Fabian kunne næsten se hvordan hjulene bevægede sig i det kønne hoved, hvilket blot fik hans eget smil til at vokse. Han kunne umuligt vide præcis hvad der foregik derinde men han kunne have sine ideer og nogle af dem sjovere end andre. Nu havde Fabian heller ikke gjort meget for at tale badeanstalten forfærdelig meget op.

Som Aldamar lænede sig væk så var det dog som en snor som Fabian lænede sig længere ind mod ham, ikke villig til at lade deres nærvær forsvinde.
"Det har du ret i. Jeg tror du ville tiltrække meget opmærksomhed," indrømmede han og hans blik gled ned kort for at bedømme den smukke uberørte krop som dog trods alt havde røde mærker fra tidligere. Det var dog ingen ting som de ar der prydede Fabians egen krop, hvor skader fra hans ungdom måtte heale for dem selv. "Måske det er bedre ikke at lade de andre komme for tæt på." Han tog en hånd op og lod den glide over det behåret bryst før den gled op over skulderen og så holdt lidt fast. Det var ikke engang fordi at Fabian ikke havde lyst at dele. Seksuel jalousi var aldrig noget der lå til ham men alligevel kunne det godt stikke lidt hvis Aldamar fandt ud af at han bare generelt kunne lide mænd fra den lavere klasse.

Som et omvendt spejlbillede var det at Fabian lænede sig frem, når Aldamar's overkrop lænede sig tilbage og en lidt varmere rislen gled over den lyse hud, ved hånden der samtidigt fik liv til at glide en anelse op, og med hvad fyrstesønnen ville mene var en snert af lidt dominans, holdt sig fast i skulderen. Ikke at han havde noget imod det, de mørke øjne spærredes en kende op i det smil der fulgte med, og en lidt mere 'overvejende' brummen kom fra den brede brystkasse. 
Meget opmærksomhed. Det konfliktede jo så fantastisk, fordi noget af den meget opmærksomhed, faldt ofte i god jord. "For tæt på?" gentog han derfor, og greb en anelse mere fat i hoften idet at mavemusklerne spændtes, for at vippe ham længere op igen. "Er de da ligeså nærgående som du er?" 

Han havde virkelig ikke gjort meget for at tale badeanstalten op, og når man sammenlignede det med de privilegerede omgivelser alternativet bød på, så var det - og ville det altid være - et nej. Det betød dog ikke at man ikke kunne lege med tanken, og Aldamar's læber krusedes i et drilskt smil, da han kom mere ind i Fabian's sfære. Så meget for at få sig et glas vin igen. 
Ligesom Fabian's hånd på skulderen, var det at hans egen - bare på den anden side - gled op imod musklen imellem nakke og skuldertip, og greb fat der for at trække sig tæt nok på til at læberne kunne røre hans. Det var dog ikke noget kys der blev fuldendt, da han sørgede for at stoppe centimeter fra, for at kunne nå at høre hans svar. Det var trods alt et nogenlunde oprigtigt spørgsmål, og han ville ikke få svaret andre steder fra. 
Ingen skade i at vide noget om de socialklasser der var så fjernt fra ham, vel? 

Det var nok lidt nememre også at snige den anelse dominans frem,når Aldamar så glædeligt tog i mod den. Fabian var ikke nødvendigvis den dominerende person, og ofte havde han det fint med at lade andre gøre det, men det var mere de små ting hvor han forsøgte at få kontrollen. Han havde en dårlig tendens til bl.a. at ville have indført det sidste ord i en samtale.

Han vendte lidt mere af fronten mod Aldamar, så han bedre kunne se på ham, og lod sin hånd alligevel glide lidt op mod nakken, som Aldamar begyndte at hive ham tættere på. De var virkelig som to magneter som ikke kunne hives fra hinanden.
Det var først da deres ånde miksede med hinanden, og Aldamar ikke var villig til at kysse ham, at Fabian dog åbnede munden for at svare på spørgsmålet. ”Kommer an på hvordan du mener nærgående,” lød svaret med et drillende smil på læberne. ”Jeg tror ikke der er mange af dem der vil røre dig som jeg gør.” Desværre var der stadig nogle af de gamle grise i badeanstalten der ikke vidste at man skulle holde fingrene for sig selv, men det var ikke nær så slemt som Fabian ellers kunne få det til at lyde.
Med de ord pressede Fabian dog også på for at lade deres læber mødes. Måske efter et kys, så kunne Aldamar endelig få lov til at få det glas vin han havde hungret efter. 

