Månen skinnede fra toppen af himlen, den lette brise i natten fløj igennem Rays hår som han løb rundt, løb fra Adrian, igen. Adrian var Rays Hoved-butler som altid syntes at Ray skulle passe på og lade være med at gøre noget farligt, og altid passe på. Pft! Hvad er der sjovt i det? Ray har jo valgt at forlade godset for at prøve en masse farlige ting, interessante ting, og spændende ting, men det kunne han ikke med Adrians kolde ånde i nakken. Så derfor løb han, løb i natten. 

Som altid var han iført sin vante sorte undertrøje, sin brune overtrøje med ild broderet i bunden, sin sorte jakke med de samme ild tegn broderet og med korte ærmer, sine meget lysegrå bukser, brune sko, og sorte stof forbindinger omkring sine ben. Hans hætte var slået ned så han rigtigt kunne mærke vinden i håret.

Han kom til en lille å der spejlede månens hvide glans, det virkede som det perfekte sted til at spise et dejligt, saftigt, rødt æble! Eller... spise er så meget sagt, for han slugte det aldrig, efter han havde tygget nok i det så spyttede han det ud igen, han havde jo ikke lyst til at skulle til at brække sig grundet dette, igen. Arhh, endnu en af de mange ulemper ved at være en vampyr.

Ezra var som altid på farten og rejste Krystallandet tyndt. Han havde været på vej ud af Den Gamle Landevej, men var på et tidspunkt drejet ned af en mindre vej. Den havde ledt ham forbi en lille lund, hvor der løb en å ved siden af og da aftenen var på vej, havde han valgt at slå sig ned her. Det var ikke koldt nok til at starte bål, så han havde bare spist noget af det tørrede frugt og brød, han havde haft med i tasken, kigget lidt på stjernerne og til sidst lagt sig til at sove med ryggen op af en væltet træstamme.

Han kunne dog ikke sove. Det skete ikke så ofte, men ordene ville ikke lade ham få i aften og han vendte og drejede sig et par gange, inden han gav op. Når hans hoved var sådan, så kunne han luge så godt glemme at sove og udnytte nattens stilhed i stedet. Så han tog sin rejsekappe på, tasken over skulderen og gik så ned til åen for at lytte til det rindende vand og kigge på månen og stjernerne mens han fordybede sig i den idé, som han overtaget hans hjerne.

Natten var stille omkring ham, som selv ikke nattens dyr larmede ret meget. Der var køligt, men han havde snoet kappen om sig, så han kunne holde sig varm. Ikke at han ville fryse uden, men det var nu meget rart med kappen om sig. Han var langt væk i sine tanker, men en bevægelse fangede hans opmærksomhed. Han drejede hovedet og forventede at se et dyr, men i stedet kunne han skimte en person i månelyset på den anden side af åen. Ezra stivnede og hans hånd søgte ned mod den lidt store kniv, han havde i bæltet. At se folk om natten var for det meste ikke ret godt. Men det så ikke ud til, at personen havde fået øje på ham. Det gik op for Ezra, at det bare var en stor dreng. Ikke at det fik hans parader til at falde, men så var han måske ikke så farlig? Skulle han gøre opmærksom på sig selv? Han besluttede at lade være og blev bare siddende helt stille.

Ray lagde ikke mærke til Ezrael, så han blev bare siddende der. Efter et par minutter kom Adrian og Asjar gående, Adrian var en mand i midt tyverne, med sort tilbagesat hår og meget lys i huden. Asjar var en ung pige, nok omkring en 16 år, hun havde mørk hud, mørk meget tykt hår som sad på en lidt speciel måde så at det sad ud til alle sider. ''Nå Adrian, du er vel nok blevet god til at finde mig hva? He he, det er jo ikke for ingenting at du er min hovedbutler'' Og så stoppede han med at snakke, han havde en fornemmelse af at nogen så på ham, fra et eller andet sted tæt på, han lod sit blik køre rundt omkring, efter lidt tid hviskede Adrian til ham; ''Here, vi bliver overvåget, der sidder en mand over på den anden side af søen, ret dit blik ca. 90 grader til højre og du kan se ham'' Og det gjorde Ray, og der sad Ezrael, huh, det var nogen gange rart det der med at have butlere, især i situationer som disse hvor tre par øjne er bedre end et.

Ray begyndte så småt at bevæge sig hen af åen med blikket fast på Ezrael. Da han stod lige overfor Ezrael råbte han til ham over søen, ''Hey! Dig der som holder øje med mig! Hvem er du og hvad vil du?'' Ray var ved at blive træt af hele tiden at møde nye personer på den her måde, måske det ikke var den bedste ide at forlade godset til at starte med? Nå, der var ikke tid til at tænke på det nu, det kunne han tænke på efter han havde været til det bal som skulle forgå oppe på slottet. 

