Fyrstesønnen stirrede en anelse tom for ord fremfor sig, som var der blevet skabt et vakuum efter hans ordstrøm, der kun efterlod plads og overskud til at Fabian kunne fylde stilheden ud. Han vidste ikke hvad han mere kunne, eller skulle sige. Blikket gled ned på glasset i hans hånd, dets røde farve var tillokkende nok til at den tørre mund blev fyldt op af en slurk, og endelig valgte Fabian at følge trop, og sætte sig ved siden af ham. Ikke helt tæt på, men stadigvæk... Aldamar sukkede en anelse. Bordelhuset simpelthen.. 
Han kiggede dog ikke på ham førhen at han talte igen, og da han gjorde, var der et glimt af uforståenhed i de mørkeblå øjne. 

Var det grunden til at han var så tilbageholdende? Der var unægteligt en stor klasseforskel imellem dem, det var heller ikke første gang af forskellige måder at anskue livet på, havde banet vejen for uenigheder og diskussioner. Et par gange var det sket. Men det forekom som en urimelig lille ting - for Aldamar - der udemærket godt vidste at det ikke var noget romantisk liv, det som Fabian levede i, og for. 
Men som sagt, det vidste han godt. Måske ikke alle de grimmere detaljer, men en god del af dem, ville ikke overraske ham. 
Han havde dog modsat heller ingen interesse i at kende nærmere til det end han behøvede, og lænede sig med endnu et suk tilbage i sofaen, den ene underarm over øjnene idet at hovedet vendtes imod loftet. "... så du antager virkelig, at det ikke er noget jeg allerede er bevidst om?" mumlede han endelig, og smilede en anelse glædesløst bagved armen. Han havde altid planlagt forud, han havde altid fundet detaljerne før han kastede sig ud i noget. 
Selvfølgelig havde han en ret god idé om hvor stor forskel der var på deres liv; det behøvede han ikke se, for at anerkende at det var der. 

Et irriteret suk lød fra Fabian. Han ville aldrig rigtig kunne få Aldamar til at forstå, sådan føltes det i hvert fald i det her øjeblik, og han var derfor heller ikke sen til at tage en ordentlig slurk af den røde vin. Ligeglad med om det var godt for hovedet, og hvordan det svømmede lidt hvis han bevægede hovedet for hurtigt eller meget.
”At kende til det, og at leve det er to vidt forskellige ting,” sagde han stift, som var noget af frustrationen og vreden ved at gribe fat i ham igen, hvilket den var. Det havde ikke ligefrem været den bedste ting at sige, hvis man ville forholde samtalen nogenlunde civil. Det var ikke som om at Fabian faktisk havde lyst til at komme ud med alle de dybeste ting om hans liv. Hvordan det var at sidde iskold, og ens mave der var ved at spise sig selv fordi den intet mad havde fået. Det var ikke en normal ting for ham, men det var sket. Det var primært Sif der havde sørget for at han aldrig ville forgå helt når han var ekstra stædig.

Han nægtede dog at kigge mod Aldamar, og sad i stedet for og pillede lidt ved vinglasset med sine fingre, mens han prøvede at finde ud af hvad han skulle sige, uden at han begyndte at rase ud over det igen. ”Uanset hvor rart det er ikke at skulle vente på at tingen heler af sig selv, så ville jeg aldrig havde ladet dig finde mig, hvis jeg kunne slippe. Jeg har ikke lyst til at du ser mig på den måde.” Sif var okay. De havde set hinandens værste, men ikke Aldamar. Han kunne lide at blive næsten forgudet af Aldamar, selvom de sagtens kunne skændes og Aldamar vidste bedre end de fleste at Fabian var en mand af kød, blod og meninger. Der var bare visse ting Aldamar aldrig burde vide. Det inkluderede desværre når Fabian kom til skade, men også hvor han boede. 

