Det sendte skarpe jag op igennem hendes ben, så hårdt lod hun sig selv falde ned at sidde på sine knæ foran en Jordens hankøndige menneskevæsner. Det ru underlags som udgjorde lundens skovbund skrabede minimalt på det yderste hudlag af hendes knæ – nok til at det ville svige senere, når hun ville lægge mærke til det – selvom at hendes simple kjortel strakte sig langt nok ned over hendes ben til at værne lidt for den potentielle skade. Men den lille stjerne bar hverken bekymring for sig selv eller for om græs og jord ville risikere at misfarve skørtets allerede rødbrune stof. Hendes bekymring lå med kraftig fokus på manden foran hende, som han sad lænet op ad et af lundens gamle egetræer.
Mia’s blik fór panisk rundt til hver og en krog af mandens krop. Han måtte være gammel nok til at have mere end én arbejdsgyldig søn eller datter taget hans lettere rynkede og ansigt og starten på nogle grå hår hist og her i hans korte brune hår. Han var ikke iført nogen form for rustning og lignede mest af alt en af bønderne, der gik og så til markerne. Hans øjne var lukkede i og hans hoved hang slapt ned over brystkassen. Men det var hverken det ene eller det andet, der havde skabt sådan et desperat udtryk i hendes ansigt. Det kunne pilen, der stadig sad spiddet ind under mandens ene bryst, tage æren for.

Hun havde fluks kravlet tættere på ham for at kunne nå en hånd op at ligge fladt ved hans brystkasse i håb om at kunne fornemme, hvorvidt hans hjerte stadig slog. Hun var nødt til at presse godt ind, men hun fandt den da. Rytmen. Og hvilken lettelse det var. Hvis lettelsen havde taget fysisk form ville hendes hår korte hår have blæst, som den skyllede sig over hende. Kun kortvarigt dog for rytmen var svag hvilket nok skyldtes den mængde blod, der havde sølet mandens tøj omkring, hvor pilen sad. At han stadig var i live var nok blot fordi at pilen lavede en primitiv blokade for såret.
Fortsat panisk flyttede hun sine hænder ned mod såret og lagde dem ind mod kroppen omkring pilen. Hun kunne fornemme hans krop reagere på smerten, der måtte have opstået, og hun hørte et gisp fra mandens strube, der automatisk fik hende til at se op på hans ansigt. ”Sov ikke! Bliv her.” Det var det eneste hun kunne komme frem til at sige, som hendes håndflader blev røde. Hun kunne ikke bare rive pilen ud. Så meget vidste hun da.

Sakse vidste ikke, hvordan han vidste det, men han vidste, at i denne lund ville han finde en sjæl, der skulle hyrdes videre. Det var ligesom noget, der trak i ham, drev ham mod målet, uden at han kunne beskrive følelsen ordenligt. Hans mor og flere af hans søskende havde det på samme måde, så måske var det noget, der fulgte med hans evner som sjælehyrde?

Med lange, rolige skridt gik Sakse igennem buskadset mellem træerne. Uglen fløj over trætoppene og tudede nu og da, når hun fik øje på noget, der bevægede sig i skovbunden, men ellers var den eneste lyd, der gik igennem stilheden, en raslen fra Sakses sable, der hang ved hans side.

Efter lidt tid fik Sakse øje på manden, hvis sjæl han var kommet for at hente. Men der var noget galt...

Sakses bryn rynkede sig lidt, da han opdagede, at der sad en ung pige ved mandens side. Hun prøvede... at stoppe blødningerne? Sakse fnøs; dette var imod naturens orden. Manden var dødeligt såret, og han ville dø inden længe, og det var Sakses opgave, at guide hans sjæl videre. Det skulle ingen lille tøs forhindre ham i. Han slikkede sine læber og gik så hen mod manden og pigen.

