James havde brug for en afkøling. Det havde næsten lige været fuldmåne, og det var første gang han havde været ude af et sølvbur. Det havde ikke været med hans gode vilje, men nu hvor Miranda havde taget sig lidt af ham kunne han se en ende på det hele. Der var noget helt andet at være varulv uden for et bur end det havde været i det. Det var en ny følelse James skulle vende sig til, det handlede bare om at man skulle være mentalt indstillet på noget andet. Han var godt nok jaget før i tiden grundet sin evne, men dette her var noget helt andet. Hvis Miranda aldrig havde bidt ham i første omgang ville han aldrig skulle være så jaget her som han var nu. Han kiggede lidt ned i jorden som han vandrede gennem skoven og videre ind imod vandfaldet han vidste der lå der. Han trængte til en kølig dukkert bare for at få tankerne et andet sted. Han håbede bare på at der ville hjælpe. Han var stadig øm i kroppen efter sidste forvandling og kunne ikke huske noget fra forvandlingen. Måske det ville blive bedre med tiden, han håbede det ville ske men han var bestemt ikke sikker på det. Han anede faktisk ikke ret meget om det at være varulv. Han gik og håbede på at Miranda ville svare på nogle spørgsmål før eller senere.
Han kiggede lidt op fra jorden af for at finde ud af hvor han var, der var ikke så langt til vandfaldet endnu nogle få 100 meter. Et suk kom over hans læber som han lod en hånd køre igennem sit hår. Han kiggede ned i jorden igen og tænkte på sin søster. Gad vide hvordan hun havde det efterhånden. Det var vel bare et spørgsmål om tid før hun ville dukke op igen. Regne med hende kunne man ikke lige frem, det havde man sådan set aldrig kunne. Endnu et suk kom frem på hans læber mens han prøvede at samle sine tanker. Der var mange ting der fyldte hans hoved lige for tiden, og en masse ubesvaret spørgsmål som ingen kunne svare på. Hvorfor overhovedet leve et liv hvor der ikke ville ske noget som helst med ham. Han manglede en accept et eller andet sted fra, han vidste bare ikke hvor henne. Han kunne høre vandfaldets rislen da han kom tættere på og håbede egentlig på at der ikke var nogle andre blot for at være alene.

Formiddagen var lun i forhold til årstiden og det kolde vand havde lokket Cora til sig. Hun havde gået siden solen stod op og trængte både til en pause og til at få fyldt vandskindet op, så da hun havde hørt lyden af brusende vand, havde hun straks skiftet retning og var gået den vej. Et større vandfald med en lille sø ved bunden. 
Først havde hun sonderet terrænet for andre væsner, men ud over en sur solsort og et egern, der hurtigt var smuttet, var der tomt. Perfekt. Man kunne aldrig være for forsigtig, især ikke, når man var en som hende. Den grålilla hud og det lilla hår skreg hendes race ud til omverden. Mørkelver. Omtrent lige så hadet som dæmonerne. Nej, hun kunne aldrig være for forsigtig med sine opgivelser.

Men endeligt gik hun ned til vandet og satte sig på hug. Vandskindet blev hevet frem af tasken og hun fyldte det op, stadig med blikket glidende over sine omgivelser. Men hvem kunne hun dog risikere at møde herude? Hun havde ikke set et hus i et par dage og hun havde en fornemmelse af, at det var den mere øde del af Medanien hun befandt sig i. 
Skindet blev hurtigt fyldt og hun pakkede det væk i tasken igen, inden hun samlede vand op i sine kuplede hænder og drak tørstigt. Hun gentog bevægelsen et par gange, inden hun sprøjtede sidste håndfuld i ansigtet for at friske sig lidt op. Det var lidt for koldt til, at hun havde lyst til at bade, men hun overvejede det nu alligevel.