Det var kun en forsikring, og hvad end man kunne have af fordomme imod de mere bondske lag af samfundet, ville ikke blive bekræftet her til dag. Ikke fordi at han decideret havde regnet med det, men man kunne have sine privilegerede tvivl, når man ikke vidste bedre. 
Det var dog heller ikke mere end bare det svar, som gjorde at Aldamar med en lille latter - en der blev slugt af det kys der fulgte med - lod Fabian lukke afstanden, med mørke øjne som tilfreds gled en smule i. 

Hånden omkring hans skulder sprang til nakken, hvor at han mere fornøjelig sørgede for at skubbe ham helt tæt på, så den lidt mørkere krop var at føle imod sig selv. Den anden gled ind omkring livet på ham og en anelse op imod skulderbladene, og fulgte kælent nogle af de linjer der tegnede sig over den muskuløse ryg på sin vej, Aldamar's hjerte bankede en kende hurtigere da der blev sluppet, en saglig glød omkring sin blege skikkelse. "Jeg foretrækker også, at det kun er dig" endte han med at hviske, inden at han med en mere insisterende brummen den her gang faktisk prøvede at vikle sig mere ud af ham i et lille skridt til siden, så han kunne læne sig imod bordets kant fremfor op af Fabian. Hvis ikke han tog de få chancer der bød sig, ville han ikke komme nogle vegne med det mål. 
Han var alt for tilbøjelig til at lade sig glide ind i hans omfavnelser, og kunne mærke hvordan at det stadigvæk trak i ham, selvom han kun var gået en anelse til siden. Han stod vitterligt lige der, og alligevel var der noget der insisterede på at han skulle skæve imod ham, imens at han hældte sit glas op. 

Fabian selv pressede ligeldes Aldamar mod sig, som han udforskede de kendte læber presset mod hans egne. Et lille lykkelig suk undslap skøgen, og selvom han vidste at tilfredsstillelsen var kortvarig, så var det om ikke andet nok for nu, og han kunne mærke hvordan kroppen summede lidt, som han trak sig væk fra Aldamar. Hånden stadig i Aldamars nakke i en nussende bevægelse, men den hev sig nu alligevel væk som Aldamar også gjorde. Det eneste svar Fabian kom med på Aldamars ord var en tilfreds brummen. Selv kunne Fabian dog godt mærke hvordan ordene alligevel havde formået at forøge banken der foregik i hans hjerte, og det var måske meget godt ikke at vikle sig så meget ind i Aldamar at han næsten glemte sig selv. Hvorfor var det så let?

Fabian tog et skridt til siden, og lænede sig op af bordet igen, så nu kun deres arme allerhøjst rørte mod hinanden, også selvom han selv kunne mærke sig selv et ønske om at komme tæt på Aldamar endnu engang. Det føltes som om at han aldrig rigtig fik nok, men selvbeherskelse var overraskende nok noget Fabian godt kunne praktisere.
”Deler du?” spurgte han, og kiggede ned på vinen, hvor Aldamar var i gang med at hælde op til sig selv, men nu når han var i gang så kunne han vel godt opvarte sin gæst. Det kunne være at det lige kunne hjælpe dem med at slå koldt vand i blodet, selvom noget tydede på at vinen havde den anden effekt på dem. 

Det var et fornøjet smil der stod tilbage på de smalle læber, da Aldamar på trods af at have trukket sig til siden, stadigvæk kunne føle fornemme hvor tæt Fabian blev stående ved siden af ham. Heh... Hånden om vinflasken hældte med en rutineret bevægelse den røde væske i det ene glas, og pr. forespørgsel var han ikke sen til at fylde det andet op, så Fabian ikke skulle være foruden. Sjovt at tænke, at der havde været et tidspunkt hvor at han sjældent havde spurgt om hverken det ene eller det andet. 
Det var nok også den fornemmelse... som fik et mere delikat spørgsmål til at skubbe sig ind imellem det varme, summende velbehag som stadigvæk pulserede igennem den lyse krop. Og de mørke øjne betragtede i kortvarig stilfærdighed glassene foran sig, inden at han med en lille brummen løftede sit eget imod læberne, blikket fjernt i sine egne tanker. 

