Det der lå ubevidst i den halve aftale de nu havde, var også et løfte om at det i hvert fald ikke ville være sidste gang de så hinanden, også selvom Aldamar havde virket tøvende omkring det tidligere. Fabian ville gøre sit for at holde på fyrstesønnen som kunde, og hvis man spurgte ham, så var det pga. krystallerne han fik ud af det, men han var bare heller ikke helt parat til at efterlade den stemning der var imellem dem, og den summen der virkede til at følge med Aldamars berøringer.

Smilet var stadig på Fabians læber, som han trak sig lidt væk, men tydeligvis ikke længere, end at han mærkede den varme pande mod sin egen.
Hans egen hånd gled op til Aldamars nakke og nussede ham blidt, men han sagde ikke noget. Det virkede næsten som om at Aldamar havde noget på tankerne, og Fabian håbede så vidt som muligt, at det ikke var ubehagelige ting. Som hans kommende hustru eller at han skulle til at gå. Regnen virkede dog til at være ved at stilne af udenfor, hvis man skulle regne med at lyden af regn ikke var ligeså voldsom som den havde været tidligere. 

Hvorvidt Aldamar havde mere at sige eller ej, se det kunne være en anelse svært at bedømme. Der var noget, der var et eller andet som han både følte og kunne fornemme ville være det rigtige at sige. Men hvad lige præcis det var, se det var han meget værre til at spore sig ordentligt ind på. Fornemmelsen lå omkring hans bryst, men efter at bare have siddet sådan i nogle sekunder - siddet og følt den behagelige nussen omkring hans nakke, og alligevel ikke kunne finde ud af hvad det noget var, jah så trak han sig en anelse til sidst. 
Dog med et smil omkring sine læber, da han kort lænede sig frem til et flygtigt kys, mere, men ellers lod Fabian's krop og ansigt få en smule ro, selvom det var lidt svært. 
At gå var dog slet ikke på tale, og Aldamar - hvis ben stadivæk var flettet omkring Fabian's - summede mageligt men også udmattet. 

"Mmh... har du stadigvæk plads til en ekstra person?" et spørgsmål der kom med et smil der fortalte, at det skulle være en meget grov afvisning der kunne formå at sende Aldamar på porten, også selvom vejret var stilnet en anelse af. Turen hjem forekom ham bare ikke ligeså magelig... og selvom at han ville satse på at stå tidligit op dagen efter - eller i hvert fald prøve - jah så vidste han allerede nu, at han ville skulle finde en eller anden undskyldning da han kom hjem. 
Hvis han altså mødte nogle på vej ind af de morgentomme gange. Måske ville han kunne snige sig uden om, men... nok ikke.  

Det var lidt modvilligt at Fabian gav lidt slip på Aldamar igen, da han efter det flygtige kys trak sig lidt mere tilbage igen, og hans fingre dansede og lidt over Aldamars nakke inden han gav slip der igen,s elvom han ikke gjorde noget for at fjerne sin arm om Aldamars liv. Helt villig var han ikke til at give slip på Aldamar, især nu når de lige havde det så godt.

Fabian så lidt forvirret ud til at starte med, da spørgsmålet dog kom. En ekstra person? Man kunne se hvordan det ikke gav mening for ham som han kiggede på Aldamar, Og så blev det drillende smil bare lidt for stort næsten.
”Er det en trekant du spørger om?” spurgte han endelig grinende. Det var absolut ikke det han regnede med at Aldamar ville have ud af det, og derfor var det også med et tydeligt glimt i øjet han sagde det. Det var heller ikke ligefrem noget der normalvis skete for Fabian heller. Normalvis når man bad om en skøge, var det fordi man ikke kunne finde intimiteten andre steder, men der var nogen der opsøgte dem for den tredje part. ”Eller er det bare at du gerne vil blive her lidt længere?” Fabian havde næppe planer om at smide Aldamar på porten, selv hvis han bad om det. Fyrstesønnen ville trods alt alligevel betale for hele natten, og Fabian havde ikke tænkt sig at tage en ny kunde, før han havde hvilet lidt ud, for ikke at nævne at Aldamar skyldte ham løn for flere uger nu, så det ville gøre lidt godt i pungen.