Den stive, fjendtlige tone skar i Aldamar's ører, og fik ham til at gnide tænderne irriteret imod hinanden, da det kun virkede til at han byggede flere og flere murer op omkring ham selv, for at holde ham på afstand. I og for sig, så lød det også ufatteligt arrogant på samme tid - som om at hans hårde liv og levevis skulle bære et argument for at Aldamar ikke kunne forstå det, og det i sig selv var også provokerende. 
Langsomt drejedes ansigtet imod ham, og armen faldt ned på sofaens bund igen. De mørkeblå øjne søgte hans, og han vendte sig ikke for at møde dem - hvilket kun fik ham til at knibe dem en anelse sammen endnu, endnu engang. Han var barnlig, han var uretfærdig og han var ikke videre fantastisk at høre på. Og da han indrømmede at han ikke havde lyst til at Aldamar skulle have set ham, fundet ham, jah så var han direkte utaknemmelig! Fyrstesønnen snurrede glasset i mellem sine fingre, betragtede i stedets dets glimtende overflade og lod stilheden strække sig imens at ordene rigtigt fik lov til at synke ind. 

Det her gav ingen mening. 
Endnu en tår blev taget, det bankende hjerte blev forsøgt beroliget med en sidste tår der tømte glasset og Aldamar knugede med et forurettet fnys i det næste nu, glasset hårdt nok, til at det med en dæmpet klirren splintredes i hans fingre, og krystalkanterne borede sig ind i de slanke fingre. Den stikkende smerte af glassplinter fik ham til at hvæse en anelse overrasket - blodet piblede hurtigt frem på fingre og i håndflade, og med en (påtaget) stivnet grimasse, betragtede han de store skår. 
Håbet var velsagtens at Fabian reagerede, og rakte ud for at hjælpe ham. Og hvis han gjorde, ville Aldamar pure nægte, og hive hånden demonstrativt til sig, bare for at sætte et eksempel på hvor dum den argumentation var. 
Han kunne i hvert fald ikke selv tøjle den... i hvert fald tæt på kærlighed, der bød ham at prøve at hjælpe. Det var de færreste der blot kunne betragte fra afstand, uden at hjælpe hvis de havde muligheden, var det ikke?

Det dunkede i hovedet, og alting var en lille smule udtværet, men Fabian ville være den sidste lige nu til at indrømme at noget kunne være galt. Han stirrede blot frem for sig. Ude af stand til at se på Aldamar uden at fare op og gøre situationen værre. Han forstår ikke, og hvorfor kunne han ikke bare indse at det handlede om mere end bare dem. Ting der farede rundt i hovedet der svømmede.

Det var først da han hørte den klirrende lyd af et glas der splintrede at han kom nok ud af sit hoved til at kigge over på Aldamar, og se hvad han havde lavet. Og Aldamar havde ret, ingen kunne stoppe sig selv.
Det var nok desværre også svært for Fabian lige nu at se dobbeltmoralen, som han greb ud efter Aldamars hånd, for at være sikker på at der ikke sket noget alvorligt med den. ”Din idiot,” nåede han lige at sige, inden Aldamar trak den væk fra ham i en tydelig afvisning, hvilket blot fik Fabians humør til at falde yderligere. Man kunne næsten mærke hvordan temperaturen faldt et par grader i rummet. Det var ikke fordi han egentlig kunne gøre meget. Helbrederen havde nok allerede forladt huset og Aldamar var og blev et stædigt æsel. 

Et eller andet sted, så lettede det fyrstesønnen at Fabian trods alt reagerede, omend han ikke ligefrem så tilfreds ud da Aldamar så endte med at trække sig. Det var måske også en anelse uretfærdigt, sådan at køre et mentalt lille spil - forsøg var det måske nærmere - når modparten næppe var fuldkommen funktionelt til stede mentalt, selv, men... han kom ingen vegne med ham. Han kunne ikke selv trække i land - det var dumt det som Fabian blev vred over lige nu, og ganske rigtigt, havde han i det her øjeblik intet begreb om hvilken usikkerhed det egentlig afspejlede. 
Men han kunne heller ikke blive ved med at skulle sidde og se ham få det værre. Desperate tider krævede desperate løsninger, og Aldamar krympede sig indvendigt da is gled ind i de blågrønne øjne. 

Aldamar rejste sig fra sofaen, for i stedet at holde hånden ind over bordet og langsomt, jah møjsommeligt at begynde arbejdet med at krystalglasset ud af håndfladen og fingrene. Det gjorde ondt, men det var lige før at han foretrak den her smerte, fremfor den som Fabian's forsøg på at skabe distance imellem dem, frembragte. 
Med en lille klirren blev det første stykke hevet ud, og han fnyste. "... det er svært ikke at reagere når man ser det, er det ikke?" kom det en anelse lavmælt fra ham, og han hev endnu et stykke ud med en sammebidt grimasse, der dog havde et skarpt smil bagved sig for den der kiggede godt efter. Han var bare ikke sikker på, at Fabian overhovedet var gearet til at kigge godt efter noget lige nu. 

