede, gjorde hun klar til at slå. Hun svingede stavens stumpe ende mod ulvens ene hase - måske kunne det give hende en fordel. Og måske kunne hun få den til at fornemme, at hun ikke ønskede at slå den ihjel.

James var ikke overrasket over han ramte hende med sin klo. Han var mere overrasket over at hun var så hurtig på benene. Godt nok var hun faldet da hun næsten lå fladt ned, men at hun var så hurtig til at rulle væk gjorde ham kun mere arrig. Han vendte sig om imod hende og havde ikke set slaget der kom ind på ham. Han blev ramt i hasen og dette gjorde ham kun mere vred. En knurren kom fra ham og han vendte de gule øjne op imod hendes ansigt. Han kiggede lidt på hende for at vurdere hvad han skulle gøre, han kunne så let som ingen ting angribe hvilket han gjorde. Han startede med den ene klo og løftede der efter den anden for at angribe hendes ansigt. Klørene kom hurtigt efter hinanden men da han var et stykke fra hende var han ikke sikker på at nogen af dem ville ramme. Hans øjne fangede kort Rhaya's øjne og endnu engang virkede øjne sorgfuldt, nærmest som om det var en beklagelse fra hans side af. Han havde ingen kontrol og han anede ikke hvad han gjorde, men øjne var jo sjælens spejl som man sagde og det virkede til at alt kunne læses i hans øjne. Han trådte et skridt frem imod hende og slog ud efter hende endnu en gang. Fråde begyndte at danne sig om munden på ham simpelthen fordi han var ophidset. Han havde stadig ingen ide om at hun faktisk havde taget noget fra ham, inderst inde troede vild dyret jo bare det var en gang aftensmad.

Med et hop tilbage undveg hun kun lige præcis det næste slag. Kloen havde passeret så tæt forbi hende, at hun kunne mærke luften blive skubbet let mod sit ansigt fra slagets kraft. Hvis der var noget, hun ikke skulle have i ansigtet, så var det vist den klo. Hvis det skete, var hun ikke sikker på, hun ville have et ansigt bagefter.
Hendes slag havde tydeligvis gjort ondt på ulven, men så heller ikke mere end det. Hun var næsten halvt så lille som den i bare kropsmasse, og det var usandsynligt, at hun kunne forvolde den egentlig skade, når det kom til råstyrke.
"Du ved, vi ørkenelvere - smager - slet ikke - så godt," råbte hun stakåndet, mens hun dansede et par skridt mere væk og blokerede den anden klo med sin stav. "Vi har - ligesom ligget i solen - alt - for længe!"
Hun fortsatte med at hoppe tilbage med lette skridt, og forsøgte sig med at lange ud med den skarpe spids for enden af staven for at finde ud af, om hun kunne finde en åbning.

Hvis James kunne snakke havde han sagt en hel del ting, dog når han prøvede at snakke var det eneste der kom ud af munden på ham en knurren. Lige meget hvordan han end prøvede at sige tingene fyldte en knurren munden og han opgav til sidst. Han kunne dog godt forstå hvad det var hun sagde, men det var som om det ikke sank helt ind. Hans tomme udtryk fyldte mere end noget andet hos ham lige nu. Hans blik vandrede rundt på hendes mørke hud men det ændrede ikke noget ved hans holdning. Hans angreb var blevet blokkeret og der var der en god grund til. Han havde ikke været så tæt på hende som først antaget. James rørte sig ikke da hun hoppede tilbage for at finde en åbning. Han måtte selv finde en åbning til alt dette her. Hans blik vandrede lidt rundt på hende for at finde hendes holdning. Den var meget lige til, men hun var hurtig på benene, men var hun lige så hurtig som en varulv? Han stalte sig ned på alle 4 og begyndte at bevæge sig til siden for at komme rundt om hende. Hans bevægelse var langsom men rolig. Han måtte finde en åbning på den ene eller den anden måde. En skulle vinde denne her kamp og det var spørgsmål om hvem der ville vinde. James ville nok ikke komme uden om kampen uden skrammer, men det var morgendagens problem. Hendes måde at angribe ham på rørte ham ikke og kom et stykke forbi ham. I stedet for at angribe kom han om på siden af hende sådan som han gik. Det var som at jage dette her, og der ville kun være en vinder.

