ChéChé
Klanleder for De Nye Topalisfolk

Retmæssig Neutral
Race: Topalis-folk
Alder: 30

Status: Aktiv
Godkendt: 26.09.2017
Antal posts: 80
Skaber: Zofrost

Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Chéron Harin
Kaldet: Ché, Chéron
Køn: Mand
Alder: 30
Fødselsdag: 28. oktober 1989
Tilhørsforhold: Retmæssig Neutral
Tro: Er opvokset med at tro på Shara, men har efterhånden mistet troen på guderne. Ikke helt, men næsten.
Erhverv: Leder af en rebelgruppe af Topalisfolket
Race: Topalis-folk

Udseende

Højde: 188 cm
Vægt: 85 kg
Chéron er en nogenlunde slankt bygget mand, men med en imponerende muskelmasse, som hele hans liv har bestået af hårdt arbejde. Han er bred over skuldrene og en smule bred over hofterne, hvilket giver ham et robust udseende. Musklerne er tydelig aftegnet under den let brune hud og ”vaskebræt” får næsten en helt ny betydning.
Der er ingen tatoveringer på hans krop, som ellers er typisk for Topalis, men der findes flere ar af forskellige størrelse. Nogle er ar fra hans tid i arenaen, andre fra stenbruddet. De mest genkendelige, er nok de få lange ar, der går ned over hans ryg efter piskeslag. Han bærer alle med stolthed.
Chérons hår går ham til lænden, naturligt formet til tykke dreadloks. Det har en sort farve, der næsten tangerer over i en meget mørkebrun. Hans øjne har en meget mørk lilla farve og hvis man ikke kigger nærmere efter, kan man ved første øjekast tage den for brun eller endda sort. Oftest ser man Ché som glatbarberet eller dagsgamle skægstubbe. Det er meget sjældent det bliver så langt, at det kan kaldes et skæg. Over de lilla øjne sidder et par kraftige øjenbryn. Næsen er bred og bærer tegn på at have været brækket, men er ikke skæv. Der sidder en tynd ring af sølv i hans venstre næsefløj. Hans læber er fyldige og tydeligt markerede.

Af tøj ses han ofte i løse bukser, et par slanke støvler og en løs ærmeløs trøje, somme tider gemt under en tykkere ulden trøje og med et ørkentørklæde om halsen. Det er meget tydeligt, at han har brugt mange år i ørkenen.
Ud over ringen i næsen pynter Chéron sig ikke.
Af våben bærer han to sværd, enten med bælterne slynget i et kryds over hans ryg eller om hans hofter, alt efter hvad der er mest behageligt. Han har også et par knive, en gemt i støvlen og den anden i bæltet.

Hans stemme er overraskende lys, men bærer dog en følbar autoritet. Folk lytter, når han taler.

Magi

Magisk evne (1): -
Dygtighed til at kontrollere evne: 0 (passiv)

Magisk evne (2): -
Dygtighed til at kontrollere evne: 0 (passiv)

Personlighed

Fordi Chérons første år i denne verden, var i en kærlig familie, er der lagt en god bund i ham, der er fyldt med venlighed, medlidenhed og kærlighed. Han ønsker i bund og grund ikke at gøre nogen ondt og vil gerne se, at alle er glade omkring ham. Men livet har ikke været venligt ved ham, og efterhånden har han fået lagt noget mere hårdt oveni. Nogle ting må gøres, selvom man ikke lyster dem, og han har måtte lukke mange af de varme følelser inde, for at komme levende igennem tilværelsen. Der er væsner, der er døde for hans hænder, uden han har grædt tårer over dem, fordi han ikke kunne have handlet anderledes i situationen.

Chéron er typen, der står op for sig selv og ikke finder sig i alting. Han er ikke bange for at ytre sin mening eller sætte sig selv i fare. Han er dog god til at lytte til andre, tage deres holdninger til eftertanke og allerhelst ser han, at alle er tilfredse. At alle har det godt. Kvaliteter, der gør ham til en god leder og folk slutter meget naturligt op om ham uden at han beder om det.
Hans liv har sat nogle tunge spor i hans sind, men han er en mand af nuet og fokus på fremtiden. Ikke fortiden.

Trods at han et eller andet sted helst sætter sig selv først, udsætter han gerne sig selv for fare for at hjælpe andre, hvis han føler at det er det værd. Han er voldsomt loyal mod sine nærmeste og hvis han først knytter sig til nogen, skal de regne med at have en ven for livet. For venner vil han gå i døden.
Han tror på sammenhold, lighed og åbenhed. Med de ting, han har set og oplevet, har han svært ved at sætte sig ind i tankegangen, at nogen skulle være bedre end andre. Den laveste slave kunne være mere værd end den rigeste konge. Nej, race, social position, magt, seksualitet, tro og køn har for Chéron intet at gøre med, om man er et godt eller skidt væsen eller hvor meget man er værd. Det er ens indre, der betyder noget.