Han følte bare ikke helt, at han havde ret til at spørge. Om noget havde Fabian altid gjort det klart hvor han hørte til, og Aldamar sank ordene som pressede på, for i stedet at dreje sig imod selvsamme mand det hele handlede om, han ville nok ikke bryde sig om det. Og ganske roligt - med en hånd der gled over hans varme arm, inden at afstanden til sidst brød kontakten - at bakke imod sofaerne igen. Et opfordrende glimt lurede, og han gjorde et lille kast med hovedet da han overvejende elegant vendte sig omkring. "Kom, kom med herover" summede han lavmælt. 
Skridt bar ham hen til den pupurrøde diva, som han med en hånd dansende over det bløde ryglæn fulgte hen til den anden side, hvor at han kunne sætte sig til rette. Med ryggen til ryglænet i enden, således at hans ben fyldte det meste af siddepladsen, var der umiddelbart ikke plads. Men de trak sig op idet at han kastede et blik imod skøgen, for at se om han fulgte med; Aldamar's smil vidnede om en doven magelighed imens at endnu en tår laaangsomt blev taget. 

Med glasset der blev givet videre til Fabian, så havde Fabians fingre da heldigvis også noget at tage sig til, nu når han ikke bare kunne stå med Aldamar i sine arme resten af aftenen. De havde noget godt af at praktisere bare en smule mådehold, især fordi de allerede havde opfyldt op til flere af deres behov her til aften. Der havde tingene ikke ligefrem taget tid. Når først bolden trillede, så var det lidt som om at de ikke kunne stoppe den igen.
Han tog en tår af den søde vin, selvom modsat Aldamar, så beholdt han øjnene på den anden mand, helt uvidende om hvad der foregik bag de blå øjne.

Det krævede ingen ord, selvom Aldamar nu alligevel bakkede sine handlinger op med dem, og Fabian fandt sig selv frivilligt gå over mod sofaerne. De var stadig dårlig klædt, men heldigvis var Aldamars værelse nu stadig ganske varmt at være i.
Han sendte et lidt dømmende blik, da Aldamars første valg ved sofaen var at fylde hele pladsen, men som han hev benene til sig, kom Fabian også helt hen for at sætte sig i sofaen, tæt på benene, og med den ene hånd ligeså stille lægge sig på Aldamars knæ. ”Du behøver ikke at lave en mur imellem os,” lød det også drillende fra Fabian som han nussede den lyse hud med hans egne mere ru hænder. Men på den anden side, hvis han ikke gjorde det, så var det ikke til at vide hvor de ville ende henne. I det mindste kunne Fabian stadig mærke Aldamars varme. 

Et leende lille grin fandt vej over læberne, og Aldamar foldede mageligt - og helt sikkert som et led i hans lille plan - benene ind over Fabian's siddende skikkelse, så han kunne komme en anelse tættere på. En mur... der var ikke gået mange sekunder før muren var blevet til en form for tæppe, men det holdt ham trods alt nogenlunde det samme sted, fremfor at give ham mulighed for at bevæge sig lidt for meget rundt. Udover det, lod det også Aldamar stjæle noget af den varme han følte under håndklædet, da benene lagde sig mere ned; Arysprinsens øjne glimtede fornøjet og tydeligvis tilfreds med sin lille beslutning. 
"Og du behøver ikke stoppe ved den - men her er vi alligevel" sagt med samme drillende toneleje, og Aldamar lænede sig mageligt tilbage, sådan at den frie arm gled over ryglænet. 

Endnu en tår blev taget, og Aldamar nød i nogle tavse sekunder bare den stille nusning, imens at dvaskheden over hele aftenen sneg sig ind i de lidt ømme muskler. Mørkeblå øjne betragtede Fabian igennem halvlukkede, vagt drømmende sprækker, og efter hvad der føltes som nogle lange minutter, men nok alligevel ikke havde været meget mere end et enkelt, var det at ryggen slap ryglænet, og hånden strakte sig ud for at lægge sig over Fabian's, hvor end den nu var gået hen. 
Munden føltes tør, men alligevel kom det ud. "Vil... vil du ikke flytte med, til Zircon?" sagt så lavmælt at man godt kunne have hørt forkert, og uden at vente på svaret, var det at Aldadmar's hånd gav hans et lille klem. Han var seriøs. Så seriøs at øjnene langsomt åbnedes mere studerende fra deres dovne halvsprækker, og han mentalt holdt vejret, for at få hans reaktion med. Det var lige præcis hvad han ikke havde villet, nogensinde, og det vidste han godt. 