Det så først ikke ud til, at drengen lagde mærke til Ezra, der nu også sad rimeligt godt skjult i mellem det høje græs, der voksede frodigt der ved siden af åen. Han havde et håb om, at den anden ville gå af sig selv, men det så nu ud til, at han også nød nattens skønhed. Ezra var lidt i tvivl om, hvad han skulle gøre, for det virkede forkert at sidde der og ”gemme” sig, men han vidste stadig ikke, hvem den anden var. Om han var farlig.

Lidt efter kom der to personer mere, en ung mand og en pige i sine teenageår. De udtalte ord var lette at høre i nattens klare luft, men de gav ikke så meget mening for Ezra, der nu overvejede om han skulle rejse sig at gå. Der var noget forkert over hele situationen og den lille satyr ville ikke have en chance i mod at forsvare sig i mod de tre personer, ligegyldigt hvilken race de havde, heller ikke selvom de to af dem slet ikke var kommet ind i deres voksenår endnu. Men inden han nåede at rejse sig, blev han opdaget. Ikke at nogen sagde noget først, men den yngre dreng bevægede sig over i mod ham på den anden side af åen.

Ezra sank en klump og hans greb om knivens skæfte, der stadig sad i bukserne, strammedes. Normalt ville han nok ikke reagere med så stor frygt, men det var midt om natten ude i ingenting og de tre skikkelser virkede som sådan en underlig sammenblanding. Da drengen havde råbt af ham, bed Ezra sammen og kom på benene. For en gangs skyld var hans ansigt ikke oplyst af et smil, men mere en nervøs mine. Han rømmede sig.
”Den unge herre må meget undskylde, jeg ønsker ikke at trænge mig på, jeg sad blot og nød natten, da den unge herre dukkede op og valgte at gøre det samme.” Han bukkede hurtigt med overkroppen. ”Mit navn er Ezra Lyntunge, jeg er blot en omrejsende skjald, digter og ydmyg musiker.” Der var et forsigtigt smil på hans ansigt, da han rettede sig op fra sit buk. Han var dog spændt som en fjeder, klar til at forsøge at stikke af, hvis nødvendigt, selvom han havde en fast tro på, at ord kunne klare alt.

Ray stod og kiggede nysgerrigt på denne skikkelse som rejste sig fra det høje græs, Ray havde aldrig mødt en satyr før, men han havde læst en del om dem, tja, han havde jo haft lidt over 800 år så Ray havde faktisk læst en del om alle racer, eller, de fleste af dem, dem der i hvert fald var beskrevet i bøger. ''En skjald siger du? Hvad ville du så sige til at synge os en sang eller to? Det er så længe siden jeg sidst hørte musik at jeg faktisk ikke engang kan huske hvordan det lyder, så jeg ville sætte stor pris på det hvis du gad spille lidt... Jeg skal nok betale dig hvis det er,'' det sidste sagde han lidt henkastet og tog en pung frem inde fra hans jakke som var fyldt med krystaller. ''Men udover en skjald, hvem er du så? Jeg er Greve Ray Duncan, og det her er min over-butler Adrian Dépair og min anden butler Asjar Dawn.'' Ray gjorde en kort håndbevægelse mod Adrian og Asjar som han fortalte Ezrael deres navne.

Det var i sandhed virkelig længe siden Ray havde hørt musik, der havde ikke ligefrem været mange skjalde som frivilligt var taget ind på hans gods i dunkelskoven, det gjorde det nu også ret så ensomt derinde, så han ville i sandhed nyde at få sunget en lille sang eller to. Hvorvidt han ville tømme Ezrael for blod derefter var så en helt anden sag, det kom også meget an på om han var en god skjald eller ej.

Ezra ventede nervøst på svar fra drengen på den anden side af åen. Han brød sig overhovedet ikke om situationen, men der var ikke ret meget at gøre end at se, hvad de andre ville. Ud over at forsøge at tale sig ud af det hele og fortrække ud på landevejen igen. Om han så måtte gå hele natten, nu hvor hans lejr var blevet opdaget af disse fremmede.

Dog havde han ikke lige regnet med den reaktion, der kom fra drengen. Om han ville synge for dem? En underlig forespørgsel midt om natten langt væk fra alting, men så alligevel ikke. Musik var ikke det, de fleste hørte mest af og den ydelse han kunne give, var eftertragtet. Så selvom spørgsmålet var pludseligt, var det som sådan ikke overraskende. Bare lidt spøjst under omstændighederne. Pungen med krystaller fangede Ezras blik. Nå, ja, måske han godt kunne spille et nummer eller to, det kunne vel ikke skade.