Det var ikke tidspunktet at begynde at lege med Fabians følelser. Han kunne dårlig koncentrere sig om sine egne tanker, og endnu mindre hvorfor Aldamar havde så ondt i røven. Med et lidt klarere sind så ville det nok gå lidt bedre, men der var ingen tvivl om at Fabian blev irritabel og frustreret når han ikke havde det alt for godt, især fordi det kun så ud som om at han fik det værre, med de hurtigere bevægelser han brugte, og hvordan han blev hidset op. Så meget for hvile.

”Ved du hvad, Aldamar,” kom det hvæsende fra Fabian, som han satte hænderne mod sofaen for at bruge dem til at skubbe sig op. ”Du kan rende mig i røven!” Han pressede mod sofaens underlag og fik stillet sig op, i en lidt for høj hast, men til trods for svimmelheden, så ville han ikke bruge et øjeblik mere i det her rum med den højrøvede prins og hans manipulation. Om han havde lyst til at blive for det.
Han nåede derfor heller ikke lade svimmelheden foretage sig inden han med bestemte skridt begyndte at begive sig mod døren. De føltes i hvert fald bestemte inden han satte dem ned, men som han tog dem, virkede det ikke som om at han kunne gå helt lige og balancen var også så han var ved at vælte ind i en af lænestolene. Han lignede ikke en mand der skulle have lov til faktisk at forlade rummet i den hast, og da slet ikke huset.
Alligevel nåede han døren og rev den op, men som han prøvede at gå ud af den, måtte han gribe dørkarmen for ikke at vælte direkte ned på gulvet. 

Selvfølgelig. Aldamar fulgte ham med blikket da han arrigt skubbede sig fri fra sofaen, tydeligt utilfreds med hvad der lige var sket, og sikkert også hvorfor det var sket. Endnu et skår blev pillet ud af håndfladen, sammen med et til, og imens Fabian talte, blev hånden strukket frem foran sig i den varme belysning, for at sikre sig at der ikke sad flere eller mindre splinter ind imellem. Han behøvede ikke følge ham med blikket, for at høre ham. 
Det endte han dog alligevel med at gøre idet at han hvæsende smed en sidste afvisning, inden at han nu var på vej væk - Aldamar stirrede på hans ryg imens, munden stædigt presset sammen til en smal streg for ikke at stoppe ham. Han lyttede alligevel ikke, det kunne gøre det samme. 

Han havde brugt for meget energi på det her i forvejen. Og alligevel, jah så hørte han sin egen irriterende stemme der bare ikke kunne lade ham få det sidste ord. "Hvis det er dét du vil, så fint!" 
Aldamar's hånd knyttedes for at stoppe den dunkende blødning der løb fra de blege fingre, og han vendte sig imod den brændende pejs så han ikke behøvede at se ham gå, på den her måde... og hørte derfor mere end han så, hvordan at nogle snublende trin blev taget ved døren. 
Svag - så forbandet svag som han var drejede Aldamar sig derfor alligevel omkring, og så den blonde mand svimmelt støtte sig selv op af dørkammen. Hvad var det han legede? 
Tøvende drejede han sig en anelse omkring, men rykkede sig ikke imod ham - han skulle ikke nyde noget af mere skæld ud, manden vidste hvor hans værelse var, hvis han da ikke var en komplet idiot og havde tænkt sig at gå ud. 

Det var absolut stædighed der holdt Fabian oprejst, selvom det ikke gjorde meget for at hans blik alligevel kortvarigt gled tilbage på Aldamar. Måske i sidste ende var det også Fabian der ønskede en reaktion fra Aldamar. En eller anden erkendelse af at en af dem tog fejl, selvom at overtale Fabian om at han tog fejl lige nu nok ikke ville ende specielt godt eller produktivt.
”Fint!” kaldte han ligeså vredt tilbage, heller ikke helt villig til at give Aldamar det sidste ord, selvom der ikke var meget glæde over det, især ikke som han begyndte at bevæge sig igen, men han kom aldrig specielt langt.