"Han er død," sagde Sakse, da han stoppede op bag pigen. Hans hvide ugle fløj ned og satte sig på hans skulder og blinkede til pigen med sine ravøjne. "Han tilhører mig nu."

Den pludselig lyd af en mands stemme sendte straks et set igennem Mia’s krop. Hun spjættede nu ikke forskrækket. I stedet var det mere som at alle musklerne i hendes krop med ét spændte op  for en kort stund i tro om, at en isnende kold dråbe havde gledet ned langt rygsøjlen. Dog fluks derefter var der kommet bevægelse tilbage i hende, da hun brat så sig over skulderen i retningen af stemmen blot for at blive nødsaget til at ligeledes se opad for at kunne få nogenlunde udsyn til mandens ansigt.

Hendes første indskydelse var at han måtte være et fugleskræmsel. Han lignede ikke just de fugleskræmsler hun havde set før med deres hø-fyldte kroppe og slidte og ødelagte tøj, men måden hvorpå han tårnede sig ubehageligt meget over hende - særligt som hun sad på jorden - samt den monotone fornemmelse han udsendte, kunne snildt for hende til at tro sin første tanke indtil fornuften kom ordentligt tilbage.

”Han er ikke død!” Hun osede af desperat usikkerhed til trods for hendes sikre ordhåndtering og hendes øjne skjulte det bestemt heller ikke i den tid, hvor hun stirrede op på ham, inden hun straks vendte sig tilbage mod den bonden. ”Ikke endnu.” Hun brød sig virkelig ikke om den våde fornemmelse mellem sine fingre, men heldigvis virkede situationen til at være kraftig nok, så hun ikke lagde alt for meget til det så hun pressede blot hårdere ind uden rigtig at vide sig sikker om, hvad hun gjorde var til hjælp.
”Han er meget muligt ikke ved sin bevidsthed, men han reagerer stadigvæk på smerten.” Hun beskyldte den pludselig overvågning fra den fremmede på hvordan hendes hænder rystede ydereligere. Hun forsøgte at gøre et henvisende kast mod bondens adams æble, der gurglede sagte ved pres mod såret. ”Se selv!”

Det var tydeligt, at pigen blev forskrækket over hans tilstedetværelse, hvilket var helt normalt. Sakse var vant til at folk blev helt hvide i hovederne, når han talte til dem. Men det var ikke normalt, at de sagde ham imod. Faktisk var det ekstremt unormalt, og Sakses bryn rynkede sig lidt i forvirring, mens han forsøgte at beslutte sig for, hvordan han skulle reagere på pigens modsigelse. Desuden var der noget mystisk ved hende... hende sjæl var ikke normal menneske sjæl. Sakse havde lyst til at føle ordenligt på hendes sjæl, men hans tanker blev afbrudt af en svag rallen fra manden på jorden.

"Han er så godt som død," sgade han så med sin mørke, monotome stemme, mens han stirrede ned på pigen ved mandens side. "Hvad du gør nu, strider mod naturen orden. Det er hans skæbne at dø, og du blander dig. Du kan ikke nægte mig hans sjæl."

Hun var nu egentlig ganske pæn, denne pige, og hendes uartighed mindede Sakse om Falk, hans lillesøster, der næsten altid sagde ham imod, hver gang hun så sit snit til det. Sakse kunne mærke en varme boble dybt, dybt i ham, og en muskle omkring hans ene øje spjættede lidt.

"Kender du ham?" spurgte han så.

”Hvis ikke han for den pil ud af kroppen, ja.” Hun havde mentalt alt for travlt til at opfange hvert eneste betydning af hans ord og sætninger. Hun hørte ham skam godt, men det var som om, at hun ikke kunne behandle det hele korrekt, så hun hørte kun, hvad det var hun selv ønskede at høre. Også selvom hun nok ikke ønskede at høre meget af, hvad han havde at sige.