Fabian rykkede sig også lidt nærmere, så han også kunne sidde bedre. Hans finger dansede over den varme lyse hud under hans fingre, selvom han i det mindste ikke forsøgte at komme under håndklædet, endnu. I mens kunne han også mageligt tage en tår af vinen han holdt. Det føltes lidt mere afslappende, og ikke ligeså presserende at komme nærmere Aldamar, nu når de var sådan her. Aldamar var næsten oven på ham trods alt.
”Ja, her er vi,” bekræftede Fabian også bare og rystede på hovedet, før han også fik lænet sig mere tilbage i sofaen. Her var de i sandhed. Virkelig et sted Fabian intet problem havde i at være mere.

Han var næsten nået at nå ind til sine egne tanker, da han mærkede hånden mod hans egen, og blågrønne øjne mødte blå. Han skulle til at vende hånden om, for at flette deres fingre ind i hinanden, men man kunne se hvordan hele Fabians væsen frøs da ordene forlod Aldamar.
Havde han virkelig sagt det? Fabian følte sig næsten lidt usikker, for det her var et emne der meget kort havde været oppe og vende, uden rigtig at have været det. Fabian havde altid værdsat sin frihed meget højt, og det havde ikke ændret sig.
Han vidste ikke hvilke ord han skulle forme, og heller ikke hvordan han skulle føle omkring det, så mest af alt var det en stilhed der strakte sig mellem dem, og en følelse af tomhed i Fabian, som han bare var… gået i stå. ”Du vil have… mig med til Zircon?” var endelig hvad der forlod ham. Ordene var næsten lidt forvirret, men vrede eller frustration var ikke vældet op i skøgen, hvilket nok var en lille god ting. Havde det været måneder forinden, så havde det nok været hans reaktion på tingene. Det største spørgsmål der fyldte Fabian lige nu var dog, hvorfor Aldamar ville spørge ham om sådan en stor ting. 

Han havde nok et eller andet sted, halvt om halvt forventet at Fabian vredt ville vriste sig fri, og hurtigt påpege at det næppe var en situation han kunne sætte ham i. Et eller andet forsvar - eller en anden form for benægtelse eller talen udenom, så han slap for at svare på spørgsmålet. Måske endda en lille latter, i tilfælde af at han ville grine det væk. 
Men i stedet så frøs manden, og det virkede for et kort øjeblik som om at han havde ødelagt den indre klokke der måtte tikke i ham. Han gentog bare spørgsmålet. 

Aldamar's mund åbnede sig en anelse tørt, og han nikkede en enkelt gang, imens at han betragtede den stivnede mimik, som dog ikke helt passede til det forvirrede toneleje. Hvad var der at være forvirret omkring. Aldamar rømmede sig en anelse, og forsøgte at flette fingrene ind imellem sine egne, da han greb hånden og løftede den en anelse. "Jah" var den simple bekræftelse, og hvad end der egentlig pressede på for at følge med de ord, blev holdt inde. For nu. 

Ord som at han bare kunne tænke over det, eller at han ikke skulle tage en beslutning nu. Sætninger henad at ingen i Zircon ville kende til ham, på samme måde som de gjorde her, og nok mest af alt behovet for at han gjorde det for hans skyld. 
Han ville sagtens kunne overleve uden, men han foretrak så helt bestemt at han... var der. Desto tættere på brylluppet var kommet, desto mere absurd var det blevet ikke at skulle se ham så ofte, så han havde ikke kunnet lade være med at lege med tanken. Det var bare langt væk fra Dianthos, og det var meget at give op på, når man vidste at hele Fabian's netværk var indenfor hovedstadens mure. 

Et eller andet sted var det vel naivt af Fabian at have tænkt, at det aldrig ville blive aktuelt. Det ville aldrig rigtig blive seriøst nok til det. Aldamar havde snart en hustru og dermed ville der alligevel ikke være plads til Fabian, ikke som en permanent ting i livet. De ville ses engang imellem, og på den måde ville Fabian være permanent men… at bo der?