Inden han nåede at respondere, spurgte drengen ham, hvem han var. Et forvirret udtryk dukkede op i Ezras ansigt, for han havde lige givet ham sig navn. Hvem han var? Hvad mente han med det? Spørgsmålet fik ham næsten til at overhøre, at drengen introducerede sig selv som greve. Greve? Det var en ung greve.
”Eh. Hvis Herren ønsker det, vil jeg med glæde underholde. Jeg håber Herren kan lide fløjtemusik.” Trods sine ord, fandt han ikke fløjten frem endnu. Det var hans kæreste eje og måtte hellere blive liggende sikkert nede i tasken lidt endnu. Han bukkede hurtigt let igen, da de andre blev introduceret. Og for nu ignorerede han spørgsmålet, han ikke forstod.

Ray stod kort og tænkte, da Ezrael spurgte ham om han kunne lide fløjtemusik, fløjte, det ord lød bekendt. Dette var noget der var sket for Ray en del gange mens han gik rundt i krystallandet, ting så enkle som fløjter er tit meget svære at huske på hvad er, når man har tilbragt over 800 år på et gods i dunkelskoven. ''Kan du fortælle mig helt præcist hvad en fløjte er? Det lyder forfærdeligt bekendt, men endnu en gang så svigte min hukommelse mig, jeg er jo ved at blive en gammel man efter alt, man kan da ikke forvente at jeg husker alt.'' Sagde han til Ezrael, Ray valgte dog ikke at gå mere ind i sit spørgsmål som Ezrael ikke forstod, det var sjældent at folk for alvor forstod hvad Ray mente med ting før til sidst, så han måtte jo bare give det lidt tid.

''Nå, Ezrael, hvis du bare venter der så kommer vi over til dig'', Sagde Ray kort, hvorefter han og hans butlere begav sig lidt længere ned indtil han fandt et område hvor åen ikke var så bred længere, her hoppede han og hans butlere over, hvorefter de begyndte at begive sig hen mod Ezraels lejr.

Ezra ventede igen på svar fra den unge mand på den anden side af åen. Lidt uroligt bevægede han på sig og kastede et blik bagud mod den lille lund, han havde haft sin lejr. Mest for at tjekke, at der ikke var flere fremmede, nogen som sneg sig ind på ham. Nok var han en positiv person, men han havde brugt så meget tid på vejene, at han ikke stolede på nogen. Der var heldigvis ikke nogen, af hvad han kunne se.

Den unge mand talte igen og Ezra blinkede lidt forvirret ved spørgsmålet og de efterfølgende ord. Hvad en fløjte var? Gammel? Det blev mere og mere mystisk.
”E… en fløjte er et blæseinstrument, et langt stykke træ med huller i…” Man kunne tydeligt høre forvirringen i hans stemme, der havde mistet lidt af dens styrke. Han fulgte den lille gruppe med øjnene, som de fandt et sted at hoppe over åen, oplyst af månens skær. For et øjeblik overvejede han at løbe, men han havde en fornemmelse af, at han ikke ville komme ret langt. Det var nok ikke almindelige mennesker, sådan som de bevægede sig rundt om natten midt ude i ingenting.

Endeligt kom de over til ham. Ezra bakkede et enkelt skridt, da han synes de kom for tæt på og sank så en klump, inden han hev fløjten ud af tasken.
”Er der noget bestemt Herren ønsker at høre?” Ezra ville nødigt spille noget glad musik, hvis drengen hellere ville høre noget trist - eller omvendt. Han lod blikket fare fra den ene til den anden, nu de tre personer var mere tydelige i natten, som de var kommet tættere på. Hans hjerte havde sat farten op, som angsten lå og lurede bagerst i hans sind.

''Hmm, et blæseinstrument siger de, det lyder bekendt, men som sagt så har min alder tærret noget så forfærdeligt på min hukommelse.'' Sagde Ray mens han stod og tænkte, han forsøgte at se om han kunne forstille sig en fløjte inde i sit hoved for bare at have en ide om hvad han måske skulle forvente af lyde fra den. Ray lagde godt mærke til Ezras forvirrede ansigtsudtryk, og da gik det op for Ray at han jo ikke ligefrem lignede en der var specielt gammel, og at det nok var ret så unormalt ikke at vide hvad en fløjte var.

Da Ray så fløjten gik det op for ham at han havde set sådan en før, men det var bare forfærdeligt længe siden sidst, og han valgte at det nok ville være bedst, og sjovest, at fortælle Ezrael om ham selv. ''Ezrael, jeg syntes du virker meget forvirret over nogle af de ting jeg siger, så bare lige for at du forstær det hele; Mit navn er Ray Duncan, jeg blev udnævnt til greve af Duncan familien for lige under 900 år siden. Nu er jeg en vampyr og har brugt de sidste 800 år på at gods i dunkelskoven. Var det en god nok forklaring til de ting du var forvirret over?'' Ray satte sit hoved lidt på skrå og studerede Ezraels reaktion, Ray elskede at se hvordan folk reagerede på at han fortalte dem hvad han rent faktisk var.

Efter aftale afslutter jeg emnet. Tak for et fint emne!