En lyd fangede hendes opmærksomhed og hurtigt var hun på benene. En mand kom gående fra træerne. Hurtigt trak hun det ene af sine sværd, straks klar til kamp, straks klar til at forsvare sig. man kunne aldrig vide, hvem man stødte på et ensomt sted som dette. Og det var en mand, man kunne aldrig vide, hvad han ville. 
"Stop lige dér!" Hendes stemme afslørede hende som hunkøn, lidt hæs, men feminin, hvis der skulle have været tvivl, siden hendes udseende kunne få en til at være i tvivl. Sværdet blev rettet mod ham, selvom der stadig var langt i mellem dem.

James var helt væk i sine egne tanker, han havde faktisk ikke nogen ide om hvor langt der var til vandfaldet endnu. Han kunne dog høre at det kom tættere og tættere på. Lyden af vandet der ramte vandet var afslappende på ham. Han fandt vand roligt i forhold til sig selv. Han var ikke sikker på at han nogen sinde ville blive så rolig igen. Med tiden ville der måske falde en form for ro over ham men han var langt fra sikker.
En stemme afbrød ham og han vendte blikket opad. Hvem havde snakket og hvorfor lige her? Var det ikke meningen at der skulle være lidt ro omkring ham? Han blinkede nogle gange med øjne kiggede rundt og fandt stemmen. Normalt ville hans Audiokinise være i ørene på ham, men vandets brusen fyldte mere end han kunne høre. Et smil kom frem på hans læber men det forsvandt hurtigt da han fik øje på klingen. Han stoppede op og kiggede op på personen. Det var en race han ikke havde støt på før. Gad vide hvem hun var og hvorfor hun var her. Nye spørgsmål dukkede op i hovedet på ham end dem der allerede fyldte. 

"Frygt ej." kom det roligt fra ham og han satte hænderne op i en overgivelses tilstand. Han ville ikke op at slås han kunne ikke fordrage at slås. Desuden var hans led ikke særlig tilfreds med det, sådan som de kunne gå af led i ny og næ. Hvilket nok bare gjorde ham endnu mere sårbar end han ville være. Måske et let offer at overfalde og en svaghed i en flok han håbede at blive en del af. Han var usikker på om han skulle træde et skridt frem, men hun havde jo bedt ham om at stoppe og det havde han jo gjort. Et vindpust fik hans hår til at blafre lidt i vinden, men det gjorde ham ikke noget. Han havde jo holdt sit hår kort efter han havde fundet sin søster for snart 10 år siden.

Frygt ej. Mandens ord fik Cora til at stoppe op for et øjeblik. Hvem sagde sådan noget med et sværd peget i mod sig? Enten en, der følte sig meget overlegen og følte, at personen skulle berolige om sine evner, eller en, der ikke forstod, hvilke farer personen var i. Hvilken af disse to muligheder af disse den unge mand var, vidste Cora ikke og hun løb ikke nogen chancer. Sværdet fortsatte med at pege mod ham, klar til kamp.
”Jeg var her først. Find et andet vandhul.” Han kunne også bare gå længere ned eller op af strømmen, der første til og fra vandfaldet, men hun gik ikke. Hun havde været der først. At hun nu havde streget planen om et bad og nok ville forsvinde, så snart han var ude af syne, det var en anden sag.

Hun lod blikket glide over ham. Det var ikke fordi, at han så specielt imponerende ud. Langt fra faktisk. Bar han overhovedet våben?! Cora var i tvivl. Hun kneb øjnene lidt sammen og følte sig mere på vagt, for oftest var det sådan, at dem der rejste og ikke bar våben, havde evner der kunne udgøre det for samme.
Alle hendes sanser var rettet mod hendes omgivelser, i tilfælde af, at han ikke var alene og nogen var ved at lave et bagholdsangreb mod hende. Men lige nu var der fredeligt og alt hun opfangede af liv omkring sig selv, var vandets bruset og manden foran hende.