Hans øjne gled ned for at kigge på deres hænder som Aldamar havde flettet ind i hinanden, nu når Fabian selv var stoppet halvvejs i bevægelsen. Aldamars hånd føltes altid en anelse koldere mod hans egen, og som han lidt sad og tyggede med spørgsmålet i ham, så hjalp Aldamars fingre ham med stadig at ankre sig i virkeligheden. Det var vel i sidste ende ganske nemt at sige nej. Hvor mange havde han ikke allerede benægtet den del af ham til? Det var hans frihed der lå her i Dianthos og hele hans liv.
Men i stedet for det nej han forventede ville presse sig på, så var det i stedet for det uddybende spørgsmål der forlod læberne, det der stadig rungede i ham. ”Hvorfor?” Tonen var stadig undrende og forvirret, mens resten af følelserne var begyndt at hvirvle i hans indre, og han ikke var helt sikker på hvad han skulle gøre ved. En del af ham ønskede nu stadig at flygte, men det var vel i sandhed en sejr at Fabian endnu intet havde gjort for at rykke sig væk fra samtalen, eller sågar forsøge at eliminere den så hurtig som mulig. Det var trods alt de forsvarsmekanismer han var mest vant til at bruge omkring Aldamar. 

Det ville ikke være så nemt. Det vidste han godt, og et eller andet sted, havde det også været meget at forvente et jah som kom så prompte som man læste det gjorde i de åndsvage bøger nogle af hans veninder klingede sig til, eller hørte om i de skuespil, der ofte var ude og fortælle hele verdenen hvilken gave kærlighed var. Men da spørgsmålet hvorfor til gengæld kom, var det at fyrstesønnen - på trods af at have alle de rigtige svar (for ham) klar... alligevel tøvede et lille sekund. 
Resten af vinen blev i sekundet efter drukket, og glasset stillede han fra sig på bordet, idet at den anden hånd nu også fandt vej over til deres sammenflettede fingre, og lagde sig over den mørkere håndryg. "... fordi at jeg gerne vil have dig der" var det simple og knapt så elegante svar. Men det var nu engang sandheden. 

Aldamar lod forsigtigt den anden hånd glide af, og trak lige så forsigtigt hånden op til læberne, for at dreje selvsamme og kysse de mere slidte knoer, en tungere udånding imens. Det havde han gjort mange gange før, og det ville han nok altid komme til. Og så kom det alligevel endelig, selvom han ikke havde lyst til at sige det. "Du skal ikke beslutte dig her til aften. Eller imorgen... eller i overmorgen" hviskede han lavmælt ind imod knoernes takker, og gav hånden et lille, forsikrende klem, imens at han betragtede ham over håndryggens vinkel. 
Han havde halvt om halvt set ham vikle sig ud af den lille 'lås' han havde fanget ham i, ved første mulighed. Så undren og forvirring var noget han hellere ville have, end at sætte velbehaget igennem aftenen, over styr fordi at han gerne ville have svar. 
Han havde vidst en dårlig vane med at overrumple Fabian i forvejen. Selvfølgelig var det sket igen. 

Det var måske heller ikke helt retfærdigt hvor hurtig Fabian blev overrumplet når tingene blev for virkelige. Det havde altid været hans svage punkt i deres forhold, for i sidste ende vidste Fabian meget lidt om hvordan man var i et forhold, og var åben og ærlig omkring de ting det indebar. Hver gang der skulle tages et nyt skridt der ikke omhandlede det fysiske og seksuelle, så var det som om at han skulle tage næsten et uendelig tilløb for at nå dertil. Der nyttede dog sjældent at skynde på ham, når det kom til følelserne.