Blodet dryppede ned ad Rhayas overarm, og hun kunne mærke, hvordan musklerne var begyndt at værke og brokke sig over anstrengelsen. Varulven var begyndt at cirkle hende, og hun prøvede at trække sig tilbage, mens hun holdt afstanden, og fulgte dens bevægelser, så de stadig stod front imod front. 
Hun prøvede et enkelt udfald til, men der var ikke mange åbninger, og den konstante bevægelse gjorde det svært at gøre slaget præcist.
Mon hun kunne holde den hen indtil månen sank ned bag horisonten igen?
Rhaya lod sit blik vandre op på himlen et kort øjeblik, men månen stod stadig højt og flot. Der var flere timer til den sank bare en smule ned bag træerne. Så længe kunne hun vist ikke danse rundt med det store bæst. 
Hun sank lidt ned i knæene. Hvis den sprang, ville hun gå efter et hak til dens kæbe. 

De fire poter var solidt plantet i jorden og han var klar til at finde en åbning hos hende. Da hun bukkede lidt i knæene så han udfaldet og sprang hen imod hende. Jorden under ham forsvandt i det han sprang og småsten fløj af sted bag ham. Han åbnede munden og et brøl kom ud af munden på ham. Han var ikke herre over noget og brølet kom bag på ham. Han var ikke sikker på at han ville ramme hende måske ville han springe over hende og hans bug ville være skrøbeligt sårbar hvis hun var hurtig. For poterne var klar til kamp og han var klar til hvad der ville komme, dog var der et spørgsmål der pressede sig på Hvad lavede han og hvorfor gjorde han det? Dog kunne han ikke selv svare på det og han var egentlig ked af det hele. Dog var der ingen anden udvej end at holde til lidt mere endnu. Månen var jo høj og der ville stadig gå lang tid til han ville blive sig selv. Kunne han udstå en kamp i så lang tid og hvem ville vinde. Ville hun komme slemt til skade i sit håb om at flygte eller ville hun dø? Det var ikke et spørgsmål der kunne besvares, alt handlede om tid og hvad udfaldet blev.
Som han var i luften kunne han se at han sprang over hende og hans bug var forsvarsløs, var hun hurtig nok til at angribe der eller var hun for langsom?

Brølet kom så meget bag på Rhaya, at hun kastede sig til siden. Det var dumt. 
Varulvens ene klo borede sig ned i hendes side og trak to lange rifter i hendes lår, som hun væltede på tværs af dens springbane. Blodet sprøjtede ud og stænkede ulvehår og græsstrå, og Rhayas ellers så elegante spring endte i et hårdt fald mod jorden. 
Hendes skrig skar igennem nattens mørke, og hun tabte staven for at holde om såret. Hun kunne næsten ikke holde om både siden og benet samtidig, så langt strakte det sig, og hun mærkede sin puls stige og sin energi forsvinde ud sammen med blodstrømmen. 
Varulven var kun få meter fra hende, og hun var ikke sikker på, hun kunne stå på det oprevne ben. Tårer i hendes øjne gjorde det svært at stille skarpt, og hun prøvede febrilsk at krybe bagud, men hun vidste, at det ikke ville gå hurtigt nok. Som den eneste udvej, hun så, greb hun staven igen og vendte den spidse ende i den retning, hun gættede på varulven var. Hendes syn flimrede. Hun havde altid fået at vide, at ens liv passerede for ens øjne, når man skulle til at dø, men lige nu kunne hun ikke tænke på andet end den voldsomme smerte og føle sig sært distanceret fra sin egen stemme, som hun svagt kunne høre græde.

Natten var kun lyst op af stjerner og den store fuldmåne over dem. Normalt fløj de ikke om natten, men det var varulvenat og ingen af dem havde lyst til at tilbringe mere tid på jorden en højest nødvendigt. Så Fenris' stærke vinger bar dem igennem den kolde luft. Ché sad i sine egne tanker uden at holde øje med det mørke land under dem, han kunne næsten ikke se noget alligevel, men det tog griffens skarpe øjne sig af.
De havde været ude ved en lille by for at snakke med en gruppe Topalis, men det havde været en frugteløs tur. De få Topalis, der havde været, havde ikke ønsket at lave om på deres liv, hvilket han ikke kunne fortænke dem i. Men nu havde de fået tilbuddet om at flytte til den lille landsby, han og hans folk var ved at skabe på en mark i Medanien.

"Ché." Fenris' stemme lød i hans hoved og han rettede sig lidt op, som griffen satte farten betydeligt ned og næsten hang stille i luften med de store vinger hårdt baskende for at holde dem oppe.
"Hvad er der?" Ché så ned over de mørke marker, men kunne ikke skelne den ene skygge fra den anden så højt oppe.
"Varulv. Og en kvinde." Det var tydeligt at høre på hans tonefald, at det ikke så godt ud. Hvilket bare blev understreget af et hjerteskærende skrig af smerte.
"Af sted." Ché nåede knapt nok at sige de to ord, før Fenris samlede vingerne og lod sig falde mod de to kæmpende skikkelser. Med en vant bevægelse trak Ché sit ene sværd, klar til kamp, selvom han håbede, at det ville blive unødvendigt.