Aldamar's ører var en anelse trætte, eller også havde han ikke hørt forkert. Og ved det brede smil der strakte sig over mundvigerne, jah der gættede han mest på det sidste - ahva var det dog han foreslog! Man kunne sagtens sige det var en form for forfærdelse der plantede sig i ham helt i starten, da han et lille sekund troede at Fabian mente det. Og det var ikke så meget over foreslaget endda, men nok nærmere at det skulle komme fra Aldamar selv. At han ville spørge som sådan noget. Hvem troede han lige at fyrstesønnen var! Det var dog her det gik op for ham at det var en joke, og da det gjorde, var det en mærkbar lettelse der bredte sig i hans krop, og han daskede i ligedele irritation som latter ud efter ham. "Du er uforbederlig" mumlede han, og viklede sig en anelse fri fra hans arm, så han demonstrativt møvede sig væk, men ikke for at gå, da han pludselig med begge hender om hans ene ben, over dynen. 

"En trekant... blive lidt længere..." mumlende, vrissende ord, og i et ryk - med et drilsk smil under den irriterede facade - trak Aldamar ham en anelse væk fra sengens ryglæn, så han ville komme ned og ligge på sengen. Ryggen, maven, siden... hvordan var fuldstændig ligegyldig. Aldamar ville, om det lykkedes, ikke tøve meget med at møve sig ned ved siden af ham så han ikke rykkede sig væk igen. Nu hvor at han stillede så dumme spørgsmål, måtte han vel bare lægge sig selv til rette i stedet for at spørge 'om lov'- 
Hvis ikke det virkede, ville han være vagtsom overfor en eller anden form for gengæld. 

Fabian kunne se at det var lige ved at falde noget til jorden, som Aldamar så næsten lidt forfærdet ud over muligheden. Han var ikke helt sikker på hvorfor, om Aldamar bare ikke var glad for at dele, eller om det var noget andet. Da Aldamar begyndte at grine, kunne han også selv ånde lettet op, og han var også hurtig til selv at gribe latteren og prøvede at skærme sig lidt fra at blive dasket, selvom det ikke ligefrem gjorde ondt.
”Det har jeg hørt før,” sagde han drillende, og var egentlig ikke meget for at give slip på Aldamar, og prøvede at gribe lidt ud efter ham, for at få ham til at blive. Planen blev dog hurtigt ændret, som Aldamar åbenbart havde en plan, hvilket Fabian kort efter følte, som han blev hevet i, så han var lige ved at knalde hovedet ind i ryglænet i stedet for. Lige ved.

”Hva...” udbrød han, som han prøvede at rette sig lidt længere ned, så han faktisk kunne ligge der med hovedet, men Aldamar havde allerede fundet sig en plads ved hans side. ”Du kunne bare have spurgt,” sagde han, og møvede en arm omkring Aldamar, og nussede ham i siden, måske også lidt for at se om Aldamar egentlig var kilden, og hvis ikke... så var det jo godt han kun nussede. 

Det var også meget en smagssag om man i det hele taget kunne lide at være sammen med flere på en gang. Der var flere lemmer, og der var jo altid en det handlede mere om, end en anden, så Fabian havde også oplevet sin mængde af skænderier der var kommet ud af det. Både mod ham selv, men også internt i parrene.

Det var lidt af en skuffelse at Aldamar ikke var kilden, men han forsatte nusningen, for det var stadig nærvær, og der var næsten ikke noget Fabian holdt mere af end det.
Hans øjne var begyndt at lukke sig lidt, men da han følte et par øjne på sig, åbnede han dem og kiggede ned mod Aldamar, som smilede lidt for sødt. Det smil klædte ham ikke nær så meget som hans mere oprigtige.
”Dit spørgsmål var lidt tvetydigt, ellers havde jeg ikke regnet med at det var en trekant, vel?” sagde han grinende. Det kunne også ligeså godt være et spørgsmål om, om han havde haft plads til endnu en kunde, hvis Aldamar var smuttet i det øjeblik, men det havde nok været for meget omsorg. ”Jeg regnede heller ikke ligefrem med at du ville ligge og sove i en seng, på en middelmådig kro,” indrømmede han grinende. De sidste par gange havde Aldamar ikke ligefrem virket som om at han havde værdsat Svinets rustikke charme. 