Hans blik gled op som den anden hånd faldt over hans, og Aldamar svarede på spørgsmålet. Han kunne mærke hvordan hans hjerte virkede til at springe et slag over, for blot at slå endnu hårdere i brystkassen, næsten så hårdt så han intet andet kunne høre. Svaret var simpelt, men han kunne også føle oprigtigheden i ordene. Han var dog ikke helt sikker på hvad han nu skulle bruge informationen til.
Hånden blev ført op til Aldamars mund, og han mærkede de bløde læber mod hans mere ru hånd, og så… en form for forsikring. Det gjorde ikke meget for at stoppe hans hjerte med at slå, men hans skuldre virkede til at slappe lidt mere af.
Der var dog ikke mange ord der forlod ham i sidste ende. ”Okay,” var det eneste der lød fra ham. Tydeligt rettet mod at han ikke behøvede at tage stilling nu, og ikke mod at flytte med. Det var ikke noget han ville kunne sige ja til under de her omstændigheder. Det føltes for stort, ja næsten farligt, for ikke at nævne næsten som noget han ikke kunne. I sidste ende lå der stadig noget næsten frihedsberøvende i spørgsmålet, i hvert fald for Fabians snævre fornemmelse af hvad et forhold ville indbringe. 

Med skuldre der sank en anelse fra deres anspændte, løftede stilling, og et mere spagt okay, var det at han i hvert fald fornemmede Fabian falde mere ned. Og han smilede i de små sølle sekunder efter ordet okay var faldet, en smule til ham, for at få ham tættere på. Han vidste ikke hvad han skulle gøre ved noget så kortfattet som 'okay'... men han vidste, at det nok var det bedste han kunne håbe på lige nu. Og nu hvor at det endelig var blevet sagt højt, kunne han falde nogenlunde tilbage på at han en eller anden dag, nok ville tage en beslutning. 
Og i den beslutning, vide at alternativet var åbent for ham at benytte sig af. Åh ved de forbandede og velsignede guder, hvor han håbede at han ville sige jah. 

Det var håb for en anden dag, og Aldamar betragtede en smule distraheret hvordan at han stadigvæk havde et glas i den ene hånd, hvilket betød at han nok ikke kunne komme så tæt på som han gerne ville have. Zalans. Det fik dog kun et lidt fortørnet blik, inden at øjnene faldt tilbage imod Fabian, og han med et sidste klem i stedet lænede sig mere tilbage igen. En langsom tilbagelæning, for at give ham tiden til at følge med, blive siddende eller måske bunde vinglasset - alt efter hvad han nu kunne beslutte sig for. 
Imens skiltes læberne. "Jeg er sikker på at vi kan finde en lejlighed der minder om, hvis det er de slidte vægge du ville savne...?" sagt med et prøvende, drillende smil, og han brummede en anelse tænksomt. "Eller er det i virkeligheden Svinet...? Dianthos har sin charme" selvom han ikke havde set Fabian's værelse, var fordommene altid imod folket der boede i den mere... udsatte ende af byen. 
Og han havde trods alt sagt at han boede i den yderste ring, så hvad kunne man ellers tænke. 

Det var ikke til at vide om Fabian selv ville tage det op igen, når tiden endelig kom til det, men der var i hvert fald en mulighed for at han var mere afklaret næste gang skulle Aldamar tage det op. At hive Fabian væk fra sine fordomme og formodninger om et forhold ville dog også tage hårdt arbejde, noget de allerede havde arbejdet overraskende meget på på det seneste. På nogle punkter var han blevet god, på andre, stadig knap så meget.

Endelig begyndte Fabian dog at føre glasset op til munden, da det virkede til at samtalen var… nogenlunde ovre. Måske lidt ønsketænkning, for knap som han havde taget en tår, så begyndte Aldamar alligevel at påpege Fabians lidt sølle levevilkår, når han ikke var med en kunde eller Aldamar.
Hans øjne blev lidt smalle, men man kunne nu alligevel se den drillende energi hvirvle om ham, og sætte sig i ham, som man kendte bedst. Glasset blev sat over på bordet, inden han ligeså stille begyndte at læne sig ned mod Aldamar. ”Jeg tror ellers en prins som du ville have godt af at prøve at leve det simple liv til tider,” påpegede han i en drillende tone. ”Hvorfor tror du jeg skulle forbi her, når du tager afsted? Hvem foretrækker ikke at bo som en konge.” Men stoltheden i Fabian var nu alligevel for stor til bare at acceptere at få noget bedre, når han vidste at han ikke kunne betale for det. I forvejen var det stadig lidt mærkeligt stadig at modtage krystaller fra Aldamar, for han havde lagt mærke til det. Det var svært ikke at opdage de ekstra krystaller der altid sneg sig ned i hans lommer når han havde været sammen med Aldamar. 