Hun rystede voldsomt på hovedet med læberne snerpet tæt sammen, dog tog hun ikke blikket væk fra bonden. ”Overhoved ikke.” svarede hun efter at have synket en besværlig klump i halsen. ”Jeg har aldrig set ham før jeg fandt ham i denne tilstand.” Hun fjernede kortvarigt begge hænder fra såret for at bedre kunne flette pilens skaft ind mellem sin pege- og langefinger på sin ene hånd og på den måde forhåbentlig lægge et mere stabilt og lige vægtigt pres. ”Men mennesker har i forvejen så skrøbelige liv! Det er forkert at opgive et liv, hvis der er en chance for at redde det.”

Atter fik hun drejet sig hen mod det nye selskab. Denne gang en smule bedre, med den ene blodige hånd fri. Hendes blik var stadig lige så fortumlet men bar nu mere præg af bøn. Bøn efter hans hjælp. Hun kunne ikke gøre det her alene. Han kunne meget vel være fuldkommen ligeglad med bonden, men han var lige nu den eneste, der kunne svare på hendes spørgsmål.
”Der må være noget der kan fjerne ham fra dødens kant. En salve? Magi? Blot en kniv til at få pilen ud! Jer jordiske væsner skulle have lige så meget viden om healing som I har om drabsmetoder, hvis jeg ikke husker forkert.”

Sakse sukkede uden at tage blikket fra pigen. Det ville være imod alt, hvad han havde lært fra sin mor og fra sig selv, hvis han hjalp hende. Og hans dybtliggende grådighed efter sjælen gjorde det heller ikke nemt for ham, hvis han skulle vige fra sine principper.

"Hvis du ikke kender ham, hvorfor vil du så redde ham?" spurgte han. "Han kunne være en tyv. Eller en morder eller voldtægtsmand. Hans er bare ét af hundrede af liv, der forsvinder hver dag. Hvorfor lader du ham ikke bare møde sin skæbne?"

Uglen blinkede ned til pigen og manden, hvorefter den nippede til Sakses lange, sorte hår.

"Stop," gryntede Sakse og puffede til uglen, men den blev ved, indtil han irriteret rystede sine skuldre. Uglen fløj op på en gren og stirrede surt ned på ham.

"Jeg kan ikke helbrede," sagde Sakse så og vendte blikket tilbage til pigen. "Det er ikke mit kald. Men..." Han sank en klump. "Hvad vil du give mig, hvis jeg hjælper dig?"

Hun blev svimmel bare af at skulle se op på ham. Hun havde ellers troet, at hun allerede havde vænnet sig til så høje væsner efter at have omgået sig med Gortrosh tilbage i Dianthos. Men der var stadig en meget skarp kontrast mellem den venlige ork og denne fremmede mand. Særligt hvis man målte på den anden led. Det døsigt sind kunne nemt få bildt øjnene inden, at han svajede fra side til side grundet hans smalle figur. Men hun veg ikke væk fra ham.
”Han kunne være en familiemand. Med sønner og døtre.” tilføjede hun med en noget blidere stemme end, hvad hun havde hidtil havde tiltalt ham med. ”Han kunne være en simpel bonde fra den nærmeste landsby. Hans ulykke kunne ligeledes have sket med begrundelse men også uden. Den lille chance burde være nok svar til dit spørgsmål.”

Automatisk røg hendes blik mod uglen på hans skulder. Et majestætisk dyr. Et hun endnu ikke havde set mange af og da slet ikke på samme skala som denne. At overvære interaktionen mellem de to gav hende ligeledes et splitsekund af et pusterum til at glemme panikken, indtil situationen igen blev genoptaget. Men ikke af mere tvivl fra den fremmede. Tvært imod. Hun ville ikke kalde det håb men det var mere villighed, hvilket egentlig kom noget bag på hende, hvilket kom mest til udtryk i måden hun så på ham med store øjne.