Chéron har ikke lettere til vrede end så mange andre og er for det meste bare ret fredelig. Dog, hvis man først får ham vred, bliver han meget vred. Han er dog ikke af den hævngerrige type.

Han er en hurtig tænker og er på ingen måder dum, trods sin manglende boglige viden og generelle viden om Krystallandet. Men han er mere end villig til at lære og lærer ting i rekordfart, for han har en tendens til at blive besat af ting og kun kunne bruge tid på at lære dem.
Samtidigt er han en meget utålmodig mand, der helst skal tingene med det samme.

Styrker:
- Lederevner
- Lethed ved at lære
- Åbne sind

Svagheder:
- Kan blive ret besat af ting
- En utålmodig sjæl
- Mangel på viden om livet i frihed

Baggrundshistorie

Chéron er født udenfor Topalis, i den sydøstlige del af Medanien. Begge hans forældre var Topalis og som resten af deres folk, fordrevet fra deres rette hjemsted, Topalis, som de aldrig havde set. Han forældre havde valgt at slå sig ned alene og ernærede sig som bønder, og de første mange år af Chérons barndom var sparsom, men lykkelig. En dag, da Chéron var omkring 10 år gammel, kom der en fremmed mand forbi deres gård, en mand med samme mørke hudfarve som dem selv. Han snakkede med Chérons far og forsvandt så igen. Og et større skænderi opstod mellem Chérons forældre, et skænderi uden lige han havde set. Det viste sig, at nogle Topalis-folk ville rejse tilbage til øen og Chérons far ville med dem, men hans mor ikke ønskede at forlade det liv, de havde. Men folket var åbenbart vigtigere for faren end hans egen kone og barn, så han forlod gården og sluttede sig til den gruppe af Topalis, der ville tilbage til deres ø.
De næste år var hårde for Chéron. Han og hans mor forsøgte helhjertet at holde gården kørende, men meget krævede en mands styrke. Chéron udviklede sig meget i løbet af kort tid og blev så stærk som en dreng i den alder nu kan blive. Og de klarede sig igennem.

Da Chéron havde rundet sin 15. fødselsdag, kom der ryttere til gården. Ondsindede mænd. Slavehandlere. De brændte hele gården ned og tog den unge dreng med sig. Hvad der skete med hans mor vidste Chéron ikke, hvilket måske var godt nok, siden det sidste han hørte, inden nogen slog den hårdt kæmpende dreng ud, var hendes skrig.
Slavehandlerne tog ham med til Medanien, hvor han hurtigt blev solgt. Og de næste år, mens han voksede fra ung teenager til voksen mand, arbejdede han i et stenbrud ved kysten ikke så langt fra Balzera, hvor han slæbte sten efter sten. Og lærte at forsvare sig selv, stå op for sig selv og trods sin ringe status, ikke lade sig knække af modgang.

En dag kom ejeren af slaverne og stenbruddet forbi og han lagde mærke til den unge mand, der ikke helt virkede som de andre. Faktisk så det ud til, at de andre havde samlet sig under ham og lyttede til ham. Det kunne ikke gå og manden valgte at tage den unge mand med sig tilbage til Balzera, hvor han havde residens. Her satte han ham i træning, så den muskuløse slave kunne bruges i kamparenaen. Og selvom Chéron ikke nød at slås, var han velvillig til at lære og han lærte hurtigt. Trods den korte tid med våben i hænderne, blev han hurtig dygtig til både nærkamp og kamp med våben, hvor hans foretrukne var to korte sværd.
På en eller anden måde undgik han døden i arenaen i omkring fire år. Indtil han en dag fik nok og nægtede at dræbe sin modstander. Han var træt af blod og død. Det var der ikke stor forståelse for, og han var også klar over, at hans ulydighed ville blive straffet og han forberedte sig på at få ryggen flået op af piskeslag. Men hans herre havde en anden idé. Han havde nemlig anskaffet sig en grif, som viste sig at være til at købe for en pris af en grund. Den var vild og umulig at komme til. Samtidigt havde den stadig en knækket pil siddende i den ene vinge og kunne derfor ikke flyve. Siden ingen frivilligt ville gå ind til den, måtte nogen jo tvinges og det blev Chéron, som blev den udvalgte - hvilket bedre straf for sin ulydighed end at blive flået ihjel og spist af en grif?!
Så to vagter smed Chéron ind i indhegningen og alle holdt vejret i spænding. Som det store arrige dyr kastede sig frem for at angribe ham, kastede Chéron sig på jorden i en sammenkrøbet stilling i respekt for dyret. Han var også bange, for aldrig havde han set et væsen som dette, men han havde for længst affundet sig med, at han ville dø voldeligt og smertefuldt og han ville hellere dø for næbbet af et så majestætisk dyr end i arenaens støv. Men intet skete. Griffen stoppede op foran ham, så ned på ham med sine mørkebrune øjne og bakkede så tilbage igen. Lidt efter vovede Chéron at flytte på sig. Og som han mødte dyrets blik, forsvandt hans frygt. Hvordan kunne han være bange for noget så smukt? Langsomt kom han på benene og bevægede sig hen mod griffen. Og forsigtigt lagde han en hånd på dets næb. Stadig intet skete og han fortsatte ned langs den fjedrede side, hvor han til sidst kunne tage fat i pilen og med kræfter fjerne den fra vingen. Smerten fik griffen til at slå ham omkuld, men den skadede ham ikke.