Han nåede lige at komme omkring dørkarmen, så man ikke længere kunne se ham inden noget splintrede og et dunk lød ude fra gangen. Det var formentlig noget der mindede om en vase, og så Fabians krop der var faldet.
Han var ikke helt sikker på om han var faldet over sine egne fødder eller det var noget andet, men han følte han dårligt kunne se noget, og hovedet spandt og gjorde ondt. Efter et par blink med øjnene så sortnede det dog endelig for ham, og han lod det momentane mørke overtage ham, selvom der nok var draget opmærksomhed fra flere af personerne i huset. 

Fint. Aldamar's øjne blev i et ryk smallere da han besluttede sig for at råbe tilbage, og med det, kunne han se ham forlade døren. Det fjols. Det stædige, stupide fjols. Vejtrækningen næsten dirrede i sekunderne efter han var gået, hvor at Aldamar med frustration i blikket hev en af de lommetørklæder han selvfølgelig altid bar, op, for at stoppe blødningen mere sikkert, men ikke længe efter, lød en ildevarslende klirren, efterfulgt at et tungt bump. 
Blikket fløj tilbage til døren, og fyrstesønnens ansigt blev en anelse gruende, inden at han irriteret kaldte. "Fabian?!" 
Det var vel ikke sådan at han gik og ødelagde husets inventar nu..! En fristende beskyldning at smide derud, trods Aldamar... et eller andet sted, tvivlede. Da der ikke kom noget svar, møvede han sig forbi bordet og imod døren, et lidt mere tøvende toneleje nu. "Fabian..?" 

Da han kom udenfor døren, var det med et forskrækket udbrud at han løb de 3 hurtige skridt hen til hans faldne skikkelse; fuldkommen væk var den vreden, nu overtaget af forskrækkelse. "Fabian!" Der skulle ikke gå længe før at alt larmen havde alarmeret nogle tjenere, der fandt Aldamar's knælende skikkelse, med en urolig hånd omkring det blege ansigt og et næsten panisk udtryk mejslet i ansigtet. Åh nej. 

Hvor lang tid han havde siddet ved ham, det var han en anelse i tvivl om... Aldamar var i hvert fald faldet hen i ventetiden, da timerne efter at det heldigvis var blevet bekræftet at der ikke var noget galt, havde været utroligt lange. Selvsamme helbreder som næsten lige havde forladt palæet var kommet tilbage i minutterne efter Fabian var faldet om, og havde med sin forsikrende stemme sagt at det her ikke var noget, som hvile ikke kunne ordne. På samme tid havde hun taget sig af Arysprinsens hånd, som lige nu holdt en læderindbundet bog hvilende på låret, da den var faldet ned i takt med at han var blundet hen. 
En enkelt gang var en tjener kommet ind for at tjekke, og bringe noget af aftensmaden de havde planlagt at spise sammen, men den stod stadigvæk urørt. Han havde ikke den store appetit lige nu. 

Hvor tiden havde været lang for Aldamar, så havde den været væsentlig kortere for Fabian, selvom han kunne mærke noget var galt ligeså snart han rørte på sig. Væk var vreden også fra det tidligere skænderi, og som han lå og sitrede lidt, så kunne han dårlig huske hvad der var sket. Der havde været så meget smerte, og så noget hårdt han havde ligget på, ikke lig det som han lå i nu. Aldamars seng? Nej, den var anderledes, og det var trods alt en han kendte lidt for godt. Denne her var næsten ligeså blød dog, og langt bedre end hans egen seng. Han kunne også godt huske noget med at han havde været hos Aldamar inden han var vågnet.

Hovedpinen hamrede stadig derud af, dog markant mindre end tidligere, men som hans øjne endelig åbnede sig helt, så kunne han trods alt se lidt igen. Det tog også kortere tid for ham faktisk at få blikket til at stoppe med at svømme.
Forsigtigt gled hans øjne rundt i rummet inden de landede på den kendte skikkelse af Aldamar. Han blinkede et par gange inden han lagde hovedet på siden. Han følte sig virkelig som kørt over af en vogn. ”Hvad skete der?” kom det lidt hæst fra ham, og han blev lige nødt til at rømme sig. Det skulle nok komme tilbage til ham, selvom alle minderne lige nu var lidt omtåget. Han lignede dog ikke en der hverken kunne eller skulle tage fat i skænderiet fra tidligere.