Det var en tilfreds glød som tændtes i de mørke øjne, da han i sidste ende valgte at sætte glasset fra sig og troligt læne sig imod ham, da han lod sin egen ryg møde divaens støttende ryglæn. Og ikke nok med det, så var den genkendelig gnist af drilleri ved at finde tilbage i den blonde mands øjne, som før havde været overvejende... paralyserede; det var en forandring han bød velkommen, da han med et lille fnys af vantro ikke kunne sætte sig mere tilbage. Hah. 
Den ene arm fandt ind over divaens langside, og Aldamar tiltede hovedet ind imod håndens støtte, da han skeptisk lod som om at han overvejede muligheden. Det simple liv... "Ydmyghed er tillært" kom det med et lille grin fra ham, og blikket fandt overvejende op til loftet, fordi det var vel formålet ved at blive sat i en anden sko, inden at det i et lille ryk gled tilbage imod det markerede ansigt. "Jeg ville ikke lære noget af bare at prøve det. I hvert fald ikke kun for en dag" slog han skråsikkert fast, og benene rykkede sig en anelse, for at gøre mere plads til ham. Nu var det jo heller ikke sikkert, at det var hvad han mente, når han sagde at fyrstesønnen ville have godt af det. 

Men noget i ham havde sådan en anelse, og Aldamar's frie hånd rakte ud efter hvad end han nu kunne få fat i af arm, skulder eller kind, når han kom indenfor rækkevidde. 
Stod det til ham, ville han altid være velkommen i palæet, selv når han ikke var der. Men han regnede ikke med at det var en virkelighed han kunne diktere... ligeså vel som han ikke kunne have føling med hvordan han gik og havde det, når han båede helt over i Zircon. Det var dog en anden vinkel, til en anden dag. Også selvom at det i og for sig også svarede på hans spørgsmål om 'hvorfor' fra før. 

 

Det var nemmere bare at lade tingene gå som de burde, også selvom Fabian alligevel stadig kunne mærke usikkerheden ved spøgsmålet der dansede rundt i hans hoved. En dag skulle han komme med et svar, og han var lykkelig for at det ikke var i dag, men hvad hvis det var snart? Han prøvede ihærdet at skubbe de ubehagelige tanker væk, og bare fokusere på manden under ham. En ting han normalvis havde ganske nemt ved.

”Jamen, du kan vel bare prøve et par dage,” sagde han leende, og lod bare sig selv læne sig mere ned i Aldamars sfære. ”Selvom… jeg tror en overnatning burde være nok til at du bliver meget glad for dine egne omstændigheder.” Det hjalp med en varm krop ved sin side, men selv Fabian havde nu aldrig været glad for sin lejlighed, ikke rigtig. Den var kold og utæt om vinteren, og overophedet hele sommeren.
”Men du passer i sidste ende lidt bedre ind her,” hviskede han, inden han fik lagt sin arm mod ryglænet af sofaen, for at læne sig det sidste stykke ned og kysse fyrstesønnen endnu engang. Det fysiske var nemt, og til trods for hvor hurtig de havde forladt samtalen, så havde Aldamar om ikke andet sået et frø i skøgens hoved omkring det. 

En brummen af ligedele enighed såvel som tilfredshed, var det at hans arm fandt vej henover ryggen på Fabian for mindst ligeså tilfreds at skubbe ham det sidste stykke nærmere i kysset, trods det nok ikke var nødvendigt for at få det til at ske. Han var ikke i tvivl om at han passede bedre ind her, og skulle det nogensinde ske at både titel, indtægt og hjem blev strippet fra adelsmanden, ville det være en hård tilvænningssag. 
Så hellere sørge for at det aldrig kom dertil. Han var ganske god til det politiske spil, og havde ingen intentioner om at fortabe sig i dets kringlede kroge. 

At fortabe sig i Faben var dog noget ganske andet, og øjnene gled sagligt i da han mærkede vægten imod sig, ganske komfortabel med at føle den nøgne overkrop mod sin egen, hvis varme blandede sig fantastisk ind til den søde smag af vin der stadigvæk hang omkring Fabian's egne læber; Aldamar havde ikke brug for et svar indenfor den nærmeste fremtid, og kunne godt lade det ligge. 
Men han håbede at et svar ville komme en dag. Spørgsmålet var så bare hvilket perspektiv der skulle til, for at Fabian kunne opveje sine fordele, ulemper og følelser i det.