Som var det en naturlig ting, blev Chéron griffens passer. Han fodrede den og tog sig af den til dens vinge var helet. Den dag hvor han besluttede sig for, at vingen var helet, angreb griffen ham ud af det blå. Bed ham i armen, så blodet sprang. Overrasket, men ikke bange, bakkede Chéron nogle skridt tilbage og så griffen i øjnene. Og en stemme lød i hans hoved. ”Jeg er ked af, at jeg blev nødt til at skade dig, men hvis jeg ikke smager dit blod, kan jeg ikke tale til dig. Du kan tale til mig, som jeg taler til dig, vi har en forbindelse.”
Og sådan gik det til, at Chéron kunne kommunikere med en grif, som over det næste stykke tid blev en nær ven. Begge deres historier var triste. Griffen, som kaldte sig selv Fenris, var blevet fanget for ganske kort tid siden, men vurderet til ikke at være meget værd, vild, med en fjerdragt og pels i en ensfarvet mørkebrun og ikke så stor som han kunne være. Så han var hurtigt solgt videre til en billig pris - og var endt hos samme ejer som Chéron.

Nu hvor Fenris’ vinge var helet, ville ejeren have den trænet til at kunne flyve. Og det var ikke en opgave, som Chéron blev sat til, nej det blev hans hestetæmmer. Og sikke en katastrofe. For selvom Chéron kunne komme til griffen, ville Fenris ikke have med andre at gøre. En dag gik det så langt, at han blev lagt ned med reb, så denne hestetæmmer kunne kravle op på ryggen af ham. Og selvom Chéron forsøgte at tale Fenris fra det, rullede griffen rundt og hestetæmmeren måtte slæbes derfra med flere brækkede knogler. Og i det øjeblik fik ejeren nok og beordrede griffen død! Chéron sprang frem og stod i vejen for de pile, der pludseligt var rettet mod dyret. Højt proklamerede han, at han ville lave en handel med slaveejeren - hvis han kunne sætte sig på ryggen af griffen og flyve den, skulle slaveejeren skåne den. Manden betragtede den mørklødede mand og den brune grif for et øjeblik og nikkede så. Og Chéron satte sig op på ryggen af Fenris, der for første gang i måneder kunne sætte af og flyve mod himlen. Og han stak selvfølgelig af. Chéron bad ham roligt flyve tilbage igen. Fenris forstod ikke hvorfor, de var frie, de kunne flyve hvorhen de ville. Men Chéron agtede ikke at leve som en bortløben slave og til sidst måtte Fenris anerkende hans følelser og han fløj tilbage, hvor slaveejeren måtte holde sit løfte og skåne griffen, selvom han nok kunne regne ud, at han aldrig ville komme til selv at flyve på ryggen af den. Men derfor kunne han nu stadig vise den frem, nu dog med Chéron fast ved dens side.

En dag blev slaveejerens søn kidnappet. Slaveejeren var en ældre mand og han havde fået sin søn sent i livet, som det eneste barn. Forståeligt nok elskede han sin søn og ville gøre alt for ham, så da en såret soldat kom ridende alene hjem fra den konvoj, som sønnen havde rejst med, med besked om, at en gruppe ørkenrøvere havde slået alle ihjel og kidnappet drengen og nu ville have en uhyrlig løsesum, var slaveejeren dybt ulykkelig og vred. Den mængde krystaller de bad om, ville kræve at han solgte en stor del af sine ejendele og ruinere sig selv. Men han var klar til at gøre det.
Chéron fik nys om, hvad der skete. Han havde brugt tid med drengen og kunne lide ham. Så han gik til slaveejeren og stillede ham et forslag. Hvis han og Fenris kunne befri drengen uden løsesum, skulle de have deres frihed. Desperat sagde slavehandleren ja og kort efter fløj de ud over ørkenens varme sand. Der var ikke meget modstand i ørkenrøvernes lejr, som de blev overrasket af det store skræmmende dyr og den mørke, sværdfægtende mand. Og som solen gik ned under horisonten, landede Fenris på gårdspladsen til slaveejerens store hjem og lod Chéron og drengen hoppe af sin ryg. Natten gik. Næste morgen nægtede slaveejeren dem deres frihed, for han ville nødigt undvære en så loyal en slave og så pragtfuldt et væsen. Chéron protesterede, men slaveejeren sagde nej. Indtil hans søn tog Chérons side. Et løfte var et løfte. Og sådan gik det til, at Chéron kunne kravle op på ryggen af Fenris og forlade ørkenen, der havde været hans hjem i så mange år.