Idet at Fabian begyndte at røre på sig, var det som om at noget trak i Aldamar's underbevidsthed, og det noget fik ham til langsomt at smaske en anelse, i takt med at han selv vågnede op. Den blonde skøge var dog hurtigere på det punkt, og det var først da hans hæse stemme endelig lød, at fyrstesønnens øjne glippende åbnedes en anelse, og han løftede ansigtet fra dets sunke position. 
Hvad der skete? Forvirring blev øjeblikkelig erstattet af lettelse, og bogen gled med et dæmpet smæld ned på jorden, da hænderne i stedet næsten søgende gled op for at gribe hans ene hånd, og et et smil trak læberne en anelse fra hinanden. 
Han var endelig vågnet. Åh, endelig. 

Fyrstesønnen sank en klump der havde siddet fast det sidste stykke tid, inden at han afvisende rystede på hovedet. "Du... helbrederen bad mig om at give dig en ordenligt reprimande om at passe på det kønne hoved, men det tror jeg at vi venter lidt med" mumlede han, og trak hånden op til læberne i et stille kys. "Du faldt om på gangen, og trak en vase med dig i faldet... jeg blev nød til at tage en hurtig beslutning om hvad der skulle reddes" forsatte han, ikke helt villig til at bekymre ham yderligere, og slog det i stedet hen med noget mild humor; det virkede han altid til at forholde sig bedre til. 
Hånden blev ikke fjernet, men fik derimod et lille, forsikrende klem mere. "Du har sovet i... et par timer nu, vil jeg mene. Er du sulten? Tørstig?" Aldamar lod blikket glide op på bordet ved siden af, hvor at en karaffel med vand og en underlig sølvgoppel dækkede for en tallerken med mad, for at holde den lun. Han kunne godt række ham det, hvis han manglede noget. 

Han var faldet om? Havde han været værre tilredt end først antaget? Alligevel var det et halvt grin, og et skævt smil der gled over hans læber. Han følte sig også lidt lettet, for hvor meget han ikke kunne lide at Aldamar så ham sådan her, så var han glad for at han ikke bare var blevet overladt til sig selv. Selv i hans hjerne, der stadig havde det lidt hårdt, så kunne han godt se at Aldamar havde været bekymret. Noget han nogle gange glemte at folk faktisk følte om ham, når han bestemte sig for at være en idiot.
”Jeg er glad for at du mente mit kønne hoved var vigtigere,” hviskede han små grinende, og klemte lidt om hånden der havde taget hans, heller ikke helt villig til at give slip på den. Dog begyndte en smule dårlig samvittighed at snige sig ind på ham. Han kunne ikke huske præcis hvad der var sket, men han kunne godt huske at det ikke havde været på gode termer han forlod stuen.

”Noget at drikke?” sagde han, i håb om at det ville fjerne noget af tørheden i munden i det mindste. Med sin fri hånd støttede han mod madrassen så han kunne komme op og sidde. Stadig en smule svimmel af at rykke på sig men det gik. 
Hans øjne forblev dog på Aldamar, mens hans egen hjerne arbejdede meget, meget langsomt omkring hvad der var sket, og bekymringen Aldamar tydeligvis udviste.

En lille latter kom fra Aldamar ved den kommentar, og han betragtede med en anelse mere ro, hvordan at Fabian faktisk fik sat sig op i sengen, så han ikke længere lå ned og lignede en der var så... syg. Han havde også fået lidt mere farve tilbage i kinderne, og det var kun fordi at at han skulle række bagom og over på bordet, at han kortvarigt slap Fabian's hånd. Og jah, så også fordi at han måske skulle bruge begge hænder til at drikke fra vanglasset. Hvis ikke, ville han være hurtig til at gribe den igen; det havde været underligt at holde den så fast, når han havde været så.... fjern i sin slumren. 
"Værsgo" kom det fra ham, og han satte sig endnu engang, omend han med lyden af stol over trægulv, lige rykkede stolen en anelse nærmere så knæene ramte gæstesengens madras. 