En noget proterende brummen kom fra Aldamar, da den blonde mand prøvede at argumentere for at hans spørgsmål var tvetydigt. At det havde været en anelse, se det kunne han godt nikke genkendende til - Aldamar kunne nok sagtens have spurgt på mange andre måder, og sikkert også flere elegante måder. Men at Fabian ikke regnede med det, eller i hvert fald ikke var typen der kunne regne med det? To sæt tvivlende, øjenbryn fulgte trop som svar, godt løftet op i panden, men ingen ord sneg sig med - den konklusion måtte han kunne drage for sig selv. Selvom blikket ikke var tavst; virkelig? 
I stedet foldede den øverste hånd sig ind under hans arm, og 'uimponeret' måtte fyrstesønnen sukke en anelse ekstra, mest af alt fordi at Fabian havde ret i sin vurdering af hans vaner. Han havde måske... brudt lidt sine principper omkring Svinet. Flere gange i aften, så at sige. 

"Jeg kan gøre undtagelser" kom det kort for hovedet, og øjne der før var gledet en smule i, åbnedes igen. Hånden der havde sneget sig under armen, spredte fingrene for at lade dem 'gå' en anelse langsomt op af ryggen, inden at han himlede med øjnene. "Selvom jeg begynder at fortryde en anelse, nu hvor du siger det. For hvert sekund kan jeg mærke min selvrespekt falde. Jeg stakkels mand" ord der havde en drillende undertone i sig, til trods for de dramatiske vendinger. 

Man havde kun nogle standarder, indtil man havde nogle nye, og Fabian selv havde også set sine falde ret markant, da han først var flyttet til Dianthos, men han havde det ikke så hårdt med det mere, og Svinet var bedre, end de lusede steder han var, da han først havde startet ud. At Aldamar nok lige skulle vænne sig lidt til det, ja, det kunne han så godt forstå, men lidt godt selvskab fik alting til at glide lidt bedre.

”Du er en meget stakkels mand, men det er godt at du kan gøre undtagelser, for mig,” sagde han lavmælt, stadig smilende, for han var ret sikker på at Aldamar ikke var seriøs i sine vendinger, især fordi de næsten var for dramatiske, og han mente også hvert et ord af hvad han sagde. Måske ikke lagt så meget tanke bag det, men hvis han bare lavede en smule selvreflektion, så ville han så vide så meget. ”Desuden ligger du vel ikke i sengen for sengens skyld, men for den flotte mand ved din side. Så er det vel lige meget hvor vi lå henne,” kom det drillende, og måske også lidt arrogant fra Fabian. Der var ingen tvivl om at Fabian godt vidste at han så godt ud, og som formskifter, ja, så var det nok meget nemt at gætte, at hvis han ikke havde mente det, så havde han bare ændret sig til sine egne præferencer. 

En brummende latter kom fra Aldamar da han blev talt en smule efter munden, og han nikkede umærkeligt - jah han var en stakkel, og jah, det var vel nok godt at han kunne gøre de undtagelser som han en gang imellem gjorde. Han var ikke meget for stedet, og det kom nok ikke til at ændre sig trods hans besøg på Svinet. Men med tiden blev man vel en anelse mere tykhudet. 
Ikke desto mindre var det overskueligt for en enkelt nat, selvom han nok ville tage et langt, og svinsk varmt såvel som velduftende bad når han kom rigtigt hjem. 

Oh? Aldamar's bryn gled overrasket op - han var virkelig vaks her til aften - og da han ikke kunne finde noget godt modsvar til lige præcis det... var det med en utydelig mumlen at Aldamar i verbal afmagt lod hånden glide over hans side for at prikke ham igen. Så flabet. Det måtte ikke blive en normal ting, at hans skarpe tunge fik så meget plads. "Ikke ligemeget" mumlede han dertil også, og gyste en anelse af hvor nonchelant det kunne siges hos den blonde mand, hvilket kort fik ham til at overveje hvor mange steder Fabian monstro havde ligget sådan her, med andre. 
En tanke der hurtig blev sendt på flugt. "Du må vel indrømme, at min seng bare var en smule bedre, og en smule mere passende til selskabet. Specielt det flotte" fulgte han op med, og smilede en anelse mere tilfreds dertil. En smule? Nok nærmere meget. 