James var måske ikke den klogeste når det kom til kamp, men han var klog nok til at opgive hvis det skulle komme til det. Han kiggede fortsat på sværdet der var rettet imod ham. Hans øjne søgte op for at kigge på elveren. Hvad skulle der nu ske? Han var ikke sikker på noget som helst lige nu. Han rettede blikket ned på sværdet igen og trak lidt på skuldrende. Finde et andet vandhul. Tja det kunne han jo egentlig godt. Han trak lidt på skuldrende og vendte sig om for at gå væk. Dog stoppede han op efter nogle skridt og vendte sig om. "Finde et andet vandhul... Det er altså ikke fordi du ejer vandfaldet." kom det fra ham og trådte nogle skridt frem imod hende. Hans øjne var fast lagt på sværdet i håb om at det ikke blev svunget imod ham. Han kunne ikke fordrage kamp, mest af alt på grund af hans led.

Han trådte lidt til højre for at undgå sværdet og trådte forbi hende. Han var ikke sikker på hun ikke ville angribe, men ville hun det ville han høre sværdet susen igennem luften. Han var ikke bekymret for noget, egentlig skulle hun vel bare være glad for det ikke var fuldmåne? Han trak lidt på skuldrende som han bevægede sig videre ned imod floden og vandfaldet. Vandfaldets brusen var en dejlig hørelse hos ham. Det åndede af liv og bevægelighed. Mere bevægelig end han egentlig var. Han kunne tydeligt huske hvordan vandet gjorde ham rolig da han var mindre. Det havde stadig den effekt på ham, og så var det altid et godt sted at tænke.

Det så først ud til, at manden ville gå sin vej, hvilket var godt. Cora ville ikke ligefrem i kamp, man kunne aldrig vide, hvad han havde af skjulte evner, når han ikke bar våben. Men så vendte han om igen og kommenterede på, at hun ikke ligefrem ejede vandfaldet. Med overraskelse i ansigtet betragtede hun ham gå tilbage, og rundt om hende, for at gå ned mod vandet. Hun trak vejret ind og åbnede munden for at sige noget, men endte med at lukke munden og se efter ham med rynket pande. Enten var han idiot at trodse en som hende, eller også kunne han noget, der berettigede den opførsel. Hun blev kort stående og overvejede, hvad hun skulle gøre. Et andet knapt så tilfældigt møde rodede stadig med hendes sind og til sidst besluttede hun sig for, at hun ikke ville tage chancen. Et bad kunne vente og hun havde fået fyldt sit vandskind.

Med en dæmpet banden på mørkelvisk samlede hun sin oppakning op og begav sig ind i mellem træerne. Sværdet havde hun stadig i hånden, i tilfælde af, at han ville følge efter hende eller han havde nogen til at ligge i baghold. Men ingenting skete og hun drog ud for at finde en anden sø, hun kunne slå lejr ved. Der måtte være noget længere ned af strømmen, der løb ud fra vandfaldet. Forbandet at den idiot skulle dukke op.

// Out

Det var måske ikke det klogeste han havde gjort, men han havde en mission. Han skulle have et bad, og det var der ingen der skulle tage fra ham. Han havde ikke nogen grund til at gå i kamp. Ej havde han behov for at lade nogen bestemmer over sig. Der var aldrig nogen der havde bestemt hvad han skulle og hvad han ikke skulle. Nej han var voksen og kunne sagtens bestemme selv. Dog var der den skarpe genstand der satte en stopper for det hele. Han ville nødig sprættes op af noget skarpt. Han havde et liv at leve, og det havde han tænkt sig. En forbandelse eller ej det var stadig et liv. Selvom det var en trist tilværelse han levede i, kunne Miranda måske stadig svare på et par spørgsmål for ham.
Som vandet var foran ham bukkede han sig ned og kiggede på det. Han havde ingen intention om at kigge på elveren, han kunne sagtens høre hvad hun sagde eller gjorde. Han begyndte at tage sin trøje af og lagde den på jorden. Han var langsom, men han skulle høre hvad der blev gjort.
Da trøjen var kommet af tog han bukserne af og lagde dem i en bunke ved breden. Han hoppede i vandet og begyndte at vaske sig.