Det varede ikke bange sekunder, før den lille grif landede bag kvinden på jorden. Med et skrig, der gik igennem marv og ben, stejlede han og slog ud efter varulven med sine skarpe ørnekløer på forbenene, samtidigt med at han slog sine vinger ud for at virke større og mere skræmmende.
Da han satte fødderne ned igen, greb han fat om kvindens overarme og med et kraftigt vingeslag satte han af og fløj mod himlen igen, denne gang med vægten af to væsner, hvilket gjorde hans vingeslag tunge og anstrengte, men han kunne flyve med to, han havde gjort det mange gange før. Det var mest den måde han var lettet på, der gjorde opstigningen svær.

"Hun bløder." 
Ché stak sit sværd væk igen og kneb øjnene sammen mod vinden for at se rundt.
"Find et sted at lande, jeg må hellere se på det."
Lidt efter dukkede der en å op, der glimtede i månens lys. Nogle få buske og træer gav et udmærket skjul og Fenris landede der. Da han var et par meter over jorden, gled Ché ned af hans ryg for at springe frem og tage i mod kvinden. Han vidste ikke, hvor ilde det stod til, så han tog forsigtigt fat rundt om hendes overkrop og lagde hende ned på jorden, de stærke arme blide i deres tag. Fenris lettede igen for at holde øje med om varulven fulgte efter dem.
"Du er i sikkerhed nu." Han så på hendes ansigt i mørket, med alt håb om at hun ikke var døende eller død.

James var overrasket at hans spring havde fået ramt på hende. Han var ikke sikker på at det nogen sinde ville ske igen. Han landte på jorden med alle poter solidt plantet i jorden. Han vendte sig langsomt om og begyndte at gå hen imod hende. Det var på tide at spise. Det var det eneste han kunne tænke på. Hun var svækket af de rifter hun tydeligvis havde fået. Det gjorde ham på en måde glad, men samtidig var der en hvis smerte at spore i ham. Som han kom tættere på hende i sine langsomme skridt kunne han mærke hvordan gruset forsvandt under hans poter. De lange klør havde fat i gruset og nu ville de finde et bytte at sætte sig i. Hendes skrig fyldte natten og en knurren kom frem. Han havde ikke hørt den flyvende grif der kom. Natten var blevet fyldt med skrig i stedet. Det var derfor en overraskelse da griffen kom ned på jorden og stalte sig på bagbenene for at angribe.
Han var tæt på sit bytte og det resulterede i at griffens klør skar ham ned over ansigtet. En pipende lyd kom frem af ham og han vendte sig om for at løbe væk. Nok var ulven i ham klar til kamp, men en modstander med en grif var ikke noget han ville op imod. Han vendte sig om for at kigge på sit bytte der blev båret væk. Han satte ansigtet mod månen og tuede ud i natten. Så måtte han finde et andet bytte at sætte sine tænder i. Med blodet flydende ud af ansigtet vendte han sig om og løb igennem natten og ud på markerne, langt væk fra kampen der lige var forgået. Det var ikke noget han skulle sætte sig op imod.

//out

Da griffen landede, fik Rhaya næsten et hjerteanfald oveni sin allerede rimeligt stressede situation. Hun gav et skræmt hyl fra sig, og så blev hun bortført af griffen! Eller reddet. Hendes opfattelse af alting var lidt mudret med blodtabet. 
Vinden brusede i hendes ører mens de fløj, og hun kunne se små perler blod dryppe ned mod jorden, der virkede så langt væk, at det bare var et mørkt, altopslugende dyb under hende. Over hende strakte nattehimlen sig med funklende stjerner, og havde begge dele ikke været lige sort, havde hendes svimmelhed nok været værre. Rhaya lod sig opsluge af mørket og de hvide pletter, der flød ud til sterger med hastigheden hun blev bevæget i. Vægtløs, fri, svævende i en kølig intethed.

Landing var alt for pludselig. Smerten væltede frem igen med kontakten til jorden, og hun begyndte at klynke ukontrolleret. Nogen holdt hende, og selvom berøringen var forsigtig, var bare det at blive bevæget et helvede. Hendes hænder prøvede at klamre sig til siden og benet, men blev kun mere klistrede. 
Sikkerhed var et vidt begreb, for Rhaya kunne ikke helt se sin redningsmand bag sløret af tårer, men hun var ret sikker på, han ikke var en varulv. Det ville nok også være ret upraktisk for en varulv at flyve på en grif. 
Hendes gråd fortsatte, og blokerede hendes hals for den tak, hun ønskede at give. Måneskæret afslørede at selvom der var store mængder blod, var den faktiske blødning ikke særlig stor. Rifterne var ikke så dybe som de kunne have været, men de var spredt ud over et så stort område, at det meste af hendes tøj søbede i blod, og hun ikke rigtig kunne gøre den mindste bevægelse uden at rive i en sårkant.