”Jeg har penge! Ikke meget, men de er deres, hvis du hjælper.” svarede hun abrupt og gjorde fokus mod læderpungen hængende fra en lædersnor, der var snøret flere gange løst omkring hendes hofte. Det var det eneste hun havde af værdig på sig. Lige set bort fra det simple armbånd af en safir mellem to grønne ædelsten. ”Og hvis det virkelig er hans skæbne at dø, så vil jeg ikke benægte dig hans.. sjæl. Men først når hans krop har opgivet at kæmpe efter livet.”

Sakse rystede på hovedet. Han ville ikke have hendes penge eller noget andet af jordisk værdi. Det havde han ikke brug for. Hvis han nogensinde manglede noget af den slags, kunne han besøge sin mor. Hun havde altid rigeligt af alting. livs grådighed og dekandance fik det til at vende sig lidt i ham, især nu hvor han havde givet efter for sin egen. Og da det skete så sjældent at han tillod sig selv at være bare den mindste smule grådig, så ville han også have noget ud af det.

"Giv mig noget af dig," sagde han så og stirrede ned på pigen uden at blinke. "Giv mig noget, der betyder noget for dig. Så hjælper jeg dig."

Han havde lyst til at gå ind i hovedet på hende og se, hvad der betød allermest for hende, så han kunne bede om det. Men det var mere interessant at se, hvad hun ville svare. Desuden ville han jo også komme for at hende hendes sjæl en dag, og den dag skulle hun jo gerne have noget, han kunne tage fra hende og behold for sig selv i sin samling.

”Noget af mig?” Mia så refleksivt ned af sig selv. Hun forstod ikke, hvordan det ville kunne lade sig gøre. Ønskede han hendes blod? En lok af hendes hår? Hendes sjæl? Hun vidste ikke hvor villig hun var for at give en sådan pris for en smule hjælp, som hun ikke engang var klar over ville gøre en forskel. Han kunne kende lige så lidt til det at redde liv, som hende. Efter hvad hun havde fået indtryk af, så var han mere tilbøjelig for at tage livet i stedet. Heldigvis uddybede han inden hun kunne sætte yderligere spørgsmålstegn.

”Jeg tvivler svagt på at det er tilstrækkeligt men.. mit givne navn. Miaplacidus le Arimh.” sagde hun med en hvis forsigtighed i stemmen. Det var ingen løgn, at hendes navn betød en del for hende. De Jordiske væsner havde trods alt været dem, der havde givet hende det i sin tid. Men hvordan hun decideret kunne overrække det til ham, gjorde det en del mere problematisk. Hun havde ikke andet på sig. Ikke af ting, som havde betydning for hende. Armbåndet ville hun ikke kunne give ham. Under ingen omstændigheder!

Efterfølgende lod hun sit blik gå bedre på opdagelse i omgivelserne omkring dem. Dagslyset var ikke som sådan falmet, men det var tydeligt at solen var godt på vej ned og inden for mange timer ville mørket indsvøbe Medanien. Hun skulle netop til at åbne munden igen, da et hop fra den sårede bondes brystkasse fik hende til at vende sin opmærksomhed mod ham med tilbagevendt panik og rykkede automatisk tættere på ham. ”Jeg beklager! Jeg bærer ikke andet af betalende betydning på mig i øjeblikket.” forklarede hun med samme desperation i stemmen som før. Det her gik ikke. Hvis han ikke ønskede at hjælpe, var det bare det, men hun ville ikke have en chance for at redde manden, hvis hun bare sad og havde en samtale midt i det hele.