Aldamar betragtede ham en anelse afventende imens han drak, godt tilfreds med den begyndende ro der indfandt sig, ved udsigten til at han faktisk fik det bedre. Ikke fordi at han havde tvivlet men... men man havde sine bekymringer, og han havde aldrig været god til ikke at bekymre sig. 
Læberne fugtedes en anelse, idet at hovedet studerende gled på sned. "Har du... ondt nogle steder? Jeg kan spørge efter noget til hovedet, hvis det driller dig..." kom det tøvende fra ham, en anelse usikker på... hvor meget han egentlig reelt måtte hjælpe ham. Han havde været så meget imod det, og Aldamar ville ikke derhen igen; det var der absolut ingen grund til at opsøge igen. 

Det her var bedre, hvis ikke Fabian's hånd havde været fri før, måtte den være det nu, og så var han hurtig til at tage den tilbage i sin igen. 

Glasset blev taget imod, selvom det hurtig blev klart at Fabian lige måtte bruge begge hænder, indtil hans krop var kommet sig over den tur han havde sendt den igennem. Nogle gange passede han virkelig ikke godt på den eneste krop han egentlig havde. Det vidste han godt, og det var ikke første gang han havde fået det at vide, men det ramte alligevel anderledes omkring Aldamar, og han kunne ikke helt sætte fingeren på hvorfor.
Vandet gjorde dog godt, og man kunne se hans skuldre faldt lidt, og et suk undslap ham, inden han rakte hen for at sætte det væk, og lod sin hånd blive taget af Aldamar igen. Hans fingre flettede sig ind i den.

Den dårlige samvittighed ramte ham dog tifold, som Aldamar tøvede med hjælpen. Det var det, det hele havde handlet om, ikke? Og selvom han stadig kunne mærke en form for pinlighed over at han var i så dårlig stand overfor Aldamar, så overskyggede det ikke den mere rationelle del af ham der alligevel godt kunne erkende, at han nok ikke havde været helt... retfærdig.
”Baldric, jeg...” han var i hvert fald tilbage til det navn han plejede at bruge omkring Aldamar når de var alene. ”Jeg er ked af tidligere...” Det fik ham dog også til at kigge væk. Han havde ikke lyst til at starte den igen, men skammen var alligevel væltet lidt op i ham. Uanset hvor stolt og stædig han var, så ville Aldamar bare gerne hjælpe, også selvom Fabian ikke var helt sikker på hvorfor Aldamar havde reageret som han havde.

Noget til hovedet ville dog stadig have været rart, men det føltes pludselig ikke som om at det passede ind i samtalen efter undskyldningen. Så lang tid Aldamar ikke hævede stemningen.

Tommelfingeren strøg langsomt håndryggen på den anden mands hånd, idet at han med en summende tilfredshed kunne flette sine fingre ind imellem hans, og nyde den kontakt der trods alt stadigvæk var, på trods af alt det andet. Egentlig, jah så havde hele episoden med at finde ham på gulvet fået jaget nok skræk i livet på ham til ikke at tage hele diskussionen op igen, da han hellere ville have ham omkring sig her til aften, og faktisk slappe af (og få ham til at slappe af), end han ville kræve en undskyldning der alligevel ikke betød noget i det lange løb. 
Havde man besluttet sig, havde man trods alt besluttet sig. 

Men med det mere intime kaldenavn vippedes blikket fra hånden de havde flettet sammen, op til Fabian igen, og Aldamar åbnede tøvende munden. Han var ked af det? Aldamar's blik flakkede ud til siden - den selvretfærdige del af ham mindede ham om, at Fabian også burde være ked af det - men... om nogen kunne Aldamar trods alt være mere end sikker på at skøgen faktisk mente sine ord.  
Et lille smil mildnede derpå mandens tøven, og han nikkede, virkelig kort, men nikkede trods alt. "Det er jeg også..." kom det efter lidt tid fra ham, og hans anden hånd rakte ud, for med en lille nussen at lægge sig omkring den markerede kæbe. 
Om han fik lov, trak Aldamar ham forsigtigt en anelse til sig, og rejste sig også halvejs fra stolen for at møde ham på halvejen, et lille kys plantet imod hans hovedbund da han trak ham ind imod brystet. "Jeg... du er bare utrolig god til at luk-" Aldamar stoppede sin sætning, og startede den i stedet på y. "... er det noget du vil snakke om, eller skal vi kalde det nok for i aften?" mumlede han imod det nyvaskede hår, og lukkede øjnene en anelse i, dog med et løst greb hvis han ville trække sig. 
Begge ting var fint med ham. 