De næste par år rejste de rundt og lærte om livet i Krystallandet. De sidste års begivenheder har de holdt sig langt fra og sørget for ikke at blive blandet ind i noget og derfor har deres tid i frihed været rimeligt begivenhedsløs. I stedet har de lært en masse væsner at kende, arbejdet for føden på flere forskellige måder og Chéron har lært en masse om sin race.

En dag valgte Chéron at opsøge den store gruppe af Topalisfolk, som var blevet fordrevet fra øen. I et halvt års tid levede han med dem, men fandt det umuligt at forlige sig med de meget strikte regler, der efter hans synspunkt var ved at drive racen i sænk. Det førte til et stort skænderi med deres leder, Olympus, og Chéron forlod gruppen i vrede - men med ham fulgte nogle af de andre og pludseligt fandt han sig selv som leder af en lille gruppe Topalisfolk.


Familie: Begge forældre formodes døde

Nuværende levested: I en lejr på den vestlige kyst ud til havet, hvor man kan se Topalis i horisonten.

Andet

Information om Chérons grif:

Navn: Fenris
Alder: 18 år
Køn: Hankøn

Udseende: Meget mørkebrun i både fjerpragt og pels med et gråt næb og grå fuglefødder. Fenris er en smule lille af sin alder og forventes ikke at blive ret meget større. Manken af fjer er først begyndt at vise sig, hvilket igen får ham til at se lidt mindre ud end andre på hans alder.
Hans øjne er som resten, meget mørkebrune med et intelligent glimt.

Baggrund: Fenris er opvokset som vild grif i en mindre flok, der huserede omkring de sydlige bjerge ved Kzar Mora. En dag han var ude at strejfe, blev han skudt ned af pile. Slaget mod jorden slog ham ud og da han vågnede, var han bundet og blev slæbt med til et marked, hvor han hurtigt blev solgt, trods at han ikke levede op til de fysiske standarder med sit brune udseende og ringe størrelse.
Han blev solgt mere end én gang, da han ikke kunne leve op til forventningerne. Til sidst blev han solgt til en slavehandler, der hurtigt fandt ud af, at griffen var vild, ustyrlig og stadig såret med en pil stikkende ud af undersiden af vingen. Som straf for ulydighed smed han en slave ind til griffen, så den kunne flå slaven i stykker, men intet skete og slaven og griffen fik hurtigt et tæt bånd. Siden har de været uadskillelige, også da de begge fik deres frihed.

Personlighed: Fenris har et lidt iltert temperament og finder sig ikke i ret meget. Han er opvokset i frihed og er stadig en vild grif, selvom han lader Ché ride rundt på ryggen af sig. Han tolererer Chés venner, men fremmede skal ikke prøve at røre ved ham.
Man skulle måske tro, at han er et dyr, men hans intelligens ligger på niveau med menneskers. Han er dog ikke så gammel og har stadig meget at lære om verden. Som sin bedste ven Ché, er han stædig og kan være lidt svær at have med at gøre, men samtidigt har han et stort hjerte og er meget åben overfor andre racer (så længe de ikke tror han er et kæledyr eller under kontrol af andre).
Det bedste han ved er at mærke vinden i vingerne og sove på af Ché.

Magi: Fenris har en magi, hvor han ved at indtage et andet væsens blod, kan kommunikere med dem ved at sende tanker til dem. Og de kan sende tanker tilbage til ham. Han har kun brugt den én gang, med Ché. Hvis der kommer mere end ca. en kilometer i mellem dem, bliver forbindelsen brudt til de kommer hinanden nær igen.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: 10
Kampteknik: 7
Smidighed: 4
Fysisk udholdenhed: 8
Kløgt: 7
Intelligens: 4
Kreativitet: 4
Mental Udholdenhed: 6
Chakra: 0

Chatboks

Gæst
[smilies]

IC-Chat