Sakse kunne godt mærke, at navnet betød noget. Hvad det betød, vidste han ikke, men det betød noget for hende, så grunden var ligegyldig. Han gentog navnet for sig selv et par gange, grådigt huskede han hver en stavelse og ordlyd, før han endelig nikkede kort og knælede ved den døende mands side for at undersøge ham nærmere. Sakse var som sagt ikke helbreder, og han havde ingen helbredende evner, men efter så mange år brugt sammen med døde og døende væsner, vidste Sakse trods alt lidt om sår og skader. Det tog ikke lang tid at finde ud af, at pilen sad vældig uheldigt. Hvis han hev den ud, kunne han risikere at skade mandens bryst yderligere, og dét ville han helt sikkert ikke overleve. Det var fristende at gøre det alligevel, så han kunne komme videre med mandens sjæl, men nu havde han jo lovet at hjælpe pigen, og Sakse holdt altid, hvad han lovede.

Han satte forsigtigt en hånd bag mandens hoved, og én under hans knæ, hvorfor Sakse løftede ham op så nemt som ingenting. Det ville nok overraske det fleste, på grund af Sakses tynde krop, men han gemte på stor styrke, og det var intet problem for ham at løfte en fuldvoksen mand.

"Der ligger en landsby ikke langt herfra," sagde han til pigen. "De har nok en helbreder."

Så begyndte han at gå uden at se, om pigen fulgte efter ham.

Mia var ikke helt klar over, hvad hun havde forventet, idét han godtog hendes navn som værende en acceptabel betaling. På den ene side havde hun nok troet, at han egentlig ikke ønskede at give sin hjælp til hende og derfor ikke ville tage imod noget af det, hun kunne give ham, men han knuste den forudsigelse, så snart han satte sig ned ved bonden. Stjernen tøvede ikke med at rykke lidt på sig for at give ham lidt bedre plads, stadig uvis omkring, hvad han havde tænkt sig at gøre, hvilket forklarede den konstante observation fra hendes side.
Hendes hånd forblev dog hen over såret indtil, at han begyndte at gøre an til at løfte manden op. Hendes hjerte sprang et par ubehagelige gange i hendes brystkasse af ren og skær nervøsitet. Nervøsitet der uden tvivl også kom til udtryk i hendes ansigt. Dog strikkede hun ikke imod ham denne gang. Hun fjernede glidende sin hånd og fulgte ham fortsat med de abnormalt blå øjne, som han kom op at stå med en yderst imponerende lethed.

Det var lettelse der skyllede hen over hende, da det blev bekræftet for hende, at han ikke blot havde i sinde at tage manden væk for at dø og det tog hende lidt tid, hvor hun blot sad og så paf efter ham, som han begyndte at gå uden hende, før hun selv kom på benene. Knæene sveg for første gang, men hun bed det nærmest glemt i sig, da hun med endnu rystende ben løb stykket hen til hans side, hvor det efterfølgende fortsatte med at være svært at følge trop med ham i hendes normale tempo. Selv stående tårnede han sig over hende. Og hans ben var uden tvivl længere end hendes.
Hun tog endelig blikket væk fra den fremmede for at se ned på sne hænder, der både var malet rødt af friskt blod og en smule jord fra, da hun støttede sig mod den for at komme op at stå. Bare dét syn fik hende til at blive utilpas, og hun gjorde et forsøg med at tørre håndfladerne af imod sin kjoles mavestof. Det kunne sagtens ses der, men stoffets rødbrune farve hjalp heldigvis lidt med at kamuflere det.

”Tak.” sagde hun sagte.

Sakse svarede ikke, men skævede blot ned på pigen. Jo, der var bestemt noget mystisk ved hende; hun så ung ud - meget ung endda - men hendes sjæl føltes gammel, næsten lige så gammel som hans egen. Sakses første indskydelse ville normalt være, at hun var dæmon, der havde taget ophold i en ung krop, men det var ikke en dæmonsjæl, han kunne mærke i hende. Det var noget andet, noget nyt, men Sakse kunne ikke røre ordenligt ved pigens sjæl uden, at hun ville lægge mærke til det.

"Jeg behøver ingen tak," sagde han monotomt og så væk fra pigen igen. "Vi udsætter blot det uundgåelige. Jeg får hans sjæl før eller siden, ligesom jeg også får din en dag."