En eller anden del af Fabian havde forventet at Aldamar ville vade rundt i det, og kræve at vide hvad han præcist var ked af, eller sågar at det ikke var godt nok, men ingen af de ting kom. I stedet for kom der hvad der mindede om en undskyldning også fra Aldamar af, og han kiggede over, kun for at blive hevet tæt på den anden mand og varmen han udsendte.
Hans frie hånd var hurtig til at finde Aldamars trøje for at holde fast i den og bare indånde duften af Aldamar. Han havde virkelig forskrækket fyrstesønnen, havde han ikke? Det var en underlig tanke at han havde så meget magt over den anden mand. En magt han helst så sig fri fra faktisk, men han kunne ikke løbe fra det de var og havde sammen.

Ligeså stille lukkede hans øjne også. ”Helst ikke,” mumlede han. ”Det føles lidt som om hele Dianthos har holdt fest i mit hoved.” Han var i forvejen god til at ignorere og løbe fra problemerne han ikke havde lyst til at se i øjnene, men det var altid lidt mere produktivt når Fabian også var ved sine fulde fem.
Mest af alt havde han bare lyst til at hive Aldamar med ned i sengen, men han var stadig underlig bevidst om at Aldamar ikke var meget for at de blev set i en intim situation, og de var ikke ligefrem på hans værelse. 

Fabian havde nok ingen idé om den forskrækkelse der havde været under det hele, og det var nu engang også den der havde fået ham til at reagere så voldsomt. Måske for voldsomt, men ikke ifølge ham selv. Arysfamilien havde dårlige erfaringer med at miste folk, Aldamar havde dårlige erfaringer med folk der forsvandt på grund af dumhed, stædighed eller en blanding deraf. Og Fabian, fik ikke lov til at være en af de personer. 
Med et lettet hjerte mærkede han at Fabian selv greb fat i ham, og han kunne med en accepterende lille brummen, erkende at 'helst ikke' var fint for nu. Så slap han også selv for at indrømme præcis hvor... skræmmende fremtidsudsigten havde været, da han havde vendt ham ryggen til. 

Overraskende nok, lå det utrolig fjernt fra Aldamar at nogen kunne finde på at komme ind lige nu, hvilket nok også var hvad der ansporede ham til at lade panden hvile imod ham, og med et lille grin lade den glide længere ned, så deres næser stødte sammen. "Det kan vi jo ikke have... " mumlede han imod de bløde læber, og smilede mærkbart idet at den sammenflettede hånd fik et lille ekstra klem. "... tilbuddet står stadigvæk, skal jeg hente noget til hovedet, hvis det driller?" kom det opfølgende fra ham, og Aldamar åbnede øjnene en anelse på klem i ekkoet af spørgsmålet fra før. 
Han vidste trods alt et og andet om hovedpiner, med den grad af tømmermænd han plejede at få. Og selvom de to ting nok ikke kunne sammenlignes, var en hovedpine, trods alt en hovedpine. 
At han gik uden et kys, var dog udelukket. 

En dag skulle de nok snakke om tingen, måske allerede i morgen, men i dag var ikke dagen. De havde begge fået sig forskrækkelser ud over alle kanter, og ingen af dem havde reageret hensigtsmæssigt på det. For ikke at nævne at Fabian havde svært ved at tænke alt for langt stadigvæk. Nærværet hjalp, ikke på smerten, men på den dårlige samvittighed og at der blev skabt en form for ro i ham, noget han havde behov for.

Hans øjne åbnede sig en smule, som han mærkede Aldamars hoved mod sit eget, og et dovent, men dog mere lykkelig smil fandt alligevel vej til hans læber. ”Måske bare en lille smule,” hviskede han. Noget der kunne gøre at han kunne forme mere end en sætning i hovedet, og så måske også kunne holde ud af at være lidt tættere sammen med Aldamar. Også selvom hans hoved ikke var på sex, så var det stadig på nærværet han var begyndt at forvente når han var sammen med Aldamar, næsten et behov.
Derfor var han heller ikke bleg for at læne sig det sidste stykke, så deres læber mødtes i et blidt kys. Hans hånd kom op for at tage lidt mere fast i Aldamars hoved så han bedre kunne mærke Aldamar, men kysset varede næsten også for kort, som det også blev brudt igen. Dog følte Fabian sig i lidt bedre humør. 