Grinet blev kun større af at han blev prikket lidt irriteret i siden af Aldamar. Som om at det blot gjorde ham mere glad, at han kunne irritere Aldamar bare det mindste. Ikke at Fabian ønskede at irritere Aldamar rigtig, det kunne hurtigt ødelægge stemningen, men det var svært ikke at være bare en lille smule flabet, når nu man kunne.

Selvom Aldamar havde en pointe, når han bragte sengen op igen. Den havde været rimelig bekvemt at ligge i, og væsentlig renere end de fleste andre steder Fabian normalvis sov. ”Altså, jeg kan næppe sige nej til en god seng,” indrømmede han og lignede en der var lidt eftertænksom, men nok mest for skuespillets skyld. ”Måske næste gang vi bare skal mødes hos dig så? Så har vi ikke så langt hen til sengen, til hvis vi alligevel skulle ende med at bruge en,” tilbød han og kiggede på Aldamar igen. Man kunne se hvordan Fabian prøvede på ikke at smile for bredt, men var i gang med at tabe den kamp med sig selv. Han vidste jo udmærket godt, at det ikke kunne lade sig gøre, at de kunne mødes hos Aldamar af flere grunde desværre, og en af de vigtigste var at Aldamar tydeligvis gerne ville holde det så diskret som de kunne. 

Der måtte ikke være meget tvivl om, at på trods af at han ikke ligefrem havde haft noget at sige, betød det ikke at det var af irritation. Nej, så langt fra, og det afslappende skift af humor og ligegyldig snak var behagelig. Ligeså behagelig som grinet om hans læber, der blev en tand bredere, og ligeså rar som den nussen der strakte sig ned langs hans side. Det var svært ikke at gengælde det når han ikke havde travlt med at protestere i spøg og seriøsitet. 
Selvom han godt vidste - jah godt kunne fornemme hvordan at Fabian udmærket godt vidste at det ikke var et reelt tilbud, der var på bordet, jah så legede han gerne med. Hvilket betød at et noget overvejende glimt skred frem i de mørkeblå øjne; Aldamar fugtede kortvarigt sine læber i sine overvejelser. 
"Det er ikke en dårlig idé" sagt med den største overbevisning han kunne, og dertil også det mest overbevisende udtryk som muligt. "Jeg er sikker på at hele huset ville elske at..." og længere kunne han alligevel ikke holde den. Fordi den blonde mands smil blev bare lige lidt for bredt, og Aldamar rystede på hovedet over den latter der fulgte med, dog som altid taknemmelig for at ønsket om at være diskret blev respekteret så godt som det gjorde. 

Hænderne dansede en anelse summende over Fabian's krop, da nærværet det bragte med sig tilgengæld var noget han elskede. Ligeså meget hvor let det var - hvor meget han fik lov, til hvor accepteret af Fabian det var. Et eller andet sted, jah så ville han ønske at han kunne være mere ligeglad af sig. Og måske ville det også være mere sikkert så snart han faktisk var gift og en eller anden arving sendt ud i verden. 
Måske ville hans omdømme ikke være så nemt at skade der, da han - i mange henseender i hvert fald - var utrolig mere 'sikret' med en hustru ved sin side, og sit eget sted at være. Måske.
"Uforbederlig" hviskede han som et forsinket ekko af før, men tonen lagde an til at det var en kompliment, og noget der skulle tages med en bizar form for ære. 