Sakse havde store planer med sig selv. Selvom noget kunne tyde på det, så levede Liv ikke for evigt, og Sakse havde planer om, at den dag Liv døde, ville han indsætte sig selv i hendes sted, som den samlende kræft bag sjælehyrderne. Han vidste, at der var andre engle, dæmoner, og andre væsner, der var ude efter de levendes sjæle, men Sakse havde tænkt sig skubbe dem alle til side og bemægtige sig herredømmet over alle de levendes sjæle. Han smilede lidt for sig selv. Alt godt kommer til den, der venter. Det vidste han, og han kunne vente længe.

Han gik med lange, rolige skridt igennem skoven uden at tage hensyn til, at pigens ben var noget kortere end hans. Hans lange hår blæste op, som et stor, sort klæde, da de trådte ud af skoven og ud i det åbne landskab. Grusvejen, de stod på, førte mod vest, mod den nedgående sol, og mod silhuetterne af huse i horisonten.

Mia så forundret tilbage op på manden, som havde hun ikke helt forstået alvoren i det faktum, at han havde indrømmet at komme efter hendes sjæl, når hendes tid kom før eller siden. Men hun forstod det fuldkomment. Det vækkede dog blot endnu mere af den naive nysgerrighed, der altid lå og flød på overfladen af hende. ”Hvis skæbnen er at jeg faktisk en dag må lade livet her iblandt jer, så ville jeg ikke benægte dig min sjæl. Men lige som manden her så vil jeg ikke lade dig tage den før tid.” sagde hun med ganske nonchalant tone mens antydningen til et smil sad på hendes læber. Samt i hendes øjne, hvor alle hendes følelser i forvejen spillede sin rolle klarest. ”Men forhåbentlig så kommer den dag ikke i den nærme fremtid. Hvis den overhoved vil komme.”

Hun samlede per refleks sine hænder på ryggen, udstrakt i armene, mens hun travede løs for at forblive ved hans side. Han bekymrede sig ikke om hun kunne følge med ham eller ej, så det betød, at hun stod med al ansvaret. Noget hun ikke havde noget imod at tage, så længe han havde bonden i sine arme. Mon han ville klare den?
Instinktivt lænede hun sig en smule frem for at kunne få et bedre kig mod den højde mand og til hendes overraskelse nåede hun lige netop at fange et smil på hans læber. Det stod måske ikke i skarp kontrast med hans ellers monotone udstråling, men det var nok til at få hende selv til at brude op i et større smil. Næsten triumferende. Og varmende. Hvad han egentlig stod og smilede over, var ikke noget hun fandt sig selv i at overveje.
”Så du kan altså smile.” sagde hun tæt på muntert og lige højt nok til at overdøve deres skridt hen ad gruset. 

Sakses smil forsvandt hurtigt, da pigen kommenterede på det, og han skyndte sig at lægge ansigtet i de sædvanlige alvorlige folder. Pigen talte, som om hun aldrig skulle dø, og selvom Sakse godt vidste, at unge mennesker ikke rigtigt kunne forstå, at de skulle dø en dag, så virkede det lidt mistænksomt. Han blev nysgerrig.

"Og hvorfor skulle den dag aldrig komme?" spurgte han uden at se på hende. "Alle levende væsner skal dø en dag." Så meget vidste han da. Der var ingen der levede evigt end ikke han.

”Det… er sandt.” Atter så hun bort fra ham til fordel for at rette blikket fremad mod horisonten, som de gik imod. Hans tilbagetrækning af smilet havde ikke rørt hende vitterligt. Det var blot en skam, for hun havde ikke nået at se det ordentligt. Det kunne meget vel bare have været hendes fantasi.
”Men jeg håber ikke at være hernede iblandt jer jordiske væsner, når den dag skulle komme. Jeg ved ikke, hvad der ville ske, hvis jeg er, men jeg kan kun frygte det værste ud fra, hvad jeg har overværet ske for andre af min slags.” Hun holdte sin ene hånd frem for selv at kunne betragte, hvordan hendes kropslige glød steg fra værende minimal til kraftig nok for det utrænede øje at skimme. ”Jeg tvivler endda på om stjerner overhoved kan gå ind under samme kategori som ’væsner’.”