Det var tydeligt for Ché, at kvinden var i stor smerte. Hun klynkede og tårerne var synlige i månens skær. Han sad på knæ ved siden af hende.
”Jeg kigger lige på dine skader.” Ikke at han vidste meget om sårbehandling, men han havde set sin del skader igennem tiden, både i stenbruddet og hos slaveejeren, så han burde nok kunne vurdere, hvor slemt det var. Tøjet var gennemblødt af blod, men da han fik løftet lidt op i stoffet, var det tydeligt, at sårene ikke var dybe. Af det kan kunne se i det svage lys. For et par sekunder overvejede han, hvad han skulle gøre ved dem. At skylle dem ville nok være det bedste som en start, nu der løb en frisk strøm ved siden af dem, klukkende i natten.

Han vendte tilbage til hendes ansigt og så mildt ned på det.
”Jeg vil gerne vaske dine sår, inden jeg lægger en forbinding på. Det ville være bedst at…” Han tøvede kort, for det kunne misforstås. ”… at fjerne dine bukser, så stoffet ikke kommer i vejen.” Han talte så roligt og venligt han kunne, som hvis han talte til et skræmt barn. Han regnede med at få et nej og han ville skulle pakke hendes sår ind så godt som muligt uden på tøjet. Han var trods alt fremmed og hun var bange og i smerter. Han burde nok have forsøgt at berolige hende noget mere først, men han kunne lige så godt være ærlig.
”Det ser ikke så slemt ud, selvom det bløder noget. Men jeg vil ikke pakke det ind, før det er rent.”

"Det... D-et gør du... bare," fremstammede Rhaya mellem sammenbidte tænder. 
Hun blinkede hårdt et par gange for at få tårerne væk og måske få lidt af sit syn tilbage. Der kom lidt ekstra stjerner rundt om mandens ansigt, som månelyset reflekteredes i tåreresterne, og det gjorde Rhaya en smule svimmel.
"Jeg er bare... bare... taknem'lig," tilføjede hun imellem to host, der fik hende til at skære tænder af smerte. "Prøver at... ligge... stille..."

Rhaya lå så stille hun kunne, mens han fik stoffet væk. Hun hjalp, hvor hun kunne, og prøvede at gøre det lettere for ham. Ud af en af hendes lommer, røg et par krystaller, lidt skrald og en halskæde. Det var de ting, hun havde nuppet fra hulen, og det virkede som en sølle betaling for den hjælp, hun fik lige nu. Når hun kunne tale mere sammenhængende, havde hun dog tænkt sig at tilbyde ham det lidt, hun havde at give.

Vandet var det første rare, der var sket de sidste par timer. Et svagt suk forlod hendes læber, da det kølige vand dulmede smerterne og rensede sårene. Hun tillod sig at lukke øjnene let i og slappe af i, at såret ikke længere brændte. 

Til Chés overraskelse fik han lov til at fjerne kvindens bukser. Han nikkede kort, så hans hår bevægede sig.
"Ja, lig stille. Det kommer nok til at gøre ondt." Forsigtigt begyndte han at tage hendes bukser af. De var ikke så ødelagt, at han ville skære dem af, de kunne måske bruges igen bagefter. Han var mere optaget af de lange sår end så meget andet, hvilket kunne ses i hans ansigt, der så sammenbidt ud, mens han forsigtigt fjernede stoffet fra sårene. 

Endeligt var bukserne fjernet og han løftede hende op for at bære hende ud i strømmen. Den var kold, men ren, og hans egne bukser og støvler blev våde, men det gjorde ham ikke noget, ikke lige nu. Forsigtigt satte han hende ned, så han kunne bruge hænderne til at skylle hendes sår med, også dem op af siden. Hvem vidste, hvad en varulv havde af skidt under kløerne. Det var vigtigt at få dem skyllet rene.
Vandet trak røde spor med sig og det varede ikke mange øjeblikke, inden han tog sin jakke af og lagde den på jorden, inden han samlede hende op og satte hende på den.

Derefter tog han sin skjorte af og begyndte at rykke den i strimler for at have noget at binde hende ind med. 
"Mit navn er for øvrigt Ché. Griffen hedder Fenris." Han smilede til hende i mørket, inden han forsigtigt begyndte at lægge forbindingerne om hendes ben.