Aldamars latter var behagelig, og når han endelig gav slip på den, så føltes det ikke som om at Aldamar var nær så gammel, som han nogle gange fremstod. Det var ikke som om at Fabian ikke forstod at der nok lå en masse ansvar på ham, men det var bedre at se ham mere villig til at droppe facaderne og bare nyde livet. Det var vel en af mange grunde til at Fabian ikke var interesseret i det ansvar der typiske fulgte med en masse penge.
Hans egen latter fulgte dog også kortvarigt efter Aldamar, da han heller ikke selv kunne holde det inde mere. Bare tanken om de problemer Aldamar sikkert ville komme i, hvis han faktisk lod Fabian møde op om aftenen hos ham, som om at det var den mest normale ting, var nok til at lade latteren slippe fri.

Den stilnede dog snart af, og det blide ord uforbederlig, fik det til at kilde i maven på ham, hvis det ikke var Aldamars hænder der gjorde det. Det var som et kompliment, selvom ordet normalvis var brugt om ham, når han bare var forfærdelig at være omkring.
Han tog sin anden hånd og skubbede et par enkelte lokker til siden, så han også bedre kunne se Aladmars ansigt, men også bare en undskyldning for at røre ham mere. ”Du er ikke meget bedre,” hviskede han tilbage, men med et blidt smil på læberne, og slet ikke den drillende kant der ellers havde været. På mange punkter var Aldamar ikke en type Fabian ville bruge tid med, men her var han alligevel, og ikke helt villig til at give slip på fyrstesønnen, selvom han vidste at det var et spørgsmål om tid før dagen begyndte, at de ville gå hver til sit. 

Det var ingen hemmelighed hvordan trætheden kom snigende, sådan som de lå her. Varmen og den hyggelige fornemmelse af at være så tæt på en anden, gjorde noget ved kroppen der i den sidste halve time var faldet til ro. Meget til ro. Det var primært ønsket om ikke at sove endnu der holdt Aldamar's øjenlåg oppe, da han ikke ville miste noget af sin tid på noget så trivielt. Føltes det som om. Det blev dog en anelse sværere som han - selv forrådt vel og mærke - puttede sig selv længere ind til ham.
Ved følelsen af hår der blev fjernet, skævede han kort ud igennem sine halvlukkede øjne, og fornemmede hvordan den hviskende tone bar en hvis grad af seriøsitet. 
Og hvis fyrstesønnen havde været mere frisk havde hans tankemønstre nok taget ordet til sig. Ikke fordi at han ikke gjorde det nu - det var en varm fornemmelse der kom af den... oprigtige, jah ikke drillende tone der fulgte med. Men taget ordet til sig, og i den forstand det stod i; taget det til sig på hans til tider lidt for reflekterende maner. 

Fordi han var tydeligvis forbederlig. Nok ikke på de punkter som Fabian så - han havde det med at bringe nogle af de værste små vrede anfald frem i ham, men han havde forandret sig - forbedret sig her de sidste par måneder, og brød sig også selv, om det mindre opspændte og til tider 'hysteriske' sindelag han havde udviklet sig frem til. 
Det var dog ikke hvad han hverken sagde eller tænkte, idet at han med en tilfreds men dog utydelig, søvnig mumlen lukkede øjnene i igen. Og sov, utrolig meget bedre end han havde gjort i lang, lang tid. 

Fabian havde altid sovet bedst sammen med et andet menneske, men selv han var overrasket over hvordan trætheden overtog ham som han mærkede Aldamar putte sig ind til ham. Hans øjenlåg blev selv lidt tungere, og han følte sig faktisk fredfyldt.

Modsat Aldamar, så var Fabian ikke særlig reflekterende over ord og sig selv. Han overvejede ikke engang hvilken ændring Aldamar kunne have på ham, eller havde gjort det. Desværre var det måske nemmere for andre at se at Fabian havde ændret sig, især dem der kendte ham rigtig godt. Måske han ikke var blevet en bedre version af sig selv, men han virkede gladere, og med lidt mere liv i øjnene.

Derfor var det også med en lidt fornyet energi at han forlod kroen den næste dag, efter at have sagt farvel til Aldamar, og selvom han måske ikke havde høje forhåbninger om at sige Aldamar igen den følgende torsdag, nu når han vidste hvad der foregik i mandens liv, så føltes det ikke helt som om at ventetiden var så uudholdelig, som den havde været de seneste par uger.