For Mia var det ikke underlig snak, og det kunne høres på den afslappede facon, hun talte på. Som var det en typisk hverdagsting. Lige som han talte om død. Eller det gjorde de begge vel egentlig i øjeblikket, hvilket ville komme noget bag på hende, havde hun set på fra sidelinjen. Hun løftede med ét sit hoved hen mod bonden med en pludselig energi og ny-fundet bekymring.
”Hvordan holder han sig? Tror du han vil klare det indtil, at du nær ind til landsbyen?” spurgte hun og så håbende op på sjælehyrden. Hun luntede et par skridt, igen, for ikke at sakke for meget bagud. ”Ville det ikke have været bedst at have fjernet pilen? Jeg kan umuligt forestille mig, at den gør godt, hvor den sidder.” Hun bed sig en smule nervøst i underlæben, som hun langede hals for at søge efter tegn i bondens ansigt.

"Stjerne?" Sakse hørte ikke noget af det andet, pigen talte om. En stjerne? Han var ret sikker på, at han aldrig havde truffet en levende stjerne før, og hans interesse i pigen blev straks meget mere intens. Gad vide, hvordan hendes sjæl føltes? Det måtte han finde ud af. Måske ville han aldrig møde en anden stjerne, og så ville han aldrig kunne få stillet sin nysgerrighed.

Da han skævede til pigen, gik det op for ham, at hun også lyste. Ikke ret kraftigt, men nok til, at han tydeligt kunne se det. 

"Utroligt," mumlede han mere til sig selv end til hende, og han sagtnede farten lidt, så hun kunne følge med. "Hvor kommer du fra?"

Idét at han sænkede sit gående tempo resulterede først og fremmest i, at Mia nåede et par skridt foran ham. Hun havde ellers lige fået sine korte ben til at vænne sig til hans oprindelige fart, så hun uden for meget klodsethed kunne følge trop, så da hun blev nød til at stoppe op og lige se sig tilbage, malede overraskelsen hendes ansigt. Men kun indtil at det faldt i knap så tilfredse folder over hans spørgsmål. Der var bestemt ikke noget i vejen med det. Ikke på nogen måde. Men hun følte sig snydt. Snydt over, at han blot havde ignoreret hendes spørgsmål vedrørende bonden.

Med ham oppe ved sig, begyndte hun at gå igen. Nu med langt mere behagelige skridt til trods for, at hun undertrykte trangen til at løbe for at nå landsbyen hurtigt nok. Hendes blik var nærmest fornærmet vendt væk fra ham og noget stift rettet fremad.
”Jeres himmel.” svarede hun kort og godt i takt med at den næse hun havde løftet i sky faldt på plads igen. I stedet så hun blot mod himlen til trods for, at man endnu ikke ville kunne se stjerne. Det var det endnu alt for lyst til. ”Jeg var en del af stjernebilledet I navngav Sirenen. Og selvom at jeg ikke var det eneste ’hjerte’, gav I mig tilnavnet Sirenens Hjerte, når I tiltalte mig.” For hende var det ganske normalt at tale om de jordiske beboere som en helhed.

Der var en længsel i hendes blik, sådan som hun lod det glide hen over den varme sene eftermiddags himmel, som søgte hun efter sin tidligere placering selv uden de andre stjerner til at guide hende. Hun ønskede inderligt at vende tilbage for hun hørte ikke til på Jorden. Det var i hvert fald hendes forestilling.