Et lykkeligt lille suk susede igennem den yngre mands krop, idet at Fabian endelig lænede sig frem, og han kunne næsten fornemme igennem fingerspidserne hvordan at det ikke kun var ham der havde... set frem til det her, fremfor... det andet, og Aldamar's hoved lænede sig villigt imod den andens håndflade, imens at han sørgede for at skubbe sig en anelse tættere. Duften, smagen, fornemmelsen. Meget få ting var anderledes den her gang, end fra de andre gange, værende en af de største at Fabian duftede en anelse mere som hjem. 
Sikkert fordi at han lå i Arys familiens seng, og havde brugt deres sæbe. Jah, det måtte velsagtens være derfor. 

Alt for kort tid efter blev kysset dog brudt, og han lænede med et sidste lille suk panden imod Fabian, førhen at han endelig gjorde mine til at trække sig tilbage. Øjnene der var gledet i, imens, åbnedes langsomt og mageligt en anelse på klem igen. "Jeg skal nok være hurtig..." mumlede han, efterfulgt at et sidste og lidt hurtigere kys imod den andens kind, og han rejste sig fra stolen.

Da han kom tilbage, var det med en dampende varm kop te, hvor at en ganske karakteristisk duft langsomt sivede op af den varme væske. En anelse medicinsk; Aldamar var blevet fortalt af deres køkkenchef at det burde virke. Og siden at han bestemt mente at han også selv havde prøvet den en enkelt gang før, jah så havde han ikke de store kvaler med at give den til Fabian, trods han vidste at den havde en utrolig bitter eftersmag. 
Døren gled med en stille knirken op, og Aldamar smækkede den i med foden bagved sig. Han havde fortalt det bekymrede personale, at Fabian heldigvis havde fået det bedre. Overraskende nok... havde de virket mindst ligeså bekymrede for hans helbred, og den tjener der havde fundet Aldamar sammen med Fabian, havde åndet lettet op, ved fyrstesønnens mere afslappede holdning og statur. Noget han uden tvivl skulle have snakket med ham om, en dag i fremtiden.... bare så der ikke var nogle... misforståelser. 
Aldamar satte sig med et lille smil igen, og rakte ham den semi gennemsigtige og bronzefarvede væske. 

Tingene begyndte endelig at føles normale igen, til trods for den dunkende hovedpine. Det her var sådan de skulle være sammen, ikke sure og frustreret på hinanden, og de ting de bare ikke kunne opfylde. Det var altid det her Fabian savnede. Han havde vitterligt aldrig forstillet sig at han nogensinde ville ende i denne her situation med nogen som helst, men nogle gange var det ikke helt slemt at være skudt i fyrstesønnen. Ikke når han følte sig elsket, selvom han stadig havde svært ved at håndtere det til tider.

”Godt,” kom det også lidt stille fra Fabian, som han endelig gav slip på Aldamar og lod ham forlade værelset, hvilket betød at han var overladt til sig selv.
Han rykkede sig lidt bagud så han havde noget at læne sig op af, inden et suk forlod hans læber, og smilet lidt faldt væk. Han gned en hånd mod sine øjne, men lige lidt hjalp. Nu når han først var begyndt at blive mindet om tidligere, så var det svært at ignorere det. Det var ikke pæne ord han havde sagt, også selvom han mente at Aldamar også godt kunne have taget tingene pænere i stedet for at knuse et glas for at bevise en pointe.
Han rakte over og tog vandet for et tage endnu en tår af det, mens han forsøgte at få tankerne til bare at stoppe for nu, selvom det var svært. Det var dog også svært at få hovedet til at færddiggøre noget.

Heldigvis gik der ikke alt for lang tid inden Aldamar kom tilbage. Glasset var tilbage på sin plads, selvom der var mindre i det end før. Han tog i stedet for koppen og lidt utilfreds rynkede han på næsen allerede over lugten, men en tår tog han. ”Du er sikker på at du ikke prøver at dræbe mig i stedet for,” kom det som han stirrede lidt misfornøjet ned på teen. Det her var absolut det værste han var blevet serveret omkring Aldamar, men desværre ikke det værste han nogensinde var blevet serveret.