"Sirenens Hjerte," gentog Sakse stille for sig selv uden at lægge mærke til, hvor fornærmet Mia blev over hans manglende respons på hendes spørgsmål om bonden. Bonden trak stadig vejret, og det var vel det vigtigste? Selvom Sakse gerne så, at han holdt op med det, inden de nåede landsbyen.

"Og hvordan kom du herned?" spurgte han. De var nået til udkanten af landsbyen nu, og en vagthund foran en gård begyndte at gø på livet løs, da den så Sakse. Bonden kom løbende ud for at se, hvad det var for et spetakel, men han stoppede brat op, da han fik øje på Sakse.

"Hvor finder vi en helbreder?" spurgte Sakse manden, som om det var helt normalt, at en unaturligt høj og tynd mand i sort kom gående med en døende mand i armene.

Bonden stirrede blot måløst.

"Hvor finder vi en helbreder?" spurgte Sakse igen og trådte truende et skridt nærmere. Dette fik bonden til at vågne op, og han pegede en rystende finger ind mod midten af landsbyen.

"D-det røde  hus ved branddammen," stammede han, og han rørte sig ikke ud af flækken, før Sakse havde nikket til ham og vendt sig for at gå i retningen, bonden havde peget.

”Jeg faldt. Tror jeg. Det er hvad andre fortalte mig, der skete. Jeg var ikke selv vågen, så jeg kan ikke vide med sikkerhed, hvad der skete. Eller hvorfor. Det ene øjeblik var jeg, hvor jeg hørte til, og det næste lå jeg i et krater med jordisk form. Og frøs.” Mia gøs ved påmindelsen. Det havde været så uendeligt underligt at pludselig mærke til noget som kulde. En ting der bestemt aldrig havde været et problem for hende før. Det var godt nok blevet bedre på grund af tilvænningen af at være på Jorden, men hun håndterede stadig ikke kulde alt for godt.

Hurtigt sprang hendes opmærksomhed dog langt væk fra alt det, da de endelig nåede landsbyen. Den pludselig gøen havde sendt et sét igennem hende og fået hende til at vågne meget mere op til dåd. Det var en stor lettelse at se et andet menneske, men bondens reaktion kom som noget af en overraskelse. Hvad var der med ham?
Hun havde været klar til at talte ud om problemet. Hun havde såvel allerede åbnet sin mund, idét hendes følgesvend kom hende i forkøbet og tog ordet. Meget bestemt og lige til sagen, hvilket på sin vis fik hende til at få forestillingen om, at han måske alligevel bekymrede sig om manden i hans arme. Straks sippede hun sine læber sammen for ikke at stå og ligne en guldfisk og observerede intenst interaktionen mellem de to, som kun blev mere og mere besynderlig. Bonden virkede jo direkte bange for den høje mand, mens hun ikke kunne finde en ordentlig forklaring til hvorfor.

Da den behøvende information endelig blev givet og manden, hun endnu ikke kendte navnet på, allerede var gået videre, vendte Mia sig kortvarigt mod bonden for at give ham en taknemmelig gestus, inden hun hurtigt luntede stykket tilbage op ved siden af den sortklædte.
”Hvorfor virkede han så bange for dig?” Rigtigt nok osede han ikke af velbehag, men direkte skræmmende var ikke, hvad hun ville beskrive ham som.

"De fleste folk er bange for mig," svarede Sakse med et let skuldertræk, som om dette bare var helt normalt, hvilket det jo også var for ham. "Du må spørge dem hvorfor."

Uden at tænke mere over det, for det skete jo hele tiden, gik Sakse i den retning, bonden havde peget. Der jo ganske rigtigt et lille, rødt hus ved siden af branddammen, og et lille skilt, der hang over døren, fortalte, at dette var det lokale helbredelseshus. Det så ikke ud af meget, men det var der vel ikke noget at gøre ved.

Sakse så på Mia og nikkede mod døren. Han kunne ikke selv banke på, takket være den tunge bonde i hans arme.